Den Europæiske Union er begyndt at tale mere om sine fælles internationale økonomiske interesser og ambitioner, og det har de senere år accelereret den militærpolitiske diskussion. EU vil have en hær og kunne sætte handling og magt bag ved sin fælles økonomiske styrke.
Men hvad er det, EU vil forsvare?
IT-sikkerhed er ikke et militært spørgsmål
Teknologiske trusler mod EU-landene bliver fremhævet som fremtidens krigsskueplads. Hvor det de seneste 20 år har været truslen fra terrorister eller militser og sørøvere, der har fået sabelraslen frem hos politikerne, er det nu tilsyneladende internettet, der truer med spioner og hackere og målrettede politiske kampagner på sociale medier.
Den synsvinkel betyder i praksis, at det civile beredskab til at klare ellers simple tyverier eller økonomisk kriminalitet, der foregår via internettet, er blevet underlagt forsvarsministeriet. Og det styrker i hvert fald ikke IT-sikkerheden, da alting her holdes hemmeligt i en lille boble, og militærets efterretningstjenester notorisk forsøger at udnytte svagheder i software til at spionere i stedet for at sikre systemerne mod indbrud.
På EU og NATO-plan er kontrol med internettet blevet en central del af storpolitikken. Det er den moderne kommunikationsvej, og både amerikanske og europæiske virksomheder forsøger at få kontrol med al kommunikation til borgerne.
Kina og Rusland har prøvet at isolere sig fra det amerikansk kontrollerede internet og har opbygget deres eget system. Især Kina er hurtigt blevet en global spiller, hvor de udbreder deres teknologi og nationale standarder til lande, de samarbejder med. Nøjagtig som vesten har gjort.
USA’s næste skridt er internet udbredt via satellit. Telekommunikation, YouTube og amerikansk underholdning via streamingtjenester osv. vil meget billigt og lynhurtigt suse fra et sted i universet til hele kloden. Helt uden om alle former for national kontrol og overvågning. Kun amerikanerne vil vide, hvad der foregår, og kan bestemme, hvem der skal lukkes ude.
Samme tendenser til en global front mellem især Kina og USA ses inden for udviklingen af moderne computersoftware som kunstig intelligens. EU’s industri er på den anden side på nogle punkter faldet teknologisk bagud af dansen. Selvom den politiske dagsorden om at blive ”verdens bedste” lyder fra alle kanter, er det ikke i EU, den nyeste kommunikationsteknologi bliver udviklet, det er i høj grad fra USA og Kina. EU har ingen ledende softwarevirksomheder, det er USA, der er løbet af sted med branchen, og det de ikke selv kan, har de opkøbt.
Det er i det lys, at EU’s IT-trusselsbillede om de farlige unavngivne udenlandske kræfter skal ses. Ved at erklære kunstig intelligens af vital interesse for sikkerheden kan mange milliarder euro kanaliseres fra velfærd og andre formål til oprustning i et forsøg på at forstærke den teknologiske del af europæisk industri.
Det handler altså ikke så meget om, at EU er truet af uvenlige hackere eller moderne kinesisk teknologi, men om at EU i øjeblikket er hægtet af, og det spænder ben for ønsket om at blive en tidssvarende supermagt. ”Sikkerhedskrisen” er, at EU’s industri har fokuseret på automatisering af samlebåndet og bygget højteknologiske fabrikker i troen på, at man var foran på teknologi. Men nu står man med noget, der ligner hestevogne.
Fremtiden står og banker på, og EU frygter, at deres internationale position som ”verdens største økonomi” er på vej til at forsvinde med tidevandet. Den relativt store økonomi der kan mønstres, og den styrke og forhandlingsposition det giver, er samtidig det væsentligste argument for EU-samarbejdets konstante bevægelse mod en føderation. Og hele korthuset bygger på, at de to ting er forbundne.
Teknologisk efternølen er ikke automatisk en militær trussel, men det sætter naturligvis pres på ambitionen fra EU om at spille en selvstændig rolle i verden og gøre sig fri af amerikansk militær og udenlandsk teknologi.
Det svar som EU er kommet op med, er en øget militarisering af økonomien, hvor den europæiske våbenindustri vil få kronede dage og alle forskere og universiteter, der ønsker sig bevillinger, vil blive tvunget til at underlægge sig EU’s dagsorden. En af de ting som EU allerede har vedtaget, er, at der skal forskes i autonome våbensystemer.
Igen er EU’s politik ikke til gavn for fremskridt eller verdensfreden. At de europæiske lande ikke længere er på teknologisk forfront, har de alene sig selv at takke for. Det viser, at EU ikke virker. Militarisering af IT-sikkerhed og udviklingen i kunstig intelligens til dræberrobotter vil gøre ondt være. Det er en helt forkert retning.
Når arbejdskraften er så rigelig, at den kastes i havet
Det som stormagterne gerne går i krig over, er i meget bred forstand ressourcer. Det handler om magt og indtjening. Og her har EU på det seneste gjort det meget klart, at sikkerhedspolitik og adgang til energi, f.eks. naturgas, er et sikkerhedspolitisk spørgsmål. Adgang til alt muligt er i virkeligheden sikkerhedspolitik, når det kommer til stykket, også muligheden af at lukke for adgangen, så bestemte leverandører kan sanktioneres eller begrænses, mens andre kan nyde fremme.
I øjeblikket kan man se af EU’s sikkerhedstænkning, at der skal placeres en lang gasledning tværs gennem Danmark, fordi Polen har krav på gas uden om Rusland. Det er altså ikke mangel eller prisen på russisk gas, der er problemet – det er faktisk dyrere at få gas via Danmark. Det er alene et militærstrategisk spil, hvor man gerne vil ramme Rusland økonomisk, også selvom det koster EU-kassen endnu flere penge.
Men den vigtigste ressource i den nuværende økonomi er arbejdskraft. Og er der en ting, som EU har rigeligt af, så er det folk, der ønsker sig et arbejde. Så meget desto mere mærkeligt, at EU konstant gør mangel på arbejdskraft til et problem og kræver, at pensionsalderen bliver hævet og folk skal arbejde længere. Det er slet ikke nødvendigt. Arbejdskraften er så rigelig i disse år, at den bogstaveligt bortsmides i Middelhavet.
EU’s politik for grænsebevogtning handler ikke kun om at holde folk ude, men også om at fastholde en stor del af arbejdsmarkedet under kummerlige omstændigheder. Når man i Danmark sender flygtninge ud på arbejdsmarkedet til en meget lav startløn, så er det med til at trykke lønnen og arbejdsforholdene for alle. Men fordi der er tale om en flygtning, der ikke har noget andet valg, så kan de heller ikke kæmpe for ordentlige forhold.
I virkeligheden er der mange tusind på det danske arbejdsmarked, der arbejder uden papirer eller opholdstilladelse i lavtlønsjob. Og de tier også stille og tager til takke, fordi alternativet er endnu værre. En hård behandling af flygtninge, der står til udvisning, er med til, at andre, der holder sig under radaren, er klar til at udstå endnu være forhold.
Flygtninge og immigranter er til gengæld ikke et sikkerhedsproblem for EU – sikkerhedsproblemet er igen EU. Fordi årsagerne til, at folk flygter fra Mellemøsten eller Afrika, handler om, at deres hjemlande er i en konflikt, som EU og NATO-landene er medskyldige i. Og årsagerne til, at folk forsøger sig som immigrantarbejdere, er dårlige økonomiske forhold og underudvikling i deres fædrelande, igen forbundet med de europæiske landes neokoloniale politik.
Afrika har i virkeligheden selv brug for al den arbejdskraft, der i øjeblikket søger mod EU. Der forestår en kæmpe opgave med udvikling, elektrificering, industrialisering, rent vand og uddannelser osv. Med menneskelig snilde kan selv ørken blive til fremtidens levesteder, men det går ikke uden udvikling af økonomien. Det er ikke nok at udstyre den fattige med en fiskestang, når EU’s industritrawlere suger havene tomme for fisk. Der skal tidssvarende teknologiske løsninger til for at få økonomien op på et rimeligt niveau.
Men her kommer vi til den anden side af flugten, nemlig at når nogen flygter, er der også et lille stykke land tilbage, som andre kan overtage. Og her er EU også med jagten på profit i Afrika, når de opkøber billig landbrugsjord og opsætter moderne væksthuse, og producerer grønsager langt uden for almindelig fødevarekontrol. Land grabbing i fattige lande er blevet en guldgruppe.
Sidst skal det også nævnes, at EU er begyndt at uddanne militser som grænsepatrulje og fangevogtere i f.eks. Libyen. Planen er, at disse styrker skal forsvare EU’s interesser. Det handler altså ikke om militær bistand eller træning af sikkerhedsstyrker, som kan genindføre sikkerhed og demokrati, sådan som politikerne påstår.
EU’s selvforståelse – sammen med USA – som verdens frelser kan genfindes i historien. Eksemplerne fra nutidens behandling af flygtning viser ret tydeligt, at der ikke for alvor er gjort op med kolonitiden. Og når det kommer til påstanden om en stor teknologisk trussel, så er årsagen, at EU’s egne industrier har satset forkert og nu vil satse massivt på militær teknologi.
Historien om den europæiske imperialisme
Hvis vi skal drage en lektie af historien, er det, at næsten uanset hvor mange hundrede år og forskellige samfundstyper vi ser ned igennem, så har de europæiske lande kun meget sjældent været i direkte forsvarskrig mod styrker fra andre kontinenter.
Historisk findes der til gengæld utallige borgerkrige og slaveoprør og bondeopstande, også erobringskrige mellem europæiske folkeslag indbyrdes, af alle mulige slags.
Naturligvis har både Grækenland og Balkanlandene og Italien og Spanien kendt til ufred på de sydlige grænser. Og Rusland på deres østlige grænse mod Japan m.fl. Men det fremstår i historiens lys som parenteser.
Hverken fra Afrika eller Mellemøsten, det nære eller fjerne Orienten, Amerika eller andre steder på kloden har de europæiske magter haft nogen som helst grund til at frygte for hverken invasion eller slaveskibe. Tværtimod var verden siden 1400-tallet og næsten frem til vores tid mere eller mindre besejret og besat og koloniseret af den europæiske imperialisme. 1
Det eneste der har truet de europæiske stormagter, har været deres indbyrdes krige og oprør for frihed fra tidligere kolonier, og slavernes kamp for frihed.
På et tidspunkt var stort set hele jordkloden under de europæiske stormagters indflydelse. Medmindre man begynder at regne Rusland og Tyrkiet uden for det gode selskab af europæiske imperialister. Der er nogle, der netop giver tyrkernes erobring af Konstantinopel i 1453 ”skylden” for europæisk kolonialisme, fordi det bliver set som starten på et kapløb om at finde nye handelsruter til Orienten.
De sidste par hundrede år, i takt med industrialiseringen og de borgerlige revolutioner, skiftede de interne magtforhold, og USA blev den første store selvstændige magt i 1776, der kunne udfordre europæerne. I løbet af 1800-tallet mistede europæerne magten over kolonier i Sydamerika og i Caribien. Hvert land har sine egne helteepos om glorværdige frihedskampe mod franske eller spanske eller en anden nations soldater. De historier er gode at få forstand af.
Imens ulmende også nye kampe i kølvandet på de borgerlige revolutioner, denne gang om adgangen til industrialiseringens sorte guld i form af kul og stål og andre råstoffer. Kolonitidens handelskrige handlede ofte om kontrol med søveje, landbrugsvarer og plantager og slavehandel, men man ser, at magtkampene altid tager udgangspunkt i en økonomisk virkelighed.
Fredskongressen i Wien 1814-1815, der skulle ordne Europas politiske forhold efter Napoleonskrigene, markerer et første skridt i denne bevægelse. Og de europæiske lande lod sjældent en god lejlighed til at gå i krig med eller mod hinanden gå forbi. Kontrol med kolonier, transportruter eller nemt tilgængelige energireserver vedblev at udløse krige, og gør det også i dag.
Langt op i det 19. århundrede var store dele af Asien, Afrika og dele af Mellemøsten besat af europæiske stormagter. Og bestemt ikke for at indføre civilisationen til de ædle vilde, eller for at udbrede lærdom og pacifistisk kristendom, så man kunne frelse de stakkels hedninge. Europæernes borgerskab og magtelite har verdens dårligste samvittighed.
Begyndelsen til enden for europæisk overherredømme på kloden begyndte nok ved den amerikanske befrielseskrig, men sømmet blev for alvor slået i ligkisten med første verdenskrig, og begravet med millioner af døde.
Det eneste europæiske land der vendte krigen ryggen og derfra voksede frem som arbejderklassens fane for hele verden, var Lenins og Stalins socialistiske Sovjetunionen. Også USA voksede som teknologisk stormagt ud af første verdenskrig, og det blev en periode med gigantiske fremskridt: Biler, fly, elektricitet, osv. blev udbredt i rekordfart. Bare ikke for Tyskland, (og enkelte andre). De blev fastholdt i økonomisk krigsskadeserstatning, og de fleste europæiske lande sank ned i dyb økonomisk krise. I efterspillet til første verdenskrig ser vi det europæiske borgerskab i kamp mod arbejderklassen udvikle sig til fascisme og militarisme og nationalchauvinisme og til sidst nazisme. Det er bestemt også en historie, der er værd at studere.
I 1929 ramte den økonomiske krise også USA, og den kapitalistiske verden stod ved en afgrund. Det tyske svar var oprustning og forestillingen om at samle de europæiske lande under tysk-romersk overherredømme. Det er nu 80 år siden, erobringstogtet begyndte.
Og det stoppede først, da Tyskland i 1945 var trængt helt tilbage til Berlin og stod knust tilbage. USA stod frem som verdens nye supermagt, og som punktum for anden verdenskrig beviste de deres total dominans med atombomben. Omtrent 140.000 blev dræbt i Hiroshima, 70.000 i Nagasaki.
Sovjetunionen, der havde lidt de største tab i krigen, kom hurtigt materielt på benene, og for en ganske kort stund havde verdens folk håb for fremtiden. Afviklingen af de sidste kolonier begyndte for alvor med Indiens selvstændighed i 1947. Og frem til midten af 1950’erne stod østblokken som en stærk garant for fred, inden revisionistiske kræfter greb magten og skiftede kurs mod genindførelsen af kapitalismen.
Selvom de europæiske stormagter måtte slippe kolonierne, har de dog stadig til dels økonomisk kontrol og militære bånd til mange af de tidligere kolonier i bl.a. Afrika, og i dag forsøger EU at kaste sig op som den institution, der har ret til at forhandle med de tidligere kolonier om kontrol med handel og jord og fiskerettigheder og udrustning af militser. Og det er værd at bruge dette lidt hensynsløse og nedsættende ordvalg om de lande, der ikke har vundet deres fulde frihed. Også fordi det er EU’s europæiske blik. Hvis man først forstår urimeligheden i det nedladende europæiske syn på ”udviklingslandene” eller ”de fattige lande”, forstår man også, at EU endnu ikke ser dem som frie.
Som konklusion på spørgsmålet om der er nogen historisk evidens for, at EU-landene er militært truet, så er svaret nej. Der findes simpelthen ikke en sådan trussel, ikke de sidste 500 år og ikke i dag. Tværtimod er de europæiske lande historisk set en trussel mod resten af verden.
De 40 år med kold krig fra 1949 til 1989 var østblokken det store argument for NATO og for en vanvittig oprustning, og også argumentet for hundredvis af krige, som USA’s krig mod Vietnam. Oprustningsspiralen i sig selv var måske nok en trussel, og imperialisternes rivalisering, men en invasion fra Rusland var et koldkrigs-fatamorgana. Og det er det også i dag. Vil Rusland bruge magt for at bevare deres flådebaser og kontrol over søveje? Naturligvis, Rusland er ikke bedre end andre kapitalistiske stormagter. Men alle ved, at Rusland højst har kunnet true EU’s ekspansionsdrømme, og det er noget ganske andet end at være en trussel mod europæisk sikkerhed.
Lenin skrev i 1915: ”Naturligvis er overenskomster mellem kapitalisterne og mellem magterne mulig for en tid. I denne forstand er Europas Forenede Stater også en mulighed som en overenskomst mellem de europæiske kapitalister… om hvad? Ene og alene om med forenede kræfter at undertrykke socialismen i Europa, om med forenede kræfter at forsvare de røvede kolonier mod Japan og Amerika, som i højeste grad er blevet forfordelt gennem den nuværende opdeling af kolonierne og i de sidste 50 år, er vokset i styrke i langt højere grad end det tilbageblevne, monarkistiske og alderdomssvækkede Europa.” (Om parolen om Europas Forenede Stater, 1915)
For imperialismen er krig en videreførelse af den økonomiske politik med andre midler.
Note
- Skillelinjen for den europæiske overmagt sættes her til 1492, der var tidspunktet hvor det sidste arabiske storrige var drevet tilbage fra deres spanske erobringer, og hvor Columbus ”opdagede” Amerika. Men det er ikke det samme som den totale dominans slog igennem fra den ene dag til den anden. Arabiske piratskibe fangede folk i Afrika og Europa helt op til Island, og gjorde dem til slaver helt op til 1700-tallet.