Trotskismen er en international politisk og ideologisk strømning, der har en historie på næsten hundrede år på bagen. Den præsenterer sin egen politik og sit eget program for socialisme og ”verdensrevolution” og hævder at være den sande fortaler for marxismens og revolutionen, især mod ”stalinistisk” (hvorved man mener marxist-leninistisk) forvanskning og manipulation. …
Trotskismen har i sin historiske udvikling frem til i dag gennemgået mange forandringer og justeringer, men den har ikke desto mindre bevaret sine grundtræk og sin egen særlige identitet gennem alle de forskellige faser. …
Den permanente håbløshed
En hovedkomponent i trotskismen er teorien om den permanente revolution, som fremstår som selve nøglen til løsningen på verdensrevolutionens problemer. I virkeligheden burde den kaldes den permanente håbløsheds teori, fordi den konkret benægter muligheden for revolutionens sejr og socialismens opbygning i et bestemt land.
Kort fortalt er udgangspunktet for teorien om den permanente revolution den særlige trotskistiske analyse af imperialismen. Denne analyse hævder, at med udbruddet af Første Verdenskrig ringede dødsklokkerne for alle nationale programmer: Tiden for verdensrevolutionen er kommet, og den skal forstås som en verdensomspændende proces, en global eksplosion eller rettere kædeeksplosion, hvor kapitalisme bliver afløst af socialisme på verdensplan.
Ifølge denne teori har imperialismen sprængt alle nationale grænser og er blevet til en helhed, der ikke kan nedbrydes trin for trin. Dette bliver begrundet med kapitalismens objektive tendens til internationalisering af verdensøkonomien og monopolernes dominans over alle de kapitalistiske nøglepositioner.
Et samtidigt globalt opgør med kapitalismen er derfor den nødvendige form, som overgangen fra kapitalisme til socialisme må tage. De revolutionæres opgave er at afvente og forberede denne situation, idet de på forhånd har skabt en revolutionær organisering på verdensbasis til at lede revolutionen, en ”verdensrevolutionens generalstab”. Det er denne rolle, 4. Internationale har tildelt sig selv.
Derfor kan ingen konkret revolution sejre, og socialisme kan ikke bygges i et enkelt land eller en gruppe af lande. En revolution i et enkelt land, som Oktoberrevolutionen i Rusland, kan højst være den gnist, der antænder verdensrevolutionen.
Opbygningen af et socialistisk samfund over længere tid i et land eller en gruppe lande er derfor pr. definition en umulighed.
Trotskij beskrev verdensrevolutionen som denne altomfattende globale eksplosion, og trotskisterne har igen og igen proklameret, at verdensrevolutionen er ”lige rundt om hjørnet”, ”kun et par år væk”. Den er selvfølgelig ikke dukket op, men trotskismen har det på samme måde som de religiøse dommedagsprofeter, der fastsætter en dato for verdens undergang. Hver gang, det viser sig, at det ikke lykkes, vil der altid være en ny mulighed engang i fremtiden.
På grundlag af den dybt uvidenskabelige og antimarxistiske teori om revolutionen må trotskismen nødvendigvis afvise og kritisere konkrete revolutioner og forsøg på at opbygge socialismen, som faktisk sker, og som arbejderklassen og dens allierede har gennemført i en række lande i dette århundrede. Ingen af dem har været den gnist, som kunne udløse verdensrevolutionens kædeeksplosion. ….
Revolution og klassekamp
….. Trotskisternes afgørende problem er, at virkeligheden, revolutionen og den internationale arbejderklasses faktiske erfaringer ikke stemmer overens med deres teoretisering og formler.
Arbejderklassen har gennemført den proletariske revolution i en lang række lande, og desuden er der blevet gennemført en lang række antikoloniale og antiimperialistiske revolutioner i dette århundrede.
Socialismen er faktisk blevet opbygget med succes i et enkelt land og senere i en række lande. Først og fremmest i Sovjetunionen, der ifølge Trotskijs forudsigelser ikke havde nogen chance for at overleve, ikke engang i et par år. Før og efter Hitlers angreb på Sovjetunionen prædikede han, at landet ville blive knust af den nazistiske krigsmaskine. Men socialismen viste sig i stand til at modstå den fascistiske angrebskrig, den mest brutale krig, verden nogensinde har set. …
Lenins teoretiske begrundelse for muligheden for, at revolutionen kunne sejre og socialismen opbygges i et land eller en gruppe af lande, var imperialismens ujævne udvikling. Revolutionernes sejr i Rusland og senere andre steder i verden og opbygningen af disse lande som socialistiske samfund har naturligvis i praksis modbevist trotskisternes teori om socialismens umulighed. Det gælder, uanset om dette i dag er tidligere socialistiske samfund, hvor kapitalismen er blevet genrejst. Det skyldes ikke socialismens ”umulighed”, men at klassekampen fortsætter i de socialistiske lande i forbindelse med imperialismens og reaktionens pres og undergravning for at nedbryde socialismen. …
Et revolutionært alternativ?
Den trotskistiske teori om den permanente revolution omfatter en lang række aspekter ud over den fejlagtige opfattelse af den verdensrevolutionære proces, og afvisningen af muligheden for socialismens sejr i et enkelt land eller en gruppe af lande. Disse andre sider af den trotskistiske ideologi står også i grundlæggende modsætning til marxismen og den leninistiske teori om revolution.
Ideologien tager sit udgangspunkt i den manglende tro på revolutionens sejr i et enkelt land eller en gruppe af lande og i mistillid til arbejderklassens evne, når det gælder om at samle allierede omkring sig i revolutionen, både i de enkelte lande og på verdensplan.
Den fornægter en trinvis udvikling af konkrete revolutioner og af de forskellige elementer i den revolutionære verdensproces. Den fornægter nødvendigheden af en revolutionær strategi og taktik, der tager udgangspunkt i det enkelte lands udviklingstrin til enhver tid og i de objektive revolutionære opgaver, den står over for.
Den undervurderer derfor betydningen af de almene demokratiske opgaver, betydningen af det nationale, antiimperialistiske og demokratiske aspekt i den revolutionære udvikling på verdensplan. Den erstatter en kompliceret udformning af strategi og taktik baseret på nationale og internationale styrkeforhold – herunder skabelsen af bredest mulige klasse- og folkealliancer og et bredt, konkret politisk program for den revolutionære bevægelse i et bestemt land – med skematiske revolutionsformler, som ifølge trotskisterne er anvendelige overalt. ….
Kernen i højreopportunisme er at skille dagskampen fra strategien for socialismen, fra revolutionen og det socialistiske mål. De socialdemokratiske partier i alle afskygninger gør dagskampen til alt og socialismen til ingenting. ”Venstreopportunismen” lægger derimod hovedvægten på perspektivet, målet, og benægter betydningen af dagskampen og dagskravene (i allerbredeste og mest omfattende forstand) som det eneste, der kan forberede folket og udvikle massekampen til det niveau, der er nødvendigt for at vælte kapitalismen i en revolutionær situation og erstatte borgerskabets stat med arbejderklassens nye statsmagt.
Trotskismen mener, den har fundet en nem vej uden om disse spørgsmål: I stedet for at opstille en række dagskrav, som hver for sig kan opfyldes under kapitalismen, og som derfor kan mobilisere og organisere brede kampbevægelser, opstiller det trotskistiske ”Overgangsprogram” en række krav. Om disse krav hedder det, at ”ingen af overgangskravene kan realiseres fuldt ud, så længe det borgerlige regime fortsat eksisterer”. Således kan ”bruddet med kapitalismen” ligge som en konkret politisk mulighed i enhver strejke under kapitalismen, enhver strejke kan udvikles til en ”generalstrejke”, som fører til ”en kamp om magten”, til oprettelsen af en såkaldt ”dobbeltmagt”– i trotskistisk, ikke i leninistisk forstand – med arbejderråd og strejkekomiteer. De trotskistiske organisationer lirer hele denne formelsamling af sig ved stort set hver eneste arbejdskamp af bare nogenlunde stor betydning.
Disse ”radikale” krav og metoder, som blandt mange andre fejl også har den, at de konstant overvurderer radikaliseringen af arbejderklassen, virker i praksis modsat af hensigten: De pseudorevolutionære ideer er en nederlagslinje, der i sidste ende giver de socialdemokratiske reformister frit spillerum. Samtidig tilsidesættes betydningen af det revolutionære (kommunistiske) partis uundværlige ledende rolle både i dagskampen under kapitalismen og i en revolutionær situation.
Denne grundlæggende subjektive vurdering af klassebevægelserne og klassekræfterne får som konsekvens, at den tålmodige organisering af massekampen og massebevægelsen bliver afvist, og betyder, at trotskisterne konstant bliver halehæng til den spontane kamp. Trotskisterne er altid enten helt nede i kælderen eller højt oppe i en tilstand af ”revolutionær” opstemthed, hjælpeløst revet med på vekslende flod og ebbe i klassekampen.
Den alvorligste fejl ved det trotskistiske ”Overgangsprogram” er det borgerlige og reformistiske syn på statsmagten. I virkeligheden rejser det slet ikke spørgsmålet om den borgerlige stats klassekarakter og nødvendigheden af, at den borgerlige stat væltes gennem revolution. Trotskisternes statsopfattelse er en parallel til den socialdemokratiske: Den borgerlige stat kan bruges til at fremme socialismen, sådan at stadig flere socialistiske elementer gradvist og friktionsfrit kan indarbejdes i den, f.eks. gennem nationalisering. Når trotskismen tilføjer visse ideer om, at der kan skabes en ”dobbeltmagt”, fabriksråd og sovjetter, også under normale kapitalistiske betingelser og ikke i en konkret undtagelsessituation med en stærk revolutionær bølge, er det bare ”venstreradikal” pynt på gammel socialdemokratisk lagkage.
Mellem socialdemokratisme og kommunisme
Trotskismen opstod som en centristisk, forsonende strømning mellem socialdemokratismen og Lenins bolsjevisme, som en særlig ”venstrefløj” med rødder i den socialdemokratiske opportunisme. Denne historiske oprindelse gør trotskismen særligt velegnet til at manøvrere mellem de to grundlæggende linjer i arbejderbevægelsen: den socialdemokratiske reformisme og den revolutionære klassekamplinje, den kommunistiske linje, som har samlet klassebevidste arbejdere i spidsen for hele arbejderklassen og brede folkelige kræfter i alle kampene i dette store revolutionære århundrede.
Inden for dette felt har trotskismen som international strømning bevæget sig i de forskellige historiske perioder – fra før Oktoberrevolutionen, i perioden som opposition i SUKP, i 30’erne og under Anden Verdenskrig i form af en eksilstrømning, der søgte internationalt fodfæste, og i de forskellige perioder i efterkrigstiden.
I de forskellige perioder har trotskisterne med forskellige taktikker forsøgt at opstille en slags ”tredje vej” mellem den reformistiske, socialdemokratiske linje, der går ind for at bevare kapitalismen for evigt, og den kommunistiske linje for at lave revolution, ødelægge den kapitalistiske stat og opbygge er nyt, socialistisk samfund.
Når trotskismen i efterkrigstiden, og især siden 60’erne, har fået et større politisk spillerum, hænger det sammen med en række forhold:
Den socialdemokratiske reformismes forræderi mod arbejderklassen og socialismen er blevet stadig tydeligere og har ført socialdemokratismen ind i en strategisk krise. Dens åbenlyse rolle som hovedstøtte for det kapitalistiske samfund, som det regeringsparti borgerskabet ofte foretrækker, fører naturligvis til desillusionering i partiets sociale basis, blandt medlemmer og vælgere i arbejderklassen. Dette er hovedårsagen til den strategiske krise i blandt andet de vesteuropæiske socialdemokratiske partier, en krise, som gennem mange årtier har undergravet deres positioner og ført til omfattende frafald af medlemmer og støtter.
Det er ikke mindst til den stadig fornyede strøm mod venstre, bruddet med socialdemokratismen og reformismen, at trotskismen henvender sig. Det såkaldte ”revolutionære alternativ” skal forhindre, at strømmen skifter til klart revolutionære, kommunistiske standpunkter. …
I virkelighedens verden findes der kun to grundlæggende retninger, som er mulige for arbejderbevægelsen: den borgerlige retning, reformisme og opportunisme, eller den proletariske, marxisme-leninisme. Enten klassesamarbejdets vej til at fastholde kapitalismen, eller den videnskabelige socialismes vej til at skabe det nye, socialistiske samfund. …
Trotskismens snyltervæsen
Trotskismens ideologi og politiske virkefelt, dens historiske rolle og udvikling, er grundlaget for et af de iøjnefaldende træk ved bevægelsen og alle dens organisationer: rollen som snylter på de politiske hovedstrømninger i arbejderbevægelsen og på massekampen.
Trotskismen skeler på samme tid til højre og venstre. De trotskistiske organisationer omtaler sjældent sig selv trotskistiske, men foretrækker andre udtryk: ”revolutionære marxister”, ”revolutionære socialister” eller endda ”demokratiske socialister”, når de skeler til socialdemokraterne, mens de kan præsentere sig selv som ”leninister” og ”bolsjevikker”, når de skeler i retning af kommunisterne. …
Trotskisterne betragter arbejderklassens konkrete kampe og bevægelser både som en mulighed for at udbrede de trotskistiske skemaer og formler og som virkefelt for rekruttering til de trotskistiske organisationer. Det er den trotskistiske ideologi og organisationstænkning, der gør, at de ikke blot kan støtte sådanne kampe for at udvikle dem maksimalt, men altid indfører uvedkommende formål og hensigter i kampen, og det ender altid med en opfordring til at organisere sig hos trotskisterne. …
I kontrarevolutionens tjeneste
… Det vil føre alt for langt at gennemgå hele århundredets revolutionære historie og trotskisternes rolle i den. På alle afgørende punkter har den internationale trotskisme valgt en linje, der ville have ført til nederlag, hvis den var blevet omsat til massepolitik. Den ville ikke blot, som den nu har været, kun være blevet en mere eller mindre begrænset hindring for revolutionen, en kilde til forvirring og splittelse af de revolutionære kræfter.
Lad os tage trotskismens holdning til kampen mod fascismen som eksempel:
Trotskismen var imod støtte til demokratiske lande, der blev angrebet af fascismen. Da Sovjetunionen senere blev overfaldet af Hitler-Tyskland, og Anden Verdenskrig dermed ændrede karakter, erklærede trotskisterne, at krigen stadig var en krig mellem de imperialistiske magter, og gik imod alliancen mellem Sovjetunionen, USA og Storbritannien, hvilket havde en væsentlig betydning for Hitlers og fascismens nederlag.
I efterkrigstiden har trotskismens benægtelse af muligheden for revolution og socialisme i et eller flere lande, afvisningen af antifascistiske folkefronter og af de nationale og demokratiske elementer i den antiimperialistiske kamp, ført trotskisterne i direkte konfrontation med nationale frigørelsesbevægelser, der er blevet ledet af kommunistiske partier. Både i den kinesiske revolution, i Vietnam, Korea og mange andre steder vendte de trotskistiske grupper og 4. Internationale sig mod de strategier og linjer, der førte til sejr for disse revolutioner. …
De ægte kommunistiske partier bliver systematisk bagtalt som udemokratiske, ”stalinistiske” kommandocentraler, som ledelsens diktatur over medlemmerne, bygget på kadaverdisciplin. Det er det leninistiske organisationsprincip, den demokratiske centralisme, som især står for hug. Det er dette princip, der gør det muligt for partierne at optræde ensartet og som en samlet kraft i klassekampen og revolutionen, der er forudsætningen for deres handlekraft og gør dem til den revolutionære handlings partier. …
Trotskismens rolle i Østeuropa
De trotskistiske organisationer spillede en særlig aktiv rolle i slutspillet omkring socialismens fald i Sovjetunionen og Østeuropa. Kontrarevolutionære bevægelser som Solidaritet i Polen og Charta 77 i Tjekkoslovakiet blev af trotskisterne hyldet som ”ægte revolutionære bevægelser”. Trotskisterne forenede deres energi med imperialismen og hele den vestlige reaktion i at støtte disse ”folkelige bevægelsers” sejr – det vil sige sikring af imperialismen og de internationale monopolers nøglepositioner i disse landes økonomi i kapitalistiske systemer af vestlig type.
Tidligere var både Titos brud med den internationale kommunisme i 1948, de kontrarevolutionære begivenheder i Polen og Ungarn i 1956 og Dubceks såkaldte Prag-forår i 1968, hans ”socialisme med et menneskeligt ansigt” blevet hyldet af trotskisterne som ægte revolutionære bevægelser rettet mod det stalinistiske bureaukrati. …
Trotskismen er en international politisk strømning, der fungerer som opportunismens, socialdemokratismens fremmeste spydspids i arbejderbevægelsen og den revolutionære bevægelse med den særlige historiske opgave at angribe de kommunistiske partier og marxismen-leninismen.
Som international politisk strømning tilbyder den sit ”program for verdensrevolutionen” til arbejderklassen, ungdommen og de intellektuelle. Det har vist sig, at trotskismen i et vist omfang og i en vis periode kan bedrage unge mennesker uden solid revolutionær erfaring, og småborgerlige intellektuelle, som tiltrækkes af frasemageriet, afvisningen af arbejderklassens kampdisciplin og den småborgerlige blanding af radikale ”visioner” og reformistisk praksis – som det afspejles i trotskismens teori og program.
Alle kendsgerninger viser, at trotskisme ikke er ”revolutionær marxisme”, ikke ”bolsjevisme”, men småborgerlig antikommunisme.
Kronikserien bragt i sin helhed i det dengang revolutionære Dagbladet Arbejderen aug.-sep. 1995.