De højrepopulistiske partier og grupper som eksisterer ud over Europa, og i Danmark især finder sit udtryk i Dansk Folkeparti (DF), er ikke blot udtryk for abstrakte politiske ideer eller et tidsløst koncept i menneskehedens historie.
De er et produkt af kapitalismen i dens udvikling gennem kriser og dens indbyggede modsætning mellem klasser. Højrepopulismen, i form af et parti og som strømning, tjener borgerskabets behov for at aflede kampe rettede mod dets profit og styreform ved at rette opmærksomheden mod andre dele af samfundets lag. Den gør det i høj grad ved at føde en lede med mere lede og opbygge stærke følelser af had, der skal afskære dele af befolkningen fra at se, og fra at ville se(!), samfundets klassemodsætning.
Følelsen af sult i maven og den åndelige sult hos kvinder og mænd søges overdøvet ved at antænde et mere brændende had, og skulle der så mangle argumenter for at hade, vil de ikke mangle længe. Den borgerlige presse og andre kræfter har en vidtgående propaganda-menu. En menu der, i en cost-benefit analyse, viser sig billigere at producere for borgerskabet, end at afgive sin magt til at lede og fordele samfundet for proftihensyn.
De i skrivende stund hundredetusindvis af offentligt ansatte der er i kamp for bedre vilkår, for sig selv og den offentlige sektor, og de millioner andre i Europa som lider under og kæmper imod nyliberale nedskæringer af forskellig art, repræsenterer et opgør med at slagte en offentlig sektor og dirigere pengene til få private jakkesæts-lommer.
Lignende opgør og kampe fyger jævnligt henover Europa og verden hvor profit metodisk er flyttet fra de mange til de få. For at imødegå det scenarie trækker borgerskabet halm på gamle stråmænd. Det understøtter højrepopulismen, så den kan fremstille indvandring som en økonomisk bekymring, så den kan fremstille grupper af fattige mennesker som byrde, og den kan endda fremstille sig selv som værende i opposition til ”eliten”.
Højrepopulismen begrænser sig ikke til ét parti eller én gruppe. Den er en bærm som spreder sig, rodfæster sig og parrer sig med andre strømninger og ideer i samfundets lag og deres politik.
Det er også en størrelse som både direkte og inddirekte støttes af borgerskabet, et borgerskab som uanset hvad har brug for denne strømning og dens afskyelige menneskebillede.
EU, højrepopulister og andre redskaber for kapitalen
I kølvandet på den britiske arbejderklasses store sejr Brexit, har det været en utrolig udbredt skik i den danske borgerlige presse at fremstille dette unikke skridt for europæisk arbejderkamp, som en beskidt affære udelukkende ledt af højrepopulistiske kræfter. Det fremstilles som værende et opgør mellem det flygtningevenlige, menneskelige, moralske EU overfor nogle højreekstreme og utiltalende bøller. Arbejderklassen, og dens alliance med en lille fraktion af det britiske borgerskab, der gav sejren, nævnes slet ikke.
Det kræver ikke meget undersøgelse af EU og dets agenturer, dets økonomi- og sikkerheds-politik i.f.t. det afrikanske kontinent og dets behandling af flygtninge i EU, at se at netop EU er en af verdens mest bestialske og utiltalende institutioner. Selv hvis man hypotetisk fritager EU for de enkelte medlemslandes krige, og disses myderier i NATO-regi, er EU ingen humanitær organisation men derimod skyldig i utalliges død.
Modsætningen mellem EU og højrepopulismens partier, partier der i flere EU-lande angives som EU-skeptiske, er ikke en grundlæggende modsætning. Den opstår til dels på baggrund af uenigheder i borgerskabet, men den udnyttes til fulde af borgerskab og EU-tilhængere til at fremstille al unionsmodstand som højreorienteret og nationalistisk. Således kan højrepopulismen blive både en symbolsk prygelknabe og samtidig være en buffer for borgerskabet for at opsuge reel unionsmodstand og skepticisme, hvorved den eksisterende brede folkelige progressive unionsmodstand tilsidesættes.
Det søges gjort både med Brexit, men også i dansk kontekst hvor den brede progressive unionsmodstand omkring Folkebevægelsen mod EU negligeres af pressekorps m.fl. til fordel for fortællingen om DF som unionsmodstandere.
Med udtrædelsen af EU er den britiske arbejderklasse ikke, på samme måde som tidligere, oppe imod et Europæisk monopolborgerskab og en uniform nyliberal doktrin. Derved er opnået en bedre mulighed for at tage kampen op mod nedskæringer og for bedre sociale vilkår. Derved kan højrepopulismens grobund også svækkes, uantastet at den sociale kamp pågår, at klassekampen ingenlunde er afblæst, og at højrepopulisterne vil fortsætte deres aktiviteter.
Samtidig kan den britiske arbejder snart glæde sig ved, at dennes skattepenge ikke på samme måde som før går til at understøtte EUs grænsepoliti eller EUs støtte til nordafrikanske landes bremsning af flygtninge, der flygter fra delvist EU-skabt fattigdom og sult.
Danmark som eksempel
I Danmark har højrepopulismens højborg DF deltaget i langt de fleste nedskæringsmanøvrer for folk i alle aldre, men ikke for folk i alle klasser. Hvad enten partiet har været i opposition eller parlamentarisk grundlag for en regering, har det indgået langtrækkende spareforlig og populært sagt ført en skarp kniv i slagtning af befolkningens velfærd.
Det har for størstedelens vedkommende lagt stemmer til de danske krigstogter og tilhørende budgetter, og DF ønsker ikke udtræden af EU og EUs nyliberale spindelvæv.
Når DF anfægtes i den borgerlige presse, er det hovedsaligt for ’umenneskelighed’ eller ’inhumanitet’ og lignende adjektiver i forarget tonefald.
Det er selvsagt det eneste mulige resultat når kritikken rettes fra den borgerlige presse. Hvad skulle denne ellers gøre? Den borgerlige presse kan jo dårligt angribe DF for at føre borgerlig økonomisk politik uden selv at miste fodfæste.
Et element i opretholdelsen af DF som noget andet end et almindeligt nedskæringsparti grunder især i dets retorik og politik overfor danskere af anden hudfarve end hvid, og overfor flygtninge, især dem af mellemøstlig og afrikansk herkomst. Gennem år er DF-fortællingen gentaget i den borgerlige presse om disse grupper som en økonomisk byrde, hvis interesser i at være i Danmark står i modsætning til velfærd m.v.
Ved siden af DFs populistiske udmeldinger, f.eks. i den nuværende overenskomstkamp hvor de udtaler sympati, for de samme offentligt ansatte de jævnligt hugger ned med EU-godkendte budgetter (m.v.), står så deres fortælling om en indvandrerbyrde, og den bliver ikke modsagt af hverken borgerlig presse eller de andre af folketingets partier.
Det parlamentariske spil
For de fleste partiers vedkommende fordi de, ligesom borgerskabet, bedre kan leve med at indvandreren får skylden og bebrejdelsen end at de selv får den. Fra forskellige i folketinget kan man sporadisk høre ytringer om medmenneskelighed, menneskerettigheder, humanisme o.s.v. men den reelle afdækning af DF og højrepopulismens funktion udebliver i en larmende tavshed, og det giver spillerum til højrepopulismens toner.
Gennem to årtier er disse melodier, oftere og oftere, ikke bare noget der accepteres, men noget der er kommet på de fleste partiers faste repetoire. Man fristes til at sige at ’DF aldrig er blevet stuerene’, men stuen blev en hel del mere beskidt.
På samme måde er der sjældent nogen i folketinget, som vil råbe højt om DFs hykleri, f.eks. i forbindelse med de offentlige ansattes aktuelle kamp. Hvordan skulle de kunne åbne en front mod DFs hykleri, uden at få deres egen hykleri eller politik yderligere udstillet? Skulle en socialdemokrat kunne stille sig op og feje foran DFs dør, når dennes egen dørmåtte er møgbelortet af årtiers nedskæringspolitik og det nylige regeringsangreb på lærerne i 2013? Størstedelen af folketingets partier er desuden grundlæggende enige i DFs økonomiske politik, og de nyder hyppigt godt af den politik i diverse parlamentariske forhandlinger.
Medie-betvingere og presse-troldmænd?
Af de beskrevne omstændigheder opstår myten om DFs ’medieevner’ og ’dygtighed’. En analyse som også finder beundrere i småborgerlige lag og grupperinger. I sin forvirrede beundring har mangt en småborger, i Danmark såvel som i andre lande, søgt at efterligne en taktik efter populistisk model, eller ytret drømmen herom.
Populister i al almindelighed der, tilsyneladende blot i form, beundrer højrepopulismens dens landvindinger, uden at forstå hele det klassesamfund og de interesser bag, der danner grund for højrepopulismens succes. Uden at forstå at de derved hopper med på meta-limpinden om medie-beherskelse og presse-evner, og derved også medvirker til en fortælling om en neutral presse.
Fremfor at udfylde opgaven med at uddanne og informere arbejderklassen og nye generationer politisk, søges og synkes der ned på et lavere populistisk niveau, og selve den delkamp det er i klassekampen at afvise populisme og at hæve barren, får et dyk.
Ubevidst afslører populister sig selv som misundelige populister i deres beundring af DF og højrepopulismen. I det revisionistiske Kommunistisk Partis nye kongresberetning(!) roses DF med ordene ”Dansk Folkeparti har dygtigt udnyttet utrygheden i arbejderklassen og det har dygtigt opsamlet den voksende EU-modstand og -skepsis.”1.
Det fremgår ikke i beretningen hvori denne dygtighed består. Men når et parti som DF f.eks. kan skære ned i 2 årtier, og det stadig fremstilles som et socialt sindet parti i den borgerlige presse, så er der grænser for, hvor dygtig det er nødvendigt at være for DF.
Populismen er en blindgyde for arbejderklassen. Dels kan den ikke kan lade sig gøre under kapitalismens herredømme, men i hovedsagen fordi den står i modsætning til kampen for et andet samfund og en reel demokratisering og i modsætning til selve det andet samfund, som arbejderklassen kan skabe.
Højrepopulismen må bekæmpes som en del af kapitalismen
Højrepopulismen udgør en fare, både i Danmark og på globalt plan. Dens udtryk i DF og omkring har været trækkraft for at hive det politiske landskab i en mere fremmedfjendsk og reelt set arbejderfjendsk retning.
Neskæringer i den offentlige sektor, på den offentlige sektor, og hele den nyliberale model buldrer derudaf med DFs støtte.
Den udbredte spindoktor-tilgang der anvendes af alle folketingets partier bruges også af DF. Den er i sig selv et udtryk for udtalt søgning på populistisk taktik. Hele den tilgang til hvad politik er, og hvordan der kæmpes, må have et hug. Den måde at opfatte politisk kamp på understøtter populismen og dens partier.
De offentlige ansattes kampgejst i OK-2018 og den massive støtte fra, både privatansatte og også mindre private virksomheder, spiller en stor rolle i et opgør med fremmedfjendskhed. Dels fordi det viser den reelle klassefjende for arbejderen, og fordi arbejdere med forskellige baggrunde kæmper sammen mod denne fjende.
Efter at det i en årrække var udbredt at grine af DF, eller trække på skuldrene af dem, eller deslige er det gået op for flere hvilken trussel DF udgør. Fremfor at søge ad populistisk vej og forsøge at kopiere DF, er der grupper, klubber, partier, m.v. som meget positivt har gjort en større indsats ud af at udpege og udstille DF som et nedskæringsvilligt nyliberalt parti. Den linje bør styrkes, og den bør ikke være på hyklerisk bekostning af samtidig at udpege de andre nedskæringspartier såsom Socialdemokraterne.
DFs, og andre højrepopulisters, ubehagelige menneskebillede og racisme møder, og bør møde, modstand landet over. For højrepopulismen er såvel inhuman som så mange lignende adjektiver. At kritikken af DF så yderligere udbredes til også at indeholde angreb på dens klassemæssige indhold, til at afsløre DFs populisme, til at illustrere det spil og spin DF indgår i, vil kun betyde at den samlede modstand mod DF og højrepopulisme vil vokse.
Note
1. s. 18 i KPs kongresberetning 2018.
8.april 2018