I verden er der 1200 millioner unge mennesker, som udgør 16 % af verdens befolkning. I 2030 vil dette tal vokse med 7 %, og der vil være mere end 1300 millioner (FN, 2023), det største antal unge mennesker i historien. Ungdommen er den mest dynamiske produktionsfaktor inden for kultur, teknologi, kommunikation og social udvikling. Men det anerkendes ikke i en verden, hvor der ud over økonomisk udnyttelse også sker en marginalisering på grund af etnicitet, køn og alder. Men marginalisering er langtfra et “moralsk” spørgsmål, og faktisk har 60 % af de unge i de såkaldte “udviklingslande” hverken arbejde eller uddannelse. Det anslås, at 39 % af unge i Latinamerika lever i fattigdom og op til 10 % i fattigdom; mordraten blandt unge er 33 pr. 1000 indbyggere, selvmord er fortsat den næststørste dødsårsag for unge, og halvdelen af seksuelt misbrug begås mod piger op til 15 år (UNFPA, 2022). Verden vender ryggen til dem, som den hævder er “dens fremtid”.
Men det er ikke en hvilken som helst “verden”. Vi taler om den verden, hvor 1 % af befolkningen hamstrer dobbelt så meget rigdom som resten af befolkningen tilsammen, og hvor de ikke er tilfredse med dette, men har taget 63 % af den nye rigdom, der er skabt i de sidste to år (OXFAM, 2023). Vi taler om en verden, hvor der, mens folk sulter, foregår snesevis af aktive militære konflikter (den vigtigste er krigen mellem Rusland og Ukraine, men det er ikke den eneste), og hvor militærudgifterne er steget til mere end 2,24 billioner dollars. Dette overstiger de gennemsnitlige udgifter under den kolde krig, og de vigtigste er de magter, der kæmper om verden: USA, Kina og Rusland (SIPRI, 2022).
Vi skal også tale om en verden, der midt i pandemien ikke kunne garantere 15 millioner menneskers liv (WHO, 2021), hvor der er 207 millioner arbejdsløse, hvor 140 millioner står uden for uddannelsessystemerne, ud over de 90 %, der har afbrudt deres studier i op til et år. Vi taler om en verden, der er på randen af en ny masseudryddelse på grund af den alvorlige miljøkrise, som de megatransnationale selskabers glubske handlinger fører os til. Denne verden er kapitalismen i sin sidste fase, imperialismen.
På den anden side rejser folkene sig for at afvise den globale og lokale elites politik med sult, voldtægt og død. I Europa har arbejdere og bønder mobiliseret sig mod de bebudede besparelser, selv i lande som Storbritannien, Tyskland og Østrig. I Frankrig udviklede kampen mod regeringens arbejdsreform sig til en stor protest. I Afrika og Asien er der fortsat bevægelser, som konfronterer neokolonialismen og kræver demokratiske reformer. Kvinde- og miljøbevægelserne vokser, og på trods af NGO’ernes dagsordener bliver de mere kritiske mod selve systemet.
Latinamerika er til gengæld stadig centrum for konflikter og modsætninger. Mens den amerikanske, kinesiske og europæiske imperialisme fortsat kæmper om økonomisk, politisk og militær kontrol ved hjælp af deres gamle og nye neoliberale, “progressive” og endda pro-fascistiske ansigter, fortsætter de oprindelige folks, arbejdernes, bøndernes, kvindernes og ungdommens kamp med at udfolde sig i flere områder. I alle disse kampe kæmper de unge i forreste linje, de revolutionerer kommunikationen og organiserer sig på forskellige måder. Opbygningen af virkelig folkelige og venstreorienterede projekter er stadig et arbejde i sin vorden.
I Ecuador forsøger den neoliberale offensiv at privatisere strategiske områder, social sikkerhed, at overdrage ressourcer til minedrift og transnationale olieselskaber, at indføre fleksibilitet på arbejdsmarkedet og reducere investeringer i sundhedspleje og uddannelse. Som en del af strategien for global dominans og USA’s sikkerhedsdoktrin arbejdes der også på at styrke det repressive apparat og dæmonisere den folkelige kamp.
Befolkningen har modstået dette nye angreb, og der har været protester i landbrugssektoren, sultestrejker og mobiliseringer af lærere, kvindernes kamp mod vold mod kvinder og for retten til abort i tilfælde af voldtægt. Studerende har også demonstreret for budgettet til uddannelse og adgang til universiteter. Et højdepunkt i denne kamp var strejken i juni 2022. I øjeblikket kræver folket løsninger på den alvorlige sikkerhedskrise, der har overtaget landet, hånd i hånd med organiseret kriminalitet og den korrupte stat.
Unge mennesker lider særligt under konsekvenserne af denne alvorlige situation. Kun 9,9 % har en passende beskæftigelse, 195.000 studerende vendte ikke tilbage til klasseværelset efter pandemien, mellem 250.000 og 300.000 unge bliver væk fra universitetet hver periode, tre ud af ti har psykiske problemer, og 41.000 unge fra 14-årsalderen bliver gravide hvert år. Midt i denne opgivelse bliver unge fra de folkelige sektorer rekrutteret af kriminelle organisationer, men de er ikke flertallet; mere end 80 % af de unge kræver presserende løsninger på usikkerheden.
I dette scenarie, der er præget af en dyb institutionel krise, er der den hidtil usete begivenhed med dekretet hvor præsidenten opløste nationalforsamlingen og udskrev et hurtigt præsidentvalg. Venstrefløjen skabte en enhedsproces, der af forskellige årsager, blandt dem fremhæves genopblussen af politisk vold, ikke opnåede de forventede resultater, og i dag står vi over for en anden runde, hvor to højreorienterede alternativer debatteres. Stillet over for denne situation, hvor vi fastholder vores klasseuafhængighed, opfordrer de folkelige organisationer til at stemme blankt. En vigtig milepæl er sejren i de folkelige folkeafstemninger til forsvar for Yasuní og Chocó Andino, som åbner dørene for kampen mod udplyndring af naturressourcer under nye forhold.
Når vi fletter disse ideer sammen, kan vi sige, at mens ungdommen fortsætter med at bevæge verden, nægter kapitalismen, mens den fylder lommerne på en håndfuld rige mennesker, millioner af unge mennesker en fremtid, og i den proces udsætter den hele verden for dødelig risiko. Derfor er utilfredshed, social mobilisering og protest naturligvis blevet en nødvendig ressource, selv i Europa i den såkaldte “første verden”, og med det er perspektivet om en revolutionær transformation af samfundet stadig til stede, selvom kapitalisterne ruster sig til krig ude og hjemme.
Ungdommen i Ecuador og resten af verden længes efter forandring på trods af det brutale ideologiske angreb for at afvæbne, demobilisere og forvirre dem; de fortsætter med at være hovedpersonen i kampen for rettigheder og bevarelse af planeten. De fortsætter med at søge efter alternativer, og på den måde må venstrefløjens indsats være orienteret mod at bekræfte sit forhold til ungdommen, kende deres virkelighed, deres subjektivitet, kæmpe deres kampe, organisere dem, sammenflette ungdommens bekymringer og forhåbninger med det strategiske mål om revolution og socialisme.
Længe leve ungdommens, arbejdernes og folkenes kamp i verden!
Ecuadors Revolutionære Ungdom, JRE, September, 2023
Indlæg på det 27. internationale seminar om Revolutionens problemer i Latinamerika