Hvordan er det gået med danske kvinders sundhed og velfærd i EU? Lad os se på, hvorfor de store beslutninger om Finanspagten, budgetlov, markedsøkonomi og kommunalreform har betydet så omfattende ændringer i hverdagen. Og hvorfor de har betydet omfattende forringelser, der griber direkte ind i kvinders liv.
Budgetlov og nedskæringspolitik
EU’s indflydelse på den offentlige sektor sker især gennem Finanspagten, som i Danmark er udmøntet i den såkaldte Budgetlov. Budgetloven lægger lofter over udgifterne i kommuner, regioner og stat. Det er den, kommunerne for eksempel gang på gang henviser til, når de ikke bruger flere penge på skoler, daginstitutioner og ældre, selvom behovet stiger.
En undersøgelse foretaget af Kommunernes Landsforening (KL) allerede tilbage i 2011 viste, at EU har indflydelse på eller påvirker hele 53 procent af de sager, som de danske kommunalbestyrelser har på dagsordenen. Og det er ikke blevet mindre siden.
EU griber direkte ind i den danske stats offentlige budgetter gennem Stabilitets- og vækstpagtens regler om balance på bundlinjen i de offentlige budgetter. EU griber direkte ind i forhold til, hvor store udgifter til befolkningen – til arbejdsløse, til sociale ydelser, til sygdomsramte m.m. – der må være. Det sker også gennem et begreb med det meget mærkelige navn ”Det europæiske semester”.
I maj 2010 stillede EU-Kommissionen gennem det der kaldes ”Det europæiske semester” besked om at gennemføre konkrete sociale reformer, fordi Danmark ikke levede op til konvergenskravene i Stabilitets- og vækstpagten. Følges, disse såkaldte anbefalinger ikke, koster det økonomiske sanktioner. Det samme skete i 2011 og 2012. Det betød en række gennemgribende fattigdomsreformer på arbejdsløsheds-, det sociale område, sygedagpenge og førtidspensions- og efterløn- og pensionsområdet. Det rammer forsat store grupper hårdt. . Med disse reformer gik man tilbage til princippet om, at man igen kunne stå uden nogen selvstændig indkomst, hvis man var gift eller samlevende, og have mistet sine ydelser. Kvinder må altså igen leve af sin mands ellers families penge, med alt hvad det medfører af uligestilling og ydmygelse. Et mega tilbageskridt for kvinderne.
Strukturreformen for markedspolitik
For 12 år siden gennemførte den daværende venstreregering Strukturreformen, også kaldet kommunalreformen. Den 1. januar 2007 blev 271 kommuner lagt sammen til 98 kommuner med en gennemsnitlig størrelse på 55.000 indbyggere. De 13 amter blev nedlagt. I stedet blev der dannet fem regioner for hele landet.
Strukturreformen skabte rammerne for en markedsgørelse af hele den offentlige sektor, hvor alle opgaver bliver målt og prisfastsat. En slags indre marked, hvor fx pleje og omsorg er en vare, der skal kunne sælges og købes frit uden hindringer. Med reformen tvang regeringen kommuner og regioner til at handle med hinanden. Kommunerne skal for eksempel betale for de patienter, der bliver behandlet på regionernes sygehuse, og kommunerne kan indbyrdes købe pladser af hinanden på sociale institutioner.
Offentlige opgaver og ansvar blev reorganiseret ligesom hele finansieringen og økonomien. F.eks. blev folkeskolerne ikke længere statens ansvar, men kommunernes. Fokus på kvalitet i undervisning skiftede til fokus på driften. Kommunerne overtog det meste af det specialiserede socialområde, der bl.a. omfatter udsatte børn og unge, psykisk syge, misbrugere og handicappede. Samtidig strammede regeringen økonomiaftalerne med kommunerne op og indførte et sanktionssystem over for kommuner, der ikke overholdt deres budgetter.
Finansieringen af opgaverne blev kommunernes ansvar. Under dække af en tilsyneladende decentralisering blev statens refusions- og tilskudsordninger et ekstremt centraliseret styringssystem. Og et område som social- og beskæftigelsespolitikken blev nu direkte styret gennem statens finansministerium. Alt disse tiltag har medført, at det politiske ansvar skubbes rundt i systemet mellem stat, regioner, kommuner og folketinget.
Princippet om, at finansieringen følger opgaven – eller som politikerne ynder at sige, ”pengene følger den enkelte borger” – åbnede en ladeport for skattefinansieret privatisering og udlicitering i stigende omfang.
Strukturreformen viste sig at være en ramme for at speede op for privatiseringer, ud over offentlige nedskæringer og forringelser og tab af tidligere sociale rettigheder. Det ramte folkeskolerne, daginstitutionerne, ældreplejen, forebyggelse og folkesundhed – ja, hele sundhedssystemet, social- og handicapområdet hårdt. Reformen blev solgt som decentralisering og mere lokalt selvstyre, men betød en enorm centralisering og detailstyring fra statens side.
EU-privatiseringen af den offentlige sektor har vist sig svær at gennemføre i Danmark. Den møder fortsat modstand fra ansatte og fra befolkningen. Men EU’s udliciterings-, udbuds- og servicedirektiver skulle gennemføres, koste hvad det ville.
Den daværende Venstre-regering havde forsøgt sig med en såkaldt ”fritvalgsordning” mellem privat og offentlig ældrepleje. Men det kom aldrig til at fungere, da de kommunale enheder var for små, til at private fandt det attraktivt nok at konkurrere med kommunerne om pleje- og rengøringsopgaverne. Hvilket var baggrunden for, at regeringen tog store servicemonopoler som ISS og Group4Falck med på råd om størrelsen på de nye kommuner og regioner.
I Maastricht-traktaten blev der defineret et forbillede for EU’s kommende regioner. EU’s ideelle region skal have en størrelse, så den bliver økonomisk funktionel og rentabel. Man anslog en regionsstørrelse på 2-3½ millioner indbyggere som en god størrelse. Reformen var et skridt på vejen mod denne EU-struktur, selvom de danske regioner ligger på et såkaldt kundeunderlag på mellem 0,6-1,8 millioner indbyggere.
Regionerne – kvindernes sundhed
Regionerne fik ansvaret for den offentlige transport, hvilket gik fra privatisering og kaos til monopolisering og kort fortalt dyrere priser, dårligere service og stort set ingen transportmuligheder i tyndtbefolkede områder.
Regionerne fik også ansvaret for sygehusdriften, men under stram økonomisk overvågning og kontrol af staten. Mange byer og lokalområder mistede deres sygehus efter strukturreformen i 2007. I stedet har hver af de fem regioner bygget helt nye superhospitaler, der på trods milliardbeløb og avanceret teknisk udstyr er ramt af den ene skandale efter den anden. F.eks. at operationer må aflyses, fordi budgetafdelingen har sparet det personale væk, der skal sterilisere operationsudstyret. Eller at lægesekretærer og sosuhjælpere er skåret væk, så sygeplejersker og læger skal varetage deres administrative og plejeopgaver opgaver oveni.
Der er blevet rigtig langt til hospitalet, hvis dit barn eller mor er indlagt og du gerne vil være i nærheden, hvis du skal til undersøgelse og skal med offentlig transport, og din tidligere bus også er sparet væk. Eller hvis du er syg og skal hasteindlægges – for ambulancetjenesten er nemlig også privatiseret og effektiviseret, så køretiden er blevet længere mange steder i landet.
Skulle du blive syg om natten og har brug for at komme på skadestuen, er antallet af sygehuse med døgnåbne skadestuer eller akutmodtagelser halveret fra 45 til 21 sygehuse. Og akutklinikker har ikke kunnet erstatte dette.
– I Region Syddanmark, hvor der bor 1,6 millioner mennesker, er antallet af sygehuse med skadestuer faldet dramatisk fra 13 til bare fire. Og der er tale om en region, der bindes sammen af broer mellem Fyn og Jylland.
– I Region Hovedstaden, hvor der bor 1,8 millioner mennesker, er sygehuse med skadestuer faldet voldsomt fra 12 i 2007 til fem i 2016, hvoraf den ene ligger på Bornholm.
Til gengæld har vi oplevet stor fremgang af privathospitaler, privatklinikker og privatpraktiserende sundhedspersonale. I de to føromtalte regioner findes nu 18 privathospitaler i Region Hovedstaden og ni privathospitaler i Region Syddanmark. Det sker på bekostning af det offentlige sundhedssystem, som udsultes.
Det er klart, at denne udvikling ikke rammer alle kvinder og mænd lige hårdt. Har du penge til at betale, har du en privat sygeforsikring eller et job, hvor det indgår, så kommer du til med det samme og under helt andre forhold.
I den modsatte ende af samfundet viser en nylig undersøgelse af forholdene for socialt udsatte (fra Rådet for Socialt Udsatte, 2017) nogle helt andre leveforhold og adgang til sundhedsvæsenet. Rapporten viser at:
- 63 pct. har en langvarig sygdom. Det er næsten dobbelt så stor en andel som i den øvrige befolkning.
- 42 pct. af de socialt udsatte har mindre end 20 tænder tilbage.
- 40 pct. af de socialt udsatte har forsøgt selvmord på et tidspunkt i deres liv.
- 16 pct. af de socialt udsatte kvinder har været udsat for seksuelle overgreb i det seneste år. Det er en otte gange større andel end i resten af befolkningen.
- 17 pct. af de socialt udsatte har været udsat for grov fysisk vold. Det samme gælder for blot 2 pct. i den øvrige befolkning.
- Levealderen for de socialt udsatte er 19 år mindre end i resten af befolkningen
- Samfundsansvaret for folkesundheden eksisterer ikke, hverken når det gælder mænd, kvinder børn.
Griber ind selv før fødslen
Kommunerne bliver økonomisk belønnet efter, hvor få patienter de sender til indlæggelse, og hvor hurtigt de kan få dem udskrevet igen. Desto færre indlæggelser og hurtigere udskrivning, jo flere penge til kommunerne. Det har sammen med de øvrige ting, der er nævnt, været med til at rasere de lige rettigheder til sundhed og omsorg i et så vitalt område af kvinders liv som graviditet og fødsel, det vi på dansk kalder for svangreomsorg.
Der er stor forskel på, hvor meget fødselsforberedelse førstegangsgravide får tilbudt rundtomkring i landet. Nogle steder får førstegangsfødende samlet set tilbudt otte-ti timers undervisning, primært på mindre hold, mens andre kvinder, som på landets største fødeafdeling på Hvidovre Hospital, må nøjes med to en halv times foredrag i et auditorium sammen med 100 andre, med bl.a. info om parkeringsforhold ved hospitalet.
Ligesom der er stor forskel på forholdene på fødegangene, hvor mange timer du må blive efter fødslen, og om der er nogen opfølgning, når du er kommet hjem.
Et privat fødselsforberedelseskursus koster i gennemsnit 2.000 kr. Danske regioner mener dog, at de fleste kvinder er godt dækket ind med Google- og Facebook grupper, hvor de kan hente vejledning og støtte. Ligesom privathospitaler er private fødeklinikker og barselshoteller i fremvækst. Her koster en basispakke med fødsel uden fødselsforberedelse 25-32.000 kr. og en udvidet pakke ca. 37.000 kr. Dertil kan tilkøbes diverse ydelser og et barselsophold til omkring 6.000 kr. pr dag. Du kan endnu købe din egen private jordemoder, du kan tage med på et offentligt hospital, og som kun tager sig af dig. Med privat forsikring får du 30 % af pengene retur.
Ifølge tal fra Danske regioner stiger antallet af fødsler og har gjort det siden 2013. Samtidig er de fødendes alder og vægt steget, og flere gravide modtager ydelser grundet sociale problemer eller får behandling for psykiske lidelser og kroniske sygdomme. Kompleksiteten i kvindernes graviditet og fødsel er som følge heraf steget. Det har ikke fået politikerne til at ændre politik, trods mange protester, ikke mindst fra fagpersonale.
Der er således tale om klare tilbageskridt, når vi taler om kvinders rettigheder til mor-barn-omsorg, for de afhænger nu af, hvor i landet du bor. Det er et klar tilbageskridt, når unge mødre og familier skal være utrygge i en af de største af livets begivenheder. Der går en lige linje fra EU’s Finanspagt og Budgetlovens krav til hospitalerne om enten at øge produktiviteten eller gennemføre besparelser til, at man ikke i svangreomsorgen måler på, hvor sunde børnene er blevet, og hvor glade familierne er, men på kvalitetsstandarder drevet af ren økonomistyring.
Raseringen af den offentlige sektor i disse år betyder store tilbageskridt. Den offentlige sektor i Danmark er også den største kvindearbejdsplads overhovedet, hvor tre ud af fire ansatte er kvinder, i nogle sektorer op til 90 %. De store fyringsrunder, nedskæringer af fuldtidsstillinger til deltids-, vikar- og projektstillinger, privatiseringer med social dumping med lønnedgang og ringere arbejdsforhold har derfor også ramt rigtig hårdt blandt kvinderne. Hvilket også var baggrunden for den omfattende landsdækkende overenskomstkamp blandt offentligt ansatte sidste forår.
Oplæg holdt på Nei til EU’s kvindekonference om sundhed og velfærd i EU i Oslo d. 3.november 2019