Det sidste år har været det mørkeste i Italien siden Anden Verdenskrig. Aldrig før er vores land blevet ramt af en økonomisk, sundhedsmæssig og social krise af et sådant omfang. Sammenfaldet af pandemi og økonomisk recession har haft en ødelæggende indvirkning på arbejdernes og befolkningens liv.
Italien var det første vestlige land, der blev ramt af Covid-19-pandemien tilbage i januar 2020. Den “første bølge” var kendetegnet ved en hurtig stigning i antallet af smittede, som i et par uger fuldstændig overvældede kontaktopsporings- og isolationskapaciteten i epidemiens epicenter (landets nordlige regioner).
Det blev derfor en katastrofe i form af indlæggelser og dødsfald, især på plejehjem for ældre. På det tidspunkt kom der stort set ingen hjælp fra EU.
Fra oktober 2020 var der en “anden bølge” præget af bestemte mønstre i stigningen af smittede, hvilket medførte følgende vanskeligheder i den regionale reaktionskapacitet. Kontaktopsporingen brød sammen. Dødeligheden var højere end i den første bølge, og der var en hurtig overbelastning af hospitals- og plejetjenester.
Nu – i marts 2021 – er vi i den “tredje bølge”. Til dato er det officielle antal Covid-19-ramte i vores land mere end 3,6 millioner (langt undervurderet) med mere end 109.000 dødsfald, blandt dem hundredvis af arbejdere, især sundhedspersonale. Til dette tal skal yderligere lægges titusinder af dødsfald på grund af sygdomme, det ikke var muligt at helbrede under sundhedskrisen.
Italien har en af de højeste covid-dødelighedsrater i verden. Der er forskellige årsager til dette høje niveau for pandemiens konsekvenser i vores land, som førte til en humanitær krise. Det er årtiers nedskæringer i de offentlige sundhedsudgifter, der betød, at kapaciteten i hospitalssystemet allerede førhen var usikker og der manglede sundhedspersonale. Det er den massakre på de gamle mennesker på “plejehjemmene”, der fandt sted, når smittede blev sendt dertil. Det er manglen på en opdateret pandemiplan og en rationel strategi. En kaotisk, utilstrækkelig og overfladisk ledelse fra regeringens side, prioriteten af at fortsætte med at producere for profit for enhver pris, den sociale adfærd hos sektorer af befolkningen, der er uddannet i individualismens navn, med dårlig social disciplin.
Med hensyn til vaccinerne blev ophobningen af forsinkelser i leverancerne, den utilstrækkelige mængde til at sikre en god vaccinationsrate og den dårlige kvalitet og effektivitet af nogle af dem en international skandale.
“Fejl,” siger massemedierne. “Borgerlige forbrydelser!” siger kommunisterne.
Siden det første tilfælde af Covid-19 blev offentliggjort, er der ikke sket nogen grundlæggende ændringer i sundhedssektoren, hverken med hensyn til antallet af sundhedspersonale eller med hensyn til hospitals- og plejefaciliteter. Selv efter opdagelsen af mutationer i virus, som spredes hurtigere og sandsynligvis er mere farlige, har den herskende klasse ikke vist nogen vilje til at udvide den nationale sundhedsservice eller gøre den fuldstændig offentlig.
De korrupte ledere af fagforeningsbureaukratierne har underskrevet aftaler, der styrker det private sundhedsvæsen.
“Lockdown” er kun hårdt for den almindelige befolkning. Børserne har fortsat med at spekulere uden hindringer, store virksomheder fortsætter med at producere for profit, der er steget i sektorer som lægemidler, kommunikationsmonopoler, private sundhedstjenester, storstilet distribution osv.
På det politiske plan er sundhedskrisen blevet borgerskabets våben til at undertrykke arbejdernes rettigheder og frihedsrettigheder, afvikle sociale landvindinger, indføre arbejderfjendtlige skridt og militarisere samfundet.
Økonomisk katastrofe
Den økonomiske situation er blevet mere og mere alvorlig. Før pandemien var den italienske økonomi i stagnation. I 2020 faldt det italienske BNP med ca. 9 %. Recessionen var dybere end i 2008-2009 på trods af tiltag til monetær stimulering.
I løbet af 2020 mistede omkring 500.000 arbejdere deres job, især kvinder, unge og migrantarbejdere. Mange arbejdere er blevet fyret og lever ynkeligt. Den lille fratrædelsesgodtgørelse, som arbejderne får, kommer med måneders forsinkelse.
Den officielle arbejdsløshedsprocent i Italien er 10,5 %; for de unge (15-25 år) er den 33 % (tre gange EU-gennemsnittet). Udvandringen af unge arbejdere, ofte højtuddannede, fortsætter ubarmhjertigt.
For folk, der arbejder, er arbejdsvilkårene blevet mere og mere forværret. Udbytningen er stigende, med gamle og nye midler og metoder. Mange arbejdere står i et forfærdeligt valg: enten arbejde eller undgå at blive smittet.
Kvinder har betalt dyrt for konsekvenserne af nedlukningen: spærret inde i hjemmet, hvor både arbejdsbyrden og voldshandlingerne er steget.
Et år med den kapitalistiske krise, der blev fremskyndet af pandemien, har kastet millioner af arbejdere ud i arbejdsløshed, usikkerhed og fattigdom. Samtidig har et mindretal af de store kapitalister øget deres overskud og indkomster ved at drage fordel af regeringens og EU’s støtte, lån, spekulationer, skattefritagelser osv. De ønsker at bruge de kollektive overenskomster til at reducere lønninger og rettigheder, til at øge usikkerhed og udnyttelse; de ønsker, at de får frie hænder til at fyre, og kræver at modtage hele “genopretningsplanen” med milliarder af euro.
Sidst, men ikke mindst skabte krisen grundlaget for at mangedoble den offentlige gæld, som i 2021 nåede en ny rekord i efterkrigstiden, på 158,5 % af BNP. Landet bevæger sig i retning af finansiel konkurs, og det fører til mere tilsyn og kontrol fra EU-Kommissionen, ECB og IMF.
Politisk krise skabt af oligarki
I dette scenario, under den første og anden bølge af pandemien, regerede Conte 2-regeringen, støttet af den populistiske Femstjernebevægelse, den liberale-reformistiske Demokratiske Parti og et lille socialdemokratisk parti (LEU). Denne regering havde et lille parlamentarisk flertal.
Regeringen handlede gennem løbende nøddekreter, suspenderede forfatningsmæssige rettigheder og marginaliserede det borgerlige parlaments rolle. Italien har været i en permanent “undtagelsestilstand” siden 31. januar 2020.
Regeringens politiske linje og de tiltag, den har vedtaget, påvirkes i vid udstrækning og orienteres efter arbejdsgiverforeningerne, der ikke ønsker at standse produktionen og cirkulationen af ikke-livsnødvendige varer.
I den “anden bølge” af pandemien vedtog regeringen trinvise tiltag gennem oktober med ringe succes, før den afslørede en ny pakke af restriktioner den 3. november, da infektionen allerede var meget høj.
Conte 2-regeringen vedtog flere dekreter med en pakke af tiltag til støtte for kapitalen, såsom likviditet, tilskud, lån, skattefritagelser osv., i alt 750 milliarder euro (næsten halvdelen af BNP). De fleste gik til storkapitalen og lidt til den lille kapitalist.
I betragtning af protesterne på gaderne fra det lavere småborgerskab og visse sektorer af arbejderne mod virkningerne af restriktionerne, såsom udgangsforbud og butikslukninger uden økonomisk hjælp, var regeringen under pres for at holde de økonomiske konsekvenser på et minimum og for at undgå konsekvenserne af nedlukningen og hjælpe nogle sektorer.
Denne politik med “halve restriktioner” til fordel for visse sektorer af middelklassen irriterede det store borgerskab.
Det politiske sammenstød mellem de forskellige borgerlige fraktioner blev yderligere fremskyndet af fordelingen af EU-midler fra “genopretningsplanen” (209 mia. euro til Italien). Forskellige sektorer, især de store industrifolk, havde travlt med at få fat i de fleste af disse midler. Et andet problem var skridtene til nedbringelse af den offentlige gæld uden at røre de rigtigt rige.
I januar 2021 skubbede alvoren af den politiske, økonomiske og sociale krise de herskende kredse ud i en politisk krise for at erstatte Conte med Draghi (tidligere formand for ECB, Den Europæiske Centralbank, tidligere næstformand i Goldman Sachs, medlem af Den Trilaterale Kommission og Bilderberg-gruppen) og gav denne person et større parlamentarisk flertal, der støtter den nye regering.
Dannelsen af Draghi-regeringen sætter arbejderklassen og de folkelige lag ansigt til ansigt med en mere koncentreret, glubsk og kynisk udøvende magt. Den har et stort flertal i et delegitimeret parlament, men store dele af befolkningen har ingen tro på denne storkapitalens regering.
Alle de politiske partier i den herskende klasse er blevet svækket, herunder populisterne og socialdemokraterne, der er ude af stand til at udføre nogen progressiv eller reformistisk opgave.
De foranstaltninger, som Draghis reaktionære regering vil godkende, vil skabe mistillid og forårsage protester. Borgerskabet vil få større vanskeligheder med politisk at binde de store dele af arbejdende i byerne og landområderne til sin politik.
Perspektiver for klassekampen
Pandemien og den økonomiske og sociale krise klarlagde og skærpede alle det borgerlige samfunds problemer og modsætninger: de skader, som årtiers liberalisme har forårsaget på det offentlige sundhedssystem, de hidtil usete sociale uligheder (i Italien ejer de 3 % rigeste 34 % af rigdommene), det italienske kapitalistiske systems kroniske mangler, økonomiens kritiske og svage sider, den herskende klasses korruptions- og konkurspolitik osv.
Der er ved at udvikle sig to fænomener i denne situation:
1) Graden af social utilfredshed er meget høj blandt arbejderne, de unge og de store dele af småborgerskabet; det kan eksplodere med massive demonstrationer i gaderne.
2) En stigende mistillid til de borgerlige institutioner, regeringen, retssystemet, de gamle og nye borgerlige politiske partier.
Den voksende utilfredshed på dette grundlag spiller en meget vigtig rolle i forberedelsen af de subjektive betingelser for at vælte kapitalismen gennem den socialistiske revolution. Den vigtigste subjektive faktor mangler naturligvis stadig: arbejderklassens organisering i et uafhængigt og revolutionært parti.
Pandemien har imidlertid ødelagt mange illusioner, og borgerskabet har afsløret sin manglende evne til at forblive samfundets herskende klasse.
I den næste periode vil ingen social klasse være i stand til at overleve som i gamle dage. Den “nye normale” vil være værre end den “gamle normale” for det store flertal af arbejdere, kvinder og unge.
Indtil nu har angsten for pandemien, regeringens undertrykkelse og den reformistiske og fagforeningsledelses politik forhindret en stor mobilisering af arbejderne. Ikke desto mindre er situationen ved at udvikle en optrapning af klassekonflikten.
Spørgsmålet om, hvem skal betale for krisen og gælden, vil opstå igen og mere skarpt.
I dette scenario arbejder vi på at omdanne utilfredsheden til politisk modstand mod regeringen på fabrikkerne, på arbejdspladserne, på skolerne, i gaderne, med enheden i indsatsen for arbejderklassens vitale og presserende interesser.
For at få indflydelse på sektorer af de fremskredne arbejdere, spreder vi vores slogans:
Nej til fyringer! Arbejde og løn, værdighed og rettigheder, sundhed og sikkerhed på arbejdspladserne!
Ned med det finansielle oligarkis regering!
Krisen og gælden skal betales af arbejdsgiverne, bankfolkene og de rige!
Enhed og kamp for genopbygningen af kommunistpartiet!
Situationen vil åbne muligheder for kommunister, der kræver nødvendigheden af den revolutionære vej ud af krisen i det imperialistisk-kapitalistiske system, den revolutionære overgang til socialismen for at afskaffe udbytning og økonomiske kriser, for at forebygge og styre pandemierne og udvikle økonomien i ligevægt med naturen.
Derfor er kampen for kommunisternes enhed i en enkelt marxistisk-leninistisk organisation den opgave, som situationen sætter på dagsordenen, og som vi skal løse.
Marts 2021
Oversat fra Unity&Struggle nr. 42, 2021