For EU-tilhængere er Unionen i sig selv ikke til diskussion, den præsenteres som nærmest en selvfølgelig nødvendighed, som det naturlige svar på den verdenspolitiske udvikling i vores krog af verden.
Enhver tanke om, at der kunne findes andre og mere hensigtsmæssige måder for landene at samarbejde på end at bygge en fælles EU-stat på bekostning af medlemslandenes selvstændighed anses som værende imod klodens fælles bedste.
Skal vi kigge lidt nærmere på EU’s tilstand, ser man, at der slet ikke er tale om en fornuftsbaseret konstruktion, men mere et luftkastel tegnet af interesser blandt stormagter og industrifyrster. I stedet for at løse tidens udfordringer skaber EU et ekstra sæt af problemer for mennesker i hele verden og i Europa
EU’s medlemslande havde naturligvis også problemer og indbyrdes stridigheder før EU. Mange af landene har grum historie som kolonimagter og imperialister eller har været en del af adskillige politiske unioner under forskellige perioder. Stort set alle grænser har været til debat og krig, så langt tilbage man kan huske, og det gælder også, siden den moderne europæiske historie tog sit udspring i den franske revolution i 1789.
EU-konstruktionen – der i virkeligheden startede som et amerikansk koldkrigsprojekt – er således blot den seneste udmøntning af de europæiske stormagternes evindelige rivalisering med hinanden og resten af verden. Men her skal vi ikke fortabe os i historien. I stedet skal vi prøve at forstå, hvad EU er i dag.
Intet samarbejde mellem nationer
Det er en myte, at EU er et samarbejde mellem selvstændige nationer. I et ligeværdigt internationalt samarbejde ville hvert land have sin egen stemme og selvstændighed. I EU får landene tildelt stemmer efter størrelse i en kompliceret magtbalance, og på langt de fleste politikområder kan et flertal af lande bestemme. Alle medlemslande er tvunget til at følge EU’s lovgivning uden om de nationale parlamenter.
Det er altså væsensforskel på de to typer af internationalt samarbejde. EU har for hver ny traktat overtaget mere og mere af beslutningskompetencen, retten til at vedtage lovgivning, fra det danske Folketing og alle andre nationale parlamenter.
Fuldstændig mangel på demokrati
Det er myte, at EU er demokratisk og kan påvirkes. Når nogle politikere hævder, at man kan sidde med ved bordet og få indflydelse, er det et falsum. Den økonomiske politik, det indre marked, det fælles militær er vedtaget en gang for alle i traktater, som hverken kommissionen eller parlamentet kan ændre.
Til at holde styr på det er tusindvis af embedsfolk ansat i den europæiske centralbank, i EU-domstolen og i kommissionen. Det går igen i alle de andre af de mange institutioner og EU-agenturer, som er blevet opbygget i EU.
Når først institutionerne er på plads, kører de mere eller mindre autonomt uden for medlemslandenes kontrol. Og der findes i dag flere hundrede af sådanne EU-agenturer og institutioner, hvor nogle har til opgave at skrive rapporter og anbefalinger, andre at udføre kontroller med landenes budgetter, og andre igen at godkende støttemidler til alle de ting, som EU har bestemt.
EU-statens grænser
Overalt hyldes globaliseringen som en ny uimodståelig urkraft, som man enten kan omfavne og trives med, eller som man kan fornægte og som konsekvens bliver hægtet af udviklingen. Det er naturligvis alt sammen sludder. Globaliseringen er der intet nyt ved; der har været international handel så længe tilbage, som der har været mennesker. Det er de multinationale virksomheder og kapitalkoncentrationerne, der bliver større og større. Derfor er ikke fornuftigt for et land at opgive sine grænser, tværtimod.
EU har flyttet sine grænser og samtidig indført, at alle landenes borgere også er EU-borgere med EU-pas og registreret i en central database. Der er oprettet en fælles ydre grænsestyrke til at bevogte de ydre grænser, mens det er blevet kriminaliseret at hjælpe flygtninge fra at drukne i Middelhavet.
EU-staten har sit eget fælles EU-forbundspoliti, der snart har sine helt egne juridiske værktøjer og kan operere over hele unionen. Her ser vi igen en af EU’s virkemåder: For 25 år siden begyndte det indre marked, og kort tid efter begyndte man arbejdet med at rive de fysiske grænser ned, og alle de problemer det indre marked og de manglende grænser har skabt, giver blot et argument for at opbygge næste fase i Unionen.
Et indre marked uden grænser
Det indre marked på tværs af alle lande fungerer som en murbrækker for at vælte nationale systemer som arbejdsløshedsunderstøttelse og sygedagpenge m.m. Når det overlades til EU at ”harmonisere lovgivningen” og finde fælles løsninger, så går det hele mod at afvikle alle offentlige ordninger og gøre dem til private forsikringssystemer efter tysk forbillede.
Det er vigtigt, at arbejdskraften ikke kommer som skruebrækkere og løntrykkere og som såkaldt illegale immigranter uden rettigheder. Alle der arbejder i f.eks. Danmark, skal gøre det under samme arbejdsforhold og til samme lønforhold. Ligesom der ikke skal være tvang eller mekanismer, der tvinger arbejdsløse og uddannelsessøgende til at rakke rundt efter arbejde i hele unionen.
Den fælles valuta er ikke lykken
Den fælles mønt, euroen, blev indført i EU med argumentet, at det ville sikre de fattige lande mod at lide under inflation. Euroen ville bringe en gylden tid med stabil økonomi vækst og arbejdspladser. Det holdt kun indtil 2008, hvor hele korthuset brød sammen.
Det økonomiske sammenbrud dokumenterede marxismens teorier om landenes uens økonomiske udvikling, og dermed også forudsigelsen om, at den fælles valuta ville forstærke disse udsving. Fordi de enkelte lande ikke længere har en selvstændig valuta, så har de fattigste lande vanskeligere ved at komme sig oven på en krise. Derfor ser vi lande, der ti år efter endnu har en ungdomsarbejdsløshed på næsten 50 og med massiv udvandring.
Danske politikere berømmer altid Tyskland og den tyske økonomi, men glemmer at fortælle, at den tyske industri modsat de fattige EU-lande lukrerer på, at de som det største land også har mest indflydelse på den europæiske centralbank og valutakursen.
EU giver hele tiden den tyske industriproduktion en kæmpefordel. Det er altså ikke tysk grundighed og ingeniørkunst, der har sikret, at langt størstedelen af den europæiske industriproduktion er koncentreret i Tyskland, det er en funktion af EU’s virkemåde. På samme måde skyldes den fortsatte økonomiske krise og masseungdomsarbejdsløshed i mange øst- og sydeuropæiske medlemslande, at centralbanken har fastlåst deres økonomiske muligheder efter de tyske interesser.
På den anden side åbnede den økonomiske krise også for initiering af en overnational økonomi og finanspolitik. Da euroen blev indført, skete det nemlig også med den bagtanke, at hele den politiske overbygning ville vise sig som en nødvendighed på et eller andet tidspunkt. Så det man ikke kunne få igennem, før euroen blev indført, kunne så pludselig komme på bordet, når lokummet brændte.
Det er en typisk måde for EU at udbygge unionen på. Den såkaldte ”nødvendighedens politik” af nedskæringer og arbejdskraftudbud blev trumfet igennem. Først via forskellige bindende aftaler, og inden for de kommende år vil det blive traktatfæstet, at EU vil få et økonomi- og finansministerium, der er overordnet de nationale parlamenter.
Løgnen om forsyningssikkerhed
Pengemagten er på alle planer en vigtig del af EU’s indirekte kontrol over den politik, der føres nationalt, sådan at EU’s overordnede økonomiske doktrin bliver gennemtrumfet, uden at det reelt har været en del af en demokratisk beslutning.
Hvis man f.eks. kigger på udviklingen inden for dansk fiskeri eller landbrug eller fødevareforædlingsindustri i det hele taget, så er det altså ikke kun underlagt EU’s traktater og reguleringer fra institutioner og agenturer, det er også underlagt de skjulte intentioner i EU’s støtteordninger til jordbrug, ordninger, der i sidste ende har gjort det mere lukrativt at spekulere i jord end at producere gode fødevarer.
Som følge af dereguleringer og politikken bag EU’s støttemidler er det meste af EU’s landbrugsjord i øjeblikket ved at blive underlagt store multinationale spekulationsfonde, der i tæt samarbejde med verdens største kemikalievirksomheder udelukkende tænker i kontrol med jorden og fødevarerne og hurtige penge.
Det er meget langt fra den fortælling om landbrugsstøtteordninger, som EU selv har promoveret som årsagen til at opretholde det mærkværdige støttesystem, nemlig stabile priser og forsyningssikkerhed.
Det nøjagtig samme fænomen kan siges om stort set alle andre støtteordninger, f.eks. EU’s støtte til den fossile industri, og infrastruktur og naturgasrørledninger, eller vandforsyningen og meget andet. EU’s reguleringer og støttemidler har været en katalysator for at sikre, at alt, som i de fleste lande traditionelt har været reguleret eller direkte på offentlige hænder, nu er på vej til at blive privatiseret, og dermed også på vej til at lande på internationale spekulanters hænder. Hvor det uvægerligt vil ende med, at der er mindre lokal forsyningssikkerhed og dyrere priser.
EU’s systemer er med andre ord en garanti for, at den politiske regulering og kontrol over samfundets ressourcer og forsyning forsvinder fra landene selv og lander i lommerne på ukendte internationale giganter. Og pengene til denne uønskede transformation har de såmænd behændigt hevet op af dine og mine lommer i form af skattepenge, der går ned til EU og dermed forsvinder ud af national kontrol.
Den lærerige sag om TTiP og CETA
Kommissionen har bemyndigelse til at forhandle internationale aftaler på plads på medlemslandenes vegne, f.eks. internationale handelsaftaler. Det lyder måske uskyldigt, men handelsaftalerne med USA og Canada (TTiP og CETA) viste sig at indeholde særlige domstole, hvor virksomheder kunne sagsøge lande, hvis de pga. ændringer i lovgivningen fik et teoretisk fremtidigt økonomisk tab. F.eks. hvis det danske Folketing vedtog krav til sikkerheden på arbejdspladserne.
Handelsaftalerne indeholder også en mængde krav, der også er kendt, hvis et land låner penge fra Den internationale valutafond (IMF). Det er krav, der handler om at give los for udenlandske investeringer, og krav om at udlicitere offentlige opgaver til private aktører osv.
De omtalte handelsaftaler blev forhandlet igennem af EU-kommissionen i dybeste hemmelighed gennem fem år, før den samlede tekst blev lagt frem til godkendelse i EU-parlamentet, ministerrådet og medlemsstaterne. I fremtiden har EU-kommissionen foreslået, at den type aftaler end ikke skal godkendes af de nationale parlamenter. (Endnu er TTiP-aftalen ikke på plads).
Det borgerlige demokrati i krise
Alle EU-medlemslande er i øjeblikket ramt af det borgerlige nationale parlamentariske demokratis sammenbrud, ikke mindst akkompagneret af EU og den krisepolitik, der er gennemtvunget herfra siden 2008.
Som følge krisepolitikken og det rådnende politiske systems åbenlyse demokratiske deroute og de gamle politiske partiers fallit har flere EU-lande oplevet dels en tydelig boykot af valg og dels stemmer til et utal af populistiske bevægelser. Der dog i de fleste tilfælde alle går ind for et fortsat medlemskab af EU.
EU har mistet sin legitimitet
Selvom vi her kun har berørt enkelte brudstykker af EU, så er det samlede indtryk, at EU allerede har fejlet som union, og hastigt mister sin opbakning, dels fordi det end ikke lever op til løfterne om stabilitet i økonomien – de fleste har oplevet en velstandsnedgang – og dels fordi EU heller ikke har levet op til forhåbninger om fred og fremgang for demokratierne.
EU har tydeligt vist sig ikke at være en fordel for bedre for arbejderrettigheder og beskæftigelse, heller ikke en garant for bedre tider i medlemslandenes økonomiske udvikling. EU er kun god for de i forvejen stærke økonomier, og især for Tyskland, og selv her må et stadig større antal leve med ekstremt dårlige lønninger, der knap kan opretholde tag over hovedet og brød på bordet. Og dermed har EU mistet sin legitimitet.
Vejen mod fremtiden går hånd i hånd med kampen for selvstændighed. Danmark ud af EU!
30. marts 2018