Den 6. februar 2023 fandt der to på hinanden følgende jordskælv med en styrke på 7,7 og 7,6 sted i den sydøstlige by Kahramanmaras i Tyrkiet, som ramte et stort område og lagde mange byer og landsbyer i ruiner. I provinser som Hatay og Adiyaman og i distrikter som Elbistan, Nurdagi, Islahiye, Samandagi og Defne blev næsten intet efterladt intakt. Officielt er tabet af menneskeliv over 50.000, men det menes at være fire-fem gange højere.
Katastrofen med dens omfang og konsekvenser har ikke kun skabt brudlinjerne, men har også skabt en politisk splittelse med et socialt grundlag.
Med sine ødelæggende resultater ramte katastrofen hele landet, ikke kun på grund af familiebånd, men også på grund af den fælles sympati, der opstår som følge af bevidstheden om solidaritet og en fælles bekymring, da landet ligger i et jordskælvsområde. De, der var gamle nok og ved godt helbred, blev mobiliseret til at indsamle og levere hjælp, og alle donerede, hvad de kunne.
Hjælpeindsatsen og den mellemfolkelige solidaritet gik på tværs af grænserne og spredte sig til alle kontinenter. Tyrkiets befolkning tog imod hjælpe- og redningshold fra hele verden, især fra Grækenland og Armenien, som historisk set er blevet præsenteret som “fjender”, med en følelse af venskab og broderskab. På vegne af vores arbejderklasse og vores folk overbringer vi vores taknemmelighed til verdens arbejderklasse og folk og til progressive, revolutionære organisationer, især vores søsterorganisationer, for deres støtte.
Mens folk fra hele Tyrkiet og hele verden skyndte sig at komme jordskælvsofrene til undsætning, håbede man, at staten også ville komme dem til undsætning, men det gjorde den ikke. Efter jordskælvet dukkede de statslige institutioner ikke op, men lod folket være alene med ødelæggelserne. Så de jordskælvsramte mennesker løb selv ud til murbrokkerne med deres bare hænder, med råb om hjælp fra alle sider i håb om at redde deres desperate slægtninge, naboer og fremmede. Fra morgenen den 6. februar og fremefter forsøgte frivillige fra hele landet at nå frem til regionen for at hjælpe. Det centrale Anatolien var ligesom det meste af jordskælvsregionen dækket af sne, og folk var strandet på vejene. Fra den anden dag overtog de, der kunne nå frem til regionen, i stigende antal og organiseret, redningsarbejdet og indkvarteringen og mad til de overlevende.
På dette tidspunkt begyndte det sociale og politiske brud. Men betingelserne herfor var allerede skabt længe forinden.
Før jordskælvet: Hvad staten gjorde og ikke gjorde
Det er umuligt at undgå et jordskælv, men videnskabsfolkenes udtalelser og de igangværende debatter siden Marmara-jordskælvet i 1999 har lært alle, at skaderne og tabet af menneskeliv kan forhindres eller i det mindste minimeres.
Præsident Recep Tayyip Erdoğan var tilsyneladende klar over dette, og to og en halv måned før jordskælvet sagde han ved en øvelse: “Det ligger i vores hænder at forhindre tab af liv og ejendom ved jordskælv,” og fortsatte: “Takket være de forberedelser, vi har foretaget i lyset af de erfaringer, vi har gjort os af fortidens smertefulde oplevelser, hører vi ikke længere borgernes råb i forbindelse med en katastrofe, hvor de spørger: ‘Hvor er staten?’.”
Efter de seneste jordskælv stillede alle imidlertid netop dette spørgsmål, da der ikke blev gjort noget for at minimere tabet af menneskeliv og skaderne på ejendom, idet man altid søgte tilflugt i den religiøse tro, at “jordskælv er skæbnen, vi kan ikke undslippe den” eller “Gud tager liv, han giver liv”. Det er dog indlysende, at det ikke har noget at gøre med tro og fromhed, men at staten skal træffe forholdsregler. Det er ikke tilfældigt, at Japan slipper uskadt fra de kraftigere jordskælv, og den eneste forklaring på tabet af titusindvis af liv i Tyrkiet er, at staten ikke har gjort sin del af arbejdet.
Det er almindeligt kendt i Tyrkiet, at man ved opførelsen af byer, huse og arbejdspladser ikke tager hensyn til jordskælvsfaren. Direktøren for observatoriet i Istanbul sagde efter jordskælvet, at “beslutningstagerne ikke havde nogen skyld”. Men det er ikke de personer, der bygger deres egne huse, der er skyldige, som denne direktør antyder, men derimod byggefirmaerne og entreprenørerne, kommunerne og staten med dens centrale magt.
Byggeriet udføres for det meste af monopoliserede byggefirmaer og entreprenører. Da der ofte udstedes byggetilladelser, er det muligt at påbegynde et byggeri uden tilladelse. Områder, der ikke er egnede til byggeri, kan også åbnes for udvikling ved at “betale prisen”. Derfor blev den ene bygning efter den anden opført på ubebyggede områder som f.eks. strandkanter, flodbredder, sumpede områder osv. Byggefirmaer og entreprenører ønsker ikke at ansætte civilingeniører eller geologiske ingeniører for at reducere omkostningerne; i stedet tyer de til at bruge underskrifterne fra deres eksamensbeviser for at få det hele til at se officielt ud. De omgår kommunens inspektion med bestikkelse og opnår byggetilladelser på samme måde. Uanset hvilket parti der er ved magten, er kommunerne og udviklingsafdelingerne – med enkelte undtagelser – tilfredse med denne ordning, og det er sådan, “forretningerne” foregår. Disse metoder anvendes ikke kun af private byggefirmaer og entreprenører, men også af den offentlige institution TOKİ, som blev oprettet for at bygge sociale boliger.
Desuden tror de, der har set murbrokkerne, især jordskælvsofrene, ikke på, at byggeriet blev udført korrekt, eller at fundamenterne blev lagt solidt, med bygninger, der ligger på siden eller er kollapset, som de er, med vægge revet i stykker som papir. Ruinerne afslører, at der ikke blev anvendt en ordentlig blanding af jern og beton.
Når staten ikke formår at forhindre uretfærdighederne og bliver en del af dem, kan myndighedernes “forsvar” for det, der er sket, som “skæbnen” og skylden på “skæbnen” i stedet for at træffe forholdsregler ikke længere narre nogen.
Der har været tidspunkter, hvor dette fungerede i fortiden. Dødsfald i minerne blev kaldt “skæbnen”… Det samme gjaldt skovbrande, som ikke kunne slukkes på grund af manglende udstyr, og “ulykker” med højhastighedstog, hvor sporene ikke blev vedligeholdt og signalerne ikke blev færdiggjort … “Mætningspunktet” blev nået med tabet af menneskeliv i forbindelse med pandemien, oversvømmelser og jordskælv. Især de jordskælvsofre, der har mistet deres slægtninge, kan ikke længere trøstes eller overbevises ved at give “skæbnen” skylden, når de ser, at korrekt opførte bygninger forblev intakte under jordskælvet, mens andre blev til murbrokker.
Her er staten ikke kun direkte involveret i forbrydelsen, men den er også dirigent for orkestret af de mennesker, der var involveret i ugerningen.
Grådige, korrupte byggefirmaer og entreprenører og korrupte kommuner, uanset hvilket parti der er ved magten, som giver byggetilladelser på uegnede grunde og giver indflytningstilladelser uden inspektion, er alle skyldige. Og det var ikke muligt for staten at slippe af sted med at give nogle få entreprenører skylden denne gang.
Fra 1984 blev der ni gange givet byggefritagelse, de fleste af dem under Erdoğan-AKP-regeringerne (Retfærdigheds- og Udviklingspartiet), og uautoriserede og ukontrollerede bygninger blev anset for “beboelige” ved at give tilladelser. Amnestierne blev ikke udstedt af entreprenørerne eller kommunerne, men af staten med officielle bekendtgørelser og med ministerrådets og præsidentens underskrifter. Det vil sige, at staten helt åbenlyst har fået folk til at bo i bygninger, som ville blive deres grave. Det samlede antal bygninger, der havde fået “grønt lys” med amnesti, men som kollapsede under jordskælvet, er 294.000. Befolkningen, især jordskælvsofrene, er ikke dumme; de ved, at disse amnestier blev udstedt for penge (da der er en udbetaling for tilladelsen) og for stemmer.
Desuden har staten erklæret nogle risikofyldte områder for risikofri. I Iskenderun blev f.eks. nogle områder i februar 2022, et år før jordskælvet, fjernet fra listen over “risikoområder” ved et dekret fra præsidenten. Der var ingen forklaring på hvorfor, men de områder, der blev erklæret “risikofri”, er nu kategoriseret som “murbrokker” med hundredvis af mennesker fanget under murbrokkerne. Præsidenten har taget mange liv med ét dekret.
Der er også spørgsmålet om, hvad staten ikke har gjort.
Et eksempel, der beviser statens rolle i katastrofen, er provinsrapporten om katastroferisikoreduktion, som blev offentliggjort af Hatay-guvernementet i 2021. I rapporten stod der, at i tilfælde af et jordskælv med en styrke på 7,5 i regionen fra Maras til Hatay ville mange bygninger bygget på blødt underlag kollapse, og at de statslige institutioner ikke var klar til dette katastrofescenarie. På grund af de forholdsregler, der ikke blev truffet før den 6. februar, har jordskælvet længe skreget “jeg kommer efter dig”.
Et andet eksempel er den rapport, som AFAD offentliggjorde for to måneder siden om katastrofe- og katastrofehåndtering. Organisationen havde forudsagt “et scenario med to jordskælv i træk” i Maras. Forskere har også advaret om det stress, der er akkumuleret i regionen, og forudsagt et jordskælv. Staten har imidlertid ikke truffet de mindste forholdsregler i regionen. Tværtimod fik vi senere at vide, at budgettet for AFAD, som angiveligt blev oprettet for at bekæmpe katastrofer, blev reduceret fra 12,1 mia. TL i 2022 til 8 mia. TL i 2023. Det er uklart, hvor disse penge blev brugt, bortset fra lønninger, rejsepenge og dagpenge til AFAD-ledere.
Efter jordskælvet i 1999 blev der indført en jordskælvsskat, og AKP-regeringen gjorde denne skat permanent. Indtil nu er der blevet indsamlet 37 mia. dollars, men der er ikke blevet finansieret “forberedelser” med “jordskælvsskatten”, selv om Erdoğan talte om det for to en halv måned siden. Offentligheden ved det. Desuden havde Mehmet Simsek, Erdoğans tidligere finansminister, i 2011 tilstået, at han sagde: “De penge, der indsamles som jordskælvsskat, går til sundhedsvæsenet, veje, jernbaner, flyselskaber, landmænd og uddannelse.”
Efter jordskælvet meddelte Miljø- og byudviklingsministeriet, at der var mere end 50.000 bygninger med alvorlige skader, som straks skulle rives ned, ud over titusindvis af bygninger, der var forvandlet til murbrokker. Staten har ikke løftet en finger for at renovere eller forstærke disse bygninger, som nu tydeligvis ikke er jordskælvssikre. Men med blot en brøkdel af de penge, der blev indsamlet gennem jordskælvsskatten, ville det have været muligt at renovere de beskadigede bygninger fuldstændigt. Med 37 milliarder dollars kunne alle beskadigede eller ustabile bygninger ikke kun i jordskælvszonen, men i hele Tyrkiet være blevet renoveret, og der kunne være opført 300.000 jordskælvssikre bygninger. Selv om de ikke kunne beregne detaljerne, ved alle, at staten kunne have gjort dette, men det har den ikke gjort. Folk kan også se, at der blev bygget paladser med dobbelte veje, der blev købt tusindvis af direktørbiler og snesevis af flyvemaskiner, men at deres huse ikke var blevet forstærket.
Staten tog ikke forholdsregler og var ikke organiseret mod eventuelle jordskælv. Efter jordskælvet i 1999 blev nogle regioner og veje erklæret for “jordskælvsgenopretningszoner”, hvor der ikke måtte bygges bygninger, men alle disse blev senere ofret til fordel for profit og grådighed. Under de rednings- og hjælpeaktioner, der blev organiseret i de provinser, der blev ramt af jordskælvet, viste det sig, at de steder, der var markeret som “samlingspunkter for jordskælv”, ikke var store nok til jordskælvsofrene. Som følge af grådighed efter leje og profit er det nu næsten umuligt at finde grønne områder i byerne. Desuden er der ingen telte, logistik eller det nødvendige udstyr i de udpegede områder. Mens de fleste af de ofre, der var fanget under murbrokkerne, døde af kulde, blev de, der overlevede jordskælvet, også udsat for den isnende kulde på minus 8-10 grader om natten.
Råbet fra jordskælvsofrene: “Hvor er staten?”
Jordskælvet var en katastrofe for AFAD, katastrofe- og beredskabsstyringen som institution. AKP opløste af ideologiske grunde den gamle redningsorganisation og erstattede den med AFAD og fyldte den, som med andre statslige institutioner, med folk tæt på dem selv, som ikke engang var det fjerneste involveret i jordskælvsberedskab og redningsarbejde. Befolkningen i almindelighed og især jordskælvsofrene har oplevet AFAD’s ubrugelighed, den manglende koordinations- og organisationsevne og den ringe evne til at finde løsninger. AFAD var ikke til stede i jordskælvsområdet i de første tre dage.
Problemet er ikke, som den borgerlige opposition hævder, kun AFAD’s inkompetence og manglende initiativ, der venter på ordrer fra “den enevældige mand”; statens ligegyldighed, utilstrækkelighed, uforberedthed, manglende koordinering og organisering og manglende evne eller inkompetence i forbindelse med jordskælv skyldes ikke kun manglende færdigheder og enmandsmentalitet.
Hovedårsagen til disse problemer er klassebaseret: De akkumulerede statsindtægter, herunder jordskælvsskatten og arbejdsløshedskassen, er blevet stillet til rådighed for kapitalen, især monopolkapitalen. Monopolkapitalens problemer og krav, ikke folkets, har altid været i centrum for statens opmærksomhed. Staten har med alle sine ressourcer rettet alle sine materielle og moralske anstrengelser mod monopolernes vækst, og folkets problemer er altid blevet ignoreret med hensynsløs ligegyldighed. Staten er ikke blot ufølsom over for spørgsmål som sikkerhed på arbejdspladserne, skovbrande, pandemier eller jordskælv, hvor befolkningen er de direkte ofre, men er et borgerligt diktatur, der er organiseret for at sikre, at udbytningsbetingelserne fortsætter, og for at opfylde kapitalens behov fra begyndelsen. Derfor var det ikke forberedt og stod ikke ved folkets side og skyndte sig ikke at komme dem til hjælp.
AKP-regeringen og staten havde ikke tillid til folket og dets initiativer og frygtede, at folkelige initiativer og solidaritet potentielt kunne føre til en politisk splittelse, og forsøgte derfor at forhindre dem. Folk døde under murbrokkerne, fordi de operatører af tungt udstyr, der skyndte sig at hjælpe, ikke kunne finde de nødvendige maskiner. Dette udstyr kunne have været taget ud af de organiserede industrizoner, de integrerede fabrikker, fabrikker og havne og stillet til rådighed for folket, men det blev det ikke. Fly og skibe, som skulle have været dirigeret til jordskælvsområdet, blev holdt i kø i flåder og ventede. Det samme gjaldt de militære enheder, fordi der ikke blev givet nogen ordrer.
De veje, der var blokeret af sne, kunne ikke åbnes i to dage, hvilket forsinkede hjælpen til regionen. De, der skyndte sig at hjælpe, strandede på vejene. Transportproblemet varede meget længere i jordskælvsområdet, og nogle af byens sideveje var stadig lukket på den tiende dag. Hatay Lufthavn var også ude af drift på grund af ødelæggelsen af landingsbanerne. Alligevel havde videnskabsfolk og faglige organisationer tidligere gjort indsigelse mod lufthavnens placering med den begrundelse, at jorden var uegnet i tilfælde af eventuelle katastrofer. Eftersøgnings- og redningshold og nødhjælpsforsyninger kunne ikke transporteres med fly. De kritiske timer efter jordskælvet gik tabt på grund af disse problemer.
Problemet med veje og transport, som er statens ansvar, var begyndelsen på den politiske splittelse. Siden privatiseringen af vejbyggeriet er vejene blevet ubrugelige efter kort tid på grund af inkompetence og tyveri af materialer i jagten på profit, mens statens vejadministration er blevet nedskåret i en sådan grad, at den ikke længere kunne følge med i arbejdet. AFAD, Katastrofe- og nødhjælpsledelsen, var på den anden side ikke parat til at gribe ind i tilfælde af katastrofer!
Derfor kunne man først nå frem til jordskælvszonen i slutningen af den anden dag. I de første tre dage og nogle steder den fjerde og femte dag, var der stadig intet spor af AFAD, og der var kun frivillige og frivillige hjælpeorganisationer til stede i hele området. Det var dem, der forsøgte at imødekomme jordskælvsofrenes råb om hjælp og især om tunge maskiner. I næsten alle de sammenstyrtede bygninger kunne disse råb høres under murbrokkerne, og det skar i hjertet på dem, der hørte dem, men de frivillige kunne ikke gribe ind og blev overvældet på grund af manglen på maskiner til at løfte store betonblokke. Så de kritiske timer, de første tre dage, blev brugt uden AFAD, og titusinder af mennesker kunne ikke reddes. Det var alle regionens indbyggere vidne til, og alle råbte “hvor er staten?”
De områder, som AFAD nåede frem til efter de første tre dage, var endnu en katastrofe på grund af manglende organisering og koordinering. Men ingen anden statslig institution påtog sig denne opgave: Staten havde ikke foretaget det mindste forberedelse, koordinerede og organiserede ikke jordskælvsreaktion og redningsarbejde med nogen af sine institutioner.
Selv på den tiende dag efter jordskælvet var der stadig ingen telefonforbindelse i mange dele af regionen, og staten blokerede også de sociale medier ved at indsnævre båndbredden for at forhindre kritik på de sociale medier. Dette skete på et tidspunkt, hvor kommunikation var af afgørende betydning for koordineringen og redningsarbejdet. Der var et ramaskrig mod teleselskaberne med høje abonnementsbetalinger. Da staten ikke førte tilsyn med disse selskaber og ikke gjorde det obligatorisk at sikre kommunikationen, fik den også sin del af reaktionerne. Endnu værre var det, at disse selskaber sendte fakturaer på den anden dag efter jordskælvet på trods af den manglende forbindelse.
AFAD forsøgte – ud over ikke at deltage ordentligt i nødhjælps- og redningsaktiviteterne – selv at tage kontrol over den igangværende indsats ved at forhindre de frivilliges arbejde, blokere veje og konfiskere hjælpeforsyninger, der blev sendt med biler og lastbiler. Det skabte hindringer for de frivillige redningshold, der hastede til regionen fra andre dele af landet og fra udlandet. Nogle internationale redningshold, som fik at vide, at de ikke havde “tilladelse”, måtte vende tilbage. Med denne holdning støttede AFAD ikke jordskælvsofrene, men hindrede den eksisterende redningsindsats.
“Enerådende myndighed” og centralisering af beslutningstagning, organisation og arbejde blev betragtet som en kvalitet ved statsmagten; således insisterede AFAD og andre statslige institutioner, med udgangspunkt i præsidenten i toppen, på, at AFAD skulle stå i spidsen, uden at tolerere frivillige organisationer eller kommunerne under oppositionens ledelse. De revolutionære partiers og organisationers hjælpearbejde blev ikke blot hindret, men blev også udsat for politiforfølgelse. Bestræbelserne på at skaffe midlertidigt husly og telte blev blokeret, idet AFAD erklærede, at ingen anden organisation kunne levere telte til de nødlidende, og at det kun var AFAD, der skulle skaffe og uddele telte. Flere uger efter jordskælvet er der stadig titusinder af jordskælvsofre, som ikke engang har et telt som husly.
Ikke kun de institutioner, som oppositionen ledte, men også de institutioner og faciliteter, som staten let kunne mobilisere og inddrage i redningsarbejdet, f.eks. minearbejdere, blev ikke mobiliseret. Alligevel nåede minearbejderne fra Soma, Uşak og Zonguldak frem til katastrofeområdet ved egen hjælp og reddede mange liv, og mange flere kunne være blevet reddet, hvis minearbejderne ikke havde måttet vente i lufthavnene i lang tid på grund af problemer med tilladelser eller manglende koordinering.
Den umyndiggjorte og korporatiserede Røde Halvmåne, som plejede at opbevare telte og forsøgte at levere hjælp til katastrofeområdet hurtigt, blev taget på fersk gerning ved at sælge telte til frivillige organisationer og donere tøj og fødevarer til eksportvirksomheder.
Hæren, som var stærkt involveret i redningsaktionen efter Marmara-jordskælvet i 1999 og var kendt for at være dygtig, trænet, forberedt og organiseret, blev denne gang ikke sendt af sted de første par dage. Under den såkaldte “kamp mod kupmagere” efter kupforsøget i 2016 blev dens organisation for katastrofeberedskab og redningsoperationer opløst. Ikke desto mindre kunne den med sin uddannelse og organisatoriske færdigheder have reddet mange liv, men den blev ikke mobiliseret.
Forsvarsministeren svarede på kritikken med følgende spørgsmål: “Hvem skal bevogte grænsen, hvem skal blive i Syrien? Skal vi evakuere Syrien eller Irak?” Dette var en tilståelse af, hvordan AKP’s ny-ottomaniske proaktive udenrigspolitiske tilgang efterlod befolkningen forsvarsløs over for katastrofer. Denne hensynsløshed har også ført til, at man har stillet spørgsmålstegn ved, hvorfor de mange ressourcer, der er afsat til oprustning, ikke anvendes til bekæmpelse af katastrofer. Vigtigheden af en fredspolitik over for naboerne blev endnu en gang bevist, men på bekostning af tusindvis af menneskeliv. Og reaktionen fra befolkningen i regionen og i hele Tyrkiet på det faktum, at militæret ikke var der for dem i nødens stund, var en vigtig faktor, der uddybede den modsætning, der opstod med spørgsmålet “Hvor er staten?”
Militæret blev holdt ude af redningsaktionerne, men på jordskælvets anden dag blev der erklæret undtagelsestilstand i ti byer i jordskælvsområdet, hvilket fik konsekvenser i hele landet. Staten, som var usynlig i regionen, især i de første tre dage efter jordskælvet, sagde “her er jeg” med undtagelsestilstanden, efterfulgt af dens sædvanlige forbud, politivold og tyranni. Man begyndte at anholde og arrestere folk, der blev betegnet som “plyndrere”. En af de anklagede var en kvinde på over 70 år. En anden var Ahmet Guresci, som blev tilbageholdt af gendarmeriet i Buyukburc-kvarteret i Hatay og tortureret til døde på politistationen, fordi han protesterede mod tilbageholdelsen af sin bror, som var anklaget for “plyndring”. Det blev hævdet, at han begik selvmord ved at “slå hovedet mod væggen”.
Erdoğans koalitionspartner, den fascistiske leder af det fascistiske parti Nationalistbevægelsen (MHP), Devlet Bahceli, satte ikke sin fod i jordskælvszonen i 15 dage, men han erklærede dem, der stillede spørgsmålet “Hvor er staten?”, for “uærlige” og “forrædere”. Det var imidlertid befolkningen i regionen, der stillede dette spørgsmål, og som for det meste havde støttet AKP-MHP-partnerskabet ved valget i 2018. De forsøgte at overvinde problemet ved at provokere racisme og rette skytset mod “syrere” og give dem skylden for plyndringerne. Således forsøgte de at aflede folkets vrede mod staten ved at puste til splittelsen mellem det tyrkiske folk og de syriske flygtninge. Jordskælvet ramte dog også Syrien, og de syriske flygtninge i Tyrkiet var blandt de ofre for jordskælvet, der var fanget under murbrokkerne.
De, der boede i jordskælvsregionen, så, at staten med sit militær og politi var kommet til regionen, ikke for at søge og redde, men for at “genoprette orden” med sine beføjelser, styrket af undtagelsestilstanden, for at skyde, arrestere og frem for alt lukke munden på og undertrykke jordskælvsofrene, der råbte “Hvor er staten?”
Fra den fjerde og femte dag, da den var i stand til at organisere sig, var et andet element af statens negative tilstedeværelse og image i regionen blevet tydeligt: dens bestræbelser på at “frifinde” sig selv. Den 11. nat efter jordskælvet sagde Orhan Tatar, AFAD’s generaldirektør for jordskælv og risikoreduktion, følgende i en tv-udsendelse, hvilket gjorde dem, der så redningsoperationerne på tv, og især jordskælvsofrene, rasende: “Der er ikke noget, der hedder at komme for sent. Uanset hvad reaktionen på en katastrofe skal være, blev dette gjort fra første øjeblik. Inden for fem minutter var alle statens institutioner til stede her.” Forsvarsminister Hulusi Akar udtalte det samme og sagde: “De væbnede styrker var der fra de første minutter.“ Alle ved imidlertid, at disse påstande er åbenlyse løgne. Så meget, at mange tyrkere og folk fra andre nationer, da der blev indsamlet hjælp i udlandet til jordskælvsofrene, spurgte, hvor hjælpen skulle gå hen, og først donerede, da de fik at vide, at “den ikke ville blive sendt til statsinstitutioner som AFAD”.
Den samme mand, Tatar, sagde igen på tv på den tiende dag efter jordskælvet skamløst: “Der er ikke flere murbrokker, som indeholder levende ofre nedenunder. Fjernelsen af de døde og murbrokkerne er begyndt.” De igangværende eftersøgnings- og redningsaktioner viste hurtigt, at han tog fejl, og mange flere mennesker blev reddet, selv på den 13. dag. Mange steder forhindrede folk, der ventede ved murbrokkerne, hvor deres slægtninge stadig lå under dem, “oprydningsarbejdet” med entreprenørmaskiner.
AFAD gik i gang med “oprydningsarbejdet”, uanset om der var overlevende under murbrokkerne eller ej. Selv oprydningen af murbrokkerne blev udliciteret til firmaer, som Erdoğan foretrak, og titusinder af mennesker, døde eller levende, blev overladt til gravemaskinernes nåde.
En anden negativ handling fra statens side var at iværksætte en forfærdelig donationskampagne til fordel for jordskælvsofrene. Kampagnen blev organiseret i en fælles udsendelse fra tv-kanaler, og donorer deltog pr. telefon og reklamerede pompøst for sig selv og deres virksomheder med løfter om donationer. I modsætning hertil var børnene, der donerede deres lommepenge eller indholdet af deres sparegris, og de arbejdende mennesker, der gav små donationer ved at skære ned på deres mad, usædvanligt medfølende, hvilket var en eksemplarisk solidaritet mellem mennesker. Men den kampagne, som staten organiserede, var et show for banker, monopoler og begunstigede byggefirmaer.
De store donorer var statslige institutioner og især de offentligt ejede banker. F.eks. donerede centralbanken 30 mia. tyrkiske lira (TL), og dens præsident meddelte skamløst, at disse penge ville blive trukket fra overskudsbalancen for 2022.
Som en statslig institution overførte centralbanken allerede sit overskud til statskassen. Nu skulle pengene igen overføres til statskassen, men denne gang blev det kaldt en “donation”. Andre offentligt ejede banker som Ziraat, Halk og Vakiflar “donerede” også milliarder af dollars til kampagnen. Deres status lignede den samme som centralbankens. Desuden fastsætter banklovens artikel 54, at “det beløb, som bankerne kan donere i et regnskabsår, må ikke overstige 4 promille af bankens egenkapital“, og sætter en grænse. Disse bankers såkaldte donationer lå imidlertid langt over denne grænse, og dette blev afhjulpet ved et dekret fra Erdoğan, der ændrede lovens bestemmelse.
En anden vederstyggelighed var, at dagen efter at M. Cengiz, en af de monopolistiske, snyltende entreprenører, der er kendt som “Femmandsbanden”, havde givet en “donation” på 3 mia. TL, så modtog han et endnu større beløb i “incitamenter” til en investering, som et af hans selskaber, Eti Aluminium, skulle foretage, ved et præsidentdekret af 16. februar. Incitamenterne omfattede en skattelettelse på 100 % og en betaling af 50 % af elektricitetsomkostningerne i ti år. Ud over alt dette er det almindeligt kendt, at Cengiz’ skattegæld på 300 millioner dollars fra 2005-2009 var blevet eftergivet, og at han havde modtaget statslige udbud til en værdi af 19,7 milliarder TL i de sidste 11 år.
Alligevel kunne jordskælvsofrene, der forsøger at overleve under usædvanligt vanskelige forhold, og befolkningen generelt, der er dømt til halvvejs sult, ikke engang forestille sig, hvordan de mennesker og virksomheder, der donerer milliarder, kunne tjene så store beløb. Og dette “donationsshow” gav næring til deres vrede. De var endnu en gang knust over at se den enorme afstand mellem dem selv og dem, der demonstrativt donerede milliarder. Med det indlysende svar på spørgsmålet om, hvordan alle disse penge blev tjent, og på hvis rygge, ramte sammenligningen mellem de befæstede huse hos dem, der kunne modstå de stærkeste jordskælv, og deres egne huse, som blev til deres familiemedlemmers grave, deres hjerter.
De monopoler, der arrangerede et donationsshow på tv-kanalerne, fik skattelettelser. “Korttidsarbejdsgodtgørelsen”, som kom cheferne til hjælp under pandemien, er blevet gennemført igen efter jordskælvet. Forbuddet mod afskedigelse af arbejdere i jordskælvsregionen omgås af korttidsarbejdsgodtgørelsen. Arbejdere, der deltog i oprydningen af murbrokkerne, trues med afskedigelse eller lønnedgang med den begrundelse, at de har været fraværende i mere end tre dage. Repræsentanter for arbejdsgiverorganisationerne har endda sagt til arbejdsgivere i andre regioner, at de ikke må ansætte arbejdere fra jordskælvsområdet. Tab af arbejdskraft var uacceptabelt for dem, og arbejderne var ikke mere værd end maskiner!
Politisk brud må ikke blive offer for spontanitet
Der er ingen tvivl om, at de seneste jordskælv har forårsaget et politisk brud, især for befolkningen i den jordskælvsramte region, men også for hele befolkningen. Staten er blevet afsløret, og i befolkningens øjne er den også blevet begravet under murbrokkerne. Selv om denne situation stadig skal undersøges nærmere, kan man sige, at folk uanset deres ideologiske tilbøjelighed har set og anerkendt staten i al dens klarhed, med alt det, den har gjort og ikke har gjort, og spørgsmålet “Hvor er staten?” er blevet det afgørende spørgsmål i tiden efter jordskælvet.
Den statsforherligende bevidsthed eller den gennemsnitlige opfattelse af folket, som de herskende fodrer med nationalisme og konstant pumper retorikken om “faderstaten”, “vores stat”, i moskeerne, kasernerne, skolerne og medierne, er blevet ætset ind i deres underbevidsthed. Men den er også blevet rystet af statens fravær og de tab af menneskeliv, som dette har forårsaget. Staten har overladt folket til sig selv og ladet dem stå alene over for den alvorlige ødelæggelse. Jordskælvsofrene så deres elskedes råb om hjælp under murbrokkerne forsvinde gradvist, og mens de ikke kunne gøre noget, satte de den stat, der ikke rakte en hjælpende hånd ud, på prøve.
Folk forbandede den kapitalistiske orden, som tillader, at alt kan købes og sælges for penge, den orden, som gav plads til de huse, der er blevet til grave for deres familier, med ukontrollerede entreprenører, byggetilladelser og amnesti for uregelmæssigheder. De forbandede også staten, som ikke var til stede i nødens stund før og efter jordskælvet. Desuden blev staten ikke kun sat på prøve med sit fravær, men også med sin tilstedeværelse, da den først kom til regionen i form af undtagelsestilstand og syntes at angribe befolkningen i regionen på grund af plyndringer. AFAD hindrede de frivillige personers og organisationers, herunder vores partis, hjælpe- og redningsindsats, men også selv en måned senere forsynede den ikke jordskælvsofrene med de mest basale fornødenheder såsom midlertidige husly, toiletter osv.
De arbejdende mennesker, som brutalt blev overladt til “flokimmunitet” under pandemien, blev skubbet i armene på sult, fattigdom og død efter jordskælvet.
Bruddet viste sig først i følelserne: Det var ikke blot en klagesang, men indeholdt politiske konnotationer, der var knyttet til de ansvarlige for de døde under jordskælvene. Det var ikke abstrakt, men konkret – især i opfattelsen af, at alt er konkret og formes af det konkrete. Det var også tilfældet med bruddet, og det var kun naturligt, at bruddet primært havde at gøre med det hold, der i øjeblikket styrer staten. Så de første reaktioner fokuserede på en hensynsløs Erdoğan/AKP-regering uden interesse for befolkningen og dens problemer, som banede vejen for den massive ødelæggelse ved at give næring til profitbegæret. Den har altid taget parti for kapitalen og omdannet staten til et enmandsregime med inkompetente institutioner som følge af vennetjenester. I folkets øjne var Erdoğan-regeringen klart ansvarlig for det, der var sket, og den borgerlige opposition med sine kommuner tog til jordskælvszonen og rakte en hjælpende hånd ud til befolkningen.
Reaktionerne var imidlertid ikke kun rettet mod Erdoğan/AKP-regeringen; bruddet havde en virkning ud over dette. F.eks. blev det forhold, at hæren ikke hjalp jordskælvsofrene, selv om regeringen spærrede dens vej til at gøre det ved at ændre loven, betragtet som et minuspunkt for staten. Desuden blev entreprenørvirksomhederne ikke kun efterladt ureguleret af AKP-kommunerne, men af alle. Det var ikke kun AKP, der udstedte byggetilladelser, eller kun AKP’s deputerede, der stemte for byggeamnestier i parlamentet. Gennem deres daglige forhold til et centralt eller lokalt styrende organ er alle også opmærksomme på det ulige forhold mellem de herskende og de beherskede, og hvordan de bliver ignoreret. Folk er kommet til denne konklusion gennem deres egne erfaringer, selv om den stadig er “rå” og skal bearbejdes.
Men ligesom man ikke kan forestille sig nogen spontan udvikling, er det muligt, at følelser og holdninger kan falde til ro, efterhånden som harmen fra det ødelæggende jordskælv er absorberet. Når alle er overladt til sig selv, kan man forvente en vis nedkøling og en rolig udholdenhed.
Desuden vil staten og dens glødende forsvarere ikke være uvirksomme. Nogle af dem, som Erdoğan og Bahceli, vil forsøge at hele statens sår, ikke folkets, ved hjælp af militær- og politimagt, trusler, forbud og frygt, mens andre vil forsøge at hele disse sår under dække af velvilje.
Regeringen forsøger at blokere al opposition fra politik og kritik ved at forsøge at gøre jordskælvskatastrofen “hævet over politik”. At råbe sloganet “regeringen bør træde tilbage”, en af de mest demokratiske rettigheder, er blevet genstand for undersøgelser for terrorisme. De protester, som titusindvis af fans organiserede på stadionerne under de mest populære holds fodboldkampe, blev brugt som begrundelse for massetilbageholdelser. Presseerklæringer blev forbudt i byer, herunder Istanbul, blokader og polititilbageholdelser blev rutine. Mens dette skete, sagde Omer Celik, AKP’s talsmand, skamløst: “Vi er på nulpunktet som Cumhur (Folke)-alliancen. Både AK-partiets hovedkvarter og MHP’s hovedkvarter har sendt deputerede til de berørte regioner.”
Regeringen og dens tilhængere forsøgte i første omgang at reagere på reaktionerne ved at fokusere på dem, der blev reddet levende ud af murbrokkerne; da dette ikke var nok, tilføjede de retorikken om “skæbne” og forsøgte at hvidvaske sig selv med propagandaen om, at landet havde stået over for “århundredets katastrofe” og en massiv ødelæggelse; derfor var det officielle rednings- og nødhjælpsarbejde utilstrækkeligt. I betragtning af det, som befolkningen har været igennem, er det meget svært for disse bestræbelser at lykkes, men forsøgene på at formilde dem vil ikke være helt virkningsløse. Som en del af dette har nogle religiøse sekter brugt AFAD-telte i visse regioner med deres egne logoer til at uddele mad og lave propaganda.
Den borgerlige opposition skyndte sig at hjælpe jordskælvsofrene, men statens rangordning står også øverst på deres liste. De ønsker ikke, at staten skal lide skade på nogen måde; de forsøger at begrænse skylden til det regerende AKP og retfærdiggøre staten ved at pege på dette dårlige hold som kilden til alt ondt. De forsøger at slippe af sted med det ved at give AKP og Erdoğan skylden for AFAD’s “inkompetence”, militærets manglende deltagelse i redningsaktioner og udstedelsen af byggetilladelser og amnestier, som om de ikke selv støttede det.
Desuden har vi ikke kun været udsat for jordskælv under AFAD eller under det religiøse AKP’s enmandsregime. I 1999 og tidligere oplevede vi jordskælvene i Erzincan, Varto, Bingöl og Adana. Dette land var ikke klar til nogen af dem. Det er rigtigt, at AKP har “hævet barren” med sin religiøsitet og sit enmandsstyre, men i den kapitalistiske orden er der aldrig blevet taget hånd om folket og dets problemer; alle arbejderdødsfald, massakrer i form af mineulykker, skovbrande og jordskælv er altid kommet uforberedt. I alle perioder, der har skabt inkompetence, har der været ufølsomhed og en fjendtlig holdning med udelukkelse og ignorering af folket og dets problemer. Et eksempel på den samme holdning er den såkaldte “konsensustekst om fælles politikker”, den borgerlige oppositions program, som er baseret på at imødekomme kapitalens krav, men ikke befolkningens, især arbejdernes, krav. Forsvaret af statspropagandaen, der hævder, at der ikke er noget galt med staten eller dens orden, at skylden udelukkende ligger hos Erdoğan og den enmandsmentalitet, der har hersket i staten i nogen tid – selv om det er sandt, at hensynsløsheden hos dem, der har magten i dag, har mangedoblet de ødelæggende konsekvenser af jordskælvet – forventes sikkert at have en vis beroligende virkning.
Alle større og effektive sociale, naturlige, politiske og militære omvæltninger skaber grobund for politiske brud. Sådan er det med store kriser og krige. Verdenskrigene har f.eks. forårsaget alvorlige omvæltninger med alvorlige konsekvenser. Ud over blodsudgydelserne på fronterne er det kendt, at ødelæggelser, sult og ødelæggelser forårsaget af krige fører til revolutioner. Men for at kunne udnytte det brud, som krisen eller krigen har skabt eller vil skabe, er det nødvendigt, at der er nogle til stede, som er parate til at gennemføre en effektiv kamp. Jordskælvet forårsagede et politisk brud. Selv om det stadig er åbent for fortolkning og forvrængning, er antagelsen om, at staten ikke er “vores far” eller “vores stat”, blevet bredt opfattet af offentligheden. Men der er et stort behov for at organisere kampen og for dem, der kan systematisere den og bruge den til at bane vejen for folket og dets magt.
Det faktum, at folket har taget et vigtigt skridt i denne retning ved at forsøge at hele sine egne sår med rednings- og hjælpearbejde, og at der har været en stor demonstration af folkelig solidaritet mellem folk, viser, at der er taget et skridt. Det er imidlertid ikke nok, hvis dette forbliver det eneste skridt. Det er ikke let, men det, der skal gøres, er at fortsætte på denne vej, at arbejde for, at læren “denne stat er ubrugelig til noget positivt”, som har sat sit præg på folks hjerter, bliver permanent, og at arbejde for, at den bliver bevidst og organiseret.
Marts 2023
Oversat fra Unity & Struggle nr. 46, 2023
Udgivet af CIPOML, Den internationale konference af marxistisk-leninistiske partier og organisationer