En ny kold krig og trusler i vent

Interview med John Pilger, december 2018

I dette interview taler Pilger om emner som amerikansk aggression i Asien og Stillehavsområdet, hvordan USA’s dominans over verden reduceres, Barack Obamas tid som præsident, krigen mod demokratiet, afsløringerne fra WikiLeaks, det forandrede medielandskab i den digitale tidsalder, krigens politiske økonomi, Vietnam, den globale krig mod terrorisme, Vestasien, nyliberal kapitalisme, Brexit og journalistik.

• Din seneste dokumentarfilm, ”Den kommende krig mod Kina”, viser, hvordan USA er i krig med Kina. Kan du forklare mekanismen i denne hemmelige krig? Tror du, at Asien-Stillehavsregionen vil blive den næste region for imperialistisk indgriben? Hvordan vil denne intervention udfolde sig, og hvad vil resultaterne blive?

Det er kun en ”hemmelig krig”, fordi vores opfattelse er formet til at ignorere virkeligheden. I 2010 fløj USA’s udenrigsminister Hillary Clinton til Manila og instruerede Filippinernes nyindsatte præsident Benigno Aquino om, hvordan der skulle protesteres mod Kina angående okkupationen af de omstridte Spratlyøer. Hun pålagde også præsident Aquino at acceptere tilstedeværelsen af fem mobile baser med amerikanske marinesoldater. Manila var kommet godt overens med Beijing efter at have forhandlet et hårdt tiltrængt lån med gode betingelser til infrastruktur.

Præsident Aquino gjorde det, som han fik besked på, og godtog, at et amerikanskledet juridisk team skulle udfordre Kinas territoriale krav over Spratlyøerne ved FN’s voldgiftsdomstol i Haag. Retten konkluderede, at Kina ikke havde jurisdiktion over Spratlyøerne, en dom som Kina direkte forkastede. Det var en lille sejr i en amerikansk propagandakampagne, hvor Kina bliver skildret som grisk og aggressiv, snarere end defensiv i sin egen region. Motivet lå i den voksende usikkerhed i USA’s nationale elite inden for sikkerhedsapparatet om, at det ikke længere var verdens dominerende magt.

Året efter, i 2011, erklærede præsident Obama et nyt fokus, ”en omdrejning til Kina”.

Dette signaliserede overførslen af størstedelen af de amerikanske marine- og luftstyrker til Asien-Stillehavsområdet, den største bevægelse af militært materiel siden Anden Verdenskrig. Washingtons nye fjende – eller rettere sagt fornyede fjende – var Kina, som var steget til ekstraordinære økonomiske højder på mindre end en generation.

USA har længe haft en række baser rundt om Kina, fra Australien over Stillehavsøerne til Japan og Korea og tværs over Eurasien. Disse baser bliver for tiden forstærket og moderniseret. Næsten halvdelen af USA’s verdensomspændende netværk på mere end 800 baser omringer Kina, ”som den perfekte løkke”, kommenterede en tjenestemand i USA’s udenrigsministerium.

Under dække af ”retten til fri navigation” trænger lavtgående amerikanske skibe ind i kinesiske farvande. Amerikanske droner flyver over kinesisk territorium. Den japanske ø Okinawa er en enorm amerikansk base med sine kontingenter forberedt på et angreb på Kina. På den koreanske ø Jeju er AEGIS-missiler rettet mod Shanghai 640 kilometer væk. Provokationen er konstant.

Den 3. oktober truede USA for første gang siden den kolde krig åbenlyst med at angribe Kinas nærmeste allierede, Rusland, som Kina har en gensidig forsvarspagt med. Der var kun ringe medieinteresse. Kina opruster hurtigt. Ifølge specialister har Beijing ændret sin atomstrategi fra lavt beredskab til højt beredskab.

• Folk som Noam Chomsky siger, at det amerikanske imperium er på vej nedad. Tror du det? I nyere tid har vi set, at USA prøver at opnå en slags aftale med Nordkorea; tidligere forsøgte de at genoprette diplomatiske forbindelser med Cuba. Hvad antyder disse episoder? Tror du, at verden bliver mere forskelligartet?

Det amerikanske imperium som idé er måske i tilbagegang sammen med antagelsen om en eneste overordnet magt og en dollarbaseret verdensøkonomi, men det amerikanske militær har måske aldrig været mere truende. En ny kold krig truer med isolation for USA og fare for resten af os. I begyndelsen af det 21. århundrede skrev den amerikanske journalist og forfatter Norman Mailer, at den amerikanske magt var gået ind i en ”præ-fascistisk” epoke. Andre har antydet, at vi allerede er i den.

Obama var en af de mest voldelige

• Du har sagt, at en af PR-triumferne i det 21. århundrede var Obamas slagord om ”forandring vi tror på”. Du har også sagt, at Obamas verdensomspændende kampagne sandsynligvis var den dyreste terrorkampagne siden 9/11. Hvorfor var du så hård mod Obama, som faktisk har vundet Nobels fredspris? Hvad synes du om Donald Trump og hans tid som præsident?

Jeg var ikke ”hård” mod Obama. Det var Obama, som var hård mod store dele af menneskeheden, i modsætning til det ofte absurde billede i medierne af ham. Obama var en af de mest voldelige amerikanske præsidenter. Han lancerede eller fortsatte syv krige og forlod embedet, uden at nogen af dem var afsluttet: en rekord.

hans sidste år som præsident, 2016, slap han ifølge tænketanken Council on Foreign Relations 26.171 bomber. Det er en interessant statistik; det er tre bomber hver time 24 timer i døgnet, for det meste mod civile.

Bombeteknikken, Obama gjorde til sin egen, var drab ved hjælp af droner. Hver tirsdag valgte han navnene på dem, som skulle dø i et ”program” af drab uden retskendelser, rapporterede The New York Times. Alle mænd i den militære alder i Yemen og i Pakistans grænseområder blev betragtet som acceptable mål.

Han øgede USA’s operationer med specialstyrker rundtom i verden, især i Afrika. Sammen med Frankrig og Storbritannien ødelagde han og hans udenrigsminister Hillary Clinton Libyen som en moderne stat med de falske og velkendte påstande om, at dets leder var i færd med at iværksætte en massakre af ”uskyldige”. Dette førte direkte til væksten af det middelalderlige ISIS og en omfattende indvandring fra Afrika til Europa. Han væltede den demokratisk valgte præsident i Ukraine og installerede et åbent fascist-støttet regime – som en bevidst provokation mod Rusland.

Nobels fredspris til Obama var beskæmmende. I 2009 stod han i Prags centrum og lovede at bidrage til at skabe en verden ”uden atomvåben”. I virkeligheden forøgede han antallet af amerikanske atomsprænghoveder og godkendte et langsigtet kernefysisk program, som kostede tusind milliarder dollar. Han retsforfulgte flere whistleblowere, sandheds-sigere, end alle amerikanske præsidenter tilsammen.

Man kan sige, at hans enestående præstation blev nedgang for den amerikanske antikrigsbevægelse. Holdt for nar af Obamas budskaber om ”håb” og ”fred” gik demonstranterne hjem. Den eneste forskel var, at Obama var den første sorte præsident i slaveriets land. På næsten alle andre områder var han ganske enkelt kun igen en amerikansk præsident, som hele tiden talte om, at USA var ”den uundværlige nation” – som antog, at andre nationer var undværlige.

Måske bestod Obamas klogskab i det image, han og andre med succes fremstillede og dyrkede. Donald Trump kan også beskrives som en anden (voldelig) amerikansk præsident. Forskellen er, at han er en karikatur. Mange i den amerikanske elite afskyr Trump, ikke på grund af hans personlige opførsel, men på grund af en langt dybere forlegenhed. Han er Amerika uden masken.

• Din film ”The War on Democracy” dokumenterer det USA-orkestrerede kup mod Hugo Chavez, som stod op imod imperialismen, ved hjælp af Venezuelas højrefløj og kapitalistiske borgerskab. Dette var ikke noget nyt for de fleste af de latinamerikanske lande. Men i dag ser vi flere og flere lande på kontinentet modstå amerikansk imperialisme. Bortset fra Cuba og Venezuela sidder venstreorienterede regeringer ved magten i lande som Bolivia og Ecuador. Hvad er signalet? I dag hører vi også historier om en højreoffensiv i lande som Venezuela og Brasilien. Hvordan vurderer du det nuværende latinamerikanske politiske landskab?

Jeg er ikke enig i, at ”flere og flere lande i Latinamerika modstår amerikansk imperialisme”. Det kunne have været sandt, da Hugo Chavez levede. Selv da opgav USA aldrig sin indflydelse på kontinentet. I dag er der kun Bolivia, Nicaragua og selvfølgelig Venezuela tilbage, hvor Venezuela kæmper for sit liv.

De fleste lande i Latinamerika er effektivt tilbage i Washingtons greb, især Brasilien. Tidligere oplyst er Ecuador et andet godt eksempel. Lenin Morenos svage regering har inviteret det amerikanske militær tilbage og truet med at udlevere Julian Assange. IMF’s [Den Internationale Valutafonds] økonomiske undertrykkelse blusser igen op i Argentina. Versioner af Washington-konsensussen kendt som nyliberalisme hersker næsten overalt på kontinentet. Cuba er forståeligt nok tavs.

Wikileaks – en milepæl

• I de senere år har vi set whistleblowerne Julian Assange og Edward Snowden afsløre klassificerede dokumenter, som viser, hvordan magtsystemet fungerer. Du har påpeget, at WikiLeaks ikke har gjort andet, end hvad The New York Times og The Washington Post gjorde i deres glorværdige fortid – det har afsløret sandheden om krige for at tilrane sig ressourcer og en korrupt elites rænkespil. Du har sagt, at ”WikiLeaks repræsenterer en milepæl i journalistik”. Hvad er betydningen af disse afsløringer? Hvad fortæller de os?

WikiLeaks har opnået langt mere, end hvad The New York Times og The Washington Post gjorde i deres berømte tidligere inkarnationer. Ingen avis er kommet tæt på at afsløre så mange af magtens hemmeligheder og løgne, som Assange og Snowden har røbet. At begge mænd er flygtninge, er et tegn på, at liberale demokratier har trukket sig tilbage fra principperne om frihed og retfærdighed.

Hvorfor er WikiLeaks en milepæl i journalistik? Fordi deres afsløringer har fortalt os med 100 procents nøjagtighed, hvordan og hvorfor meget af verden er delt op og styres.

• Hvordan analyserer du det skiftende medielandskab i den digitale tidsalder? På den ene side har internettet åbnet store muligheder for uafhængige platforme. Internettet gør det muligt at komme med modfortællinger, som de store medievirksomheder fuldstændigt ignorerer. Men på den anden side har vi store digitale monopoler, som styrer det digitale rum. Hvordan ser du på situationen? Hvilke udfordringer ligger foran os?

Udfordringerne er kun så vanskelige, som folk tillader. Digitale data er kapitalismens ny guldstrøm; digital overvågning er demokratiets nye modstander. Begge adskiller sig kun i form og omfang fra de uendelige magtformer, som folk har måttet gøre modstand mod siden historiens begyndelse. I dag har vi alle fodfæste i den digitale verden; vi har internettet, som er magt. Hvordan vi udnytter denne magt i stedet for at trivialisere den, er afhængigt af vores vilje til at tilegne os tidløse principper for modstand.

• Du har været krigsreporter i mere end halvtreds år. Du har dækket de fleste store krige, herunder Vietnamkrigen, Irakkrigen og den afghanske krig. En række lande praktiserer øget oprustning som økonomisk politik. De store våbenhandelsvirksomheders rolle er også vigtig. Hvad er krigens politiske økonomi?

Den politiske økonomi i krigen i moderne tid er USA’s politiske økonomi. USA nægter 80 millioner af sine borgere ordentlig sundhedspleje, mens de sætter næsten 60 procent af deres føderale skønsmæssige budget af til krigsforberedelser.

Indien har også en krigsøkonomi. I 2018 sluttede Indien sig til verdens fem største militærnationer med et militærbudget på 63,9 milliarder dollar, større end Frankrigs. Næsten halvdelen af nationalbudgettet bliver brugt på militæret. Da jeg først tog til Indien, opdagede jeg en anden verden, der var inde på militærbaser, beboet af sunde, godt opfordrede mennesker med rent vand og uddannede børn. Uden for disse og andre velstandsbobler har Indien flere underernærede børn end noget andet sted på jorden.

Vietnamsyndromet

• Vietnamkrigen har været et af de blodigste og mest dødelige kapitler i efterkrigstiden. Du begyndte som krigsreporter i Vietnam. Det var den første tv-krig. Vietnamkrigen er historien om massakren på mere end tre millioner mennesker. Vil du være så venlig at tale om det forfærdelige, du så i Vietnam? Hvad var de vestlige mediers rolle i Vietnam? For nylig opdagede du forsøget på at omskrive historien om Vietnamkrigen i amerikanske lærebøger. Hjemsøger erindringen om Vietnam selv verdens mægtigste stat?

”Hjemsøger erindringen om Vietnam verdens mægtigste stat?” Jeg er ikke sikker på, at ”hjemsøger” er det rigtige ord. Det, som irriterer Amerikas rygklappere, er, at hæren hos den ”uundværlige nation” blev udvist fra Asien af en bondenation i Asien, at den led et ydmygende nederlag. De har siden forsøgt at opnå et ”bedre resultat” ved at omskrive, hvad de kalder ”Vietnamsyndromet”, en omskrivning af den vedvarende forlegenhed over en katastrofe.

Ken Burns episke dokumentarserie for Public Broadcasting fra 2017 begyndte med påstanden: ”Krigen blev startet i god tro af anstændige mennesker ud fra skæbnesvangre misforståelser, amerikansk overmod og koldkrigsmisforståelser.”

Uærligheden i denne sætning ignorerer de mange ”falske flag”, som førte til invasionen af Vietnam, som for eksempel ”den utilsigtede hændelse” i Tonkinbugten i 1964. Her var ingen god tro. Troen var rådden og fuld af kræftsvulster, og over fire millioner mennesker døde.

Jeg så noget af lidelsen, udpegningen af civile som mål. Beskrevet som ”kakerlakker” af USA’s øverstkommanderende William Westmoreland. I Mekong-deltaet var der efter et bombeangreb lugten af napalm og forstenede træer med kropsdele i. Jeg var også vidne til heltemod. I 1975 fandt jeg den eneste overlevende fra et vietnamesisk anti-luftskyts-batteri, alle var teenagepiger. Hun knælede ved siden af sine kammeraters friske grave.

Terrorisme – et produkt af stater

• Du har stillet spørgsmålstegn ved den amerikanske krig mod terrorisme som et eksempel på hykleri og dobbeltstandarder. Hvorfor siger du det? Hvis det er tilfældet, så er næste spørgsmål, hvordan man skal bekæmpe terrorisme. Hvor udfordrende er truslen om terrorisme for et moderne og fredeligt liv?

Størstedelen af terrorisme er produkt af stater. Yemen er for øjeblikket udsat for vedholdende terrorhandlinger fra den saudiske stat, som har sponsoreret andre former for terrorisme, især angrebene 9/11.

”Krigen mod terror”, der blev lanceret af USA’s præsident George W. Bush i 2001, var i virkeligheden en terrorkrig, der resulterede i millioner menneskers død, hovedsagelig muslimer. Mægtige stater som USA og Storbritannien har udviklet terrorisme som et ”strategisk” våben. Støtten til jihadisme i Libyen og Syrien er levende eksempler.

Konklusionen er eller burde være indlysende: Når regeringer holder op med at fremme terrorisme, vil de blodige overgreb i deres egne byer højst sandsynligt ophøre.

• Du sagde, at USA både har ”gode terrorister” og ”dårlige terrorister”. Hvem er Amerikas gode og dårlige terrorister?

Betegnelsen kan ændres uden varsel. For tiden er saudierne ”gode terrorister”. De bliver faktisk ikke betegnet som terrorister. De ultimativt dårlige terrorister – Al-Qaida – er nu gode terrorister og kæmper på Amerikas side i deres lange krig mod shiaerne. Kurderne har historisk været både gode og dårlige terrorister. I Irak var kurderne gode. I Tyrkiet var de dårlige. Betegnelsen afhænger af, om de kæmper mod USA’s seneste fjende.

• I de sidste årtier i det 20. århundrede har verden oplevet, at den vestasiatiske region er blevet meget central for vestlig intervention. Efter 9/11 kom denne intervention til udtryk i to krige: den afghanske krig og krigen i Irak. Islamofobi nåede nye højder i Vesten. Teorien om civilisationernes sammenstød fandt forkæmpere i statsmaskineriet, det bedste eksempel er Georg Bush. Hvordan placerer du historisk vestlige interesser i Vestasien og også væksten af islamofobi i Vesten?

Jeg vil anbefale den britiske historiker Mark Curtis’ arbejde. Hans bog, Secret Affairs, dokumenterer den britiske stats nære forhold til ekstremistisk islam.

Det er klart, at ting som ISIS og Al-Qaida er produkter af vestlige imperialistiske regeringer. I Afghanistan ville mujahedin kun have været en stammebaseret strømning, hvis det ikke havde været for ”Operation Cyclone”, en amerikansk ledet plan for at forvandle ekstremistisk islam til en kraft, som kunne udvise Sovjetunionen og svække sovjetstaten.

Hvad Vesten frygtede i Mellemøsten, var, hvad Gamal Abdel Nasser i Ægypten kaldte ”panarabismen”. De frygtede, at de arabiske folk skulle rive lænkerne i form af stammetilhørsforholdet og feudalismen i stykker og begynde at kontrollere og fordele deres egne ressourcer. Af denne grund blev Afghanistans eneste progressive regering erklæret ”kommunistisk” og ødelagt. Af samme grund holdes palæstinenserne i en tilstand af uendelig undertrykkelse.

• Med USA’s anerkendelse af Jerusalem som Israels hovedstad den 9. december 2017 er palæstinensernes sorg og frygt vokset. Som du har sagt, er de flygtninge på deres eget territorium. Du har beskrevet aggressionen mod Palæstina som den længste militære besættelse i moderne historie. Kan du uddybe det palæstinensiske problem? Hvad er USA’s strategiske og geopolitiske interesser i regionen? Hvad er vejen frem for at bringe retfærdighed til palæstinenserne?

Et primært mål for USA er at sørge for, at Mellemøsten altid er usikkert, ustabilt og splittet af stammekrige. John Bolton, den amerikanske sikkerhedsrådgiver, har tilnærmelsesvis sagt det, næsten triumferende. Det var sådan, briterne kontrollerede regionen.

Designcentret for denne ”politik” er Israel, en imperialistisk anakronisme påtvunget Mellemøsten, da verden var i gang med at blive afkoloniseret. Som den israelske historiker Ilan Pappe dokumenterer i sin seneste bog, blev Israel udformet som et fængsel for sin oprindelige befolkning, palæstinenserne. Hele det vestlige hykleri er bosat i Israel. Syriens præsident Bashar al-Assad er udpeget som et monster, mens Israels Benjamin Netanyahu, et enormt monster, får frit lejde til at kontrollere palæstinenserne, og i betydelig grad den amerikanske kongres og Det hvide hus og parlamentet i London.

Dette frie lejde blev demonstreret for nylig, da Jeremy Corbyn, leder af det britiske Labour, der måske bliver den næste britiske premierminister, blev udsat for en fuldstændig falsk kampagne, som bagvaskede ham som antisemit. I stedet for at afvise dette foragteligt bøjede Corbyn sig og forrådte sine mange år med at støtte palæstinensernes rettigheder ved at godtage en definition af zionisme, som benægter Israels sande status som en racistisk stat.

Mens jeg skriver dette, massakrerer israelske soldater rutinemæssigt palæstinensere i Gaza, herunder børn. Siden marts 2018 har 77 ubevæbnede palæstinensere krævet amputation, herunder 14 børn. 12 er blevet efterladt permanent lammet efter at være blevet skudt i rygsøjlen. Ikke en eneste israeler blev såret.

Nyliberal kapitalisme

• Hvad vi kalder globalisering, er i virkeligheden nyliberal kapitalisme. Du afslørede antagelig det første eksperiment i strukturtilpasningsprogrammet i Indonesien i 1960’erne. Du siger, at der ikke er nogen forskel mellem de hensynsløse interventioner af international kapital på udenlandske markeder nu til dags og dem i gamle dage, da de blev sikkerhedsmæssigt støttet af kanonbåde. Kan du som journalist, der ved, hvordan den dybe stat fungerer, fortælle os om udviklingen af de nyliberale økonomiske eksperimenter? Hvordan fungerer det i dag?

Nyliberalisme er en udvidelse af det, der tidligere blev kaldt monetarisme, begge eksotiske eller ekstreme versioner af den overordnede ”isme” kapitalisme.

I Vesten, ledet af Storbritanniens statsminister Margaret Thatcher og USA’s præsident Ronald Reagan og deres europæiske modstykker, blev et ”to tredjedels-samfund” erklæret. Den øverste tredjedel ville blive beriget og skulle betale minimal eller ingen skat. Den midterste tredjedel skulle være ”aspirerende”, hvor nogle af dem ”lykkedes” og ville få ”succes” i en hensynsløs konkurrenceudsat verden og andre falde uigenkaldeligt i gæld. Den nederste tredjedel ville blive forladt eller tilbudt stabil forarmelse i bytte for lydighed.

Forholdet mellem befolkningen og staten ville forandre sig fra godartet til ondartet. En ny buffer-klasse af ledere oplært i amerikansk korporativisme, med sin egen ”kultur” og eget ordforråd, ville overvåge omstillingen af socialdemokratiet til et korporativt autokrati. Den offentlige ”debat”, administreret af fuldt integrerede medier, ville blive domineret af ”identitetspolitik”, med alle forestillinger om klasse forvist til et ”nichespørgsmål”. Falske udenlandske dæmoner (ledet af Rusland, tæt efterfulgt af Kina) ville blive udpeget som ”nødvendige fjender”.

’Europæisk enhed er propaganda’

• Eksperimentet EU blev forherliget som tegn på europæernes enhed og en model i den post-socialistiske tid. Men Brexit var et stort tilbageslag for en sådan propaganda. Hvad tænker du om EU-projektet? Hvordan tolker du Brexit og lignende krav?

EU er grundlæggende et kartel. Der er ingen ”fri” handel. Der er eksklusivitetsregler fastsat og tvunget igennem af centralbankerne, hovedsagelig den tyske centralbank, med koncessionsfordele for de svagere medlemmer – nemlig arbejdskraftens bevægelse over landegrænserne, selvom dette nu er usikkert. Det centrale formål for EU er beskyttelse og forstærkning af den stærkestes økonomiske magt. Bruxelles er et centraliseret bureaukrati, demokratiet er minimalt.

Den ”europæiske enhed”, du refererer til, er propaganda fremmet af dem, som får mest ud af at være i EU. Knusningen af Grækenland er en lektie, som flertallet af briterne ser ud til at have forstået.

• Dine værker reflekterer over at få udpeget dem, som styrer menneskehedens skæbne, og på hvilken måde magtfulde nationer, store virksomheder, borgerskab og magtfulde lobbyer laver love og regler i verden. Demokratiet ser ud til at være offeret. Til trods for dette har vi inspirerende historier fra hele verden af modstand mod disse mægtige kræfter. Er du optimist og har håb om en bedre verden?

Der er inspirerende modstandskræfter i mange lande, især Indien. Lige siden jeg først rapporterede fra Indien i 1960’erne, er jeg blevet bevæget af almindelige menneskers vilje, især landmænd, til at kæmpe for retfærdighed i deres liv.

Den seneste store march (fra 23. september til 2. oktober) med 50.000 landmænd fra (Haridwar i) Uttar Pradesh til New Delhi var typisk. Disciplinerede, politiske og ressourcestærke har de meget at lære dem af os i Vesten, som forestiller os, at protest betyder at håne Trump eller underskrive et opråb til vores parlamentsmedlem. Da regeringen i Delhi tillod politiet at angribe landmændene på Mahatma Gandhis fødselsdag, svarede de tilbage.

Det politiske løfte om, hvor deres bevægelse kan føre hen, er måske den mest levende revolutionære påmindelse i verden i dag. De repræsenterer befolkningens og landbrugets kamp overalt imod de nyliberale bulldozere af ”urbanisering” – som er et tyveri af det menneskelige rum og omdannelse af det til en grotesk lukrativ vare. At de indiske regeringer ikke har reageret på over 300.000 landmænds selvmord, er en historisk tragedie, men en, der kan omgøres når som helst.

På en måde repræsenterer Indiens landmænd os alle. Som Vandana Shiva har skrevet, er deres vanskelige situation og modstand en advarsel om, at medmindre vi får jordsikkerhed og frøsikkerhed og landbrug, som tilhører befolkningen, udgør Monsantos kolonisering af verdens natur en lige så stor trussel mod menneskets eksistens som klimaændring.

Selvfølgelig er folk aldrig stille. De vil ”rejse sig som en løve efter en slummer,” som Percy Bysshe Shelley skrev. Når modstanden ikke er synlig, er der altid et ”frø under sneen”. Jeg har aldrig kendt til en tid med så meget offentlig bevidsthed som i dag, men også forvirring.

”Populismen” hos befolkningen i Vesten, så ofte fremstillet som reaktionær, udtrykker både en vilje til modstand og en desorientering om, hvordan man skal gøre modstand. Det vil ændre sig. Det, som aldrig ændres, er de magtfuldes frygt for almindelige menneskers magt.

• Den slags journalistik, du praktiserer, er virkelig udfordrende og også vanskelig. Gennem dokumentarfilm, artikler og andre journalistiske værker har du stillet spørgsmålstegn ved verdens mest magtfulde stater og deres demokratiske svig. Hvad har formet dine synspunkter til at blive en afvigende stemme i journalistik?

Hvad har påvirket dig, og hvad holder din ånd i live?

Nu for tiden er det meste af den etablerede journalistik et ekko af magten. Den er ikke mainstream (hovedstrømmen), et orwellsk ord. En sand mainstream tolererer uenighed, den censurerer ikke det ubehagelige.

Hvad har formet mine synspunkter? At rapportere om kampe i samfundet, herunder deres sejre, over hele verden, uanset hvor små, forbliver en varig indflydelse. Eller måske begyndte disse påvirkninger tidligt i livet. ”Vi støtter the underdog,” sagde mor engang til mig som dreng. Det kan jeg lide.

6. december 2018 af Jipson John og Jitheesh P. M. trykt i det indiske magasin frontline, samt på MR Oline.

Pilger har foruden artikler, reportager og dokumentarfilm også skrevet adskillige bøger, bl.a.  Freedom Next Time, Tell Me No Lies: Investigative Journalism and Its Triumphs, The New Rulers of The World, Heroes, Hidden Agendas, Distant Voices og A Secret Country.