De store imperialistiske magter har begyndt en handelskrig og forbereder sig på konfrontation på alle niveauer. Forandringerne sker meget hurtigt, og den politiske arena er fuld af forvirring. I det kapitalistiske system afløser den ene krise den anden, en ny begynder, før den sidste er slut. De dybe modsætninger, der har udviklet sig i de seneste årtier, er dukket frem og påvirker nu alle dele af samfundet.
Dengang (1956) da flertallet af de kommunistiske organisationer opgav leninismen og dets revolutionære mål, åbnede de vejen for udviklingen af moderne revisionisme og dens udbredelse i hele den kommunistiske lejr. At de revisionistiske teorier i vidt omfang vandt frem, har resulteret i en småborgerlig dominans.
Problemet er, at imperialismen skrider frem med kæmpeskridt i retning af en konfrontation mellem de vigtigste hegemoniske supermagter. Det ryster det politiske liv i alle stater og fremkalder en sand social katastrofe, hvis konsekvenser vi først nu for alvor er begyndt at kunne mærke. Under disse omstændigheder er den kommunistiske lejr for svag lige nu til at påtage sig ledelsen i kampene, ikke kun kvantitativt, men også især ideologisk, med det resultat, at der i idéernes verden hersker en tilstand af forvirring.
Efter at revisionismen holdt sit indtog i flertallet af de tidligere kommunistiske partier, er den ideologiske degeneration fortsat med at vokse. Den efterfølgende ”post-marxisme” banede vejen for forkerte teorier, der benægter den centrale karakter af arbejderklassens kamp, støtter sig på reformer uden at fordømme det imperialistiske system, og foreslår halve løsninger som centrale i folkets kamp for frigørelse. Fremkomsten af nationale populistiske tendenser (Podemos i Spanien, Syriza i Grækenland og bolivarismen i Latinamerika osv.) markerer den endelige afslutning på denne lange proces med ideologisk og politisk degeneration.
Kulten omkring ”mangfoldighed”, de midlertidige og ukonkrete politiske linjer, nedbrydningen af de organisatoriske former ved at hylde enkeltpersoner som ledere, foragten for kollektivisme og det at erstatte den effektive deltagelse af aktivister i det politiske liv i organisationerne med afholdelse af ”primærvalg”, møder på storskærm etc. er former, som disse borgerlige strømninger har ført med sig, og som har bidraget til at adskille arbejderklassen fra dens organisationer.
Det er vigtigt nu at se på, hvordan man kan imødegå denne situation, og hvilke redskaber arbejderklassen har til rådighed for at imødegå angreb, som den i øjeblikket er dårligt forberedt på. Et af de mest relevante spørgsmål, som kommunisterne må tackle med beslutsomhed i den umiddelbare fremtid, er derfor at overvinde de alvorlige begrænsninger, der findes i den måde, arbejderklassens organisationer fungerer på. Det vil kunne gøre det muligt for arbejderklassen at gå imod de omvæltninger, der kommer, ved at forene de umiddelbare og objektive kampe, omvæltningerne kommer til at føre med sig, og til at forberede sig på en mere udviklet politisk kamp.
Blandt arbejderklassens organisationer prioriteres fagforeningerne, fordi de i øjeblikket er det vigtigste instrument, arbejderne har i de umiddelbare kampe for at forbedre deres arbejdsvilkår, eller i det mindste for at undgå, at de forringes, hvilket allerede sker.
Konsekvenserne for fagforeningerne
I Spanien påvirker revisionismens nedbrydning i høj grad fagforeningerne og fagbevægelsen, der som i alle andre lande også påvirkes af ændringerne i selve den imperialistiske produktionsproces. Jo mere centraliseret produktionsprocessen for varer og tjenesteydelser er – under kontrol af en håndfuld multinationale selskaber, hvis netværk strækker sig over hele verden, og som monopoliserer de nationale økonomier – jo mere bliver forholdet mellem de forskellige sektorer i produktionskæden uklart. Dette bidrager sammen med de fremskridt, der er sket i produktions- og distributionsprocessen, og på grund af forbedringen af teknologi-, databehandlings- og robotiseringsudviklingen, til at gøre arbejdsstyrken billigere og intensivere konkurrencen mellem arbejderne.
Alle disse og andre faktorer har alvorlige konsekvenser, såsom svækkelsen af de store klassebaserede fagforeninger og tabet af fagforeningsmedlemmer, der dog ikke er lige stort i alle sektorer. Fagforeningerne bliver i stigende grad kontrolleret af de dele af arbejderaristokratiet, som er dominerende i de store virksomheder og i den offentlige sektor. Da arbejderne her er mindre spredte, kan de lettere drage fordel af de standarder og normer, som fagforeningen kan være med til at sætte og som danner grundlag for aftaler om faglige rettigheder og ressourcer. Det er således arbejderaristokratiet, som kontrollerer fagbevægelsen, og som leder fagbevægelsens aktiviteter for at forsvare sig mod det konstante pres fra arbejdsgiverne og deres politiske repræsentanter.
Arbejdsgiverne presser hele arbejderklassen, ikke mindst i de hurtigst voksende sektorer med usikre job og i sektorer, der ikke er knyttet til produktion, ungdom, indvandrere osv.
Der er en modsætning mellem behovet for at styrke arbejderklassens fagforeninger og den faktiske organisatoriske struktur. Denne er klart koncentreret i de sektorer, der domineres af arbejderaristokratiet. Denne modsigelse har været årsag til en vedvarende kamp i flere år, en kamp man ikke hører om udadtil, men som er stigende i fagforeningerne i de store kapitalistiske økonomier.
Desuden er krisen i fagbevægelsen tæt forbundet med krisen i den politiske bevægelse i samfundet, og begge er lige dybe og i klar vækst.
Fagbevægelsen er afgørende for udviklingen af klassens enhed, især i tider som vores, når det imperialistiske oligarki udøver pres på arbejderne for at true med at skabe et enormt socialt drama i hele verden, herunder i de økonomisk mest avancerede lande. Vores klasse har distanceret sig fra sin primære organisation.
Som følge heraf har imperialismen profiteret af fagforeningernes svaghed til at forstærke deres politik. Selv de mest organiserede sektorer, som på grund af deres større koncentration kan udvikle den mest effektive faglige kamp og gradvist vinde en stærkere institutionel repræsentation, har i de seneste år lidt under de stærke angreb fra arbejdsgivernes klasse og regeringerne. Hvilket gradvist isolerer dem og adskiller dem fra resten af arbejderklassen.
De forskellige arbejdsmarkedsreformer og modreformer, koncentrationen af økonomien i en håndfuld virksomheder, ikke kun i produktionen, men også i servicesektoren, herunder den offentlige sektor, har svækket arbejdernes vigtigste organisatoriske instrument i deres daglige kamp for at sælge sin arbejdskraft så dyrt som muligt. Alt dette har forhindret en type organisation, der uddanner arbejderklassen i de vigtige opgaver og forberede de mest bevidste og militante sektorer til den politiske kamp.
Tallene taler deres tydelige sprog. I Spanien har over tre millioner arbejdere mistet deres arbejde, siden den sidste økonomiske krise begyndte i 2007, mange af dem i store industri- og finansvirksomheder. Der har været en bølge af love (og ingen af disse er blevet trukket tilbage af socialdemokraterne i PSOE), som har reduceret arbejdskraften, de sociale rettigheder og lønningerne og gjort det lettere at fyre folk.
Når der i de seneste måneder har været tale om flere job – har det været med mere usikre arbejdspladser og under meget dårligere forhold, i en sådan grad, at mere end 20 % af arbejdere i job er fattige.
Tendensen med flere job er dog allerede stoppet. I løbet af 2019 er flere reguleringer af beskæftigelsen blevet annonceret eller allerede gennemført, hvilket påvirker de store virksomheder, især i banksektoren (hvoraf over 85.000 personer under krisen mistede deres job), energi, industri og telekommunikation. En lang liste af store virksomheder, såsom Banco de Santander, Caixabank, Naturgy, Vodafone Spanien, Airbus, Cemex, Endesa, Alcoa og Ford, har annonceret fyringer og alvorlige justeringer, som i nogle tilfælde kan påvirke op til 40% af arbejderne.
I den situation fokuserer de fleste af fagbevægelsens aktiviteter kun på forhandlingerne omkring ”Loven for regulering af arbejdskraften” (ERE) for at mindske de skadelige virkninger og forbedre aftalerne for de fyrede eller de resterende arbejdere, der siden begyndelsen af krisen i 2009 har lidt under meget hårde afskedigelsesvilkår.
Offensiven mod sektorer med store virksomheder, hvor arbejderne har bedre muligheder for at forsvare sig sker ofte gennem at sprede de ansatte, også inden for samme store virksomhed, ved hjælp af outsourcing, underleverancer af tjenesteydelser og andre måder, der gør det endnu vanskeligere for arbejderne at kæmpe mod ledelsen og styrke forsøgene på kollektiv handling.
I begyndelsen af den imperialistiske globalisering skete der en udvidelse af usikre ansættelses- og arbejdsforhold og en svækkelse af arbejdernes koncentration i store virksomheder. I en parallel proces til den politiske nedbrydning i den revisionistiske lejr gennem 1980’erne og 90’erne var svaret fra mange fagforeningsgrupper at skabe fagforeninger med radikal retorik, men med forsonlig praksis. Ingen af de tidligere forsøg på at forene disse fagforeninger har været en succes. Oprettelsen af Podemos var det sidste forsøg på at oprette et fagforeningsalternativ, ”Somos CCOO” (Sammenslutningen af arbejderkomiteer).
I Spanien havde rækken af reformer, som blev gennemført med en særlig hårdhed af Felipe Gonzalez ’ socialdemokratiske regeringer i midten af 1980’erne, gennemført den usikre og lave løn, især for de unge, kvinderne, indvandrerne og dem over 50 år. Vi kan se, hvordan dette har bidraget til at fjerne fagbevægelsen og disse dele af arbejderklassen fra hinanden, grupper der vokser i antal og i forhold til den organiske sammensætning af arbejderklassen.
Den revisionistiske og småborgerlige ideologi, der er dominerende i samfundet, sætter ikke spørgsmålstegn ved den imperialistiske produktionsform, men snarere ved dens ”hovedpersoner”, som om de to ting ikke var forbundet med hinanden. De forventer en umulig virkelighed, hvor de stadigt voksende kapitalistiske modsætninger reduceres uden at eliminere systemet. Og hvor arbejderklassens situation kan styrkes i forhold til de selvsamme nationale oligarkier, der er afhængige af staten, af profit fra den fortsatte uudbytning, af at kunne kaste krisens byrder over på andre klasser, og af kampen mod deres konkurrenter i den økonomiske internationale arena.
Opgav kampen mod reformismen
Denne ideologiske proces har udviklet sig gradvist i årtier. Vi kan se, hvordan det hang sammen med samfundsudviklingen og med opgivelsen af revolutionære holdninger fra revisionisternes side, som ofte var dominerende i fagbevægelsens strukturer. Selv om modsigelserne var ved at udvikle sig, blev spændingerne i høj grad holdt inden for de store fagforeningsorganisationers egne rækker. Det var det meste af tiden en skjult konflikt, selv om den nogle gange førte til vigtige konsekvenser, såsom konflikten mellem sektorer, der havde en kritisk holdning, og hovedparten af ledelsen i Sammenslutningen af fagforeningerne (CCOO) i løbet af de sidste 20 år. Det er en konflikt, der stadig eksisterer, på trods af at de revisionistiske militante dele af arbejderaristokratiet har trukket sig fra kampen mod de reformistiske holdninger.
Denne konfrontation, som den kapitalistiske krise udvikler, intensiveres løbende, selv om den ikke kommer til udtryk på de bonede kongresgulve. Dette skyldes til dels manglen på politisk lederskab i de forskellige strømninger af klassekampen i fagforeningerne, der kan fremme holdninger og forslag, som kan lette en forening og koordination af kræfterne.
Denne konfrontation er ikke begrænset til Spanien. Også i andre lande begynder vi at se samme situation stadig tydeligere. I maj 2019 var der en debat på den franske fagforenings CGT’s kongres. Det er værd at minde om, at denne fagforening havde 2.400.000 medlemmer i 1975, og at den nu kun har lidt mere end 650.000 medlemmer. CGT’s generalsekretær, Phillippe Martinez, påpegede: ”Bevægelsen ’de gule vestes’ organisering af kvinder, pensionister og mindre virksomhedsejere og arbejdere med usikre ansættelsesforhold afspejler vores, fagforeningernes, krise.”
Der sker noget lignende i Italien, hvor den nuværende generalsekretær for den italienske hovedorganisation CGIL, Maurizio Landini, som blev valgt på kongressen i januar 2019, for to år siden påpegede følgende:
”… Alle de organisationer, der repræsenterer samfundssystemet (…) er i krise. (… ) Intet vil være det samme som før. Aldrig før har vi haft så megen usikkerhed som i dag på arbejdspladserne. Der er så megen ulighed, så meget social fragmentering, så meget konkurrence mellem mennesker. Og på den anden side, (…) der er ikke længere et klart synspunkt om arbejderklassen eller en alternativ vision af samfundet. Tværtimod er det dominerende synspunkt, at markedet og finanssektoren (…) fagbevægelsen (. . .) bør vedtage en social model som samlingspunkt (…) Fagbevægelsen bør repræsentere og forene hele arbejderklassen (…).
Denne kamp udtrykkes ofte i formelle og organisatoriske vendinger gennem at stille forslag, der tager sigte på at styrke strukturen på områder på føderalt eller regionalt plan, ved forberedelsen af overenskomstforhandlinger med virksomheden og ved at udvikle mere egnede midler til at omgruppere sektorer af den spredte arbejderklasse. Disse forslag er ofte begrænset til retoriske debatter, der bliver udvandet, bliver glemt eller ikke engang gennemføres på en koordineret måde på grund af presserende opgaver inden for fagbevægelsen selv.
Indtil nu har fagforeningerne i Spanien for at håndtere denne stadigt stigende isolation af fagforeningerne i de svageste sektorer kun udviklet en fusionsproces, ofte uden andet formål end at sikre deres egen kontrol og kontrollen over de forbund, der har fået lavet de bedste aftaler med arbejdsgiverne og regeringen i dag, såsom bank-, service-, hotel- og handelsbrancheorganisationerne. Denne proces har på den ene side medført forbedringer af kontrollen med de forskellige strukturer i fagbevægelsen med henblik på at bruge dem på en kollektiv måde, men på den anden side har den intensiveret de interne modsætninger mellem de forskellige kæmpende grupper og sektorer.
Hvis vi skal sammenfatte situationen, så medførte fremkomsten og konsolideringen af revisionismen en afpolitisering, en svækkelse af fokuseringen på målene og demoralisering af arbejderklassen. Denne situation har medført en dyb krise i fagbevægelsen med bl.a. følgende hovedkarakteristika:
- Dominansen af arbejderaristokratiet i fagbevægelsen, som anvender en defensiv taktik.
- At fagbevægelsen har opgivet de arbejdere som er hårdest ramt af den imperialistiske kapitalismes, som derfor ikke kan finde måder i fagbevægelsens strukturer til at kæmpe for deres umiddelbare interesser, og ender med at foragte fagbevægelsen.
- Krise i den nuværende fagbevægelse på grund af, at spredningen af arbejdere svækker effektiviteten af fagbevægelsens indsats og styrker virksomhedernes egen politik.
Mange fagforeningsfolk forstår denne situation og den kendsgerning, at hvis arbejderklassen ikke handler hurtigt og beslutsomt, risikerer den igen at havne i de betingelser, der eksisterede for mere end et århundrede siden, og forstår, at de lider under en yderst vanskelig økonomisk, politisk og social krisesituation, som imperialismen har skabt.
Voksende krav om løsning
Et stigende antal medlemmer og fagforeningsfolk er klar over problemets alvor og det presserende behov for at tage fat på at løse dette. Det betyder ikke nødvendigvis, at løsningen er lige om hjørnet, bl.a. fordi kommunisternes organisatoriske svaghed er ved at blive en afgørende faktor.
Vi må erkende, at der inden for den kommunistiske lejr også findes en vis mistro for de opgaver, der skal udføres, på baggrund af at fagforeningerne er institutionaliseret, at de dominerende sektorer inden for fagforeningerne udøver en rigid kontrol og ofte er kortsynede, reaktionære og brutale. En sådan mistro eksisterer blandt mange arbejdere (i sektorer, der har været mest ødelagt af systemet), der betragter fagforeningsaktivisme som ubrugelig. Visse kræfter, der kalder sig kommunister, optræder med en radikal opportunistisk holdning, forsvarer politiske holdninger, der er åbent revisionistiske og defaitistiske, og opretholder en ultra-radikal og anarkistisk holdning og fremturer med de mest tågede former for organisation.
Denne fejl påvirker også os direkte. Derfor afholdt vores parti sidste år en konference om arbejdernes bevægelse, som behandlede alle disse punkter.
En af vores nye prioriterede mål er at styrke permanente organisationer for den del af arbejderklassen, der ikke længere er dækket af ”det normale arbejdsmarked”, og samtidig er opgaven for igen at få styrket fagforeningerne særlig presserende. Man kan ikke vente på, at der vil komme bedre tider. Det er nu, at vi skal involvere os i udviklingen og konsolideringen af fagforeningssektorerne og i den igangværende politiske drøftelse i den klassebaserede fagbevægelse, netop fordi dens reformvenlige handlinger sætter dens eksistens i fare.
I Frankrig i midten af september fandt der en stor strejke sted i transportsektoren mod den reform af pensioner, som Macrons regering ønsker at påtvinge. Dette er formentlig begyndelsen på en længerevarende bølge af kampe på dette felt.
På det tidspunkt, hvor denne artikel skrives, står det ikke klart, om det i Spanien vil være muligt at danne en socialliberal regering, eller om der skal afholdes et tidligt valg i november. Uanset hvad sagen måtte være, har den magthavende regering under ledelse af Pedro Sanchez fra det spanske socialistiske Arbejderparti (PSOE) gjort det klart, at den vil ændre visse særlig hårde aspekter af sin politik, men også at den ikke vil ophæve de brutale arbejdsmarkedsreformer, der er pålagt af Partido Popular (PP) (og endnu mindre reformer godkendt af deres eget parti).
Desuden fremmer en institutionel propagandakampagne en pensionsreform, der går længere end de nedskæringer, som ledelsen af fagforeningerne CCOO og UGT godkendte i 2011, og de reformer, som Rajoy har pålagt under sin regeringstid. De kommende nedskæringer er blevet erklæret uundgåelige, også af folk fra fagtoppen.
På den politiske scene er der megen forvirring. De to vigtigste politiske kræfter, der har skiftedes til at sidde i regeringen indtil nu, har løbende gennemført planer til fordel for oligarkiet, hvilket har afviklet meget af landets industri og svækket dets økonomiske struktur til et punkt, hvor Spanien er rykket helt ned på de bageste rækker blandt OECD-landene. I lyset af muligheden for en kommende krise som den, der er på vej, får disse politiske kræfter hjælp fra nye højrekræfter, som i stigende grad søger mod fascismen for at styrke den statsmagt, der er født under overgangen fra Franco-perioden.
De forskellige revisionistiske og reformvenlige kræfter holder fast i den mest fuldstændige forvirring. De politiske programmer, de foreslår, har et fælles træk: De sætter ikke spørgsmålstegn ved det imperialistiske system, aftalen om den monarkistiske stat med den blok, som den tilhører, statsmagten selv. Det har betydet en konstant forværring af den økonomiske og politiske situation og gør det fortsat.
Krisen vil fortsætte med at skærpe modsigelserne til et ekstremt punkt. Dette er blevet sagt tydeligt igen og igen. De problemer, som de folkelige klasser og især de spanske arbejdere står over for, forværres. Før eller senere vil dette medføre en radikalisering af det politiske liv og af kampen.
Opbygningen af enhed
Som kommunister skal vi uden tøven udvikle den folkelige enhed. De mest bevidste elementer i arbejderklassen er begyndt at indse, hvad der er på spil, på trods af nutidens følelse af svaghed, der spiller en negativ rolle, som gør det yderst vanskeligt at tage effektive skridt i den retning. Vi skal fortsætte opgaven med at etablere en forenet alternativ taktik.
Erfaringerne fra de sidste par år har lært os, at hvis de afgørende kendetegn i den folkelige modstand og behovet for at føre den igennem til at bryde med systemet ignoreres før selve kampen, vil det eneste resultat blive nederlag. De betingelser, der eksisterer idag fremmer opsplitningen af befolkningen.
Det gælder også på fagforeningsfronten. Kampen for at genoplive fagforeningerne, for at genskabe deres rolle som nyttige værktøjer til at udvikle hele arbejderklassen, er en opgave for alle sektorer.
De, der tror, at de kan redde sig selv fra den imperialistiske offensiv uden at regne med resten af arbejderklassen, er dømt til at mislykkes.
Opbygningen af enhed med klarhed og styrke, styrkelse af fagforeningerne som vigtigste instrument til forsvaret af vores klasse er presserende opgaver, som vi har som kommunister.
Oversat fra Unity & Struggle nr. 39, oktober 2019