Dette er uddrag fra pjecen med samme navn om begivenhederne i juni 2022, hvor befolkningen satte en bremse i regeringens og Den Internationale Valutafonds(IMF’s) politik og vandt sejre på grundlæggende områder af strategisk betydning for den ecuadorianske revolution.
Efter 18 dages store og stridbare kampe vandt de oprindelige folk og hele folket en stor sejr gennem den nedlukning af landet, der begyndte den 13. juni 2022. Det er den vigtigste politisk-sociale begivenhed i de senere år i vores land på grund af dens mangesidige indvirkning på udviklingen af det ecuadorianske samfund, kampens karakteristika, virkningerne af folkets bevidsthed, de erfaringer, som bevægelsen har givet til fremtidige kampe, blandt andre aspekter.
For tre år siden, i oktober 2019, kulminerede en lignende massebevægelse også med sejr og satte sit præg på landets liv. Lenin Morenos regerings forsøg på at hæve prisen på brændstoffer blev stoppet af de oprindelige folks og den folkelige opstand, der varede 12 dage. Den forhindrede også vedtagelsen af arbejdsmarkedsreformer, der havde til formål at gøre arbejdet mere usikkert. Den sejr blev senere afsporet af præsident Guillermo Lasso, da han etablerede en mekanisme for den månedlige prisstigning på ekstra-, super- og dieselbrændstof baseret på variationen i prisen på en tønde olie på det internationale marked. Dette havde en stærk negativ indvirkning på økonomien i de gennemsnitlige husholdninger.
Dette er dog blot en af de mange politikker, som regeringen har vedtaget, og som har til formål at gavne lokal og international storkapital og forårsager en stigning i fattigdom blandt folket på landet og i byen. For at få en idé om, hvad der sker i Ecuador i dag, henviser vi til, at ifølge INEC [Det nationale institut for statistik og folketælling] lever 32,2 % af ecuadorianerne for mindre end 2,80 US dollars om dagen; omkring seks millioner mennesker lever i fattigdom, hvoraf mere end 2.600.000 lever i ekstrem fattigdom, svarende til 14,7 % af den samlede befolkning. 5,2 % af den økonomisk aktive befolkning er arbejdsløse, og dem, der har et job (uanset om de er “tilstrækkelige” eller “utilstrækkelige”), har en gennemsnitlig indkomst på 290 US dollars om måneden, langt fra grundlønnen på 425 US dollars om måneden. Fattigdom og ekstrem fattigdom rammer landbefolkningen hårdest; den voksede fra 38 til 49,2 % fra 2016 til juni 2021.
En situation af denne karakter kan ikke undgå at fremkalde utilfredshed blandt befolkningen og vrede over for dem, der er ansvarlige for dette. Og over for regeringen og dens politik, der favoriserer de magtfulde økonomiske grupper og den internationale monopolkapital, og de rige i landet, som øger deres formuer, mens flertallet er fattige.
Protesten fandt sted i et land, der var kastet ud i en dyb krise, der omfatter alle de borgerlige institutioner, udtrykt i konfrontationen mellem den udøvende og lovgivende magt og i de skarpe modsætninger inden for Nationalforsamlingen; i befolkningens ringe troværdighed til statens forskellige institutioner: den udøvende, den lovgivende, den retslige funktion, politiet og de væbnede styrker, massemedierne, de politiske partier i borgerskabet; i centralregeringens åbenlyse politiske svaghed og miskrediteringen af de fleste af de regionale regeringers administrationer.
I april i år, da vi analyserede udviklingen af den politiske krise, påpegede vores parti, at “kampene mellem den lovgivende og den udøvende magt ikke opstår, fordi nogle forsvarer arbejderne og folket, og andre gør det ikke, men snarere af deres iver efter at opnå positioner for at lægge pres og købe stemmer. De er typiske modsætninger blandt borgerlige fraktioner; de aftager, når de tror, at deres klasseinteresser generelt er i fare. Derfor stemmer de det ene øjeblik for én gruppe, og i et andet øjeblik støtter de en anden sektor … Der sker en nedbrydning af de borgerlige institutioner; den krise, som landet oplever, er et udtryk for kapitalismens krise, den er en manifestation af dets statsstruktur og af den politik, der føres af borgerskabet, der har magten. Det er et udtryk for det borgerlige samfunds dekadence … Uanset klasse og deres eget politiske projekt skal arbejderne og folket give et klart og kraftfuldt svar på denne situation. De skal konfrontere krisen og de ansvarlige og søge en politisk løsning, der sætter deres egne interesser først.” [i]
Folkes svar på krisen
Det var ikke svært at forudse, at året 2022 ville blive præget af skærpelsen af klassekampen, og at den folkelige mobilisering ville få en særlig fremtræden, eftersom regeringen ud over arbejdernes og befolkningens barske levevilkår planlagde at gennemføre de vigtigste økonomisk-politiske projekter i sit neoliberale program. Den annoncerede, at den havde i sinde at privatisere adskillige profitable statsejede virksomheder, såsom CNT [det nationale telekommunikationsselskab]; udvidelse af olieudvindingsområdet – herunder påvirkningen af Yasuní Park; udvide storskala minedrift, overdrage koncessioner til internationale monopoler; vedtage arbejdsreformer, der ville føre til usikkert arbejde; og godkende et statsbudget med nedskæringer på uddannelses- og sundhedssektoren.
I januar opfordrede Folkefronten og Den Forenede Arbejderfront til de første mobiliseringer for at afvise regeringens politik. Fra da af var protestaktionerne konstante og mangfoldige med hensyn til de sociale sektorer, der valgte at gå på gaden: små og mellemstore producenter af majs, ris, mælkeproducenter, sundhedsarbejdere og fagfolk, kvindebevægelsen, universitets- og gymnasieelever, forsvarere af miljøet, beboere i fattige kvarterer, socialsikringspensionister, patienter på hospitaler under IESS [Det ecuadorianske institut for socialsikring], blandt andre. De førte an i mobiliseringer, sit-ins og afspærrede veje. Af særlig betydning var 1. maj-mobiliseringen og lærerkampen samlet i den nationale lærerfagforening UNE.
Demonstrationerne i anledning af 1. maj varslede en ny ånd blandt folket og genopblussen af den folkelige bevægelse som en kritisk aktør i landets situation. Det var talrige mobiliseringer; de gav udtryk for afvisningen af regeringens ufolkelige politik og udsalgspolitik; de fordømte annonceringer af privatiseringen af statsvirksomheder og anti-arbejdspolitik. De afviste fattigdom, arbejdsløshed og regeringens manglende evne til at løse arbejdernes og befolkningens presserende problemer. Folkelig utilfredshed kom til udtryk i råbene: “Kun folket kan redde folket!” og “Lad dem alle gå af!”, som gav genlyd i hele landet og også kom til udtryk i fremtidige protestaktioner.
Den konstante mobilisering af lærerne i hele landet tvang nationalforsamlingen til at ratificere reformerne af LOEI [Organisk lov om interkulturel uddannelse], godkendt af den tidligere lovgiver. Disse gentog lærernes ret til lønudligning. Regeringens hensigt om at ignorere denne resolution førte imidlertid til uddybningen af kampen og erklæringen den 3. maj om en ny sultestrejke, som varede 18 dage og kulminerede med sejr med forfatningsdomstolens beslutning, der støttede kravet fra UNE. I flere måneder gennemførte de ecuadorianske lærere mobiliseringer, sit-ins, sultestrejker, beslaglæggelser af offentlige institutioners lokaler, præsenterede forslag osv. Det var den første sociale sektor i landet, der konfronterede regeringen og gav en stor lære: Det er muligt at vinde rettigheder, men for at gøre det skal man kæmpe og have en korrekt politisk ledelse.
Den fortsatte forringelse af befolkningens levevilkår og regeringens beslutning om at “stå fast” i gennemførelsen af sit neoliberale økonomiske program rejste behovet for at organisere nye protestaktioner. Folkefronten opfordrede til at gøre juni til en kampmåned for arbejderne og folkene i Ecuador, hvilket ville komme til udtryk i lokale og generelle handlinger fra de forskellige sociale sektorer for deres særlige krav og imod regeringens anti-folkelige politik. Sammen med dette opfordrede Den Forenede Arbejderføderation, FUT, til en ny national protestdag i midten af juni.
…
De sidste konfrontationer
Søndag aften den 26. juni fremsatte præsident Lasso en ny meddelelse fra en styrkeposition, der kan opsummeres i tre aspekter: Han fastholdt sin beslutning om at retsforfølge demonstranter med hård hånd, især lederne; han ville intensivere undertrykkelsen gennem anvendelsen af stigende magtanvendelse; og han besluttede at reducere prisen på benzin og diesel med 10 cent. Regeringens talspersoner sagde, at der med denne meddelelse ikke længere var nogen grund til at fortsætte nedlukningen, at statens “indsats” ville koste 260 millioner dollars, hvilket tilføjet til, hvad den havde annonceret en uge tidligere, ville være en udgift på 600 millioner dollars.
De forskellige folkelige og politiske organisationers reaktion var øjeblikkelig. Ecuadors Revolutionære Ungdom, Folkelig Enhed og Folkefronten var enige om, at folkets kamp gjaldt mere end det, og at regeringen skulle reagere på hele den fremlagte platform. De oprindelige folks organisation, CONAIE, tøvede med at offentliggøre sin mening; den beskrev reduktionen som utilstrækkelig og ufølsom, at regeringen var blind over for den fattigdomssituation, som befolkningen lever i, og den insisterede også på, at hele platformen med krav blev behandlet.
Selvom udmeldingen som sagt kom ud fra en styrkeposition, var det ikke svært at forstå, at regeringen vidste, at den måtte give efter på et felt, den tidligere havde anset for tabu, og det var det, der vækkede mest interesse for befolkningen. På det tidspunkt var der allerede fem punkter, som regeringen var tvunget til at give et svar på. Det var resultater af kampen, men de kæmpendes beslutning var at fortsætte nedlukningen, indtil regeringen beskæftigede sig med hele platformen, og at faldet i prisen på brændstoffer måtte være større.
I mellemtiden begyndte debatten om den såkaldte “muerte cruzada”, ”dødens korstog”, lørdag eftermiddag den 25. juni. I nogle sektorer var der rejst store forventninger til resultatet. Lasso sendte en repræsentant og lavede en ny manøvre: For at fjerne opbakningen til kravet om en retssag annoncerede han at ophæve undtagelsestilstanden “på grund af alvorlig intern uro”. Tre dage senere traf parlamentet en beslutning: 80 lovgivere stemte for, 48 imod med 9 hverken for eller imod. En del af Det Demokratiske Venstre, Det Kristeligt-sociale Parti og National samling stemte for at redde Lasso. Nogle lovgivere i Pachakutik og Demokratisk Venstre undlod at stemme og udtrykte støtte til regeringen. “Der kunne ikke forventes andet af en forsamling, som med undtagelse af nogle få forsamlingsmedlemmer ikke repræsenterer arbejdernes og folkets interesser. De har ikke smidt Lasso ud, men flertallet af befolkningen over hele landet har råbt: Lasso ud! Republikkens præsident kan ikke føle sig sejrrig efter dette resultat, fordi kun 48 forsamlingsmedlemmer stemte for hans fordel, men derudover har millioner af ecuadorianere afvist ham og har vist det under denne indfødte og folkelige opstand,” sagde redaktionen af En Marcha, nummer 2007. [ii]
Folk fortsatte med at ankomme til Quito, weekenden gav nye styrker til afløsning. Nyheden om de foregående dages brutale undertrykkelse opildnede deres kampånd, og nye grupper blev mobiliseret til at tage til hovedstaden. Mandag den 27. juni fik protesterne nyt skub i hele landet. Azuay blev føjet til de provinser, der tidligere var lammet. I weekenden arbejdede den borgerlige regering og presse på at skabe ideen om, at folket havde opgivet kampen, og at bevægelsen derfor var besejret. Men kendsgerningerne viste en anden situation; bevægelsen tog initiativet igen.
Med de mennesker, der kæmpede på gaderne og motorvejene, begyndte samtaler mellem regeringen og lederne af CONAIE, FENOCIN og FEINE. Dette første møde endte med positive resultater for bevægelsen. Ministeren for regeringen, Francisco Jiménez, sagde, at dekret 95, som henviser til udvidelsen af udvindings- eller mineområdet, ville blive ophævet. Han annoncerede også forpligtelsen til at indføre ændringer i dekret 151, som omfatter regeringens minepolitik. Konkret vil reformen bevæge sig hen imod at fjerne præsidentens beføjelser til at anmode om udvinding af naturressourcer i beskyttede områder og i områder, der er erklæret som urørlige “under usædvanlige forhold”. Desuden ville nye projekter med udvinding af naturressourcer i sådanne områder ikke være tilladt. Med hensyn til prisen på brændstoffer var der tilbud om at fokusere på en ny pris.
Begivenhederne, der fandt sted i de tidlige timer tirsdag den 28. juni i Shushufindi, tjente som et påskud for regeringen til at afbryde dialogen. Befolkningen konfronterede medlemmer af hæren og politiet, der bevogtede en konvoj af 17 tankvogne med brændstof, som var på vej mod olieblokken ITT [Ishpingo-Tambococha-Tiputini]; i sammenstødet døde en soldat, og flere blev såret. Under hele nedlukningen holdt befolkningen kontrollen over denne vej uden nogen voldshandlinger. Der er ingen tvivl om, at dette var en provokation fra sikkerhedsstyrkerne.
Med en autoritær og truende tone sagde Lasso, at de ikke vil sætte sig ned for at gå i dialog med Leonidas Iza igen, fordi “man ikke kan gå i dialog med dem, der forsøger at kapre ecuadorianernes fred”. Anklagemyndigheden sluttede sig til regeringens spil og åbnede mere end 260 undersøgelser for oprør, terrorisme, lammelse af offentlige tjenester og afpresning.
Igen væddede regeringen på, at folkets kæmpere og befolkningens træthed og undertrykkelsen af dem ville fremtvinge afslutningen på nedlukningen; protesten fortsatte dog. Derfor blev der den 29. juni dekreteret en ny undtagelsestilstand, denne gang i Imbabura, Azuay, Sucumbíos og Orellana; i de sidste tre provinser blev der også indført udgangsforbud. Guvernøren i Morona Santiago, Freddy Villamagua, trak sig fra sin stilling; til gengæld blev BanEcuadors provinschef, som var blevet tilbageholdt af demonstranterne, løsladt.
Ministeren meddelte, at regeringen ville acceptere Bispemødets indblanding i dialogerne; senere bekræftede Iza, at lederne af de oprindelige folks bevægelse også ville deltage. Efter 18 dages kamp i hele landet blev der den 30. juni underskrevet en “fredsaftale”, og de oprindeliges folks og den folkelige bevægelse vandt en stor sejr. Direktionen accepterede:
- Nedsættelse med 15 cent af prisen på en gallon benzin og diesel, og diskussion om en proces med at skabe et tilskud til bønder, transportarbejdere, fiskere og andre sektorer.
- Ophævelse af dekret 95. For at beskytte de oprindelige folks territorier og kollektive rettigheder ville olieområdet ikke blive udvidet.
- Reform af dekret 151, for at forbyde minedrift i beskyttede områder og forfædres territorier; områder erklæret urørlige: arkæologiske steder, vandbeskyttelsesområder. Forudgående, gratis og informeret konsultation i de oprindelige folks kommuner, samfund, folk og nationaliteter vil blive garanteret.
- Styrkelse af operationer og mekanismer til priskontrol for at forhindre spekulation på markedet for basale fornødenheder (dekret 452).
- Det offentlige sundhedssystem blev erklæret i nødssituation (dekret 454).
- Den såkaldte Human Development Bonus vil stige fra 50 dollars til 55 dollars.
- Et tilskud på 50 % i prisen på gødning til små og mellemstore producenter.
- Reduktion af rentesatserne fra 10 % til 5 % i lån på op til 3.000 US dollars ydet af BanEcuador.
- Forfaldne lån på op til 3.000 US dollars hos samme institution vil blive eftergivet.
- 100 millioner dollars mere til produktive lån, hvilket vil være 20.000 dollars for en 10-årig løbetid og 5 % årlig rente.
- Et lovudkast vil blive udarbejdet for at ændre artikel 66 i den organiske lov for det særlige territoriale distrikt Amazonas.
Som en del af aftalen blev der etableret rundbordsdiskussioner til teknisk drøftelse, med ansvar for at fastlægge mekanismerne for implementering af aftalerne inden for 90 dage.
Grundlag for sejr
Forskellige faktorer og omstændigheder gjorde det muligt for denne kamp at opnå sejr. Blandt disse vil vi pege på de forskellige folkelige sektorers massive deltagelse, kampvilje, enhed i handling, dens udbredelse over hele landet, indholdet af kampens platform, en korrekt politisk ledelse, koncentrationen af kræfter i hovedstaden, eksistensen af en politisk svækket regering, den indvirkning kampen havde på landets økonomi og på mægtige økonomiske gruppers profit, dens varighed, den aktive solidaritet og sympati fra brede dele af befolkningen.
Kampene i den ecuadorianske oprindelige folks bevægelse har været præget af deres massive deltagelse. I denne spiller den lokale sociale organisation en helt afgørende rolle, da alt der har med samfundslivet at gøre, løses kollektivt, alt, der er aftalt, udføres kollektivt. Den første opstand blandt de oprindelige folk, i 1990, viste allerede den massive deltagelse af unge mennesker, kvinder, mødre med deres børn, voksne. Fra da og indtil nu har de oprindelige folks bevægelse styrket sig og vist sig som en social aktør, der ikke kan ignoreres, når statens politik skal defineres, og heller ikke i den daglige udvikling af det ecuadorianske samfund, hvor den også har udviklet sig som en stærk politisk aktør.
Den oprindelige folks bevægelses modstandskamp er ikke begrænset til at beskytte dens kulturelle elementer, hvilket i sig selv er en hård og enorm historisk opgave; det er en kamp for at opnå deres anerkendelse som oprindelige folk og nationaliteter med de samme rettigheder og muligheder som mestiz-nationen; inden for rammerne af en pluralistisk nationalstat er det en kamp for at forbedre de undertrykte folks situation. Denne idé er udviklet på niveau med den sociale bevidsthed og er et af de elementer, der motiverer til handling. Selvfølgelig kæmper de for vand til kunstvanding, for rimelige priser for deres produkter, for kreditter til at producere, til forsvar af deres lande og territorier, for uddannelse til deres børn, og ved at kæmpe for dette beskytter de deres egen eksistens som folk.
Kampens hovedaktører
Den fælles deltagelse af CONAIE (og dets underorganisationer), FENOCIN[iii] og FEINE[iv] gjorde det muligt for kampens front at udvide sig, en situation, der ikke var til stede i tidligere opstande, hvor CONAIE altid sørgede for at bevare sin ledende rolle inden for de oprindelige folks bevægelse. Fra den første dag sluttede andre sociale kræfter sig til disse samlende kræfter, især organisationerne i Folkefronten, aktivisterne fra Folkelig Enhed, vores aktivister, forskellige organisationer af kvinder, boligkvarterer, fagforeninger og bønder.
Den nationale udvidelse blev muliggjort af kombinationen af disse kræfter i aktion. I de fleste provinser fastholdt Folkefrontens organisationer kampen i byerne og i Quito, hvor de oprindelige folks bevægelse koncentrerede sine styrker; universitets- og gymnasieeleverne, lærerne, medlemmer af kvinde- og feministiske organisationer, kunstnere og arbejdsløse unge blandede sig med de kæmpende i gaderne.
Især ved kysten blev den svage tilstedeværelse af de oprindelige folks bevægelse opvejet af Folkefronten. De store aktioner, der blev udført flere steder i provinsen Guayas, og selvfølgelig i Guayaquil, blev udført af medlemmerne af UNE, FEUNASSC [United Federation of Affiliates of Peasants’ Social Security], CUBE [United Coordination of Neighborhoods of Ecuador], UP [Folkelig Enhed], JRE [Ecuadors revolutionære ungdom], FESE [Federation of Secondary Students of Ecuador], FEUE [Federation of University Students of Ecuador] og Kvinder for forandring. En lignende ting skete i Esmeraldas, Sto. Domingo, Manabí, Los Ríos, Sta. Elena og El Oro, hvor bananproducenter også deltog.
Lærerne, opfordret af deres fagforening UNE, betød en særlig støtte til udviklingen af kampen i hele landet, eftersom deres særlige krav om lige lønninger blev en del af de oprindelige folks og folkets nedlukning. De sit-ins, stævner og marcher, som de gennemførte i disse dage, bidrog til at fremhæve protesten i byerne. Dette kunne ses fra 16. til 22. juni, sidstnævnte indkaldt af FUT [United Federation of Workers] og Folkefronten.
Det var tydeligt, at de mest robuste grupper af folkebevægelsen i vores land er de oprindelige folks bevægelse og Folkefrontens kræfter. Det står klart, at den ledende og grundlæggende kraft er de oprindelige folks bevægelse.
Kampvilje til at konfrontere statens vold
Kampens massivitet blev ledsaget af kampgejst. Massernes bevægelse har lært af sine egne kampe, og dette sås i kampen i gaderne, i bygningen af barrikader, brugen af redskaber og midler til beskyttelse og selvforsvar, massernes handling i byerne, beslaglæggelsen af regeringskontorer og institutioner, lukningen af hovedveje for at påvirke produktionsapparatet, blokaden af byer og overtagelse af nøglepunkter, organiseringen af nødhjælp, logistikken til at rumme og forsørge de mange kæmpende i hovedstaden.
Denne kamp var en ny tid med læring for alle, for dem, der var i frontlinjen, i førstehjælpsholdene, for dem, der arbejdede med kommunikation og propaganda, for dem, der deltog i de massive marcher og afskæring af veje, for dem, der arbejdede i modtagecentrene, for de mennesker, der gav deres solidaritetsbidrag ved at sørge for logi, mad og lægehjælp. Tusindvis af mennesker deltog i disse gadeaktioner for første gang; tusinder blev for første gang konfronteret med undertrykkelses-magtapparatet. Nu er de i stand til at overføre deres erfaringer til nye kampe.
Regeringen, politi- og militærcheferne, de borgerlige medier var bange og ønskede at skræmme landet med tilstedeværelsen af “Frontlinjen” og “Indianergarden”. De sagde, at de var militære formationer i kampen, at de var guerillakommandoer, og endda at der var oprørsorganisationer fra andre lande. Sandheden er, at kampen lærer, og vores folk har lært at bekæmpe og konfrontere undertrykkelse. De er ikke villige til ubevæbnet at møde et undertrykkende apparat, der ønsker at straffe demonstranterne. De oprindelige folks vagtværn er en naturlig organisering i lokalsamfundene for at beskytte sig mod kriminalitet; nu opfyldte de rollen med at tage sig af deres brødre og søstre. For de fleste af dem i frontlinjen var dette deres dåb som kombattanter.
Disse er meget vigtige organiseringselementer for kampen, ikke kun for kombattanterne, men for massekampen. Den måde, hvorpå denne kamp udfoldede sig, hvad der skete i disse dage, viser elementer af, hvad der er den marxistiske opfattelse af folkekrigen.
Ungdommens og kvindernes styrke
De, der gav kampgejst til kampen, gav et eksempel på mod og endda heltemod; de var unge mænd og kvinder, der kom med deres oprindelige folks samfund, og andre, der boede i byerne, men som ikke isolerede sig fra situationen i landet og bidrog til folkets protest, gymnasie- og universitetsstuderende, arbejdsløse, kunstnere. Blandt disse tusindvis af unge mennesker fra byen og på landet var vores militante, kammeraterne fra den revolutionære ungdom i Ecuador, fra Føderationen af gymnasieelever, FESE, og Føderationen af universitetsstuderende FEUE, af Folkelig Enhed.
De ecuadorianske unge har altid været kendetegnet ved deres sociale følsomhed, deres vilje til at deltage i kampen mod de forskellige regeringers anti-folkelige politik, for at forsvare deres og folkets rettigheder. Disse unge mennesker har altid været ofre for undertrykkelsen og udnyttelsen af dette system, som ikke giver dem andet end usikkerhed, håbløshed, som nægter dem uddannelse og arbejde og tvinger dem til at flygte fra landet for at se efter muligheder andre steder, hvor de heller ikke finder dem. De ecuadorianske unge er altid frontlinjekæmpere.
Den ledende rolle, som kvinderne havde vist tidligere, viste sig igen; det er ikke muligt at forestille sig en folkelig opstand uden deres deltagelse. Lasso sagde, at de blev udnyttet, når de ledte marcherne, og at børnene også blev udnyttet; han sagde det ikke kun på grund af sin uvidenhed om de oprindelige folks kultur, men fordi han forsøgte at miskreditere bevægelsens ledere fra en patriarkalsk og mandschauvinistisk position.
Midt i de forhindringer, de står over for, såsom næsten ingen mulighed for at få adgang til arbejdsmarkedet, de økonomiske og geografiske vanskeligheder med at få adgang til ydelser som uddannelse og sundhed, deres marginalisering og andre problemer, spiller kvinderne blandt de oprindelige folk en afgørende rolle i kampen for modstand og selvbestemmelse for deres folk; de er garanter for deres kultur og spiller en grundlæggende rolle i deres familier og i samfundet.
Den måde kvinderne fra de oprindelige folk optrådte på i nedlukningen, blev ikke bestemt af deres massive deltagelse, men af den måde, de handlede på. De debatterede i forsamlingerne og deltog i deres beslutninger; de konfronterede de undertrykkende kræfter, påtog sig ansvaret for ledelse af bevægelsen, i arbejdet med kommunikation, i logistik.
I den organiserede folkebevægelse har kvinder spillet en større rolle; de har åbnet op og fået plads til deres egne evner og kvaliteter. De er de vigtigste ledere i forskellige fagforeninger, studerende, lærere, bønder, indfødte, naboskabs- og detailorganisationer på nationalt og lokalt niveau. Deres tilstedeværelse i forskellige sociale sektorers handlinger og kampe viste en tydelig vækst, og kvindebevægelsen har på grund af sine særlige krav oplevet en bemærkelsesværdig udvikling i de senere år.
Grundene til at kæmpe
Den hurtige støtte, som de forskellige sektorer i befolkningen gav til nedlukningen, og deres deltagelse i kampen, skyldtes den enorme utilfredshed, som befolkningen havde med regeringen, fordi deres levevilkår er blevet yderligere forværret i de senere år. Anvendelsen af neoliberal politik og virkningerne af den kapitalistiske krise i landet har ført til en accelereret forarmelse af befolkningen. Opfordringen til nedlukningen var muligheden for at vise deres utilfredshed og oprørskhed.
De ti punkter i kampplatformen omfattede specifikke krav for de oprindelige folks bevægelse og bønderne, krav af almen interesse (såsom spørgsmålet om minedrift og olie), men befolkningen anså kravet om lavere brændstofpriser som det centrale og vigtigste punkt. Resultaterne af en undersøgelse, der blev offentliggjort en måned efter lukningen, viste, at 54,88 % af befolkningen mente, at årsagen til at opfordre til nedlukningen var prisen på brændstof, og 39,78 % sagde, at det var på grund af de høje leveomkostninger og den dårlige økonomi; kun 4,41 % mente, at det var af politisk eller personlig interesse. Dette viste, at i denne henseende havde regeringens diskurs intet greb om folket. Endnu mere specifikt, når de blev spurgt om, hvad der var hovedkravene i nedlukningen, svarede 72,37 % lavere brændstofpriser, og 19,08 % nævnte de høje leveomkostninger. Millioner af ecuadorianere identificerede deres følelser og stemninger med kravene fra nedlukningen.
Kampplatformen satte spørgsmålstegn ved regeringens og de neoliberale borgerlige fraktioners politik, nedlukningen var et svar på krisens forværring, de opnåede resultater betød et politisk nederlag for regeringen, et slag mod IMF’s politik.
Pengene kom fra folket
Denne kamp blev understøttet af den brede befolkning i alle henseender. Regeringen og reaktionære af alle slags laver beregninger og insisterer igen og igen på, at narkopenge finansierede nedlukningen, men de har ikke vist det og kan ikke bevise det.
Blandt de mange ting, som nedlukningen lærte, har følelsen af solidaritet en særlig plads. Det passer ikke ind i de borgerliges måde at tænke på – koncentreret om, hvordan man får overskud – at et fattigt folk giver en del af det, de har, for at opretholde kampen. Bondesamfund, naboskabsorganisationer, markedshandlere, studenterorganisationer, kvindegrupper, familier og enkeltpersoner bidrog med mad, medicin, madrasser, tæpper, tøj og alt det, som tilstedeværelsen af folkene i Quito krævede.
Børnepasning, mad, forsyninger, lægehjælp, nødhjælp og førstehjælp i mobiliseringerne blev hele tiden dækket af fagfolk, studerende og unge frivillige, som forstod, at disse handlinger var med til at opretholde kampen, at dette var deres skyttegrav.
Folket skabte deres sejr
De oprindelige folks og den folkelige nedlukning endte med en vigtig sejr. Bestræbelserne fra regeringen og dens undertrykkelsesapparat, fra ejerne af storkapitalen, fra de borgerlige medier, kunne ikke isolere massebevægelsen og besejre den, hvilket var deres mål. Styrken, sammenholdet, organiseringen og kampen for tusinder af mænd og kvinder, unge og gamle, isolerede regeringen og besejrede den.
Regeringen beregnede, at det ville koste omkring en milliard dollars for at imødekomme nedlukningskravene; det er ikke et lille beløb, men det er ikke nok til at opfylde alle de uopfyldte krav og behov. De vil ikke opfylde dem, fordi de har lyst, men fordi de blev tvunget til det. Ud fra deres politiske opfattelse burde disse ressourcer være blevet brugt til betaling af udlandsgælden eller til projekter, som er til gavn for den internationale storkapital. Vi skal forblive på vagt, så regeringen opfylder, hvad den har lovet, og så fordelene ved de foreslåede programmer og handlinger når ud til dem, der har mest brug for det.
Nedlukningen høstede sejre på andre grundlæggende områder af strategisk betydning for den ecuadorianske revolution. De oprindelige folks og den folkelige bevægelse fremstod styrket i deres organisering, i politisk erfaring, i dens evner og færdigheder til kamp. I løbet af disse 18 dage var klassekampen synligt i centrum for det politiske liv i landet. Almindelige folk så og anerkendte, hvem der er en del af deres kamp, hvem er ved deres side og kæmper sammen med dem for deres fælles behov og krav. De så også på den anden side dem, der havde al støtte fra de borgerlige institutioner til at dæmpe kampen, og behandlede dem med had og foragt.
Arbejderne, ungdommen, folket i Ecuador gjorde store fremskridt i udviklingen af deres politiske bevidsthed, i erkendelsen af, at samfundet er delt mellem fattige og rige, udbyttede og udbyttere, der for at bevare deres klasseherredømme har regeringen, undertrykkelsapparatet, de store medier, lovene og retsvæsnet til deres tjeneste.
I folkets bevidsthed er opfattelsen af, at rettigheder vindes ved kamp, blevet bekræftet, at kampen bærer frugt, når den har styrke; med den overbevisning er de parate til at rejse nye kampe, fordi befolkningens behov er mange.
I dette land er der sket en ændring i balancen mellem sociale og politiske kræfter; den organiserede folkebevægelse har nået et nyt niveau; de oprindelige folks bevægelse har opnået prestige og tillid blandt befolkningen. Ledelsen fra de oprindelige folk og den folkelige bevægelse er blevet fremmet, venstreorganisationerne har vundet prestige; alle de borgerlige institutioner er blevet ramt, regeringen er yderligere blevet miskrediteret, ligesom Nationalforsamlingen, retsvæsnet, massemedierne og borgerskabets politiske partier er blevet ramt.
Der er grobund for de revolutionære kræfter for at arbejde sammen med disse titusinder af kæmpere, for at bringe vores politik til dem, for at mere bredt og insisterende sprede idéerne om revolution og socialisme blandt befolkningen.
Landets krise er ikke blevet løst; kapitalismens krise består; nye kampe venter os.
August 2022
[i] En Marcha [avis udgivet af Ecuadors Marxistisk-Leninistiske Kommunistiske Parti, PCMLE], 1997, 20.-26. april 2022. https://www.pcmle.org/EM/spip.php?article11760
[ii] https://www.pcmle.org/EM/spip.php?article11913
[iii] En national sammenslutning af bønder, oprindelige folk og sorte, som samler 60 fagforeninger, mere end 1.300 organisationer og 2200 græsrodssamfund, 500.000 familier, med tilstedeværelse i 20 provinser.
[iv] Den ecuadorianske føderation af evangeliske kristne indianere – oprindelige folk.