På de tre år, der er gået siden APK’s sidste kongresberetning, er der sket en hurtig og til tider dramatisk udvikling i klassekampen både internationalt og herhjemme. Den imperialistiske 20 år lange terrorkrig i Afghanistan er endt i et fuldstændigt nederlag for verdens stærkeste militærmagter. En global pandemi og sundhedskrise har udstillet, hvor dybt og katastrofalt det kapitalistiske system har skåret i den offentlige sundhedssektor, beredskabet og folkesundheden til fordel for profit og privatisering. Samtidig med verdens største redningsaktion for den kapitalistiske økonomi, hvor stater og centralbanker pumpede hidtil usete store beløb af dollars, euro og kroner ud som førstehjælp til kapitalen og erhvervslivet.

En global kapitalistisk krisepolitik, der har betydet, at rigdomme og profitter hos nogle få monopolergrupper har slået rekorder, mens samme krisepolitik har kastet nye millioner ud i fattigdom, arbejdsløshed og hjemløshed.

Lige nu er vi midt i en klassekampsperiode, hvor den politiske bevidsthed hos de grupper i og udenfor arbejderklassen, der kæmper for rettigheder, social retfærdighed og en anden fremtid, rykker sig i hurtige spring fremad i et nyt opsving.

APK har gennem hele perioden udviklet sin politik og taktik for en revolutionær vej ud af kapitalismen og dens kriser. Derfor kunne partiet også tilbage i marts 2020, to dage efter Danmark blev lukket ned med Corona-pandemien, fremlægge partiets bud på en helt konkret politisk platform med krav om social, økonomisk og sundhedsmæssig sikring af arbejderklassen og befolkningen. Og med krav om, at kapitalen og de rige skal betale og bære krisen. En platform for at skabe enhed, organisering på en klassekampslinje og med et klart perspektiv om et nyt samfundssystem med arbejderklassen ved magten.

Som et revolutionært handlingens parti er opgaven fortsat ind i den kommende kongresperiode at opbygge et stærkt kommunistisk parti på marxismen-leninismens grund. Opgaven er fortsat at arbejde for at skabe og organisere arbejderklassens revolution, et revolutionært brud og en revolutionær vej. Konkret gennem at udvikle partiets politik og deltagelse i klassekampen ud fra det strategiske mål: arbejderklassens revolution og opbygningen af socialisme, sådan som det slås fast i APK’s principprogram ”Manifestet for et socialistisk Danmark”.

 Arbejderklassen og ungdommen er hovedkraften i revolutionen

Den klassekraft, der kan skabe den nødvendige forandring i samfundet, der kan gøre op med kapitalismens uhyrligheder, er arbejderklassen. Sammen med de unge og deres krav om fremskridt og en fremtid er de egentlige hovedpersoner i de kommende klassekampsbegivenheder. Meget vil afhænge af den politiske, ideologiske og organisatoriske kamp om, hvilken retning i klassekampen de kommer til at tage.

Kapitalismen og dens stat sikrer ikke arbejdspladser

Dansk kapital og industri investerer ikke sine stigende overskud i arbejdspladser i Danmark. I det sidste årti er investeringer i industriel produktion og arbejdspladser i udlandet fordoblet, mens det er faldet herhjemme. Det sker på en baggrund, hvor Danmark er det land i Europa, der har outsourcet flest arbejdspladser i forhold til sin arbejdsstyrke.

Danske virksomheder investerer meget lidt i forsknings- og innovationsaktiviteter her i landet, i forhold til hvad de investerer i deres danske datterselskaber i udlandet, hvor den imperialistiske ”mind grabbing” af højtuddannet arbejdskraft er langt billigere. I stedet ser vi en større og større udvikling, hvor danske universiteter og uddannelsessteder skal levere gratis og statsfinansieret forskning til kapitalen, og hvor monopoler som Dansk Bank og Novo Nordisk opererer helt ned i den offentlige folkeskole.

Men der er ingen ende på, hvor langt ned regeringer, erhvervsliv og fagtoppen mener, at arbejdere og ansatte skal bøje sig under det hule slogan om at skabe danske arbejdspladser. Og selv når staten skaber arbejdspladser såsom nogle af Danmarks historiens de største infrastrukturbyggerier, Metroen, supersygehuse og Femernbroen, så udliciteres arbejdet til udenlandske kontrakter med importerede migrantarbejdere til helt andre løn- og arbejdsforhold og med social dumping. En praksis, som både regering og Dansk Arbejdsgiverforening med EU-regler i hånden vil have skal vokse sig endnu større, både på det private og offentlige arbejdsmarked. Blandt chauffører, stuepiger, landbrugsmedhjælpere, lagerarbejdere, rengøringsassistenter og i masser af andre fag har arbejdsgiverne allerede hentet over 200.000 udenlandske migrantarbejdere ind. En praksis, den socialdemokratiske regering vil øge gennem reformer dikteret af Dansk Arbejdsgiverforening.

Kongresperioden har været præget af mange arbejdskampe omkring denne udvikling, især inden for byggeriet og transport, som samtidig har rejst den internationale solidaritet arbejdere imellem, uanset hvor man kommer fra.

Det bliver mere og mere vigtigt konkret at kæde kampen for arbejdernes rettigheder og forhold her i Danmark sammen med kampen mod regeringens fortsatte arbejderfjendske reformpolitik og kampen for at komme ud af det EU, som er og bliver EU-monopolernes fællesskab på ryggen af arbejderklassen.

Arbejdsgiverne, Folketinget og regeringen udnytter fortsat – med fagtoppens velsignelse og aktive indsats – myten om, at der mangler arbejdskraft, til at indføre nye nedskæringer i dagpengene, mere tvangsaktivering og store nedskæringer på jobcentrene for at få mere billig arbejdskraft. Der er fortsat en stor både officiel og skjult arbejdsløshed, der skal holde mindstelønnen nede. Det er også i den sammenhæng, de kommende reformer af dagpenge og sociale ydelser skal ses, hvor stadig flere skal rammes socialt hårdt af de tidligere ”ret og pligt”-arbejdsmarkedsreformer.

Den ”nye normale” arbejdsmarked med løsarbejde, dårligere løn- og arbejdsforhold, stigende arbejdstid og pensionsalder og fleksibilitets-stress har længe været under udvikling og været kendt. Nu har den fået tilføjet udbredt hjemmearbejde med flydende og 24/7 arbejdstid.

For arbejderklassen og store grupper af de offentligt ansatte vil der være store forsvarskampe for løn-, arbejds- og sociale forhold, der skal tages i de kommende år. Nødvendige opgør med en klassesamarbejdspolitik og et fagligt system, der står hindrende i vejen for, at det kan ske. Og man må udvikle den økonomiske faglige kamp til en politisk kamp mod den egentlige årsag: kapitalismen med dens forskellige repræsentanter.

En revolutionær vej og fremtidsplan er både mulig og nødvendig. Hvor kapitalismens udbytning bringes til ophør for at skabe plads til et nyt samfund. Det er den retning, vi må sætte for klassekampen i 2021 og frem. Det betyder, at det er arbejderklassens og de unges krav, interesser her og nu og for fremtiden, der må sættes i centrum.

APK vil på denne 9. kongres vedtage et politisk program for partiets arbejde på arbejdspladser, i fagforeninger og i arbejderklassen.

Da Covid 19-pandemien ændrede den politiske dagsorden

Pandemier som Covid 19 bekæmpes ved at opruste det offentlige sundhedsvæsen i alle led, så der er ansatte, sengepladser og udstyr nok. De bekæmpes ved, at sociale-, bolig og arbejdsmiljøforhold og rengøring bringes i top. Ved at sikre kontrol og tilstrækkelig, gratis og hurtig adgang til værnemidler, test, vacciner og medicin.

Kapitalen og regeringer verden over og i Danmark gik den modsatte vej. De gjorde vacciner og værnemidler til gigantiske privatforretninger, i Danmark finansieret af statskassen, de skar fortsat ned på det offentlige sundhedsvæsen og pressede personale og ansatte ud over kanten for at løse opgaverne. De indførte tvangslove, som den nye epidemilov, der går langt ud over smittebekæmpelse og folkesundhed, og som ligger i forlængelse af udviklingen af endeløse terror-, lømmel-, bande- og andre lovpakker. De bærer alle det samme klassestempel.

Der blev indført en gigantisk krisepolitik for at stabilisere kapitalismen og redde dansk kapitalismes største aktører til at komme ud endnu stærkere og mere konkurrencedygtige end før krisen, med de største økonomiske kapitalindsprøjtninger og hjælpepakker, der nogensinde er set. Over 340 milliarder kroner, som arbejderklassen og flertallet af befolkningen er udset til at betale regningen for gennem nye nedskæringer og asociale finanslove. Når regeringen og Folketinget frigav millioner af folks egne indfrosne feriepenge, var det for at sikre købekraften til erhvervslivets varer. Den fattigste del af befolkningen var ikke attraktive nok forbrugere og fik ikke mere at købe for.

For den herskende klasse, borgerskabet, gjaldt det at redde profitten og vælte byrderne over på arbejderne, da pandemien og krisen ramte. Og samtidig at finde de politiske og økonomiske tiltag, der skulle hindre den økonomiske og sundhedsmæssige krise i at udvikle sig til en politisk krise med social uro og protester.

Da regeringens nedlukning skulle gennemføres i marts 2020, forsvandt den demokratiske parlamentariske fernis over natten og blev erstattet af epidemilov med ministerdekret. En ny ledelse af landet og samfundet trådte frem i form af en ”krise-taskforce” med de vigtigste ministre, Dansk Industri, de største monopolejere, militæret og politiet i samlet flok.

Da der var blevet etableret ”lov og orden” med frygt og chokterapi, blev fagtoppen kaldt ind på banen ude fra kulissen. Sådan at det åbne klassesamarbejde i ”en danske model” gennem trepartaftaler mellem stat, arbejdsgiver og fagtop kunne sikre ikke bare midlertidige lønkompensationsordninger, men også at overenskomstsikrede rettigheder kunne sættes ud af kraft.

Klassesamarbejdspolitikken og toppen af arbejderaristokratiet er lige nu den danske kapitals bedste bud på at få sin stabiliseringspolitik af kapitalismen og benhårde krisepolitik igennem så gnidningsfrit som muligt. Det er samtidig den største politiske og ideologiske hindring for at skabe enhed i arbejderklassen på et klassekamps- og revolutionært grundlag mod den førte politik.

Også det højtbesungne parlamentariske demokrati i Folketinget blev sat ud af kraft, og alle dets partier makkede ret. Inklusive Enhedslisten, der stillede sig bekymret smilende bag en national samling og klasseforsoning under en socialdemokratisk regerings diktater. En tilstand, der næsten varede et helt år.

Alle disse skridt viser, hvor hurtigt demokratiske rettigheder, retssikkerhed og demokratisk fernis kan forsvinde over en nat, og hvor hurtig en fascisering af statsmagten kan rykke, når kapitalen har brug for det.

Hele denne fascisering var velforberedt fra kapitalens, statsmagtens og den politiske magtelites side, så den kunne iværksættes med ét hug, inklusive hele den nøje orkestrerede og censurerede medieside. Befolkningen og arbejderklassen skulle tages på sengen, pacificeres med frygt og i et tempo, så folk knap nåede at opfatte, hvad der foregik. Alt imens kapitalmagten holdt generalprøve på, hvordan den skal gribe ind i fremtidige sociale og politiske scenarier – alt sammen under dække af en truende sundhedskrise i et offentligt sundhedsvæsen, der allerede blødte katastrofalt, og som de samme politikere glemte alt om, da monopolernes økonomi var reddet for denne gang.

De unges fremtid er en revolutionær ændring af samfundssystemet.

”Corona-krisen” blev på mange måder en øjenåbner for en hel ny generation i forhold til at opleve og forstå kapitalismens kyniske natur, da de oplevede, at for kapitalen var det vigtigere at redde profit frem for liv, og den gjorde sundhed og vacciner til en handelsvare. De så, hvor tydeligt klasseforskellene trådte frem med helt forskellige konsekvenser af pandemien. Og de så, hvordan sundhedsvæsnet brød sammen eller var ikkeeksisterende for befolkninger og blev erstattet af massegrave, ikke bare i verdens fattigste lande, men også lande som Italien, Brasilien og USA.

Det er ikke bare Covid 19-pandemiens restriktioner og nedlukninger, der i en lang periode satte en hel generation af unges liv på standby.

De unge ønsker håb om en fremtid, hvor de kan trække vejret og leve deres liv i retfærdighed, fred og fremgang. Kapitalismen tilbyder det modsatte for flertallet i dag. Det er de unge, der skubbes forrest, når der skæres i job, sociale ydelser, dagpenge, lønninger, og når soldater skal sendes ud i imperialistiske krige. Det er dem, der udgør flertallet i det moderne daglejerarbejdsmarked, der er i hastig vækst med sms-job, kontrakt- og vikararbejde og job uden fast arbejdstid.

Der er i dag over 300.000 i Danmark, der arbejder på nul-timers-kontrakter. Knap 11 procent af alle beskæftigede. Løsarbejdere med ingen fast løn, ingen fast arbejdstid, og uden sikring af dagpenge, sygedagpenge eller opsigelsesløn. En arbejdsgiverdrøm og en udvikling, som fagtoppen har vendt ryggen til og gennem de seneste års overenskomstrunder har nægtet at rejse krav omkring.

Og står det til arbejdsgiverne og kapitalen, er det den virkelighed, ungdommen bare skal vænne sig til – og endda i langt flere år, efterhånden som pensionsalderen stiger. Det er en del af ”det nye normale”, som hverken er nyt eller normalt, bare rå udbytning og udnyttelse af arbejdskraft.

For arbejderklassen og en revolutionær udvikling er hele arbejderungdommen fremtiden. Men trods skiftende regeringers – og ikke mindst den nuværende socialdemokratiskes – løfter om forandring, så skrottes en stor gruppe af arbejderungdommen, allerede inden de er kommet i gang. Et stigende antal elever forlader folkeskolen uden afgangseksamen, og mange tusinder står helt uden arbejde eller uddannelse. For kapitalismen er de allerede glemt fortid. Regeringen og dens støttepartier erkender, at Folkeskolereformens løfter om bedre skole slog fejl. Og hvad gør de så? Den socialdemokratiske børne- og undervisningsminister kommer med så absurde lappeløsninger som at ville indføre karakter for elevernes ”flid”. Tilbage til den sorte skole. Politikerne er enige om at beholde den økonomiske succesgevinst ved, at der blev skåret så drastisk i lærernes arbejdstidsforhold, til skade for både lærere og elever.

Uddannelse er blevet en handelsvare, og uddannelsessteder styres efter virksomheds- og konkurrenceprincipper. I hele EU ses en udvikling med to adskilte uddannelsessystemer. Hvor det offentlige i højere grad bliver en statsinstitution til at oplære en fleksibel og underdanig arbejdskraft i en konkurrencestat. Mens den private kapital står for den mere specialiserede og rentable uddannelse, der kan tjenes penge på, eller eliteuddannelser til de privilegerede klasser og lag af unge. Hvilket planerne om at bygge helt nye erhvervsskoler med fokus alene på grøn omstilling, og med en meget direkte forbindelse med det private erhvervsliv, er en del af. Modsat kravet om at investere i en massiv genopretning og investering i de brede faglige grunduddannelser på erhvervsuddannelserne, et åbent optag, og praktikpladsgaranti til alle.

Vi ser en ungdom, der trods al dette, på trods af den massive ideologiske aggression, der rettes mod dem gennem medierne, trods alle forsøg på at dømme dem ude, alligevel sætter sig igennem og er forrest i nogle af de store bevægelser som klimabevægelsen, bevægelser mod racisme, mod kvindeundertrykkelse. I den forløbne kongresperiode har vi igen set besættelser af universiteter som protest- og aktionsform fra de studerendes side mod forringelser af deres uddannelser og forhold.

Ungdommen vil ikke dømmes til at være ”Standby-generationen”, for hvem udviklingen gik baglæns. Det er partiets opgave at være med til, at de lærer gennem deres egne erfaringer, at deres kamp for forandring bliver en del af den samlede klassekamp og enhedsfront mod kapitalen.

En ny runde og opsving i kvindernes kamp

Både herhjemme og globalt har kvindernes kamp taget et nyt opsving. Der har været udbredte strejker og protestbevægelser, særligt på social- og sundhedsområdet mange steder i verden. De har udviklet sig som reaktion på nedskæringspolitikken og de pressede arbejdsforhold, som ikke mindst arbejderkvinderne har mærket konsekvenserne af. De kvindelige arbejdere i denne sektor udgjort den mest vedholdende del af mobiliseringen i protesterne.

Også i Danmark har vi i periode set kvinderne været hovedkraften i store protestbevægelser og strejker som kampen mod uligelønnen, forholdene for ansatte og børn, syge, udsatte og ældre i den offentlige sektor, og MeToo.

Den danske stat og politikerne har vendt kravet om kvinders ligestilling til et angreb på de tidligere de vundne rettigheder. I ligestillingens navn udsultes og forringes kvinders forhold under graviditet, fødsler og mor-barn-omsorg. Kvinders barselsorlov forringes i ligestillingens navn, ligesom retten til beskyttelse for voldsramte kvinder i krisecentre er voldsom skåret ned. Selv Kvindemuseet om kvinders forhold og historie er nedlagt. Offentlige kollektive løsninger for at få kvinders arbejde, børn og familie til at hænge sammen erstattes med dyre privatiseringer, øget hjemmearbejde og endnu mere pressede forhold.

Disse skridt viser, at kvindespørgsmålet samtidig er et klassespørgsmål. Nedskæringerne rammer ikke den øverste klasses karrierekvinder, kvindelige aktie- og erhvervsejere eller toppolitikere og embedsfolk. Tværtimod, de tjener på den rigdom, som lavt- og uligelønnede kvinder er med til at skabe. De tjener på, at de offentlige finanser ryger ned i erhvervslivets lommer frem for offentlig sikring af kvinders, børns og familiers forhold.

Partiet har støttet opbygningen af Kvinder i Kamp, KiK, som en kvindeorganisation for arbejderkvinder, de unge kvinder og det brede flertal af kvinder. Opsvinget i kvindekampen og den igangværende ligelønskamp åbner store muligheder. KiK kommer bredt ud, får mange kontakter, når den tager initiativer, og kan på mange områder spille en vigtig rolle i kvindekampens daglige praksis og de større markeringer som Kvindernes Internationale Kampdag 8. marts.

”Corona-pandemien efterlod kvinder med både gamle og nye problemer på deres skuldre i deres lande, byer, gader og hjem. Men den fik også kilden til alle disse problemer til at fremstå mere tydelig og skarp. Kapitalismens ’normal’ betyder slaveri for kvinderne. Og kvindehad er en del af selve kapitalismens natur. Dette er, hvad pandemien nu har gjort indlysende. … Socialisme er den eneste vej til at få vejret – mod alt, hvad der kvæler kvinder, dvs. vold, usikkerhed på arbejdsmarkedet, uligeløn, økonomiske kriser, krig, homofobi, fremmedhadsk immigrationspolitik, kolonialisme, ødelæggelse af naturen og nyliberalisme,” lød det bl.a. i 2020 fra Den Internationale Konference af Marxistisk-Leninistiske Partier og Organisationer, CIPOML, som APK er en del af.

Kampen for en offentlig sektor, der kommer befolkningen og de ansatte til gode

Kampene for at redde og opgradere den offentlige sundheds-, omsorgs- og uddannelsessektor er gået ind i en ny fase og åbner op for nye muligheder. Det gælder liv, helbred, uddannelse og hverdag for dem, der ikke kan betale for private ydelser. Det gælder de ansattes løn- og arbejdsforhold, hvis der skal være nok til at løfte opgaverne.

Der har i perioden været ført mange lokale og landsdækkende protester og kampe mod statslige, regionale og kommunale nedskæringer. Den omfattende landsdækkende bevægelse for minimumsnormeringer på daginstitutioner satte spotlight på de ekstremt forringede vilkår for børn, personale og forældre på området. I foråret 2019 var en national protest med demonstrationer i 53 byer med til at gøre dette og kravene til et stort spørgsmål i valgkampen, og det var med til at bære Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten til magten og gøre Mette Frederiksen til ny statsminister. At den parlamentariske vej ikke førte til forandringer men blot tomme valgløfter, blev hurtigt klart. Der er hverken på efterfølgende finanslove og økonomiaftaler med kommuner kommet penge til at løse problemerne. Kun en lille startpulje, en forsøgsordning for fem frikommuner og en budgetlov, der også skærer i daginstitutionsbudgetterne.

For at rykke videre må forældrebevægelsens fortsatte krav og kamp kædes sammen med de offentligt ansatte i daginstitutioner og dagpleje og deres kamp for bedre arbejdsforhold og normeringer. Der må skabes nye alliancer til hele bevægelsen af offentlige ansatte, der på hver deres område rejser det samme, til en fælles bevægelse for et radikalt brud med den førte nyliberalistiske politik.

Mod regeringsindgreb, og alle på gaden for en offentlig sundhedssektor

Sygeplejerskernes afvisning af regeringsindgrebet i efteråret 2021, deres fortsatte protester, arbejdsnedlæggelser og arbejd-efter-reglerne-aktioner har været en stor inspiration for andre grupper af offentligt ansatte til at gå med og yde støtte og solidaritet mod regeringsindgrebets dekret og tvang, en solidaritet, der også ses fra grupper på det private arbejdsmarked. Da OK-kampen kom ud af Dansk Sygeplejeråds (DSR) fagtops kontrol, fik den luft til at brede sig forbi fagsnævre krav, til at udvide kampen for ligeløn og mod Tjenestemandsreformen, der allerede var organiseret på tværs af faggrupper blandt ansatte og studerende, luft til en større fælles kamp mod underbetaling og for ordentlige arbejdsforhold, for hele sundhedsvæsenets overlevelse, for hele den offentlige velfærdssektor og dens ansatte.

Klassekampens tidligere strejke- og kamperfaringer som strejkestøttekomiteer og landsdækkende støtteindsamlinger til at dække Arbejdsurettens bod til dem, der nedlagde arbejdet, blev taget i brug af en ny generation.

Den danske model for klassesamarbejde, der i årtier har været en urørlig hellig ko, blev med sygeplejerskernes OK-kamp fuldstændig blotlagt som en klam arbejdsgiverfidus og lagt i graven i de kampvilliges bevidsthed. Det blev krystalklart for mange, at klassesamarbejds-fagtoppen ikke repræsenterede deres og medlemmernes interesser, og nye basisorganiseringer i forskellige faggrupper har set dagens lys. Den samlende facebookgruppe ”Bak op om de offentlige ansatte” tilbage fra OK 18 har stor betydning i den åbne politiske diskussion og erfaringsudveksling blandt alle dem fra gulvet. Ligesom det sker i forummer for konkrete faggrupper.

Den kapitalistiske Coronapolitik pressede de ansatte i dele af den offentlige sektor ud over kanten og afslørede de store huller, som års nedskæringer har skabt i det offentliges sundheds-, omsorgs-, uddannelses-, sociale, pædagogiske og beskæftigelsessektorer, der alle sammen bløder. Overarbejdende ansatte arbejdede som frontpersonale og hjemmefra med en ekstrem fleksibilitet og omstillingsevne til at løse opgaverne. Mange med helbredet som indsats, og som derefter som sygemeldte nu fyres af kommunerne.

OK21 for de offentligt ansatte blev en spand koldt vand i hovedet. Der var jo delt honningkager ud og bonusser til lederne. Drejebogen for at udgå en gentagelse af den fælles kamp og solidaritet fra OK18 var skrevet af arbejdsgiverne og fagtoppens Forhandlingsfællesskab og FH-toppen længe inden. Kravene fra medlemmerne på gulvet skulle ikke indfries. Sygeplejerskerne brød igennem takket være en god basisorganisering og afviste to gange mæglingsforslaget på trods af DSR-ledelsen, mens andre grupper blev kørt over af sammenkædningsreglerne. Den knap tre måneder lange strejke under fagtoppens ledelse, men med stor mobilisering blandt sygeplejerskerne, endte med et arrogant regeringsindgreb fra den socialdemokratiske regering, der dikterede sygeplejerskerne det, de havde sagt nej til og kæmpet imod. Et indgreb, der prompte blev mødt med arbejdsnedlæggelser og protester.

Det offentlige sundhedsvæsen er et symptom på udviklingen. Coronapandemien afslørede konsekvenserne af årtiers udhuling og nedskæringer til fordel for privatisering og dem, der kan betale for det. Presset bare på FOA-medlemmer i denne branche har betydet, at 38 pct. arbejder ekstra timer gratis hver eneste uge for at kunne holde deres egen samvittighed ud. Der ikke bare mangler personale, der er personaleflugt hele vejen rundt. Det anslås, at der alene når det gælder sosu-assistenter, vil der mangle op mod 40.000 om nogle år. Der lukkes i dag sengepladser og sengeafsnit ned på hospitaler af samme grund. Alt imens regeringens og politikerne investerer milliarder i ineffektive supermastodont-sygehuse få steder i landet.

Den fortsatte kamp for at sikre den offentlige sundheds- og hele den offentlige såkaldte velfærdssektor, dens ansatte og brugere må fortsat udvides og rettes direkte mod de ansvarlige offentlige arbejdsgivere, som er politikere på lands-, regions- og kommunalplan. Det er nu, slaget for fremtidens offentlige sektor står.

Stop racisme og ghettolov

Ikke mindst de unge med en indvandrerbaggrund, hvad enten de er første-, anden- eller tredjegeneration, gøres til syndebukke for skiftende regeringers reaktionære arbejder- og ungdomsfjendske politik og populistiske racisme.

Foråret 2020 blev den store sociale protestbevægelse i USA ”Black Lives Matter” gnisten, der tændte den ulmende utilfredshed og vrede blandt de unge over den stigende sociale ulighed, den racistiske undertrykkelse, det danske politis og statsmagtens vold og årtiers reaktionær indvandrer- og flygtningepolitik. 15.000 gik midt under restriktionerne i demonstrationer, og protesterne blev hurtigt landsdækkende. De blev forbundet med krav om lukningen af danske lejre i Ellebæk og Sjælsmark, hvor asylansøgere med afslag interneres, og med vreden og modstanden mod den berygtede ”ghetto-lov”, der bliver brugt mod arbejderklassen.

Partiet har deltaget aktivt i disse proteser og i bevægelser mod ghettoloven, der har vundet konkrete sejre gennem at rejse solidaritet og fælles kamp konkret. Beboerkampen står over for næste fase, hvor boliger skal rives ned og familier stå uden hjem, hvis dette ikke forhindres.

Den antiracistiske kamp kan ikke ses eller føres isoleret. Racismen har sit klare klassestempel og bruges bevidst af reaktionen og magthavere til at splitte og dele arbejderklassens og ungdommens kamp. Den bruges til at gøre dele af befolkningen til syndebukke for kapitalismens egne skabte problemer og som murbrækkere i reaktionære reformer og afledningspolitik.

Den socialdemokratiske regering med statsminister Mette Frederiksen og udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye har gjort en dyd ud af at overhale reaktionen indenom, når det gælder om at føre sort politik på dette område. Den tidligere integrations- og venstreminister på dette felt Inger Støjberg er midt i en rigsretssag for nogle af sine handlinger. Den nuværende socialdemokratiske regering afholder hemmelige forhandlinger med flere afrikanske lande om at etablere danske flygtninge- og asyllejre i Afrika, mens Danmark skal være med til at befæste EU’s Frontex-grænser og holde EU inde bag mure, pigtråd og militær.

Stop klimaødelæggelser

Klimabevægelser og demonstrationer har de senere år været stærkt på gaden og har medvirket til at genrejse klimaspørgsmålet på dagsordenen, så ingen kunne sidde det overhørig. Det er klart, at det i høj grad optager ungdommen, da regningen for dagens og fortidens klimaforbrydelser skydes langt ud i fremtiden. Industriens og regeringens redningsplaner er helt farveblinde, og sort trylles om til grønt, med ”grøn omstilling” og ”Green New Deal”. Mens løsningen af de omfattende ødelæggelser omsættes som kortsigtet profitgivende forretning.

Politikere fra ”rød” og blå blok har nærmest overgået hinanden i at omfavne klimadagsordenen. Men deres klimapolitik har kapitalismens klare klassestempel. De egentlige ansvarlige, dem for hvem det betyder profit, går fri. Løsningen af de omfattende ødelæggelser omsættes som kortsigtet profitgivende forretning, hvor det er arbejdsklassen og befolkningen, der betaler de endeløse grønne afgifter, og som skal skære ned for klimaets skyld.

Klimakampen er en del af klassekampen og må rettes mod de ansvarlige konkret og mod det imperialistiske system, der skaber ødelæggelserne og forhindrer løsninger.

Partiet skal byde ind med revolutionær handling, teori og organisering til at styrke ungdommens kamp. Det er fortsat en vigtig opgave at sprede kendskabet til vores parti, til vores daglige netavis, til vores politik, og at der findes organiserede revolutionære kommunister i Danmark.

Arbejderklassens enhedsfront mod krise, krig og reaktion

Pandemier og kapitalistiske kriser løses ikke med mere kapitalisme

Coronapandemien var ikke årsagen til den økonomiske krise, der trådte frem. Den har udløst og udviklet krisen i et hurtigt tempo og omfang for små virksomheder og almindelige mennesker. Mens samme krise har forgyldt hele industrisektorer og monopoler – som medicinalindustrien og internethandel. Den økonomiske krise var allerede under udvikling, før Coronapandemiens konsekvenser også ramte verdensøkonomien og Danmark.

Vi kom i en situation, hvor der var skærpede klassekampe, store protestbevægelser og folkeopstande flere steder i verden. Det var derfor heller ikke uden grund, at den herskende klasses helt store bekymring var og er, hvordan de kan undgå for stor modstand i arbejderklassen.

Den socialdemokratiske regering falbyder et mix af de to borgerlige økonomiske krisepolitiker: en rendyrket nyliberalistisk model og en ny variant af Keynes’ kriseløsningspolitik. Hvilket sætter regeringen helt på linje med de fleste af den kapitalistiske verdens ledere. Og det er helt afstemt med EU. Den herskende klasses kriseløsninger for at hjælpe kapitalen kan ikke forhindre, at kapitalismens kriser uddybes og vokser. Heller ikke selvom den økonomiske krise i Danmark officielt er udskudt en stund med Coronahjælp til de rigeste.

Til trods for, at økonomien i Danmark officielt gik i recession i tredje kvartal 2020, er de danske aktier steget drastisk i både 2020 og 2021. Siden bunden blev nået i marts 2020, er det danske eliteindeks steget med ca. 103 pct., mens globale aktier er steget knap 91 pct.

Det er medicinalmonopolerne Novo Nordisk, Genmab og Coloplast, der sammen med Medicon-koncerner som Abena med deres værnemidler scorede kassen. ”Medical Valley” udgør så stor en del af den danske økonomi, hvilket er med til at skabe de dramatiske aktiestigninger. Det samme gælder for de globale danske monopoler som A.P. Møller Mærsk, Vestas og Grundfos, der alle melder om rekordomsætninger og rekordindtjening i 2021. Ligesom Danmarks største industrivirksomhed Danfoss har haft deres største profitable vækst nogensinde på grund af ”grøn omstilling” rundtom i verden.

Også centralbankernes initiativer med milliardhjælpepakker og pengepolitik har været fuldstændig uden sidestykke i historien, når man taler størrelse og omfang. Regeringer har mere eller mindre kollektivt på tværs af hele verden afsat mere end 20 procent af BNP til at holde den kapitalistiske økonomi kørende. Alene Den Europæiske Centralbank har ved at lade den digitale seddelpresse rulle opkøbt obligationer i Eurolandene for 100 milliarder euro om måneden for at sikre euroen og EU’s monopoler gennem ”Pandemic Emergency Purchase Program”.

Og bare det, at centralbanker og regeringer taler om at sætte farten på seddelpressen for økonomisk støtte en smule ned, får det danske erhvervs- og finansliv til at råbe op om, hvor hårdt det kan blive for aktieejerne.

At fortsætte med samme håbløse politik og system er ingen vej ud af hverken arbejdsløsheden, sundhedskrisen eller den økonomiske krise. At fortsætte med at hælde milliarder af kroner og euro i et bundløst system, der ikke kan sikre en fremtid for hele arbejderklassen, ungdommen og befolkningen, bringer os ikke fremad. Den socialdemokratiske klassesamarbejds-model for at lade staten overtage de frie markedskræfters rolle til at løse krisen har vist sig som et åbent tagselvbord for de største monopoler for at sikre deres profit.

Det er derfor løgn, når arbejdsgiverne og regeringen påstår, at der ikke er råd til ordentlige løn- og arbejdsforhold, ligeløn, dagpenge eller til at finansiere en opsigelse af velfærdsforligets stigende pensionsalder. Det er ren klassepolitik. Når den danske stat har kunnet låne de mange milliarder til hjælpepakker, modsat mange andre lande, skyldes det årtiers reformtyverier betalt af de arbejdsløse, de syge, pensionister og den offentlige sundheds-, omsorgs- og uddannelsessektor, der har gjort dansk økonomi kreditværdig – men har forringet de sociale forhold massivt.

Men derfor eller måske netop derfor må partiet blive ved med at afdække, at vise og overbevise om, at det er kapitalismen, der selv skaber sine kriser og ikke kan løse dem. At deres kriseløsninger ikke redder arbejdspladser og velfærd, men profit. Partiet må gøre klart, hvad der kan gøres for at skabe den nødvendige forandring.

Partiet må forsat arbejde for, at der opbygges en samlet, stærk og slagkraftig arbejderklassefront: arbejdere, privat- og offentligt ansatte, løs- og tvangsarbejdere, arbejdsløse og udstødte. Det er afgørende for at kunne gå imod kapitalens offensiv. De virkelige skillelinjer i vores samfund gør mellem klasseinteresser, ikke mellem køn, farve, etnicitet eller andre af de modsætninger, kapitalismen opbygger mellem mennesker.

Kun gennem at organisere modstanden, fremme kamp- og aktionsenheden og sætte arbejderklassens interesser i centrum, uden at glemme andre klassers og lags, kan der skabes en ny kraft mod arbejdsgivernes og krigsherrernes offensiv. Skabes en ny kraft, der kan gøre en ende på udbytning, undertrykkelse og ødelæggelse.

Dansk økonomisk imperialisme og globalisering på ryggen af arbejderklassen

Imperialismens ideologier roser globaliseringen som en højere fase af det kapitalistiske system, der skaber fælles løsninger af verdens problemer på tværs af landegrænser. Reelt er det en globalisering af kapital.

Udviklingen af produktionsmidlerne og de produktive kræfter, der er skabt af de videnskabelige og tekniske revolutioner, de store videnskabelige opdagelser, de nye dimensioner af kommunikation, bio- og informations- og robotteknik har udvidet monopolernes og de imperialistiske fangarme over hele verden.

Frem for løsninger har imperialismens udvikling skabt voksende udbytning af arbejderklassen, af de undertrykte klasser og afhængige lande, både af den nationale og globale monopolkapital.

Frem for løsninger har imperialismen skabt voksende udplyndring af hele jordklodens rigdomme og ressourcer med alvorlige konsekvenser for befolkningerne, naturen og klimaet. Frem for løsninger gøres nødhjælp og grøn omstilling til politisk og økonomisk forretning baseret på profit.

Kapitalens globalisering har skabt kapitalgrupper som BlackRock, der er verdens største. Den er medejer af den vestlige kapitalismes største finansselskaber og virksomheder. BlackRock er rådgivere for USA’s præsident Biden, for Den Europæiske Centralbank og EU-kommissionen. Den styrer statsmagter og lovgivningen helt til deres egen fordel.

I Danmark har BlackRock aktier i Den Danske Bank. Det har indtil nu lykkedes gennem beboerkampen på Frederiksberg i 2018 at holde kapitalgruppen ude af opkøb af almennyttige boliger til spekulation i Danmark. Men den danske stat har i årtier solgt almennyttige boliger til spotpris, foræret lejernes penge til boligspekulanter og skabt mangel på billige boliger.

Selv fremsynede erhvervsledere og socialdemokratiske ministre mener nu, at kapitalismen er gået for vidt i sin kyniske rovdrift på profit. Men hvad er deres fremtidsplan? Den er at redde kapitalismen med en benhård krisepolitik, hvor det er arbejderklassen og de unge, der skal betale.

Det er, hvad de mener med, at kapitalismen må genopfinde sig selv som en social, menneskelig og grøn variant, garneret med såkaldt demokratisk og parlamentarisk kontrol. De støtter, servicere og bevarer systemerne for udplyndring og udbytning.

Partiet må bruge marxismen-leninismen og den politiske økonomi som politisk og ideologisk værktøj til at påvise, at kapitalens plan for at styrke og helbrede kapitalismen med mere kapitalisme ikke duer. Vi skal øge bevidstheden om, at kapitalismen og magthaverne reelt ikke har noget svar på krisen, og at den eneste reelle og langsigtede løsning er et revolutionært brud med den førte politik og det kapitalistiske system. Det må ske ved at forene teori og praksis i partiets handlinger i klassekampen.

 Med Brexit blev kravet om at forlade EU en realitet

Storbritannien faldt ikke i havet, det gik ikke i sort kaos, da Brexit endelig blev en realitet. Det var ellers, hvad EU-tilhængerne prædikede under hele det tovtrækkeri mellem kapitalkræfterne, efter den engelske befolkning havde stemt sig ud af EU ved en folkeafstemning.

Brexit viser, at det kan lade sig gøre at komme ud af EU, uden at al handel gør i stå, selv efter 46 års medlemskab. Det kan også lade sig gøre for Danmark.

Det blev et signal til at styrke EU-modstanden med det klare mål at få Danmark ud af EU.

Vilkårene, og hvordan det vil udvikle sig efterfølgende under dansk selvstændighed, afhænger af klassekampen. Arbejderklassen og de unge er de egentlige hovedaktører og klassekræfter. Folkebevægelsen mod EU må udvikles til at kunne navigere i den aktuelle klassekamp med kravet om national selvbestemmelse og ud af EU. Nedbrydningen af arbejderrettigheder og EU-monopolernes arbejdsgiverpolitik må imødegås med international solidaritet og ved at rette skytset mod de ansvarlige, både i Bruxelles og i Danmark.

Folkebevægelsen mod EU må ryste Enhedslistens likvidationsforsøg af sig, ikke gentage fejlen med at forære Enhedslisten sine stemmer til EU-parlamentet og i stedet satse på igen at genopbygge en stærk og levende folkebevægelse af EU-modstandere.

EU kan ikke ændres eller presses indefra til et grønt, socialt, fredeligt EU. Det er falsk reklame. Både Enhedslisten og Europæisk Venstreparti (European Left), som de er medlem af, forsøger at sælge ideen om et rødt-grønt Europa inden for EU. EU er og bliver de store monopolernes opbygning af Europas føderale forenede stater, hvis imperialistiske interesser og profit som en stormagt er det afgørende. Den er den udvikling, vi har set – økonomisk, politisk, militært – og som vi ser kører hurtigere og hurtigere.

Den danske EU-modstand må skære igennem og holde fast i hovedpointen: Det kan lade sig gøre at forlade EU! Og vi vil ud af monopolernes EU.

Hvordan arbejder vi for at stoppe udviklingen af fascisering og højreopportunisme?

Lenin understregede, at netop spørgsmålet om staten er et af de sværeste spørgsmål for revolutionære, når det gælder om for alvor og i dybden at frigøre sig fra sine småborgerlige demokratiske børnelærdomme.

Partiet har på de seneste kongresser beskæftiget sig med fasciseringen og militariseringen af statsapparatet og opbygningen af en enhedsfront, enheden i arbejderklassen og opbygningen af dens parti som svar på, hvordan kapitalen og reaktionen bruger denne udvikling til at komme gennem de voksende kriser. Vi har i den forløbne periode bragt en række konkrete analyser af denne udvikling i partiets teoretiske magasin Enhed og Kamp, der både indeholder danske og internationale erfaringer.

Der er sket en løbende fascisering af statsapparatet, ikke kun ideologisk, politisk og militært, men også rent lovmæssigt. I statens undertrykkelsesapparat er grænsen mellem politi, hær og private sikkerhedsfirmaer gennem længere tid blevet tyndere og tyndere. I december 2020 valgte Enhedslisten at deltage i ‘politiforliget’ 2021-25, hvor en central del drejer sig om, at politiet skal udstyres som en hær af den slags, man f.eks. kan bruge mod store, uregerlige folkelige bevægelser af ”ulydige” borgere. Helt i tråd med rækken af kontrol-, straf- og overvågningslove og tiltag, der er sket på bekostning af befolkningens retssikkerhed. Det blev klart, at Epidemiloven også kan bruges mod befolkningen, at mange Corona-restriktioner blev indført under falsk dække af sundhedsfaglige hensyn for at beskytte erhvervslivets interesser, til disciplineringen af befolkningen og en generalprøve på, hvad der skal til for at slå social uro ned, den dag den bliver for stor.

Også herhjemme udviklede der sig en militant højrepopulistisk modstrømning, med blandt andre ”Men in Black”, under stor mediedækning. Den tiltrak også progressive pga. venstrekræfternes impotens og manglende alternativ på dette felt.

Mange af de mennesker, der tiltrækkes af den populistiske bevægelse, er arbejdere, småborgere og intellektuelle, der ikke bare har mistet deres arbejde, deres indkomst, er gået konkurs, men også har mistet deres illusioner om at blive samlet op af et velfærdssystem, og deres illusioner om politikere og fagbevægelse, der åbenlyst forråder dem, og et system, der er ligeglad med dem. De vil forandring. Populismen lover dem en sådan – uden klassekamp, uden revolution og socialisme, men ved at folket overtager elitens positioner.

Den militante højrepopulistiske modstrømning er en del af en international strømning og bevægelse opbygget gennem år, ikke mindst i Tyskland, og orkestreret fra USA. Dens indhold, med såkaldte klasseneutrale paroler som ”hverken højre eller venstre” og klasseløse ”det os, folket, mod politikereliten”, er reelt en politik for at lede den voksende frustration og vrede væk fra en klassekampslinje og arbejderklassens kamp.

Da regeringen med mediernes hjælp havde fået skabt opfattelsen af, at protest mod deres politik var lig med konspiratoriske hætteklædte stenkastere, brugte de bevægelsen til at stemple militante metoder som udanske, med hårde straffe og varetægtsfængslinger til følge. Når Rasmus Paludan fra Stram Kurs brænder Koranen af på gaden, får han politibeskyttelse og statsstøtte, men når protesterende på gaden brænder en dukke af Mette Frederiksen af, er det landsforræderi ifølge de herskedes klassemoral.

Vi skal fortsat forbinde kampen mod krise, krig, reaktion og fascisme med den sociale kamp, som vi altid har slået fast og arbejdet efter. Gennem det opbygges en enhedsfront – dvs. at tage arbejderklassens og dens allieredes behov og opgaver op og udvikle en fælles kampplatform. Vi skal i vores propaganda og handling henvende os direkte til ungdommen, arbejderklassens forskellige lag, de lavest stillede intellektuelle og nederste del af småborgerskabet. Det betyder tage fat om deres konkrete problemer, sætte dem ind i en revolutionær sammenhæng.

Partiet må fortsat arbejde mod den voksende udbredelse af fascistiske og nazistiske bevægelser, hvis internationale grene altid har haft Danmark som et smørhul, mens politikerne vendte det blinde øje til. Et forbud mod nazistiske og fascistiske organisationer løser ikke hele problemet, men er en stærk markering af, at disse reaktionære mørkekræfter hverken skal have statsstøtte, parlamentarisk repræsentation eller indgå i en demokratisk debat.

Partiet har en vigtig opgave i kampen mod den massive revidering, omskrivning og forfalskning af klassekampens og arbejderklassens historie og af modstandsbevægelsens kamp mod nazismen. Også den primitive antikommunisme, der bl.a. sidestiller nazisme og kommunisme, må imødegås.

Kampen står fortsat om dansk krigsdeltagelse i imperialismens krige

Imperialistiske kriges nederlag har ingen fædre. Ligesom de øvrige krigsregeringer løber også den danske regering og politikere fra ansvaret for, at Danmark blev en krigsførende nation under USA-imperialismens ledelse og kommando. De løber fra ansvaret for gennem 20 års terrorkrig blindt at have fulgt en fremmed stormagts taktstok med dansk krigsdeltagelse, og fortsat gør det. De løber fra ansvaret for aktivt at deltage i NATOs og EU’s storstilede militære oprustning, oprustning af industri, energi og infrastruktur til kommende krige og krigshandlinger. Femernbroen bygges ikke, for at vi kan hente billigere øl hurtigere i Tyskland, eller kun for at forkorte varetransporten. Den skal gøre NATO’s og EU adgang til Danmark som militært opmarchland i en krigssituation mere effektiv, hvilket er den placering, Danmark har fået, sammen med at NATO har plantet flybaser i landet som led i NATOs nordvestlige angrebslinje.

Til gengæld for dræbte og soldater sendt i krig med alt, hvad deraf følger, blev krigsforbryder-statsministeren Anders Fogh generalsekretær i NATO som tak for loyal rakkertjeneste med udvidelse af krigsdeltagelsen til Irak. Og krigsindustrien og dødens købmænd har tjent store profitter på de enorme mængder skattekroner, der blev pumpet ind i terrorkrigene.

Den danske regering og Folketinget løber fra ansvaret for terrorkrigen i Irak, hvor dansk imperialisme fortsat er til stede bl.a. som leder af NATO-missionen “NATO Mission Iraq” og vil være det, også efter at USA trækker sig ud i slutningen af dette år. Alle steder i Mellemøsten og Afrika, hvor dansk militær fortsat deltager i terrorkrigene, følges samme politik.

APK fordømmer de imperialistiske terrorkrige, hvis egentlige formål var kontrol over Afghanistans og Mellemøstens strategiske beliggenhed, energikilder og naturressourcer i rivalisering med øvrige globale og regionale stormagter.

Regeringen og Folketingets politikere forsøger at udnytte NATO’s nederlag til at liste mere militært samarbejde i EU ind ad bagdøren. EU-toppen har åbent erklæret, at tiden er inde til regulære EU-indsatskamptropper og optrapning af EU’s militære rolle med en arbejdsdeling mellem EU’s og NATO’s militære operationszoner.

Som resten af samfundet er også dansk økonomi blevet yderligere militariseret. Ser man alene på militærudgifterne i forhold til indbyggertallet, ligger Danmark blandt verdens fem største pr. indbygger. Det seneste forsvarsforlig, der rækker frem til 2023, øger militariseringen og krigsoprustningen markant.

Civil og militær produktion blandes i stadig højere grad sammen i såkaldt offentligt-privat samarbejde, offentlige uddannelsesinstitutioner som Aalborg Universitet og Syddansk Universitet og DTU driver militær forskning med hemmeligstemplede aftaler med våbenindustrien.

Millioner af skattekroner på finanslove og i forsvarsforliget afsættes til ikke bare dansk krigsindustri, men ”medfinansiering af danske virksomheders og universiteters samarbejdsprojekter med internationale partnere”. Dvs. NATO og EU’s militære gren.

Også selve den danske våben- og krigsindustri vokser og modtager stor både direkte og indirekte statsstøtte. Dansk krigsdeltagelse er en profitabel forretning for dødens købmænd. Nogle af konsekvenserne af Danmarks største skandale-våbenkøb af F-35-kampfly viser sig nu ved NATO-flybaserne i Danmark, hvor de er stationeret.

Dengang som nu siger APK højt og klart: Stop den imperialistiske terrorkrig, hvilket påskud den end føres under. Bekæmp imperialismen. Bekæmp også dansk imperialisme. Stop dansk krigsdeltagelse, hvilket allianceflag det end sker under. Træk danske soldater og militær hjem nu.

Danmark ud af imperialistiske alliancer. Danmark ud af NATO og EU. Vi kræver NATO’s baser i Danmark nedlagt og ud af landet.

Et selvstændigt Grønland – kampen om Grønland

Dansk imperialisme kæmper for fortsat at kunne udnytte og udbytte Grønland og Færøerne, deres befolkning, ressourcer og voksende geostrategiske placering og betydning. Dansk imperialisme ønsker at fastholde Grønland som en halvkoloni under en selvstyremaske og forhindrer en selvstændig udvikling. Men det sker i stigende modsætning til den grønlandske befolknings ønsker og vilje.

Det moderne Grønland bærer fremtiden i sig, med mange muligheder, ressourcer og ikke mindst en voksende national politisk bevidsthed, der vil forene fremskridt med de oprindelige folkelige værdier og respekt for naturen. Der hverken ønsker at se Grønland som et frilandsmuseum for turister eller et kolonialt afhængigt uland. Det bærer samtidig også alle kapitalismens indbyggede dårligdomme og forhindringer for udvikling som en afhængig nation og halvkoloni.

Ethvert skridt mod større selvstændighed kommer ske i kamp mod dansk imperialisme og den danske stats kolonimagt – og mod al anden imperialisme, hvis det skal blive reelle skridt.

Den danske arbejderklasse og danske revolutionære har også en rolle og opgave i kampen for Grønlands selvstændighed. Både gennem selv at bekæmpe dansk imperialisme og svække den gennem klassekampen i Danmark, men også konkret mod ethvert skridt, den danske statsmagt tager økonomisk, militært og økonomisk for at opretholde og udnytte sin neokoloniale magt. Og gennem konkret og aktiv international solidaritet med den grønlandske arbejderklasse og folk.