Under den 1. Verdenskrig udviklede Lenin sin analyse af den moderne kapitalisme og grundlagde sin imperialismeteori, som fortsat udgør det videnskabelige fundament for forståelsen af den økonomiske og politiske verdensudvikling.
Mange økonomer, heriblandt Bukharin, bemærkede og beskrev på det tidspunkt de nye træk i kapitalismen, som karakteriserede frikonkurrencekapitalismens afløsning af monopolkapitalisme og kapitalismens overgang til sit sidste stadium, imperialismen. Men det var Lenin, som systematiserede disse træk i en udtømmende beskrivelse og på basis heraf drog en række exceptionelt vigtige politiske konklusioner vedrørende den nuværende epokes karakter og betingelserne for den socialistiske revolution.
I den korte artikel behandler Lenin i koncentreret form en lang række væsentlige problemstillinger omkring imperialismen – herunder den opportunistiske ’ultraimperialisme-teori’, som bl.a. Karl Kautsky var talsmand for, og som også i dag relanceres i hundrede og sytten forskellige former (bl.a. til forsvar for EU) for at skabe illusioner om muligheden af en fredelig udvikling af kapitalismen.
Betydningen og betimeligheden af det emne, der behandles i N.I. Bukharins værk, kræver ingen særlig forklaring. Spørgsmålet om imperialismen er ikke alene særdeles væsentligt under alle omstændigheder, men man kan sige, at det er det mest essentielle problem inden for den økonomiske videnskab, som studerer kapitalismens skiftende former i nyere tid. Enhver, der interesserer sig ikke alene for økonomi, men for alle sider af nutidens samfundsliv, må stifte bekendtskab med kendegerningerne omkring dette spørgsmål, som forfatteren fremstiller så detaljeret på basis af de nyeste data. Det er unødvendigt at sige, at der ikke kan gøres en konkret historisk analyse af den krig, vi er midt i, uden at denne analyse er baseret på en fuldstændig forståelse af imperialismens natur, i både økonomisk og politisk henseende. Uden denne er det umuligt at nærme sig en forståelse af de seneste årtiers økonomiske og diplomatiske forhold, og uden en sådan forståelse er det latterligt at bare tale om at danne sig et korrekt syn på krigen.
Fra marxismens synsvinkel, den som tydeligst lever op til moderne videnskabelige krav i almindelighed, kan man kun smile ad den ”videnskabelige” værdi af en metode, der består i, fra ”diplomatiske” dokumenter eller fra hverdagens politiske begivenheder, udelukkende at plukke de kendsgerninger, som er nemme og bekvemme for den herskende klasse i et land, og fremstille dette som en historisk analyse af krigen. Det gælder f.eks. Plekhanov, som fuldstændig forlod marxismen, da han, i stedet for at analysere kapitalismens fundamentale karakteristika og tendenser som systemet af de økonomiske relationer hos den moderne højtudviklede, modnede og overmodne kapitalisme begyndte at fiske efter stumper af kendsgerninger, som passede Puris Ekevich’erne og Miljukov’erne.
Under sådanne forhold er det videnskabelige begreb imperialisme reduceret til et skældsord henvendt til de nærmeste konkurrenter, rivaler og modstandere af de to netop omtalte russiske imperialister, hvis klassebasis er fuldstændig identisk med deres udenlandske rivaler og modstanderes. I disse tider med svigtede ord, opgivne principper, forkastet verdenssyn, skrinlagte beslutninger og højtidelige løfter bør man ikke lade sig overraske af den slags. Den videnskabelige betydning af N.I. Bukharins værk ligger specielt i, at han undersøger verdensøkonomiens fundamentale kendsgerninger i forhold til imperialismen som helhed, som et bestemt stadium i den højest udviklede kapitalismes vækst.
Der havde været en epoke med forholdsvis ”fredelig kapitalisme”, da den havde besejret feudalismen i Europas fremskredne lande og var i stand til at udvikle sig forholdsvis roligt og harmonisk, mens den ”fredeligt” spredte sig over enorme endnu ubeboede områder og lande, der endnu ikke endeligt var trukket med i den kapitalistiske malstrøm.
Selvfølgelig skabte den ”fredelige” kapitalisme, selv på den tid, nogenlunde bestemt til årene mellem 1871 og 1914, levevilkår, der var meget langt fra at være virkeligt fredelige både i militær og almindelig klassesammenhæng.
For ni tiendedele af befolkningerne i de fremskredne lande, for hundreder af millioner mennesker i tilbagestående lande var dette ikke en fredens epoke, men en epoke med undertrykkelse, tortur, rædsler, der syntes endnu værre, fordi de tilsyneladende var uden ende. Denne epoke er definitivt forbi. Den er efterfulgt af en ny epoke, forholdsvis voldsommere, fyldt med bratte forandringer – katastrofer, konflikter, en epoke som ikke længere virker på de arbejdende masser som rædsel uden ende, men som en rædselsfuld ende. Det er meget vigtigt at huske på, at denne forandring ikke skyldes andet end den direkte udvikling, vækst, videreudvikling af de rodfæstede og fundamentale tendenser hos kapitalismen og vareproduktionen i almindelighed. Væksten i vareudvekslingen, væksten af storproduktion er fundamentale tendenser, som har kunnet følges i århundreder over hele verden. På et vist stadium i udviklingen af vareudvekslingen, på et vist stadium i væksten af storproduktion, nemlig det stadium, som man havde nået ca. ved slutningen af det nittende og begyndelsen af det tyvende århundrede, havde vareudvekslingen skabt sådan en internationalisering af de økonomiske forbindelser, og sådan en internationalisering af kapitalen, ledsaget af en så voldsom vækst af storproduktionen, at fri konkurrence begyndte at blive afløst af monopol.
Den dominerende model var ikke længere den, hvor virksomheder konkurrerede frit i deres eget land og ved samhandel mellem lande, men monopolalliancer mellem entreprenører, truster. Verdens typiske hersker blev finanskapitalen, en magt der er særlig mobil og fleksibel, mærkeligt sammenflettet nationalt og internationalt, mærkeligt identitetsløs og adskilt fra den umiddelbare produktionsproces, særdeles nem at koncentrere, en magt som allerede har taget meget lange skridt mod koncentration, med det resultat at bogstaveligt talt nogle hundrede milliardærer og millionærer holder hele verdens skæbne i deres hænder.
Hvis man tænker teoretisk og abstrakt, kunne man komme til den konklusion, som Kautsky nåede frem til (ligesom så mange andre, der har brudt med marxismen, men på en anden måde), nemlig at den tid ikke er fjern, hvor kapitalens magnater vil forene sig i en verdenstrust, som vil afløse den nationalt begrænsede finanskapitals rivalisering og strid med en internationalt forenet finanskapital. En sådan konklusion er imidlertid lige så abstrakt, simplificeret og ukorrekt som den tilsvarende konklusion, som vore ”struveister” og ”økonomister” nåede i halvfemserne i sidste århundrede. Den sidstnævnte, der gik ud fra kapitalismens progressive natur, fra dens uundgåelighed, fra dens endelige sejr i Rusland, blev til tider apologetisk (den tilbad kapitalen, lavede fredsaftaler med den, roste den i stedet for at bekæmpe den), til tider blev upolitisk (dvs. forkastede politik, eller politikkens betydning, benægtede muligheden for politiske omvæltninger etc., dette er ”økonomisternes” yndlingsfejltagelse), til tider prædikede den endda ren og skær ”strejke” (”generalstrejke” var for dem strejkebevægelsens guddommelighed; den blev løftet til en position, hvor bevægelsens andre kampformer bliver glemt eller ignoreret; det var en slags kapitalismens saltomortale mod sin ødelæggelse ved strejker alene).
Der er ting, der tyder på, at kapitalismens indiskutable progressivitet, i sammenligning med den frie konkurrences halvfilistrøse ”paradis” og uundgåeligheden af imperialismens endelig sejr over den ”fredelige” kapitalisme i verdens fremskredne lande, i dag vil kunne føre til politiske fejl og ulykker, der er lige så talrige eller varierede. Specielt når det gælder Kautsky, har hans åbne brud med marxismen ikke ført ham til at forkaste eller glemme politik, ikke til at skøjte hen over de talrige og forskelligartede politiske konflikter, brydninger og forandringer, der særligt karakteriserer den imperialistiske epoke, ikke til at blive imperialismens apologet, men til at drømme om en ”fredelig kapitalisme.”. ”Fredelig” kapitalisme er blevet afløst af ufredelig, krigerisk og katastrofal imperialisme. Dette er Kautsky tvunget til at indrømme – for han indrømmede det så tidligt som i 1909 i et specielt værk1Dette er hans pamflet, Der Weg zur Macht (Vejen til magt), hvori han for sidste gang som marxist drog sunde konklusioner.
Hvis det således er umuligt enkelt, direkte og uden omsvøb at drømme om at gå fra imperialismen tilbage til ”fredelig” kapitalisme, er det så ikke muligt at give disse væsentligt småborgerlige drømme skær af uskyldige overvejelser over ”fredelig” ultraimperialisme? Hvis man giver betegnelsen ultraimperialisme til en international forening af nationale (eller mere korrekt, statsbundne) imperialismer, som ”skulle kunne” eliminere de mest ubehagelige, de mest foruroligende og usmagelige konflikter som krige, politiske tumulter osv., som småborgerskabet er så bange for, hvorfor skulle man så ikke styre uden om den nuværende imperialistiske epoke, som vi allerede står i – den epoke, som stirrer os i øjnene, som er fyldt med enhver slags konflikt og katastrofe? Hvorfor skulle man ikke rette sig mod uskyldige drømme om en forholdsvis fredelig, forholdsvis konfliktfri, en forholdsvis ikke-katastrofal ultraimperialisme? Og hvorfor ikke skubbe de ”krævende” udfordringer til side, som er blevet skabt af den imperialismens epoke, der nu hersker i Europa?
Hvorfor ikke i stedet hengive sig til drømme om, at denne epoke måske snart er overstået, at den måske bliver afløst af en forholdsvis ”fredelig” ultraimperialistisk epoke, som ikke kræver den samme ”skrappe” taktik? Kautsky siger ligeud at ”sådan en ny (ultraimperialistisk) kapitalistisk fase er tænkelig. Om den bliver til virkelighed, er imidlertid et spørgsmål, som vi endnu ikke har tilstrækkelige data til at svare på.” (Neue Zeit, 30. april 1915, p. 144.)2Denne passage er fra Kautskys artikel med titlen ”Zwei Schritte zum Umlernen”, (To skridt til at blive klogere) , Neue Zeit, nr. 5, 1915.
I denne tendens til at undvige den imperialisme, der findes her og nu, og glide over til drømmerier om en ”ultraimperialistisk” epoke, som vi ikke aner noget om – hvorvidt den kan tænkes at blive til virkelighed – er der ikke et gran af marxisme. I denne ræsonneren er der plads til marxismen i denne ”nye fase i kapitalismen”, hvis virkeliggørelse dens egen opfinder ikke kan love noget om, hvorimod han, når det gælder nutiden, den nuværende kapitalistiske fase, tilbyder os ikke marxisme, men en småborgerlig, dybt reaktionær tendens til at opbløde modsætninger. Engang var Kautsky en lovende marxist, som imødeså den kommende rastløse og katastrofale epoke, som han var tvunget til at forudse og bestemt erkende, da han skrev sit værk om den kommende krig i 1909.
Nu da det står fuldstændig klart, at epoken er indtrådt, nøjes Kautsky igen kun med at love at være marxist i den kommende ultraimperialistiske epoke, om hvilken han ikke aner, hvorvidt den nogensinde kommer!
Med andre ord har vi rigeligt af hans løfter om at være marxist en skønne dag i en anden epoke, ikke under de nuværende forhold, ikke i øjeblikket. Til morgendagen har vi marxisme på kredit, et løfte om marxisme, en udskudt marxisme. Til dagen i dag har vi en småborgerlig opportunistisk teori – og ikke bare en teori – om opblødning af modsætninger. Det minder meget om den eksportinternationalisme, som dominerer i vore dage blandt glødende (åh, så glødende) internationalister og marxister, som sympatiserer med hvert eneste udtryk for internationalisme i fjendens lejr, alle andre steder end hos sig selv, eller deres allierede; som sympatiserer med demokratiet, så længe det forbliver deres allieredes løfte; som sympatiserer med ”nationernes selvbestemmelse”, bare ikke de nationers, som er afhængige af den nation, der har æren af sympatisørens medlemskab. Kort sagt: Dette er en af hundrede og sytten varianter af det hykleri, som behersker vores tid.
Kan man imidlertid abstrakt afvise muligheden for en ny kapitalistisk fase efter imperialismen, nemlig en ultraimperialistisk fase, at en sådan skulle være ”tænkelig”? Nej. Abstrakt kan man godt forestille sig sådan en fase. I praksis bliver den, der afviser dagens tunge opgaver til fordel for drømme om fremtidens nemme opgaver, imidlertid til en opportunist. Teoretisk betyder det at man undlader at basere sig på den udvikling, der foregår i det virkelige liv, at man slipper udviklingen til fordel for drømmene.
Der er ingen tvivl om, at udviklingen går i retning mod en verdenstrust, som vil opsluge alle virksomheder og alle stater uden undtagelse.
Men udviklingen i denne retning foregår under sådan et stress, i sådan et tempo, med sådanne modsætninger, konflikter og omvæltninger (ikke bare økonomiske, men også politiske, nationale, osv. osv.), at før man når en sådan eneste verdenstrust, før de respektive nationale finanskapitaler har dannet en verdensunion af ”ultraimperialisme”, vil imperialismen uundgåeligt eksplodere, kapitalismen vil forvandle sig til sin modsætning.
December 1915
Oversat af og bragt i Kommunistisk Politik nr. 13, 1999 for første gang på dansk. En relativt ukendt Lenin-tekst, oprindeligt skrevet under pseudonymet V. Iljin som forord til en bog af N. Bukharin.
Noter:
- Dette er hans pamflet, Der Weg zur Macht (Vejen til magt).
- Denne passage er fra Kautskys artikel med titlen ”Zwei Schritte zum Umlernen”, (To skridt til at blive klogere) , Neue Zeit, nr. 5, 1915.