I de senere år har nye sociale lag som led i den revolutionære opblomstring, der er i gang i Øvre Volta (kendt som Burkina Faso), bidraget til at udvide og radikalisere den demokratiske og revolutionære bevægelses kampe, som ryster det neokoloniale kriseramte, bankerotte system. I de massive kampe, der finder sted i hele landet, især dem, der er organiseret af ’Koalitionen mod høje leveomkostninger, svig og straffrihed og for frihedsrettigheder’, slutter de små handlende, den uformelle sektor i byområder, kvinderne og bønderne sig i stigende grad sig til i rækken af demonstrationer på grundlag af deres specifikke krav. I denne generelle kæmpende bevægelse engagerer de fattige bønder – især dem, der befinder sig i sektorer med eksportafgrøder som bomuld kontrolleret af multinationale selskaber og det lokale borgerskab – sig således i mangesidede bevægelser for at udtrykke deres legitime krav. Landområderne i Burkina Faso er gradvist ved at blive et arnested for kamp.
Hvad er omfanget af bondebevægelsen i Burkina Faso? Hvad er dens plads og rolle i den revolutionære proces for national og social frigørelse? Vi skitserer nogle elementer til at besvare disse kardinalspørgsmål på et tidspunkt, hvor udbredelsen af landbrugsprogrammet for Voltas Revolutionære Kommunistiske Parti (PCRV) vækker begejstring blandt landets revolutionære og bondemasser.
Lad os først undersøge bøndernes karakteristika i den neokoloniale sammenhæng.
Kapitalismen og nykolonialismen er kilden til ondt for fattigbønder og landarbejdere i Volta
Øvre Volta, kendt som Burkina Faso, er et tilbagestående neokolonialt landbrugsland, hvor rester af feudale kræfter stædigt overlever. Det er domineret af imperialisme, hovedsagelig fransk imperialisme, det er afhængigt af de reaktionære sociale klasser og lag, som udgøres af det politisk-bureaukratiske borgerskab, komprador-borgerskabet og resterne af de feudale kræfter.
Dette grundlæggende kendetegn ved landet afspejles økonomisk i landbrugssektorens dominans. Mere end 85 % af befolkningen bor i landdistrikterne. I denne tilbagestående landbrugssektor er subsistensøkonomien (naturalieøkonomien) dominerende, men den baseres på den franske imperialismes og dens lokale allieredes neokoloniale politik. Derfor er landbruget i vid udstrækning orienteret mod afgrøder til videresalg (bomuld, jordnødder, sukkerrør, sojabønner osv.). Det er ikke fri af lænkerne af førkapitalistiske økonomiske former, der er underordnet finanskapitalens behov. Dette fører til undertvingelse af bondeøkonomien under det merkantile og ågerkapitalens åg. Den logiske konsekvens af denne orientering af landbruget er, at udnyttelsen og undertrykkelsen af bønderne er stigende, mens deres gammeldags produktionsmetoder for det meste ikke moderniseres og forbedres. Kapitalismens udvikling, efterfulgt af landbrugets og finanskapitalens dominans over landdistrikterne, har ført til en klassedeling blandt bønderne i Volta.
Der er således et stort antal fattige bønder, der på grund af mangel på tekniske, materielle og finansielle midler arbejder på små jordstykker, knap nok til at overleve på. Nogle kan ikke længere leve af deres afgrøder og er tvunget til at arbejde for rige bønder og store kapitalistiske gårde; de udgør landarbejderklassen, der udnyttes voldsomt og har usikre levevilkår.
Her er nogle illustrative tal om de særlige kendetegn ved landbruget i Burkina Faso:
- 84,3 % af bønderne er analfabeter;
- 73 % af husstandene bruger utidssvarende arbejdsredskaber som f.eks. den lille håndhakke kaldet daba;
- kun tre ud af 1.000 bønder har en traktor eller motoriseret plov;
- 84 % af bønderne har slet ikke noget transportmiddel, og transport af varer bæres stadig på hovedet;
- kun én ud af 1.000 bønder har en motorpumpe til kunstvanding;
- 000 hektar ud af de 3,5 millioner dyrkede hektar vandes, det vil sige 0,6 %;
- der dyrkes hvert år 3,5 mio. hektar ud af 9 mio. kultiverbare hektar.
I modsætning til denne situation med stor fattigdom er der et lille antal rige bønder med store landområder, moderne dyrkningsmidler og husdyr. De udgør landdistrikternes borgerskab, hvis interesser er knyttet til resterne af de feudale kræfter, kapitalister i og uden for Volta og den neokoloniale stat. De landbrugspolitikker, der er indført i henhold til retningslinjerne fra de internationale finansielle agenturer som Verdensbanken, IMF og WTO, hovedsagelig anvendelsen af strukturtilpasningsprogrammer inden for landbruget, har alvorlige konsekvenser, som kan sammenfattes i følgende kendsgerninger:
– Likvidationer, frasalg og privatisering af statsejede virksomheder. Disse omfatter National Cereals Marketing Office (OFNACER), National Rice Marketing Company (SANACOR), Agricultural Products Price Stabilization Fund (CSPPA), National Center for Agricultural Equipment (CNEA) osv. Disse forskellige skridt har ført til personalenedskæringer og massive fyringer af arbejdere.
– Statens tilbagetrækning fra tilsynet med bønderne og landbrugsproduktionen, der har været karakteriseret ved at blokere for ansættelsen af ingeniører, teknikere og landbrugsagenter siden 1991 og afslag på at yde støtte til produktionsfaktorerne.
– Udvikling af eksportafgrøder med henblik på at skaffe den valuta, der er nødvendig for at tilbagebetale den gæld, som staten har indgået med IMF og Verdensbanken, til skade for fødevareafgrøder.
Grunden er således lagt til fremkomsten og udviklingen af agroindustrien til fordel for multinationale selskaber som AIGLON/SOPROFA, AIGLON HOLDING og det nye landdistriktsborgerskab.
Agroindustrien: Land grabbing og ekspropriation af de fattige bønder til gavn for de multinationale selskaber og det lokale borgerskab
Vi er vidne til udviklingen af kapitalismen i landbruget med gennemførelsen af en række administrative og økonomiske skridt, der fører til udplyndring af landets landbrugsressourcer, til voksende fattiggørelse af de små bønder til gavn for agroindustriens ejere. Den nykolonialistiske stat har udarbejdet en ny lov om dyrkning og reorganisering af jorden (RAF), som blev vedtaget i juni 2009, og som fremmer denne udvikling. Loven er en del af samme logik som det gamle borgerlige og anti-folkelige slogan, som ’2. Republik’-regimet fremsatte i begyndelsen af 1970’erne: “Land til dem, der kan arbejde bedst på det.” Siden anvendelsen af denne lov har de rige, myndighedernes honoratiores, det øverste hierarki i den neokoloniale hær og erhvervslivet kastet sig over jorden på landet. De har overtaget store områder på snesevis eller endda hundredvis af hektar i de frugtbare landregioner i landet og til skade for fødevareafgrøder opført forskellige store hydro-landbrugsdæmninger. De relationer, der eksisterer inden for landbruget og ude på landet, rystes således gradvis.
Den engang vitale jord, som blev udlejet til enhver, der ansøgte om det – selv en “udlænding” – er blevet til en vare. De, der har jord, må afstå den til disse nye aktører enten frivilligt eller med magt. Det skaber konflikter i selve lokalsamfundene, da ejerskabet stadig er kommunalt. Ansøgere, til hvem grundene før er blevet bevilget, ser sig frataget dem igen fra den ene dag til den anden. De udgør reserven for de fremtidige landarbejdere til landborgerskabets store grunde og gårde. Det frugtbare land i regionerne East, West og Serni er målet for disse rovdyr til at opføre store landejendomme til skade for lokalbefolkningen. For at kontrollere bønderne har regeringen oprettet bondeorganisationer, som den manipulerer. Disse er Bondeforbundet i Faso og National Union of Cotton Producers, under ledelse af dem, som ejer jorden.
Men de fattige bønder sidder ikke passivt over for denne udnyttelse og undertrykkelse, kilden til den store elendighed, de står over for på daglig basis. Småbønderne og folk i landdistrikterne er ved at vågne op til kampene for at udtrykke deres krav til bomuld virksomhederne SOCOMA, SOFITEX og FASO COTON.
De fattige bønders og landarbejdernes kamp og alternativet for deres reelle frigørelse
I lyset af stor elendighed, udnyttelse og undertrykkelse udvikler befolkningen på landet mangesidede kampe, der bringer landområderne ud af deres sløvhed. Den Demokratiske og Revolutionære Bevægelses store kampe mod straffrihed for den fjerde republiks mafiaregimes økonomiske og blodforbrydelser, mod de høje leveomkostninger og for de demokratiske frihedsrettigheder har en positiv indflydelse på bondebefolkningen. Og det på trods af myndighedernes splittelsesmanøvrer, som stoler på de feudale kræfter til at holde befolkningen nede under vægten af tilbagestående skikke. Klassekampen trænger i stigende grad ind i landdistrikterne, hovedsagelig dem, der domineres af profitafgrøder som bomuld og sukkerrør. De unge landarbejdere viste kamplyst i disse kampe.
I 2011, et år med store folkelige kampe i alle økonomiske og sociale sektorer af landet, organiserede bønderne i bomuldsområderne mangesidede kampe (gadedemonstrationer, marcher), herunder bevægelser til boykot af bomuldsafgrøder, køb til en rimelig pris af deres afgrøder osv. Sammenslutningen af bomuldsvirksomheder i Burkina Faso (AICB) fastsætter nemlig bomuldspriserne til et latterligt beløb, et godt stykke under 1 euro pr. kg.
Disse kampe undertrykkes voldsomt af regeringen, med indsættelsen af ordensmagtens styrker forskellige steder for at forhindre vrede bønders ødelæggelse af afgrøder. Bønderne arresteres vilkårligt og tilbageholdes i varetægt for at bryde de sociale bevægelsers dynamik. Men denne undertrykkelsesbølge påvirker ikke bøndernes beslutsomhed, idet de i tusindvis organiserer sig for at kræve deres arresterede kammerater løsladt og deres krav opfyldt.
Efter den folkelige opstand i oktober 2014 og den sejrende modstand mod det fascistiske kup i september 2015 har vores folk samlet en rig erfaring fra kampe og stræber nu stærkt efter revolutionerende forandringer. De dybe lag i befolkningen træder ud på scenen af folkelige kampe. Bondebevægelsen viser sig aktivt i forskellige dele af landet – på trods af terrorangrebene og iværksættelsen af kontrarevolutionen. Bønder indgår i selvforsvarsgrupper til forsvar for sikkerheden for bønderne i deres lokalområder og mod mord, der begås af dødspatruljer knyttet til myndighederne.
Bønderne såvel som de forskellige folkelige sociale lag demonstrerer mere og mere åbent mod tilstedeværelsen af de imperialistiske magters militære interventioner i vores land og i hele Sahel-regionen i Vestafrika under dække af kampen mod terrorisme.
Voltas Revolutionære Kommunistiske Parti (PCRV) støtter fuldt ud alle disse kampe og arbejder med at udbrede agitation og propaganda for at bidrage til en bedre organisering af bondebevægelserne. Partiet har på grundlag af en marxistisk-leninistisk analyse af kendetegnene ved landets økonomiske og sociale realiteter udarbejdet et landbrugsprogram for at lede sit arbejde med mobilisering og organisering af de fattige bønder og landarbejderklassen.
PCRV er det eneste politiske parti i Volta, der virkelig tager højde for de store folkelige forhåbninger i sit politiske program, hvis realisering er umuliggjort af den franske imperialismes dominans og dens lokale allierede i vores land. I sin kamp for at få den politiske frihed og dens totale frigørelse har arbejderklassen som sin vigtigste allierede de fattige bønder, uden hvilken den ikke kan nå sit endelige mål. På samme måde kan de fattige bønder, på trods af dens numeriske betydning, ikke finde en korrekt revolutionær løsning på sine problemer uden arbejderklassens og dens partis ledelse. Arbejderklassens revolutionære alliance og bønderne under ledelse af PCRV er derfor nøglen til kampen for at vinde politisk frihed, for realiseringen af den nationale demokratiske og folkelige revolution.
I denne proces med kamp – især i forbindelse med den revolutionære krise, der har stået på i mere end et årti i vores land – opfordrer partiet befolkningen til at organisere sig uafhængigt af de reaktionære kræfter, til at kæmpe for brød og frihed; at kæmpe for realiseringen af de presserende krav fra alle de folkelige sociale klasser og lag, der er udtrykt i dette program. Den umiddelbare kamp for disse delkrav vil bidrage til at forbedre leve- og arbejdsvilkårene for de folkelige lag, især de fattige bønder. I sit landbrugsprogram opsummerer PCRV kravene til bønderne:
“For at fjerne resterne af det gamle feudale regime og af hensyn til en fri udvikling af klassekampen på landet, for at mobilisere, organisere og resolut lede bondemasserne i kampen for realiseringen af den nationale demokratiske og folkelige revolution, kæmper PCRV og vil kæmpe for opfyldelsen af følgende krav:
1) Afskaffelse af alt hoveriarbejde, institutioner og alle former for feudal og semifeudal undertrykkelse og udnyttelse, især i den østlige og nordlige del af landet (Mossi Plateau, Yatenga, Gourma, Ddjelgodji, Liptako).
2) – Retten til at organisere sig i bonde- og landarbejderfagforeninger.
3) – Afskaffelse af pant i jord og høsten ved gæld. Fri brug for bønderne til deres jord og høst. Annullering og forbud mod alle ågerlån og kontrakter af slavebindende karakter.
4) – Afskaffelse af uretfærdige skatter og afgifter mod bønderne. Forbud mod beslaglæggelser og tvangssalg af bøndernes jord, fængslinger og hoveri/tvangsarbejde (dyrkning af feudalherrers, notabiliteters og præfekters marker, rengøring af offentlige steder osv.) ved manglende betaling af skatter. Afskaffelse af skatteopkrævere og repressive metoder til skatteopkrævning på landet.
5) – Kanaler, dæmninger, vandreservoirer betalt af staten i den tilstrækkelige mængde og kvalitet, som bøndernes marker og husdyropdrættere har brug for. Landbrugsudstyr, gødning, frø og insekticider til overkommelige priser i forhold til bøndernes købekraft.
6) – Beslaglæggelse af hamstreres, ågerkarles og spekulanters lagre af ris, hirse, majs, osv. til fordeling blandt fattige bønder. Effektiv overdragelse til bønderne af al fødevarehjælp og bistand, der frigives eller modtages i kampen mod hungersnød og naturkatastrofer.”
Desuden kæmper PCRV beslutsomt for, at landarbejderklassen organiseres i en uafhængig klasseorganisation, for at oplyse den om den ubønhørlige modstand mellem dens egne interesser og land-overklassens interesser, samt det politiske-bureaukratiske borgerskab, komprador-borgerskabet og udenlandske kapitalister. Landarbejderne vil således være i stand til at spille sin fortrop rolle på landet under ledelse af partiet i kampen for realiseringen af den nationale demokratiske og folkelige revolution, en overgangsfase til den integrerede proletariske revolution, det eneste middel til at fjerne al udnyttelse og elendighed.
I sidste ende er arbejderklassens og bøndernes revolutionære alliance under ledelse af PCRV den eneste sikre måde at sikre en forbedring af levevilkårene for fattige bønder og landarbejdere på.
Brød og frihed for folket! Længe leve den revolutionære alliance af arbejderklassen og bønderne under ledelse af PCRV!
Oversat fra Unity&Struggle nr. 43, 2021
Tidsskrift for CIPOML – Den internationale konference af marxist-leninistiske partier og organisationer