Bangladesh Awami League har regeret Bangladesh i de sidste 13 år (2009-2021) under ledelse af Sheikh Hasina. I denne periode har Sheikh Hasinas styre først og fremmest været kendetegnet af dets ”blod og jernnæve-politik”. Politiet, RAB (Rapid Action Battalion) har dræbt tusinder i denne periode, i hvad de kalder for ‘krydsild’, og hundreder er forsvundet. Titusinder af politiske modstandere er blevet retsforfulgt og arresteret.
Awami League (AL) kom til magten i 2009 ved valget 29. december 2008, stærkt støttet af den amerikanske imperialisme og den indiske regering. Helt fra sin start planlagde de at frarøve folk deres stemmeret. De afskaffede bestemmelsen om at afholde parlamentsvalg gennem den 15. forfatningsændring 30. juni 2011. Regeringsfjendtlige nyheder og udtalelser i medierne var stort set forbudt. Flere tv-kanaler, aviser og magasiner blev lukket ned. Gennem kontrol af offentlige og private virksomheders reklamer, retssager mod journalister og redaktører, trusler og intimidering af forskellige agenturer kontrollerede Awami League-regeringen medierne. Love som loven om særlige magtbeføjelser (Special Powers Act), antiterrorloven (Anti-Terrorism Act), loven om hurtig dom (Speedy Trial Act), § 54 i strafferetsplejeloven, og loven om digital sikkerhed bruges i vid udstrækning mod alle, der modsætter sig eller kritiserer regeringen.
Dette er for det første blevet gjort lettere af sammenbruddet i organisationen af Det Bangladeshiske Nationalistiske Parti (BNP), den herskende klasses vigtigste oppositionsparti, som var ved regeringsmagten, før Awami League kom til magten. BNP’s sammenbrud skyldtes dets udbredte tyveri, korruption, plyndringer og fortræd, som det gjorde, mens det var ved magten, og deres manglende vægt på at opretholde organisatorisk styrke. En anden grund var, at de demokratiske og revolutionære kræfter var ude af stand til at opbygge nogen reel modstand på grund af en svag politisk og organisatorisk situation. En tredje grund var, at de imperialistiske lande, især Indien, har brugt forskellige taktikker og fortsat med deres konspiratoriske aktiviteter for at holde Sheikh Hasina ved magten.
Awami League dannede igen regering 5. januar 2014 efter at være blevet “valgt” ved et valgløst valg. Det nationale parlament har 300 pladser, hvortil der afholdes valg. Derudover er der 50 pladser reserveret til kvinder, hvor der ikke afholdes direkte valg. Ved “valget” i 2014 blev der ikke stemt til 153 mandater, fordi der kun var én kandidat i hver af disse valgkredse. Forskellige statslige organer under direkte instrukser fra premierministerens kontor tvang alle undtagen én kandidat til at trække deres nomineringer til disse mandater tilbage. I nogle tilfælde besværede valgkommissionen sig ikke engang med nogen lovlighed og erklærede blot vinderne. I de resterende valgkredse stemte de fleste vælgere ikke. Så det var ikke noget valg, og Awami League fortsatte med sit styre ved stort set at fortrænge valgprocessen i 2014. Det var relativt nemt, da folk på det tidspunkt var tilbageholdende med at stemme ved valget. Men det, der skete ved det seneste parlamentsvalg 30. december 2018, var langt værre end i 2014. Bag dette var detaljeret planlægning og lang forberedelse.
Siden 2013 er hundredvis af oppositionsaktivister blevet bortført og dræbt i fangenskab, skudt i benene og permanent lammet af tortur, og tusindvis af oppositionsledere er blevet fængslet i tusindvis af sager – og dermed har Awami League overtaget kontrollen med valgkredsene med politiets hjælp længe før valget.
På selve valgaftenen udnævnte regeringen tidligere officerer til vicekommissærer i distrikterne og indkaldte dem til et møde i premierministerens kontor i Dhaka og instruerede dem om, hvordan valget skulle gennemføres. Selv om det var klart ulovligt, sagde valgchefen, at han ikke havde nogen oplysninger om det. Når kandidaterne indsendte deres nomineringspapirer, annullerede disse tidligere officerer 786 ud af 3085 kandidater over hele landet. Blandt dem var et stort antal kandidater fra oppositionen, den BNP-ledede alliance. Der er ingen tvivl om, at dette skete i kølvandet på instrukserne fra mødet i Statsministeriet.
Befolkningen i Bangladesh ønskede at stemme ved valget 30. december 2018, hvorigennem de ønskede at sætte en stopper for Awami Leagues fascistiske styre. De ønskede demokratiske rettigheder, retfærdighed frem for kriminalitet i landet og et stop for terrorisme og korruption. De ønskede at bruge valget som en måde at nå dette mål på. Nogle af de forhåbninger, der er skabt i samfundet, blev set i demonstrationerne af studerende i de store byer i juli 2018, der krævede ”sikre veje”. Et stort antal arbejdende mennesker fra Dhaka og de omkringliggende industriområder vendte tilbage til deres områder for at afgive deres stemmer. Et så stort ønske i befolkningen om at stemme er ikke set i de sidste årtier. Der var mulighed for en folkelig opstand centreret omkring valget.
Stillet over for dette stærke ønske fra folket om forandring kunne størstedelen af den herskende klasse ledet af Awami League ikke længere stole på at kunne manipulere valget på valgdagen. De gjorde intet forsøg på at genoprette det valgsystem, der blev fortrængt i 2014. Natten før valget fyldte statsbureaukratiet, politiet og hæren og bøllerne fra Awami League stemmeboksene med 30-50 % af stemmerne med hjælp fra valgkommissionen. Der blev skabt et miljø af frygt, så vælgerne ikke gik til valgstederne. De, der gik til stemmeurnerne, blev jaget væk, hvis de ikke var medlemmer af Awami League. Afstemningen var blevet forsinket ved bevidst at skabe folkemængder og trængsel ved valgstedets indgang, og valgstederne var blevet lukket i frokostpausen. Vælgerne kunne ikke komme ind på mange valgsteder efter middag. Politiet kontrollerede hele processen. Lokale Awami League-ledere og aktivister kontrollerede valgstederne under tilsyn af politiet og afgav falske stemmer. Hæren patruljerede området udenfor i køretøjer, men kom ikke ind på valgstedet, på trods af klager fra vælgerne. Deres tilstedeværelse skabte snarere frygt blandt vælgerne, hvilket var gavnligt for valgsvindlen. Og valgkommissionen sagde blot, at valget gik godt, ikke noget problem nogen steder.
Faktisk stod befolkningen og statsapparatet over for hinanden, da valget nærmede i slutningen af 2018. Statsapparatet besluttede at forhindre folket i at stemme, og dermed var valgsystemet blevet fuldstændig elimineret. Ved at gøre valgsystemet ineffektivt og effektivt eliminere det var Awami Leagues tilbagevenden til magten blevet sikret. Gennem dette har den mest reaktionære, udemokratiske, plyndrende og terroristiske del af den herskende klasse i Bangladesh været i stand til fortsat at regere.
Natten før valget 29. december 2018 var det, der skete, et statskup mod befolkningen i Bangladesh. Statskuppet var organiseret af højtstående militære embedsmænd, politistyrker, militære og civile efterretningstjenester, valgkommissionen og bureaukratiet. Med andre ord organiserede statsapparatet dette kup. Medierne ydede alle former for støtte. Generelt er et statskup organiseret for at vælte en regering og etablere en anden, hvilket efterlader den eksisterende statsstruktur intakt. Gennem dette statskup væltede en del af den herskende klasse en anden del af samme klasse, mens befolkningen blev smidt ud af hele valgprocessen gennem statskuppet, der fandt sted i Bangladesh forud for valget. Som følge heraf er den vej til forandring, som befolkningen havde valgt skulle ske gennem en valghandling, blevet fuldstændig umuliggjort.
Således er den nuværende Awami League-regering kommet til magten ved at eliminere valgsystemet helt. Det er ikke muligt for en sådan regering at forblive ved magten uden magtanvendelse, uden fascistisk undertrykkelse og uden støtte fra nogen imperialistisk magt, og det definerer den nuværende politiske situation i Bangladesh.
2.
Bourgeoisiet danner regeringer primært gennem borgerlige demokratiske valg eller kører sit eget klassestyre gennem militærstyre. I mange tilfælde fortsætter de dele af den herskende klasse, der er ved magten, deres styre gennem massiv valgsvindel. Dette sker især i lande, hvor den herskende klasses økonomiske grundlag er stærkt afhængig af tyveri, korruption og plyndringer. Hvor hovedformålet med den herskende klike er at øge velstanden gennem plyndringer og korruption ved hjælp af statsmagt snarere end udbytning. Dette kan ses i mange lande i Afrika. Vi har set dette i Bangladesh siden oprettelsen af denne stat. Ved det første parlamentsvalg i 1973 havde regeringspartiet Awami League 100 % chance for absolut flertal uden nogen form for manipulation, og alligevel manipulerede de. Efter at have vundet valget i 1973 stillede Sheikh Mujibur Rahman, far til den nuværende premierminister Sheikh Hasina, op i parlamentet og erklærede: “Der er ikke noget oppositionsparti i Bangladesh.” Denne erklæring afspejlede den politiske karakter af Bangladeshs nye herskende klasse.
I det borgerlige valgsystem forbliver den herskende klasses udbyttersystem intakt. Den andel af udbytningen, som borgerskabet modtager, afhænger ikke af, hvilken del af den herskende klasse der er ved magten, den afhænger hovedsagelig af den relative kapitalmængde. Men i tilfælde af en herskende klasse, der er afhængig af plyndring og korruption, så bestemmes, hvem der kan plyndre, og hvor meget, af i hvilket omfang man kan udøve statsmagt, det vil sige omfanget af magtdeling blandt de herskende klasser. På grund af dette forsøger forskellige dele af de herskende klasser desperat at have direkte del i statsmagten. I et land, hvor mulighederne for plyndringer og korruption er store, er graden af valgsvindel også høj.
Handelsborgerskabet i Bangladesh har etableret sin kontrol over alle finansielle institutioner, herunder banker, forsikring osv., og også over industri- og landbrugssektoren. Erhvervsgrupper, der har tætte forbindelser til statsministeren, har overtaget bestyrelserne i flere private banker og forsikringsselskaber med hjælp fra statslige efterretningstjenester og plyndring af disse. Den borgerlige herskende klasse i Bangladesh udnytter den kapitalistiske produktionsproces, men den vigtigste metode til fordeling af deres overskud er gennem tyveri, korruption, tilrane sig rigdom og plyndring.
Valgsystemet under den siddende regering uden valgsvindel, som blev vedtaget af forskellige dele af den herskende klasse i 1990’erne, varede ikke ved, da der ikke var nogen ændring i den herskende klasses grundlæggende karakter. Deres afhængighed af tyveri, korruption, tilranelse af rigdom og plyndring er ikke blevet spor mindre.
Den regerende Awami League har fortsat sit greb om magten siden det seneste nationale ”valg”. Men det er ikke kun et spørgsmål om, at det ene eller det andet parti fortsætter sit styre. Den vigtigste afgørende kraft i samfundet er klassen, ikke noget parti. Awami League er kommet til magten som klasserepræsentant. Fortsættelsen af Awami League-styret under ledelse af premierminister Sheikh Hasina, gennem effektivt at eliminere forfatningen og valgsystemet, er blevet hilst velkommen af en stor del af middelklassen, store virksomhedsejere, bank- og forsikringsejere, store industrielle ejere, militær, politi, bureaukrati, retsvæsen, forfattere, kunstnere, journalister osv. Faktisk har Sheikh Hasina været i stand til at etablere Awami League som den førende og mest pålidelige politiske repræsentant for handelsborgerskabet. Beviser på dette kan tydeligt ses i klassekarakteren af medlemmerne af det nationale parlament. Alle medlemmer af parlamentet er enten virksomhedsejere eller har forbindelse til virksomheder og handel. Militærofficerer, politistyrker og regeringsbureaukrater er også involveret i forskellige former for lovlige og ulovlige virksomheder.
Den måde, hvorpå højtstående militære embedsmænd, politistyrker, militære og civile efterretningstjenester, valgkommissionen og bureaukratiet har arbejdet sammen om at fortsætte med Awami League-styret, viser, at Awami League har været i stand til at assimilere alle statens agenturer. Med andre ord er selve Awami League blevet en del af staten.
Når Awami League igen er kommet til magten ved det seneste valg, er det ikke er baseret på dets egen organisatoriske styrke, men snarere på basis af hærens og politiets aktiviteter. Efterretningstjenesternes rolle var vigtig for at nominere kandidater. Oprørskandidater er blevet slået ned direkte fra statsministerens kontor – gennem distriktspolitiet og militære efterretningstjenester. Partiets rolle var marginal i dette tilfælde. Distrikternes vicekommissærer var kun de udsendte embedsmænd på papiret; den faktiske kontrol med valgstederne var i politiets hænder. Politiet uddelte også penge blandt Awami League-arbejderne. Distriktspolitiinspektørerne ringede til Awami League-kandidaterne og gav de nødvendige instruktioner og koordinerede deres aktiviteter.
Til gengæld er politiets eget ledelses- og kontrolsystem også brudt sammen. Indenrigsministeriets beføjelser og myndighed er allerede begrænset. Før sidste valg blev politifolk i distriktet og endda på politistationsniveau instrueret og ledet fra premierministerens kontor uden om politihovedkvarteret. Med direkte forbindelser til premierministerens kontor er politibetjente på lavere niveau blevet politisk magtfulde og i stand til at kontrollere lokale udvalg i Awami League. Lokale udvalg i Awami League bliver tvunget til at adlyde politiets ordrer. Politiet er også set spille en rolle i løsningen af stridigheder i partiets lokaludvalg. Som følge heraf er partistrukturen i Awami League svækket. Efter det sidste nationale valg blev Awami League et parti, som er stærkt afhængig af politiet. Awami League er den politiske allierede af politiets kriminelle aktiviteter – dette forhold står nu klart for folket.
Befolkningens tillid til den bangladeshiske hær, som vi tidligere har set på grund af hærens rolle i uafhængighedskrigen i 1971 og omstyrtelsen af Sheikh Mujibs “etparti”-fascisme i 1975, er ikke mere den samme efter det sidste nationale valg. Folk er begyndt at se hæren som en del af den plyndrende herskende klasse.
Strukturelt er militæret, politiet og bureaukratiet en del af staten, og deres medlemmer er en del af den herskende klasse, men de opretholder et relativt neutralt image. Men med en stigende andel i den politiske magt er deres andel i udbytning, tyveri, korruption, plyndringer og berigelse også stigende.
Bangladeshs handelsborgerskab og dets største politiske parti, Awami League, militæret og politiet, bureaukratiet, valgkommissionen, retsvæsenet – det vil sige klassen, partiet og de statslige institutioner – blev knyttet stærkere sammen i det sidste parlamentsvalg, og folket er begyndt at opfatte dem som deres fjende.
På trods af den brede modstand og protester i befolkningen mod den herskende klasse i almindelighed og Awami League i særdeleshed har folket ikke været i stand til at opbygge nogen modstand centreret om det sidste valg. Denne mangel på modstand er det farligste aspekt af den nuværende situation. Fascismen for den herskende klasse i Bangladesh er nu hensynsløs. Organisationer er nødvendige for at opbygge modstanden. Selv spontan modstand kan ikke gå ud over et vist stadium uden organisering. Den spontane modstand er ikke bevidst om sine historiske konsekvenser, den har ikke noget specifikt mål foran sig. I mangel af organisation er folkets protester værdiløse. Det er gang på gang blevet bevist, at folket er magtesløst uden organisering.
Den fascistiske herskende klasse i Bangladesh og dens regering er uløseligt forbundet med imperialismen. Ved det seneste valg ydede Indien samt Kina og Rusland støtte og bistand til Awami League. Generelt er befolkningen i Bangladesh imod indisk aggression og interventioner i landet. Men i den seneste tid synes den offentlige stemning mod amerikansk imperialisme at være svagere end tidligere. Bangladesh har længe været under kontrol af den amerikanske imperialisme, og dennes position i hæren, politiet, bureaukratiet, erhvervslivet, den finansielle sektor og medierne er forsat stærk. USA har tætte bånd til de to vigtigste regerende partier for den herskende klasse, Awami League og BNP, samt andre politiske partier og enkeltpersoner. Da Gana Forum, Borgernes Enhed, JSD (Rob) osv., som har tætte forbindelser til USA, dannede en valgalliance med det største oppositionsparti, BNP, var der udbredt støtte blandt befolkningen til denne alliance. Imperialismens tætte og uadskillelige forhold til den herskende klasse i Bangladesh er endnu ikke klart nok for befolkningen, og de betragter dem ikke som fjender og et uadskilleligt angrebsmål for deres kampe. Det er farligt for den demokratiske kamp i dette land.
Den borgerlige opposition, BNP og deres alliance Den Nationale Enhedsfront, kunne ikke gøre effektiv modstand under det seneste nationale valg. Tortur, bortførelser og forsvindinger, drab på varetægtsfængslede, fængsling og undertrykkelse af oppositionen fra politiets og forskellige agenturers side i løbet af det seneste årti har spillet en vigtig rolle i den forbindelse. Men hovedårsagen til den borgerlige oppositions fiasko er, at disse partier tilhører den herskende klasse. De har ikke rodfæste blandt masserne til at organisere og opbygge modstand mod deres egen klasses fascistiske styre. Hvor den herskende klasse selv er fascistisk, har intet parti, der kontrolleres af dem, styrken og evnen til at gå langt i den demokratiske kamp.
Modsætninger og konflikter mellem forskellige dele af den herskende klasse er stadig fremherskende i Bangladeshs politik. De udbyttede og undertrykte mennesker er i modstrid til den herskende klasse; deres lejlighedsvise sporadiske sammenstød med dem på grundlag af disse modsætninger er ikke den vigtigste form for politik. Det har ingen større vægt i hele den politiske situation, ikke engang betydelig indflydelse.
Selv om staten og den herskende klasse synes at være meget stærkere end folkets kamp og modstand, er de faktisk slet ikke så stærke. Deres styrke er kun relativ. De har ingen egen rygrad. Ingen herskende klasse, der står på plyndringer, tyveri, korruption og terrorisme, kan være uovervindelig stærk. De har overlevet på grund af manglen på organiseret modstand fra folket og på grund af samarbejde fra udefrakommende kræfter, det vil sige de imperialistiske kræfter.
Bangladeshs folk ønsker demokratiske rettigheder – retten til at protestere mod uretfærdighed og undertrykkelse, retten til at afholde demonstrationer for realiseringen af retfærdige krav, retten til at kritisere og retten til at udtrykke deres mening. Befolkningen ønsker at protestere mod udenlandske interventioner, at opbygge modstand. At udøve deres stemmeret uden nogen illusioner om at det vil stoppe for afsavn og udnyttelse. Folket ønsker en ende på Awami Leagues fascistiske styre og streng straf for alle former for kriminelle, der er forbundet med dem.
Det er ikke muligt for noget parti i den herskende klasse i Bangladesh at fortsætte den demokratiske kamp i dette land. Dette arbejde skal udføres af landets revolutionære, progressive og ægte demokratiske kræfter. Dette kræver organisationens styrke. Opbygning af en organisation og at få organisatorisk styrke er den største politiske pligt, vi står over for nu.
- august 2021
Oversat fra Unity & Struggle nr.43, 2021
Udgivet af CIPOML, Den internationale konference af marxist leninistiske partier og organisationer
APK er medlem i CIPOML https://apk2000.dk/cipoml/
Unity & Struggle på engelsk https://www.enhedogkamp.dk/intro-cipoml/