Overskriften kunne beskrive den videnskabelige socialisme. Hvis ellers man har tendens til at tro på borgerlig journalistik og historieskrivning, eller til at tro på diverse analyser og teorier fra småborgerlige lag og den akademiske elite. Som alle netop nu har travlt med at bortforklare den kapitalistiske verdenskrise som et lettere uheldigt, men tilfældigt fænomen.
Socialismen, den videnskabelige marxistiske socialisme, erklæres igen og igen for forældet og død. Og det er den blevet uden ophør gennem mere end 150 år.
Det er mildt sagt noget mistænkeligt, at skribenterne ustandselig må hen og løfte på låget til ”marxismens kiste” for igen offentligt at konstatere, at ”den er altså død”.
Dette sideløbende med, at så mange andre teorier tilsyneladende er så levedygtige og friske, som var de født i går. Ideer om alene ved rationalets og fornuftens magt at kunne opnå en anden og bedre verden, eller måske ved hjælp af bøn at kunne påvirke verdens gang, eller endda ved hjælp af det borgerlige demokrati at kunne drive verden fremad til et nyt stadie. Ingen af dem stemples som døde, syge eller uddaterede af den herskende borgerlige samfundsmedicinske stab.
Især i småborgerlige lag mødes man med påstanden om, at socialismen, som Marx og Engels tænkte den, er forældet. Undertiden med den tilsyneladende indrømmelse, at marxismen er en teori, der kanske nok passede til 1800-tallet og til fattige lande, men i den moderne verden ikke har gang på jorden. Teorien skal, lyder det, i det mindste grundlæggende fornyes.
Sandt er det jo, at der foregår en samfundsudvikling hele tiden, og derfor vil nogle samfundsteorier naturligvis blive forældede og ugangbare på det ene eller andet tidspunkt. Der er bare et stort problem ved at kalde marxismen forældet. Nemlig historien.
Allerede i marxismens meget unge dage, hvor Det Kommunistiske Partis Manifest blev til (1848), havde kapitalismen haft sin gang på jorden i årevis. Den havde enten afløst feudalismen eller var i gang med det i langt det meste af verden, og viste allerede de første udbrud af en dødelig sygdom – de økonomiske kriser. Der var, som konsekvens af kapitalismens tidligt synlige mangler, også allerede teorier om andre typer af samfund samt tilhørende veje dertil. Disse teorier om andre samfund, og teorierne om vejene dertil, er af særlig interesse, når vi snakker forældelse.
De mange socialismer …
I Det Kommunistiske Partis Manifest er hele det tredje kapitel dedikeret til at rydde ud i de mange ”socialismer” af forskellig klassemæssig betinget eller nationalt præget art. Genlæser man dette kapitel, går det for alvor op for én, hvor gamle samtlige de forskellige nuværende ”moderne socialismer” er, samt hvor uopfindsomme videreførerne af disse teorier er.
Det er alle teorier om, at der kan skabes et nyt og andet samfund, undertiden direkte betegnet som et socialistisk samfund, som eksempelvis socialisme for det 21. århundrede, uden klassekamp, revolution, tilintetgørelse af den kapitalistiske stat og oprettelse af arbejderklassens egen statsmagt.
Ikke mindst går det op for én ved genlæsning af manifestet, hvor politisk forældede disse teorier var allerede på den tid. Også selvom der måske nok engang i 1800-tallet har været gode hensigter bag.
I det omtalte tredje kapitel foretager Marx og Engels en mindre opsummering af de mange ”socialismer” uden klassekamp, der florerede på den tid. Her er et uddrag:
”Den kritisk-utopiske socialismes og kommunismens betydning står i omvendt forhold til den historiske udvikling. I samme grad som klassekampen udvikler sig og tager form, mister denne fantastiske hæven sig over klassekampen, denne fantastiske bekæmpelse af klassekampen, al praktisk værdi, al teoretisk berettigelse.
Mens derfor ophavsmændene til disse systemer i mange henseender var revolutionære, så danner deres elever altid reaktionære sekter. De fastholder mestrenes gamle anskuelser over for proletariatets historiske videreudvikling. De søger derfor konsekvent at tage brodden af klassekampen og forsone modsætningerne.”
Og – kunne vi passende uddybe det i dag – så lyver disse elever om deres ideers ophav og kalder marxismen for forældet.
Næppe nogen politiske ideer, ingen teorier, har for kapitalen været så væsentlige at bevare, og til tider udbrede kraftigt, samt omdøbe, som disse tidlige og oprindeligt kritiske røster, der ikke når ud over kapitalismens rammer.
Hvor det for de mange udgaver af utopiske ”socialister” er tilstrækkeligt blot at påpege i deres kritik, hvor gammel marxismen er, kan vi dog ikke nøjes med at behandle dem på samme måde.
Der er trods alt tale om teorier, som i langt det meste af den officielle samfundsvidenskab, samt i langt den overvejende del af officiel historieskrivning, aldrig er set som hverken døde eller blot dødelige.
… og deres historiske praksis
Lad os tage et kort kig på de udødelige og uforgængelige teoriers praksis.
Er de lykkedes med deres projekt?
Har de historiske erfaringer, der berettiger dem eller bekræfter deres vej?
Lad os prøve lidt mere konkret.
Har socialdemokratismen, den tredje vej, det 21. århundredes socialisme, folkesocialismen, den skandinaviske model, og andre forskellige afskygninger gjort sig fri af kapitalismens tilbagevendende økonomiske kriser?
Hvor i verden er det lykkedes reformismen i dens forskellige afskygninger at afskaffe klassesamfundet?
Svaret er at kapitalismens økonomiske kriser fortsætter og ikke lader sig begrænse af nogen variant af reformisme, men at kapitalismen derimod overlever, og at kapitalen lever godt på reformistiske regeringers kapitulationskurs under kriserne. Ingen steder er det lykkedes reformismen og de forskellige ”socialismer” at afskaffe klassesamfundet, men derimod i utallige tilfælde at aflyse klassekampen.
En stor del af nutidens reformister har på sin vis taget konsekvensen af historiens fakta. Ikke ved noget, der ligner en analyserende (selv)kritik, men ved i stedet blot at flyde med kapitalismen og opgive at løse de opgaver, som de oprindelige reformistiske ”socialister” trods alt formåede at stille sig selv.
Absolut INGEN reformistiske regeringer i historien har formået at ændre på klassesamfundets grundlæggende strukturer. Meget få af de nuværende betydende (og oprindeligt) reformistiske partier har i dag noget, der ligner planer i den retning.
Som Marx og Engels påpeger i citatet fra Det Kommunistiske Partis Manifest taber de mange ”socialismer” ”al praktisk værdi, al teoretisk berettigelse”. Der sigtes til praktisk værdi og teoretisk berettigelse for arbejderklassen konkret og udviklingen samfundet generelt.
Sådan et aktuelt tab af praktisk værdi og teoretisk berettigelse er ikke svær at få øje på, når man kigger ud over Europa, hvor befolkninger og især ungdommen kæmper mod ”røde” som blå regeringer.
Deres daglige virkelighed og deres kamp tillader dem ikke andet.
Eksempelvis er den spanske ungdoms praktiske værdi af det spanske socialdemokrati ét stort synligt minus, og oplevelsen af det partis teoretiske berettigelse følger naturligvis den praktiske erfaring og er for nedadgående.
I Danmark er der mindre end to år efter seneste folketingsvalg store vælgertæv til både socialdemokraterne og SF. Begge partiers repræsentanter blev landet rundt buet ud 1. maj i aktioner, der på flere måder var historiske.
Dermed ikke sagt at sådan en proces er en kontinuerlig bevægelse, og massemedierne gør da, hvad de kan, for fortsat at fremstille de mange ”socialister” som noget andet, noget rødt, noget oppositionelt og alternativt til de andre borgerlige partier.
Reformismens stadige genfødsel
Desuden opstår der løbende nye partier, der i sin essens er kopier af de grundlag, som socialdemokratiske reformister tidligere havde. I Danmark hedder partiet for tiden Enhedslisten, i Tyskland Die Linke, og i resten af Europa har andre meget lignende partier fået navne, der også skal signalere ”samling til venstre”.
Disse partier leverer ny strøm til den respirator, som ”socialismerne” ligger og har ligget i gennem mange år. De opstiller gamle, udslidte og afprøvede såkaldte alternativer og veje væk fra kapitalismens onder som noget nyt og brugbart, mens de til stadighed gør en dyd ud af at fremstille de gamle socialdemokratier og deres eventuelle regeringer som noget ”bedre end de borgerlige” etc.
Kort sagt medvirker disse partier til ideen om uforgængeligheden af ”socialismerne” uden klassekamp. De er samtidig den største eksponent for umarxistiske teser og anti-marxistisk politik, som de grundet deres position retter direkte til arbejderklassen, studerende og intellektuelle, til venstrekræfterne.
Historiens hjul
Historiens hjul drejer hurtigere og hurtigere for ”socialismerne”, som hjulene gør det for kapitalismen, fordi de uløseligt forbundet med kapitalismen. Hastigheden intensiveres af stadigt hyppigere og større kriser.
Deres manglende praktiske værdi for arbejderklassen og ungdommen bliver lettere at se og hurtigere synlig.
Ikke desto mindre vil ideen om socialisme uden klassekamp bestå som ”udødelig”, lige så længe klassekampen består. Netop fordi det er et af borgerskabets absolut bedste våben i forsvaret for kapitalismen og derfor må opfindes eller fornyes igen og igen.
Den del af marxismen, som beskæftiger sig med arbejdernes klassekamp mod kapitalen og dens stat (og som af en del folk opfattes som nærmest alt, hvad marxismen er), er dog heller ikke af udødelig praktisk værdi.
Den er bare af udødelig og uforgængelig praktisk værdi og teoretisk berettigelse, så længe klassekampen pågår.
Artiklen har tidligere været bragt på kpnet.dk (13. juni 2013) og i Kommunistisk Politik nr. 8, 2013. I anledning af Marx’ 200 år og Enhed & Kamps indeværende temanummer er den redigeret for bedre og mere præcise formuleringer.