Introduktion
Ved udgangen af første kvartal af 2021 var der flere træk i den nationale politiske situation, der skilte sig ud, og som gav anledning til stor national debat i betragtning af den store betydning, som de forslag, der fremlægges i dag, har for landets nutid og fremtid. Det er værd at lægge mærke til, at vi er vidne til en temmelig vanskelig og kompleks tid, hvor krisen og regimets neoliberale og profascistiske politikker forstærkes. Covid19-pandemien udvikler sig i et hastigt tempo og skaber ganske hjerteskærende ødelæggelser i et land, der samtidig lider under følgerne af vold, territoriale stridigheder, korruption og narkohandel samt under de anti-nationale handlinger fra en antidemokratisk og populistisk regering, der sælger ud til monopoler og international bankvirksomhed.
Faldet på 6,8 % i BNP (bruttonationalproduktet) i 2020 afspejler den dybe økonomiske krise, som landet oplever, og som i dag er betydeligt forøget af Coronapandemien. Men det er også resultatet af den katastrofale anvendelse af neoliberale politikker, væksten i udlandsgælden, statens følgagtighed over for IMF’s politikker, nedskæringer af de sociale udgifter, arbejdsløsheden og fattigdommen for millioner af colombianere.
Den sociale og politiske krise kommer ikke kun til udtryk i den store ulighed, det uformelle arbejde (48,2 % af den beskæftigede befolkning) og elendigheden for størstedelen af den colombianske befolkning, men også i undertrykkelsen fra et autoritært og profascistisk regime, der viser sig i Iván Duque Márquez’ regering, som en uforbederlig, undertrykkende og antidemokratisk aktør til gavn for monopolerne og international bankvirksomhed.
I forhold til arbejdsmarkedet er tallene ret bekymrende. Erhvervsfrekvensen var 51,7 % i februar 2021, hvilket er 4,1 % lavere end i februar 2020 (55,8 %). Derfor voksede underbeskæftigelsen og arbejdsløsheden og nåede henholdsvis 11,1 % og 15,9 % i februar 2021. En omhyggelig og objektiv læsning af tallene viser, at antallet af mennesker uden arbejde i Colombia vokser, og antallet af mennesker, der mangler de nødvendige ressourcer til at leve på en værdig måde, vokser. Som svar på dette bruger den colombianske regering pandemiens økonomiske konsekvenser som undskyldning for at prioritere udviklingen af flere tiltag til at beskytte store virksomheder, banker og investorer ved at styrke outsourcing og større fleksibilitet i kontrakter og arbejdsmarkedsforhold. Sammen med pandemiens ødelæggende virkninger på beskæftigelsen gør hjemmearbejde, tele-arbejde, digitale teknologier, brugen af nye telekommunikations- og transportsystemer samt automatiseringen af processer deres indtog på forskellige niveauer og introducerer nye metoder på arbejdsmarkedet.
Et andet vigtigt træk ved den nationale situation er den voksende utilfredshed og sociale mobilisering, der ses i arbejdernes, kvindernes og ungdommens fortsatte kamp mod regeringen, monopolerne og bankerne og deres aggressive politik med hensyn til superudbytning, lave lønninger, højere skatter og skatteudgifter, privatisering og reduktion af de offentlige udgifter.
De store mobiliseringer for sundhed og anstændig lægehjælp, en indkomst, forsvaret af arbejderrettigheder, øget løn og nej til skat, arbejdskraft og pensionsreformer er ved at blive forberedt igen, hvilket fremhæves med opfordringen til en national strejke for den 28. april fra Den forenede nationale ledelse, Arbejdernes forbund, FECODE, Union-arbejdernes fagforening og mange andre organisationer i landet.
På det politiske plan fremhæver vi de fælles processer af folkelig karakter på nationalt plan med henblik på at imødegå uribismen [den politik, som den tidligere præsident Alvaro Uribe førte, red.] i den valgkamp, der finder sted i 2022. Ligesom forsøg på at etablere en historisk pagt for venstrefløjen, progressive, demokratiske og folkelige sektorer, der giver folket mulighed for at handle samlet – både ved legislative-, præsident- og vicepræsidentvalgene – fremhæver de vigtige skridt, der tages i dag med henblik på at danne en bred og energisk front mod korruption og det nuværende antidemokrati i Colombia.
I lyset af dette scenarium vil vi denne gang fokusere på to store problemer, der påvirker det colombianske samfund, og som konstant tiltrækker international opmærksomhed: Coronapandemien samt forværringen af krigen i vores land, som vi ser med intensiveringen af de militære konfrontationer, mordet på ledere og menneskerettighedsforkæmpere, massakrerne og tvangsfordrivelsen.
I fremtidige numre af vores magasin (Unity & Struggle) vil vi berøre andre emner af interesse, som revolutionære og demokrater utvivlsomt beskæftiger sig med, samt berøre, hvordan forandringsprocesserne i Latinamerika og verden vokser.
I
Coronaviruspandemien og dens virkninger i Colombia
Den 5. marts 2020 bekræftede Colombia sin første tilfælde af Corona, og fra da af til 8. april 2021 er 2.492.081 mennesker blevet smittet med virussen, hvoraf 2.355.832 har kommet sig, mens 65.014 er døde.
I verden har sygdommen forårsaget mindst 2.894.531 dødsfald siden dens start i december 2019.
I pandemiens første år registrerede Colombia to toppe på smittekurven. Den første var den 19. august 2020, en dag, hvor 13.056 tilfælde af sygdommen blev bekræftet, og den anden den 15. januar 2021 efter at have rapporteret 21.078 smittede. Fra 7. april blev en tredje top på kurven registreret i det meste af landet, der var langt mere alvorlig og intens end de foregående, med 12.464 nye tilfælde, 247 dødsfald og 62.688 aktive tilfælde, som har fået sundhedssystemet til at bryde sammen på nationalt plan.
Omkring 40 % af befolkningen i Colombia blevet smittet; det vil sige, at 60 % af befolkningen stadig vil være modtagelige for at blive smittet med virus.
Med hensyn til vaccinationsplanen påpeges det officielt, at Colombia bilateralt og multilateralt sikrede sine borgere de doser vacciner, der var nødvendige for at reducere dødeligheden og forekomsten af alvorlige tilfælde, beskytte sundhedspersonale og reducere infektionen for at opbygge den masseimmunitet, som eksperterne anbefalede. I den forstand har det været muligt at købe 20 millioner doser til ti millioner colombianere gennem Covax [Covid-19 Vaccines Global Access], og bilateralt 46,5 millioner doser til 27.750.000 mennesker. Regeringen siger, at vi på denne måde har opnået 66,5 millioner doser for 37.750.000 mennesker, der skal vaccineres i to trin og fem faser, prioriterer grupper i risikozonen og fortsætter, indtil målet, at alle colombianere er vaccinerede, er nået.
Vi må naturligvis hele tiden bedømme udviklingen i denne pandemi og de politikker, som staten og dens forskellige aktører har vedtaget for at imødegå den. Set i det lys lider verden helt sikkert under en pandemi af store dimensioner, der påvirker menneskehedens nutid og fremtid dybt.
Generelt afslørede pandemien den dybe kapitalistiske krise, der opleves i verden i dag, staternes og sundhedssystemernes store svagheder, sociale uligheder og fattiggørelsen af en stor del af befolkningen, derudover manglen på politikker, der sætter menneskers velbefindende i centrum. Udviklingen af pandemien har afsløret virkningen af en ny faktor, der griber ind i sundhed og det sociale liv og sætter staternes og forskellige sociale aktørers rolle på prøve.
Det er således klart, at vaccinerne er en succes og et skridt fremad. De omfatter også en vigtig videnskabelig indsats, som i den nuværende sammenhæng er stærkt begrænset af de politikker, der anvendes af de stater, der er interesseret i at dæmme op for de økonomiske og sociale virkninger af pandemien. Frem for alt sætter staterne de kapitalisternes interesser øverst, det vil sige varer, markeder, investeringer og overskud, som de repræsenterer. På denne baggrund kan selv en hurtig undersøgelse af det stærke marked for vacciner, der blev åbnet for medicinalvirksomhederne og de imperialistiske stater, ikke undgå at vise de modsætninger og kampe, der er til stede i det kapitalistiske samfund i det 21. århundrede. De store forskelle i vaccinationsraten i lande ses i den sammenhæng, nemlig at kun en lille del af kloden er sikret vaccine, mens størstedelen af befolkningen næppe vil være i stand til at blive vaccineret på kort sigt. Som det er sket ved andre lejligheder, er hele vaccinemarkedet ud over at være et instrument til underordning og beskyttelse af interesser blevet et incitament til at forværre krisen og de sociale modsætninger i det kapitalistiske system. Fra vores side vil vi arbejde utrætteligt på, at befolkningens kamp i vores land rejser kravet om Covid19-vaccine som et globalt offentligt gode, der tillader immunisering af menneskeheden mod denne dødelige virus.
Med hensyn til Colombia vil vi fortsat sammen med de andre kræfter i den folkelige bevægelse insistere på at kræve, at regeringen fremskynder den nationale vaccinationsplan, vedtagelsen af en indkomst og en større og mere presserende social investering inden for rammerne af en plan, der er aftalt med repræsentanterne for de lokalsamfund, fagforeninger og sociale organisationer i landet, som vil gøre det muligt at genoplive beskæftigelsen, beskytte den nationale infrastruktur og styrke og udvide sundhedssystemet i landet.
II
Det menneskelige drama, som Colombia lider under
I Colombia er mareridtet ikke slut. Det er den sandhed, som vi colombianere hver dag så hårdt må sande, når vi ser forværringen af krigen og især de fortsatte mord på ledere i de sociale bevægelser, massakrerne og fordrivelsen af tusinder af vores landsmænd, hvilket ganske chokerende tal viser.
Den nye voldsspiral, der blev registreret i 2020, viser 19 massakrer med 381 ofre. Indtil videre er der allerede indtil nu i 2021 begået 26 massakrer med 95 ofre. Med hensyn til mordene i 2020 viser tallene, at 310 ledere i de sociale bevægelser og menneskerettighedsforkæmpere blev myrdet. Hidtil i 2021 er der allerede blevet myrdet 16 ledere,[1] hvilket viser gentagelsen af en ny voldscyklus, hovedsagelig i de områder, der betragtes som strategiske eller omstridte, enten på grund af deres økonomiske betydning, udvikling af infrastrukturarbejder, udnyttelse af guld og andre naturressourcer, ulovlige afgrøder (hovedsagelig koka- og marihuanaproduktion), eller fordi de er transitområder eller grænser op til andre lande.[2] Den nordlige og sydvestlige del af Cauca, nedre Cauca og nord for Antioquia, Pacific Chocoano, Valluno og Nariño, Putumayo, Meta, Arauca og Catatumbo-området i det nordlige Santander er de områder med størst vold, hvilket bekræfter, at dette som et fænomen løber igennem og påvirker hele den nationale geografi.
Sociale ledere og menneskerettighedsforkæmpere myrdet i Colombia siden underskrivelsen af fredsaftalerne.
Sociale ledere og menneskerettighedsforkæmpere myrdet i Colombia under Duque regeringen fra 7. august 2018 til 15.december 2020).
Disse tal, der er indsamlet af Institute of Studies for Development and Peace (INDEPAZ) pr. 30. 2021 og udsendes på nationalt og internationalt plan, viser det enorme menneskelige drama, der opleves i vores land. Som det fremgår af grafen, er det de samfund og folkelige sektorer, der er hårdest ramt, der virkelig lider under krigens rædsler. Det står i modsætning til de mange kommentarer i nogle medier, der betragter virksomhedsejere, ranchere og landejere som de vigtigste ofre, der ifølge dem har måttet forlade landet, bevæbne sig eller sikre deres virksomheder for at fortsætte med at overleve.
Ledere i den sociale sektor og menneskerettighedsforkæmpere myrdet fra 24. november 2016 til 15. december 2020.
Ovenstående er ikke sket tilfældigt: Det afspejler en ideologisk, kulturel og politisk offensiv, der er præget af falske overvejelser og fakta (fake news), som stimulerer og støtter fanatisme, sensationsjournalistik, demagogi og populisme, der kendetegner den diskurs og de kampagner, som den herskende klasser og deres partier fører i Colombia. Dette illustreres af de aktiviteter, der blev gennemført før folkeafstemningen for at godkende fredsaftalerne i oktober 2016, derefter den valgkampagne, der tillod Duque at vinde præsidentvalget i 2018, Coronapandemien og den voksende aggression mod broderlandet Venezuela. I alt dette er det almindeligt at finde ledere, der er fuldstændig vant til at bedrage befolkningen og legitimere den herskende magts interesser.
Bemærkninger til mordene på ledere i de sociale bevægelser og på menneskerettighedsforkæmpere
I 2020 blev mere end 291 sociale ledere myrdet, hvilket ligger tæt på tallet for 2018.
Der var et fald i antallet af kommuner, hvor disse fandt sted, hvilket viser tilbagetrækningen af nogle væbnede grupper, stabiliseringen af konflikter i andre, og den manglende tilstedeværelse af stærke dynamikker i udviklingen.
De mest kritiske situationer fandt sted i den nordlige del og sydvest for Cauca, Bajo Cauca og nord for Antioquia, Pacific Nariño, Putumayo og Catatumbo.
I disse områder fortsætter genopdelingen af territorial kontrol og konflikter mellem forskellige grupper om indtægter fra narkohandel, guldminedrift, handel med tømmer, superprofitter fra megaprojekter og infrastrukturarbejder, tilegnelse af jord og fordeling af den politiske magt.
Initiativtagerne til disse konflikter i kritiske områder er komplekse storkriminelle grupper og netværk, der opererer i lovlige og ulovlige virksomheder, med virksomheder, der hvidvasker ulovlige berigelser, og medskyldige partnere i statslige institutioner.
De ny-paramilitære grupper og de paramilitære væbnede grupper er en del af disse storkriminelle grupper, der fornyer sig selv gennem at forenes og gå sammen med de legale grupper.
De, der i perioden efter fredsaftalen på ny er blevet bevæbnet, er for det meste dedikeret til konflikter om disse indkomster og forsøger at genopbygge økonomier og kontroller, som tidligere lå hos FARC EP.
I ca. 45 % af tilfældene er de, der dræber de sociale ledere, tilknyttet narko-paramilitære grupper og de bevæbnede mænd, der er tilovers efter fredsaftalen; de øvrige 55 % består af uidentificerede snigmordere; mange af dem tjener mafiaer (35 % af det samlede antal); ELN, frafaldne kritikere fra FARC EP, og politi og militære tropper.
Staten og regeringen bærer ansvaret for disse vedvarende voldshandlinger ved passivitet, skadelige handlinger og meddelagtighed på forskellige niveauer.
Passiviteten består af svagheden i en koordineret, hurtig og tilstrækkelig tilstedeværelse i de regioner, der er hårdest ramt af væbnet vold og konflikter opstået efter fredsaftalen. Den største passivitet har været den manglende gennemførelse af sociale, politiske og sikkerhedsmæssige reformer, navnlig omfattende reformer af landdistrikterne, planlagt støtte, politiske reformer og sikkerhedsgarantier.
Den skadelige handling i de kritiske områder og generelt ses i erstatningen af en sikkerhedspolitik for fred med en ny krig mod narkotika/anti-terrorisme.
Meddelagtighed på forskellige niveauer er vist i hemmelige forbund mellem de politiske magter, klaner og mafiaer, med væbnede aktiviteter. En af de måder erobringen af institutioner manifesterer sig på, er korruption, og en anden, at de væbnede styrker sammensættes efter krigsstrategier i modsætning til overgang til fred.
III
Den colombianske konflikt
Som en barsk sandhed deler vi de seneste undersøgelser fra INDEPAZ, [3] der bekræfter Colombia som et land med en meget gammel intern konflikt, der vokser og fornyer sig midt i en omtumlet krisesituation og konflikter blandt borgerskabet om kontrol med profit, naturressourcer og strategiske områder. Det er en konflikt med særlige forhold, der i sit indhold og form karakteriserer og viser, at den er forskelligt fra den type konflikt, vi har set i de foregående år. Konkret er den colombianske konflikt i dag ikke længere en konfrontation mellem staten og dens væbnede styrker mod stærke militære kontingenter eller organisationer, der sigter mod socialistisk magt som alternativer til det gældende system. Tværtimod er situationen en åben og brutal konfrontation mellem staten og en række folkelige protestorganisationer, der er fast besluttet på at modsætte sig regimet og regeringen og fortsætte de politiske forhandlinger. Og på den anden side står snesevis af militære enheder og økonomiske projekter, uden ideologisk perspektiv eller enhed. Grupper som er karakteriseret ved deres lave politiske profil, territoriale stridigheder bundet sammen med kriminalitet, narkohandel og lejesoldater, der kommer fra den borgerlige hær, og ved at de sjældent udfører kollektive sociale projekter.
Som en del af konflikten bryder der også andre former for konfrontationer ud, først og fremmest sociale konflikter fra fagforeninger, sociale ledere, menneskerettighedsforkæmpere og en række lokale organisationer og samfundsorganisationer, der afviser udnyttelse, fattigdom, korruption og opgivelse fra statens side. Der er statens konfrontationer med arbejderne og de organiserede lokalsamfund, der rejser sig for at forsvare livet, suveræniteten, økologien og miljøet, lokalsamfundenes autonomi, borgernes rettigheder og friheder. Denne form for konfrontation komplicerer billedet og viser både i sine årsager og udtryk konflikten som et økonomisk, socialt, politisk og væbnet fænomen med skarpe kanter.
Fred er et stort folkeligt ønske
Som vi har påpeget mange gange, så er fred ikke en fantasi, og den kan ikke fortsat behandles som primært et militært anliggende, der kun kræver væbnede aktører. Års kamp og alle de indhøstede erfaringer fortæller os, at dette synspunkt er forkert og kræver en politisk ændring, der går ud over den moralistiske og religiøse vision hos dem, der ser konflikten som en konfrontation mellem godt og ondt. Det billede vi har, er en evolutionær, integreret, mangefacetteret konflikt, der kræver en afspejling af dens historie, rødder og flere udtryk, uden at miste sammenhængen og karakteristikaene i vores økonomisk-sociale fundament. Statens fremtid og de økonomiske, sociale, politiske og militære politikker, der er blevet gennemført i mere end 70 års konfrontation, samt alle de sociale kræfter i konfrontationen, peger også på visse værdier, forestillinger, udfordringer og adfærd. Den vision, der står på spil i dag, er det, der har gjort det muligt for venstrefløjen og de progressive og demokratiske sektorer at mene, at konfliktens begivenheder den dag i dag har deres strukturelle årsager i den stærke afhængighed, den økonomiske og sociale udstødelse, den åbenlyse afvisning af borgernes rettigheder og politiske frihedsrettigheder.
Vi mener, at dagens konflikt i alle dens detaljer kræver en analyse, der gør det muligt ikke at forblive på overfladen, fremme politikker, der allerede er bevist ineffektive, såsom velfærdspolitikker, eller dem, der fremmes af venner af de militære løsninger, eller af dem, der insisterer på at forhandle og distribuere statslige stillinger og budgetter og benægter, at konflikten i landet har underliggende strukturelle årsager.
Fredsprocessens fiasko
Fiaskoen med “aftalen om endelig afslutning af konflikten”, som Juan Manuel Santos’ regering og FARC-EP underskrev den 26. september 2016, er klar og tydelig. På den ene side fordi aftalerne kun er blevet gennemført 16 %, ifølge en analyse fra Fællesskabernes Parti selv (dette er navnet på det demobiliserede FARC’s parti), og på den anden side, fordi konflikten ikke er forsvundet, og staten i endnu mindre grad har opgivet sin krigsmagerpolitik til at bekæmpe den interne fjende, og som ifølge sine talsmænd omfatter en terrortrussel mod det colombianske samfund. Derudover er der i flere regioner en indsats for at udrydde de tidligere kombattanter, der lukker dørene for enhver forsoning eller forhandlet løsning på konflikten.
Med hensyn til selve fredsaftalen mener vi heller ikke, at man skal have mange forventninger til den, for selv om den taler om konfliktens afslutning, var dens egentlige formål kun at blive enige med den colombianske regering og stat om at genindtræde i civilsamfundet, nu hvor oprørsstyrken ikke længere troede på, at den sociale forandring, som de proklamerede i deres program for udviklet demokrati, kunne opnås gennem væbnet handling.
Vi er også enige med nogle analytikere, der påpeger, at aftalen som et skrift af gode intentioner ignorerer den magtbalance, der findes, og som er nødvendig for de reformer, den foreslår, samt for reglerne for udøvelse af magt og politisk handling i Colombia.
På den anden side er det nødvendigt for Fællesskabernes Parti at overveje fejl og misforståelser vedrørende aftalen og dens levedygtighed, som disse:
- Landets økonomiske, politiske og juridiske orden er intakt og behøver ikke ændringer. Tværtimod har vi et demokrati og en forfatning, der kræver nogle forbedringer eller livlige reformer, der gør det muligt for staten at bringe borgerne tættere på, redde tusindvis af liv, tilskynde til forsoning og skabe den nødvendige sociale velfærd, der vil gøre social og politisk konfrontation unødvendig og ubrugelig.
- Årsagen til den interne konflikt, der plager landet, findes på landet og stammer grundlæggende fra en konflikt om jord, hvor den manglende beskyttelse og forsømmelse af landdistrikterne på den ene side er indlysende, og på den anden side konfrontationen mellem bønderne, jordejerne og staten om de arealer og indtægter, der kan opnås i landdistrikterne. Strategien for udviklingsprogrammer med en territorial tilgang (PDET) i 15 år indgår i aftalen for omkring 170 kommuner i landet er baseret på den forudsætning, at disse programmer vil gøre det muligt at sætte en stopper for ulovlige afgrøder, fattigdom, vold og forsømmelse af staten i vigtige regioner i landet.
- Begrebet overgangsretfærdighed som et systematisk regelsæt, der allerede er udarbejdet, og baseret på den internationale retsdoktrin, sigter konkret på at garantere ofrenes ret til sandhed, retfærdighed og erstatning. Det er en grov fejl at se bort fra overgangsretfærdighed som et spørgsmål, hvor definitionen af både materielle og proceduremæssige mål og regler afhænger af magtbalancen og magtfaktorerne. Derudover udelader og ignorerer aftalen fuldstændig guerillaen, selvforsvar og oprør som politiske rettigheder.
Vi mener, at alle disse udeladelser, fejlene og tilsløringen, og især statens og den nuværende regerings afvisning af at overholde aftalen, er det, der har fået den til at hænge i en tynd tråd, fyldt med chok og usikkerhed, især for de tidligere kombattanter og de samfund, der var tæt på den tidligere FARC EP-guerilla.
I betragtning af de eksisterende kendsgerninger og begrænsninger fremhæver vi indsatsen fra de sociale og politiske lokalsamfund og organisationer i landet, der er kommet ud for at forsvare fredsaftalerne, og kræver, at regeringen ud over at overholde disse aftaler straffer de ansvarlige for forbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, større sociale investeringer, beskyttelse af ofre og respekt for menneskerettighederne og den humanitære folkeret.
I samme perspektiv ser vi denne mulighed for at udtrykke vores afvisning og fordømmelse af mordet på 1.134 menneskerettighedsledere og -forsvarere i landet samt de 263 underskrivere af fredsaftalen, der blev myrdet fra underskrivelsen af fredsaftalerne frem til den 30. januar 2021. Vi kræver, at de statslige og internationale domstole straffer disse krænkelser af menneskerettighederne og den humanitære folkeret i overensstemmelse med denne.
Som forkæmpere for forandring og fred med social retfærdighed gentager vi vores opfordring til alle revolutionære, demokrater og tilhængere af sociale fremskridt om at fremme enhedsbestræbelserne for at vinde en demokratisk og folkelig regering, der sikrer fred med social retfærdighed, demokrati, velfærd og opbygning af det nye og suveræne hjemland.
April 2021
Oversat fra Unity & Struggle nr. 42, 2021
[1] http://www.indepaz.org.co/wp-content/uploads/2021/04/Informe-Li%CC%81.pdf
[2] http://www.indepaz.org.co/wp-content/uploads/2021/03/Cartilla-sistematicidad-con-ISBN-comprimido-1.pdf
[3] http://www.indepaz.org.co/wp-content/uploads/2020/12/Informe-Especial-asesinato-li%CC%81deres-2016-2020-L-15-12-20-Final.pdf