Der er noget, der lugter råddent. Det er, hvad der dagligt diskuteres i Colombia her midt i præsidentvalgkampen. Den er præget af massiv mediedækning, men næsten ingen offentlig debat om de forskellige politiske forslag, den er præget af skrupelløst og umoralsk køb af stemmer og embeder, af de store penge, af nepotisme samt systematisk blokering af deltagelse af demokratiske kræfter og venstrekræfterne i valgkampens forskellige faser.
Al denne manipulation, løgn og terror, der ses i oligarkiets og dets partiers desperate propaganda, tydeliggør, at den ulovlighed og illegitimitet, der plager disse valg, stikker ret dybt.
De forskellige demokratiske, progressive og venstreorienterede kræfter deltager i valgkampen. De tager den udfordring op, der ligger i at adskille sig fra de oligarkiske valgløfter og forslag, der kommer fra højre. De giver med budskabet om forandring et håb for fremtiden og gør det samtidig klart, at landets store problemer ikke kan løses uden større ændringer i det colombianske samfunds struktur og funktion, især i det økonomiske og politiske system.
Blandt de store folkemasser er bevidstheden om, at det er borgerskabet og imperialismen, der er de virkelige ansvarlige for landets store plager, ved at modnes. Det samme er forståelsen for, at de ændringer, der virkelig ønskes, ikke vil være mulige uden et bredt politisk nederlag for alle de politiske partier, fraktioner og ledere, der tilhører de herskende klasser, samt for de samarbejdskræfter og ledere, hvis mission det er at lette regimets og borgerlige stats arbejde.
Gennem denne proces med politisk afgrænsning sker der samtidig en vigtig afsløring af populismen som en borgerlig retning, aktuel i tider med en politisk krise som den, landet lider under for øjeblikket.
Denne artikel indeholder retningslinjer, som vi ønsker at dele med læserne af tidsskriftet Unity and Struggle, for, hvordan vi kommunister bedømmer dette fænomen her i landet og i Latinamerika.
Populisme er en politik, der foregøgler lighed
De forbryderiske konsekvenser, som de neoliberale tiltag har haft i Latinamerika, er utallige. Frihandelstraktater og aftaler, privatiseringer, afskaffelse af offentlige tilskud til at sænke priserne, outsourcing af arbejdskraft og den stigende ændring og specialisering af disse lande til eksportører af råmaterialer, især olie, kul, guld og andre mineraler. Alt dette fortsætter med at skabe og skærpe arbejdsløshedsproblemerne, fattigdom, høj dødelighed og analfabetisme, der har karakteriseret Colombia og andre latinamerikanske lande. I krisetider og økonomisk stagnation fortsætter de neoliberale ordninger med at sikre den maksimale profit for de store monopoler og international bankvirksomhed.
Det særlige er, at de påtvungne ordninger, der handler om at udplyndre staterne i et stadigt hurtigere tempo, for øjeblikket ledsages af en række ideologiske og politiske metoder, som forsøger at få befolkningerne og deres forskellige sociale og politiske organisationer til at støtte og acceptere disse neoliberale tiltag som en frelse fra deres egne alvorlige problemer.
Men ikke alt er rosenrødt, da den politiske og massive utilfredshed vokser, og indholdet og klassekarakteren i alle de politikker, herunder populisme, som borgerskabet og dets samarbejdspartnere forsøger at bedrage befolkningerne med , bliver stadig klarere og afsløret.
Populisterne er politikere (eller politiske kræfter), som er frække nok til at få det brede flertal af befolkningen til at se dem som lidenskabelige talsmænd for deres behov, som eksperter i at beskrive dem i detaljer og give pragmatiske, øjeblikkelige løsninger på problemerne i landet, uden at pege på de strukturelle årsager til befolkningens fattigdom og elendighed eller til landets tilbagegang.
Deres regeringer fokuserer på reformer, som forsøger at gennemføre småborgerskabets idealer i byen og bøndernes forestilling om et bedre liv på landet. De er opmærksomme på de borgerlige og småborgerlige sektorer og foregøgler dem, at de kan blive i stand til at hæve sig på den kapitalistiske sociale rangstige.
De sørger for at opretholde formerne eller ”gode relationer” med arbejderklassen for at bedrage dem og udskyde arbejderklassens krav i forsøg på at forhindre enhver indskrænkning på kapitalejernes profit (eller den kapitalistiske sektor, som de repræsenterer). Men frem for alt forsøger de at dominere, svække eller miskreditere fagforeningerne og andre af arbejdernes organisationer for at forhindre arbejderklassens kampe. Og overalt forsøger de at få andre sociale sektorer eller organisationer til at fremstå som vigtigere og blande dem sammen med arbejderklassen, så arbejderklassen ikke fremstår som en selvstændig klasse. Og de forfølger uafbrudt de revolutionære partier.
Naturligvis fanger populismen lettere folk i tider med akut krise. Når kapitalismens dårligdomme er mere synlige, vokser de borgerlige modsætninger, og det er lettere at fremstille visse traditionelle borgerlige politiske kræfter og visse sektorer af de herskende klasser som årsagerne af folks lidelser og mangler i et land eller en nation.
Dette er et resultat af de højreorienterede kræfters politiske krise. Den har karakteristiske aspekter: den meget lille tillid til bestemte repræsentative institutioner i den borgerlige stat; at de traditionelt mest fremtrædende ledere er så afslørede og diskrediterede, at de ikke er i stand til at være de sociale eller politiske repræsentanter for deres klasse; og en situation præget af et forudgående organisatorisk sammenbrud og vælgerflugt hos de store borgerlige politiske partier.
Men det er ikke mindre sandt og vigtigt, at den politiske krise opstår, når der udvikles et bestemt niveau af organisation, enhed og kamp blandt arbejderne, bønderne og de folkelige lag, der truer borgerskabet og imperialismen.
De populistiske regeringer, ganske som socialdemokratiske regeringer, repræsenterer ny taktik for borgerskabet og imperialismen i forskellige dele af Latinamerika og Caribien.
Disse regeringer bruger demagogi om den åbenlyst populistiske vej, der er blandet med nationalistiske budskaber eller falsk nationalisme. De bruger ikke kun demagogi på samme måde, som de traditionelle borgerlige partier gør, ligesom det sker nu i Colombia med præsident Juan Manuel Santos. Han er en demagog, der bruger nogle populistiske formuleringer om spørgsmålet om fred for at forsøge at redde sig ud af ilden efter otte år med Alvaro Uribes regering og til at forsøge at manøvrere, da han er fanget af den økonomiske, sociale, humanitære og miljømæssige krise og dens uundgåelige politiske eftervirkninger.
Den valgkamp, der for tiden foregår i Colombia, minder os om caudilloerne, autoritære ledere og diktatorer – som Juan Domingo Peron, valgt som præsident ved tre lejligheder, Carlos Saul Menem og Nestor Kirchner i Argentina, der hver især benyttede sig af de politiske programmer, som de store økonomiske blæksprutter krævede på deres tid.
De borgerlige kandidater, der i øjeblikket kæmper om republikkens præsidentpost, minder os også om diktatorer som general Gustavo Rojas Pinilla, som efter statskup mod den siddende præsident Laureano Gomez var præsident i Colombia fra 13. juni 1953 til 10. maj 1957. Under hans regering blev der gennemført store anlægsarbejder, og den blev brugt af borgerskabet til at undertrykke det folkelige væbnede oprør (”la Violencia”) efter mordet på Jorge Eliecer Gaitan1. Rojas Pinilla gik i eksil efter at være blevet væltet og vendte tilbage til det politiske liv i Colombia som modstander af partiet ”National Front”. Det var en støtte for Pinilla, at hans egen tidligere regeringen havde opnået resultater til fordel for dele af befolkningen og at skabte den folkelige Accion Nacional Populær sociale protestbevægelse ANAPO. Den eksisterer stadig som en del af det ”demokratiske venstre” og har opnået vigtige borgmesterposter, bl.a. i Bogota.
Nu har vi efterfølgeren til ekspræsidenten og nuværende senator Alvaro Uribe2, som stadig formår at have støtte blandt nogle mennesker for hans stil og politisk lederskab. Han har stadig sympati blandt folkelige sektorer, der er meget ramt af elendighed og konsekvenserne af den væbnede konflikt, dem som blev tiltrukket af hans demagogi om trivsel og fred. Hans fremstilling af sig selv som stående uden for den etablerende politik og partierne har tjent til at styrke den neoliberalisme, der blev pålagt af imperialismen og de nationale monopoler; han brugte ” lokalrådene” på fjerne steder, hvor ingen præsident nogensinde blev set, til at fremstå som jævn og tilgængelig og fortaler for lokal decentral styring.
Dette omfattede også udbredelsen af en historie om hans formodede ekstraordinære arbejdskapacitet; han kritiserede hans forgængers ”praleri” og undgik overdådige møder med de nationale og udenlandske oligarker, der støttede ham.
Caudillismo er et andet træk ved visse borgerlige eller småborgerlige herskere og politikere af autoritær (undertiden fascistisk) natur, hvad enten de er af civil eller militær oprindelse, men ikke nødvendigvis forbundet med populisme.
Disse autoritære ledere kommer frem på kritiske tidspunkter for landene og de dominerende borgerlige partier. Normalt præsenterer de sig som ”uafhængige” af det borgerlige establishment eller af dette eller hint politiske parti. De udviser stor autoritet og vælgertække eller popularitet (sandt eller fabrikeret mediebillede) for at forsøge at isolere deres rivaler. Når de fremstår som bannerførere for arbejderklassens og de folkelige lags økonomiske og sociale krav, handler de direkte mod de revolutionære og især imod kommunisterne. Imens fortsætter de med åbenlyse angreb på arbejderne som en klasse ved hjælp af propagandaapparatet og hele styrken fra statens undertrykkende institutioner. Det er også karakteristisk for deres politik, at de styrker middelklassens rolle ved at sprede småborgerlige ideer, som støtter kapitalismen og dens rødder. Det er ikke overraskende, at caudilloerne gør hyppig brug af religiøse figurer eller symboler, som de folkelige masser holder meget af, for at styrke overdrivelsen af deres virkelige eller formodede personlige kvaliteter.
Der er meget at lære af erfaringerne fra den colombianske liberale caudillo, Jorge Eliecer Gaitan3, der blev myrdet af det proimperialistiske oligarki den 9. april 1948, hvilket førte til den væbnede konflikt, der fortsætter helt frem til i dag.
De populistiske regeringers politik er internt rettet mod den mest miskrediterede del af oligarkiet, så den på baggrund af denne kritik kan fremme en anden del af kapitalen og borgerskabet og pacificere klassekampen gennem at skabe falske økonomiske og sociale forventninger. Forventninger, der ikke kan indfries på grund af de populistiske regeringers stærke forpligtelser til imperialismens internationale agenturer og de internationale traktater underskrevet af tidligere regeringer. De foreslår ofte ændringer i det politiske system, mens de skjuler manglen på demokrati.
De prædiker intern fred i landet for at pacificere klassekampen. Og som en del af dette spreder de frygt for den uundgåelige væbnede folkeopstand, der vil sætte en stopper for den proimperialistiske borgerlige magt, der er dominerende i alle latinamerikanske og caribiske lande undtagen Cuba. De sår tvivl ved anerkendelsen af den revolutionære væbnede bevægelse og kæmper for, at den ikke udvides til hele kontinentet.
På internationalt plan synes den populistiske regering at være uafhængig, men den søger i virkeligheden bare at skjule sin underkastelse og omdefinere den gennem at bruge taktikker som at underskrive aftaler med imperialistiske og multinationale magter, som deres forgængere ikke samarbejdede med, men i det væsentlige rører de ikke ved deres forpligtelser til yankee-imperialismen.
Sammensmeltningen mellem populisme og caudillismo er meget farlig for den revolutionære proces.
Når se populistiske autoritære ledere poserer som venstreorienterede og har de økonomiske ressourcer til at gennemføre reformer, lykkes de med at narre befolkningerne, radikalisere dem omkring deres egen person og få dem til at miste tilliden til deres egen styrke og organisering.
Denne situation vækker sympati, som de bruger til at angribe de revolutionære, enten gennem at rejse en politisk ideologisk kamp mod de revolutionæres politik og praksis eller ved at promovere forslag til klassesamarbejde, og til at svække deres vækst som en selvstændig kraft, der skal skabe den revolutionære styrke, der skal til for at angribe magten.
Samtidig er de populistiske caudilloer meget sårbare, fordi den kapitalistiske krise påvirker dem økonomisk. Deres valgløfter over for befolkningen begynder at smuldre, ligesom deres pralende projekter. De bliver tvunget til at tage de traditionelle borgerlige tilpasningspolitikker i brug for at komme ud af krisen, hvilket vejer tungt på folkets skuldre.
Helt adskilt fra populisme eksisterer en demokratisk og revolutionær bevægelse, der udvikler sig i Latinamerika og Caribien. Det er en folkelig social og politisk kraft, der ikke kun er i stand til at vinde taktiske økonomiske, sociale og politiske sejre, men som også udvikler kræfter til at rejse kampen for sit mål om at erobre den politiske magt.
Denne bevægelse har opnået vigtige sejre, såsom nogle nationale og lokale regeringer af forskellige omfang og betydning.
De såkaldte alternative regeringer (eller dem, der fremstilles som sådanne) har mistet støtten fra deres vælgere, fordi det ikke længere står klart, hvor de vil hen, og hvordan deres politik er en fordel for folket og de nationale interesser. Eller det sker, fordi deres åbenlyse reformistiske ideer støder sammen mod folkets interesser i at få gennemført strukturelle og antikapitalistiske forandringer. Fordi befolkningen er trætte af at fortsætte med at se de samme ejere af jord og kapital sidde på den økonomiske magt, mens deres egen situation ikke ændrer sig væsentligt, eller at krisen forværrer den alvorligt. Tilsyneladende er disse tider til fordel for dem, der omfatter ideer om revolution og socialisme, selvom de kombinerer dem med klassesamarbejde og pacifisme, der blokerer for at gennemførelsen af dem.
Vi kommunister skal arbejde sammen med de andre revolutionære ud fra princippet om aktionsenhed, samtidig med at vi opretholder vores ideologiske og politiske uafhængighed ved at give vores partier og organisationer et klart klasseindhold. Ved at kæmpe for ikke at miste initiativet, for ikke at blive halehæng til de folkelige kampe og ved at arbejde for at sikre, at arbejderklassen som klasse bringer sin magt i spil og står i spidsen for kampene, uden at fjerne andre folkelige sektorers rolle.
Dette kræver afsløring af caudillo-regeringerne og deres populistiske taktik, hvor de lader folket stå tilbage som tilskuere og ignorerer, at det er fra dem, der skal ske sociale forandringer, og forsøger at fjerne dem fra deres rolle som dem, der kan ændre historien, fra deres revolutionerende rolle.
Vi vil støtte de ægte alternative regeringer, nationale og lokale, men uden at reducere den progressive, demokratiske, venstreorienterede og revolutionære bevægelse til deres handlinger og resultater. For os er bevægelsens liv arbejdernes, bøndernes og folkets handlinger.
Konklusion: Folkene på dette kontinent, hvis fremtid er at sejre over imperialisme og reaktion, har brug for at de revolutionære opfylder sin opgave til at hjælpe dem til at få smidt de kræfter i den demokratiske og revolutionære bevægelse ud, der er fjendtlige over for den revolutionære kamp og imod at vælte proimperialistiske borgerskab og imod nedkæmpelsen af fascismen.
Vi må gennem dialog med folket overbevise dem om deres opgaver i denne ideologiske kamp, i at overvinde populismen, caudillismen, socialdemokratisme og opportunisme af al slags.
Forretningsudvalget i Colombias Kommunistiske Parti (Marxister-Leninister)
Colombia, 5. april 2018
Oversat fra Unity&Struggle nr. 36, 2018
Noter
1. Jorge Eliécer Gaitán (født 23. januar 1903 i Colombia og myrdet 9. april 1948) var leder af Det Colombianske Venstre og præsidentkandidat ved valget i 1948 med løfter om omfattende reformer. Under valgkampen blev han myrdet af Juan Roa Sierra, der blev dræbt af en vred folkemængde. Det markerede starten på et årti med borgerkrig, som i den colombianske historie kaldes la Violencia.
2. Álvaro Uribe Vélez (født 4. juli 1952) præsident 2002-2010. Kendt for at have slået hårdt ned på landets revolutionære guerillagrupper, bl.a. ved at indføre et belønningssystem, hvor en soldat i hæren får en dusør for hver guerilla, han dræber. Det har ført til, at hæren har taget uskyldige og iklædt dem guerillauniformer og derefter henrettet dem for at få dusøren.
3. Se tidligere note.