Denne artikel er i tre dele. Den første del beskriver krisepolitikken i foråret 2020. I del to ser vi på kriseløsninger fra reformisterne og forskellige venstrefløjspartier. I sidste del prøver vi at ridse elementer op i en klassepolitik for en revolutionær vej ud af krisen. Der er tale om en foreløbig analyse, som løbende bliver opdateret.
-
Borgerskabet søger at stabilisere kapitalismen under Coronakrisen
Coronakrisen viser, at kapitalismen aldrig kan skabe sikkerhed for morgendagen. Krisen presser fagbevægelsen i defensiven. Arbejderklassen har akut behov for at finde ud af, hvor og hvordan den skal organisere sig til forsvar og modangreb.
Krisen rammer selvfølgelig arbejderklassen værst på alle måder, men også profitterne hos store dele af den herskende klasse smuldrer væk.
Lad os først se på, hvordan kapitalisterne tænker, at almindelige arbejdere og ansatte skal narres og tvinges til at bære tabene for dem. Borgerskabet har to hovedbekymringer: Den ene er, hvordan man redder det, der reddes kan af profitten for de store monopoler ved at vælte byrderne over på arbejderne. Den anden er at finde politiske og økonomiske foranstaltninger, som forhindrer, at massearbejdsløshed og ny fattigdom undergraver stabiliteten i det kapitalistiske system, dvs. forhindrer den økonomiske krise i at udvikle sig til en politisk krise.
Disse bekymringer er fælles for borgerskabet over hele verden. De greb, som den herskende klasse tyr til, kan og vil dog variere ud fra nationale omstændigheder. Her vil vi koncentrere os om, hvad den førende del af det norske borgerskab ser på som specifikke udfordringer, og hvordan de forbereder sig på at overvinde krisen.
Monetær oversvømmelse til kapitalisterne
For kun nogle måneder siden var det ufornuftigt at presse nogle ekstra millioner ud af staten til gratis tandregulering til børn eller til reduktion af færgetakster. Nu fosser milliarderne ud af statskassen (efter at ESA og EU har givet grønt lys).
Stortinget har vedtaget nye krisepakker og skattefritagelser, den ene efter den anden, der giver milliarder til virksomheder, flyselskaber og kommuner; i mindre grad også i form af nogle sociale ydelser til arbejdsløse og selvstændige, der står uden arbejde.
Lignende er sket før i kapitalismens historie.
’Under påskud af at ”opmuntre det økonomiske initiativ” betaler den borgerlige stat enorme summer til de store virksomhedsejere i form af subsidier. Når monopolerne er truet af konkurs, giver staten dem midler til at dække tabene, og deres skatterestancer opgives.’ (Lærebog i politisk økonomi, udgivet af SUKPb, 1954)
’Oppositionen’ fra højre til venstre, der nu er i flertal, begrænser sig generelt til nogle mindre sociale forbedringer, såsom at forlænge hele understøttelsesperioden for personer på dagpenge med et par uger. De rødgrønne har også forgæves stillet krav om, at selskaberne ikke skal betale udbytte til aktionærerne under disse omstændigheder. Det har regeringen ignoreret.
En enorm strøm af penge flyder til hotelbaroner, industrivirksomheder og stripklubber, mens det tager måneder, før hundredtusinder af hjemsendte modtager lønkompensation og dagpenge. Når pengene omsider havner på kontoen, er dagpengesatserne knap til at leve af – og de skal yderligere reduceres.
Tvangslove
Der er vedtaget en ny kriselov (i tillæg til de gamle NATO-love), som giver regeringen eneret til at indføre en række foranstaltninger uden først at have konsulteret Stortinget. Loven er i sig selv helt unødvendig for at bekæmpe virussen, da de centrale og lokale myndigheder allerede i Smittevernsloven (infektionsbeskyttelsesloven) har myndighed til at regere ved dekret for at beskytte folkesundheden.
Nye love kan dermed indføres, medmindre 1/3 af Stortinget modsætter sig dette inden for 24 timer, hvilket er praktisk vanskeligt og sommetider umuligt, når også Stortinget går på vågeblus under pandemien. Undtagelsesloven kan forlænges i én måned ad gangen.
Generelt har befolkningen og arbejderklassen accepteret fuldmagtslove og klasseforsoningsbudskaber af typen ”vi er alle i samme båd” uanset klasse. Halvanden million har også fulgt myndighedernes opfordring om at downloade en sporings-app, der kan misbruges for at overvåge den enkeltes bevægelser og omgangskreds. Lydigheden skyldes en kombination af frygt og lammelse, bortfald af sociale mødesteder og en udbredt tillid til, at myndighederne ved bedst ”trods alt”.
Der har været nogle mindre protester med krav om beskyttelsesforanstaltninger på arbejdspladsen, men i det store og hele har de tillidsvalgte været enige om at ”sætte andre konflikter til side”. De centrale overenskomstforhandlinger, der finder sted hvert forår, er simpelthen blevet aflyst og udsat til efteråret.
Intet beredskab
Der er imidlertid en udbredt fordømmelse af, at mange selskaber fortsætter med at udbetale udbytte – og den totale mangel på samfundsmæssigt beredskab. Norske korn- og medicinlagre har vist sig at være ikkeeksisterende.
Nu vokser også vreden over, at NAV ikke er i stand til at udbetale dagpenge, og over, at en af fire hugger de ansattes feriepenge.
De sidste 20-25 års nyliberale politik tvinger de offentlige hospitaler til at budgettere som private virksomheder. Manglen på elementært sundhedsudstyr og de næsten ikkeeksisterende nødlagre af fødevarer og medicin stikker alle i øjnene. Norge har en af de laveste selvforsyningsgrader i verden. Mindre end en generation tilbage var der tre til seks måneders nationale nødlagre af alle sådanne livsnødvendigheder i et karrigt land med kun tre procent dyrkbart areal. Dette katastrofalt dårlige beredskab har fået modstand og kritik, men alligevel er regeringen sluppet for at blive stillet til ansvar. Den profilerede statsminister og sundhedsminister (!) fra Høyre har tværtimod fået stærkt stigende opslutning om sit parti og en kaotisk regering, der oprindeligt var højst upopulær.
Dette fortæller sin egen historie om, at klassekampen og klassebevidstheden er på et lavt blus, og at mennesker i en krisesituation søger falsk tryghed hos det samme regime, der fratager dem sikkerhed i hverdagen og i fremtiden. Uanset om vi bryder os om det, så er det de sociale og politiske realiteter. Slagordene, propagandaen og det daglige arbejde for revolutionære i og uden for arbejderklassen skal tage udgangspunkt i disse realiteter. Tiden er ikke moden til at storme barrikaderne for at oprette proletariatets diktatur, for at sige det sådan.
Fejlagtig præmis
Virusudbruddet var den udløsende årsag til en krise, der er opbygget siden den forrige krise i 2008. Den viste igen sit ansigt i oliesektoren i 2014-2015, før udviklingen kom tilbage til ”det normale”. Det vil i høj grad sige en gældsdrevet vækst i forbruget, der sammen med en svag kronekurs har fungeret som elastisk system for norsk økonomi over flere år.
Norge har længe gået svanger med en krise i maven. Corona-pandemien var det, der skulle til, før vandet gik. Med denne ydre omstændighed har borgerskabet fået lagt præmis nummer ét for dets budskab: Krisen skyldes en uberegnelig virus og har ikke det fjerneste med kapitalismen som system at gøre.
Vil borgerskabet slippe af sted med at give Covid-19 hele skylden for den kapitalistiske systemkrise?
I de mest udsatte brancher som turisme var arbejdsløsheden ved begyndelsen af april på over 50 procent. I andre brancher er den langt lavere. Alligevel regner de borgerlige økonomer med en arbejdsløshed i gennemsnit på omkring seks procent for året som helhed. Det reelle tal bliver sandsynligvis lang højere. Allerede inden krisen indtraf, var en ud af ti unge mellem 15 og 25 år uden arbejde.
Når konsekvenserne i form af massearbejdsløshed slår ind for alvor, er det afgørende for magthaverne, at frustrationerne ikke bliver vendt mod de politiske myndigheder.
Nedlukning
Det ville være sket, hvis et uforberedt og delvis privatiseret sundhedsvæsen brød fuldstændig sammen med tusindvis af døde som resultat. I denne situation valgte kapitalens politikere at lukke landet ned for at forhindre spredning og slå virussen ned. Det skete den13. marts på trods af stærk modstand fra store dele af industrikapitalen. En del af denne modstand skyldtes utvivlsomt frygt for at miste kontrakter og markeder til udenlandske konkurrenter inden for samme branche, ikke mindst til svenske virksomheder, der fortsatte driften mere eller mindre som normalt.
Mellem de forskellige fraktioner i den herskende klasse har der hele vejen stået kamp om de politiske og økonomiske virkemidler. Det gælder inden for Norge såvel som i andre lande, hvilket viser sig i de helt forskellige strategier, der er valgt i Norge, Sverige og Danmark.
Alle de skandinaviske lande er kendetegnet ved en relativt set meget højere tillid til myndighederne og det politiske system end tilfældet er i lande som Italien, Grækenland og Frankrig. I Norge er dette en tillid, der er opbygget gennem en åben eller underforstået konsensus mellem samtlige partier repræsenteret i Stortinget. Den officielle myte, der ligger til grund for denne konsensus om klassesamarbejde, er, at enhver norsk regering i bund og grund ønsker at gøre livet bedst muligt for sine undersåtter, det handler kun om ”forskellige politiske valg”.
Norge økonomisk udsat
I økonomisk forstand, ikke når det gælder ofre for pandemien, har Covid-19 ramt Norge hårdere end de fleste andre europæiske lande. Den store forskel er den norske afhængighed af olieeksporten – og ikke mindst olieprisen. Derfor kan den nuværende økonomiske krise udvikle sig til at blive den værste siden 1930’erne.
Olieprisen ligger på 20-30 $ pr. tønde sammenlignet med næsten 70 $ ved årsskiftet. Dette har ikke kun påvirket hele olieindustrien, leverandørindustrien og statens indtægter fra oliebeskatning, men også den nationale valuta. Inden for en måned har den norske krone tabt et sted mellem 1/4 og 1/5 af markedsværdien sammenlignet med EUR eller USD. I løbet af kort tid betyder dette store prisstigninger på importerede varer.
For et ekstremt importafhængigt land giver dette dyrtid for almindelige mennesker og for importerede varer til industrien. Omvendt giver den svage krone gode profitudsigter for eksportbaseret proces- og forarbejdningsindustri. Problemet er, at bunden er faldet ud af eksportmarkederne.
Statskapitalismens vækst
En vej ud af tidligere kriser siden 1930’erne har været forskellige former for statskapitalisme. Efterkrigstidens Norge blev også bygget op på denne måde, med et stort antal statsejede virksomheder på områder som sværindustri og infrastruktur.
Ideologisk var denne periode præget af socialdemokratiet, som omfavnede økonomen John Maynard Keynes og hans anbefalinger om underskudsbudgettering og massive statslige indgreb i økonomien. Derudover stjal socialdemokratiske økonomer i nogle lande, som Erik Brofoss og Ragnar Frisch i Norge, elementer fra planøkonomisk tænkning baseret på de ubestridelige succeser i det daværende socialistiske Sovjetunionen.
Denne kapitalistiske hybrid, kaldt blandingsøkonomi, kunne aldrig blive mere end et kortvarigt mellemspil. Da grundlæggende infrastruktur og kostbare investeringer i sværindustri var på plads, krævede den private kapital friere spillerum.
Statskapitalismens fald
Det fik den i stigende grad fra slutningen af 1970’erne, anført af statsledere og markedsideologer som Margaret Thatcher og Ronald Reagan. Siden da er denne proces kun accelereret over næsten hele verden, kendt under navnet ”nyliberalisme”. Denne nyliberalisme går ind for mindst mulig statslig indblanding i alle sektorer med en delvis undtagelse for statens egne voldsorganer som politi og militær. Men også her kun delvis. Den amerikanske hær benytter for eksempel i stor udstrækning lejesoldater fra private ”sikkerhedsfirmaer” til sine militære operationer i udlandet.
Helt så langt er det endnu ikke kommet i Norge. Men udviklingen er kun gået én vej siden Gro Harlem Brundtlands første regering. Kåre Willoch, Jens Stoltenberg og Erna Solberg har siden sat et stadig højere tempo på kapitalens vegne. Høyres ældgamle liberalistiske budskab om, at staten skal holde fingrene væk fra den frie forretningsverden, er gradvist adopteret af socialdemokratiet.
Den norske statskapitalisme er gradvist afviklet, selvom staten fortsat spiller en central rolle i nøgleselskaber som Equinor, Telenor og Kongsberg Gruppen. Samtidig er denne rolle blevet mere og mere passiv, idet ”alle” er enige om, at staten ikke bør bruge sin ejerskabsposition til detaljestyring og politisk indblanding – bortset fra, når der er tale om investeringer i og samarbejde med lande og virksomheder uden for NATO-sfæren. Den norske stat har gradvist solgt sine aktiver i SAS. I 2012 og 2014 klagede Norwegian-chef Bjørn Kjos over, at SAS og Finnair var subsidieret ”op til ørerne” af regeringerne efter en nødredning. – Vores skattepenge skal gå til skoler, sundhed, ældrepleje og sådanne ting – ikke til at holde flyselskaber i live. Industrien skal klare sig selv, sagde Bjørn Kjos til DN 16.09.2014.
Nu opfordrer de staten
I krisetider får piben en anden lyd. Nu kræver privatkapitalister fra små virksomheder til storkoncerner støtte og hjælp fra den samme stat. De raser mod en stat, der ikke er aktiv og hjælpsom nok. Det gælder ikke mindst det kriseramte selskab Norwegian.
I modsætning til tidligere ønsker færre af de borgerlige økonomer, at staten aktivt skal gå ind i kriseramte virksomheder, sådan som staten f.eks. gjorde under bankkrisen i 1990-91, da aktierne i alle storbankerne blev nedskrevet til nul. Siden har staten solgt sig til DnB.
Storaktionærerne og de forskellige fraktioner inden for borgerskabet vil i det lange løb undgå, at staten igen træder frem som fælleskapitalist og majoritetsaktionær i virksomhederne. Det, de kræver af staten, er derfor kriselån og lånegarantier, skattelettelser og alle mulige finansielle lettelser. De kæmper mod statslig overtagelse af aktierne, selv når alternativet er konkurs. For de resterende kapitalistiske fraktioner betyder det, at en konkurrent er fjernet. Og med staten inde på ejerskabssiden hos konkurrenter vil der opstå ”uretfærdig konkurrence” mellem rivaliserende selskaber.
Eller som regeringen siger det i forbindelse med det reviderede nationalbudget (RNB): ’På vej mod den nye normal vil nogle virksomheder gå tabt. Andre kan måske holdes kunstigt i live et stykke tid med hjælp fra staten. Nogle vil overleve, fordi de får den hjælp, de har brug for.’
Et træk ved denne krise er altså kapitalens krav om, at staten skal stille op for virksomhederne og aktionærerne, samtidig med at staten ikke skal have så meget som en aktie til gengæld. Dette er en løsning, som alle kapitalens fraktioner stiller sig bag.
Hvad betyder det i praksis? Det betyder, at kapitalisternes stat låner velfærd og pensionspenge af dem, der giver staten driftsindtægter, nemlig almindelige mennesker. Men i modsætning til andre kreditorer får de mennesker, der betaler skatterne, absolut intet som symbolsk ”sikkerhed” for disse lånegarantier.
Hjemmemarkedet vinder
Nogle udvalgte brancher har tjent og tjener på krisen. Det er groft sagt al produktion til hjemmemarkedet, det vil hovedsagelig sige fødevareindustrien. Grænsehandelen til Sverige er stoppet, og folk handler mere, når de ikke længere kan gå på restaurant. Dermed har dagligvaremonopolerne øget deres omsætning markant. Tilsvarende gælder for en del netbutikker og mange former for transporttjenester. Andre ”vindere” er pensionskasser, livsforsikringsselskaber og Folketrygden. Dødsofrene for Covid-19 er især ældre pensionister og mennesker, der allerede er afhængige af forskellige velfærdstjenester.
Værst ramt er turist- og hotelbranchen, mens meget af fødevareindustrien har gode tider. I turistbranchen frygter halvdelen af selskaberne konkurs. Der er således kamp og konflikt i baglokalet mellem forskellige kapitalgrupperinger om, hvor hurtigt og hvor meget Norge skal ”åbnes op”. Nogle brancher har mere travlt end andre.
Den regerende fløj af ”globalister” inden for borgerskabet oplever en blå mandag, mens den stadig mindre del af industrien, der hovedsagelig producerer for hjemmemarkedet, fremstår som kortsigtede vindere. Det er et paradoks for den mest EU-begejstrede del af kapitalen, som har baseret hele sin profitmaksimering på at udvide eksportmarkedet ved hjælp af mange importerede produktionsdele og råvarer samt ”levering til tiden”.
Borgerskabet møder sig selv i døren, som vi har set, når det gælder statsstøtte til privatkapitalen, og hvordan den skal gives. Alle ideologiske fraser om, at staten skal holde fingrene væk fra erhvervslivet og ”den fri konkurrence”, er forstummet.
Men der foregår et hundeslagsmål om, hvem der skal have mest statslig støtte og krisehjælp. Kapitalgrupperne og investorerne ønsker selvfølgelig ikke, at konkurrenterne skal få overtaget, når det gælder at sikre profitten. Men de er naturligvis enige om, hvem der skal have regningen: du og jeg.
Spændeskruer
Den 7. april konkluderede et ekspertudvalg, at kriseforanstaltningerne koster det norske samfund omkring 24 milliarder kroner om måneden. Det er enorme summer. Alligevel vil det tage otte måneder, før summen er så stor som den, Equinor har spildt på deres eventyr i USA.
Et nyt problem melder sig snart: finansiering af det borgerlige statsapparats mange funktioner. Skatteindtægterne falder dramatisk og river grunden væk under statsbudgettet i indeværende år, et budget, der allerede er sprængt gennem ekstra kriseudbetalinger. For 2021 bliver underfinansieringen endnu mere dramatisk. Det vil betyde nye og mere kreative metoder for at opkræve skatter og afgifter fra almindelige mennesker.
’En del af befolkningens indtægter – først og fremmest indtægterne fra de arbejdende klasser – omfordeles gennem statsbudgettet og bruges i udbytter-klassernes interesser. På den måde bliver en del af arbejdernes og bøndernes indtægter, der går ind i statsbudgettet i form af skatter, forvandlet til ekstraindtægter for kapitalisterne og som indtægt for embedsmændene. Skattetrykket, som udbytterklasserne lægger på arbejdsfolk, stiger hurtigt.’ (Lærebog i politisk økonomi.)
Ingen direkte investeringer
Men hvis Oliefondet skal bruges til direkte investeringer i norsk økonomi, skal Stortinget lave Centralbankloven om. Sidste år lovfæstede Stortinget, at de ti tusind milliarder i Statens Pensionsfond Udland ikke skulle bruges til at investere i Norge. ’For at beskytte den norske fastlandsøkonomi investeres fonden udelukkende i udlandet’, som administratorerne i Norges Bank siger.
Den slags investeringer er det kun den meget mindre Folketrygdfondet, der er tilladt at foretage, og med stærke begrænsninger. Fonden må maksimalt eje 15 procent af aktierne i virksomheder med base i Norge.
Som vist tidligere har denne politik sammenhæng med, at borgerskabet længst muligt vil undgå, at staten genopstår som fælleskapitalist. Fra befolkningen, der får at vide, at staten, det er os, kunne det udløse krav om, at staten skal drive sin virksomhed på en måde, der faktisk gavner befolkningen.
Det vil også kunne vippe magtbalancen i borgerskabets egne rækker, hvor en fraktion i form af et politisk styret bureaukratborgerskab, der indkasserer merværdi på indirekte vis, får konkurrencefordele, fordi de har statens økonomiske muskler i ryggen.
EØS-aftalen er et af instrumenterne, der blokerer for, at en monopolitisk ”statsfraktion” styrker sin stilling inden for den herskende klasse. Også statslige lånegarantier skal først godkendes af ESA som gyldige kriseundtagelser med hjemmel i EØS-aftalen og EU-kommissionens regler.
Nedskæringer, nedskæringer og nedskæringer
Man behøver ikke stor fantasi for at forudsige næste trin, når konkurser og statsindgreb bliver dagens orden: nedskæringer i velfærdsydelser og dagpenge, og måske vil pensionerne stå for tur. Regeringen varsler allerede, at det skal være slut med de ”generøse” dagpengeordninger med 80 % af lønnen op til 300.000 kr.
Lønreduktion i forskellige former vil blive lanceret som en nødvendig næste fase i den ”nationale indsats”, der skal få den kapitalistiske økonomi på fode. Enkelte kommunalpolitikere har allerede lanceret forslag om ti procent lønnedgang for alle i kommunen. SAS er blandt de selskaber, der har bedt sine ansatte acceptere det samme. Foreløbig er de fleste af sådanne fremstød blevet afvist. Men der vil komme flere.
Et er allerede sikkert: Omfavnelsen af alle dem, der arbejder for en elendig løn, og som demonstrerede, at de var ti gange mere vigtige for samfundet end de fleste direktører – rengøringsfolk, postbude, chauffører og sundhedspersonale – er allerede glemt.
Kalkulerne for den nominelle lønvækst for 2020 er allerede nedjusteret fra 3,6 procent til 1,5 procent. Tallene er i udgangspunktet fiktive. 1,5 procent betyder i realiteten en negativ afvikling, blandt andet fordi mange importvarer vil stige dramatisk i pris. Bare summen af det såkaldte lønoverhæng og lønglidningen er på mindst 1,5 procent.
Kvæler den kommunale økonomi
Det stopper ikke her. Faldet i BNP for 2020 anslås til 4 procent. Hvis der ikke bliver lagt kampvilje for dagen, vil de allerfleste, der ikke er i brancher, som har formået at tjene på krisen, få reallønsnedgang.
Staten ønsker at bruge så lidt penge som muligt og sender kriseregningen videre nedad i forvaltningssystemet. Kommuner og fylkeskommuner (amter) mangler titusindvis milliarder for at holde skoler, velfærdsydelser og kollektiv trafik i gang.
- Reformisternes opskrift for at hjælpe kapitalen ud af krisen
Venstrefløjen kommer kapitalen til ideologisk og politisk undsætning
Traditionelt kræver LO og venstrefløjen løsninger a la Keynes. De kan prale af, at Erna Solberg ”giver den gas”, men beder om, at hun leverer endnu mere gas på statens vegne.
Redaktøren af Fri Fagbevegelse fremfører et typisk krav:
’(Men) vi må også sætte projekter i gang, der kan få det private erhvervsliv på fode igen. Børnevelfærd kan styrkes, skoler og færger kan bygges. Der er ingen åbenbar modsætning mellem den borgerlige regerings mål om ’effektiv drift og god økonomistyring’ og målet om at styrke og udvikle velfærdsstaten.’
anker om, at tiden kan være inde til at overveje et helt andet samfundssystem, er helt fraværende. ”Klasseperspektivet” begrænser sig til, at storkapitalen skal føle medlidenhed med sine undersåtter og ikke skrabe alle værdierne og hele statens pengesæk til sig. Det gælder om at få det private erhvervsliv på fode igen og håbe på, at der vil være nogle krummer til velfærd tilbage. Appeller om ”mere retfærdig fordeling” skal angiveligt forhindre, at der bliver alt for mange nye fattige.
LO og klubberne i værkstedssektoren støtter krav om skattelettelser og endnu mere gunstige afskrivningsregler for Equinor og Aker-koncernen, fordi ordrebøgerne snart er tomme. Kravet er beregnet til at forhindre masseopsigelser og mulige lukninger i værftsindustrien langs kysten og får støtte fra Fremskridtspartiet til Rødt. Kravet er forståeligt, selv om det går lige i kapitalejernes lomme.
Det handler om tusindvis af arbejdspladser, der har genereret milliarder i merværdi til Kjell Inge Røkke og hans lige. Ingen stiller alligevel Røkke & Co. over for valget mellem fortsat at garantere arbejdspladser eller at lade staten ekspropriere store dele af Aker-koncernen.
Borgerløn i stedet for velfærd
Krisen udløser opfordringer fra de liberale, grønne og det meste af ”venstrefløjen” om at indføre borgerløn for at afværge en fattigdomskatastrofe. I EU underskriver hundredtusinder et borgerinitiativ med krav om det samme. Tilhængerne af samfundsløn får naturligt nok følge af det yderste højre, da det var de højreorienterede ideologer og frontfigurer, der lancerede ideen mange generationer tilbage. Borgerløn er det samme som samfundsløn eller garantiindkomst, dvs. en garanteret mindsteindkomst for alle (Universal Basic Income).
Her skal vi ikke tage argumenterne mod borgerløn i sin helhed op, disse er tidligere omtalt. Vi nøjes med at slå fast, at borgerløn er et lokkemiddel for at afvikle alle sociale velfærdsydelser på sigt. Netop derfor bliver ideen omfavnet af det yderste højre og liberalister.
Måske kan en sådan garanteret minimumsindkomst redde nogle af de allerfattigste fra afgrunden. Over tid vil den imidlertid blive brugt til at afvikle alle eksisterende velfærdsordninger og dermed føre hundredtusinder mod den samme afgrund.
Nyt, grønt kriseforlig?
”Grøn” omstilling og et nyt kriseforlig er en anden af venstrefløjens kriseopskrifter.
’Venstrefløjen skal have større ambitioner end midlertidig krisehjælp til virksomheder. Vi har brug for radikale, men konkrete reformprogrammer bygget på samme som det norske ”Kriseprogrammet” og En norsk 3-årsplan fra 1933’, skriver Mimir Kristjánsson i indlægget ”Veien ut av krisa” i Agenda Magasin.
Ifølge Rødts mand i Rogaland skal arbejderbevægelsen – læs: de rødgrønne partier og LO – ’gribe denne mulighed og skabe et mere retfærdigt og mindre krisestyret samfund’, efter at virussen er slået tilbage. Også SV, Arbeiderpartiet og dele af Senterpartiet ønsker sig et nyt, grønt kriseforlig, der både skal redde klimaet og sikre norsk industri i fremtiden efter krisen. Rødt kalder det en ”grøn industriel revolution”.
Disse forestillinger om en ”grøn ny igangsætter”, hvor hele landet skal elektrificeres, er skildret i rosenrøde vendinger af blandt andet SV. Visionerne, der både er dyre og illusoriske, kræver en separat analyse. Her vil vi kun antyde, at planerne indebærer en alliance med de grådigste kraftbaroner, som vil gøre Norge til storeksportør af elektricitet. Regningen for denne ”grønne omstilling ” er, hvad almindelige mennesker får, samtidig med at naturen vil blive ødelagt af tusindvis af vindmøller.
I denne skal staten spille en vigtig rolle som tilrettelægger og investor, også gennem fortsat militarisering af økonomien. Disse ”røde” partier – også Rødt – ville før årsskiftet have et lige så stort eller større forsvarsbudget end det, højreregeringen har planlagt for 2020. Det til trods for, at Norge allerede ligger i toppen i NATO, når det gælder militærudgifter. I 2019 havde Norge 1.384 dollar i forsvarsudgifter pr. indbygger. I dagens kronekurs svarer det til 11.000 kr. (norske) for hver eneste nordmand.
For igen at citere Lærebog i politisk økonomi:
’Regeringerne i de imperialistiske lande giver monopolerne enorme ordrer på leverancer af krigsmateriel, udstyr og forsyninger, bygger krigsfabrikker på statskassens bekostning og overlader dem til monopolerne, dvs. de tager krigslån. Samtidig vælter de borgerlige stater alle krigsbyrderne over på det arbejdende folk. Alt dette skaffer monopolerne kolossale profitter.’
Historisk perspektiv
Når såkaldt marxistisk inspirerede partier som SV og Rødt fabler om at gentage krisepolitikken fra 1933, ser de naivt væk fra, at klassebevidstheden og styrkeforholdet mellem samfundsklasserne var på et helt andet niveau for 90 år siden. Ikke mindst var det strategiske udgangspunkt, at en socialistisk sovjetstat lyste som levende eksempel i øst.
Socialismen var det selvfølgelige mål for de fagligt organiserede arbejdere, inklusive dem, som følte sig knyttet til socialdemokratiet. De troede på de opportunistiske ledere, der lovede dem socialisme gennem klassesamarbejde i stedet for gennem revolution. Men klassebevidstheden og ønsket om et socialistisk samfund lå hele tiden underneden.
Alt dette vidste borgerskabet i 1930 naturligvis. Kapitalisterne og deres stat var i en defensiv stilling. De socialdemokratiske ledere rakte dem en udstrakt hånd for at give dem en udvej uden at give statsmagten fra sig, og borgerskabet tog den.
Det burde være unødvendigt at understrege, at det strategiske styrkeforhold i dag er et helt andet. Ironien er, at reformisterne kun kan få indflydelse med deres klassesamarbejdspolitik, hvis der er tendenser til revolutionært opbrud og skærpet klassekamp.
Sådanne tendenser er det ikke let at få øje på i det norske klassesamfund i dag. Det er en situation, der kan ændre sig, hvis de revolutionære er i stand til at udvikle den subjektive faktor, dvs. organiseret og systematisk opbygning af klassebevidstheden.
- Revolutionær krisepolitik
– hvad er det?
I en situation, hvor arbejderklassen er hårdt presset i defensiven, er det ikke enkelt hverken at definere eller at formidle en alternativ og revolutionær krisepolitik. Klassebevidstheden er i udgangspunktet lav, og den bliver svækket af propagandaen fra højre og venstre om fælles indsats. Faren er overhængende for, at arbejderklassen og fagbevægelsens positioner bliver endnu mere svækket i den krise, vi står over for. Det vil ske, hvis reformisterne og den såkaldte venstrefløj får lov til at beholde hegemoniet i fagbevægelsen.
Reformisternes linje går aldrig længere end at kræve, at kuponklippere og direktører skal betale mere skat og viser ”moderation” på linje med arbejdere, så vi alle ”deler byrderne” og alt bliver godt igen.
Folk er optaget af at sikre deres levebrød og få jobbet tilbage, samtidig med at frygt for nye pandemier gør, at de vælger at stole på myndighederne. Fagtoppen og reformisterne fortæller dem, at det kun gælder om at få hjulene i gang igen for at komme tilbage til normaltilstanden.
Det, de ikke fortæller, er, at denne ”normal” ikke kommer tilbage. Ikke når det gælder velfærd. Ikke når det gælder lønudvikling. Og nok så vigtigt: heller ikke det gamle arbejdsfællesskab blandt store grupper af kontorfolk og funktionærer. Amerikanske teknologigiganter som Twitter, Facebook og andre har erfaret, at de ansatte arbejder lige så effektivt og billigere fra hjemmekontor. Twitter tilbyder alle, der ønsker at fortsætte med hjemmekontor, dette som en permanent løsning. Disse ideer til rationalisering og besparelse af kontorudgifter vil helt sikkert også sprede sig til mange norske virksomheder.
Det nye normal
Det nye normal bliver mange flere arbejdsløse, nye og værre nedskæringer i velfærd og kraftigt fald i reallønnen i de næste år. De, der går på dagpenge, mærker det allerede. Fra efteråret vil regeringen skære ned på dagpengene for at ”motivere” folk til at tage arbejde – der ikke findes.
Lønkompensationsordningerne skal fjernes fra september. Ordningerne bliver dårligere end den, der eksisterede før pandemien.
Pensionsreformen skal ”evalueres” af et nyt pensionsudvalg ledet av tidligere NHO-top Kristin Skogen Lund med en årsløn på ni millioner og guldpension fra tidligere. Konklusionen er givet, før udvalget har påbegyndt arbejdet: Den generelle pensionsalder skal op, udbetalingerne skal ned, og arbejdsmarkedets parter må sammen med staten sørge for, at Aftalefastsat pension (AFP) bliver endnu dårligere og mindre ”attraktiv”. Endnu dårligere pensionsordninger vil blive den neste store ”indsats”, som skal give NHO de ti milliarder i ekstra skattelettelser, som de kræver på vegne af storkapitalen.
Vi må være forberedt på at møde alle disse reaktionære fremstød. Dette er ikke isolerede og tilfældige fremstød, alle er led i at vælte hele krisens byrde over på arbejderklassens skuldre.
De, der har arbejde, vil få det at mærke, når det udsatte hovedopgør gennemføres i august som et minusopgør. Alle mulige forklaringer vil blive givet om, at din arbejdsplads ryger, hvis du stiller lønkrav for at opretholde levestandarden. Nogle udvalgte erhvervsgrupper får en ganske lille trøstepræmie, mens det store flertal vil få at vide, at de må indrette sig efter de toneangivende fag. Og de vil ikke kræve noget som helst, fordi det gælder om at redde eksporten og sikre nye kontrakter for en kriseramt fastlandsindustri. Den offentlige sektor vil få besked om at holde ro i rækkerne med besked om, at kassen allerede er ”tom” i stat og kommune.
Kommunisterne er forpligtet til at varetage arbejdernes interesser på både kort og lang sigt. For en arbejderfamilie, som er fyret og får fogeden på besøg, er revolutionen ikke det umiddelbare hovedspørgsmål, men hvordan man hurtigt kan skaffe tag over hovedet.
Derfor er det rigtigt og nødvendigt at stille konkrete dagskrav som forbud mod tvangsauktioner og udsmidninger, umiddelbar rente- og afdragsfrihed for boliglån til almindelige mennesker, som trues med udsættelse, uafkortet dagpengeperiode for alle, der mister arbejdet osv. Dette er helt rimelige og retfærdige krav, der lægger ansvaret i hænderne på de ansvarlige, kapitalisterne og deres stat. Det er også absolut nødvendige krav for at vinde tillid og opslutning.
Fuldt stop for udbetaling af udbytte og bonusser til aktionærer og kuponklippere er en anden højaktuel kampparole. I et rigt land som Norge er det også fuldt forsvarligt at stille paroler om, at staten gennem aktive investeringer skal sikre infrastruktur og straks erstatte job, som forsvinder. Det er naturligvis illusorisk at tro, at kapitalen uden videre vil acceptere sådanne krav, det er kun arbejderklassens egen mønstring af kræfter og beslutsomhed, der kan gennemtvinge dem helt eller delvist.
Hvis de fleste mennesker ikke forstår, at krisen kun er fremskyndet af pandemien, vil de snart indse, hvordan de kapitalistiske magthavere udnytter Corona-virussen på den mest ublu måde til at afskaffe velfærd og rettigheder over en kam. Kommunisternes opgave er at gå foran og hjælpe klassen med at opnå en højere bevidsthed. Kriser er kapitalismens følgesvend, og vores agitation er, at de rige selv skal betale for den.
En sandsynlig ny konsekvens af krisen med udstrakt brug af hjemmekontor og digitale kommunikationsformer er, at mange tidligere arbejdsfællesskaber bliver opsplittet. Kapitalen har lært, at mange ansatte kan arbejde uden et kontor, hvilket betyder store besparelser. Desuden går mange naturlige mødepladser tabt for kolleger og arbejdskammerater. Det vil på kort sigt styrke kapitalen og virksomhedsejerne på vores bekostning. Hvad denne udvikling kan føre til i større skala, fortjener en separat analyse.
Dagskrav uden illusioner
Uanset hvad er det vigtigt at udvikle virkningsfulde og gennemførlige dagskrav og opbygge en enhedsfront for at kræve dem gennemført. Samtidig skal vi passe på, at kortsigtede og taktiske paroler ikke fremelsker illusioner og skygger for en revolutionær strategi.
Statsindgreb og statslig overtagelse kan være rigtige krav for at sikre arbejdspladser og udvikling af infrastruktur. I mange tilfælde vil det være et rigtigt krav, at staten direkte overtager nøgleindustri, infrastruktur og brancher med mange arbejdspladser. Atter en gang vil det illustrere produktionens samfundsmæssige karakter. Som tidligere vist er borgerskabet meget lidt begejstret for direkte statsligt ejerskab og brug af Oliefondet til direkte investeringer, hvilket ville være det mest naturlige i verden, når aktier er billige og titusinder af landets arbejdspladser og vidensbaserede virksomheder kan reddes. Det er nok et af det kapitalistiske samfunds paradokser, hvor den private ejendomsret og retten til udbytning trumfer det allermeste.
Samtidig er det en allestedsnærværende opgave at forklare, at den borgerlige stat tjener den herskende klasses interesser, ikke vores.
I den udstrækning borgerskabet lader sig presse til statslige overtagelser i større skala, har former for statskapitalisme intet med socialisme at gøre. Udbytningen vil fortsætte som før, kun i regi af den fælles kapitalistiske stat, fordi den borgerlige stat ikke er og aldrig kan blive arbejdernes og folkets stat.
Udvikle klassebevidsthed
For kommunisterne er det nødvendigt igen og igen at forklare, at krav om at forsvare løn, velfærd og rettigheder, hvis det overhovedet er muligt, kun er kortsigtede løsninger, der ikke forbedrer arbejderklassens situation i det lange løb, og som heller ikke afværger nye kriser og morgendagens usikkerhed. Coronakrisen har med al tydelighed vist, at kapitalismen aldrig kan give sikkerhed for morgendagen. I dette system er enhver social og politisk sejr for arbejdere altid og uden undtagelse skrøbelig og midlertidig.
Det skal vi bruge til at opbygge og udvikle klassebevidsthed. Hvis vi ikke gør det, bliver arbejderklassen slagtekvæg for nye reformistiske ”kriseforlig”. I værste fald kan voksende frustration og økonomisk nød gøre, at dele af klassen slutter op om reaktionære og fascistiske kræfter.
Revolution og socialisme er og vil være det eneste bæredygtige alternativ. Kun socialismen og arbejderklassens nye statsmagt skaber et samfund, hvor kriser, arbejdsløshed, udbytning, manglende beredskab og boligkrak er fremmedord.
- maj 2020
Oversat fra Revolusjon