Natten til mandag den 11. november besatte de væbnede styrkers øverste kommando, landet. Gaderne blev besat af paramilitære styrker, soldater og kampvogne, mens lette fly og helikoptere fløj over den bolivianske himmel. Præsident Evo Morales havde allerede fratrådt sit embede, sammen med vicepræsidenten og formændene for begge kamre i den lovgivende forsamling. Den 12. november, i et tomt parlament, placerede den militære overkommando præsidentens skærf over den højreorienterede senator Jeanine Añez, da de proklamerede Guds tilbagevenden til præsidentpaladset. Det fascistiske oligarki under ledelse af Yankee-imperialismen opfyldte sit mål om at genvinde den direkte udøvelse af den politiske magt i Bolivia.
Det er vigtigt for os, at vi på grundlag af marxismen-leninismen grundigt analyserer, hvordan det fascistiske oligarki kunne tage regeringsmagten, for det er ikke en isoleret begivenhed uafhængig af tid og sted, men et produkt af objektive og subjektive omstændigheder i vores land.
Evo Morales’ populistiske regering overdrog landet til de fascistiske horder på et sølvfad. I løbet af de 14 år regeringen sad ved magten, gjorde den det lettere for oligarkiet at øge sin økonomiske vækst, den eksisterede side om side med sine nyliberale ”chok”-grupper1Henviser til det økonomiske begreb chokterapi, som IMF og neoliberalismen har gennemført over det meste af verden med blandt andet større krisereformer for at sikre den imperialistiske udbytning og profit og med katastrofale konsekvenser for arbejderklassen og de fattige., den sikrede ikke arbejderklassen og bønderne organisering for fremskridt, og den undertrykte den folkelige bevægelse, der kæmpede for sine legitime krav. Når det gjaldt kampen mellem imperialistiske magter om kontrol med regionens økonomi, så var det bolivianske folk, der med blod betalte for den nye genopdeling af landets naturressourcer.
I vor tid er det ikke opgaven med at kopiere de revisionistiske pseudosocialistiske teorier eller at opfinde nye socialistiske teorier, der stiller sig. Socialismen eksisterer og udvikler sig både som teori og som praksis. Det har akkumuleret et væld af historiske erfaringer, opsummeret i den marxist-leninistiske teori, hvis vitalitet er blevet bekræftet i livet. Ved at stole på denne videnskabelige teori og anvende den i hvert lands betingelser vil de revolutionære kræfter finde den rette vej til socialisme.
Enver Hoxha [Fra ”Marxism-Leninism – An ever Young and Scientific Doctrine”, Selected Works. IV, s. 773]
”Det 21. århundredes socialisme”, ”kommunitaristisk socialisme” eller ”vivir bien” (”trivsel”, et begreb opfundet af Evo Morales’ regering) har slået fejl i regionen. Der kan ikke blive socialisme uden socialisering af produktionsmidlerne, uden arbejderklassens magtovertagelse, uden at ændre sig bort fra produktionens kapitalistiske relationer. Slogans om ”komplementaritet”, som MAS-IPSP2Bevægelsen for socialisme og Det politiske instrument for de uafhængige befolkninger.-regeringen havde proklameret fra samfundets øverste lags side i løbet af 14 år, var i virkeligheden en klar klasesamarbejdspolitik. Evo Morales’ ”forandringsproces” var ikke andet end moderniseringen af den borgerlige stat (herunder det undertrykkende apparat) og demobiliseringen af de folkelige organisationer.
De konflikter, der blev udløst i Morales-regeringens første år mellem den centrale stat og den såkaldte ”Halvmåne” (en ”halvmåneformet” gruppering af fire afdelinger i det østlige Bolivia, som er centrum for højrefløjen – oversætterens note), blev løst med den sociale pagt mellem MAS-IPSP og oligarkiet i den nye statspolitiske forfatning. Forfatningsteksten, der blev vedtaget i den konstituerende forsamling, blev forhandlet i en parlamentarisk kommission, som styrkede garantierne for stor privat ejendom. Paramilitære grupper som Santa Cruz’ Ungdomsbevægelse, som gav sig til kende med deres racistiske og hadefulde handlinger, nåede til enighed med MAS-IPSP om at blive regeringens ungdomsgrupper.
De store jordejere nød godt af en række love, der sikrede deres ejerskab af jord, hvis størrelse overskred de forfatningsmæssige grænser. Lovene vedrørende private banker og den finansielle sektor blev forhandlet mellem MAS-IPSP-regeringen og repræsentanterne for bankfolkene. Væksten i den finansielle sektor i de 14 år, som Morales regering oversteg, oversteg 375 %; i stedet for at bekæmpe oligarkiet skabte populismen betingelserne for, at det kunne vokse og udvikle sig.
I de heltemodige dage 2003-2005 besejrede et organiseret folk de traditionelle neoliberale partier; arbejderne og bønderne stod i spidsen for Det bolivianske arbejderforbund (COB) og Den forenede sammenslutning af landarbejdere i Bolivia (CSUTCB). Det marxistisk-leninistiske parti, der skal føre ledelsen af disse kampe og lede dem i retning af en magtovertagelse, eksisterede endnu ikke. I løbet af de 14 år med MAS-IPSP blev disse fagforeningsledere inkorporeret, købt ud og splittet af regeringen. De uorganiserede dele af folket havde ikke de nødvendige redskaber til at præsentere en systematisk modstand mod kuppet, lederne manglede legitimitet, og organisationerne mistede deres interne demokrati og deres institutionelle status.
De folkelige bevægelser kæmpede mod olieboringerne, mod opførelse af motorveje og vandkraftværker uden offentlige høringer, mod korruption af lokale myndigheder, for en forøgelse af uddannelses- og sundhedsbudgettet, blandt andre ting. Akkumuleringen af legitime krav fra forskellige sociale sektorer i landet, der blev hårdt undertrykt, fandt et fælles slogan, da Forfatningsdomstolen ignorerede den folkelige vilje, der kom til udtryk ved folkeafstemningen om forfatningen den 21. februar 2016. Den revolutionære venstrefløjs kræfters manglende evne til at påvirke og tage ledelsen af de sociale kampe gjorde det muligt for de reaktionære kræfter at udnytte den sociale uro.
Parlamentsvalget i 2019 markerer et vendepunkt i boliviansk politik. Nationale regler betyder, at det hold af præsident- og vicepræsidentkandidater, der vinder 50 % +1 af stemmerne eller en stemmeandel større end 40 % med mindst 10 procentpoint mere end den næste kandidat, vinder. På valgnatten blev den hurtige fremsendelse af valgresultater suspenderet i 24 timer med en forskel på mindre end 10 % mellem Morales og den vigtigste modkandidat, Mesa. Det resulterede i massive protester og konfrontationer på nationalt plan med afbrænding og ødelæggelse af valghovedkvarterer under kommando af paramilitære grupper. Fra et teknisk synspunkt er der en række undersøgelser (University of Michigan, MIT, OAS, blandt andre) om den statistiske tendens og edb-styring i de vigtigste timer af valget. Der er ingen tvivl om, at edb-systemet, der var givet i underentreprise til et privat firma, ikke havde et minimum af sikkerhed, der kræves ved et nationalt valg. Der er tegn på valgsvindel, selv om graden af dette ikke er præcis. Protesterne mod valgsvindel, der varede 21 dage, førte til den oligarkiske højrefløjs overherredømme. Racistiske, nationalistiske og religiøse fundamentalistiske hadefulde taler muliggjorde en genopblussen af de ”halvmåne”-paramilitære grupper fra 2007-09.
Den ændring, der var sket i de imperialistiske magters indflydelse i landet, gav sig udtryk i kampen for kontrol med litium af Uyuni Salt Flat, med jern fra Mutun og med kulbrinterne. Under hele den konflikt, der fandt sted, spillede USA’s, EU’s og Brasiliens ambassader sammen med OAS’ udsendinge en afgørende rolle. OAS’ generalsekretær, Almagro, støttede offentligt Evo Morales’ ”ret” til at blive genvalgt ved at hæve sig over forfatningen. Da antallet af hurtigt optalte stemmer blev suspenderet, var de første, som MAS-IPSP-regeringen konsulterede, repræsentanter for USA ’s, EU’s og Brasiliens ambassader. De samme ambassader, der sammen med den katolske kirke, højrefløjspartierne, Pro-Santa Cruz-Civilkomitéen og CONADE (Den nationale komité for forsvar af demokratiet) besluttede bag lukkede døre, at Añez ville blive selvudråbt som præsident.
Kupregimet Añez er en organisk repræsentant for landets mest reaktionære oligarki, hvis parti knap nok havde 4 % støtte ved valget i 2019, og ikke var sene til at svinge en tung hånd mod folket. Samtidig med at Morales og hans omgangskreds fejt flygtede fra landet, modstod folkebevægelsen modigt de fascistiske kugler og undertrykkelsen i massakrerne på Sacaba og Senkata. Med mere end 35 døde, 800 sårede og 2000 anholdte gjorde bondebevægelsen og den folkelige bevægelse det klart, at der ikke er noget ondt, der varer hundrede år, eller et folk, der vil tolerere det.
Oligarkiet har vist sin politik med udsalg af landets værdier i de få måneder, det ulovligt har besat statsmagten, og det har allerede været involveret i flere korruptionsskandaler og frontale angreb på statslige virksomheder (blandt dem landets flagskib, flyselskabet Boliviana de Aviación, og telekommunikationsselskabet Entel). Ministerkabinettet består i dag af tidligere ledere af de store banker, som er de agroindustrielle konglomerater. Officielle handlinger udføres i tilstedeværelsen af middelalderlige bibler, stearinlys og krucifikser, som myndighederne er taget i ed på, på trods af, at Bolivia forfatningsmæssigt er en sekulær stat. I betragtning af den minimale trussel om sociale protester tøver regimet ikke med at styrke militariseringen af landet, idet de påstår, at der eksisterer en intern fjende (terrorister, venstreorienterede, narkotika- og menneskehandlere, kommunister, marxister osv.). Parlamentsvalget er blevet suspenderet på ubestemt tid under påskud af COVID-19-sundhedskrisen.
Grupper, der proklamerer venstreorienterede ideologier, ønsker bare magt, fordi de er finansieret af narkotika-terrorisme; de skal identificeres, forfølges, omringes og besejres.
Jeanine Añez (selvudnævnt præsident for det fascistiske oligarki i Bolivia)
For marxist-leninister er det klart, at der ikke kan være nogen revolution uden et væbnet folk, og der er ingen socialisme uden socialisering af produktionsmidlerne. I denne nye politiske kontekst har vi kommunister til opgave at støtte den uafhængige organisation af folkebevægelsen, udbrede kampprogrammet og styrke partiets rækker for at bekæmpe det fascistiske oligarkiske regime, der har tilranet sig statsmagten i Bolivia. Det baner vejen for en omgruppering af den folkelige bevægelse for antifascistisk modstand, kampen mod neoliberale foranstaltninger, forsvaret af naturressourcerne og de statslige virksomheder. Vores partis centralkomité har givet klare retningslinjer for den antifascistiske kamp med fokus på at opbygge et patriotisk og folkeligt alternativ til national befrielse.
Noter
1 Henviser til det økonomiske begreb chokterapi, som IMF og neoliberalismen har gennemført over det meste af verden med blandt andet større krisereformer for at sikre den imperialistiske udbytning og profit og med katastrofale konsekvenser for arbejderklassen og de fattige.
2 Bevægelsen for socialisme og Det politiske instrument for de uafhængige befolkninger.