Politiske partier er organisering af klasseinteresser for at opnå magten over samfundsudviklingen. Tidligere så man en tydelig inddeling inden for borgerskabet og mellem klasserne i forhold til de politiske partier: Venstre var storbønderne, De radikale var husmændene, Højre/Konservative var industri- og finanskapitalen samt kongehuset, mens det unge Socialdemokrati var arbejderklassens parti. Det sidste holdt kun nogle få årtier, før Socialdemokratiet skiftede side i klassekampen og blev et reformistisk og senere borgerligt parti, og det blev det kommunistiske parti, der repræsenterede arbejderklassens interesser.
Denne udvikling afspejler sig også i partierne i dag. De ustandselige udspaltninger og opsplitninger og nye pop-op-partier er både et udtryk for de ændringer, der er i de forskellige klasser og lag, og udtryk for borgerskabets produktion af og behov for hele tiden at lancere nye varianter, for at kunne gennemføre det bundløse raid mod arbejderklassen og den brede befolkning pakket ind i nye medieansigter og fraser.
Det er ikke uden grund, at mistilliden til de politiske partier og de gamle bloksystemer styrtdykker, og at der eksisterer en politisk krise i det gamle parlamentariske partisystem – herhjemme, i Europa, og i hele den imperialistiske verden. Mange steder ser vi borgerskabet trække et ”nyt” kort: populisten hentet ”uden for partierne”, den stærke leder, der vil gøre op med korruption, kriminalitet, ondskab, de fremmede, og give os trygheden tilbage – og med store løfter om retfærdighed.
Vores kammerater i CIPOML fra Det Revolutionære Kommunistparti/PCR i Bolivia beskriver i artiklen ”Evo Morales er borgerskabets valg” i APK’s tidsskrift Enhed og Kamp nr. 4, 2018, hvordan populismen derovre konkret og historisk ser ud. Og om en af årsagerne til, at borgerskabets mand kan stjæle og tilsyneladende stille sig spidsen for arbejderklassens krav og paroler: Nemlig en opportunistisk venstrefløj, der aldrig turde gå i clinch med borgerskabet omkring magten, men svigtede arbejderklassen, da det gjaldt, og blev kørt ud på et sidespor.
At arbejderklassen har kunne tage magten og skabe et andet samfund uden sit klasseparti, har aldrig vist sig mulig at gennemføre. Venstresocialdemokratiske og venstreopportunistiske partier med ledere som Lula i Brasilien og Chávez i Venezuela og bevægelser som Podemos i Spanien er aktuelle eksempler, og historien er fuld af eksempler med blodige konsekvenser.
Grupper af mennesker har i perioder kunnet vælge en anden livsstil og ”melde sig ud” af samfundet, leve i radikale subkulturer eller bo i økolandsbyer, der alt sammen kan have stor betydning for det enkelte menneske, men uden at det forandrer noget for klassen og flertallet. Vilde strejker og spontane kampe kan radikalisere større og mindre grupper i perioder. En politik for klassekamp kan have stærke bastioner blandt bestemte grupper af arbejdere – fx havnearbejderne eller stilladsarbejderne. Men binde det sammen i en revolutionær udviklingsproces frem til socialisme, det kan kun det kommunistiske parti, der handler ud fra den videnskabelige revolutionære marxisme-leninismes teori og praksis.
APK, Arbejderpartiet Kommunisterne, er dagens kommunistiske parti. Vi har tidligere i dag på denne Novemberkonference været inde på de rødder og den historie, vi er rundet af. Vi har været inde på betydningen af en reformistisk og en revolutionær strategi i klassekampen, og hvorfor de ikke kan gå fredeligt side om side, men er to forskellige klasseinteresser, der nødvendigvis må støde sammen. Nu vil jeg så sige nogle konkrete ting om, hvordan APK er og fungerer.
Hvorfor blive medlem af APK eller gå med i den revolutionære bevægelse?
Lad os bare slå fast: Det er ikke noget smart træk i ens karrierestrategi at være medlem af APK. Det er ikke noget springbræt til vellønnede politiske poster og høj pension. Vi har ikke medlemmer, der er hoppet fra APK til en karriere i Enhedslisten og videre i SF eller Socialdemokratiet, som der jo ellers er nogle, der har for vane.
Folk der går med i APK og i den revolutionære bevægelse, gør det grundlæggende, fordi de vil være med til den nødvendige forandring til et bedre og socialistisk samfund, hvor det er arbejderklassen, der har magten. Fordi deres erfaringer siger dem, at det er den kollektive styrke og organisering, der skal til. Fordi deres klassehad og dybe sociale retfærdighedssans, erfaringer fra reformismens og opportunismens afledninger fra det ene eller andet felt i klassekampen gør, at de vælger den revolutionære vej, bevægelse og parti. Og så må vi som det lille parti, vi er, også tilføje: fordi de har fået øje på, at APK findes, og hvad det står for.
Men skal man ikke være overbevist og uddannet marxist-leninist for at blive medlem af APK?
Man kan ikke melde sig ind med et klik på nettet. APK er ikke den slags parti, hverken en vælgerforening eller valgmaskine eller et parti, der modtager økonomisk støtte fra staten pr. registreret medlem.
Det kræver tre ting at blive medlem. Hverken mere eller mindre. 1) At man anerkender partiets program ”For et socialistisk Danmark” og partiets vedtægter. Dermed tager man bevist stilling til, at det er et revolutionært parti og politik. 2) At man er aktiv i partiet og betaler sit kontingent. Og 3) at man bliver anbefalet af to medlemmer. Det sidste betyder, at man har arbejdet sammen med partiet og gensidigt lært hinanden at kende.
Uddannet marxist-leninist er ikke en eksamen, man kan læse op til og så bestå eller dumpe. Det er en konstant udviklingsproces. Og det er en meget væsentlig del af det at være partimedlem. Faktisk er det noget af det, vi hele tiden arbejder med som parti, partikollektiver og som enkeltpersoner. Det er hele tiden en kombination af teori og praksis. OK 18 er et meget godt eksempel. Alle medlemmer er medlem af en grundorganisation i partiet. Dér diskuteres ikke bare, hvad sker der i OK-kampen, men hvordan partiet handler, hvordan den enkelte handler, der hvor man er. Partiet analyserer de forskellige skift i OK-kampen, hvilke handlingsparoler det kræver, analyserer de forskellige klassekræfter, ikke mindst hvordan de kampvillige kan gå frem, og hvordan arbejderaristokratiets forræderi kan imødegås og afsløres. Det kan partiet med sin kollektive viden og med sin revolutionære teori, marxismen-leninismen, og dermed spille sin politisk ledende rolle.
Lidt af det samme gør sig gældende i partiets ml-grupper. Her er både folk, der ønsker at arbejde sammen med partiet på den måde, og folk som ønsker at lære partiet og partiets politik nærmere at kende. Her diskuteres marxismen-leninismen også ud fra klassekampens aktuelle problemstillinger.
Hvert enkelt menneske, hver progressiv bevægelse, og i særdeleshed det kommunistiske parti er hele tiden udsat for et kolossalt ideologisk pres fra imperialismens mangearmede meningsindustri for at slukke enhver revolutionær gnist eller indhold. At kombinere klassekamppraksis med ml-teori er en regulær og meget nødvendig modgift.
Lige nu diskuterer vi i partiet ”Det kommunistiske manifest” af Marx og Engels. Ja, det gør man faktisk som en fælles bestræbelse i alle ml-partierne i CIPOML. Det er en fælles erfaring – og en historisk erfaring – at de kommunistiske partier hele tiden må arbejde for at gøre den politiske og ideologiske forståelse og enhed større for ikke at blive sløve og bøjelige på hverken teorien eller praksis.
Og da intet står stille, alting er i en dialektisk udviklingsproces, må partiet hele tiden arbejde med at forstå og bruge marxismens-leninismens tænkning og metoder. ”Det kommunistiske manifest ” hed oprindeligt ”Det kommunistiske partis manifest” og var Marx og Engels’ partis princip- og handlingsprogram. I 200-året for Marx’ fødsel kan vi konstatere, at det fortsat er en guldgruppe af ny viden for hver generation, og det skærer lige ind til basis for, hvad der er arbejderklassens parti og dets opgaver.
Er det ikke rimeligt svært at være med?
Jo, hvis det her var noget, man skulle gøre alene eller i konkurrence med andre. Men man udvikler sig nu engang bedst i et fællesskab og som en del af et kollektivt miljø, hvor man kan udveksle erfaringer og viden, spørge og få svar, være med til at løse fælles udfordringer. Det er almen progressiv viden. Partikollektivet er ikke begrænsning for det enkelte, men en mulighed for at udvikle nye sider og udvikle sig videre. Et godt klassestandpunkt tæller langt højere end citater og læsehastighed. Viden er ikke småborgerlig ejendom, som man holder for sig selv som personlig kapital. Partiets viden er summen af hele kollektivets viden og kan først da omsættes til kollektiv handling.
APK er et parti, der er drives frem af politisk og ideologisk enhed, revolutionær vilje og energi. Som parti prioriterer vi nøje opgaverne og løser dem, så godt vi kan. Ikke fordi ”nogen” har bestemt det, ikke fordi det er vores job eller pligt, eller fordi det kan betale sig. Men fordi vi vil løse de nødvendige opgaver for at bane vejen for socialismen. Vi er ikke blinde dumstædige, der bare okser løs i alle retninger. Men vi giver bare ikke op, heller ikke når alle andre siger, at revolution og socialisme er håbløst eller så langt ud i fremtiden, at vi ikke behøver at tage os af det. Det er en af hemmelighederne bag, at et parti som APK kan udrette så meget mere end langt større partier.
Stalin skriver i pjecen: ”Om Leninismens grundlag” om stilen i det leninistiske partis arbejde, at den har to særlige kendetegn: a) det russiske revolutionære sving og b) den amerikanske effektivitet, og består i at forene disse to i sit arbejde.
”Det russiske revolutionære (bolsjevikiske) sving er modgiften mod trægheden, rutinen, konservatismen, den åndelige sløvhed og den slaviske underkastelse af gamle traditioner. Det er den livgivende kraft, som stimulerer tænkningen, driver tingene fremad, ødelægger det udlevede og åbner perspektiver. ”
Det skal kombineres med den amerikanske effektivitet. Der på det tidspunkt bestod af ”den utæmmelige kraft, som ingen skranker kender eller anerkender, som med sin forretningsmæssige vedholdenhed fejer alle hindringer til side, ubetinget fuldfører enhver sag, som er påbegyndt, selvom det er en lille sag, og uden hvilken alvorligt opbygningsarbejde er utænkeligt.” Uden kombinationen af de to elementer degenererer det let til enten tomt projektmageri og planer bygget på fraser eller til snæver, principløs prakticisme.
Det er en god opskrift på hovedrengøring af partistilen, og det skal jo som bekendt gøres jævnligt, så skidtet ikke gror fast. APK’s 7. kongres, som vi holdt i foråret, stillede som en af sine opgaver i opbygningen af partiet den fortsatte revolutionering af partiet med fokus på, at det skal være arbejderklassens parti, både i sin politik, sin stil, sit indre parti liv, sin klassesammensætning, og hvem den retter sin politik og agitation og propaganda til. APK har med revolutioneringen af partiet sat fokus på, at partiets grundorganisationer kommer ud på arbejdspladser og erhvervsskoler med partiets materiale. Og i disse digitale tider bliver et sådan et initiativ hilst velkommen. Arbejderklassen skal lære sit parti at kende, og vi – partiet – skal lære at kende arbejderne mange forskellige steder.
Men kræver det ikke alt for meget arbejde – kan man overhovedet have et liv ved siden af et sådant parti?
At man skal være aktiv i partiet, er selvfølgelig ud fra, at APK er et handlingens parti. Man arbejder som kommunist, der hvor man er, og i klassekampen. Og man er aktiv i partilivet – deltager i partiets diskussioner, sætter sig ind i politikken og er med til at tage ansvar for at træffe beslutninger og føre dem ud i livet. Det er sådan, det aktive demokrati er, det er sådan det princip, som APK bruger – demokratisk centralisme – fungerer. Det betyder samtidig, at når beslutningen så er truffet, så er det dét, vi gør. Vi er ikke et parti, hvor en del af medlemmerne mener noget, hovedbestyrelsen noget andet og folketingsgruppen noget helt tredje. Og så kan alle vel genkende Enhedslisten. Sådan kan et seriøst revolutionært parti naturligvis ikke fungere.
Det vigtige er, at man er aktiv på det niveau, man kan, og ud fra de muligheder man har. Det er jo forskelligt, alt efter hvem man er, og hvor i livet man er. Partiet arbejder disciplineret, ikke med kadaverdisciplin, der kvæler det revolutionære sving, men arbejderklassens bevidste disciplin, som enhver arbejdskamp har vist. Hvis beslutningen er taget om f.eks. at blokere en virksomhed kl. 7.00, så er det dét, man gør, ikke måske eller på et andet tidspunkt.
Om man kan have et liv ved siden af at være partimedlem? Selvfølgelig kan man det, det er bare en af de myter, der er sat op omkring APK, at man ikke kan. Men spørger man, om man kan have et liv ved siden af at være kommunist, så er svaret forhåbentlig nej. Det er ikke en hobby eller rollespil, hvor man kan give den som kommunist et par timer til partimøder og så ellers gå hjem og fyre den af i bedste småborgerlige stil. Kommunisme er en politisk overbevisning, der gennemsyrer hele ens tænkning og væren, og som man handler ud fra i sammenhæng med de omstændigheder, man arbejder og lever under.
På APK’s sommertræf i år spurgte et nyt partimedlem mig: ”Men hvordan kan jeg være kommunist 24/7? Det tror jeg ikke, jeg kan finde ud af.” Så tog vi en snak om nogle af de ting, der er trukket frem her. At hun jo snakkede med mennesker hver dag på sit arbejde og i sin omgangskreds, at hun kunne tilføre partiet nyttig viden fra felter, hun havde kendskab til, og dér være med til at udvikle arbejdet skridt for skridt. Krav om at være den perfekte kommunist 24/7, hvad det så end er, må med det samme manes i jorden.
Partiets opgave er at uddanne sig og arbejderklassen til at kunne og turde gribe en revolutionær situation, gennemføre en revolution og skabe et socialistisk Danmark med arbejderklassen ved magten. Starter man først den dag, hvor man konstaterer, at nu eksistere der en revolutionær situation, ja, så er alt for sent at tænke på at uddanne partiet og arbejderklassen. Uanset hvilket år og hvilken dag det bliver, så er det i dag, i morgen og hver dag frem til da, at det skal foregå. Det kan være svært ikke at drukne i alle de delkampe og skridt på vejen og glemme perspektivet og målet, for det er en mangesidig opgave med mange skiftende perioder og kampe. Der viser partiet sin store styrke i at fastholde målet og vejen. Vi uddanner ikke arbejderklassen ved at være bedrevidende eller blot registrere eller beskrive kapitalismens elendigheder, krigsfaren og systemets råddenskab. Vi uddanner partiet og arbejderklassen gennem deltagelse i klassekampen på en klassekampslinje.
En side af klassekampen, som APK ofte får hug for, er, når vi siger og praktiserer, at det er nødvendigt onde, at vi bliver nødt til igen og igen at afsløre og gendrive reformismens og opportunismens utallige afledninger og tågesnak, for ellers drives udviklingen ikke frem, men tilbage. Dem det rammer, råber selvfølgelig højest her. Vi kan og vil arbejde sammen med alle dem, vi kan blive enige med om en konkret ting, også selvom vi er uenige om så mange andre ting. Men aktionsenhed betyder ikke, at man som parti skal udlade at sige til, hvis der bliver ført en forkert politik.
Som ung læste jeg i en af Martin Andersens Nexøs mange flammende taler sætningen ”der hvor en kommunist sætter sig ved bordet, sætter utilfredsheden sig, der smager maden ikke længere godt”. Og jeg kan huske, jeg tænkte: Øv, sådan et brokkehoved vil jeg altså ikke være. I dag giver jeg ham helt ret. Vi skal få galden og klassehadet i kog i sådan grad, at arbejderklassen ikke længere vil finde sig i de omstændigheder, de bliver spist af med, men rejser sig, kræver deres ret, erkender deres styrke og bliver i stand til at afvise alle afledningsforsøg.
Der er ikke forskel på et stort kommunistisk partis og et lille kommunistisk partis grundlæggende opgaver. Forskellen er naturligvis, i hvor stort omfang man kan løfte dem, hvor meget kraft man kan sætte bag, hvor meget indflydelse man har i klassekampen og i arbejderklassen. Og derfor er det også en konstant opgave for partiet at blive flere og større. Og derfor skal min opfordring til jer være:
Brug og vær med til at sprede de daglige nyheder og politik fra partiets digitale dagblad Kpnet.dk og dets facebookside.
Gå med i den revolutionære bevægelse, og gå med i det kommunistiske parti, APK.
Oplæg på APK’s Novemberkonference 10.11. 2018