Under den økonomiske krise og den globale pandemi har modsætningerne mellem monopolerne og mellem imperialistmagterne indbyrdes været en del af situationen og udviklingen. Trusler, sanktioner og beskyldninger om spionage mellem USA og Kina er fortsat i en opadgående spiral, til tider i en tilspidset tone, og i andre perioder i mere afdæmpet form.
Det er ikke en konfrontation mellem demokrati og autoritært styre, eller mellem kapitalisme og socialisme, som nogle fremstiller det. Der er tale om modsætninger mellem de to dominerende imperialistiske magter, der kappes om udvidelsen og fastholdelsen af deres kontrol over verdens markeder og regioner.
De tiltag de stærkeste økonomiske magter har anvendt for at få kontrol med covid-19-smittespredningen, kan ikke adskilles fra politiske hensyn. Også når det gælder forskningen i behandling og vacciner til bekæmpelse af covid-19, har interessekampen mellem medicinalindustriens monopoler og de imperialistiske stater, de er tilknyttet, været åbenbar.
Modsætningerne mellem imperialistmagterne ligger meget langt fra arbejdernes og folkenes interesser. De kan ikke slutte op bag hverken den ene eller anden magt under en fejlagtige forestilling, at den ene frem for den anden skulle fremme en medmenneskelig verden. Skærpelsen af de imperialistiske modsætninger fører desuden også til en øget fare for krig.
Svaret fra det nationale borgerskab
Det internationale borgerskab har lært af tidligere erfaringer, og i den aktuelle situation har det taget en hel serie af virkemidler til sig for at forsøge at undgå et større økonomisk kollaps og for at undgå, at arbejdernes og folkenes vrede hurtigt vil slå over i omfattende protester.
Centralbankerne tilførte likviditet i massivt omfang, og regeringer etablerede redningsplaner gennem subsidier, kreditter og finanspolitiske tiltag til fordel for monopoler og større virksomheder for at undgå en massiv udvikling i konkurser. Det er en enorm mængde af ressourcer, der er blevet givet til disse formål, og helt uden fortilfælde.
Den dramatiske situation påført af covid-19-krisen tvang Verdensbanken og Den Internationale Valutafond (IMF) til at ændre deres holdning til regeringers økonomiske forvaltning og nødforanstaltninger. De talte om, at lande, der var økonomisk svage og stod i store problemer, havde behov for at stoppe afbetalingen på deres gæld, de foreslog genforhandling med dem omkring dette, og over for enkelte lande eftergav de dele af gælden. IMF lancerede en hasteplan, der garanterede frit tilgængelige kreditter på 20 billioner dollars til 96 lande med svære betingelser.
De rejste også spørgsmålet om ”nødvendigheden” af at indføre reformer, ”der tillader kapital og arbejde at tilpasse sig, fremskynder løsningen af stridigheder, sænker regulerende krav og reformer af de dyre støtteordninger til beskyttede monopoler og statsejede virksomheder, der har bremset udviklingen”. I nogle lande blev der vedtaget særlove for at gøre arbejdsforhold mere ”fleksible”, til lovliggørelse af konkurser og massefyringer, til at gennemtvinge vaccination, til at forkorte antallet af arbejdstimer og sænke lønnen ned under den vedtagne mindsteløn, mens de på samme tid etablerede sociale programmer og bespiste børn i de fattigste områder.
På trods af opfordringen til forebyggelse fra organisationer som Verdenssundhedsorganisationen (WHO) for at beskytte liv gennem isolation gennemtvang borgerskabet en hurtig genoptagelse af arbejdet i sektorer, der blev anset for ikke-kritiske, i de fleste tilfælde uden at sikre de passende sikkerhedsforanstaltninger, og var dermed årsag til en øget smittespredning, men også til en øget modstand og protest fra arbejderne.
Arbejderne og folkene bærer krisens byrder
Dem der har måttet betale for den kapitalistiske krise og covid-19 pandemien, har lige fra begyndelsen været arbejderklassen, de fattigste dele af samfundet og først og fremmest ungdommen. De tiltag borgerskabet og dets regeringer har sat i værk, bortset fra nogle enkelte sociale tiltag, lægger den kapitalistiske krises byrder på arbejderklassen, de arbejdsløse og de hjemløse. Dette er ikke et nyt fænomen; det er en konstant, en del af kapitalismens natur.
Millioner af mænd og kvinder har mistet deres job, er blevet tvunget ned i løn og indtægt, har måttet se deres arbejdstimer beskåret; millioner af andre, særligt unge mennesker, har mødt en lukket dør til arbejdsmarkedet.
I den private og den offentlige sektor er brugen af digitalt hjemmearbejde udvidet, og det har medført, at både fleksibiliteten og intensiveringen af arbejdet er øget, kort sagt: en intensiveret udbytning.
Virksomheder mindsker deres investeringer: Arbejdere, der arbejder hjemmefra, dækker selv produktionsomkostninger som el-forbrug, internet, computer og telefon. Det at have en arbejdsdag med et fast timetal forsvinder. For arbejdende kvinder er dette blevet fremstillet som en metode til at ”forene arbejde og familieliv”, mens man skjuler den dobbelte arbejdsdag og retfærdiggørelsen af nye politikker til at skære ned på social sikring, som børneinstitutioner etc.
Tusindvis af virksomheder er gået ned og har smækket dørene i. For at undgå et massivt omfang af konkurser tog borgerskabet idéen om nedsat tid på arbejdsfordeling til sig. Ifølge Den Internationale Arbejderorganisation (ILO) svarede den globale indskrænkning af arbejdstimer i årets første kvartal til tabet af 130 millioner fuldtidsjobs. I andet kvartal forventede ILO, at tabet ville svare til 305 millioner fuldtidsjobs. Ved slutningen af det første semester indså ILO, at antallet nåede 400 millioner, og at de alvorligste tab viser sig i Latinamerika (18,3 %).
I årets sidste kvartal vil det på verdensplan, i bedste fald, føre til at omkring 4,9 % af arbejdstimerne fortsat vil gå tabt (140 millioner fuldtidsjobs). I værste fald (ved en mulig anden bølge af pandemien) kan der være et tab på op til 11,9 % af arbejdstimerne (svarende til 340 millioner fuldtidsjobs). 8
Kvindelige arbejdere er den gruppe, der påvirkes mest, særligt pga. krisens virkninger i servicesektoren, og fordi de udgør en stor del af dem, der arbejder i frontlinjen i kampen mod pandemien (særligt i social- og sundhedssektoren). Arbejdende kvinder rammes både af den øgede arbejdsmængde og nedgang i deres indkomst. Globalt set arbejder næsten 510 millioner kvindelige arbejdere – 40 % – i sektorer, der er ramt af krisen.
Generelt set er det dem, der er knyttet til usikre og uregulerede jobs på de uformelle arbejdsmarkeder, der rammes hårdest. Det drejer sig om mere end to milliarder mennesker i verden (62 % af alle ansatte) inden for praktisk taget alle sektorer af økonomien, fra hoteller til gadehandel, landbrug etc. 1,6 milliarder af dem var påvirket af de restriktioner, der er indført som modtræk til pandemien.
På verdensplan har en ud af seks unge mistet sit job siden starten af pandemien, og de, der stadig er i arbejde, har måttet se deres arbejdstimer reduceret med 23 %. Unge mennesker har måttet se deres jobs forsvinde.
Tre ud af fire unge, der er aktive på arbejdsmarkedet, arbejder i den ’uregulerede sektor’; de står derfor uden social beskyttelse. Denne tid har været meget hård for unge mennesker: Deres jobs er væk, de har haft vanskeligheder ved at kunne fortsætte deres uddannelse, og deres adgang til arbejdsmarkedet har været blokeret.
Den nuværende krise øger de sociale uligheder både i bredden og dybden. Året 2020 vil slutte med, at 71 millioner flere mennesker vil befinde sig i ekstrem fattigdom. Og det er kun, hvis de mest positive af forudsigelserne for den økonomiske vækst holder stik. Ellers kan antallet nå 100 millioner, en forøgelse til 9,18 % på verdensplan. Dvs. den første stigning, der vil være registreret siden 1998. Antallet af mennesker, der lever i fattigdom, vil i så fald være øget med 353 millioner ved årsskiftet.
Det er først og fremmest de afhængige lande, der vil opleve øgningen i ekstrem fattigdom og fattigdom generelt; næsten halvdelen af de nye fattige vil komme fra Sydasien, og mere end en tredjedel fra Afrika syd for Sahara. 9
Latinamerika og Caribien er den region, der er allermest påvirket, hvad angår negative sociale følger. Ekstrem fattigdom vil vokse fra 67 til 83 millioner mennesker i år, og væksten af fattige vil være større i byområder end på landet, blandt andet pga. problemer i produktionen, nedgang i materialepriser og økonomiske vanskeligheder. Der vil være en risiko for fødevarekriser.
Påvirkningerne fra den økonomiske krise for arbejderne og folkene er dyb og vedvarende, og de vil være til stede, længe efter den økonomiske genopbygning begynder.
Der er ingen tvivl om, at den ødelæggelse af produktivkræfterne, der er sket, og som fortsat sker, samt de politiske tiltag, der er taget i brug for at komme op af det hul, økonomien befinder sig i, udgør en øgning af udbytningsgraden af arbejderklassen, af undertrykkelsen af befolkningerne. Endnu en gang har borgerskabet lagt krisens byrder på de undertryktes skuldre.
Udviklingen af denne nye økonomiske krise for kapitalismen, så vel som af covid-19-pandemien og de tiltag, borgerskabet gennemfører for at modgå dem, fremprovokerer, at der på mange måder bliver sat spørgsmålstegn ved det system af udbytning, som arbejderne og folkene lever under.
Årevis af nyliberal politik, der blandt andet har ført til styrkelse af private social- og sundhedssystemer – til skade for den offentlige sektor – til politikker for en mere fleksibel arbejdskraft, til nedskæringer på det sociale område, har placeret byrden fra cocid-19-pandemien på de fattigste. De har været hovedofrene for infektion og død, såvel som for den sociale isolation, nedlukningen af virksomheder og de tiltag der er gennemført for at redde ejerne af de store virksomheder.
Arbejderne har set millioner af dollars gå til støtte til erhvervslivet, mens understøttelse og andre midler til at afbøde problemerne for folk uden arbejde eller noget at spise kun er krummer i forhold til støtten til erhvervslivet. Arbejderne får lavere lønninger, så storkapitalen kan bevare deres formuer i en verden, hvor 1 % af de rigeste ejer 82 % af verdens rigdom.
Men først og fremmest én fundamental ting er blevet tydelig for hele verden: Uden en fungerende arbejdsstyrke, uden arbejderne på fabrikkerne og bønderne i marken er der ingen produktion; uden det arbejde genererer samfundet ikke vækst!
Inden for borgerskabet er der bekymring over det, der sker, over afsløringen af deres systems svagheder og den risiko, en situation som den nuværende udgør for dets stabilitet og beståen.
I deres tænketanke laver de forslag, der generelt fremstår som innovationer eller reformer til at gøre kapitalismen mindre ondsindet, ’mere venlig’ for arbejderne, folkene og naturen. Nogle taler om nødvendigheden af at tage sociale politiske fremtidshensyn i retning af dem, der er knyttet til velfærdsstaten, mens andre appellerer til nødvendigheden af at indføre magtmidler for at kunne rumme utilfredsheden og massernes kamp.
For millioner af mænd og kvinder i de dele af samfundet, hvor man udvikler en bevidsthed om nødvendigheden af at omforme samfundet, står det nu mere klart, at borgerskabet i staten har instrumentet til at beskytte sine klasseinteresser. Ikke desto mindre betyder disse skridt, der tages i udviklingen af bevidstheden, ikke, at perspektivet om revolution og socialisme har åbnet sig for dem alle som et effektivt alternativ til at løse den nuværende tingenes tilstand. Den ideologiske indflydelse fra borgerskabet og fra opportunismen er stadig stærk blandt arbejderne og de folkelige bevægelser, og de er påvirket af stor ideologisk og politisk forvirring her midt under den kapitalistiske krise.
I det samme krisescenarie med pandemi, arbejdsløshed og fattigdom har ungdommen vist deres modstand og afvisning af staternes og arbejdsgivernes politik. De er i forskelligt omfang gået på gaden og har krævet deres ret i næsten alle lande. Disse udtryk for arbejderklassens og folkenes kamp vil vokse, og vi må som revolutionære stræbe efter at være til stede, kunne udpege de rigtigste og mest korrekte veje og påtage os rollen som organisatorer og ledere af den folkelige kamp. Disse kampe er i kraft af deres indhold og mål vendt imod kapitalismen, i opposition til dens rovgriske og undertrykkende natur. De må og skal udvikles til at se revolutionen og socialismen som målet.
Utilfredsheden må vendes til organisering og kamp
Det scenarie, som er opstået gennem den nuværende krise, skaber bedre betingelser for at udvikle bevidstheden, politiseringen og organiseringen af arbejderklassen, ungdommen og den brede befolkning. Vi, de marxistisk-leninistiske partier, har en stor mulighed for at udvikle vores arbejde i denne henseende, for at udvide vores styrke i alle vores lande, at øge indflydelsen og organiseringen af Konferencen af Marxistiske-Leninistiske Partier og Organisationer, CIPOML, blandt verdens arbejdere og folk.
Denne mulighed er en stor udfordring for de revolutionære, som vi påtager os for med overbevisning at demonstrere behovet for revolution, udvide og udvikle vores partier og gøre fremskridt i den proces, det er at samle de revolutionære kræfter.
Disse mål vil kunne gennemføres, hvis vi uddyber vores ideologiske, politiske og organisatoriske forbindelse med arbejderklassen, ungdommen og den brede befolkning, vender deres utilfredshed til organisering og kamp, rejser kampen mod tiltag og politikker, der er gennemført af borgerskabet for at lade arbejderne og folkene betale krisen. I hvert land har vi ansvaret for at præsentere forslag og programmer, som står op imod krisen, som udtrykker arbejdernes og befolkningens interesser, som bliver massekampens paroler og kan bruges til at vise, at arbejdernes og borgerskabets interesser er modsatte og uforenelige.
De begivenheder, der finder sted på global skala, bekræfter de marxistisk-leninistiske principper om den kapitalistiske krises natur, men de bekræfter også, at princippernes eksistens ikke i sig selv fører til udbruddet af arbejderklassens revolution.
Det er essentielt at have en stærk revolutionær massebevægelse, en stærk folkelig bevægelse og arbejderbevægelse, der vil kæmpe mod alle former for kapitalistisk udbytning og undertrykkelse, og som vil lede kampene frem mod arbejderklassens og befolkningens magtovertagelse.
Samtidig er eksistensen af den handlende revolutionære, politiske fortrop, der er tilstrækkeligt udviklet og rodfæstet i arbejderklassen og den brede befolkning, essentiel for fuldt ud at kunne udfylde den ledende rolle i den revolutionære proces.
Vi må gøre os klart, at der er mange skridt, der skal tages i denne retning for at kunne opnå arbejderklassens sejr over kapitalejerne. Den internationale kommunistiske bevægelse er kun repræsenteret i nogle få lande og med begrænset indflydelse. Denne situation må overvindes, og hurtigst muligt.
Kampen for at tage magten forpligter os til, så bredt som overhovedet muligt, at fremlægge vores synspunkter og de nyeste vurderinger af, hvad der foregår i verden, hvad der er årsagerne, og hvem der nyder godt af det.
Vi må være aktive deltagere – med vores marxistisk-leninistiske synspunkter – i den politiske og ideologiske debat, der har åbnet sig, omkring varigheden af det eksisterende kapitalistiske system og de ’forandringer’, som dele af borgerskabet siger er nødvendige at gennemføre.
Samtidig med perspektiverne for revolution og socialisme må vi præsentere forslag til den brede befolknings materielle krav – både her og nu og på mellemlangt sigt – der kan blive paroler til mobilisering og kamp, som det allerede sker i forskellige lande.
Der er megen snak om fremkomsten af ’en ny normal’, som om dette vil betyde en løsning på de problemer, verden i dag står midt i og stod over for inden pandemien. Men de forestillinger bygger videre på de samme grundpiller som det uddaterede kapitalistiske regime: nemlig på udbytningen af arbejderne og befolkningen, på undertrykkelse af kvinder, på naturødelæggelse og raceadskillelse, tilføjet vise sociale restriktioner. I virkeligheden søger det internationale borgerskab at drage fordel af de aktuelle omstændigheder for at udvikle nye akkumuleringsmekanismer, det vil sige at bringe udbytningen af lønarbejdet, skabelsen af merværdi til et højere niveau.
Vi marxister-leninister stræber efter en ny orden, nemlig den revolutionære forandring af samfundet, en ’ny normal’, der rejser sig som en modsætning til det gamle, med fødslen af et nyt samfund, arbejdernes samfundssystem. Kun socialisme kan bygge denne nye verden.
Den Internationale Konference af Marxistisk-Leninistiske Partier og Organisationer, CIPOML
August 2020
Noter
8)https://reliefweb.int/sites/reliefweb.int/files/resources/wcms_749470.pdf
9)https://www.worldbank.org/en/topic/poverty/brief/projected-poverty-impacts-of-COVID-