- Årsagerne til en tilnærmelse (1917-1945)
Kommunismen har uden tvivl været den mest indflydelsesrige ideologiske og politiske bevægelse i det 20. århundrede. Uanset sympatien eller frygten den skaber, kan det ikke nægtes, at kommunisme og kommunister har været til stede i alle dele af livet, gennem hvad historikeren Eric Hobsbawm kaldte det korte 20. århundrede: 1914-1991.
Siden triumfen for den bolsjevikiske revolution har en meget stor del af arbejderklassen identificeret sig selv med projektet om at bygge et socialistisk samfund, og de kommunistiske partier er blevet fundamentale elementer af det politiske liv praktisk talt hele verden over. Det skader ikke at huske, nu når vi lever i en æra af historisk revisionisme og fascismens fremgang, at imellem de førnævnte årstal levede en stor mængde af menneskeheden under politiske systemer styret af kommunistiske partier; systemer der transformerede meget tilbagestående lande til moderne industrialiserede samfund med universel og gratis offentlig sundhedspleje og uddannelsessystemer, og alt dette på kort tid. Rusland og Kina er eksempler på denne forandring. Desuden fandt disse transformationsprocesser sted i ekstraordinært vanskelige historiske sammenhænge, hvor de nye revolutionære regeringer måtte stå over for brutale imperialistiske aggressioner og i mange tilfælde tvinges til at føre lange nationale frigørelseskrige.
Kommunismen blev ikke bare et referencepunkt for arbejdere og bønder, men influerede sektorer i middelklassen, og på en meget speciel måde de intellektuelle. Når vi snakker om intellektuelle, refererer vi ikke blot til forfattere, kunstnere, filosoffer og historikere, som generelt er kendt som finkultur, men vi inkluderer lærere, professorer, videnskabsfolk osv. Kort sagt: En vigtig sektor af kulturens verden, i bred forstand, så i kommunismen muligheden for at transformere verden.
Der er flere grunde, der forklarer denne attraktion. En af dem, og en grundlæggende er marxismens videnskabelige karakter. I modsætning til ideologier af utopisk karakter, som talte om lighed og social harmoni, men som ikke foretog en grundig analyse af virkeligheden, og derfor ikke var i stand til at forklare den eller foreslå midlerne til at forandre verden. Marxismen giver de teoretiske og konceptuelle redskaber, der gør det muligt at forklare virkeligheden og forstå den historiske udvikling. Samtidig definerer den midlerne til at overvinde den kapitalistiske orden og etablere en ny social, politisk og økonomisk model, der vil gøre det muligt at eliminere udbytning og opdeling af samfundet i klasser.
Gennem den historiske og dialektiske materialisme kortlagde Marx og Engels, som vi kan definere som revolutionære intellektuelle, menneskehedens historiske udvikling, de gav en sammenhængende forklaring på den materielle virkelighed ved at analysere dens modsætninger og fastslog klart, at arbejderklassen var den klasse, der var kaldet til at etablere en klasseløs verden gennem revolutionær handling. Marx og Engels’ utallige skrifter viser, gennem et enormt dokumentarapparat, at en anden verden er mulig. Denne videnskabelige karakter af marxismen, som kortlægger modsætningerne i den økonomiske og sociale orden etableret af borgerskabet, måtte nødvendigvis tiltrække en del progressive intellektuelle, som søgte et alternativ til kapitalismen.
Da den bolsjevikiske revolution viste i praksis, hvad der indtil da kun var en revolutionær teori etableret i værker af Marx, Engels, Lenin og andre marxistiske teoretikere, da det bolsjevikiske parti gik i gang med den gigantiske opgave at opbygge et socialistisk samfund, og filosofien blev praksis, besluttede mange intellektuelle at deltage aktivt ved at tilslutte sig de kommunistiske partier, der blev dannet fra 1917 og frem. Det var første gang, at arbejderne og bønderne tog magten i et land og begyndte opbygningen af en alternativ model til kapitalismen, hvor ordene solidaritet, broderskab, værdighed og frihed var grundlaget for livet. Af denne grund fik begivenhederne i oktober genlyd over hele verden, krydsede oceaner, krydsede bjergkæder og nåede landsbyerne i Kina, de andalusiske bondegårde, minerne i Sydafrika osv., hvilket gjorde arbejderne begejstrede og kastede borgerskabet ind i deres værste mareridt.
Bekymringerne hos de intellektuelle, der søgte alternativer til en uretfærdig orden, fandt nu i Sovjetrusland et spændende projekt. Desuden gav den bolsjevikiske regering, der i vid udstrækning var sammensat af revolutionære intellektuelle, inklusive Lenin selv, speciel opmærksomhed til uddannelse og kultur, da de var klare over, at det var umuligt at opbygge socialisme uden at hæve de folkelige massers kulturelle niveau. Poesi, kunst, kinematografi, kultur og videnskab generelt oplevede et ekstraordinært opsving efter Oktoberrevolutionen. Nye pædagogiske eksperimenter blev afprøvet i skolerne, mens fortroppens forfattere og kunstnere foreslog innovative idéer inden for poesi, maleri og teater. Det er naturligt, at mange intellektuelle rundtom i verden opfattede Oktoberrevolutionen som en udfordring, de burde deltage i.
Men mødet mellem intellektuelle og kommunister var ikke nemt, og var heller ikke uden problemer og polemik. Langt de fleste intellektuelle kom fra småborgerskabet og de såkaldte middelklasser, og deres indlemmelse i arbejderklassens partier var ikke let. Mens disciplinen i partiet og den demokratiske centralisme for arbejderne aldrig var et problem, da de var vant til fabriksarbejdets disciplin, måtte de intellektuelle vænne sig til en aktivisme, som var fremmed for dem og krævede, at de integrerede sig i strukturer, hvor kollektivet var over individet. På den anden side blev de organiske intellektuelle, med Gramscis ord, inden for et parti, der udgjorde arbejderklassens fortrop, hvilket betød, at de skulle fralægge sig deres opfattelse af overlegenhed i forhold til håndens arbejdere og tilsidesætte deres småborgerlige vision om verden.
Nogle intellektuelle tjente kommunismen hele deres liv og betalte med deres liv for deres loyalitet over for den revolutionære sag, mens mange af dem, der meldte sig ind i partiet, gjorde det midlertidigt, og i mange tilfælde opstod der traumatiske brud. Der var ikke få, der efter at have opgivet militansen indtog åbenlyst reaktionære holdninger. I mange tilfælde var bruddet forklædt som uoverstigelige ideologiske forskelle, mens det i virkeligheden blot var, at mange af disse intellektuelle ikke var i stand til at tilpasse sig en militans, der krævede enorme ofre, især når kommunisterne var i illegalitet og blev udsat for hård forfølgelse. Dette betyder ikke, at opgivelsen i nogle tilfælde ikke skyldtes reelle politiske uenigheder, der ærligt blev forsvaret.
Men utvivlsomt har andre faktorer, ud over klasseoprindelsen eller personlige holdninger, påvirket uenigheden mellem de intellektuelle og kommunismen.
- Uenigheden (1945-1991)
Sovjetunionens sejr i Anden Verdenskrig og den afgørende rolle, som kommunisterne spillede i kampen mod den fascistiske besættelsesmagt, både i Europa og lande, der blev invaderet af Japan, hævede Sovjetunionens og de kommunistiske partiers prestige verden over. Etableringen af socialisme i Østeuropa, kommunisternes magtovertagelse i Kina i 1949 og kampen for national befrielse i de europæiske kolonier i Afrika og Asien var episoder, der viste tilbagegangen af det kapitalistiske system med stor klarhed. For at undgå dette påbegyndte USA, som havde gået sejrrigt ud af verdenskrigen som en supermagt, en politik, der havde som mål at konsolidere det kapitalistiske system på en verdensskala, for at stoppe kommunismens fremgang og ødelægge Sovjetunionen. Sådan begyndte den såkaldte Kolde Krig, hvor, med undtagelse af en direkte konfrontation mellem USA og Sovjetunionen, den store amerikanske magt gjorde brug af alle strategier – økonomisk krigsføring, propagandistisk krigsføring, militære indgreb, der havde i sinde at styrte progressive politiske regimer, massiv støtte til militærdiktaturer i Latinamerika osv. – for at svække Sovjetunionen og bekæmpe kommunismen. De allierede i krigen var igen de store fjender, og fascisterne blev brugbare elementer i den nye amerikanske strategi.
Sovjetunionens enorme succes på alle områder – lad os huske dets succes i rumkapløbet, hvor de overgik USA – forårsagede en enorm attraktion for intelligentsiaen, der blev kanaliseret ikke blot gennem militans, men igennem internationale organisationer og foreninger direkte influeret af Sovjetunionen, eller åbenlyst sympatiserende. Denne deltagelse i kulturens verden inden for de kommunistiske projekter er blevet nedgjort af borgerlig propaganda, som har præsenteret efterkrigstidens intellektuelle som “medrejsende” eller simple nikkedukker manipuleret af kommunisme. Intet kunne være længere væk fra sandheden. De, som nærmede sig kommunisterne fra en militant opfattelse eller samarbejde, gjorde det overbevist af virkeligheden. De lande, der blev regeret af kommunisterne fra 1945 og frem, oplevede enorme økonomiske, kulturelle, sociale og videnskabelige fremskridt.
Den Kolde Krigs antikommunistiske propaganda, sammen med de undertrykkende metoder brugt mod kommunister eller mistænkte sympatisører, påvirkede mange intellektuelle negativt, men det mest ødelæggende slag kom uden tvivl fra Sovjetunionen selv.
Et af de problemer, som bolsjevikkerne skulle stå over for fra begyndelsen, var udviklingen af bureaukratiet. Sovjetstaten blev tvunget til at bruge embedsmænd fra det tsaristiske regime for at fungere, og da staten kom til at kontrollere økonomien, opstod der også et kommunistisk bureaukrati. Lenin var alvorligt bekymret over dette spørgsmål og forsøgte med alle midler at sikre, at dette bureaukratiske lag var i arbejdernes tjeneste og ikke stillede sig over dem. Faktisk havde Folkekommissariatet for Arbejder- og Bondeinspektoratet, med Stalin i spidsen indtil 1922, det formål at sikre, at administrationen fungerede korrekt, samt at undgå bureaukratiske afvigelser. I sine sidste skrifter anbefalede Lenin, at 50 % af medlemmerne af centralkomiteen var arbejdere, som ikke havde haft en lang periode med ledelse i det sovjetiske apparat.
Indførelsen af planøkonomien siden 1928, med den statslige styring af hele økonomien, øgede bureaukratiets dimensioner og fremtvang større revolutionær vagtsomhed. Selvom vi ikke kan sige dette med absolut sikkerhed, mener vi, at en del af den politiske vold, som sovjetstaten udøvede mellem 1936 og 1939, skyldtes dette forsøg på at kontrollere et statsapparat, hvor der blev organiseret konspirationer for at afslutte opbygningen af socialismen og fjerne Stalin fra partiets ledelse. Alle disse forsøg mislykkedes, og socialismen blev en realitet, som forvandlede Sovjetunionen til en stor økonomisk og videnskabelig magt. Stalins succesfulde politik blev bevist under Anden Verdenskrig, da Sovjetunionen spillede den afgørende rolle i nazismens nederlag.
De bureaukratiske deformationer forsvandt dog ikke fra sovjetstaten, men kom frem i lyset ved Stalins død i 1953. Den politiske og ideologiske kamp, der begyndte fra den dato, markerede triumfen for et revisionistisk bureaukrati, der forlod marxismen-leninismens principper, selvom troskaben til Marx, Engels og Lenins lære blev fastholdt i ord over for det sovjetiske folk.
Den første handling i revisionismens stadfæstelse af deres magt var den 20. kongres for Sovjetunionens Kommunistiske Parti (SUKP), der blev afholdt i 1956. Under en lukket session, mellem den 24. og 25. februar, læste Nikita Khrusjtjov, partiets generalsekretær, op fra den såkaldte Hemmelige Rapport, hvori han fremsatte en brutal kritik af Stalins ledelse, uden hverken beviser eller dokumentation, hvor han anklagede ham for utallige forbrydelser, for at overtræde sovjetisk lov, for at fremme persondyrkelsen osv., kort sagt et katalog af anklager, der fik den bolsjevistiske leder til at fremstå som intet mindre end en monstrøs tyran. Denne rapport demoraliserede ikke kun millioner af kommunister verden over, men gav ammunition til borgerskabet i dets antikommunistiske kampagner. Khrusjtjov udførte en kriminel handling og banede vejen for destrueringen af Sovjetunionen i 1991.
De intellektuelle mærkede den indvirkning, som Khrusjtjov forårsagede med sine anklager, og mange forlod kommunistiske aktiviteter. I stedet for at udføre en dybtgående analyse af rapporten og demonstrere dens inkonsistens og forkerte fremstillinger indtog mange en position af desillusionering og skuffelse og adopterede ofte reaktionære og åbenlyst antikommunistiske holdninger.
På grund af det hul, der blev åbnet af den såkaldte hemmelige rapport, indledte borgerskabet en stor ideologisk offensiv mod kommunismen. I nogle tilfælde forklædt med et venstreorienteret sprog dukkede postmodernistiske intellektuelle op i 1970’erne, som systematisk dedikerede sig til at bekæmpe marxismen på alle områder og forsøge at forvise den fra universitetet. Da Sovjetunionen gik i opløsning i 1991, og kapitalismen blev fuldt genetableret i landet og i hele Østeuropa, vandt borgerskabet en enorm sejr, ikke kun over arbejderklassen, men over alle de progressive sociale kræfter i verden. Intellektuelle vendte sig i massevis væk fra kommunisterne og søgte mere komfortable steder, især fra et økonomisk synspunkt. Mange fandt plads i de forskellige “ismer”, der allerede i slutningen af det forrige århundrede voksede: miljøisme, feminisme osv.
- Den lange ørkenvandring (1991-2022)
Sovjetunionens opløsning i 1991, som trak alle europæiske lande med såkaldt “virkeliggjort socialisme” ned, frembragte et enormt chok blandt hele verdens kommunister og i alle de folkelige klasser. Sovjetunionen var et referencepunkt for arbejderne, og dets forsvinden forårsagede et enormt politisk tomrum, som borgerskabets ideologiske artilleri kunne udnytte offensivt, klar til at definitivt begrave kommunismen og gøre Marx og Engels til bibliografiske relikvier. Der gik heller ikke lang tid, før formålet var nået. Kommunistiske partier med enorm prestige og med en betydelig social tilstedeværelse, som det italienske, forsvandt, og tusindvis af kommunister indstillede deres aktivitet på grund af modløshed eller frustration, mens andre gik over til klassefjenden.
Under disse omstændigheder er det logisk at stille et spørgsmål: Er kommunistiske partier nødvendige?
Først og fremmest er det nødvendigt at huske, at det aldrig har været let at være kommunist. Fængsling, tortur, skyderi, kort sagt undertrykkelse, har formet og er en del af dagligdagen for titusindvis af militante i mange områder af verden. På visse tidspunkter befandt kommunistiske mænd og kvinder sig i vanskeligere forhold end de nuværende. Tænk på francoismens lange nat. Og de gav ikke op eller overgav sig, fordi det var meget klart, at de var en del af en lang kampproces, der ville ende i arbejderklassens endelige sejr, selvom de ikke ville være til stede for at se det.
Gennem historien har der altid været mænd og kvinder, der satte spørgsmålstegn ved udbytning og stræbte efter social lighed, men i århundreder forhindrede den langsomme udvikling af produktivkræfterne opbygningen af et samfund, der var i stand til at tilfredsstille hele befolkningens behov. Nu, i begyndelsen af det andet årti af det 21. århundrede, er dette muligt. Vi har det tekniske og videnskabelige grundlag, der er i stand til at gøre det marxistiske slogan til virkelighed: Enhver yder efter evne, enhver får efter behov. Det, der forhindrer virkeliggørelsen af dette nye samfund, er det kapitalistiske system, en produktionsmåde præget af anarki i produktionen og periodiske kriser, der forårsager arbejdsløshed, elendighed og fortvivlelse. Kun den revolutionære overvindelse af kapitalismen vil bringe sandt demokrati og udbytningens forsvinden. Det er her, hvor behovet for kommunistpartiet viser sig. Uanset hvor omfattende de sociale bevægelser er, uanset hvor meget fordømmelse der bygges op, vil social protest være uproduktiv, hvis den ikke ledsages af politisk ledelse og klart definerede målsætninger. Kommunistpartiet er instrumentet, der er i stand til at lede arbejderklassens revolutionære kamp, da det har et værktøj til videnskabelig analyse af den sociale virkelighed (marxisme-leninisme) og en organisationsmodel (demokratisk centralisme), der er absolut er effektiv i kampen mod kapitalen. De sejrende socialistiske revolutioner gennem det 20. århundrede er det empiriske bevis på, hvad vi siger.
Kommunistpartiet er lige så nødvendigt i det 21. århundrede, som det var i det forrige.
Man skal også genskabe en politik, der appellerer til intellektuelle. Det er nødvendigt at henvende sig til de tusindvis af professorer, lærere og universitetsuddannede, som har usikre job og lave lønninger. De udgør en intellektuel arbejderklasse, som er nødvendig at vinde for socialismens sag. Men vi kan kun gøre dette, hvis vi er i stand til at udvikle en passende taktik for at skabe et rum, hvor disse intellektuelle kan samarbejde og blive aktive i vores partier.
Vi har brug for intellektuelle til kampen mod kapitalen. Arbejderklassens og kulturens enhed er uundværlig for sejren over kapitalismen. Intellektuelles tekniske, videnskabelige og humanistiske viden er nødvendig for at højne proletariatets kulturelle niveau.
Partierne, der udgør ICMLPO, må gøre sig en dyb refleksion i denne forstand samt arbejde intensivt med det mål, at kulturarbejderne ser redskabet til deres befrielse i marxismen-leninismen – så de intellektuelle igen kan forstå, at der kun er ét alternativ: socialisme eller barbari.
Oversat fra Unity&Struggle nr. 44, 2022