Kampen for at få luft for sorte og arbejdere i det kapitalistiske USA har spredt sig til Danmark og hele verden. Hvad kan vi lære af kampen, og hvad er de næste revolutionære skridt?
Det brutale politimord på den sorte amerikaner George Floyd var den gnist der startede en steppebrand af protester over hele USA i maj. Vi så tusindvis og atter tusindvis gå på gaden med George Floyds sidste ord: ”Jeg kan ikke få luft!” Og med parolen ”black lives matter” (sortes liv er vigtige). Det førte hurtigt til massive repressalier fra den borgerlige stat i USA. Mange stater indførte udgangsforbud i flere større byer, Nationalgarden blev sat ind, og vold, tåregas, gummikugler og anholdelser mødte de retfærdige protester. Men sejrene for bevægelsen bredte sig også som en steppebrand. Den politimand der overlagt myrdede George Floyd for rullende kameraer, blev efter de massive protester sigtet. Det samme blev hans kolleger der overværede mordet.
I Minneapolis var utilfredsheden så stor at hele politistyrken blev afsat, og i Seattle blev der indført helt stats- og politifri zoner med lokal selvorganisering. Parolen ”defund the police” (stop bevillingerne til politiet) bredte sig over hele landet. Samtidig med at vreden rettede sig mod politiet og statsmagtens voldsapparat i det hele taget, rejste der sig også et krav om et opgør med USA’s bestialske fortid som slavenation, og overalt blev statuer af tidligere slaveejere og generaler hevet ned. Videoer og billeder fra protesterne blev spredt med lynets hast via sociale medier, og i slutningen af maj havde protesterne bredt sig til massedemonstrationer i samtlige 50 stater og store dele af verden, også Danmark.
George Floyd blev myrdet fuldstændig koldblodigt af en politimand der i otte minutter pressede et knæ mod hans strube. Men George Floyds mord var hverken det første eller de sidste mord begået af hvide politimænd mod uskyldige sorte mænd, kvinder og børn i USA. Så hvorfor var det lige præcis dette mord der var det udløsende? Det har sandsynligvis medvirket at mordet blev optaget og er siden blevet vist og delt massivt på de sociale medier. Det har betydet at de sædvanlige bortforklaringer ikke har været mulige denne gang for politiet. Ifølge Alfonso Casal fra American Party of Labour var mordet dog bare dråben der fik bægeret til at flyde over – gnisten der fik et folkeligt oprør til at eksplodere.
Gnisten George Floyd antændte en vrede der har ulmet i mange år, og som har flere forskellige kilder. Dels er det ikke første politimord. Black lives matter som parole og slogan blev rejst allerede da Eric Gardner blev myrdet for flere år siden. Erics sidste ord var også ”jeg kan ikke få luft”, og den ligegyldighed mordet blev mødt med, fik mange især sorte amerikanere på gaden i en ny bølge af protester i de sortes befrielseskamp. Det er livsfarligt for sorte i USA at møde politiet til forskel for mange hvide. Den åbenlyse forskel i hvordan hvide og sorte bliver mødt af politiet, statsmagten og det kapitalistiske voldssystem i det hele taget, har fået den sorte befolkning til at sige fra og kræve at deres liv og eksistensberettigelse bliver respekteret. Allerede i 1913 beskrev Lenin denne forskel i hvilken værdi kapitalismen tillægger et menneskeliv:
”Alle og enhver ved at den stilling som den sorte befolknings stilling i USA generelt set har, er en stilling som er ganske uværdig for et civiliseret samfund – kapitalismen kan hverken give fuldstændig frigørelse eller endog fuldstændig ligestilling.”
(Russians and Negroes, skrevet februar 1913, udgivet første gang i 1925.)
De sortes befrielseskamp i USA har en lang tradition og trækker tråde tilbage til Black Panthers’ selvorganisering og separatistisk organisering i halvfjerdserne og firserne – Black Panthers var kendt for deres ukuelige militans, men blev ifølge APL infiltreret og knust af FBI – til Malcolm X og videre tilbage til borgerrettighedsbevægelsens kamp mod den dengang massive raceadskillelse der prægede de amerikanske skoler og offentlige rum – borgerretsbevægelsen var kendt for at forbinde kampen til antikrigskampen, men også for at være præget af pacifistiske strømninger – til kampen for ophævelsen af slaveriet med organiseringer som the underground railroad der arbejdede i dyb illegalitet med at befri slaver og få flygtende slaver i sikkerhed.
De sortes befrielseskamp trækker altså dels på århundreder af ganske brutal undertrykkelse og dels på lige så mange års modstandskamp under mange forskellige former og organiseringer. Men de sortes befrielseskamp kan ikke ses som en kamp ganske adskilt fra andre befrielseskampe og sociale protester i USA. Gnisten George Floyd antændte nemlig også vrede over den massearbejdsløshed vi lige nu ser i USA, og den kæmpe sundhedskrise vi ser udløst af corona-epidemien.
I USA tæller de nu døde i hundredtusinder på grund af covid-19, men det er i høj grad arbejderklassen som har været tvunget til at arbejde under pandemien, der dør. Det er de fattige og de sorte. Undertrykkelsen af sorte har altid været en måde at opretholde det kapitalistiske system i USA og med kapitalisterne som den herskende klasse medfører udbytning og undertrykkelse af arbejderklassen. Social ulighed og fattigdom følger altid i kølvandet på kapitalisme. Det er USA et kongseksempel på.
Foruden den racistiske undertrykkelse sorte i USA lever under, så udgør de store dele af arbejderklassen og den fattige befolkning i USA. Det er altså afgørende for at forstå de sociale protester vi ser nu, at betragte dem ud fra en klassemæssig vinkel. Det er en blindgyde kun at betragte oprøret som modstand mod hvides undertrykkelse af sorte. Og især at se denne undertrykkelse som noget der kan kommes til livs inden for det kapitalistiske system.
Mange analyser af racisme der ikke inddrager klasse, må ty til forklaringer som uvidenhed og ondskab og historiske levn som bevæggrundene for racisme i USA. Men det er ikke korrekt. Racismen i USA findes fordi den herskende klasse direkte profiterer på den. Det borgerlige højreekstremistiske medie Fox News viste i forbindelse med mordet på George Floyd en graf der viser hvordan aktiemarkedet steg hver gang nyheden om et nyt sort mord blev kendt. Kapitalisterne tjener på undertrykkelsen, og nok så vigtigt: undertrykkelse er med til at opretholde det kapitalistiske system ved at skabe modsætninger i arbejderklassen.
Racismen er fuldstændig indgroet i det amerikanske kapitalistiske system. Men netop af den grund er det heller ikke meningsfyldt helt at se bort fra den racistiske undertrykkelse når vi taler klasseanalyse i USA. Der findes et hvidt overherredømme. Og det har lige siden slavetiden rangdelt efter hudfarve – og gør det stadigvæk. Samtidig giver det lige så lidt mening at tale om den amerikanske arbejderklasse uden at tale om den sorte del af den og den specifikke racistiske undertrykkelse de oplever, som det giver at tale om den amerikanske arbejderklasse uden at tale om den del der udgøres af kvinder og den specifikke kvindeundertrykkelse de oplever. Men ligesom kvindekampen ikke skal rettes mod mændene og begrænses til ligestilling men derimod mod den herskende klasse og for kvindefrigørelse, skal den antiracistiske kamp selvklart rette sig mod den herskende klasse og være for befrielse. Ligesom vi i den revolutionære kvindekamp sætter arbejderkvinder og deres krav i centrum, må den antiracistiske kamp sætte den sorte del af arbejderklassen og deres krav i centrum. Og et fuldstændig centralt krav lige nu er ”black lives matter” og ”fjern knæet” – dvs. stop politibrutaliteten og mordene på den sorte befolkning.
De rullende kameraer der optog mordet på George Floyd, afslørede for selv arveprins Knud den omfattende politibrutalitet der er hverdag i USA. Det rev det tynde slør af ”demokratisk” berettigelse for den borgerlige stat væk. Det har undret mange at politimanden ikke så meget som forsøgte at skjule sine gerninger. Hvordan kan man have en politistyrke der så åbenlyst misbruger sin magt?
I alle de borgerlige ”demokratier” er den lovlige voldsudøvelse bemyndiget til politi, domstole, militær og parlamenter. Det er en borgerlig myte, at de kun gør det når det er strengt nødvendigt for opretholde lov og orden, når det er retfærdigt, og når det er for alles fælles bedste. Derfor har det borgerlige demokrati også brug for myten om at magtmisbrug kun finder sted hos nogle enkelte ”brodne kar” med slette og personlige motiver, og at det intet har at gøre med systemet. Det viser sig dog at både hvad der er retfærdigt, og hvad der er alles bedste, er størrelser der kan skrues på alt efter styrkeforhold og dagsform i klassekampen. Derfor kan den borgerlige stat i nogle tilfælde slippe af sted at banke løs på demonstranter, gå med i morderiske tilranende angrebskrige, myrde uskyldige sorte, sætte afviste asylansøgere i lejre adskilt fra deres børn, myrde tusindvis af flygtninge i Middelhavet osv. osv. – og stadig opretholde illusionen om at voldsmonopolet er retfærdigt og almentjenende.
Det er vigtigt at afsløre at disse forbrydelser er uretfærdige og netop forbrydelser. Det er også vigtigt at afsløre at politibrutalitet i USA og Danmark og de fleste andre borgerlige demokratier er ganske systematisk og tjener den herskende klasses interesser og ikke bare ”brodne kars” personlige magtmisbrug. Men vi er også nødt til at huske på – og afsløre – at hele den borgerlige stat hviler på og er gennemsyret af vold. Det er en borgerlig løgn at voldsmonopolet tjener en eller anden absolut retfærdighed. Voldsmonopolet tjener den herskende klasses interesser, og det vil altid være tilfældet – både når fernissen som nu er tynd og vi taler om en ”politistat”, og når fernissen er tyk og politiet er ”fredeligt” og følger ænder over vejen. Målet er ikke blot at afsløre magtmisbrug eller dæmme op for og protestere mod de allermest brutale former for vold og magtanvendelse – selvom det er vigtige paroler og delsejre – målet er at knuse hele det voldsapparat der opretholder det kapitalistiske system og den herskende klasses herredømme. Det klares kun med en revolution og et nyt system.
Ligesom voldsmonopolet og dets brutalitet i mange af de borgerlige demokratier ligner det i USA, gør racismen og undertrykkelsen det også. Derfor vandt de amerikanske protester genklang i store dele af verden, og protesterne antændt af gnisten George Floyd spredte sig fra USA til Sydamerika, Europa og resten af verden. I Danmark stod vi i en situation hvor pandemien var blevet mødt med massive restriktioner, ingen ekstra bevillinger til et sundhedsvæsen i knæ, og gaveregn til kapitalisterne. Som vanligt udviste arbejderklassen stor disciplin, og afstandskrav og andre myndighedsanvisninger blev taget meget alvorligt. Det betød at vi stod i en situation hvor 1000 kr.-bøder udstedt af politiet mod folk der stimlede, blev mødt med stående ovationer af forbipasserende. Men på et splitsekund antændte gnisten vreden, og 15000 gik i demonstration under parolen ”black lives matter” og ”jeg kan ikke få luft”. Dette forår har endnu engang vist os hvor hurtigt tingene kan skifte, og hvor meget tingene skifter i ryk. Demonstrationen var i høj grad båret frem af den ulmende utilfredshed og vrede blandt ungdommen. Den viste med al ønskelig tydelighed den store modstand der er mod den racistiske undertrykkelse der findes i Danmark – og den voksende sociale ulighed.
Protesterne i Danmark blev hurtigt landsdækkende, og overalt blev protesterne båret frem af især unges vrede mod årtiers racistisk antiindvandrings- og antiflygtningepolitik, undertrykkelse og stadig stigende statsracisme. Parolerne var som i USA ”jeg kan ikke få luft” og ”black lives matter”, men de var også ”luk Ellebæk” og ”stop ghettoloven”. Danmark har nemlig som bekendt lige så indgroet racisme som USA. Vores samfund hviler på vores koloniale fortid – og nutid – som vi aldrig som nation har taget et opgør med. Da Danmark var koloniherrer over det såkaldte Dansk Vestindien, var vi et regime der fuldt lovligt ifølge dansk lov gennemtvang slavehandel og slaveri, og de danske slaveejere var bestialske og middelalderlige i deres vold mod de sorte slaver på Skt. Croix og Skt. Thomas. Strafsystemet som indebar tortur og mord mod oprørske slaver, var en del af dansk lov og blev udført ganske systematisk. At en af de største arbejderopstande nogensinde i dansk historie blev ledet af sorte kvinder på Skt. Croix, er ikke noget vi hører ret meget om i skolerne. Ej heller hvor meget profit de danske sukkerproducenter tilranede på slavearbejdet i de danske sukkerplantager. Selvom vi solgte kolonien til USA omkring på den samme tid som den russiske revolution, lagde vi ikke for alvor vores middelalderlige koloniherrementalitet på hylden. I juli måned 2020 kom det frem, at to ghanesiske mænd var blevet holdt som slaver af en dansk kapitalist, havde fået frastjålet deres plads og tvunget til slavearbejde i årevis.
I dag er Danmark en kolonimagt hvis brutale styre og undertrykkelse har haft store menneskelige omkostninger for befolkningen i Grønland. Modstanden mod kolonimagten i Grønland fik vi blandt andet at se da gnisten George Floyd kom til Nuuk og statuen af en af de værste koloniherrer i Grønland der skammeligt har fået lov til at blive stående, blev prydet med slagråbet ”decolonize” (afkoloniser Grønland). Koloniherrementaliteten kan ikke forklares med ondskab. Ganske som den ”moderne” imperialisme er det profitten i særdeleshed og den herskende klasses interesser i almindelighed der driver værket. Det gælder også når Danmark står helt i front sammen med USA i den internationale forbryderorganisation NATO og hærger løs med blodige angrebskrige. Lad os ikke glemme at et enig folketing sendte Danmark i en modbydelig angrebskrig mod Libyen der har medført en menneskelig katastrofe i det smadrede Libyen der i dag er en slavehandelscentral. En imperialisme som har medførte stor menneskelig lidelse og massive flygtningestrømme som de selvsamme imperialistiske magter dæmmer op for ved at indføre brutale antiflygtninge-lovgivninger og -regimer og myrde løs ved grænseknudepunkter. Alene i fort Europas grænse mod Afrika, Middelhavet, er over 20.000 flygtninge anslået druknet siden 2015
Ud over at den koloniale og imperialistiske nutid er en indgroet del af det danske system og dets statsracisme, så har der de sidste 20 år i dansk politik hersket en klam og populistisk fremmedfjendsk dagsorden. Den har medført nok lovimplementeret statsracisme til sandsynligvis at vinde Danmark en førsteplads på verdensplan og meget mere end det er muligt for denne artikel at opliste. Vi husker alle hvordan Inger Støjberg med en entusiasme der havde glædet Frau Göbbels, fejrede racistisk lovændring nummer 50 med en lagkage – bogstavelig talt samtidig med flygtninge børn druknede i Middelhavet.
Blandt de mest grelle af tiltagene er de koncentrationslejre der er oprettet til de mennesker som det statsracistiske system har besluttet, ud fra helt lovlige og klokkeklare diskriminerende kriterier, ikke må opholde sig i Danmark. Det drejer sig om mennesker der er flygtet fra Danmarks og NATOs imperialistiske hærgen. De er interneret i lejre som Ellebæk og Sjælsmark. Ellebæk blev sidste år af EU vurderet til at være uegnet til menneskelig beboelse – eller internering – og Sjælsmark er berygtet for de umenneskelige vilkår ikke mindst børn lever under. Ud over lejrene er der nu i dansk lov gennemført diskrimination mellem hvide og ”mennesker af anden etnisk oprindelse” blandt andet i forhold til straf for forbrydelser og indgåelse af ægteskab.
Det største racistiske tiltag vi har set – og som i øvrigt også er et frontalt angreb på arbejderklassen som helhed – er den såkaldte ”ghettopakke”. Den vækker mindelser både i navn og indhold om nazitidens jødeghettoer. Ghettopakken indbefatter at bestemte boligområder hvis de opfylder en række racistiske og arbejderfjendske kriterier om hudfarve, indkomst og uddannelse, kan stemples som ”ghetto”. Ghettostemplet medfører at boliger kan rives ned, mennesker kan blive smidt ud af deres bolig, og også at en lang række mennesker der er skrevet op til boliger, kan frasorteres alene på grund af om de fx er i arbejde og tjener nok. Vi skal ikke glemme at lavindkomst og høj andel af arbejdsløshed er noget det kapitalistiske system påfører arbejderklassen – ikke mindst de marginaliserede og racegjorte dele af den. Derefter diskriminerer selvsamme system altså på baggrund af det de selv har gjort mod arbejderklassen. Vreden og modstanden mod ghettopakken er stor og er blevet forbundet til black lives matter-protesterne i Danmark. Det er af største vigtighed at denne forbindelse gøres stærkere og udbredes.
Statsracismen og den strukturelle racisme der er bygget ind i loven og det kapitalistiske system, medfører også en stor grad af hverdagsracisme hvor racegjorte oplever racisme og vold både fra statsmagten, fx politiet i visitationszonerne, fra erklærede nazister og højreekstremister og fra hvide danskere i almindelighed og selv antiracister – det sidste naturligvis utilsigtet. Det drejer sig både om hverdagsdiskrimination og andetgørelse; det drejer sig om ulighed i sundhed; diskrimination i forhold til ansættelse og arbejde. Og det drejer sig om uligeløn og meget mere. Det drejer sig også i høj grad om vold mod racegjorte.
I juni myrdede to højreekstremister med forbindelser til Stram Kurs og med hagekors tatoveret på benet en ung sort mand ved først at torturere ham, banke ham med rafter for så til sidst at kvæle ham ved at presse et knæ mod hans strube – ganske som George Floyd-mordet. Anklageren og politiet meddelte med det samme at der ikke var noget som helst racistisk i mordet – derimod var det en personlig relation der var gået ”fuldstændig galt”. Ganske som politiet konkluderede at der ikke var noget som helst racistisk da tre unge hvide myrdede den unge Deniz Özgur Utzun ved at banke ham ihjel med en kølle mens de råbte ”skal du have med køllen, perker” – det var blot ”vold for voldens skyld”, ganske som politiet konkluderede at der ikke var noget racistisk da fire unge drenge forsøgte at myrde den unge Ali Akbari ved at kaste en flaske med brændende benzin på ham og efterfølgende triumferende skrev ”jeg har lige sat ild på en perker” – det var blot ”drengestreger” – og ganske som der ikke var noget racistisk i at henrette slaver på Skt. Croix – motivet var jo klart straf for oprør eller flugt, ikke at de var sorte.
Det har rejst en debat i de borgerlige medier ”om der findes racisme i Danmark”. Det er vigtigt nu at holde protesterne i kog, at rejse parolerne ”stop ghettopakken” og ”luk lejrene”. Og det er også tid til nu med fornyet styrke at rejse kravet om at forbyde nazismen. Ikke mindst set i lyset af mordet på Bornholm og den stigende grad af vold og organisering – og parlamentarisering – vi har set fra nynazister, fascister og højreekstreme. Den antifascistiske kamp må forbinde sig tæt til det antiracistiske oprør der er i gang lige nu. Vi skal rive statuerne ned, men mange af racismens statuer er lyslevende. Inger Støjbergs kagefoto skal rives ned, Mattias Tesfayes jubel over endelig igen at kunne deportere flygtninge til den visse død skal rives ned, Ellebæks og Sjælsmarks pigtrådshegn skal rives ned. Visitationszonerne skal rives ned, og ghettopakken – og ikke arbejdernes hjem – skal rives ned.
Men den levende nazistatue Rasmus Paludan som staten bruger millioner og atter millioner på at give mulighed for at udbrede sit had, skal også rives ned.
Den internationale forbryderorganisation NATO skal rives ned.
Fort Europa og EU der i sin kerne er både racistisk og arbejderfjendsk, skal rives ned.
Og så har vi kun talt om de allermest åbenlyst racistiske statuer. I sidste ende er det ikke kun statuer der skal omstyrtes, men selve den herskende klasse der profiterer på racismen. Analyser af strukturel racisme ender nogle gange ud i at det er strukturer uden navn eller ansvar der er roden til undertrykkelsen. Men vi må hele tiden holde fast i at i et kapitalistisk samfund som det danske tjener statsracisme den herskende klasse – og den har altså både navn, adresse og i den grad ansvar både i Danmark og i USA.
Hvad kampen behøver, er en konsekvent revolutionær tilstedeværelse i form af et revolutionært parti eller marxistisk-leninistisk parti. Et ML-parti er afgørende for at forbinde kampene og vise den revolutionære vej ud af ikke bare undertrykkelsen, men hele det rådne system og ind i et nyt samfund hvor det hvide overherredømme og kapitalistklassens overherredømme er knust og erstattet af arbejderklassens herredømme.
For at vi som ML-bevægelse kan styrke os selv som partier og kaster os ind i kampen der raser nu, forbinde kampene og vise den revolutionære vej, er det altafgørende at vi udnytter alle de muligheder vores internationale, CIPOML, giver os. Den moderne teknologi gør at gnisten med lynfart kan brede gennem internetkabler og direkte vise protesterne, mordene og sejrene i USA og resten af verden. Det medfører at protesterne rejser hurtigere end nogensinde før. Men teknologien medfører også at vi i hele ML-bevægelsen kan tale sammen, analysere, udveksle erfaringer, bryde meninger og finde den korrekte linje, parole, taktik og så videre, mens protesterne er i gang. Det betyder at vi kan styrke hinanden og hurtigere og mere korrekt vide hvad vores næste skridt skal være. I dette spørgsmål som i alle andre må vi støtte os af vores globale verdensorganisation – ikke mindst fordi den igangværende protest kan blive en global protest.
Hvad er det næste skridt? For os som parti er opgaven indlysende. Dels skal vi gennem vores medier give bevægelsen spalteplads og forstærke og udbrede dens budskaber. Dels – og vigtigst – må vi stille os selv den svære og afgørende opgave at bevægelsen og alle de der netop går på gaden nu for at få luft for den racistiske undertrykkelse, lærer vores parti at kende. Bliver gjort opmærksomme på kpnet.dk og finder ud af at der findes organiserede revolutionære kommunister i Danmark.