Næring til tanker og indtryk fra virkeligheden
Dette land blev i gammel tid kaldt ”Vildmarken”. Her var omvandrende krigeriske stammer: Skytere, sarmatere, østgotere, hunner, avarere, khazarer, petjenegere, kumaner.
Regionens navn er i moderne tid forbundet med navnene på floderne Don og Severskij Donets og med forekomsten af kul. De største geologiske lag af kul er koncentreret i regionen med byen Donetsk som centrum (1,5 millioner indbyggere), men forekommer også i fire naboområder. Navnet Donbass er således en forkortelse af ”Donets-bækkenet”, og det er en af de største kulregioner ikke bare i Europa, men i verden.
Ikke desto mindre startede områdets økonomiske betydning og udvikling ikke med kul, men med udvindingen af salt i det 17. århundrede, hvor disse områder blev kaldt ”Novorossija” (Ny Rusland).
Denne urolige og på mange måder opgivne region, der i begyndelsen var befolket af kosakker, heriblandt ukrainske ortodokse kosakker, som flygtede fra det katolske Polen, var udsat for angreb fra nomader. Det 18. århundrede oplevede mange krige mellem Rusland og Tyrkiet. De russiske hæres sejr førte til, at flere russiske bønder og flygtninge fra områder, der var underlagt det ottomanske rige, bosatte sig i området. Blandt disse var serbere, grækere, albanere, moldovere, armeniere osv..
På samme tid blev der grundlagt tyske kolonier. Under Katharina den 2., som var af tysk afstamning, blev tyske emigranter gavmildt belønnet i ”Ny Rusland” med landbrugsområder på frugtbar sort jord.
Kulindustriens guldalder
De første kulminer blev startet her i midten af det 19. århundrede. Hurtigt efter afskaffelsen af livegenskabet i Rusland tog udviklingen af kapitalismen fat. Det førte til voksende industri i Donbass, bygningen af jernbaner og større byer.
Udenlandsk kapital, domineret af franske og belgiske firmaer, spillede en dominerende rolle. De kontrollerede mere end halvdelen af den samlede kulproduktion. Før Første Verdenskrig, i 1913, var der mere end 1200 kulminer. Den årlige kulproduktion var 25 millioner tons. Men disse tal er næppe betegnende for mineindustriens succes i zarismens Rusland. Til sammenligning kan det nævnes, at på samme tid producerede 4000 miner i England 200 millioner tons kul om året.
Stalins industrialisering af Sovjetunionen fordoblede antallet af miner i Donetsk og Luhansk, som er de to førende områder i Donbass. Ved starten af Anden Verdenskrig producerede Donbass 85 millioner tons kul til landet. Den sovjetiske periode var en virkelig ”guldalder” for Donbass. I 1920 boede der en halv million mennesker, i 1940 fem millioner og i 1985 otte millioner.
Området skabte mange eminente stats- og partiledere, ledere af større virksomheder, fremragende videnskabsfolk, berømte generaler og intellektuelle notabiliteter.
Tusinder af lokale fabrikker producerede alt fra skrivemaskiner til enorme ingeniørprojekter til rumstationer. Selv efter ødelæggelsen af Sovjetunionen og en generel nedgang i produktionen var Donbassregionens andel af den samlede produktion i Ukraine på 25%, selvom den kun udgør to ud af Ukraines 24 regioner. Med andre ord understøttede Donbass mange andre regioner i Ukraine uden nogen som helst statsstøtte, modsat alle radio- og tv-historierne fra de nuværende kyniske ledere i Kiev.
En af de mest udviklede regioner
I 1960’erne, 70’erne og 80’erne havde Donbass ry for at være en af de mest udviklede regioner i USSR med en meget velstående befolkning. Minearbejderlønningerne nåede op på 6-7-800 rubler om måneden. Lønningerne i andre industrier var mindre, især for arbejdere og embedsmænd: 150-350 rubler om måneden. Var det meget eller lidt? Lad os se på priserne på forbrugsvarer inkl. luksusvarer og delikatesser. Selvfølgelig varierede priserne, men i gennemsnit så det således ud:
Offentlig transport: 4-5 cent; et pund brød: 15-20 cent; biografbillet: 20-50 cent; middag for uddannelsessøgende: 30-40 cent, 100 gram luksuschokolade: 1 rubel; et kilo kød: 1,5-2 rubler; et kilo pølser: 2-4 rubler; bomuldsbluse: 10 rubler; tre ugers fagforeningstur til feriested: 20 rubler; en god flaske vodka (50 cl): 4-5 rubler; en flaske cognac af topkvalitet (50 cl): 25 rubler; et kilo sort kaviar: 40 rubler i butik, 65 rubler på restaurant; et par lædersko: 40-50 rubler; en guldring uden sten: 40-100 rubler; et jakkesæt i uld: 120-180 rubler; en cykel: 60-90 rubler; en scooter: 130-200 rubler; en motorcykel: 300-1500 rubler; en bil som fx Lada: 5500-7500 rubler.
Den månedlige udgift til el, gas, vand m.m. afhang af beboelsens størrelse og det antal personer, der boede i boligen. Som regel varierede prisen fra ganske få rubler til 10 rubler eller mere.
Det er vel ikke nødvendigt at nævne, at selve huslejen var gratis for befolkningen i Donbass, ligesom den var for alle sovjetborgere. I udlandet var der meget få mennesker, der vidste, at man også kunne købe sin ejendom i USSR. En sådan bolig blev kaldt et kooperativ. En lejlighed med et soveværelse kostede i gennemsnit 3500 rubler, med tre soveværelser 5000 rubler. Selvfølgelig havde befolkningen i Donbass gratis lægehjælp og medicin samt gratis skolegang og højere uddannelse. Lokale universiteter og læreanstalter uddannede gratis et enormt antal udenlandske studerende. USSR betalte dem et stipendie på 90 rubler om måneden.
I sovjettiden opstod der i Donbass med stor styrke en bevidsthed om fælles folkelig identitet. Der var ingen sociokulturelle forskelle mellem fx efterkommere af ukrainere og russere. Anden generation begyndte at tale det samme sprog og udvise de samme mentale og adfærdsmæssige mønstre. Der var mere end 100 nationaliteter, men der var aldrig etniske konflikter.
Fasciseringen af Ukraine
Det var tydeligt, at befolkningen i Luhansk og Donetsk (der havde generobret retten til det gamle navn på hjemlandet Novorossija), som var opvokset med ideerne om venskab og stor sovjetisk patriotisme, ikke ønsker at leve med nynazistiske optog med billeder af Bandera (1) og andre nazibødler. Det absolutte flertal ønskede ikke at blive en del af Europa på bekostning af brudte bånd til Rusland og var ligeledes stærkt imod Ukraines medlemskab af NATO. Styret i Kiev udråbte Bandera og hans slæng til nationalhelte, selvom de var agenter for den engelske, tyske og amerikanske sikkerhedstjeneste, svorne fjender af det ukrainske, det russiske og det sovjetiske folk, som havde kæmpet mod de fjendtlige aggressorer, og som efter krigen havde kæmpet for at styrke socialismen.
Kievs radikale nationalister, disse tjenere for deres vestlige herrer, prøvede at tvinge Donbass til at tilbede fascistiske idoler og til at acceptere underlæggelsen af Ukraine under NATOs interesser. Kun blinde og hjernevaskede vesterlændinge, for slet ikke at nævne de bevidste løgnere, kan kalde det for ”demokratisering”, som i virkeligheden er fasciseringen af Ukraine. En proces, der startede i 2014, blev fuldført.
Hvad skete der?
Den fuldt udfoldede væbnede konflikt i Donbass, som tog sin begyndelse i netop 2014, kan deles op i fem hovedstadier. De dækker perioden op til undertegnelsen af de aftaler, der er kendt som Minsk 1 og Minsk 2.
Første stadie. April-maj 2014
Den ukrainske hær og nationalistiske paramilitære styrker trængte ind i de rebelske regioner Donetsk og Luhansk. De besatte de nordlige distrikter af regionen Luhansk og de vestlige og dele af de sydlige distrikter af regionen Donetsk. Den oprindelige befolkning bevæbnede sig og dannede en milits for at slå de invaderende tropper tilbage. Det kom til voldsomme slag til forsvar for byen Slavjansk, hvor to tusind dårligt udrustede militsfolk afviste tre angreb fra ti tusind veludrustede ukrainske soldater, der uafbrudt modtog nye forsyninger og forstærkninger. Allerede på det tidspunkt viste neo-Bandera-tilhængerne usædvanlig grusomhed over for tilfangetagne rebeller og civilbefolkningen.
Andet stadie. Juni-juli 2014
Den ukrainske hovedoffensiv. Målet var at afskære Folkerepublikken Luhansk og Folkerepublikken Donetsk (LPR og DPR) fra Rusland og indtage hele den ukrainsk-russiske grænse. Angrebet kom fra to sider, men den ukrainske hær var ikke i stand til at vinde kontrol over de vigtigste veje og højder i regionen Donetsk. Det lykkedes dem ikke at besætte landegrænsen til Den Russiske Føderation over en strækning på ca. 100 km. Det skabte ”den sydlige gryde”, hvor Kievregimets hovedstyrker blev fastlåst.
Rebellerne blev tvunget til tilbagetog fra Slavjansk og Kramatorsk, men de samlede styrker angreb i Saur-området, et af de strategiske punkter på Donetsk-højderyggen. 5000 ukrainske soldater blev omringet i en ”gryde”, og ikke mindre end 3000 af dem blev dræbt. Folkemilitsen erobrede 70 armerede køretøjer og en stor mængde andre våben.
Tredje stadie. Juli-august 2014
Den rasende fascistiske junta i Kiev mobiliserede og startede en ny hovedoffensiv. Deres tropper forsøgte at spalte og isolere LPR og DPR fra hinanden for at komme tilbage til den russiske grænse med det formål at redde resterne af ”den sydlige gryde”. Et særligt mål var at erobre nedfaldsområdet og vraget af det malaysiske passagerfly, der blev skudt ned den 17.juli. De ønskede at slette sporene af deres egen forbrydelse og kaste skylden på folkerepublikken.
Folkemilitserne blev tvunget ud af byerne Severodonetsk, Lysjtjansk og Popasnoje. Voldsomme kampe fulgte ved Sjahtersk, men det ukrainske militær led et knusende nederlag. Dets totale tab af tanks, kampkøretøjer og armerede troppetransportkøretøjer løb op i 125 enheder. Militserne havde forsvaret Sjahtersk.
Den ukrainske overkommando omgrupperede tropperne og forsøgte at indtage Ilovaisk og Khartsyzsk for at isolere Donetsk totalt. Kampen om byen Ilovaisk varede 20 dage og endte med befrielsen af byen fra neo-Bandera-tilhængerne og de omringende fjendtlige enheder i de fire ”heksekedler”. Med alvorlige tab, som det officielle Kiev er tavse omkring, flygtede resterne af fjenderne. At dømme efter, hvad deres militære ledere plaprede ud med, så mistede de alene ved Ilovaisk mere end tusind soldater.
Fjerde stadie. August-september 2014
Et massivt modangreb blev sat ind af Novorossijas væbnede styrker.
Følgende områder blev befriet fra den ukrainske hær og de paramilitære straffebataljoner:
Saur-gravene, Marinovka, Stepanovka, Ilovaisk, Kommunar, Zjdanivka, Dokutjaevsk, Starobesjevo, Kutejnikovo, Telmanova, Novoazovsk, Sjirokino og mange andre byer. Militsen nåede frem til kysten af Det Azovske Hav (2). Dette område hører til DPR.
I LR fik de kontrol over følgende: Metalist, lufthavnen i Luhansk, Gravellij, Novoselovka, Lutugino, Merry Hill, Jubilee, Rodakove, Slavjanoserbsk, Krasnij Lukh, Khorosjee, Zjeltoyje. Militsen drev de ukrainske invasionsstyrker mod nord ud af Luhansk og over floden Donets.
Femte stadie. September-december 2014
Septemberaftalen fra Minsk blev ikke overholdt af Ukraine. Den erklærede våbenhvile eksisterede kun på papiret og i diplomaternes taler.
Militserne fra Donetsk førte skyttegravskrig for at forhindre tropper fra Kiev i at rykke ind i DPR. Fortsatte gensidige beskydninger, angreb og sabotagegrupper kæmpede i strategisk vigtige områder som fx Donetsk lufthavn, omegnen af Mariupol etc.
Som svar på provokationerne fra neo-Bandera-grupperinger tvang militsen fra Luhansk dem over floden Donets, pressede de ukrainske tropper og drev dem længere og længere væk fra byen. Valuiskoje og Nizjneteploje blev befriet. Der var kamp om landsbyerne Luganskaja, Kolesnikovka, Ajdar, Sjastye etc.
Intense kampe foregik i resten af 2014 og fortsatte indtil midten af februar 2015. Men også Minskaftalen fra februar blev efterfølgende ignoreret af regimet i Kiev, som overtrådte våbenhvilen og dræbte civile ved enhver lejlighed.
Konklusion
Den såkaldte ”anti-terror-operation”, der blev iværksat af regimet i Kiev, og som blev helhjertet støttet af de vestlige lande, var i virkeligheden en borgerkrig, og regimet tabte fuldstændigt. Den arrogante marionet- præsident Porosjenko erklærede, at det kun ville tage nogle få dage at vinde. Nogle af hans øverstbefalende, der åbenbart var inspireret af, at vesten sendte tusindvis af lejetropper og ydede rundhåndet militær og økonomisk hjælp, talte endog om ganske få timer.
Eftersom de ville retfærdiggøre deres skammelige tiltag og ikke ønskede at erkende, at et bevæbnet folk er uovervindeligt, jamrede disse ”krigere” om ”russisk aggression”. Man kan kun le ad deres henvisninger til, at ”sandsynligvis 10-20-30.000 russiske soldater og officerer invaderede et forsvarsløst Ukraine”.
Jeg tror, at disse tal vil stige i takt med tiltagende militærpolitisk hysteri og psykose, der har taget overhånd i Kiev og den vestlige opbakning. De annoncerede, at hæren i Novorossija var på over 100.000 soldater. Hvis der var tale om et så enormt antal soldater, så ville folket i Donbass for længst have befriet hele Ukraine for fascisterne. Hvis man medregner alle de ganske almindelige mennesker – arbejdere, bønder, intellektuelle, studenter, pensionister – der fra starten greb til de våben, de havde, for at forsvare sig mod de fjendtlige ukrainske tropper, så ville tallet naturligvis stige til hundredtusinder. Senere forsynede folkemagten dem med rigtige krigsvåben, og det skete mange gange, at Bandera-besætterne led alvorlige nederlag til gårsdagens minearbejdere, der havde byttet mineværktøjet ud med maskinpistoler.
På samme tid drømte folket i Novorossija om, at Rusland ville sende bare ét regiment fra den russiske hær, som ville give banditterne i Kiev en eneste udvej: at pakke kufferterne omgående. Rundt regnet 90 veludrustede enheder af ukrainske tropper kastet ind mod folket har ikke kraft til at klare de langt færre militære enheder fra DPR og LR. (Selv de få frivillige, der kom fra Rusland og Europa for at hjælpe oprørerne, var for de flestes vedkommende ikke-militære personer, som var novicer i forhold til de professionelle banditter: amerikanere, officerer fra Polen og andre vestlige lejesvende).
Den væbnede konflikt i Donbass har kostet tusinder af døde, sårede og savnede, har medført store flygtningestrømme, har betydet ødelæggelse af industri, landbrug og infrastruktur. Folk, især børn og ældre, er døde af sult eller af mangel på mulighed for lægehjælp. Hvis ikke vore russiske brødre havde ydet enorm hjælp, kunne Donbass være blevet lagt øde. Ydermere har de ukrainske chauvinister på statslederniveau erklæret, at de ønskede området tømt for at skabe bosættelser for ”udvalgte fuldblodsukrainere”.
Det første år i konflikten var der ifølge FN 500.000 internt fordrevne i Ukraine. Det samme antal fik asyl i andre lande. I skrivende stund er antallet af flygtninge alene på russisk territorium mere end en million.
Officielle ukrainske og udenlandske kilder taler om rundt regnet 5000 civile og militære dræbte personer i konflikten. Der er al mulig grund til at tro, at tallet skal ganges med mindst ti, til 50.000 – og det er bare antallet af dræbte.
Rusland sender tropper og konvojer med humanitær hjælp til Donbass. Det sendes ikke bare af regeringen, men også af mange russiske byer og organisationer. Masser af lastbiler med mad, medicin og tøj er sendt af Den Russiske Føderations Kommunistiske Parti.
Hvad angår de ukrainske kommunister, skal det bemærkes, at Porosjenko-klikens magtovertagelse styrkede deres indflydelse i de befriede områder. Her er der ikke skabt plads til den kampagne for ”fjernelse af kommunisme”, som regimet i Kiev har proklameret og sat i værk i resten af Ukraine ved hjælp af bander. Der er sket det modsatte: Der foregår så at sige en opblomstring af kommunismen i de befriede områder.
På den ene side er det beskedent. Når alt kommer til alt, så har kommunisterne ikke tilstrækkelig styrke og midler til at lede en massiv propagandakampagne. På den anden side er det enormt, fordi selv de mennesker, der før var ligeglade med kommunisternes analyser, anerkender nu rigtigheden af Lenins og Stalins tanker. Medlemmerne af de forskellige kommunistiske organisationer var fra begyndelsen meget aktivt involveret i kampen for Novorossijas uafhængighed. De skabte to grupperinger, som de kaldte ”kommunistiske brigader”, den ene i Donetsk, den anden i Folkerepublikken Luhansk. Neo-Bandera-sympatisørerne er bange for at angribe deres positioner. Soldaterne i disse brigader er inspireret af troen på, hvad der er retfærdigt, og af bannerne med portrætter af de kommunistiske ledere (billeder af Lenin og Stalin kan ses overalt i de befriede områder af Donbass.)
Artiklen er bragt i tidsskriftet ”Revolutionary Democracy”
Indien, april 2017
Sergej Golovtjenko (1959-) er sovjetisk og russisk dokumentarfilminstruktør, manuskriptforfatter og essayist. Han har specialiseret sig i dokumentarisk journalisme om historiske og politiske emner, som er et bidrag til kampen mod neo-fascismen.
Noter:
- Stepan Bandera (1909-59) var en ukrainsk politiker, der samarbejdede med Nazi-Tyskland.
- Det Azovske Hav er adskilt fra Sortehavet af halvøen Krim. Havet ligger nordøst for Krim.