Grønland udgør 98 % af Rigsfællesskabets areal, men kun 1 % af befolkningen (ca. 57.000). Det store areal, dets beliggenhed, klimaet og de mulige råstoffer i undergrunden gør Grønland til et meget interessant land for verdens stormagter.
Sådan har det ikke altid været. Faktisk var Grønland frem til 2. Verdenskrigs begyndelse ret uinteressant militært og geostrategisk set med det meste af verdens øjne.
Grønland og 2. Verdenskrig
Frem til 1940 var der gjort enkelte forsøg på at flyve hen over Grønland uden den store succes, og det meste af interessen samlede sig om de store eventyr, der var ved at besejre isen og udforske nogle af klodens mest ufremkommelige områder.
I begyndelsen af 1930’erne var der dog en konflikt med Norge om Nordøstgrønland. En privat norsk besættelseshær og en kampagne for at genvinde en del af Grønland til Norge fik den danske regering til at rejse en sag mod Norge ved den internationale domstol i Haag. Danmark vandt sagen i 1933. De næste syv år lå Grønland igen isoleret langt mod nord uden verdens bevågenhed.
Besættelsen af Danmark den 9. april 1940 vendte op og ned på verdens syn på Grønland. I første omgang var det en mine, der udvandt kryolit, som brugtes i fremstillingen af aluminium, der blev genstand for interesse.
Det var verdens eneste mine, hvor råstoffet kryolit blev udvundet, og der fandtes ikke økonomisk rentable alternativer i 1940.
Et canadisk aluminiumselskab øjnede chancen til at udvide forretningen og opfordrede den canadiske regering til at besætte Grønland med henblik på at sikre forsyningen af dette vigtige råstof. Fra amerikansk side var der modstand mod de canadiske planer om besættelse af Grønland, og efter nogle måneder blev planen igen lagt i graven.
Kryolitten, der blev brugt til aluminium, blev bl.a. brugt til at lave fly, og i 1940 havde Storbritannien brug for en masse fly i luftkrigen mod Tyskland. I Canada og USA blev der produceret fly, der skulle tranporteres til Storbritannien, og fra august 1940 begyndte Storbritannien at presse Canada til at sikre, at der blev anlagt landingsbaser på Grønland. Tanken var at flyve flyene via en række mellemstationer i Canada hen over Grønland og Island til Storbritannien og på den måde undgå at transportere dem ved hjælp af skibe.
Canada, der efter de første kulsejlede planer om at besætte Grønland ikke havde lyst til at gå enegang uden amerikansk accept, henvendte sig til USA. Det endte med, at USA overtog styringen af processen, og den 9. april 1941 underskrev USA en aftale med den danske ambassadør i USA, Henrik Kauffmann. Aftalen gav amerikanerne lov til at anlægge baser på Grønland og fastsatte ikke en klar procedure for, hvornår de amerikanske tropper skulle forlade Grønland.
I maj 1945 blev traktaten rektificeret i folketinget, hvilket der var gode omdømmepolitiske grunde til (bl.a. ønskede man amerikansk accept til at blive optaget i FN), men det betød også, at USA med større legitim ret kunne forblive i Grønland, indtil en ny aftale om amerikansk tilstedeværelse var blevet aftalt.
Fra dansk side var det en overraskelse, at USA ikke havde tænkt sig at rømme Grønland. Men på dette tidspunkt var det blevet klart for det amerikanske militær og ledende politikere, at Grønland var centralt placeret i forhold til Sovjetunionen.
I december 1946 tilbød USA at købe Grønland af Danmark. Danmark afslog. USA ønskede ikke at forlade Grønland, tværtimod. I 1951 blev der lavet en ny aftale, som blev skrevet ind i en NATO-ramme, men i praksis var aftalen en billateral aftale mellem Danmark og USA.
Grønland og den kolde krig
At det var muligt at flyve over Grønland og anlægge brugbare baser på Grønland, gjorde øen ekstremt attraktiv efter 2. Verdenskrig, da USA rustede sig til kamp mod Sovjetunionen. Således var flyveafstanden fra Grønland til vigtige strategiske mål i Sovjetunionen langt kortere end noget andet sted på det nordamerikanske kontinent.
Adgang til Grønland gav amerikanerne mulighed for at benytte Grønland som udgangspunkt for bombeangreb mod Sovjetunionen. Ikke kun almindelige bomber, men også atombomber kunne flyves fra Grønland til Sovjetunionen.
I 1957 gav den danske statsminister H. C. Hansen en hemmelig tilladelse til at amerikanerne kunne have atomvåben i Grønland. Officielt lød den danske politik ellers, at der ikke var atomvåben på dansk jord. Men også defensivt havde Grønland en vigtig rolle at spille i de amerikanske planer. I januar 1958 blev det fra amerikansk side meldt ud, at Thulebasen i Nordvestgrønland skulle indgå som en del af et ’tidlig varsling’-system for ballistiske missiler.
Samtidig opbyggede USA en militærbase under indlandsisen – Camp Century – med en mobil kernereaktor og et håb om at opstille atomare missiler under indlandsisen rettet mod Sovjetunionen. Det viste sig dog, at isen var for ustabil til for alvor at kunne benyttes som udgangspunkt for atomare missiler, men Thulebasen var under hele den kolde krig en vigtig del af den amerikanske militærstrategi.
Andre luftbaser på Grønland blev mindre vigtige, efterhånden som flyene udviklede længere og længere rækkevidde. Derfor er en del af flybaserne siden hen overgivet til danske og grønlandske myndigheder og bliver brugt civilt. En af disse er Grønlands vigtigste internationale lufthavn i Kangerlussuaq (Søndre Strømfjord), som trænger til en kærlig hånd. Derfor ønsker en stor del af Grønlands erhvervsliv og politiske elite at få lavet væsentlig bedre forhold for flytrafikken. Det vender vi tilbage til.
Grønland, Danmark og udenrigspolitikken
Under den kolde krig og op gennem 1990’erne havde hverken befolkningen i Grønland eller hjemmestyret den store indflydelse på udenrigspolitikken. Før hjemmestyrets indførelse i 1979 foregik påvirkningen af den danske udenrigspolitik først og fremmest ved at stille mandater til rådighed for danske regeringer, mod at sager med tilknytning til grønlandske forhold blev støttet af regeringen.
En af de sager, der kom i mediernes søgelys, var den såkaldte laksestrid i begyndelsen af 1970’erne, hvor USA og Danmark indgik en aftale om at stoppe fikseriet efter laks i Atlanterhavet, hvilket havde betydning for Grønlands fiskeri. Jens Otto Krag forsøgte i 1971 og begyndelsen af 1972 at komme ud af aftalen med amerikanerne igen, men sadlede om, da amerikanerne på grund af voksende offentlig dansk kritik af Vietnamkrigen lagde pres på Danmark.
Andre sager, der berørte grønlænderne, handlede selvfølgelig om den amerikanske militære tilstedeværelse, hvor anlæggelsen af Thulebasen i 1953 førte til tvangsflytning af 116 personer, kort inden Grønland officielt ophørte med at være en koloni.
Indførelsen af hjemmestyret i 1979 førte ikke til et mere systematisk forsøg på at inddrage Grønland i den del af udenrigspolitikken, der gjaldt grønlandske forhold, ligesom de grønlandske politikere heller ikke havde den store fokus på det.
Først i 1994 blev der oprettet et internationalt kontor under landsstyreformanden, og så sent som i 2003 blev det et egentligt prioriteret politikområde i Grønland. Det faldt sammen med George W. Bushs ønske om at inddrage Grønland i et storstilet missilforsvar, der skulle kunne nedskyde ballistiske missiler, inden de ramte amerikansk jord.
Efter indførelsen af det grønlandske selvstyre i 2009 har der været stadig flere forsøg på at lave aftaler på ”regeringsniveau” uden om Danmark, hvilket også har ført til konflikter med det danske udenrigsministerium. I slutningen af 2017 kom det frem, at Danmark annullerede en aftale mellem Island, Grønland og Færøerne med begrundelsen, at den ikke kan være gældende, da Danmark ikke havde været hørt.
Det er også denne rivalisering omkring udenrigspolitikken, der gør sig gældende i sagen omkring anlæggelsen af nye lufthavne i Grønland. Både statsminister Lars Løkke Rasmussen og flere fra Dansk Folkeparti har været ude og sige, at et af firmaerne, man har tilladt at byde på opgaven om at anlægge lufthavnene, ikke bør have opgaven, da der er sikkerhedspolitiske aspekter involveret.
Det drejer sig om den kinesiske virksomhed China Communications Construction Company (CCCC), der også har arbejdet sammen med danske virksomheder i og uden for Danmark. I modsætning hertil har formanden for det grønlandske landsstyre (Naalakkersuisut) Kim Kielsen (fra Siumut-partiet) peget på, at det bare drejer sig om en udbudsrunde om, hvilke firmaer der skal lægge asfalt på de nye lufthave.
Også den amerikanske forsvarsminister James Mattis har den 25. maj i år, efter et møde med den danske forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen, været ude med udmeldinger om, at de kinesiske investeringer i Grønland optager amerikanerne meget.
I forbindelse med et årligt møde mellem lederne af de forskellige dele af Rigsfællesskabet havde Lars Løkke Rasmussen og Kim Kielsen et separat møde, hvor lufthavnsbyggeriet blev diskuteret. Det førte til en fælles erklæring udsendt den 13. juni 2018, hvor Kim Kielsen for første gang åbnede op for, at den danske stat kunne bidrage til byggeriet af lufthavnene. Han udtalte bl.a., at han ”ser Danmark som en medspiller for Grønland, også når det handler om erhvervsudvikling og finansiering af infrastrukturinvesteringer i Grønland”.1 Dermed er der meget, der tyder på, at det kinesiske firma reelt set ikke vil have en chance for at blive valgt, uanset om de kommer med et tilbud eller ej.
Spillet om Grønland og Arktis
Det kan være svært at forstå, at et område, hvor størstedelen af området er dækket af is og sne det meste af året og kun huser ca. 57.000 mennesker, skulle være interessant for verdens stormagter. Før 2. Verdenskrig, hvor landet husede under 20.000 mennesker, var det også tankegangen for de fleste stormagter. Men under krigen opstod der en kamp om at få vejrdata fra Grønland og Arktis, fordi vejret i Arktisk har indflydelse på vejrforholdene i Europa.
Grønland giver fortsat stor viden om vejrforholdene i Europa og resten af verden. Med boringerne i indlandsisen, der blev startet af amerikanerne i Camp Century, har det også vist sig, at man har fået viden om klimaet, forurening og naturkatastrofer mange tusind år tilbage i tiden.
Men selvom viden er en god grund til at interessere sig for Grønland, så er det de kommercielle og sikkerhedspolitiske grunde, der vejer tungest for stormagterne. For USA er Grønland stadig en væsentlig del af den militære strategi, både fordi Grønland stadig er en del af USA’s missilforsvar, men også fordi afstanden fra det nordamerikanske kontinent til det vestlige Rusland er så kort.
Netop fordi Grønland er en integreret del af USA’s militære strategi, har det selvfølgelig også bl.a. Rusland og Kinas bevågenhed. Med den globale opvarmning og det deraf længere periode, hvor der kan sejles på havet omkring Nordpolen, bliver det selvfølgelig også vigtigere at have en form for kontrol med de flådeaktiviteter, der foregår. Det kan potentielt gøre Grønland endnu vigtigere militærstrategisk, hvis den nuværende globale opvarmning fortsætter.
Et varmere klima, hvor sejlads omkring Nordpolen kan føre til en væsentlig afkortning af sejllads fra Rusland og Kina til Nordamerika, er en mulighed på sigt, der gør Grønland vigtigere som mulig mellemstation. Hvis der samtidig åbnes op for en nemmere vej ind til en række af Grønlands råstofforekomster, kan vejen til et selvstændigt Grønland blive belagt med råstoffer til minedriften.
Grønland har de sidste 10-15 år arbejdet intenst med at få investeringer i minedrift, men finanskrisen, faldende verdensmarkedspriser, høje omkostninger ved udvinding og transport samt problemer med at bortskaffe biproduktet uran i nogle områder har ført til, at minedriften har udviklet sig meget langsommere end håbet.
CCCC forsøgte allerede i 2012, bl.a. i samarbejde med MT Højgaard, at få lov til at etablere en jernmine nord for Nuuk. Et engelsk firma fik dog rettighederne, men gik fallit og blev opkøbt af det kinesiske selskab General Nice. Det har siden stået stille. Det var ellers et af de projekter, grønlandske politikere havde håbet kunne bane vejen for hurtigere selvstændighed, da det engelske selskab havde givet lovning på, at der årligt ville falde to milliarder kroner af til Grønland.
Netop muligheden for at udnytte Arktis kommercielt har været bevæggrunden for et af Danmarks væsentligste udenrigspolitiske initiativer. Hvor Antarktis er anerkendt som et område, der er åbent for forskning, men ikke må bruges til kommercielle eller militære formål, så har det samme ikke været gældende i de arktiske områder.
I Ilulissat-erklæringen fra 2008 gøres det klart, at Danmark/Grønland, Norge, Rusland og Canada ikke ser nogen grund til at oprette en overstatslig organisation til at varetage den skrøbelige økobalance i Arktis. Landene kan klare sig med den eksisterende internationale lov på området, lyder budskabet, og der lukkes derfor ikke for hverken militær tilstedeværelse eller kommerciel udnyttelse.2 En række andre lande har efterfølgende tilsluttet sig den dansk initierede erklæring, og i maj 2018 valgte man at fejre tiåret med endnu en konference i Ilulissat.
Grønland og fremtiden
I 2021 er det 300 år siden, at Hans Egede fra Bergen (i den norske del af det dansk-norske rige) påbegyndte koloniseringen af Grønland. Under valgkampen til landstinget (Inatsisartut) i april 2018 blev der luftet et ønske om, at Grønland bliver selvstændigt netop det år.
Selvom de to partier, der går mest ind for hurtig selvstændighed, Partii Naleraq og Nunatta Qittornai, blev en del af det nye landsstyre, er der ikke noget, der tyder på, at det bliver realiseret inden for de næste par år. Grønland vil fortsat være tvunget til at kigge til Danmark i udenrigspolitiske forhold, men man vil fra grønlandsk side fortsat forsøge at sikre en økonomi, der ikke er afhængig af Danmark.
Man skal dog ikke regne med, at et selvstændigt Grønland vil føre til en sikkerhedspolitisk omvæltning for stormagterne. Som en del af koalitionsaftalen efter valget i 2018 har de fire partier Siumut, Partii Naleraq, Atassut og Nunatta Qittornai nemlig erklæret, at et selvstændigt Grønland fortsat vil være en del af NATO.
For Danmark og dansk udenrigspolitik vil et selvstændigt Grønland selvfølgelig have en enorm betydning. En betydning, der næppe kan gøres op i penge. Set med de briller et det årlige bloktilskud på ca. 3,8 milliarder kroner ikke meget at give til Grønland for at inddrage territoriet i spillet om Danmarks indflydelse på verdenspolitikken.
Noter
1. Hele dokumentet kan læses på www.sermitsiaq.ag
2 . Ilulissat-erklæringen kan findes her: http://www.oceanlaw.org/downloads/arctic/Ilulissat_Declaration.pdf