170.000 unge i alderen 15 til 29 år har hverken fået plads på en uddannelse eller på en arbejdsplads.
Hvad bilder politikere og kapital sig ind? De kan kro sig på deres flotte kontorer, de laver aftaler om milliardbeløb til uhyrligt krigsmateriel og til landbrugets miljøsvineri.
Men give livsgrundlag og livsmod til de nye generationer, det kan de ikke. Det er sagtens muligt, men de prioriterer det ikke.
Der er 1,2 millioner i aldersgruppen 15-29 år. Hovedparten er arbejderungdom. En forholdsvis stor del tilhører mellemlag og mellemuddannede, en gruppe hvis arbejdsforhold, manglende medbestemmelse over eget arbejde og løn mere og mere nærmer sig arbejderklassen, og som derfor i større og større grad bliver allierede og medkæmpere. Den tredje gruppe er de højtuddannede og andre i lignende vilkår, som oftest har større medbestemmelse over eget arbejde. Endelig er der en lille gruppe af borgerskabets unge.
Af aldersgruppen 18-25-årige er 110.000 i gang med eller færdige med en erhvervsuddannelse.
27.000 er i gang med eller har fuldført en højere uddannelse.
Men 170.000 af de 15-29-årige er slet ikke i gang med hverken uddannelse eller arbejde!
Det er et katastrofalt antal.
Det er et tal, der ikke kan slås hen med, at det er syge eller utilpassede unge.
Det er et tal, der afslører kapitalismen som ude af stand til at tage vare på menneskers liv og velfærd.
Hvad går galt?
Den kapitalistiske profitøkonomi og ideologi medfører, at store grupper lever i fattigdom og aldrig kommer i nærheden af den gode grunduddannelse, de udviklingsmuligheder og levevilkår, som er basale krav, der ikke kan opfyldes i denne samfundsform.
Arbejdsløshed, både åbenlys og skjult, manglen på jobs af alle typer til alle slags mennesker og en voksende arbejdskraftreserve er også et resultat af kapitalismen.
Manglende prioritering: Kapitalismen tager det, de skal bruge – resten er bare et affaldsprodukt.
Arbejdskraften presses til et større og større og mere og mere umenneskeligt arbejdstempo. Tusinder af mennesker i alle slags arbejde tvinges ud i stress.
De unge, der er lidt usikre eller måske lidt sårbare, kan ikke klare det tempo.
Folkeskolerne er blevet endnu ringere til at ruste unge til livet og til et arbejdsliv. Det er til stor frustration for lærerne, at de må gøre et ringere arbejde, blandt andet på grund af den kraftigt nedsatte forberedelsestid.
Samme oplevelser har man både i gymnasierne og på erhvervsskolerne.
Besparelser og elendige normeringer gennem hele barne- og ungdomslivet levner ikke mulighed for en ekstra hånd til dem, der har brug for det.
Når så samtidig kravet til at komme ind på en erhvervsuddannelse er ændret fra, at man skal have et afgangsbevis fra 9. klasse, til man nu skal bestå fagene dansk og matematik med minimum karakteren 2, så må mange opgive erhvervsuddannelsen. Da regeringen fremlagde lovforslaget om det nye adgangskrav, var der mange lærere, skoler og elever, der trådte frem og fortalte om unge, der fint havde klaret deres erhvervsuddannelse, men som ikke havde de karakterer fra folkeskolen.
Et problem for, at unge kan klare sig, er i høj grad også, at der er en katastrofal mangel på ungdomsboliger, boliger der er til at betale. Hænger du fast i barneværelset i forældrenes lejlighed eller bor på nåde rundtomkring eller endda på gaden, er det svært at komme i gang med et voksenliv, hvor man skal bruge kræfter på uddannelse eller arbejde.
Hvis politikerne endelig træffer beslutninger om påståede forbedringer for børn og unge, så er det altid med samtidige straf og pisk-krav. Den absolut eneste metode, der intet gavner.
Erhvervsskolerne
Erhvervsskolerne er for de unge, der vil være f.eks. håndværker, sosu-hjælper, kok eller rengøringsassistent.
Disse uddannelser har også lidt voldsomt under den årlige 2 % besparelse. Det har kunnet mærkes på kvaliteten af undervisningen og på den ekstra hjælp til unge, der har brug for det.
Her har regeringen nu gjort én undtagelse: Disse skoler er fritaget for den årlige besparelse i finansloven for 2019. Det klingede simpelthen for hult, at man skriger efter faglærte, samtidig med at man skærer ned på uddannelsen af samme.
Det er stadig et stort problem, at der mangler lærepladser. I 2017 var 47.000 i gang med en erhvervsuddannelse. Sammenlignet med den aktuelle opgørelse, der viser, at der lige nu mangler 10.000 lærepladser, betyder det, at hver 5. mangler læreplads.
De unge, der så er tvunget til at have skolepraktik, har ringere vilkår end lærlingene. Lønmæssigt får de mellem 2.000 og 5.000 kr. mindre om måneden. En skolepraktikelev mellem 18 og 25 får 7.500 kr., mens en lærling alt efter branche får mellem 9.500 og 12.500 kr. Lærlingelønnen stiger år for år, hvilket skolepraktikydelsen ikke gør.
I skolepraktik har du ingen ret til at optjene feriepenge, og du har ikke ret til ferie.
Elever i skolepraktik bliver i stigende grad sendt ud på virksomheder et par uger ad gangen til den lave skolepraktikydelse. I 2015 blev der indgået over 15.000 aftaler om såkaldt “virksomhedsforlagt undervisning”, VFU. Det er mere end en fordobling på fem år. Det tal er fortsat stigende.
Fagforeningen 3F har kritiseret VFU-ordningen kraftigt, da den jo betyder, at arbejdsgiveren kan få en ung i en måned eller måske mere som gratis arbejdskraft. Der er tilfælde, hvor elever er sendt ud i VFU flere gange hos samme arbejdsgiver. Hvor arbejdsgiveren, så snart det er et større firma, i stedet burde være tvunget til at have lærlinge.
Kapitalismens produktionsmåde, hvor formålet alene er profitmaksimering, medfører store spild af ressourcer, også hvad angår mennesker.
Det gælder hele den uhyre og uhyrlige krigsproduktion og krigene. Det gælder udbuddet af tusindvis af unyttige varer, og af varer med indbygget nedsat brugstid (som biler, mobiltelefoner, vaskemaskiner). Det gælder transporten af varer på kryds og tværs af jordkloden.
En vare, der også udveksles på tværs af landegrænser, er varen arbejdskraft.
I øjeblikket kommer den billigste arbejdskraft fra Indien, Indonesien m.v. Det gælder lige fra færdiguddannede it-ingeniører til lastbilchauffører.
Den kapitalistiske stat smider en stor del af ungdomsgenerationerne til side som noget, der ikke skal bruges penge og kræfter på at uddanne. Tilsvarende ses overalt i verden.
Kapitalen har nok i at bruge den billigere arbejdskraft, en arbejdskraft, der har minimerede omkostninger for kapitalen, i og med at de ofte bydes kummerlige, til tider næsten slavelignende forhold, som det f.eks. sidst i 2018 blev afsløret med de filippinske lastbilschauffører i Padborg.
Fagbevægelsens store svigt
Det er en kendt sag, at den etablerede fagbevægelse ikke på nogen måde varetager interesserne for de tusinder af arbejdere, der er på kontanthjælp, i flexjob, førtidspension og på andre måder skubbet ud af arbejdsmarkedet og dagpengesystemet.
Tilsvarende gælder for de tusinder af unge, der slet ikke er kommet ind på arbejdsmarkedet eller uddannelsessystemet.
Deres krav må rejses af arbejderklassens kæmpende enhedsfront, som ikke skelner mellem, om en arbejder er i arbejde, er arbejdsløs på understøttelse eller arbejdsløs på kontanthjælp.
Alle arbejdende og alle arbejdsløse er del af den samme kamp, ligesom alle unge og alle ældre arbejdere og alle kvinder og alle mænd i arbejderklassen.
Ungdommens krav
Ungdommen i dag har mange brændende krav, og jævnligt er de unge i kamp og i demonstration for disse.
Nogle af kravene er rejst i denne udtalelse fra APK .
- ”Alle unge har ret til et reelt arbejde. Kontanthjælpsreformen skal rulles tilbage. Tvangsarbejde skal afskaffes. Den halverede SU-ydelse skal fordobles
- Fremdriftsreformen som en sorteringsreform efter erhvervslivets principper skal fjernes. Elever og studerende skal have de reelle undervisningstimer på studierne.
- Arbejdsgiverne skal holde op med at hykle mangel på kvalificeret arbejdskraft og i stedet tvinges til at oprette de nødvendige praktikpladser.
- Der skal skaffes langt flere almennyttige ungdomsboliger og kollegier, der er til at betale.
- Den kriminelle lavalder skal følge myndighedsalderen og sættes op til 18 år. Det virkelige kriminelle er at nægte unge arbejde, uddannelse og et sted at bo.
- Kun et samfund uden privat ejendomsret og reklamefinansieret ideologisk undertrykkelse kan skabe lige muligheder for alle til at skabe, bidrage og leve i et samfund uden undertrykkelse.
- Arbejderklassens unge må kaste sin energi ind på at skabe og udvikle fremtidens socialistiske Danmark.”