Kina er en imperialistisk stormagt, som kræver albuerum og udfordrer sine imperialistiske rivaler. Alligevel har revisionisterne, som styrer partiet og landet, bibeholdt en marxistisk retorik.
Nogen forledes til at tro, at Kina pludselig kan vende udviklingen og bringe verden nærmere socialismen. Desværre er der intet grundlag for sådanne drømme, noget som tydeligt fremgår af denne artikel. Først når de kinesiske arbejdere og bønder gennemfører en ny revolution, kan vi igen tale om en socialistisk samfundsudvikling i Kina.
Allerede i 1980’erne begyndte ”markedskræfterne” at gøre sig gældende i Kinas økonomi, en proces, som blev forstærket med privatiseringen af statsejede selskaber i 1990’erne. I den periode etablerede Kina statsmonopolkapitalisme, det vil sige et system, hvor kapitalistiske produktionsforhold eksisterede i brancher og selskaber med stærk statsstyring.
Efter Kinas Kommunistiske Partis (KKP’s) 11. kongres har en række rapporter og analyser diskuteret, hvad der sker i den asiatiske gigant, og hvad vedtagelserne på kongressen vil føre til i den fremtidige ”opbygning af et moderne socialistisk land”.
Forestillingen om Kina som et land, hvor socialismen opbygges, bliver mere næret af propaganda fra forskellige sider end af en virkelig forståelse af, hvad der sker i landet. For de ældre generationer er Kina forbundet med billedet af Mao Zedong og den store revolution, som efter en lang borgerkrig sejrede i oktober 1949, i et land med fattige og sultne bønder. Yngre generationer ser Kina som et industrialiseret land, som konkurrerer med USA om økonomisk dominans og indflydelse i verden.
Den demokratiske revolution tog i sine tidlige år vigtige skridt for at overvinde den halvfeudale og halvkoloniale struktur gennem kollektivisering i landbruget og statsligt ejerskab i dele af økonomien. Forsøgene på at igangsætte en industrialiseringsproces og et politisk forsvar af den nationale suverænitet blev opretholdt, mens Mao Zedong levede. Men at der fandtes forskellige strømninger inden for KKP, og særlig at højrefraktionen tog kontrollen over ledelsen af KKP i 1978, førte til en proces, som bragte de økonomiske og sociale forandringer til ophør og siden til, at Kina blev et kapitalistisk land.
Disse reformer begyndte hovedsagelig, da Deng Xiaoping og Chen Yun fik fremstående poster i partiet. Chen, som havde mistet indflydelse i KKP, da Mao lancerede ”det store spring” (for industrialisering) i 1958, blev den drivende kraft for en række reformer, hvor det gjaldt ejendomsretten og strukturen og driften af statsejede virksomheder.
Deng Xiaoping var hjernen bag reformprocessen. Kendt for sin pragmatisme kom han frem med tesen ”et land, to systemer”, hvor han gjorde det klart, at han planlagde kapitalistiske enklaver. Efterhånden blev disse kapitalistiske produktionsformer indført over hele landet, og udbytningen blev almindelig. Han udbredte også begrebet ”socialisme med kinesiske særtræk”, som i praksis var et politisk-økonomisk program helt fjernt fra de marxist-leninistiske retningslinjer for socialistisk udvikling.
Et prokapitalistisk element som Deng kunne naturligvis ikke fremme en linje, som var forenelig med marxismen-leninismen. Ikke desto mindre har revisionisterne og højrekræfterne i KKP, med deres højlydte fraser om en ”socialisme med kinesiske særtræk”, opretholdt en tilsyneladende kommunistisk retorik samtidig med, at de har arbejdet for at etablere kapitalismen.
Specielle økonomiske zoner
Reformerne i løbet af 1980’erne førte til genoprettelse af privat landbrug, åbning af sluserne for udenlandsk kapital gennem såkaldte specielle økonomiske zoner (SEZ) og opblomstring af private virksomheder.
SEZ’erne var modtagere af direkte udenlandske investeringer og fungerede som frihandelszoner for eksport, industriparker og åbne havne. Gennem særlige lovreguleringer blev udenlandsk kapital tilladt, og man åbnede op for markedsøkonomi.
I 1980 blev privat landbrug tilladt i områder, hvor folk ”havde mistet tilliden til kollektiverne”, og i 1982 blev dette national politik. Sådan begyndte af-kollektiviseringen af landbruget.
Reformerne afskaffede også næsten al statslig prisregulering og lod markedet bestemme priserne. I byerne blev former for ”selvstændig næringsvirksomhed” indført for at håndtere den høje arbejdsløshed. Den kinesiske økonomi var allerede i 1980’erne på vej mod markedsøkonomi, en proces, som blev forstærket af privatiseringen af statsejede virksomheder i 1990’erne.
Det skal påpeges, at privatiseringen ikke omfattede alle virksomheder, og privat og udenlandsk kapital kunne ikke få aktiemajoriteten, sådan som det er tilfældet med de nyeste reformer. Den kinesiske regering oprettede et kontrolsystem for udenlandsk kapital, og der var altid statskapital til stede i virksomhederne. Dette kunne give et indtryk af, at staten dominerede økonomien, og mange opfattede dette som en socialistisk produktionsmåde.
Således etablerede Kina i denne periode en statsmonopolkapitalisme, hvilket betyder et system, hvor kapitalistiske produktionsforhold eksisterer i brancher og virksomheder med stærk statskontrol. Senere reformer og retningslinjer vedtaget af KKP tillod en større andel privat og udenlandsk kapital, således at Kina i dag er blevet en åben kapitalistisk stat.
Tilstedeværelsen af privat lokal og udenlandsk kapital i Kinas økonomi bliver større og større for hver dag som følge af de forskellige reformer, som er blevet anvendt siden 1980’erne og frem til i dag. Kapitalistiske ejendomsforhold udvikler sig frit.
For tiden er der tre typer selskaber, som opererer i den kinesiske økonomi:
Statsejede selskaber, som kontrollerer bank-, energi-, tele- og transportsektoren. I nogle af dem er der en lille andel private aktionærer. I 2015 kontrollerede staten 39 % af de industrielle aktiver og 85 % af bankernes aktiver.
Selskaber, som er oprettet af privatkapitalister, hovedsagelig udenlandske, og virksomheder støttet af regeringen.
Private selskaber underlagt streng statslig kontrol og tæt knyttet til regeringsapparatet, som BYD, Geely, Chery, Huawei.
Fælles for dem alle er, at de er underlagt markedets profitlogik, og at kapitalistiske træk såsom udbytning også er dominerende for de statsejede selskaber.
Antallet af statsejede selskaber er faldet betragteligt de seneste år. Den politik, som KKP fører, har til formål at åbne dørene for hjemlig og udenlandsk privat kapital. Det anslås, at statsejede virksomheder nu kun beskæftiger 17 % i byerne, hvilket er en kraftig reduktion fra tidligere. Mellem 80 % og 90 % af dem, som blev opsagt i statssektoren, blev overført til den private sektor eller blev selvstændige.
I 2004 udgjorde beskæftigelsen i den private sektor 2/3 af den samlede beskæftigelse i byerne. I 1990’erne førte privatiseringsbølgen under statsminister Zhu Rongjii til lukning af tres tusind virksomheder og til, at 30 millioner arbejdere mistede deres arbejde.
Udenlandske investeringer
Kina er, ifølge en rapport fra UNCTAD (FN’s konference for handel og udvikling, 2017), den tredjestørste modtager af udenlandske direkte investeringer efter USA og Storbritannien. I 2016 udgjorde de udenlandske investeringer 133 milliarder dollar, lidt mindre end det historiske højdepunkt på 135 milliarder dollar i 2015.
Men Kina eksporterer også kapital til udlandet. I 2016 udgjorde kapitaleksporten 183 milliarder dollar.
Vedtagelserne fra den sidste partikongres indebærer tiltag for at give større plads til udenlandsk privat kapital. Chen Fengying, ekspert ved Kinas Institut for Internationale Samtidsstudier, fortalte i avisen Global Times (17. november 2017), at ”forholdet mellem udenlandske virksomheder og det kinesiske marked vil blive mere flydende, efter at KKP’s 19. kongres har vedtaget, at Kina vil sørge for væsentlige lettelser, når det gælder adgang til markedet for udenlandsk kapital”. Tre dage tidligere henviste den samme avis til en meddelelse fra Udenrigsministeriet, som sagde, at ”udenlandske ejere/investorer i joint ventures til næste år ville få lov til at have majoritetsandele i de virksomheder, som producerer køretøjer drevet med alternative energikilder”.
Året før (2016) blev det fastslået i retningslinjer fra Statens Ejerskabsovervågning og Administrationskommission (SA-SAC), at ”kvalificerede medarbejdere fra udvalgte statslige virksomheder i brancher, som er helt åbne for konkurrence, kan købe aktier i selskabet”. Staten bør beholde mindst 34 % af aktiekapitalen, mens de ansatte samlet set ikke må eje mere end 30 %. I 1980’erne og 1990’erne blev noget af det samme forsøgt; resultatet var, at mange aktier blev købt af bureaukrater og partifunktionærer.
Kapitalisme og kapitalistisk akkumulation er baseret på meget høj udbytning af arbejdskraften og har betydet en voksende afstand mellem kapitalister og arbejdere, bønder og arbejdsløse.
Seks hundrede tusind arbejdere dør hvert år på grund af denne udbytning ifølge Kinas Kommunistiske Ungdomsforbunds avis. Kinesiske arbejdere lider under lave lønninger og lange arbejdsdage og har få sociale og faglige rettigheder. I 2000 indrømmede vicesundhedsminister Yin Dakui, at ejerne i mange virksomheder ”ofrede arbejdernes sundhed for at tjene penge”.
Indtægtsforskellene er større end i de mere fremskredne kapitalistiske lande. De, som bor i byerne, har 33 % højere indkomst end indbyggerne på landet. De bedst betalte ansatte i industrien har 15 gange højere løn end dem med de laveste indkomster. De øverste ledere af statsejede virksomheder tjener 18 gange mere end de ansatte.
I gennemsnit er indtægterne for de højest placerede embedsmænd 128 gange højere end gennemsnitslønnen i landet. I 2007 tjente den rigeste tiendedel 23 gange mere end den fattigste tiendedel ifølge Li Shi, direktør for Forskningscenteret for Indtægtsfordeling og Fattigdom, Beijing Universitet.
I 2015 blev det afdækket, at den rigeste 1 procent af Kinas befolkning ejede en tredjedel af landets rigdom, mens den fattigste fjerdedel kun ejer 1 procent.
Kina har allerede overhalet USA som landet med flest milliardærer i verden. I 2011 var der ifølge Hurun-listen 271 mangemilliardærer i Kina, det vil sige mennesker med mere end tusind millioner dollar i formue; i 2016 var der 596 milliardærer sammenlignet med 537 i USA. Rapporten for 2017 siger, at ejendomsmogul Xu Jiayin, grundlægger af China Evergrande Group, er landets rigeste med en formue på 43 milliarder dollar.
Kan man tro på, at Kina opbygger socialisme, når man ved alt dette?
Kapitalistisk supermagt
KKP’s 19. partikongres skitserede en politisk linje, hvor hovedformålet er at gøre Kina til en kapitalistisk supermagt på verdensarenaen. Kongressen vedtog ”Xi Jinpings tænkning” som teoretisk grundlag for denne politik.
I de sidste fire årtier er indføringen af prokapitalistiske reformer altid blevet kamufleret med ”innovative” forslag, som på grund af deres vigtighed er blevet døbt en ”teori” eller ”tænkning”. Kongressen ophøjede Xi Jinpings ”Tanker om socialisme med kinesiske særtræk for en ny epoke” til samme niveau af marxismen-leninismen som Mao Zedongs tænkning, Deng Xiaopings teori og teorien om de tre repræsentationer.
”Xis tænkning er den sidste præstation og det sidste niveau for den marxistiske praksis, og at dette skrives ind i grundloven viser autoriteten af Xis tænkning. Den kræver, at partiet adlyder og fremmer teoriudviklingen” siger Cai Zhigiang, professor ved centralkomiteen i KKP’s partiskole.
Den sidste ændring af partiprogrammet på dette område fandt sted på KKP’s 12. kongres i 1982. Ifølge den officielle version blev ”’venstre’-fejlene korrigeret og den økonomiske opbygning sat i centrum for partiets arbejde ved hjælp af socialistisk modernisering”. Det var i perioden under Deng Xiaoping, at en række kapitalistiske reformer blev indført. I 1997 blev ”Deng Xiaopings teori” ledestjerne for KKP, i 2002 var det ”Teorien om de tre repræsentationer” og i 2007 ”Et videnskabeligt udviklingsperspektiv”.
Teorien om de tre repræsentationer, der er udarbejdet af Jiang Zemin, handler om ”at tage et skridt fremad på den socialistiske vej”, som omfatter de såkaldte ”fremvoksende samfundssektorer”: entreprenører, kapitalister og middelklassen. De fremvoksende klasser, som Jiang Zemin talte om på dette tidspunkt, var de nye entreprenører og finansfolk, som ifølge ham ”sammen med andre samfundslag opbyggede en socialisme med kinesiske særtræk”, et kodeord for at skjule det kapitalistiske indhold. Man kan sige, at denne teori er en forlængelse af Deng Xiaopings teori: ”Et land, to systemer”.
”Partiet skal altid tage ansvar for udviklingen af Kinas fremskredne produktivkræfter, udviklingen af Kinas avancerede kultur, og repræsentere de grundlæggende interesser for flertallet af Kinas befolkning”, sagde Jiang Zemin ved KKP’s 16. partikongres, da han argumenterede for sin teori.
Denne tilnærmelse danner det ideologiske grundlag, som gjorde det muligt for mange kapitalistiske entreprenører at komme med i KKP; den er udtryk for, at man helt opgiver klassekarakteren, som et ægte kommunistisk parti må have sammen med princippet om klassekampen. I pressen og fjernsynet blev denne teori præsenteret som en metode for at hjælpe mennesker, som levede et enkelt liv, til at forbedre deres livskvalitet, det vil sige at tjene flere penge.
De nye tillæg til grundlaget for KKP udgør ”en række nye tanker, ideer og strategier præsenteret af centralkomiteen for KKP med Xi i førersædet … som også omfatter den afgørende rolle for markedskræfterne i fordelingen af ressourcer”, hvilket gør det klart, at essensen af Xis tanke er liberalisme.
Med denne tænkning sigter KKP mod at styrke kapitalismen i Kina og forvandle landet til en verdenskapitalistisk supermagt. ”De kinesiske kommunisters oprindelige ambitioner og opgave er at søge det kinesiske folks lykke og opnå revitalisering af den kinesiske nation,” siger Xi Jinping i sin beretning til den 19. kongres. ”Realiseringen af den store revitalisering af den kinesiske nation er den største drøm, som vor nation har haft i moderne tid,” gentager han i beretningen, og derfor ”må vi tilpasse os nutiden for at adlyde folkets vilje og at have mod til at gennemføre reformen og åbningen af landet, således at partiets og folkets sag altid bliver en stærk drivkraft, som muliggør en dristig udvikling”. Med andre ord at styrke reformernes kapitalistiske indhold.
Som vi har påpeget tidligere, er et af målene for revisionisterne, som styrer Kinas Kommunistiske Parti, at gøre landet til en kapitalistisk supermagt med en afgørende rolle på den komplekse internationale politiske scene. Dette forslag er baseret på det direktiv, der er nævnt flere gange af Xi Jinping i hans beretning til KKP’s 19. kongres, opsummeret i udtrykket ”gennemføre den store revitalisering af den kinesiske nation”.
Denne vision indebærer på den ene side fornægtelsen af den leninistiske teori om nationer, da man ikke kan ignorere eksistensen af flere nationer og nationaliteter i det enorme land. Det er ikke muligt at karakterisere disse folk som ”etniske minoriteter”, således som beretningen gør. På den anden side udtrykker denne holdning en chauvinistisk vision om den kinesiske nation, da det samtidig nævnes som essentielt at have en ”hær i verdensklasse” for at nå målene på den internationale arene.
Når man taler om en nation, menes en gruppe af mennesker, som har grundlæggende elementer til fælles, som giver dem en national identitet uafhængigt af klassetilhørsforhold. Derfor indebærer erklæringen om at ”revitalisere den kinesiske nation”, at den omfatter alle samfundsklasser og -lag, som udgør denne nation, inklusive det særdeles mægtige borgerskab, som nu også kan opnå partimedlemskab i KKP. Således har man forkastet klasseforståelsen af samfundet og det socialistiske systems proletariske karakter. I modsætning til den proletariske internationalisme, som er et kernespørgsmål i marxismen-leninismen, har nationalisme altid en tendens til at nedvurdere andre kulturer eller nationer og er derfor ekskluderende.
Denne nationalchauvinisme leder Xi Jinping til at tale om ”kinesifisering” af marxismen. ”Tanken om den nye epokes socialisme med kinesiske særtræk,” sagde han i sin beretning, ”er den sidste frugt af marxismens kinesifisering …”
”Kinesifisering” af marxismen er ikke andet end et forsøg på at retfærdiggøre, at marxismen fuldstændig er forladt. For de kinesiske revisionister er marxismen-leninismen kun en anakronisme.
Den internationale kommunistiske historie og revolutionære bevægelse er gået gennem flere perioder, hvor revisionister har skjult eller forsøgt at retfærdiggøre deres svigt af de marxist-leninistiske idealer med tilpasning til særlige nationale forhold som påskud. Tito gjorde det samme med sin ”jugoslaviske selvforvaltning”, og ligeledes de eurokommunistiske revisionister eller nordkoreanerne med deres ”Junche-tænkning” (selvstændighedsideologi, red. anm.).
Til trods for at KKP fortsat hævder, at de angiveligt følger en marxist-leninistisk linje, viser hele deres praksis og vedtagelserne på den sidste partikongres det modsatte. Hvis vi ser på nogle af de foranstaltninger, som blev nedfældet på kongressen, vil vi se, at de kun kan føre til konsolidering af den altdominerende kapitalisme:
”Accelerationen af den stadige forbedring af systemet med socialistisk markedsøkonomi … Vi må fokusere på at styrke både ejendomsretten og markedsmæssig distribution af produktionsmidlerne …”
”Vi må udvide reformerne for statsejede selskaber, udvikle blandingsøkonomien og skabe selskaber i verdensklasse, som er globalt konkurrencedygtige …”
”… støtte udviklingen af ikke-offentlige selskaber og opfordre til alle typer markedsaktivitet …”
”Vi må udvide reformerne af det merkantile system, afvikle administrationsmonopolet, forhindre monopolisering af markedet, fremskynde reformer, som fører til markedsbestemt prisfastsættelse af produktionsmidlerne, slække på begrænsningerne på tilgang til servicesektoren og reducere systemet til overvågning af markedet og kontrol …”
”Vi vil forstærke reformerne på landet og forbedre systemet for adskillelse af ’de tre rettigheder’ (ejerskab, forpagtning og forvaltning) af landbrugsjord, som er kontraktbundet.” Det vil sige, at privat ejendomsret til landbrugsjord accepteres.
”Vi vil give større autonomi til de eksperimentelle frihandelszoner og udvide opførelsen af frie havne. Vi må forny metoderne for investeringer i udlandet …”
Disse aspekter og analyser af, hvad der sker i Kina i dag, viser os, at kapitalismen er etableret. Arbejderne og folket har til opgave at organisere og lede en ægte proletarisk revolution til sejr.
Kilder: Xi Jinping, Beretning til KKP’s 19. partikongres, oktober 2017.
Artikelserie i En Marcha (centralorgan for Ecuadors Marxistisk-Leninistiske Kommunistparti PCMLE) 22. + 29.11 samt 5.+ 13. 12 2017
En Marcha, www.pcmle.org/EM/