Rigdom findes kun i det kapitalistiske samfund, når noget er købt og solgt, når det bliver en vare. Det giver Corona-krisen talrige eksempler her på.
Bruttonationalproduktet (BNP) omfatter alt, hvad der er købt og solgt i landet. Det er kun det, der regnes som en “værdi” i det kapitalistiske samfund.
Ifølge prognoserne fra Tysklands føderale regerings “ekspertudvalg” 23. juni 2020 vil bruttonationalproduktet (BNP) falde med omkring 6,5 % i år. Instituttet for tysk økonomi (IW) forventer endda et fald på 9 % for Tyskland og 4 % på verdensplan.
Men dette værdibegreb er perverst og svarer kun til den kapitalistiske økonomiske ordens interesser.
“I de samfund, hvor den kapitalistiske produktionsform hersker, viser rigdommen sig som ’en enorm ophobning af varer’, og den enkelte vare som dens grund form. Vores undersøgelse skal derfor begynde med analysen af varen.
En vare er i først og fremmest en ydre genstand, en ting, der ved sine egenskaber tilfredsstiller menneskelige behov af en eller anden art. Karakteren af sådanne behov, om de f.eks. stammer fra maven eller fra fantasien, gør ingen forskel. Det drejer sig heller ikke om, hvordan varen tilfredsstiller det menneskelige behov, om det sker umiddelbart som livsfornødenhed dvs. Som forbrugsgenstand eller ad omveje som produktionsmidler.” (Karl Marx: Kapitalen, 1. Bog 1,s. 128, Rhodos)
Karl Marx skelner mellem brugsværdi og bytteværdi. Men han gør det klart, at bytteværdien kun er en udtryksform, en manifestation af en tredje ting, nemlig værdi, den nødvendige arbejdskraft der skal til for at skabe et produkt. “Bytteværdi kan overhovedet kun være udtryksmåden, for et indehold, som er forskellig fra varen.” (Karl Marx: Kapitalen, 1. Bog 1, s.130, Rhodos)
Først når noget fremstår som en vare, har det bytteværdi, hvis grundlag er værdi. I denne artikel beskæftiger vi os ikke med alle aspekter af værdi og bytteværdi, men med en sammenligning af brugsværdi og bytteværdi.
For folk, der for eksempel køber frugt, er brugsværdien det vigtige. Tingene skal tilfredsstille menneskelige behov af en slags. Folk køber ikke ting for at tjene flere penge, men for at forbruge dem til at tilfredsstille behov. Forholdet mellem kapital og ting er helt anderledes. Kapitalisten køber en last tomater, ikke at forbruge dem, men for at sælge dem med fortjeneste, hvis det er muligt. Hvis en person køber en lejlighed til at bo i, så køber kapitalist lige så mange lejligheder, som hans kapital tillader, og markedet giver mening for ham – med det formål at tjene flere penge ved at leje eller videresælge og spekulere.
I Corona-krisen er disse forskellige forhold til varer og produkter blevet klart synlige.
Hvis for eksempel en arbejder købte tilberedt mad i sin frokostpause før Coronaen, så øgede denne tilberedning BNP og dermed den økonomiske værdi. Hvis de samme mennesker lavede og spiste deres egen mad derhjemme under nedlukningen, er dette ikke af værdi i et kapitalistisk forstand. Samfundets rigdom øges ikke af dette. Men måske smager maden bedre, er tilberedt på en sundere måde – og dermed er mere værdifuld for den person, der spiser den med glæde. Men dette er “kun” en brugsværdi. Den kan være lige så god eller endnu bedre end den mad, du køber, men den bliver ikke en bytteværdi og er derfor økonomisk værdiløs for kapitalen. Dette gælder naturligvis kun for det endelige produkt, den mad, der tilberedes i hjemmets køkken. De nødvendige råvarer – fødevarer, vand, gas eller elektricitet osv. – købes som normalt og øger BNP.
Dette gælder for mange ting. Under nedlukningen sad folk ikke bare og var passive. Nogle lejligheder blev renoveret, huset blev repareret, haver ordnet. Intet af dette er inkluderet i BNP. Hvis folk havde udført lønarbejde og for eksempel hyret og betalt en maler til at renovere lejligheden, ville dette have øget BNP. Hvis de gør det selv med en stor indsats og fornøjelse, er det værdiløst for kapitalen og indgår ikke i BNP, bortset fra de købte byggematerialer.
Det er grotesk, når det gælder solidaritets-hjælpearbejde. I Stuttgart VfB (lokal fodboldklub) udførte klubbens fans gratis arbejde for at hjælpe kvarters ældre. De ordnede indkøb, bragte medicin og meget mere. Hvis de havde grundlagt et “servicefirma” og krævet penge for deres “tjenester”, ville dette have indgået i BNP og forøget det. Men da de ikke bad om penge, bidrog de til faldet i BNP.
Hvor mange millioner hjalp ikke andre i løbet af denne tid, gjorde det før krisen og vil fortsætte med at gøre det? Men gensidig solidaritetshjælp skaber ikke værdi i kapitalens forstand. Det er kun, hvis det gøres til en forretningsmodel, som privat ”hjemmeservice” eller private hjemmesygeplejeydelser, at det sætter en cyklus af penge i gang, gør overskud muligt og øger BNP.
At være medmenneskelig er værdiløs for kapitalen.
Den mangesidede udnyttelse af kvinder bliver også fuldstændig åbenlys. Hvis kvinden arbejdede før, bragte sit barn til en daginstitution for en betaling, betalte for maden der og selv købte mad i kantinen, var alt dette var naturligvis inkluderet i BNP som værdi. Hvis hun arbejder hjemmefra, ser efter børnene ved siden af og laver mad til familien, så er det kun hendes arbejde i hjemmekontoret, der er inkluderet i BNP som værdi. Alt andet har ingen værdi set ud fra den kapitalistiske økonomi. Så to tredjedele af hendes arbejde anses for værdiløs i økonomisk kapitalistisk forstand. Hun arbejder for tre, men tæller kun med én gang. For børnene, selvfølgelig, er den pleje, som moderen giver, noget værd. At få mad er nok også ret værdifuldt. Men denne værdi, brugsværdien, tæller ikke i BNP. Kun hvad der kan købes, tæller. Men kapitalen accepterer gerne det ulønnede arbejde for mange kvinder som en gratis gave til at reducere den nødvendige løn, som formodes at muliggøre reproduktion af den vigtige råvare, som arbejdskraften er.
Et eksempel på det absurde i kapitalistiske logik: Hvis nogen bager en kage, så er det kun bage-ingredienserne, der indgår i BNP, alt andet gør ikke. Hvis en person spiser halvdelen af kagen med sin familie, har vedkommende ikke skabt værdi i form af penge for det udførte arbejde. Hvis vedkommende giver den anden halvdel af kagen til en fest for en klub eller lignende forening til salg, så klubben kan finansiere sit arbejde, så indgår den solgte kage i BNP. Og hvis klubben bruger de penge, den indsamler, til at købe noget for, så øger det også BNP.
Hvis man lagde alt det sammen, som folk har gjort derhjemme eller hjulpet naboer og andre med under Coronakrisen, og regnet det med i BNP, ville det sandsynligvis slet ikke falde, eller højst med 1-2 %. I virkeligheden har folk skabt en masse ting, der var værdifulde for dem i løbet af denne tid.
Denne “evaluering” af kapital gælder også på områder som seksualitet. Hvis folk i Coronakrisen har tilbragt mere tid sammen, haft mere tid til hinanden og mere sex med hinanden, repræsenterer det ikke nogen værdi for kapitalen. Hvad der er værdifuldt for mennesker og et udtryk for dyb intimitet og hengivenhed, tæller ikke for kapitalen. Men hvis disse mennesker går til en prostitueret eller prostituerer sig selv, betyder det pengestrømme, og det øger BNP. Samfundet er angiveligt blevet “rigere” og “mere velstående”! Hvor perverst er sådan et økonomisk system! Pointen er ikke, at noget er værdifuldt for folk, men at det gør overskud muligt.
Det absurde i den kapitalistiske beregning bliver endnu mere tydelig på kulturområdet under krisen. Hele kulturindustrien med alle dens tilbud lå i ruiner. Men behovet for kultur var der stadig, både for kunstnerne og for deres seere og lyttere. Under kapitalismen er kunst og kultur også en vare. Det skal sælges og købes. Som regel betyder det, at et par stjerner bliver millionærer – og med dem de kulturselskaber, der har dem på kontrakt. Kun de skuespillere, malere, billedhuggere, sangere – dem, der indbringer en masse penge – er vigtige. Der er hel industri af studioer, eventvirksomheder, leverandører osv. Jo større begivenheden er, jo højere er overskuddet.
Under krisen blev mange kunstnere, især dem, der ikke var så berømte, meget kreative. De tilbød internetkoncerter lagt ud på YouTube og Facebook, gav koncerter via Jitsi eller Zoom. Billeder, selv hele udstillinger kunne besøges via internettet. Forfattere gav forelæsninger på YouTube, Facebook, Jitsi eller Zoom. Nogle organiserede koncerter i baggårde. De fik en god reaktion fra deres publikum. Pludselig var alt gratis. Men mange tilskuere og lyttere var villige til at donere noget til kunstnernes levebrød. Desuden var der spontane nødhjælpsaktioner for kunstnere, der nu havde få muligheder og næsten ingen indkomst. For mange mennesker er kultur noget værd, selv om de ikke får en umiddelbar “fordel” til gengæld. Væk var musikindustriens monopol og censur. Forholdet mellem kunstnere og publikum blev mere direkte og umiddelbart, selv om kontakten var for det meste via internettet og på afstand. Behovet for kultur åbnede nye veje.
Corona-krisen er således en anledning til at reflektere over værdi og lære mere om Karl Marx og hans kritik af kapitalismen. Det kapitalistiske system, som engang havde medført en revolutionerende udvikling, er nu slidt og råddent. Det har perverteret og forvandlet og fremmedgjort alle menneskelige kategorier til deres modsætninger. Derfor skal dette system forsvinde og erstattes af et socialistisk system, hvor arbejderens behov er et mål for udviklingen af økonomien og samfundet.
”Lad os endelig til afveksling forestille os en sammenslutning af frie mennesker, der arbejder med fælles produktionsmidler, og hvor de forskellige individer bevidst forbruger deres arbejdskraft som én samfundsmæssig arbejdskraft. Alle træk ved Robinsons arbejde gentager sig her, blot samfundsmæssigt i stedet for individuelt. Alle Robinsons produkter var udelukkende resultat af hans personlige arbejde og derfor umiddelbart brugsgenstande for ham selv. Sammenslutningens totalprodukt er et samfundsmæssigt produkt. En del af dette produkt tjener igen som produktionsmiddel. Det forbliver samfundsmæssigt. Men en anden del konsumeres af sammenslutningens medlemmer som livsfornødenheder. Denne del må derfor fordeles mellem dem, og fordelingsmåden vil variere med den samfundsmæssige produktionsorganismes særlige art og med producenternes tilsvarende historiske udviklingstrin. Kun som parallel til vareproduktionen forudsætter vi, at enhver producents andel i livsfornødenhederne er bestemt af hans arbejdstid. Arbejdstiden vil altså komme til at spille en dobbelt rolle. Fordelingen af den efter en bestemt social plan regulerer den rette proportionelle fordeling af de forskellige arbejdsfunktioner til samfundets forskellige behov. På den anden side tjener arbejdstiden samtidig som målestok for producentens individuelle andel i det fælles arbejde og derfor også som målestok for hans andel i den del af fællesproduktet, der er bestemt til individuelt forbrug. Menneskenes sociale relationer til deres arbejder og deres arbejdsprodukter er her til stadighed simple og gennemskuelige, både i produktionen og fordelingen.”
(Karl Marx: Kapitalen, 1. Bog 1, s.179, Rhodos)
Corona and the question of value. Oversat fra Unity & Struggle nr. 41, 2020