For nogle politiske kræfter er et en gåde, hvilken samfundsform Kina har. Er det socialistisk eller kapitalistisk? Befinder det sig i en overgangsfase fra socialisme til kapitalisme? Var det engang socialistisk, men har gennemgået en kapitalistisk genrejsning siden slutningen af 1970’erne? Eller er det “markedssocialisme” eller “statskapitalisme” i sin nuværende form?
Denne artikel (som vi bringer nogle uddrag fra her, red. anmærkning) forsøger at løse denne “kinesiske gåde” baseret på den kinesiske arbejderklasses erfaringer siden dens opståen.
Den moderne arbejderklasse i Kina vokser frem
Der fandtes en lille arbejderklasse i Kina allerede inden folkerevolutionen og befrielsen i 1949 … Samtidig er det også indlysende, at den moderne arbejderklasse ikke kan betragtes uafhængigt af den moderne industrielle udvikling. I første halvdel af det 20. århundrede var Kina et tilbagestående industriland, der blev kontrolleret af USA, Storbritannien, Japan og andre imperialistiske magter. … Et land med omkring 550 millioner mennesker, hvor langt størstedelen (groft anslået 400-450 millioner) boede på landet, hvor feudale produktionsforhold og dermed feudale ejendomsformer og klassemodsætninger herskede.([4])
Den økonomiske udvikling bestemte naturligvis hovedopgaverne for revolutionen i 1949, som erobrede et halvfeudalt, halvkolonialt land. Men … kort sagt fandt nationaliseringen ikke sted på et socialistisk grundlag, og det var netop derfor, at udviklingen af den private ejendom og dens forskellige former var i modstrid med arbejderklassens interesser.
Det ændrer naturligvis ikke ved, at der blev igangsat en enorm industrialiseringsproces på baggrund af den første femårsplan. … Med denne grad af industrialisering er udviklingen af den moderne arbejderklasse uundgåelig. … Ved udgangen af den første femårsplan var 9 millioner (37 %) af de 24,5 millioner arbejdere industriarbejdere.([11])
… Den kinesiske arbejderklasse og de andre produktive kræfter oplevede en kraftig stigning i deres andel af den lønmodtagende befolkning i løbet af den første femårsplan. På baggrund af de enorme industriprojekter, der blev gennemført, kan man sige, at arbejderne i jern- og stålindustrien, byggemaskiner, elektriske maskiner, kedel- og motorfabrikker, varme- og vandkraftværker og kulminer udgjorde kernen i den moderne arbejderklasse i Kina.
… Under Maos ledelse var det en fremherskende idé i Kinas Kommunistiske Parti, KKP, at investeringerne i sværindustrien (og dermed i produktionen af produktionsmidler) skulle reduceres til fordel for landbruget og den lette industri, der var afhængig af landbruget. Det blev endda hævdet, at landbruget var grundlaget for økonomien, hvilket repræsenterede en tilbagevenden til den politiske økonomi før marxismen-leninismen.([14]) Bortset fra de interne partistridigheder udgjorde dette rammen for hele industri- og landbrugspolitikken i den anden femårsplan.
Den politik, der blev ført i praksis fra dette tidspunkt, var langt fra at realisere den socialistiske opbygning, som KKP, der var domineret af fraktionskampe, hævdede. I stedet lagde en decentraliseringspolitik grunden til, at markedsforholdene kunne blomstre fra land til by, fra landbrug til industri, og gradvist udvide sig på en måde, der underminerede den centraliserede plan. Alle “aktioner” mod det påståede bureaukrati, herunder Det Store Spring Fremad og Kulturrevolutionen, førte til en ny bureaukratisering.
Fri markedsøkonomi og åbning for internationale monopoler:
forandring af landarbejderklassen
… I perioden omkring 1978 blev ikke kun ekspansionen, men også de kapitalistiske produktionsforholds herredømme organiseret og konsolideret af staten under KKP’s ledelse. En række “reformer” blev gennemført både på landet og i byerne, hvilket betød kommercialisering af begge områder.
Den mest kendte af disse er uden tvivl afkollektiviseringsprocessen af landbrugsproduktionen. … I 1980’erne, da kommunerne, som var sammenslutningen af privat gruppeejendom, gradvist blev afskaffet, ophørte det kapitalistiske statsmonopol på handel med landbrugsprodukter. Husholdninger, som havde købt og solgt på grundlag af kontrakter med staten, kunne nu udbyde deres produkter på markedet. Alle private ejendomsrettigheder, som f.eks. retten til at udleje, sælge eller arve jord, blev formelt anerkendt i dette årti. Midlertidig arbejdskraft opstod, og antallet af lønnede arbejdere i landbruget steg støt.([15])
På landet, hvor 80 procent af den samlede befolkning (790 millioner) stadig boede i 1980’erne, var en yderligere konsekvens af kommercialiseringen af landbrugsproduktionen væksten i overbefolkning. Disse arbejdere kunne dog ikke migrere massivt fra landet til byerne på grund af folkeregistreringssystemet (hukou).[17] Som følge heraf blev flere millioner mennesker tilgængelige som arbejdskraft for kapitalistisk industrialisering.
Den hurtige udvikling af den kapitalistiske industrialisering på landet førte naturligvis til en hurtig proletariseringsproces. Mens antallet af arbejdere i disse små og mellemstore vareproducerende virksomheder i 1978 kun var lidt over 28 millioner, var der i 1996, som betragtes som kommune- og landsbyvirksomhedernes gyldne år, 135 millioner arbejdere i 23,4 millioner virksomheder. Det betyder, at hver femte arbejder i hele landet og hver tredje arbejder på landet var ansat i disse sweatshops, hvis andel af eksporten nåede op på 33,7 procent.
Mod slutningen af 1990’erne blev nogle af disse virksomheder, hvis status som “offentlig ejendom” kun var en kransekagefigur, direkte privatiseret, og nogle blev socialiseret, hvilket gjorde en ende på det mirakel af virksomheder i lokalsamfund og landsbyer, som havde udfyldt sin funktion. Millioner af migranter, der blev overflødiggjort af denne udvikling, strømmede til byerne og de udenlandsk ejede fabrikker i kystområderne.
Det var også på dette tidspunkt, at udnyttelsen af arbejdskraft blev åbnet for udenlandsk kapital i de “særlige økonomiske zoner”, der blev etableret i de kinesiske kystområder. Østasiatiske kapitalister, som fik ret til at etablere fabrikker, og som for det meste var leverandører til monopoler i Vesteuropa og USA, bragte deres produktionsmidler og teknologi til disse zoner og fik dermed den billigste arbejdskraft i verden.
… I 2000’erne havde en fuldstændig besiddelsesløs, billig og uorganiseret arbejderklasse etableret sig i disse regioner. Levevilkårene i disse produktionskomplekser, hvor kun arbejderne havde adgang, er kun blevet afsløret ved store katastrofer, der er gået over i den kinesiske arbejderklasses historie som tragedier.
Privatisering og korporativisering:
forvandlingen af byernes arbejderklasse
Omdannelsen af de statsejede virksomheder, som udgjorde kernen i den industrielle aktivitet i de større byer, foregik på en lignende, men langsommere måde. … Det kommercielle system kendt som “kontraktansvars-systemet” blev indført i 80 % af de store og mellemstore statsejede virksomheder i slutningen af 1987 og udvidet til at omfatte alle statsejede virksomheder i 1993.[24] Selvom KKP’s ledelse omtaler disse skridt som “diversificering af ejerskabsformer”, er “statsejerskabet” af disse virksomheder rent juridisk og formelt. Værdiloven gælder, og udnyttelse af merværdi finder sted. Virksomhedslederne, for det meste partikadrer, har privat ejendomsret til produktionsmidlerne.
Protesterne, der brød ud på Den Himmelske Freds Plads i Beijing i april 1989 og spredte sig til 400 byer over hele landet i maj, var en reaktion på denne ændring. Det rapporteres, at Beijing næsten blev forvandlet til en arbejderkontrolleret by i løbet af den halvanden måned lange opstand.([25]) På den ene side fortsatte studentermarcherne mod korruption og bureaukrati, og på den anden side gik arbejderne i grupper ud på pladserne for at protestere mod inflation, stigende produktionspres og dårlig behandling, især på arbejdspladsen. Det var første gang, at ideen om, at arbejdere skulle organisere sig uafhængigt af den officielle fagforening, var blevet diskuteret i så stort omfang. Men som i mange andre tilfælde blev disse forsøg slået tilbage af statsapparatets undertrykkelse, som i Tianmen-episoderne. Dette banede vejen for markedsgørelse.
… I 2000’erne blev små og mellemstore virksomheder omdannet til aktiebaserede kooperativer, offentlige aktier blev hurtigt sat til salg, og processen med at overføre dem til indenlandske og udenlandske kapitalister blev afsluttet.([26]) Med “selskabsloven”, der blev vedtaget i 1993, blev store statsejede virksomheder organiseret som aktieselskaber. Overdragelsen af aktier i disse virksomheder til indenlandske og udenlandske kapitalister begyndte i 2000’erne. Det numeriske udtryk for det dramatiske fald i de statsejede industrivirksomheders andel af alle industrivirksomheder (fra 24,1 procent i 1978 til 0,8 procent i 1998) peger faktisk på, at de er ved at forsvinde.([27])
Privatiseringens formel er udtrykt i sloganet “nedskæring af arbejdskraft for at øge produktiviteten“. KKP’s ledelse har fra starten åbent erklæret, at det ville risikere “annekteringer, standardkonkurser, afskedigelser af arbejdere for at forbedre effektiviteten” for at “samle store grupper af multiregionale, multisektorielle, multi-ejerskabs- og multinationale virksomheder med relativt stærk konkurrenceevne ved at bruge kapital som bindemiddel gennem markedet“.([28]) Det er derfor indiskutabelt, at de ansatte i statslige virksomheder, hvis antal var 75 millioner i begyndelsen af reformen (78 procent af beskæftigelsen i byerne, ca. 19 procent af den samlede beskæftigelse) og steg til over 100 millioner i 1990’erne, men faldt til 64 millioner i 2007 (21,9 procent af beskæftigelsen i byerne, 8,3 procent af den samlede beskæftigelse) som følge af privatiseringen fra slutningen af 1990’erne, er lønslaver.[29]
Juridiske rammer for det nye arbejdsmarked
… Fagforeningsbureaukraterne, hvoraf mange sidder i virksomhedsbestyrelser og dermed tjener på virksomheden, fungerer som kapitalistiske entreprenører, når det gælder produktion for profit, og deltager som “fagforeningsfolk” i forhandlinger mellem arbejdskraft og kapital, når det gælder fastsættelse af arbejdernes lønninger. I denne sammenhæng har arbejderne ikke på noget tidspunkt i historien fået lov til at danne deres egne uafhængige fagforeninger …
I samme periode begyndte statsejede virksomheder at ansætte “midlertidige” medarbejdere og erstatte ældre medarbejdere med livslang ansættelsesgaranti med unge kontraktansatte, hvilket underminerede beskæftigelsen og jobsikkerheden. I 1994, da den nye lov blev vedtaget, var andelen af kontraktansatte i statsejede virksomheder steget til 26,2 %. Den nye lov generaliserede den nye kontrakt, så den dækkede næsten 90 % af arbejderne i alle virksomheder.([32]) …
Arbejdsloven, som trådte i kraft den 1. januar 1995, definerede et “ansættelsesforhold” baseret på en skriftlig kontrakt mellem arbejdstager og arbejdsgiver på en måde, som udelukkede migrantarbejdere, industri- og handelsarbejdere på landet, offentligt ansatte, hushjælp, erhvervsstuderende, kontraktansatte og pensionister. Dette påvirkede således størstedelen af den kinesiske arbejdsstyrke, der arbejdede i de arbejdskraftintensive, eksportorienterede produktions-, bygge- og servicesektorer i 1990’erne og 2000’erne. … Selvom KKP og den kinesiske regering forsøgte at bremse den stigende uro på arbejdsmarkedet i 2007 med “loven om arbejdskontrakter” og den nye voldgiftslov, har intet ændret sig i sagens kerne.[34] Faktisk viser den syttendobbelte stigning i antallet af sager, der er bragt for voldgiftsretten i de tyve år fra 1996 til 2016 (fra 48.121 til 828.410 sager), at et betydeligt antal arbejdere ikke har opgivet denne vej.
Som man kan se, sigter arbejdsmarkedsreglerne mod at skabe et frit arbejdsmarked, der løber parallelt med udviklingen og konsolideringen af frie markedsrelationer i produktionen. På landet er det de små virksomheder, der beskæftiger sig med produktion af landbrugsarbejde og letindustri (forbrugsvarer); i kystområderne er det de særlige økonomiske zoner, hvor der etableres fabrikker finansieret af udenlandsk kapital, som tiltrækker den overskydende arbejdskraft fra landdistrikterne (interne migranter); i byen er det privatiseringen/korporatiseringen af statslige virksomheder, den parallelle etablering af indenlandske/udenlandske industrivirksomheder; og de tjenesteydelser, der udvikles i forbindelse med alle disse. Det er disse hovedelementer, der udgør den gigantiske arbejderklasse i det kapitalistiske Kina.
Arbejderbevægelsens udvikling fra 1990’erne til i dag
… I byen Daqing i Heilongjiang-provinsen iværksatte 50.000 oliearbejdere i 2002 en storstilet protest i byen og forsøgte at danne en uafhængig organisation ved navn Fagforeningen for afskedigede arbejdere i Daqing provinsen, Daqing Provincial Dismissed Workers’ Union, som var i stand til at udvide sin indflydelse først til provinsniveau og derefter opmuntre oliearbejdere i andre provinser til at organisere solidaritetsstrejker og -aktioner.([38]) Samme år i Liaoning-provinsen indledte 3.000 ferrolegeringsarbejdere en strejke, som spredte sig til 20 fabrikker i provinsen i løbet af en uge og involverede 30.000 arbejdere. De var vrede over mange års forgæves søgsmål. En strejke, der i løbet af en uge spredte sig til 20 fabrikker i provinsen og involverede 30.000 arbejdere.([39]) Strejken i 2007 på Yantian International Container Terminal i Shenzhen, en af verdens travleste havne for kapitalintensive industrier, er lærerig for kampen for fagforeningsrepræsentation og overenskomstforhandlinger. Denne kamp, der blev ført af erfarne kranførere, resulterede i det vigtige resultat af et “årligt kollektivt forhandlingssystem på virksomhedsniveau”. Kontinuiteten i denne erfaring, som af mange arbejdsmarkedsforskere betragtes som et eksempel på “fagforeningsarbejde på arbejdspladsen” under kinesiske forhold, viser sig ved, at det i 2013 igen lykkedes for kranførerne at gå i strejke, denne gang med krav om lønforhøjelse.
Blandt landarbejdere i de særlige økonomiske zoner var strejker i udenlandsk ejede virksomheder af stor betydning. I Perleflodsdeltaet, en af de sydlige kystregioner, var der en spontan bølge af strejker i foråret 1993. Arbejdsnedlæggelsen – en de facto strejke – blandt arbejderne på en japanskejet Canon-fabrik på grund af lønstigninger under inflationen, obligatorisk overarbejde, umenneskelige arbejdsforhold samt mad- og boligproblemer spredte sig hurtigt til andre japanske, taiwanske og Hongkong-baserede fabrikker og udløste tolv strejker i træk, hvoraf halvdelen omfattede hele arbejdsstyrken.[41] Men takket være regeringens beroligende indgriben ebbede de ud uden at opnå nævneværdige resultater. Det faktum, at arbejdsstyrken i disse regioner består af migranter fra landdistrikterne, hvoraf mange er uorganiserede arbejdere fra byerne – omend med en kooperativ ledelse – har også spillet en vigtig rolle.
… Yue Yuen-strejken i 2014 er et af vendepunkterne i denne sammenhæng. Den taiwansk-ejede virksomhed, som leverer til monopoler som Nike, Adidas, Reebok, Puma, Asics, Under Armour, New Balance og Timberland, er den største skoproducent i branchen med en andel på 20 procent af det globale marked. Denne størrelse er dog ikke fri for truslen om konkurrence. Mens virksomheden beskæftigede 100.000 medarbejdere i 2000’erne, blev 40.000 medarbejdere afskediget før 2014 som en del af en næsten hidtil uset bølge af afskedigelser, da strejken endelig brød ud i 2014 på grund af omkostningspres. Lønnen blev også reduceret til det halve af landsgennemsnittet.
På baggrund af erfaringerne med individuelle arbejdsnedlæggelser i denne periode blev der i 2014 gennemført en organiseret strejke med 43.000 af de 60.000 arbejdere. Selvom virksomheden gav delvise indrømmelser til arbejdere, som indså, at deres pensionsbidrag ikke var blevet indbetalt fuldt ud, insisterede de bevidste arbejdere på en ny kollektiv overenskomst og selvvalgte fagforeningsudvalg på virksomhedsniveau, som det var tilfældet i alle større strejker i denne periode. Men den splittelse, der blev skabt af delvise sejre som lønforbedringer og sociale rettigheder som børnepasning, sundhed, uddannelse osv., svækkede viljen til at tage kampen et skridt videre. Bortset fra dette anses Yue Yuen-strejken for at være det første tilfælde i det kinesiske arbejderklasses kamphistorie, hvor migrantarbejdere beskæftigede sig med pensions- og socialsikringsbetalinger, og den største kollektive aktion i en enkelt virksomhed. ([52])
Arbejderklassens relative tilbagetrækning kan også tilskrives det faktum, at andre lande med lavere lønninger (såsom Indien) har tilsluttet sig konkurrencen om udenlandsk kapital.[53]Samtidig er Kinas såkaldte “økonomiske mirakel” bremset op. Plaget af fabrikslukninger og produktionsnedskæringer har Xi-regeringen planlagt en række fyringer, herunder meddelelsen om, at 1,8 millioner stål- og kularbejdere skal afskediges, hvilket svarer til 15 procent af beskæftigelsen her. I 2016 reagerede den kinesiske arbejderklasse straks med en ny bølge af strejker anført af minearbejdere og jern- og stålarbejdere. Disse strejker, som hurtigt blev slået ned, indvarslede også flere års stagnation i arbejderbevægelsen.
… Når der opstod konflikter, blev ledende arbejdere arresteret. Jasic-aktionerne begyndte med uorganiserede og spontane taler af arbejdere ved døren til den politistation, hvor deres venner blev tilbageholdt, hvilket mindede mere om civil ulydighed end en massedemonstration, og udviklede sig gradvist til marcher, hvor arbejderne gik med bannere med teksten “Det er ikke en forbrydelse at danne en fagforening“. Disse protester, som blev mødt med vold fra ordensmagtens side, blev hurtigt en national affære med voksende støtte fra studerende, som organiserede sig i marxistiske læsegrupper på universiteterne under sloganet “Dagens studerende er morgendagens arbejdere“.
Selv om omfanget af denne udvikling ikke kan sammenlignes, er den bemærkelsesværdig som et af de første eksempler på solidaritet mellem arbejdere, studerende og intellektuelle i landets historie siden Tianmen-episoderne i 1989.
Afkodning af “gåden”
Jasic-protesterne udviklede sig ikke til eller udløste en bølge, en bevægelse. Det var snarere Covid-pandemien, der brød ud umiddelbart efter, som forsinkede en sådan bevægelse i Kina, ligesom i mange andre dele af verden. Efter en storstilet arbejdskonflikt på Foxconn-fabrikken i Zhengzhou i 2022 var der sidste år en bølge af strejker for første gang siden 2016. … Virkningen af nedlæggelsen og flytningen af fabrikker er ubestridelig. I forsøget på at finde måder at afskedige arbejdere på uden kompensation pålægger kapitalisterne lønninger, der nogle steder er 80-90 procent af mindstelønnen. På den anden side fortsætter selvmordsforsøgene ved siden af arbejdsnedlæggelser, demonstrationer, sit-ins, blokader foran fabriksindgange og konfiskering af maskiner.
Det er uomtvisteligt, at den kinesiske arbejderklasse har akkumuleret en enorm mængde kampe mod de nationale og internationale kapitalister siden sin grundlæggelse. Indtil videre har de kampe, der er fortsat i en eller anden form på arbejdspladsniveau, været i stand til at blive til bølger, der bryder ud hvert sjette eller syvende år, men der er ikke opnået nogen varig organisering på regionalt og nationalt niveau. De to største forhindringer for dette er uden tvivl manglen på en uafhængig politisk klasseorganisation mod borgerskabet, samt eksistensen af et fagforeningsbureaukrati, der er integreret i den kapitalistiske stat i en grad, som sjældent er tilfældet i andre lande. Hele erfaringen har vist, at set fra den kinesiske arbejderklasses synspunkt er den kinesiske økonomi og den kinesiske stats særegenheder ikke en “gåde”. De føler helt ind i hjertet den ekstreme udnyttelse, som forsøges skjult bag facaden af “statsejendom” og/eller “offentlig ejendom”.
Uddrag oversat fra artikel i EMEP’s teoretiske magasin ”Teori ve Eylem” (Tyrkiet), nummer 65
[1] Walder, A. G. (1984) “Remaking of the Chinese Working Class, 1949-1981”, Modern China, Vol. 10, No. 1, s. 3.
[4] The Office of National Statistics, Ten Great Years, s. 10.
[14] I Maos optik er landbruget det økonomiske fundament, som den lette industri og senere den tunge industri vil udvikle sig på. Mao, Z. (1957)[1993] “On the Correct Handling of Contradictions among the People”, Selected Works: Volume 5, Source Publications, Istanbul, s. 455.
[15] Hart-Landsherg, M. og P. Hurkett (2006) China and Socialism, trans. E. Balıkçı, Kalkedon Publishing, Istanbul, s. 59.
[17] Under hukou-systemet, som blev indført i 1950’erne, kunne en person ikke lovligt arbejde uden for den landsby, hvor han eller hun var registreret, og havde ikke ret til uddannelse, sundhed og andre sociale rettigheder.
[24] Gökten, Alter, s. 238.
[25] Zhang, Y. (2022) “Workers in Tianmen Square”, i Proletarian China, s. 498.
[26] Gökten, Alter, s. 244-246.
[27] Gökten, Alter, s. 251
[28] Hurst, W. (2022) “The Fifteenth Party Congress and Mass Layoffs in State-Owned Enterprises”, i Proletarian China, s. 547.
[29] Gökten, Alter, s. 301.
[30] Chan, J. (2021), “Worker Organising in China: Challenges and Opportunities”, i Workers’ Inquiry and Global Class Struggle: Strategies, Tactics, Objectives, Robert Ovetz (red.), Pluto Press, London, s. 200.
[32] Gökten, Alter, s. 308.
[34] En grov, men realistisk beregning antyder, at dette antal filer dækker over mere end en million medarbejdere. I 1996 oversteg dette antal ikke 50.000 medarbejdere (Chan, Alter, s. 203).
[38] Landsherg og Hurkett, Age, s. 121-122
[39] Lee, Alter, s. 561; Landsherg og Hurkett, Alter, s. 122.
[41] Ren, China on Strike, s. 25.
[52] Blecher, M. (2022) “The Yue-Yuen Strike”, i Proletarian China, s. 664-673.
[53] Et vigtigt eksempel er flytningen af Apples forsyningskæder fra Kina til Indien.