Toppen i den danske fagbevægelse har uden at gøre det store væsen af sig set på, at skiftende regeringer på rekordtid har smidt alle arbejderklasens store og små sejre på gulvet. Det velfærdssamfund, man roste sig af i 70’erne, er borte. Selv de sidste rester af dagpenge og folkepension, skattefinansieret uddannelse og sundhed og retten til et sted at bo er under pres.
Forbundsbosserne tænker alene på at spille rollen borgerskabets lydige vagthund, statsmagtens garant for fred og fordragelighed på det danske arbejdsmarked. Og de har vel tænkt, at bare de spillede den rolle dygtigt nok, så var deres positioner sikret. Men en masse faktorer har også sat denne del af den danske model under pres. De neoliberale ønsker sig et arbejdsmarked helt uden regler, og EU ønsker sig fælleseuropæisk lovgivning i stedet for overenskomster.
Fra arbejdspladser er der til gengæld et stadig voksende krav om, at fagbevægelsen skal løfte sig op fra sin tornerosesøvn og reelt gå ind i kampen mod stigende ulighed og eskalerende lønforskelle og det konstant voksende tempo på arbejdspladserne.
Blot et enkelt eksempel på, at erhvervstoppen i Danmark suger penge til sig som aldrig før: Direktøren hos Carlsberg, Cees ’t Hart, landede i 2018 en lønpakke på 52,5 mio. kr.! Det er omkring 200 gange mere end den gennemsnitlige bryggeriarbejder på gulvet. Klassekampen om fordelingen af samfundets rigdom kan knap illustreres bedre. Én person rager det samme til sig som 100 familier.
I mange andre virksomheder bliver direktionen ligeledes forgyldt, mens de ansatte hele tiden bliver bedt om at spænde livremmen og må se deres arbejdspladser forsvinde ud af landet.
Dalende medlemstal
Den danske fagbevægelse, især inden for det private område, har de seneste årtier oplevet en sivning af eksisterende medlemmer og har samtidig haft svært ved at overbevise nye generationer om at betale kontingent, kort sagt svinder den så højt berømmede danske organisationsprocent og dermed fagbevægelsens fundament.
I kulissen ønsker EU, at overenskomsterne erstattes med lovgivning, og at arbejdsmarkeds-pensionskasserne privatiseres. Og det ønske kan forvandle sig til et krav, som store dele af Folketinget vil være glad for at effektuere. I første omgang har regeringen jo allerede sat en lovgivning i stedet for en forhandlet arbejdstidsaftale med lærerne, og man er begyndt at kræve af selv bistandsmodtagere, at de betaler til en pensionsopsparing, og senest foreslog Lars Løkke, at man kunne sikre minimumslønninger for ufaglærte områder ved hjælp af lovgivning.
- I Danmark var den samlede organisationsprocent ved årsskiftet til 2012 67,3 procent eller 1.776.000 aktive medlemmer. LO mistede i løbet af 2011 45.000 medlemmer, mens FTF og AC næsten havde et uændret antal medlemmer.
- Den nye samling i Fagbevægelsens Hovedorganisation angiver selv, at de i 2019 har 79 medlemsorganisationer med samlet 1,4 mio. medlemmer.
- Det samlede antal beskæftigede i Danmark opgives til 2,7 mio. Omkring ti procent er i en ledende stilling. Derudover er der ca. 150.000 arbejdsløse eller i en eller anden form for aktivering.
- Det samlede antal mennesker mellem 18 og 65 år med bopæl i Danmark er ca. 3,7 mio. Omkring 400.000 af disse er ikke danske statsborgere.
Fagbevægelsens vigende styrke kan ikke alene forklares ud fra spørgsmålet om organisationsgrad, men det er en god indikator. Og der er også den virkelighed, at hvis det ikke lykkes at fastholde organisationsprocenten et godt stykke over de 50 procent, så bliver det svært at fasholde eneretten til at tegne overenskomster, og endnu vanskeligere at overbevise EU om, at ”den danske model” dækker lige så godt som lovgivning for alle lønarbejdere på arbejdsmarkedet.
Hvor mange der er medlemmer, betyder rigtig meget for mulighederne for at sikre solidaritet og sammenhold og aktivitet på en arbejdsplads eller inden for et bestemt fagområde. En af mange svigt fra fagpamperne var, da de i 80’erne mere eller mindre ændrede fagbevægelsen til en ”serviceorganisation”. Slut med strejkekampe, nu skulle det være som en kombination af et drikkelag og en brugsforening, hvor man kunne få rabatter, og et forsikringsselskab, hvor man kan få hjælp, hvis der var bøvl med en arbejdsgiver. En anden uheldig tendens var at gøre de ansatte til aktionærer, symbolske medejere af deres arbejdsplads.
Loyalitet fra medlemmerne kan naturligvis ikke købes. Det, der grundlæggende forbinder medlemmer med en fagforening og ikke deres direktør, er i stedet klassetilhørsforholdet og en historisk erfaring om, at sammenhold er det eneste vej til at sikre bedre forhold.
Selvom problemerne er tydelige, er der ikke nogen nemme løsninger. Det er bare ikke muligt at dreje tiden tilbage til 70’erne. Hele verdens arbejdsmarked er fuldstændig forandret og står stadig midt i en malstrøm af forandringer, som man bliver nødt til prøve at forstå.
Skibene forsvandt, og vindmøllerne kom
Danmark har reelt mistet alle sine helt store industriarbejdspladser, de store værfter og togfabrikker, støberier og tøjindustrien osv. Og dermed også de naturlige centre for klassekampen, hvor mange tusind arbejdede sammen og sad sammen i tutten og der var god basis for faglig og politisk organisering.
Lukningen og udflytning af de store arbejdspladser er sket i bølger i takt med økonomiske kriser og den teknologiske udvikling. Stadig ser vi næsten hver uge en udflytning af mindre industriarbejdspladser.
Der opstår naturligvis også nye arbejdspladser og helt nye industrigrene i Danmark, som f.eks. vindmølleindustrien, eller i automatisering og robotindustrien. Men de gennemløber nogenlunde samme faser: Arbejdspladser rykkes rundt og forsvinder. En af de få store industriområder, der er tilbage, er Novo Nordisk. Tyngden af arbejdspladser er imidlertid ikke længere på gulvet i den egentlige produktion af medicin, men i værksteder, laboratorier og kontorarbejde.
Kapitalismens jagt på profit fordrer en konstant bevægelse rundt efter billig arbejdskraft, og mens brancher som byggeriet og landbruget, chauffører og rengøring kan flytte arbejdskraften, så kan det bedre betale sig for den lette industri at flytte maskinerne. Og forløbet er næsten altid det samme, at maskinerne flyttes internt i Danmark, fra byerne til langt ud på landet. Herfra flyttes de efter nogle år til nabolande som Polen, og herfra videre til et andet øst- eller sydeuropæisk land, og herfra til et sted i Asien. Hele tiden flyttes der efter, hvor arbejdskraften er billigst lige nu.
Den tunge industri, som værfterne, flyttede direkte ud til Fjernøsten. Det handlede både om teknologisk udvikling af større skibe, som der ikke rigtig var plads til at bygge på de eksisterende placeringer i Danmark, men det handlede også om, at store private investeringer bygges på centralisering af produktionen. Altså hvis et stort skib kan det samme som fire små, så er der ikke længere behov for de mindre værfter. Og et nyt værft, der har kapacitet til at bygge kæmpeskibe skal hele tiden have ordrebogen fyldt for at forrente sig selv, og så mange nye skibe skal der heller ikke bygges, at der er økonomi til kæmpeværfter alle steder. Sådan er det, når markedsmekanismerne hersker.
Den teknologiske udvikling
Er antallet af ansatte og i særdeleshed antallet af store arbejdspladser i industrien svundet ind, så er produktiviteten og produktionen til gengæld vokset. Det skyldes ikke mindst, at nye maskiner er hurtigere. Hvor der tidligere stod en mængde maskiner, der krævede betjening og folk ved samlebåndet, så er de nyere maskiner i stand til at klare flere led uden hjælp.
Langsomt, men sikkert bevæger fabrikkerne sig i retning, hvor der slet ikke er nogen ansatte, der berører selve produkterne. Kun når maskinerne bryder sammen, kræver det et manuelt indgreb og en reparation.
Over de sidste årtier er antal ansatte på de enkelte produktionsvirksomheder reduceret til omkring en tredjedel, mens produktionen er gået op. Retningen er, at det egentlige industriarbejde med en eller anden grad af håndtering af det, der produceres, er på vej til at forsvinde helt ud af den lette industri.
Det giver et vist overskud af arbejdskraft, og det ikke mindst ungdommen bliver sat til – i stedet for at arbejde i produktionen – er at servicere. Der arbejder ca. 150.000 unge mellem 16 og 29 år som tjenende ånder i detailhandel, cafeer og restauranter.
I den tunge industri, værfter eller produktion af vindmøller og togsæt, er der stadig brug for manuelt arbejde. Dels er det ikke så nemt at mekanisere produktionen af maskiner, dels er der ofte tale om mindre antal. Derfor kan mennesker stadig betale sig i produktionen.
På sigt vil maskiner blive mere fleksible og nemmere at stille om, og så vil det også være muligt at forestille sig, at de rykker ind i den tunge industri.
Mekanisering handler ikke kun om fabriksgulvet, men har allerede også stor indflydelse på byggeriet og på landbruget. Produktiviteten i dansk byggeri vokser i disse år lige så hurtigt som i industrien. Elementbyggeri har på mange måder flyttet det bemandingskrævende arbejde til fabrikshaller.
Om få år vil store dele af transportsektoren skulle indstille sig på, at godset transporterer sig selv, og mange lager- og pakkecentraler er allerede på vej til at blive fuldautomatiske. På sigt vil det også få indflydelse på kontorarbejdet, men det virker endnu, som om det er et stykke ude i fremtiden.
En særlig uheldig erfaring er, når de store softwarevirksomheder slår ind på egentlige produktion af ting. Som Amazon og Tesla, der som udgangspunkt tror, at en lagerhal eller en fabrik er det samme som en printplade i en computer, hvor de enkelte dele futter rundt som elektroner. Det er steder, hvor mennesker ikke bliver set som andet end en begrænsning på tempoet.
Spidserne i Amazon har aldrig selv arbejdet på et lager, og de betragter mennesker som langsomme og besværlige og dybest set uønskede elementer på arbejderpladsen. Fagligheden anderkendes ikke, selvom det er nødvendig for at have et sikkert og godt arbejdsmiljø, hvor mange maskiner og mennesker mødes. De nødvendige spisepauser og hviletider respekteres ikke, og mennesker anerkendes knap som mennesker. Her er alt sat op efter en computervision.
Det har krævet en ny erkendelse fra fagbevægelsen, at der med internettet er kommet nye multinationale og ekstremt pengestærke virksomheder ind på markedet. Med dem kommer også en hær af sælgere, der forklarer alle, der gider at lytte, at fremtiden er såkaldte disruptive systemer, der kan gøre alting billigere og bedre, hvis man erstatter mennesker med moderne teknologi. I virkeligheden er det mange gange bare rent bullshit og udtryk for en skærpelse af udbytningen af arbejderklassen.
Ikke desto mindre har der været en påfaldende lang række af forsøg med at digitalisere og automatisere alt fra sagsbehandling til lægejournaler, og det er alt sammen blevet solgt med løfter om besparelser. Besparelser, som IT-systemerne aldrig har indfriet, men som ikke desto mindre har resulteret i massefyringer, endnu inden der forelå et færdigt produkt, eller at indkøringsfasen var overstået, eller videnskabelig dokumentation.
Samlet set, over en årrække, er billedet, at der er tale om et stort bevidst svindelnummer. Med et primært formål: nedbrydningen af den offentlige sektor og forberedelsen af frasalg. Og sekundært en mistillid og en mistro til de ansatte, der mødes med kontrol og med rigide og bureaukratiske målsætninger for udførelsen af deres arbejdsopgaver.
Sammenfattet betyder disse tendenser: Antallet af ansatte på de enkelte arbejdspladser er reduceret; de er konstant under tryk, fordi arbejdspladserne forsvinder ud af landet, bliver solgt eller fusioneret. Og arbejdet i den lette industri, hvis der er basis for tilstrækkelig masseproduktion, er på vej til at blive mekaniseret. Og de gamle industrier er på vej til at blive udkonkurreret af nye, ekstremt pengestærke virksomheder, der slet ikke ønsker at være bundet af de love og aftaler, der findes på de eksisterende arbejdspladser.
Politisk tryk mod arbejderklassen
Mens arbejdspladserne har været under hurtig forandring, er alle de arbejdsmarkedsrelaterede velfærdsordninger stort set nedbrudt og tæt på forsvundet. Det har haft en kæmpe indflydelse på hele den måde, som arbejdsmarkedet er skruet sammen på.
Først og fremmest har nedbrydningen af arbejdsløshedsdagpengesystemet betydet, at ingen længere har en tryghed, hvis de mister deres arbejde. Dagpengeretten er reduceret til to år, og det er oven i købet med pligt til aktivering. Derefter er der mulighed for bistand, hvis man ikke har en formue eller en ægtefælle, der er i arbejde. Det betyder også, at håndværkere eller sæsonarbejdere ikke længere har interesse i at tage kortvarigt arbejde, men i stedet hele tiden selv søger væk til næste plads. Tryghed og fleksibilitet er forsvundet, hvilket er et kæmpemæssigt tilbageslag, især for folk med en såkaldt løsere tilknytning til arbejdsmarkedet, altså folk der arbejder på byggepladser eller i sæsonarbejde osv.
Afviklingen af efterlønsordningen og andre særlige rettigheder for arbejdere, der opstod sidst i 50’erne, og som gav mulighed for at træde tilbage, før man nåede folkepensionen, har været til skade for de mange ældre, der bliver arbejdsløse. Men det har også fået betydning for den store gruppe unge, som ordningen var med til at hjælpe ind på arbejdsmarkedet. Når de gamle bliver tvunget til at blive hængene i deres stillinger, så er det vanskeligere for unge at komme ind, og ikke mindst de bogligt svageste unge har en tendens til at havne som kastebold i systemerne.
Signalet er helt klart, at det handler om at skabe føjelige arbejdere, der er bange for at miste deres arbejde og lande i fattigdom.
I en del brancher har man desuden oplevet en stigning i korttidsansættelser eller deltidsstillinger, hvor der er under ti timer om ugen, og vikarer og selvstændige, der ansættes på kontrakter og dermed uden for overenskomsterne. Det er fænomener, der er udbredt i stort set alle brancher, og som er med til at splitte de ansatte på en arbejdsplads op og samtidig gør det svært at organisere alle i en fagforening.
Også den igangværende afvikling af folkepensionen til fordel for en individuel pensionsopsparing har betydet, at en stor ulighed i arbejdslivet skal fortsætte, når man bliver gammel. Udhulingen af folkepensionen og Folketingets krav om en gradvist senere pensionsalder bliver solgt med en pseudovidenskabelig forestilling om, at alle bliver ældre og ældre. Men en stor del handler i stedet om, at folk skal have et økonomisk incitament for at passe et arbejde, til de falder om. Arbejdsløshed, uegennyttig deltagelse i samfundet, uddannelse, rejser, børn, sygdom osv. skal ikke kunne betale sig. Kun arbejde giver adgang til at få råd til at gå på pension. Drømmen om et bedre liv hinsides arbejdslivet er et kendt redskab til at sikre ro i geledderne.
Striben af velfærdsordninger, der er nedbrudt og har direkte indvirkning på folks arbejdsliv og på uligheden i samfundet, er lang. Det er alt fra offentlig transport, til prisen på børnepasning, til muligheden for at få sygedagpenge, til ulighed i folkeskolen.
En af de områder, der har været ramt hårdest af nedskæringer, er arbejderklassens tekniske skoler. De er samtidig blevet ramt af, at man aktivt har forsøgt at sende ungdommen på gymnasiet; helst skulle de søge ind til de lidt større byers smarte handelsgymnasier og pumpes fulde af borgerligt-kapitalistisk vås.
Men også voksnes muligheder for kurser og efteruddannelse er blevet beskåret og økonomisk vanskelige. Det kræver nu både egenbetaling, og at man går ned på SU, hvilket de færreste voksne med familie har råd til.
Tilbage i de tekniske skoler har man trods de lave elevoptag ikke haft ansatte og uddannelsespladser nok, og en del af dem, der starter, er som børn faldet igennem i folkeskolen uden at lære at læse, og så er der langt mellem succeshistorierne. De tekniske skoler var tidligere et sted, hvor mange unge blev engageret i lærlingearbejde og fik interesse for politik og fagbevægelsen.
Skal man sammenfatte disse angreb under et er det at uligheden er vokset kolossalt, og ikke kun den økonomiske ulighed, men ulighed i uddannelse, i sundhed, i tryghed, i tilknytning og adgang til arbejdsmarkedet. Det har skabt et relativt stort ungdoms fattigdomsproblem, selv i Danmark, dels af unge der slet ikke får fat i arbejdsmarkedet. Men også mange børn og unge der er ansatte til minimalløn i handel og restaurationsbranchen, ved siden af deres skole og studier.
De mange årtier med angreb på ungdommen og de arbejdsløse og de syge og fattige er hele tiden blevet solgt som en ”kærlig og omsorgsfuld hjælp”. I arbejdsløshedsbevægelsen i 80’erne fremførte LO-toppen – og selv en del af de mere progressive fagligt aktive – at aktivering af ungdomsarbejdsløse f.eks. i kulturhuse m.m. var et gode, som kunne være med til at sikre, at de unge fik en fod indenfor på arbejdsmarkedet. Dengang var aktiveringen med løn og med ret til optjening af dagpenge.
Men der gik ikke mange øjeblikke, efter at man havde betrådt den vej, førend ”aktivering” af kontanthjælps- og dagpengemodtagere var en integreret del af bemandingen af den offentlige service, nu uden løn og rettigheder.
Det har været med til at forstærke andelen på arbejdsmarkedet, der er uden rettigheder, og også uden økonomi til at melde sig ind i en fagforening og en a-kasse.
Hvordan løntrykkervirksomhed og politiske angreb har forandret organisationsgraden i fagbevægelsen
I Danmark var der tidligere overenskomster med aftaler om tvunget medlemskab af den fagforening, der havde overenskomsten. Men flere sager anlagt af den kristelige a-kasse fik i 2006 Menneskerettighedsdomstolen til at erklære de danske eksklusivaftaler i strid med menneskerettighederne. Skiftende regeringer havde allerede påbegyndt centralisering af a-kasse og fagforening i 1990’erne, og i de hele taget gjort a-kasse-arbejde til et bureaukratisk mareridt og økonomisk umuligt for mindre fagforeninger. I 2003 blev der vedtaget en lov, der betød frit valg af a-kasse, uanset hvilken branche du arbejder i.
Det var også engang helt naturligt, at fagbevægelsen gav støtte til politiske partier og deltog i den politiske samfundsdebat. Men også her har fagbevægelsen været under konstant beskydning. LO og Socialdemokratiet brød deres bånd i 2003.
Deltagelse i den offentlige debat om forhold på sin arbejdsplads er blevet mødt med advarsler og fyringer. Fagligt aktive er igen blevet mødt med Berufsverbot. Borgerskabet fordømmer af princip alle, der kommer med et kvalificeret objektivt fagligt indlæg, også på de offentlige arbejdspladser. Mens liberale politikere brokker sig over fagforeninger og ansattes ”partsindlæg”, nægter de pure, at der er sammenhæng mellem kvalitet og tid til at udføre arbejdet, og på den måde nedbrydes og fratages de ansatte deres faglighed, og vejen banes for et fortsat nedskæringsræs.
Det moderne slaveri
Med den vandrende arbejdskraft kan man se en kæde, der går ned gennem gradvist fattigere og fattigere lande, hvor dem øverst på rangstigen supplerer med veluddannet arbejdskraft til USA, de næste sender deres arbejdskraft til lande som Danmark, mens der til Polen kommer arbejdere fra Ukraine og Hviderusland.
Hele tiden sikres det, at der er umulige forhold for arbejderklassen i deres egne lande og et konstant tryk af billigere udenlandsk arbejdskraft.
I de fattigste af verdens lande er forholdene så dårlige, at folk er villige til at risikere livet på vejen til Europa for at finde et arbejde, eller er klar til at arbejde under slavelignende forhold. To nyere sager fra Danmark viser, hvordan det stiller sig: Landarbejdere fik en timeløn på omkring 15 kr. plus et sort tillæg på 30 kr., og 200 filippinske chauffører arbejdede til 15 kr. i timen.
Det er ikke mindst De Radikale, der ønsker, at importen af udenlandsk arbejdskraft skal øges. Danmark har brug for flere hænder, forklarede de under den seneste valgkamp. For arbejdere, der er tvunget verden rundt for at pakke varer hos Dansk Supermarked eller køre grise til Tyskland, er De Radikales krav om flere hænder intet andet end moderne slaveri. Borgerskabet har i århundreder brugt samme argumenter om, at lige netop deres fabrik eller deres mark ikke kunne klare sig uden udenlandsk arbejdskraft. Og hvis den mark tilfældigvis lå i Vestindien, så kunne man sejle forbi Afrika på vejen og tage arbejdskraften med i lasten.
Der er mange flere omstændigheder, der har medvirket til at undergrave, at ansatte har ens rettigheder og nogenlunde samme løn. Virkeligheden er, at når folk ikke kan leve af deres løn, har de heller ikke råd til at betale fagforeningskontingent. Working poor-fænomenet er en af årsagerne til, at især den fattigste del af arbejderklassen har valgt kontingentet til fagforeningen fra.
Konstante udliciteringer har i sig selv en negativ indvirkning på organisationsgraden, dels fordi nye virksomheder, der kommer ind og skal gøre rent eller køre buslinjer eller lignende, ofte gør brug af vikarer, selvstændige kontraktansatte eller immigrantarbejdere. Hver gang et område udliciteres, er der ofte en stor udskiftning af de ansatte, og ofte også krav om, at der skiftes fagforbund. Hver gang koster det et stort arbejde at reorganisere en arbejdsplads.
Tilsyn svigter
For at fuldende billedet af de store og små sejre, der er forsvundet siden 70’erne, skal her blot nævnes spørgsmålet om arbejdsmiljø. Tilsynet med arbejdsmiljøet er gradvist blevet reduceret og nogle steder helt erstattet til fordel af såkaldt egenkontrol. Hvilket af flere omgange er blevet misbrugt af industrivirksomheder til at dække over forkert brug af farlige kemikalier.
Også i landbrug, fiskeri og byggebranchen er forkert brug af farlig kemi og arbejdsskader almindelige. I en lang periode har ikke mindst udenlandske arbejdere i Danmark arbejdet under ekstremt dårlige arbejdsmiljøforhold, med en vækst i alvorlige ulykker.
I virkeligheden er stort set alle typer af tilsyn med store virksomheder reduceret eller forsvundet. Det gælder skattevæsenets kontroller, tilsyn med kvalitet af byggeri og byggematerialer, tilsyn med landbrugets brug af gødning og giftstoffer. Og tilsvarende er de løbende undersøgelser af luft- og drikkevandskvalitet skåret ned eller helt misvisende.
Samtidig er bagmandspolitiet og andre myndigheder, der kan retsforfølge kriminelle, blevet beskåret. Resultatet er, at korruption og forbrydersyndikater har fået voksende indflydelse på arbejdsmarkedet, og det rammer både på løn- og arbejdsforhold og på miljøforhold. Og det betyder også, at trusler mod de ansatte og andre kriminelle metoder, der før var sjældne, nu er ganske almindelige selv på store offentlige byggerier og infrastrukturprojekter.
Overenskomsterne giver ikke udtryk for medlemmernes ønsker
Overenskomsterne står som en af de sidste af fagbevægelsens bastioner, og de er både under pres fra EU, der ønsker en lovgivningsproces (en meget stor del af overenskomsterne indeholder i dag påtvunget EU lovgivning), og under pres fra den del af borgerskabet, der ønsker al magt til ”de frie markedskræfter” og rene individuelle aftaler.
Det traditionelle hierarki i den danske fagbevægelse har industriens parter i toppen og ufaglærte i bunden. Det viser sig f.eks., når der er private overenskomstforhandlinger, hvor man altid indgår et forlig mellem arbejdsgiverorganisationen Dansk Industri på den ene side og forhandlingskartellet CO-Industri på den anden. Her aftaler man en minimallønsoverenskomst, hvor den egentlige løn forhandles lokalt ude på virksomhederne.
På trods af deres centrale rolle har begge organisationer reelt haft svært ved at opretholde deres magtpositioner, efter af Danmarks store metalindustrivirksomheder begyndte at lukke på stribe i perioden fra ca. 1980, frem til Lindøværftet lukkede som det sidste omkring 2012. Både DI og CO-industri har i perioden konstant udvidet antal af fag og medlemsvirksomheder for at sikre sig den nødvendige størrelse, så de stadig kan lægge en bestemmende linje for det øvrige private arbejdsmarked.
I det danske overenskomstsystem er urafstemningerne om overenskomster ikke demokratiske – resultatet bestemmes af forhandlingskartellet. En enkelt faggruppe kan altså ikke vælte resultatet. Når industriens parter har lavet en aftale, så kan de øvrige områder på det private arbejdsmarked reelt ikke gå i konflikt for et bedre resultat, selvom de gerne ville, fordi de kan blive pålagt at stemme om samme forligstekst, og deres afstemningsresultat kan kædes sammen med de øvrige grupper.
Et voksende antal konflikter i den offentlige sektor
De sidste 10-15 år har der ikke mindst været en række konflikter på det offentlige område, fra pædagoger og plejepersonale, der krævede flere varme hænder, til sosu- og rengøringsassistenter, der kræver en højre løn, til kampe om lærernes ret til en arbejdstidsaftale. Alle kampe har fået massiv opbakning blandt medlemmer og vist, at der er en kampvilje på gulvet. Og samtidig står det klart efter hvert slag, at topledelsen i fagforbundene svigter, når det gælder.
Konflikterne er ofte en direkte udløber af krav om skattelettelser og nedskæringer, og påstanden har hele tiden lydt på samme omkvæd, at det jo bare handler om at betragte den enkelte institution som en virksomhed, der skal konkurrere og derfor hele tiden skal rationalisere. Men den type af angreb, der systematisk har ramt hele den offentlige sektor, har ikke til formål at ”forbedre og fremtidssikre” – målet er at udslette offentlig service i det hele taget! Alle klassekampe med den politiske elite er derfor ulige, for der findes ikke noget kompromis! Fagbevægelsen har undervurderet alle de kampe, den har haft med skiftende kommunalbestyrelser og regionsråd og regeringer i næsten en menneskealder.
En tendens til et opgør med illusionen om en fælles interesse med monopolborgerskabets lakajer kan ses af, at kampformerne har ændret sig en smule og er blevet lidt mere politiske. Til liberalisternes store fortrydelse har pædagoger ikke kun talt om deres arbejdsmiljø, men om børn, der er sat i opbevaring, og om manglende faglighed, og lærerne ikke kun talt om deres løn, men om at sikre en god folkeskole, og sygeplejerskerne har ikke kun talt om timetal, men i lige så høj grad om bedre forhold for patienterne, og chaufførerne i busserne har ikke blot talt om deres ret til pauser, men om pendlernes mulighed for at komme frem til tiden.
En ny opposition til fagforeningstoppen er så småt ved at vokse frem, ikke mindst på sociale medier, og i mange forskelige lokale fagforeninger er man selv begyndt at tage de initiativer, som toppen har bekæmpet. Initiativer, der sætter en klassekampslinje på dagsordenen og organiserer nye medlemmer til at deltage i en kamp for bedre vilkår, i stedet for blot at hverve medlemmer ved at fortælle om gamle dage.
Tryk Stop
Her skal især fremhæves initiativet ”Tryk Stop”, hvor det er lykkedes at organisere en meget stor del af Danmarks buschauffører ved at lave et enestående arbejde, der alt sammen startede med at få chaufførerne involveret i at dokumentere deres arbejdsdag i detaljer.
Det viste, at der ikke blot var kun en enkelt køreplan, der ikke kunne nås, og ikke kun enkelte ruter, der var uden toiletforhold. Der var helt urimelige arbejdsforhold over hele landet, et helt fagområde med 8000 ansatte, hvor 70 procent oplever køreplaner, der ikke kan nås, og halvdelen ikke har tilstrækkelig adgang til et toilet.
Før det store arbejde med at beskrive dagligdagen gik i gang, var det helt umuligt at gennemskue, om problemet opstod pga. EU’s udliciteringer, statens spareøvelser eller de enkelte kommuners og regioners organisering af busdriften gennem sindrige selskabskonstruktioner. Men når man kan se, at det er alle, der er ramt af de samme urimelige arbejdsforhold, peger pilen entydigt tilbage til politikerne. Og derfor fortsætter Tryk Stop-kampagnen med demonstrationer og aktioner og deltagelse på byråds- og regionsmøder for at kræve, at de laver om i deres udliciteringer og får styr på deres selskaber, og sætter det nødvendige antal toiletter op ved endestationerne.
Med aktionen har chaufførerne samtidig gjort sig synlige og har fået deres faglige stolthed tilbage, som politikerne havde taget fra dem. Når køreplanerne systematisk er lavet, så de ikke kan nås, så handler det nemlig ikke længere om den enkelte ansatte.
Det at dokumentere, at det er politikerne, der har ansvaret for, at der er lavet køreplaner uden hensyn til vagtskifter og pauser, eller blot færdselsloven, det har også gjort, at vreden fra de mange mennesker, der er afhængige af offentlig transport for at komme på uddannelse og arbejde, er skiftet til solidaritet med chaufførerne.
Kun ved at engagerede og dygtige fagligt aktive tager kampen op og tager slagsmålet også med topledelsen i fagforeningen om at få støtte og penge til arbejdet kan man få folk til at organisere sig og stå og kæmpe sammen.
Og når det kan lykkes med chauffører – der sjældent møder deres kollegaer, fordi de kører på forskellige ruter og på forskellige tidspunkter og er ansat i forskellige små og store vognmandsfirmaer, og ofte har været købt og solgt gennem flere udliciteringer – så er der bestemt også håb for, at hospitalsansatte og rengøringsassistenter og mange andre kan finde ud af det.
Der er ingen vej tilbage – kun frem!
Den lange gennemgang af nogle af de forandringer af arbejdsmarkedet, vi er vidne til, leder alle tilbage til en central pointe. Det er stadig arbejderklassen, der producerer værdierne og får hjulene til at dreje rundt. Direktører og kapitalfonde er ikke nødvendige. Det hele ville faktisk gå meget bedre, hvis arbejderklassen tog magten og stoppede udbytningen en gang for alle.
Det at håbe på, at man kan vende udviklingen ved at se tilbage på dengang, arbejderklassens organisationer stod relativt stærkt med base i de store industriarbejdspladser, er ikke muligt. Arbejderbevægelsens styrke skal i stedet komme af at lære af historien og forstå vores nutid og kigge fremad. Først og fremmest er det vigtigt at sætte en klar politisk platform. Og dernæst kræver det et kæmpe organisatorisk benarbejde, og ikke mindst at bekæmpe borgerskabets indflydelse i fagbevægelsen og sikre, at aktivisme og en internationalistisk klassepolitik kommer tilbage på dagsordenen.
For at det skulle kunne lykkes, er det nødvendigt samtidig at gøre op med den reformistiske politik og ideologi, der sidder rigtigt dybt i den socialdemokratiserede fagbevægelse. Reformismen betyder klassearbejde, at arbejderne i sidste ende skal bøje og kun hente små midlertidige sejre hjem. Og så må man gøre sig klart, at fagforeningstoppen ikke tilhører arbejderklassen, med deres millionlønninger og forvaltning af milliardfonde – den øverste del af arbejderaristokratiet tilhører kapitalistklassen og deler klasseinteresser med den.
Man skal ikke udelukkende hænge kampen op på den næste overenskomst eller valgdato. Det er rent nederlag blot at troppe op en gang hver andet år og heppe på ”vores forhandlere” eller forvente, at politikere eller kapitalismen kan garantere en stabil ”fred” i klassekampen. Det er altid kun et spørgsmål om tid, førend den næste arbejdsplads eller faggruppe eller industri kommer under pres.
Vejen frem er en klassekampslinje, der også bygger på erfaringer fra de mest aktive fagforeninger, med medlemsdemokrati og aktivitet, der rækker ud over den snævre fagopdeling og arbejdspladstænkning, og ud over medlemmerne i arbejde. Og inddrager alle arbejderklassens levevilkår.
Noter
Link til seneste statistik over medlemmer i fagbevægelsen:
www.statistikbanken.dk/LONMED1
www.dst.dk/da/Statistik/nyt/NytHtml?cid=26840
Link til indkomstfordeling i Danmark:
www.dst.dk/da/Statistik/bagtal/2019/2019-02-11-fakta-om-indkomster-og-formue