Den reaktionære borgerkrig i Øvre Volta, kendt som Burkina Faso, har forårsaget et stort politisk skift i den nationale politiske situation. Denne krig udgør en vigtig politisk hindring på revolutionens vej. Den sætter den på prøve, udfordrer alle klasser og sociale lag og deres politiske og sociale organisationer i landet.
Det er nødvendigt for Voltas Revolutionære Kommunistiske Parti (PCRV) at analysere denne krig korrekt såvel som den internationale, regionale og nationale kontekst for dens fremkomst for klart at kunne fastslå:
Hvad er dens natur, og hvad er dens egenskaber?
Hvem er dens aktører, og hvad er målene for hver af dem?
Hvad er de mulige resultater?
Dette er absolut nødvendigt for en korrekt definition af partiets strategiske orientering og de specifikke opgaver, det skal udføre. Kun på denne måde vil partiet være i stand til at mobilisere, orientere, organisere og lede arbejderklassen og folket i kampen mod den reaktionære borgerkrig og bane vejen for revolution og omdanne den til en revolutionær krig.
I denne artikel begrænser vi os primært til den vestafrikanske regionale kontekst af den reaktionære borgerkrig.
Den reaktionære krig, som er pålagt folkene i regionen: dens karakteristiske træk, dens aktører og deres mål, dens særlige forskellige lande i regionen
Den krig, der udvikler sig i den vestafrikanske region, er en uretfærdig krig, en reaktionær borgerkrig.
Ifølge Carl von Clausewitz er krig altid en fortsættelse af politik med voldelige midler. Hvilken politik er den nuværende krig i regionen en fortsættelse af? Ved at besvare dette spørgsmål korrekt giver det os mulighed for klart at bestemme arten og karakteren af denne krig.
Det er en aggressionspolitik vendt mod befolkningerne og landene i Sahel-Sahara-regionen (Burkina Faso, Mali, Niger, Tchad osv.) fra imperialismens side, især den franske imperialisme og dens lokale allierede, fra væbnede terrorgrupper og deres lokale støtter. Dens mål er at besætte lande, at udnytte og undertrykke folkene, at plyndre de pågældende landes ressourcer.
Derfor er denne krig, som påtvinger folk og lande reaktionær vold, en reaktionær borgerkrig.
Denne uretfærdige krig har alvorlige økonomiske, politiske, humanitære, sociale, moralske og psykologiske konsekvenser. Det truer selve eksistensen af lande og skaber et stort politisk vendepunkt i deres udvikling.
Denne krig har en tværnational karakter. Væbnede terrorgrupper handler på begge sider af statsgrænserne. Den har en international karakter: Den imperialistiske koalition under ledelse af den franske imperialisme er en vigtig aktør i denne krig. Terrorgrupperne har også international støtte og samarbejder med store smuglere fra Afrika, Asien, Latinamerika og Europa (narkotika, cigaretter, våben og forskellige militære materialer osv.).
Hovedaktørerne i denne reaktionære borgerkrig og deres mål
De væbnede terrorgrupper – hvis komplekse historie består af splittelser, fusioner og alliancer – der i øjeblikket opererer i regionen, er: Islamisk Stat i Stor-Sahara (EIGS), Gruppen til støtte for islam og muslimer (GSIM) og Boko Haram. Disse væbnede terrorgrupper har udnyttet fiaskoen for de neokoloniale stater, der ikke har været i stand til at spille deres ”kongelige” rolle, men skabt sociale brud (nationale kriser, samfundskriser osv.), og Libyens kollaps til at etablere sig i landene.
De vigtigste mål, de sigter mod, er følgende:
På det politiske plan: omstyrtelsen af de eksisterende magter og oprettelsen af islamiske stater. Besættelsen af hele Sahel-Sahara-området og udvidelsen mod de kystlande, hvor de allerede findes. Angrebet mod de vestlige magters interesser og deres civilisationsværdier, skolen, symbolet på deres kulturelle dominans.
På det ideologiske plan: tvungen islamisering af befolkninger (herunder med våbenmagt). Indførelse af salafistisk islam betragtes som et samlende element. Angreb på traditionelle religioner, kristendom og flerguderi, kommer især fra de islamiske broderskaber. Hvilket betyder angreb på skoler og vestlig uddannelse.
På det økonomiske plan skal oprettelsen af økonomier under deres kontrol til:
– At udnytte naturressourcer, især guld.
– At kontrollere trafikruter og berige sig selv gennem handel (narkotika, cigaretter, guld, brændstof, våben osv.).
– At tage nationale og vestlige gidsler for at indsamle løsepenge.
– At plyndre fra befolkningen i de besatte zoner – mad og husdyr m.v.
– At etablere en krigsøkonomi af mafiakarakter med deltagelse af borgerskabet, forretningsfolk og uærlige og korrupte lokalpolitikere.
Imperialismen, hovedsagelig fransk, deltager under påskud af kampen mod terrorisme og opfordringen til hjælp fra de reaktionære magter aktivt i krigen i virkeligheden for:
- At styrke sin politiske og militære dominans i regionen.
- At forsvare sine økonomiske, geopolitiske og geostrategiske interesser inden for rammerne af omfordelingskampen i verden.
Den franske imperialisme er under tilbagegang blevet tvunget til at ty til en koalition med den amerikanske imperialisme og EU for at få støtte modsætte sig Kinas, Ruslands og Tyrkiets indtrængen i det, den anser for at være dens territorium og indflydelseszone.
De imperialistiske magter, især Frankrig, har mistænkelige forbindelser og samarbejde med væbnede terrorgrupper, som det fremgår af deres holdning til tilstedeværelsen af disse væbnede terrorgrupper i det nordlige Mali (Kidal), hvorfra de har spredt sig.
Alle disse kendsgerninger gør den situation, der er skabt af udviklingen af den reaktionære borgerkrig, meget kompleks. Denne kompleksitet forstærkes også af de særlige forhold, der gør sig gældende for situationen i hvert land, og som er knyttet til hvert lands politiske, sociokulturelle, socioøkonomiske og bosættelsesmæssige historie (politisk ustabilitet, militærkup, ikke-jihadistiske væbnede oprør, nationale kriser og samfundskriser med sammenstød mellem ikke-jihadistiske væbnede grupper osv.).
Udviklingen af den reaktionære borgerkrig på nuværende tidspunkt viser tydeligt, at imperialismen, især den franske imperialisme, og dens lokale allierede befinder sig i en strategisk blindgyde, hvilket franske politiske og militære strateger erkender. Dette er forbundet med en mangfoldighed af faktorer, politiske og diplomatiske, militære (logistik, efterretning, arten af og operationel kapacitet hos de væbnede styrker i landene i regionen, der betragtes som hjælpetropper for Frankrig og ikke har nogen strategisk autonomi, fallerede og korrupte magter, der betragtes som uduelige af Macron osv.). Væbnede terrorgrupper udnytter denne situation og fordobler deres aggressive angreb mod udenlandske tropper, lokale sikkerhedsstyrker, civilbefolkninger og symboler på den neokoloniale administration.
Franske politiske og militære strateger mener, at det vil tage mindst et årti at “militært reducere terrorismens hårde kerne”, i det mindste nok til at forhindre den i at destabilisere andre stater, og samtidig afskrække sympatisører og ubeslutsomme fra at slutte sig til den. De udelukker enhver militær sejr mod de væbnede jihadistgrupper og indskriver således den reaktionære borgerkrig til at vare i lang tid.
Det er derfor illusorisk for folkene at regne med, at imperialisterne, deres lokale allierede, deres strateger og militær vil besejre de væbnede jihadistiske grupper og sætte en stopper for den reaktionære borgerkrig.
Befolkningerne i regionen, som lider under de skadelige konsekvenser af den reaktionære borgerkrig (massakrer, plyndringer, fordrivelse fra deres jord, produktionsforbud, lukning af skoler og fratagelse af grundlæggende sociale ydelser, humanitær krise med millioner af internt fordrevne og flygtninge osv.), begynder at blive opmærksomme på det og organisere sig for at bekæmpe det.
- De fordømmer i stigende grad imperialismen, især den franske imperialisme, og kræver udenlandske troppers afgang.
- De organiserer magtfulde demonstrationer med krav til magthavere om sikkerhed for personer og ejendom og sikring af landet.
- Nogle steder søger de at organisere sig autonomt og bevæbne sig for at tage deres skæbne og deres sikkerhed i egne hænder og for en reel ændring til deres fordel.
Dette er en god udviklingstendens på det folkelige niveau, som revolutionære og kommunister må tage hensyn til for:
- At hjælpe folkene til bedre at forstå de virkelige interesser i den reaktionære borgerkrig og til at afvise enhver illusion om at stole på visse imperialister til at bekæmpe andre.
- At hjælpe modningen af de subjektive forhold, der gør det muligt bedre at organisere folkene og give dem de revolutionære retningslinjer, der er uundværlige for at omdanne den reaktionære borgerkrig til en revolutionær krig for revolutionens sejr.
Oversat fra Unity & Struggle nr. 45, 2022
Udgivet af CIPOML, Den internationale konference af marxistisk-leninistiske partier og organisationer