Det venezuelanske folk er blevet udsat for et angreb for at undergrave dets kampevne, som giver sig forskellige udtryk og følger forskellige taktikker. De imperialistiske høge ved, at folket går til modstand og kæmper fra forskellige politiske, organisatoriske og økonomiske udgangspunkter. Det har i betydeligt omfang identificeret sin hovedfjende, som er USA og EU, mod hvem det må rette sine vigtigste slag. Og de må undgå de afledninger, som det vaklende småborgerskab og dele af bourgeoisiet søger at påtvinge. De forsøger at rette hovedfokus mod andre spørgsmål for at mindske viljen til at føre den kamp, som er nødvendig nu.
Konsekvenserne af den imperialistiske aggression, som anføres af USA med støtte fra EU og fra nogle lakajregimer i Latinamerika, ikke mindst Brasilien og Columbia, er blevet stadig mere mærkbare. De viser sig i de vanskeligheder og lidelser, som de udbyttede og undertrykte er udsat for hver eneste dag. Det er dem der er i fokus for angrebene fra spekulanterne, fra lakajerne for de mange paramilitære bander, som finansieres af højrekræfterne. Hertil kommer ineffektiviteten hos de regeringsinstitutioner, der er ansvarlige for priskontrol og garantien for offentlige ydelser og fødevareforsyningen, som hele tiden er blevet forringet til skade for en betydelig del af befolkningen.
Det er klart at den nuværende situation ikke kan afhjælpes af oppositionens proimperialistiske marionetter. At overvinde den nuværende situation kræver blandt andet forøget produktion, som kun kan garanteres af dem, som producerer den, det vil sige arbejderne og bønderne. Det er også nødvendigt at bekæmpe tilfælde af korruption i markedsførings-, distributions – og forbrugsleddene.
Men det kræver også den organisatoriske styrkelse af den revolutionære folkelige bevægelse, som må fortsætte med at arbejde intenst for at konsolidere aftalerne og alliancerne mellem mænd og kvinder, som giver udtryk for deres faste vilje til hele vejen at gå op imod den imperialistiske aggression. Derfor er det også nødvendigt, at forummer for debat, situationsanalyse og konkrete forslag kommer frem på en koordineret måde, sammenhængende og i enhed, så de kan mangfoldiggøres og forstærkes.
Vi befinder os i et kapløb med tiden under vanskelige betingelser. Dette kræver til gengæld en militant disciplin, som vi er bevidste om er et redskab for vores duelighed som antiimperialistiske og antifascistiske mænd og kvinder. Fjenden vil mangedoble sine aktioner, gennem psykologisk krigsførelse, sabotage, ved at skærpe den økonomiske belejring og dens forsøg på at materialisere en militær intervention, støttet af regionens lejehære.
Alt dette viser hykleriet hos de sektorer blandt de nationale og internationale højrekræfter, som forsøger at udnytte de vanskelige situationer, som det venezuelanske folk gennemlever, til deres fordel, og som de selv i betydeligt omfang har været med til at skabe.
Vi skal ikke lade os forvirre af budskaberne fra den imperialistiske propagandamaskine, som spredes gennem medierne. Løsningen på den nuværende situation ligger i, at det udbyttede og undertrykte flertal, tager udviklingen af en historisk opgave i deres hænder, herunder produktionen, den antiimperialistiske kamp – det vil sige den økonomiske og politiske ledelse af landet. Historien viser, at kun kampvilje, stærk organisering og klarhed omkring de politiske mål i udviklingen af klassekampen kan betyde forskellen i muligheden mellem katastrofe og muligheden for sejr i kampen mod den kapitalistiske elendighed.
I tillæg til vores vilje til at kæmpe er det nødvendigt at konsolidere international revolutionær støtte som et udtryk for proletarisk internationalisme. Verdens folk må mobiliseres, så der ikke gives den imperialistiske fjende pusterum nogetsteds, og der er vilje til at kæmpe til sidste, for sejren over de imperialistiske hære er mulig med den korrekte revolutionære ledelse.
PCMLV 16. februar 2019