Pandemien, der er opstået som følge af SARS-CoV-2-virus, og som forårsager Covid-19, har afdækket de alvorlige mangler, der plager kapitalismen verden over i sin fulde herlighed, eller rettere sagt, i sin fulde elendighed. Covid-19-pandemien har afsløret den uretfærdighed, der er opstået som følge af stigende ulighed på den ene side, og på den anden side hvor skrøbelige kapitalistiske regeringer er over for sundhedskrisen. Den har også afsløret alvoren af den økonomiske krise, som kapitalismen befinder sig i, samtidig med at den aldrig er ophørt med at skabe ulighed i indkomster og kapitalakkumulering.
Kapitalismen har brugt Covid-19-pandemien til yderligere at undertrykke arbejderklassens og den arbejdende befolknings stilling i økonomien og samfundet. Covid-19-pandemien vil efterlade en verden fyldt med dybere modsætninger, der vil blive mere uudholdelige for de undertrykte end nogensinde. Pandemien har fremskyndet imperialistiske tendenser til konfrontation, væbnede konflikter i lyset af truende sociale omvæltninger. Afslutningsvis har Covid-19-krisen fremskyndet kapitalismens generelle krise og uddybet interimperialistiske modsætninger.
Covid-19 og social ulighed
Den yderste højrefløj og Socialdemokratiet, eller hvad der nu er tilbage af det i disse dage, har diskuteret behovet for en omfattende politik for at beskytte befolkningen mod virkningerne af pandemien. Højrefløjen har argumenteret for at stoppe nedlukningen for at lade virussen gå amok. Kapitalismen er i krise, og som sådan betragtes pandemien af nogle som et middel til at reducere, hvad der af nogle betragtes som befolkningsoverskud. Lobbyister fra forsikringsselskaber og andre sektorer i erhvervslivet har siden pandemiens begyndelse advaret om omkostningerne ved pandemien og de økonomiske konsekvenser af nedlukninger i forhold til de økonomiske konsekvenser af at miste befolkning. Med dette har nogle virksomhedslobbyister effektivt argumenteret for, at de økonomiske konsekvenser af nedlukninger på deres virksomheder er uforholdsmæssigt store sammenlignet med tabet af BNP på grund af dødelighed. Dette forklares ved, at de mest sårbare over for sygdommen, de fattige og de ældre, enten bidrager meget lidt til BNP eller kan erstattes af arbejdsløse.
Pandemiens konsekvenser har siden starten været ulige med hensyn til, hvordan forskellige befolkningsgrupper er blevet ramt af virussen. Sociale uligheder har givet næring til åbenlyse ubalancer i, hvordan virussen har påvirket forskellige befolkningsgrupper. Det har været tydeligt for nogle lige fra begyndelsen, at de fattige, dem, der er beskæftiget i småjobs, de underforsikrede eller uforsikrede og de ældre ville bære størstedelen af byrden.
De socioøkonomiske uligheders indvirkning på alvorlig sygdom og dødelighed er og bliver fortsat genstand for undersøgelser. Pålideligheden af disse undersøgelser afhænger stærkt af tilgængeligheden af kvalitetsdata, som mange gange er i hænderne på virksomheder. Som følge heraf er dette spørgsmål blevet undersøgt mest i de mere industrialiserede lande sammenlignet med de såkaldte mellem- og lavindkomstlande. Spørgsmålet om socioøkonomisk ulighed er blevet undersøgt i USA. Dette skyldes tilgængeligheden af data af rimelig kvalitet og aktivisme fra nogle eksperters side, som har rejst røde flag i betragtning af de åbenlyse forskelle i, hvordan pandemien har påvirket forskellige valgkredse i landet. Forskellene er så indlysende, at selv amerikanske regeringskilder har givet en syntese af statistikkerne. Tre hovedgrupper er blevet ramt uforholdsmæssigt hårdt i USA: de oprindelige folk fra USA og Alaska, afroamerikanere og latinamerikanere. Antallet af Covid-19-positive er en faktor på henholdsvis 1,8, 1,4 og 1,7 i forhold til hvide. Forskellen bliver mere akut, når man ser på forekomsten af alvorlig sygdom. Dette måles gennem antallet af indlæggelser og dødelighed. Antallet af indlæggelser er en faktor på henholdsvis 4,0, 3,7 og 4,1 gange større end for hvide. Med hensyn til dødelighed er faktorerne henholdsvis 2,6, 2,8 og 2,8. Der er ikke fremlagt beviser fra det medicinske samfund for, at genetiske faktorer kan påvirke sandsynligheden for alvorlig sygdom for en hel racegruppe. Disse stærke bias peger snarere på socioøkonomiske faktorer end på genetiske dispositioner hos for de forskellige racer som helhed.
Der er to vigtige faktorer, der bestemmer sandsynligheden for alvorlige forløb: sandsynligheden for at pådrage sig virus og sandsynligheden for at udvikle alvorlig sygdom, når man pådrager sig virussen. Den første faktor afhænger stærkt af den type job, vedkommende har. Arbejdere, der arbejder i mere underordnede erhverv, hvor manuelt arbejde og interaktion med andre er mere sandsynligt, er i større fare for at pådrage sig virus sammenlignet med andre erhverv. Derudover er arbejdere i lavindkomst-husstande mere tilbøjelige til at bruge offentlig transport, hvor infektion er mere sandsynlig sammenlignet med dem, der ejer en bil. Dette spørgsmål er mere akut i de såkaldte mellem- og lavindkomstlande. Desuden bor lavindkomst-husstande oftest i mindre boliger, hvor et relativt stort antal mennesker bor sammen og derfor ikke kan holde samme social afstand sammenlignet med mere velhavende husstande. Dette spørgsmål er også særligt akut i midt- og lavindkomstlande, hvor uformelle bosættelser er normen for mere sårbare samfund.
Etniske minoriteter i USA er kendt for at arbejde i lavtlønsjob, hvilket gør disse grupper mere udsatte for at blive smittet. Med hensyn til risikoen for at udvikle alvorlig sygdom spiller forekomsten af samtidige sygdomme som diabetes, forhøjet blodtryk og fedme en stærk rolle. Det er også kendt, at personer med lav indkomst ikke har samme adgang til friske og uforarbejdede fødevarer sammenlignet med mere velhavende grupper. Kosten for lavindkomstgrupper er desværre baseret på forarbejdede fødevarer af lav kvalitet, hvis basis er stivelse, indeholder majssirup og andre ingredienser, som har udløst en pandemi af diabetes, fedme og forhøjet blodtryk. Ud over det faktum, at lavindkomst-husstande oftest er underforsikrede eller slet ikke forsikret, og derfor bliver behandlingen af kroniske sygdomme mangelfuld, skaber det betingelserne for, at etniske mindretal i USA er mere tilbøjelige til alvorlig sygdom. Disse faktorer er også fremherskende i mellem- og lavindkomstlande.
Et andet tegn, der peger på socioøkonomiske sårbarheder som en drivende faktor til alvorlig sygdom og dødeligt udfald, er den betydelige kløft mellem officielt registreret dødelighed og det, der kaldes overdødelighed. Sidstnævnte er baseret på antallet af dødsattester i forhold til tidligere år. [1]Hvor den beregnede overdødelighed er betydeligt større end den dødelighed, der officielt er registreret som Covid-19-relateret, er det sociale uligheder og mangel på behandling og pleje, der er årsagen til dødeligheden. Dette er blevet observeret i lande med relativt pålidelige rapporteringssystemer, såsom Indonesien, Sydafrika og Tyrkiet. I disse lande er det blevet konstateret, at størstedelen af dødeligheden er underrapporteret, især i tætbefolkede områder. Dette hænger sammen med, at mange sårbare samfund ikke har adgang til ordentlig sygdomsbehandling eller vælger ikke at interagere med et utilstrækkeligt eller upålideligt sundhedsvæsen.
Kapitalismen betragter de fattige og underprivilegerede som nogle, der kan ofres i en højere sags tjeneste. Højreekstremistiske regeringer som Bolsonaros i Brasilien har gjort det meget klart, at hans manglende strategi i forhold til pandemien ikke nødvendigvis er en forglemmelse, men snarere en strategi, der har til formål at reducere befolkningsoverskuddet. Pandemien er langtfra slut, ud over at virussen løbende muterer og dermed skaber nye stammer, der opfører sig anderledes i forhold til den oprindelige virus. Mens virussens virulens sandsynligvis vil aftage, vil denne pandemi fortsætte med at dræbe de sårbare i stort antal i de kommende år. Når det er sagt, kan det forekomme nogle, at den hastighed, hvormed virussen reducerer befolkningen, ikke kan sammenlignes med, hvad der kan opnås ved væbnede konflikter og større krige. I praksis ser pandemien ikke ud til at være i stand til at fungere som erstatning for væbnede konflikter. I den forstand afspejler de argumenter, som den yderste højrefløj fremfører, ikke nødvendigvis dybden af den krise, som kapitalismen uigenkaldeligt befinder sig i.
Til gengæld ønsker Socialdemokratiet at fremstille sig selv som de fattiges frelser ved at argumentere anderledes end den yderste højrefløj. Det lægger mere vægt på at kontrollere pandemien og udrulle vaccination. Selv om det kan synes at være et tegn på, at Socialdemokratiet bekymrer sig mere om de sårbare, end den yderste højrefløj gør, peger virkeligheden i praksis på en helt anden fortolkning. Covid-19-pandemien er blevet brugt af industrikapitalen til at iværksætte et angreb på den økonomiske situation for arbejderklassen og den arbejdende befolkning, mens indkomstulighed, virksomhedernes overskud og kapitalakkumulering har set nye højder. Det er det, Socialdemokratiet har svoret at sikre for enhver pris.
Det såkaldte forsvar af de sårbare har i virkeligheden vendt sig mod de mest sårbare gennem det økonomiske pres, som den private monopolkapitalen får lov til at udøve på den arbejdende befolkning. Som det vil fremgå af det følgende, har monopolkapitalen vundet betydeligt terræn med hensyn til virksomhedernes overskud og kapitalakkumulering, mens arbejderne har lidt et alvorligt tilbageslag med hensyn til arbejderrettigheder, indkomsttab, hurtigvoksende arbejdsløshed og underbeskæftigelse.
Millioner af arbejdspladser er gået uigenkaldeligt tabt, mens industrikapitalen har øget overskuddet, og udbytningsgraden fortsætter med at stige. Indkomstulighed og Gini-koefficienter har taget fart med hastigheder, der overgår dem, der blev udløst af krisen i 2008. Men nu er regeringer, selv i de mest velstående lande, mere magtesløse end nogensinde i forhold til at klare det sociale pres, som krisen har skabt.
Lægemidler og virksomhedskapitalens magt
Et af de områder, hvor kapitalismens krise i sin neoliberale inkarnation viser sit frastødende ansigt, er problemet med vaccination, og hvor ulige fordelingen af den er blevet. Borgerlig-liberale har skændtes om den såkaldte “vaccine-nationalisme”, hvor rigere lande proaktivt købte store mængder vaccine og efterlod andre lande uden. For eksempel har Canadas regering købt 338 millioner doser, nok til at vaccinere befolkningen fem gange. I modsætning hertil har Indien bestilt 116 millioner doser, eller hvad der svarer til 4 % af befolkningen. Mens de kendsgerninger, der underbygger denne kritik, er overfladiske, så kaster de borgerlig-liberale og imperialistiske medier ikke specielt noget lys over de store medicinalvirksomheders rolle i den nuværende situation, og hvordan en håndfuld af dem i virkeligheden står bag manglen på vacciner. Faktisk er mange lande i den afhængige del af verden blevet ladt i stikken, hvor regeringer i mere udviklede lande har brugt milliarder af dollars på private virksomheder til forskning, udvikling og massiv produktion af vacciner.
Den borgerlige presse har hyldet nogle af de lægemidler, såsom AstraZeneca og endda Pfizer, for ikke at sigte mod at skrue vaccinepriserne op på dette tidlige stadium. Andre virksomheder, der har en mindre markedsandel, såsom Moderna, har givet os en smag af den store kløft mellem virksomhedernes pris og produktionsomkostninger, som industrien synes at være berettiget til. Virkeligheden er, at private monopoler kontrollerer hele kæden af forskning, udvikling, prototyper og masseproduktion af vacciner. Regeringer og forskere finansieret af dem, selv i de rigeste lande, har fundet sig magtesløse i forhold til at gå op imod medicinalindustrien. Milliarder af menneskers velbefindende er nu i hænderne på en håndfuld private virksomheder, hvis eneste hensigt er at stræbe efter udvinding af maksimal fortjeneste og profit.
Ved at sænke priserne for den første version af vaccinen forsøger AstraZeneca, Johnson & Johnson, og i mindre grad Pfizer/BioNTech, at sikre fremtidige markeder. Det gør de ved at skabe afhængighed af deres vare, hvor forskere anvendes som tilbehør til de forsøg og den forskning og udvikling, som de kræver. Medicinalvirksomheder er bevidste om, at pandemien forsætter de kommende år, og at den nuværende indsats blot er det første pas i det, der skal blive en rentabel forretningsmodel.
Fremkomsten af nye stammer, på grund af den naturlige proces med mutation, som virus gennemgår, vil altid være mere resistente over for kendte vacciner. Som følge heraf skal vacciner indstilles eller endda udvikles igen, hvor nye produkter vil dukke op på markedet. Noget lignende sker med influenzavirus, hvor nye vacciner laves sæsonmæssigt. Forskellen her er, at Covid-19 vil forblive markant mere ondartet i de kommende år. Millioner af mennesker forventes at dø af virussen, hvis effektive vacciner ikke rulles ud i tide til mindst hundreder af millioner af mennesker med andre risikosygdomme rundtom i verden. Farmaceutiske virksomheder skaber dybest set betingelserne for et marked, der kan generere hundredvis af milliarder af amerikanske dollars i indtægter i løbet af de næste år.
Paradoksalt nok har AstraZeneca leveret den hidtil billigste vaccine, samtidig med at den har fået den største investering. AstraZeneca har modtaget over 11 milliarder US-dollars i investeringer, overvældende privat, med et vist bidrag fra statslig finansiering. Private finansieringskilder baserer sig ikke på velgørenhed som en langsigtet strategi for investeringer. AstraZeneca er blevet stærkt kritiseret for sin uigennemsigtighed og manglende evne til at levere vaccinen i de mængder, der oprindeligt blev lovet. Den forretningsmodel, som selskabet forfølger, er også fortsat genstand for debat og spekulation, hvor der er mistanke om, at priserne på deres vaccine kan stige i fremtiden.
I stedet for at forfølge en strategi, hvor vaccination er målrettet mod dem, der er mest sårbare over for alvorlig sygdom og død, har regeringer faldet for presset fra farmaceutiske selskaber gennem deres lobbyister og kanaler, såsom dr. Fauci og lignende. Dr. Fauci og andre epidemiologer råder regeringer til at planlægge massive vaccinationskampagner, hvor størstedelen af befolkningen forventes at blive smittet for at opnå den såkaldte flokimmunitet. Dette er på trods af, at en betydelig del af befolkningen allerede har udviklet en form for immunitet over for sygdommen. Naturligt udviklet immunitet bekræftes af det meget lille antal reinfektioner, der registreres rundtom i verden. Derudover er en forsøgsperson, der bliver vaccineret, ikke garanteret mod at blive smittet med nye stammer af virussen. Derfor er vaccination ingen garanti mod at blive smittet på ny.
En strategi, der selektivt ville være målrettet sårbare dele af befolkningen, ville ikke være så rentabel for virksomheder sammenlignet med universel vaccination. Til gengæld er vaccinations-tøven typisk forbundet med højreorienterede konspirationsteorier og de såkaldte “fake news”. Mens denne forbindelse helt sikkert er der, er fortællingen om behovet for massiv vaccination skræddersyet til at passe store farmaceutiske selskabers interesser, snarere end at have interesse for befolkningen i tankerne.
Farmaceutiske selskaber i Vesten har effektivt formået at køre de russiske og kinesiske vacciner ud på et sidespor, gennem deres lobbyister og de mange forskere på deres lønningsliste, hvis forskning og finansiering er afhængig af medicinalindustrien. Det sker af uvidenskabelige grunde under dække af den videnskabelige debat. De russiske og kinesiske selskaber, der har udviklet disse vacciner, er blevet konkurrenter til vestlige selskaber og er som sådan blevet udsat for uretfærdig kritik eller er blevet åbenlyst ignoreret af de relevante medicinske myndigheder, der har ansvaret for at godkende brugen af vacciner i deres respektive lande. Dette sætter spørgsmålstegn ved objektiviteten og upartiskheden af den godkendelsesproces, som disse agenturer er forpligtet til at opretholde, og hvordan denne proces er blevet underlagt virksomhedernes interesser. Verdenssundhedsorganisationen, WHO, er heller ikke fremmed for disse fordomme.
Kapitalakkumulering og ulighed i indkomster under Covid-19-krisen
Mange borgerlige og småborgerlige økonomer har erkendt, at monopolkapitalen har nydt godt af pandemien på bekostning af stigende ulighed i indkomster. Det er velkendt, at hovedparten af krisen betales af arbejderklassen og den arbejdende befolkning. Middelklassens økonomiske status udfordres også. Det sker gennem øget arbejdsløshed, lønnedgang og andre former for økonomisk pres. Lavindkomstarbejdere er især blevet ramt af nedlukningerne og deres eftervirkninger. Under disse omstændigheder er udbytningsgraden af arbejderklassen blevet bragt til et nyt niveau.
Verdensbankens rapport om fattigdom og fælles velstand 2020 har kastet lys over kvantitative analyser vedrørende de økonomiske konsekvenser af nedlukningerne for de mest sårbare. Denne rapport viser, at omkring 100 millioner mennesker er blevet skubbet over i rækken af ekstrem fattigdom[2] i 2020, og omkring 150 millioner mennesker i 2021. Ifølge Verdensbanken må næsten 10 % af verdens befolkning blive anset for at leve under ekstreme fattigdomsforhold. Rapporten viser også, at de såkaldte mellemindkomstlande, som ifølge vores definition er afhængige lande, hvoraf mange har lagt deres industri ned igen som følge af neoliberale politikker, vil bære størstedelen af presset. Ifølge Verdensbanken lever omkring 40 % af verdens befolkning, eller 3,3 milliarder, for under 5,50 US-dollars om dagen. Dette sker i lyset af de afhængige landes voksende afhængighed af imperialistiske lande og privat monopolkapital. Det viser kapitalismens manglende evne til at opfylde behovene hos store dele af verdens befolkning.
Gini-koefficienten, som bruges til at måle indkomstulighed, er steget kraftigt under nedlukningerne og deres eftervirkninger. Gini-koefficienten fokuserer på distributionsrelationerne og ikke direkte på forholdet mellem ejerskab i produktionen, som i marxismen er den afgørende faktor i den økonomiske analyse. Gini-koefficienten bruges af borgerlig-liberale økonomer som et middel til at formulere monopolkapitalens småborgerlige kritik uden at skulle forholde sig til kernen i den økonomiske analyse og den private karakter af tilegnelsen af arbejdskraft under kapitalismen. Når det er sagt, er forhøjelsen af Gini-koefficienten i EU som helhed blevet anslået til ca. 3,5 % alene under de hårde nedlukninger, hvor den er fortsat med at stige i de følgende måneder.
Lignende tendenser er blevet observeret i andre regioner i verden. Empiriske analyser af dataene er tegn på tilstedeværelsen af en sammenhæng mellem stigningen i Gini-koefficienten og Covid-19-udbredelsen og dens virkninger. Mens sådanne analyser anses for overfladiske ud fra et marxistisk synspunkt, så afslører de i det mindste, i hvilket omfang pandemien har påvirket den arbejdende befolkning over hele verden.
Oversat fra Unity & Struggle nr.43, 2021
Udgivet af CIPOML, Den internationale konference af marxist leninistiske partier og organisationer
APK er medlem i CIPOML https://apk2000.dk/cipoml/
Unity & Struggle på engelsk https://www.enhedogkamp.dk/intro-cipoml/
[1] Metoden bag beregningen af overdødelighed varierer fra land til land. Typisk sammenlignes dødeligheden med den gennemsnitlige dødelighed i de foregående fem år.
[2] Ekstrem fattigdom defineres af Verdensbanken som mindre end 1,9 US-dollars om dagen.