I øjeblikket vokser arbejdernes, de unges og befolkningernes kamp i Latinamerika og Caribien. Det er kampe, der udtrykker utilfredshed med de levevilkår, som det herskende regime pålægger dem. De kæmper mod en række ophobede økonomiske og sociale problemer, der vokser i takt med gennemførelsen af regeringernes politik, som ikke gør andet end at garantere og hæve de herskende klassers profit på bekostning af større udnyttelse og undertrykkelse af de arbejdende folk.
Man kan godt sige, at det er et nyt kapitel i den konstante kamp, der søger at frigøre sig fra fattigdom, lave lønninger, arbejdsløshed, manglende adgang til offentlig uddannelse og sundhed, tvungen udvandring, rovdrift på naturen, patriarkalsk vold, racisme, diskrimination og undertrykkelse. De sidste måneder af 2019 blev kontinentet rystet over protesterne i Haiti, Ecuador, Chile, Colombia, Argentina, Bolivia, som i nogle tilfælde satte deres respektive regeringer i skak og gennemtvang vedtagelsen af politikker i strid med herskernes økonomisk-politiske projekter.
Udbruddet af Covid-19-pandemien tvang os til ”våbenhvile” i klassekampen, men de alvorlige levevilkår og de virkninger, som kapitalismens krise, der brød ud i begyndelsen af 2020, har forårsaget blandt arbejderne og i befolkningerne, åbnede dørene for at de sociale protester igen begynde at brede sig til de store og forskelligartede udtryk, vi ser i dag.
Det colombianske folks kamp er både modig og stærk. I mere end 60 dage tilhørte gaderne folket, selv på bekostning af snesevis af døde, savnede og tusinder af sårede og mishandlede. Den sociale omvæltning tvang Iván Duque, en af USA’s mest reaktionære herskere, til at tage skridt tilbage fra sine planlagte anti-folkelige foranstaltninger.
Med korte mellemrum har det haitianske folk i årevis kæmpet mod sult, arbejdsløshed, korruption, politiske rettigheder og demokrati. De har også været ofre for brutal undertrykkelse, som har kostet mange mænd og kvinder livet, hvoraf de fleste er unge.
Folkelig mobilisering forhindrede konsolideringen af Jeanine Áñez’ højreekstremistiske regering i Bolivia og gennemtvang en valgproces, hvor de kræfter, der støttede hende, blev besejret.
Jair Bolsonaros fascistiske projekt har ikke været i stand til at blive realiseret på grund af mobiliseringen af arbejdere, unge og folket, som nu over hele Brasilien mobiliserer med bannere imod Bolsonaro.
Retten til abort i Argentina ville ikke have været mulig uden en konstant mobilisering af hundredtusindvis af kvinder.
Opfordringen til den konstituerende forsamling i Chile om en ny forfatning har slået rod i på gader og pladser med pres fra hundredtusindvis af demonstranter, der har kontrolleret alle chilenske institutioner.
Pedro Castillos triumf i Peru forklares af de millioner af arbejdere, bønder, arbejdsløse, unge og andre, der så muligheden for forandring i ham, et progressivt og venstreorienteret alternativ.
En lignende situation opstod i Ecuador med Yaku Pérez’ kandidatur, og kun valgsvindel forhindrede hans sejr.
Vi fremhæver her de vigtigste aktioner, men Latinamerika og Caribien er en region, hvor folk kæmper i deres søgen efter sociale forandringer, længes efter at vende bladet og lukke kapitlet om udnyttelse og undertrykkelse.
I alle disse kampe er det tydeligt, at arbejderne, de oprindelige folk, de unge, kvinderne i de folkelige sektorer er hovedpersonerne. Men det er også tydeligt, at borgerskabets fraktioner — camoufleret med reformistiske og pseudo-venstreorienterede taler — har gjort alt for at bestride disse protesters karakter og gøre dem til støtte for deres politiske projekter, der fungerer på basis af det fremherskende kapitalistiske system.
Venstreorienterede organisationer og partier, med de særlige forhold i hvert land, har spillet en vigtig rolle i formuleringen og udviklingen af disse kampe. Generelt handler vi, så partier og organisationer har et fælles udgangspunkt for arbejderklassens uafhængighed og er en del af de strategiske mål for social forandring, den antiimperialistiske kamp, kampen for revolution og socialisme. Vi skal fortsætte vores kamp efter disse principper.
Den politiske situation, som kontinentet oplever, fremmer og styrker udviklingen og tilrettelæggelsen at udbrede den revolutionære venstrefløjs teser og forslag blandt arbejdere, unge, kvinder og befolkningen i vid udstrækning, til at løfte de folkelige kampe til højere niveauer, til at fremme den revolutionære organisation af de arbejdende folk.
De nuværende omstændigheder kræver en styrkelse af den folkelige enhed i de enkelte lande, en styrkelse af båndene mellem fagforeningerne og aktiv solidaritet mellem befolkningerne og fremme af fælles aktioner for at imødegå de forskellige imperialistiske magters politik.
De organisationer, der deltager i Det 25. internationale seminar om problemerne i revolutionen i Latinamerika, har analyseret disse spørgsmål, som er til stede i dag i vores region, og vi udtaler over for verden, at vores kamp fortsætter.
Quito, 31. juli 2021
På grund af Covid-19 blev det meste af årets seminar foregik online, og flere af deltagernes oplæg kan findes på Seminario Internacional problemas de la revolución en América Latina – Startside | Facebook.