Denne artikel er en del af den analyse, som APK’s centralkomité har lagt frem til diskussion i vores parti og blandt dets sympatisører og klassebevidste aktivister forud for vores 10. kongres næste år 2024 for at uddybe vores arbejde og taktik i klassekampen i en kompleks situation. De afsnit, der præsenteres her, dækker den aktuelle udvikling af de imperialistiske alliancer EU og NATO og den danske imperialisme i sammenhæng med skærpelsen af de imperialistiske modsætninger og de imperialistiske krige, især i Ukraine.
Danmark er en lille imperialistisk magt med nogle store globale monopoler, der søger at maksimere profitten ved at udbytte den danske og globale arbejderklasse. Den danske stat deltager aktivt i flere imperialistiske krige og militære aktioner for at sikre sine monopoler og kapital et stykke af udbytningens kage. Samtidig er Danmark underlagt og sammenvævet med både den imperialistiske Europæiske Union og den amerikanske imperialisme. I imperialistiske lande som Danmark er arbejderklassens revolution en revolution mod imperialismens kapitalistiske monopoler, deres dominans og statsmagt, og mod hele den herskende klasse, for at arbejderklassen kan tage magten.
De imperialistiske alliancer EU og NATO
I januar 2023 underskrev NATO’s generalsekretær Jens Stoltenberg, formanden for Det Europæiske Råd Charles Michel og formanden for Europa-Kommissionen Ursula von der Leyen en fælleserklæring om yderligere styrkelse og udvidelse af det strategiske partnerskab mellem NATO og EU. Det er den tredje i rækken.
Allerede i 2002 bekræftede NATO-EU-erklæringen om ”en europæisk sikkerheds- og forsvarspolitik” (ESDP) at EU var sikret adgang til NATO’s planlægningskapacitet til brug for EU’s egne militære operationer. I 2003 skabte de såkaldte “Berlin Plus”-arrangementer grundlaget for, at NATO kan støtte EU-ledede operationer, som NATO som helhed ikke er involveret i. Og på Lissabon-topmødet i 2010 understregede NATO sin vilje til at forbedre det strategiske partnerskab mellem NATO og EU, hvilket også afspejles i det strategiske koncept fra 2010.
Den øgede konfrontation og rivalisering mellem de imperialistiske magter fører til en styrkelse og udvidelse af regionale alliancer og blokke som EU og NATO. Men det fjerner ikke de eksisterende modsætninger mellem de imperialistiske og kapitalistiske lande inden for disse alliancer.
USA-imperialismen og NATO har øget deres greb om Europa og EU, bl.a. ved voldeligt at lukke for den russiske gasledning North Stream 2 til EU og tvinge det til større afhængighed af amerikansk energi. USA er gennem NATO og sit tætte samarbejde med EU’s militærunion ved at opbygge en militær infrastruktur fra Arktis til Sortehavet med amerikanske og NATO-militærbaser. NATO arbejder på en fortsat udvidelse med nye medlemslande i Europa op til Ruslands grænser, med Finland og Sverige som de seneste eksempler. Samtidig arbejder EU også på at udvide med nye medlemslande for at sikre sin økonomiske og militære indflydelse i hele regionen. Og Ukraine er et fremtidigt mål for begge.
EU gør sine imperialistiske ambitioner, strategi og handlekraft stadig tydeligere gennem sin fælles sikkerheds- og forsvarspolitik – det “strategiske kompas”. EU ønsker at styrke sin strategiske uafhængighed og evne til at samarbejde militært med andre magter for at beskytte EU-monopolernes interesser.
EU’s militærunion har været under opbygning i årevis, og med PESCO [Permanent Structured Cooperation] og krigen i Ukraine tales der nu åbent om EU’s militærunion i den offentlige debat. Med EU’s “strategiske kompas” skal den overnationale generalstab og et “sikkerhedsråd”, hvor kun de største EU-lande har vetoret, være på plads i 2025. Krigen i Ukraine bruges som et påskud til at fremskynde den ekstreme militarisering og oprustning af Europa. Den blev på samme måde brugt til at ændre den danske undtagelse fra EU’s militære samarbejde med en folkeafstemning, der blev manipuleret igennem på meget kort tid i 2022, og som nu har gjort Danmark til en fuldgyldig del af EU’s militærunion.
EU-landenes forsvarsbudgetter bliver nu fordoblet og endda tredoblet for at finansiere både NATO’s krav og kravene fra EU, der som imperialistisk magt ønsker at kunne forsvare sine egne interesser inden for det, de kalder en ramme af “strategisk autonomi”. Det betyder gyldne tider for krigs- og våbenindustrien. Den direkte økonomiske støtte fra EU til våbenindustrien er også stigende. Og øget våbeneksport hænger sammen med national og europæisk sikkerhed, da EU’s interne efterspørgsel ikke alene kan sikre, at krigsproduktionen holder trit med den nyeste teknologiske udvikling.
De europæiske monopoler har brug for en endnu stærkere overnational statsmagt og -apparat, der kan sikre dem i konkurrencen med USA, Kina og Rusland og give dem mere direkte adgang til EU’s budgetmidler. Der arbejdes nu direkte – også med støtte fra den danske regering – på traktatændringer, der skal indføre kvalificeret flertal i udenrigs- og forsvarspolitikken, samt på centrale økonomiske områder som gæld og skat. I en blanding af samarbejde og rivalisering søger den tyske og franske imperialisme at drage fordel af denne situation og dominere EU og de mindre imperialistiske og kapitalistiske stater.
EU’s andel af den globale økonomi er næsten halveret i de seneste årtier til 16 procent. Ud over kapitalismens generelle krise er EU sakket bagud i kapløbet på områder som teknologisk udvikling, privatisering af den offentlige sektor og omlægning af energi og infrastruktur. Hele EU’s såkaldte “grønne omstilling” er et led i at udvikle og sikre EU-monopolernes konkurrenceevne globalt. De europæiske monopolers strategi er at fortsætte med at presse prisen på arbejdskraft i EU’s indre marked ned under prisen på arbejdskraft i USA. Det er ikke kun den “gamle” arbejderklasse i EU-landene, der oplever dette konstante pres på arbejds- og levevilkår. Millioner af billige migrantarbejdere bliver i høj grad udnyttet og udnyttet.
Mens vi ser et økonomisk svækket EU, præget af forskellige kriser, inflation, stagnation og høj arbejdsløshed, har de store europæiske monopoler høstet superprofitter. Monopolerne har dikteret en hård neoliberal reform- og nedskæringspolitik – som er blevet mødt af et voksende oprør i arbejderklassen og ungdommen på forskellige niveauer i EU-landene og med en stigende bevidsthed om sin egen klassestyrke.
NATO- en imperialistisk krigsalliance
NATO er en krigsalliance, der blev etableret for at sikre USA’s hegemoni i Europa og for at undertrykke enhver arbejderbevægelse, der kunne true den herskende klasse.
NATO øger sine militærbudgetter, sin militære kapacitet og sin krigsdeltagelse i verden. NATO er både en militær og politisk alliance, et redskab for Vestens/USA’s imperialistiske økonomiske interesser og krigsindustri, og et magtinstrument til at sikre betingelserne for det liberale og markedsøkonomiske imperialistiske system. NATO har skabt en platform for en permanent alliance med et institutionaliseret magtapparat mod rivaliserende magter – og arbejder for international “lov og orden” – baseret på den amerikanske imperialismes system af magt, kontrol og hegemoni.
NATO’s trusselsvurdering (i det strategiske koncept 2022) over for Rusland og Kina er først og fremmest et udtryk for den imperialistiske rivalisering og en kamp for magteliternes imperialistiske internationale verdensorden. Den økonomiske og politiske konkurrence er pakket ind i et ideologisk slør af kamp mellem den “frie” (vestlige) verden og “autoritære” regimer, der betegnes som systemiske rivaler. NATO’s ideologiske kampagne foregår som et dække for magtudøvelse.
NATO har lanceret en ideologisk offensiv – konstant gentaget i medierne – med advarsler om, at vi lever i en førkrigstid. En ny generation af unge er ved at blive indoktrineret og indrulleret som fremtidig kanonføde, og nationalisme skal erstatte arbejderklassens internationalisme. Der skabes en atmosfære af frygt, usikkerhed og mistænksomhed over for modstandere af krigspolitikken. I lyset af dette forstærkes udviklingen af politistater og fascisering.
NATO forsøger at spille en større politisk rolle – regionalt og internationalt – i forskellige multilaterale organisationer og i EU. NATO-landene bliver i stigende grad bedt om at koordinere deres udenrigspolitik og blive mere globalt orienterede, som vi har set det i Ukraine-krigen, på trods af de europæiske monopolgruppers og landes modstridende interesser. Som et overnationalt organ kræver NATO rollen som forum for vigtige strategiske og politiske spørgsmål. Selv spørgsmål som et lands valg af tekniske løsninger og handelspartnere defineres som et sikkerhedspolitisk spørgsmål, der udgør en fælles trussel, hvis forsyningerne ikke kommer fra “venner” og NATO-allierede.
Den danske imperialismes positioner
Danmark er et imperialistisk land, der er tæt knyttet til USA-imperialismen økonomisk og militært gennem USA’s økonomiske verdensorden, investeringer, fælles industriprojekter, handel og NATO- og bilaterale aftaler. De danske regeringer spiller ofte rollen som USA’s “lille bulldog”, en marionetdukke i internationale anliggender.
Danmark er også en del af monopolernes EU og underlagt den imperialistiske union økonomisk, politisk og nu også som en del af EU’s militær.
Det danske oligarki med nogle store globale monopoler som Mærsk, NOVO og Vestas dikterer skiftende regeringers politik til deres egen fordel med øget udbytning og superprofitter, der har nået nye rekorder i de senere år. Gennem statsmagten gennemføres der i øjeblikket nye store reformer for yderligere at øge udnyttelsen af arbejdskraften og lette vilkårene for kapitalen og storkapitalen.
Den danske monopolkapital er i stigende grad centraliseret i færre monopolkoncerner og færre familier. De har deres egne banker og kapitalfonde, som Mærsk og Danske Bank, der gennem opkøb af andre virksomheder ensidigt underordner dansk produktion og erhvervsliv deres interesser, samtidig med at de eksporterer kapital til øgede investeringer i datterselskaber og produktion i andre lande.
Også dansk udenrigspolitik er dikteret af monopolgruppernes interesser. De største danske handelspartnere er EU (med Tyskland og Sverige som de største), USA og, som den 4. største målt på import/eksport, Kina. Også den nuværende regerings beslutninger, love, økonomiske internationale “støtte”, diplomati og militær sikrer de danske monopoler den bedst mulige beskyttelse i den øgede rivalisering om markeder, råstoffer, teknologi og energi. Det viste sig for nylig, da den danske udenrigsminister og direktørerne for de største monopoler besøgte Kina sammen.
Den danske imperialisme fortsætter med at udnytte sine tidligere kolonier Grønland og Færøerne økonomisk og geopolitisk, stik imod befolkningernes ønsker og interesser. Ikke mindst i Grønland er der voksende opposition og modstand mod dette. Grønland og Færøerne er af strategisk betydning – militært og råstofmæssigt for USA, NATO og EU, og det forsøger den danske imperialisme at udnytte til sin egen fordel på bekostning af det færøske og grønlandske folk.
Situationen med skærpede modsætninger mellem imperialisterne betyder, at USA kræver større og større engagement fra den danske imperialisme; ikke kun gennem NATO, men også gennem bilaterale og ofte hemmelige aftaler. Gennem disse har danske regeringer tilladt, at amerikanske militærbaser er blevet etableret i Danmark, ud over NATO-baser.
Militært set er det danske flyvevåben og ikke mindst de kommende F-35 kampfly og danske militærlufthavne underlagt USA og NATO. Danske havne er reserveret som militære transit- og forsyningshavne for NATO. Danmark er øremærket som opmarchområde for væbnede styrker og udstyr fra USA, NATO og EU i en krigssituation. Danmark er spioncentral for digital- og satellitkommunikation for det amerikanske National Security Agency (NSA) gennem en klassificeret aftale.
Den danske imperialisme, dens statsmagt og regering har placeret Danmark i en ekstremt farlig situation som en brik i den imperialistiske rivalisering og voksende krigsfare, der gør Danmark til et brohoved, i Arktis, Nordsøen, Østersøen og Norden, i NATO’s vestlige flanke.
Under dække af krigen i Ukraine sker der i øjeblikket en vækst i militærapparatet, øgede militærbudgetter, spredning af koldkrigsfrygt og militaristisk idealisering og manipulation af ungdommen. Mens sundhedsvæsen, uddannelse og resterne af velfærdssystemet udpines, er det nye 10-årige militær- og krigsbudget steget med 143 milliarder med forsvarsforliget (til sammenligning er der afsat 3 milliarder kroner til lønstigninger i den offentlige sektor). Danmark skal opfylde NATO’s krav om 2 procent allerede i 2025, betalt af danske arbejdere og skatteydere.
Den danske regering har sendt milliarder af kroner, militært udstyr, våben, kampfly, træning af soldater til Zelenski-regimet i Ukraine og har været med til at holde krigen i gang. Den militære og økonomiske “hjælp” til Ukraine er givet med betingelser og udnyttelse af fordele. Dansk monopolkapital er i front, også når det gælder genopbygningsplanen for det krigshærgede land. Staten har besluttet at finansiere et sikkerhedsnet for virksomheders investeringer i Ukraine gennem den danske eksport- og investeringsfond (EIFO). Det gælder A.P. Møller-Mærsk, Aarsleff, Cowi, Danfoss, DFDS, Forsyning Danmark, Grundfos, Velux og Vestas. Monopolkapitalen ser det krigshærgede Ukraine som “verdens største byggeplads”, hvor Danmark er en del af EU’s “genopbygningsplan”, der skal sikre fremtidig udbytning og udplyndring.
Indholdet i regeringens nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi 2023 følger anbefalingerne fra Dansk Industri. Dansk kapital og erhvervslivs konkurrenceevne skal styrkes globalt – både økonomisk og militært.
I den intensiverede interimperialistiske rivalisering mellem de imperialistiske magter, især USA og Kina, må Danmark på den ene side politisk følge og støtte USA/NATO og EU’s strategi, der udpeger Kina og Rusland som strukturelle rivaler og fjender. På den anden side skal danske monopolers interesser og investeringer i Rusland og Kina beskyttes. I lyset af den stigende rivalisering følger den udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi EU’s linje om at opretholde handel med Kina, mens man konkurrerer og flytter investeringer, udnyttelse af arbejdskraft og produktion og udplyndring af råstoffer til Afrika, Asien – ikke mindst Indien, Latinamerika og USA.
Mærsk har opbygget et stort investeringsnetværk i Afrika, som omfatter kraftværker, havne til containerskibe, jernbaner, kornlagre og komprimeret affaldsgas. Med det formål at sikre sig monopol på en del af Vestafrikas energisystem og infrastruktur har Mærsk Holding rejst penge fra PKA, Pension Danmark og Lægernes Pensionsfond gennem en fælles fond (Africa Infrastructure Fund). Virksomheder som Arla, Vestas, Kamstrup og Grundfos investerer også på det afrikanske kontinent.
EU investerer i opbygning af infrastruktur – veje, jernbaner, energiforsyning, fiberkabler, 5G-mobilnetværk og klimaprojekter m.m. i Afrika under navnet Global Gateway-strategien i konkurrence med Kinas “Belt and Road”. Med øremærkede investeringer på 1.100 milliarder kroner, både fra offentlige kasser og private investorer, vil EU – og Danmark – forsøge at udkonkurrere Kina med “bedre aftaler” end Kinas, med flere lande.
Både EU og Danmark beskytter deres monopolers investeringer i Afrika med militære missioner og krige på bekostning af de afrikanske lande og befolkninger. Danmark har deltaget aktivt i dette i Sahel og har sikret militær beskyttelse af sejladsen i Guineabugten på anmodning fra Mærsk. Folketinget har bevilget millioner til at træne soldater i Nigeria, Benin, Togo, Ghana og Elfenbenskysten. Nigeria er Afrikas største olieproducent og et af de lande i Afrika, der fremhæves som et dansk interesseområde.
Det er ikke uden grund, at Stillehavsregionen er et særligt fokusområde i den nye danske udenrigs- og sikkerhedspolitik. Rivaliseringen mellem USA og Kina gør den til et knudepunkt. I dag krydser omkring halvdelen af alle containere på verdenshavene Taiwan-strædet, og det gør danske rederier, ikke mindst Mærsk, og deres sikkerhed for profit til et afgørende spørgsmål. Dansk udenrigspolitik balancerer derfor på en knivsæg i konflikten mellem USA og Kina – og ønsker ligesom den franske imperialisme ikke at blive involveret i en optrappet og mulig væbnet konflikt omkring Taiwan.
Den såkaldte grønne kapitalisme – den “grønne omstilling” – den særlige “grønne og demokratiske” udgave af imperialismen, udnytter groft folkelige dagsordener som front for generel imperialistisk profit. Det er et af de områder, den danske imperialisme satser på som vækstområde. Det gælder ikke mindst vindindustriens “BioSolutions”-område, hvor danske BioSolutions-virksomheder leverer løsninger inden for især fødevare-, ingrediens-, landbrugs-, energi- og industrisektoren.
Danmark har indgået “Grønne Strategiske Partnerskaber” med en række lande: Indien, Sydkorea, Indonesien og Sydafrika. USA ses også som et stort marked for “grønne løsninger”.
Kort konklusion
Det er vores partis mål, at disse politiske teser vil hjælpe os med at udvikle vores arbejde blandt arbejderklassen og ungdommen og i massebevægelserne mod skarpere og mere konkret propaganda og klassekrav i kampen mod vores egen imperialistiske herskende klasse, mod alle imperialismer og fordømmelse af propagandaen om Kina, Rusland, EU som fredelige eller mindre aggressive imperialistiske magter, og at gøre det klarere, at kampen mod imperialisme, mod imperialistiske krige, mod EU og NATO er en kamp mod kapitalisme – en kamp for revolution.
Arbejderpartiet Kommunisterne, APK, 23.9.2023
De samlede kongresteser kan du læse her Pjece: Teser om stormagternes voksende rivalisering og dansk imperialismes placering 2023 (apk2000.dk)
Anti-imperialisme, anti-kapitalisme og revolution kan ikke skilles ad – ENHED og KAMP
Dansk imperialismes placering i verden og krigspolitikken – ENHED og KAMP