I Bolivia eksisterer der, ligesom i andre lande i regionen, førkapitalistiske produktionsforbindelser (landsbyfællesskaber og semifeudale varianter), der er underlagt kapitalen inden for den brogede økonomisk afhængige og teknologisk tilbagestående kapitalistiske produktionsmåde.
Med udgangspunkt i “opløsningen af forholdet til jorden – som en naturlig betingelse for produktion” (Marx & Engels, Samlede Værker, engelsk udgave, Bind 28, s.421) udtrykker alle former for produktion en syntese af forskellige ejendomsrelationer over jorden, produktionsmidler og produktivt arbejde.
Socialdemokratismen og revisionismen søger at idealisere abstrakte førkapitalistiske fællesskaber, hvor de ignorerer at disse er underlagt det kapitalistiske marked. Mens de samtidig insisterer på et behov for kapitalistisk udvikling af landbruget ud fra en mekanistisk og anti-dialektisk logik. For at vi marxistisk-leninistiske kommunister kan forstå og analysere klassekampen på landet korrekt og lære af erfaringerne med revolutionær forandring og opbygningen af den videnskabelige socialisme, er det vigtigt at skitsere vores politiske projekt konkret.
Men allerførst lad os se på nogle historiske erfaringer:
Den sovjetiske kolkhos: Socialisering af jorden og kollektiv arbejdskraft
De debatter, der fandt sted mellem de russiske bolsjevikker og mensjevikker[i] før den socialistiske revolution i oktober 1917, havde som et centralt element at slå karakteren af den type revolution og de tilsvarende opgaver, der stillede sig i deres land fast. Det var et land med en tilbagestående kapitalisme (sammenlignet med andre europæiske lande), og hvor førkapitalistiske relationer stadig eksisterede. Mens mensjevikkerne trak grænsen for det mulige ved en borgerlig demokratisk proces, rejste Lenin ”Aprilteserne”[ii] som banner for et landbrugsprogram, “konfiskation af alle landejendomme” og ”nationalisering af al jord i landet ” (Lenin, 1917) under sovjetternes magt. Efter revolutionens sejr kom den sovjetiske regerings andet dekret, der fjernede al privat ejendom på jord og fastslog, at den tilhører hele folket, og at den skal bruges af dem, der dyrker den.
Det kvalitative spring fra en meget uensartet virkelighed på landet, som indeholdt feudale, semifeudale og kapitalistiske produktionsrelationer, i hvilke forskellige former for undertrykkelse og udnyttelse strakte sig fra religiøse, kulturelle, familiemæssige til nationale aspekter, alt dette var en kæmpe udfordring for arbejder- og bonderegeringen. Denne komplekse sum af modsætninger blev ikke løst kun ved dekret. Klassekampen viste sig i hvert slag i den revolutionære krig. Den Røde Hær af arbejdere og bønder rykkede frem i hele landet med det socialistiske banner mod kulakkernes hvide hær[iii] og imperialistiske lejesoldater. Gennem sine skrifter under ”borgerkrigen” forklarede Stalin, der på det tidspunkt var folkekommissær for nationaliteter, vigtigheden af at etablere den sovjetiske organisationsform, arbejdernes og bøndernes magt, ikke kun på centralstatsniveau, men i de forskellige nationale og autonome områder. Han skrev:
At give autonomi, så al magt i den autonome enhed kan tilhøre det nationale borgerskab, som insisterer på ikke-indblanding fra sovjetternes side, er det samme som at overgive tatariske, bashkiriske, georgiske, kirgisiske, armenske og andre arbejdere til tatariske, georgiske, armenske og andre borgerliges ’ømme barmhjertighed’, og det kan den sovjetiske magt ikke acceptere. (Stalins Værker, engelsk udgave, Bind 4, s. 89)
Forståelsen af loven om den ujævne udvikling betyder at socioøkonomiske forandringer sker med baggrund i hver regions særtræk. For det er sådan, at klassemodsætningerne mellem godsejere og bønder blander sig med modsætningerne fra århundredernes nationale undertrykkelse fra den storrussiske imperialisme. De nationale herskende klasser forsøgte at drage fordel af situationen med det revolutionære opsving til at opnå en autonomi, der ville have gjort det muligt for dem at opretholde udbytning og udnyttelse inden for deres nationale territorium. Kammerat Stalins klare og kraftige reaktion gjorde det muligt for det bolsjevikiske parti at gå videre i konsolideringen af Sovjetunionen og indføre arbejder- og bondemagt som princip i hele det befriede område uden at gå på kompromis med de lokale bourgeoisier.
Den største modsætning der styrer kapitalismen, er mellem kapital og arbejde på grund af arbejdskraftens sociale karakter. Den kan kun overvindes gennem socialisering af produktionsmidlerne. I det sovjetiske tilfælde blev dette gjort gennem dekretet om jord (1917) og grundloven om socialisering af jorden (1918). De fastlagde socialiseringen af ejendomsretten over jorden og den generelle retningslinje for fordelingen af brugen og dyrkningen af jorden. Begyndende i 1928, med den første femårsplan, avancerede det sovjetiske folk med sikre skridt i retning af kollektivisering af landbrugsarbejde, under to modeller: kolkhos, den sovjetiske kooperative model, og den statslige sovjos.
Da modsætningen mellem ejendomsretten og arbejdet med jorden effektivt var overvundet med socialiseringen, rejste der sig en anden række af modsætninger, der skulle overvindes. De gik på ejerskabet af produktionsmidlerne, brugen af jorden, tilrettelæggelsen af arbejdskraft, den tekniske uddannelse af arbejdskraften, levevilkårene på landet. Kollektiviseringen af landdistrikterne i Sovjetunionen havde som en direkte og umiddelbar virkning en betydelig produktivitetsstigning, men samtidig ændrede den også levevilkårene i landdistrikterne: adgang til uddannelse, sundhed, kultur, elektrificering, vej- og jernbaneintegration og politisk deltagelse.
Tilrettelæggelsen af arbejdet i landbrugskooperativerne (kolkhoser) tog sit udgangspunkt i den kendsgerning, at der var socialiseret ejerskab af jorden. Det vil sige, at al jorden var ejet af det sovjetiske folk, og retten til dens anvendelse blev givet til kolkhos-kollektivet på ubestemt tid og udelukkende til dem. Der blev tildelt mellem 1/4 hektar og 1/2 hektar (i nogle regioner var der tilladt op til en hel hektar afhængigt af lokale forhold) til brug for familieenheden (frugtplantager, haver osv.). Hvis en familieenhed trak sig, kunne de ikke beholde deres tildeling af jord, men var nødt til at anmode om nogle eksterne arealer til deres brug. De vigtigste produktionsmidler (pakkedyr, maskiner, frø, kompost, bygninger osv.) skulle ejes kollektivt, mens boliger, personlige dyr og de redskaber, der var nødvendige for at dyrke familiejord, blev ejet af enkeltpersoner eller familier. Kolkhosen skulle gennemføre statens planlægning, retningslinjer vedrørende jordrotation, dyrkning, befrugtning, kunstvanding og tekniske og landbrugsmæssige retningslinjer fastsat af de regionale myndigheder (sovjetisk lovgivning, 1935).
Optagelse af et nyt medlem til kolkhos var en beslutning taget på generalforsamlingen af kolkhosens medlemmer. Enhver mand eller kvinde fra arbejderklassen over 16 år kunne blive medlem ved at betale 20 til 40 rubler til den kollektive fond, hvorimod kulakker eller medlemmer af de udbyttende klasser ikke kunne komme ind. Proceduren for udvisning af et medlem af kolkhosen krævede også indkaldelse af en generalforsamling, men i dette tilfælde skulle afstemningen være med to tredjedeles flertal. Forvaltningen af kollektivet havde som hovedregel, at mellem 25 % og 50 % af værdien af medlemmernes socialiserede ejendom gik ind i en fælles kollektiv fond, mens den resterende procentdel blev fordelt afhængigt af, hvad hvert medlem havde bidraget med. Udbytteregulering blandt medlemmerne blev foretaget i slutningen af vækstsæsonen.
I Kolkhosens økonomiske forpligtelser lå at overholde dens kreditbetalinger til staten for maskiner og køb af frø og forsyninger til kommende brug, samt betale ind til en fond for at hjælpe syge, ældre eller handicappede, Den Røde Hær og planteskoler. Ved at opfylde disse forpligtelser kunne kollektivet sælge sine produkter til staten eller på markedet og fordele de resterende produkter blandt sine medlemmer i henhold til de arbejdsdage, der blev arbejdet. På den anden side skulle indtægter i penge anvendes til at betale dens skatte- og forsikringsforpligtelser til staten, vedligeholdelse af maskineriet og den medicinske behandling af dyrene, dens egne administrationsudgifter, udgifter til kulturelle behov for uddannelse, skoler, radioer osv., udgifter til byggeri samt investeringer i husdyr og maskiner (mellem 10 % og 20 %). Resten af den økonomiske indkomst skulle fordeles mellem kolkhosmedlemmerne i forhold til antallet af arbejdsdage.
Organisationsstrukturen havde som sin højeste myndighed generalforsamlingen, som valgte bestyrelsen blandt sine medlemmer og behandlede de generelle problemer i samfundet. Bestyrelsen havde bemyndigelse til at stå for den daglige administration af kollektivet, at udpege brigadecheferne og medlemmerne af hver brigade. Arbejdsorganisationen var baseret på brigaderne (husdyr og landmænd), som skulle have det samme antal medlemmer og den samme jord tildelt; de kunne blive enige om at ansætte eksterne tekniske rådgivere som funktionærer, men kun i nødstilfælde kunne de ansætte eksterne arbejdstagere til landbrugsarbejde som sådan eller til opførelse af boliger.
Omdannelsen af landbrugsarbejdet i Sovjetunionen krævede et teknisk-teknologisk, kulturelt og produktivt spring fremad, der gik fra førkapitalistiske produktionsrelationer til industrialisering, fra religiøs og patriarkalsk undertrykkelse og obskurantisme til fuld mulighed for adgang til almen videnskab og kultur og konsolidering af kooperative bønder som fuldgyldige borgere i politisk, social og økonomisk henseende.
Albanien: “Sikring af vores eget brød”
I programmet for Folkerepublikken Albaniens første regering, der blev forelagt Folkeforsamlingen den 24. marts 1946, slog kammerat Enver Hoxha fast, at et af de største problemer, landet stod over for, var problemet omkring landbruget, og at det måtte løses på en rettidig og korrekt måde. Det første skridt der blev taget, var den landbrugsreformlov, som faktisk “gav jorden til dem, der dyrker den – først og fremmest de fattige og mellemste bønder”. Frem til 1948 blev i alt 172.659 hektar agerjord eksproprieret og overdraget til bønderne.
Det er værd at nævne nogle af citaterne vedrørende landbrugsreformen i kammerat Hoxhas betænkning. Han siger, at “den albanske bonde bør kæmpe med den største strenghed mod enhver svindel eller uretfærdighed eller forkert fortolkning af loven [landbrugsreformen] fra en hvilken som helst uansvarlig embedsmand … Regeringen vil ikke bagatellisere noget spørgsmål omkring bøndernes jord eller fremtid.” Ud fra sin forståelse for, at der kunne opstå eventuelle uretfærdigheder i forbindelse med gennemførelsen af reformen, fastlagde partiet en klar og gennemsigtig politik for gennemførelsen af denne. Det var ikke nok at fastlægge landbrugspolitikken, men det var partiet, der måtte stå for den, indtil den var gennemført. Programmet rejser også behovet for ikke blot at fremskynde fordelingen af jord, men også åbningen af en landbrugskredit, forbedring af landbrugsmaskinstationer til tjeneste for landmændene, opførelse af kanaler og dræning af sumpe, oprettelse af tekniske uddannelser, diversificering af produktionen, udvælgelse af frø og gødning og mobilisering af folk i frivilligt arbejde til at tage store skridt i udviklingen af landbruget.
Alle disse skridt har til formål at løfte vores landbrug fra dets primitive scene til et mere avanceret niveau, at vi kan udstykke så meget jord som muligt – at øge og forbedre landbrugsproduktionen. Her bør vores motto være: “Vi skal selv kunne lave vores brød og ikke være afhængige af import.” (E. Hoxha, engelsk udgave Bind 1, s. 528)
Den første store omstilling af landbrugsproduktionen i Albanien havde som sit vigtigste og umiddelbare politiske mål at vælte en herskende social klasse, der i århundreder havde brugt undertrykkelse og udnyttelse, og som havde etableret sine politiske og økonomiske traditioner som sine egne i landet. Anvendelsen af landbrugsreformen, ifølge rapporten til den første kongres i partiet, forsikrede:
- a) afvikling af feudalisme;
- b) skabelse af betingelser for omstillingen af små individuelle økonomier, som skaber kapitalismen i landdistrikterne, til en kollektiv, samarbejdsvillig og socialistisk økonomi;
- c) skabelse af betingelser for forbedring og modernisering af landbruget, som er væsentlige krav til en sund udvikling af hele den folkelige økonomi.
Den naturlige modstand fra jordbesidderklassen fik den til at angribe landbrugsreformerne på den ene side med den begrundelse, at der var behov for en lang teknisk proces til at gennemføre reformer, og på den anden side gjorde den brug af den religiøse diskurs “landet tilhører Gud”. Stillet over for dette angreb fra de økonomiske og religiøse kræfter organiserede partiet komiteer af fattige bønder, der skulle fremme og forsvare omfordelingen af jorden. Sammen med omdannelsen af de økonomiske forbindelser betød opbygningen af folkemagten som en form for politisk organisation i Folkerepublikken Albanien en reel udøvelse af demokratiet for det arbejdende folk.
De internationale erfaringer med opbygningen af den videnskabelige socialisme efterlod vigtige erfaringer til den albanske proces. På den ene side havde det jugoslaviske partis opportunistiske politik haft en vis indvirkning på udformningen af loven om landbrugsreformer, med farlige fortilfælde med prokapitalistisk kooperativisme. På den anden side påvirkede erfaringerne fra Sovjetunionen med dannelsen af kolkhoser den politisk-ideologiske forståelse af partiets arbejde på landet og formerne for arbejdsorganisation under socialismen.
Et af de mest bemærkelsesværdige elementer, der stod i modstrid til de jugoslaviske, var fordelingen af kooperativets udbytte (procentdelen for ejendomsret til jord mod procentdelen for produktivt arbejde). På partiets første kongres var de andre fejl og begrænsninger, der blev konstateret i forbindelse med dannelsen af socialistiske kooperativer bl.a. mangel på organisatorisk arbejde, manglende lederskab og erhvervserfaring, manglen på detaljeret planlægning og ukorrekt fordeling af arbejdsstyrken og manglende revolutionær årvågenhed. På klassekampsniveau bekræftedes betydningen af, at kun fattige og mellemste bønder danner kooperativer, og af at jordbesiddere ikke kunne være deltagere i disse kollektive organisationer, hvilket betød, at der måtte være permanent årvågenhed og rensning af elementer af klassefjender.
Det lille individuelle landbrug har alvorlige planlægningsbegrænsninger, hvad angår den økonomiske kapacitet til at fremme landbrugets mekanisering, og på grund af modsætningen mellem det frie markeds anarki og den økonomiske planlægning. Kollektiviseringsprocessen, dannelsen af landbrugskooperativer, kunne ikke etableres ved dekret eller pålægges, men måtte være et produkt af intens politisk-ideologisk og organisatorisk mobilisering. Som den centrale akse i femårsplanerne udstak partiet linjen for at fremme dannelsen af landbrugskooperativer. Ud fra denne var 26 % af agerjorden i hænderne på fattige bønder allerede organiseret i landbrugskooperativer ved den tredje kongres i 1956, og i 1963 tegnede landbrugskooperativer sig for 86 % af agerjorden i hænderne på fattige bønder. Sammen med landbrugskooperativerne foreslog Albanien ligesom Sovjetunionen eksistensen af statslige arealer, industrialiserede, mekaniserede og arbejdende på en planlagt og organiseret måde (Hoxha, 1974).
En grundlæggende del af den albanske model for industrialiseringen af landbruget var maskin- og traktorstationer, centrale punkter, der tilbød udlejning og vedligeholdelse af maskiner og traktorer til rimelige priser, hvilket samtidig spillede en rolle for den ideologiske udvikling blandt bønderne og opslutningen til partiet. Disse stationer bidrog til en forståelse af samarbejdet og af den rationelle anvendelse af ressourcerne mellem de forskellige kooperativer og den statslige sektor, da målet var det samme. For kammerat Hoxha var industrialiseringen og kollektiviseringen af landbruget ikke kun en økonomisk nødvendighed, men det var den grundlæggende udøvelse af national suverænitet, som det kom til udtryk i sloganet fra den femte partikongres i 1966: “Sikre folkets brød.”
Landbrugsreformer i Bolivia dikteret af USA imperialismen
I april 1952 trængte bonde- og minearbejdermilitserne triumferende ind i byen La Paz efter at have besejret den nationale hær. Hvilket effektivt markerede sejren for den såkaldte nationale revolution. De vigtigste slogans, der var i stand til at mobilisere det store flertal af by- og landarbejdere, omfattede landbrugsreformer, almindelig valgret, adgang til uddannelse og nationalisering af minerne. Det var et år senere, i august 1953, at landbrugsreformen blev vedtaget. Den løste langtfra de dybe klassemodsætninger i de bolivianske landbrug og skabte nye modsætninger. I højlandet og dalene blev den fælles ejendom, der stort set var forblevet intakt under kolonialismen, beslaglagt af godsejerne i republikkens første århundrede under pongueaje-modellen (semi-feudale relationer i produktionen). Landbrugsreformen af 1953 forvandlede de store jordlodder til små stykker, til individuel dyrkning af små stykker jord; det brød med samfundsstrukturerne og lettede det efterfølgende salg og koncentration af ejerskab over jorden. Mellem 1953 og 1992 nåede statens fordeling og dyrkning af jord i alt 59 millioner hektar, hvoraf 68 % forblev i hænderne på mellemstore og store ejere (Böhrt, Romero & Peñaranda, 2009, s. 22).
Landbrugsreformen af 1953 opfyldte målet med Keenleyside Plan[iv] (1950), der var designet af Yankee-imperialismen til at “midlertidigt berolige bønderne med overdragelse af små grunde, hvilket dybest set var et middel til at lægge grunden amerikansk ejerskab af jorden i Bolivia” (Ovando Sanz, 1984, s. 33). Disse skridt tjente også til at sikre ledelsen af Bondeunionen i årtier gennem den såkaldte bonde-militære pagt. Det varede frem til 1979, hvor Den Fælles Fagforeningssammenslutning af landarbejdere i Bolivia, ”Tupac Katari”, blev grundlagt, uafhængigt af datidens militære regimer.
Det imperialistiske »samarbejde« var et direkte angreb på selvbestemmelse over fødevarer ved at skabe cyklusser af giftig afhængighed gennem USAID-projektet kaldet PL-480. I mere end et halvt århundrede sendte USA hvedemel til brød til Bolivia, og de “orienterede” (bestemte) den nationale landbrugspolitik. Godsejernes oligarki i den østlige del af landet havde nydt godt af indførelsen af landbrugsreformen, og i alliance med den militære ledelse og Yankee-ambassaden iscenesatte de i 1971 et kup og konsoliderede deres agro-industrielle økonomiske magt (sukker, bomuld og senere soja). Disse “samarbejdsprojekter” tjente også som påskud for åbenlys indgriben af USA’s styrker som f.eks. det amerikanske DEA [Drug Enforcement Agency – Narkotikabekæmpelsesbureauet] i Chaparé-provinsen,[v] udryddelsen af dyrkning af kokablade for at indføre en formodet “produktiv diversificering” i lyset af coca-producenternes modstand. De massive bondemobiliseringer i 1990’erne og begyndelsen af 2000’erne skabte en vigtig forbindelse til de oprindelige folks bevægelse med en retfærdig og legitim dagsorden, der blev sammenfattet i ”Jord, territorium og værdighed”.
Socialreformismen eller den fejlagtige “socialisme i det 21. århundrede”, der er tro mod sine populistiske rødder, rejste bannerne for kampen for at ændre levevilkårene i landdistrikterne og øgede endda behovet for en ny landbrugsreform eller landbrugets produktive “revolution”. På trods af den forfatningstekst, der blev godkendt af Den Konstituerende Forsamling, blev forhandlingskommissionen mellem MAS-IPSP[vi] og den parlamentariske ret imidlertid enige om ændringer i den nye forfatning. De betød, at “de tidligere konstituerede private ejendomsrettigheder” i de oprindelige folks områder skulle respekteres, og landbrugsloven skulle ikke være med tilbagevirkende kraft. Så snart den nye forfatning blev godkendt, godkendte Evo Morales’ regering en særlig lov, der i fem år suspenderede revisionen af den økonomisk-sociale funktion af de store godser, en suspension, der senere blev forlænget med yderligere fem år.
Den såkaldte “landbrugssamfundets produktive revolution” som en offentlig politik foreslog demokratisering af adgangen til ejerskab af jord, og i løbet af de første 13 år af MAS-IPSP-regeringen blev 78 millioner hektar fordelt til 2,3 millioner modtagere (Ministeriet for Kommunikation, 2019, s. 3), og muligheden for at få adgang til produktive lån blev udvidet. Men disse politikker vil ikke i sig selv ændre de eksisterende sociale relationer i produktionen; de bidrager kun til at bekræfte det kapitalistiske markeds dominans og logikken i det individuelle ejerskab af jord (det skal bemærkes, at selv om der er kollektive ejerskab, udgør disse et mindretal i forhold til individuelle). Ligeledes har de politikker, der er skabt omkring Food Production Support Company – EMAPA (nu Bolivian Food Company – EBA), i stedet for at gavne de små bønder som producenter, registreret multimillion-dollar-køb fra store agro-industrielle virksomheder og ågerselskaber. De politikker, der blev vedtaget mellem 2018 og 2019, havde til formål at styrke landbrugssektoren med prioriteringen af plantetilsætningsstoffer (biobrændstoffer) på bekostning af landets selvstændige forsyning af fødevarer.
Hvad burde gøres? PCR’s program
Landbrugsreformen fra 1953 og MAS-IPSP’s “produktive revolution” af landbruget har ikke gjort andet end at udvide og styrke de kapitalistiske produktionsforbindelser på landet, individuelt ejerskab og fremme af landbrugsindustrien, der ikke bidrager til fødevaresuverænitet. Dyrkning af jord er ikke nok; moderniseringen af landbruget, kollektiviseringen af arbejdet og den økonomiske planlægning skal fremmes under en logik om fødevaresuverænitet. Det Revolutionære Kommunistpartis program bygger på den historiske arv fra bondekampen i vores land og inkorporerer i sit projekt nogle presserende opgaver for at omdanne de sociale forbindelser i produktionen på landet, blandt hvilke er:
- Socialisere de store latifundia-ejendomme (større end 5.000 hektar) og give jorden til fattige bønder.
- Organisere landbrugskooperativer, bistået teknisk og økonomisk af den nye stat, med henblik på at øge arbejdsproduktiviteten, øge produktionen og hæve levestandarden for masserne af fattige og mellemste bønder.
- Eliminer mellemmænd og straffe åger, der sker gennem statens kommercialisering af landbrugsprodukter.
- Det demokratiske folkestyre og den nationale befrielse vil fremme en politik med fødevaresuverænitet, så landbruget producerer det, som befolkningen forbruger, og ikke for de store transnationale.
- Genskab ejerskabet af jord, der historisk set blev taget ulovligt fra bondesamfundene.
- Folkets demokratiske stat anerkender naturen som den primære kilde til rigdom, hvis anvendelse skal planlægges på nationalt plan på en rationel måde, der garanterer dens bevarelse for fremtidige generationer.
- Det demokratiske folkestyre og den nationale befrielse opretholder vandkrigens princip (Cochabamba, 2000): “Vandet er vores.” Forvaltningen af denne vitale ressource skal være et produkt af aftalerne mellem staten og lokalsamfundene.
- Udvikle produktion af ren energi, moderne vandingssystemer og politikker, der skal sikre landbrugsproduktionens bæredygtighed.
Erfaringerne fra opbygningen af den videnskabelige socialisme i Sovjetunionen og Albanien hjælper os med på en konkret måde at forstå værdien af kollektivt arbejde, modernisering og planlægning af at omdanne landbrugsproduktionen i vores land. Kun den demokratiske, folkelige og socialistiske revolution vil socialisere de store jordejeres ejendom, gå videre mod kollektivisering og modernisering af landdistriktsarbejde, garantere de oprindelige folks og nationaliteternes ret til selvbestemmelse, og dermed vil befolkningerne have jord, territorium og værdighed.
Bibliografiske kilder: Böhrt, C.; Romero, C.; Peñaranda, R. (2009) Fra konflikt til dialog. Minder om forfatningsaftalen, Hoxha, E. (1974) Udvalgte værker, bind I, Hoxha, E. (1982) Udvalgte værker, bind IV, Rapport til den 6. kongres i PLA, Sovjetisk lovgivning (1935) Udvalgte dekreter og dokumenter, Lenin, V. (1917) Aprilteserne, Marx, K. (2010) Oversigter over kritikken af den politiske økonomi. Første rate, Kommunikationsministeriet (2019). Comunica Bolivia (Bolivia kommunikerer). Nr. 64, Ovando Sanz, J. (1984) Sobre el problema nacional y colonial en Bolivia (Om det nationale og koloniale problem i Bolivia), Stalin, J. (1953) Værker, Bind IV.
[i] Bolsjevik er det russiske ord for flertal, oprindelig et medlem af «majoritetsfraktionen» i det russiske Socialdemokratiske Arbeiderparti ledet af Vladimir Lenin. Den anden fraktionen var kendt som mensjevikker («minoritetsmænd»). Partiet blev spaltet under partikongressen i 1903, og bolsjevikkerne og Lenin opbyggede det kommunistiske parti – senere SUKP.
[ii] Lenins teser til forberedelsen af Oktoberrevolutionen 1917. De fastslog, at bolsjevikkerne straks skulle kræve fred og stoppe Ruslands deltagelse i 1. verdenskrig, der var en imperialistisk omfordelingskrig. Revolutionen måtte straks føres fra sin første fase – der var den borgerlige revolution gennemført i februar-marts 1917 – over til dens anden fase, der bestod i nu helt at isolere den provisoriske og chauvinistiske krigsregering, der kæmpede for at fastholde kapitalismen og fortsætte krigen “til russisk sejr”. Der var også krav om nationalisering af al jord og indførelse af arbejderkontrol i produktionen via sovjetterne. læs mere: https://kpnet.dk/2020/04/22/ved-lenins-150-aars-dag-april-teserne/ Arilteserne i sin helhed kan læses i: Lenin: Samlede Værker, 5. udgave, Moskva 1969 eller Udvalgte Værker, bind 7, Forlaget Tiden 1982.
[iii] Kulakker var storbønder, der udnyttede andres arbejdskraft. Den Hvide Hær var kontrarevolutionære kræfter, der militært forsøgte at slå Oktoberrevolutionen og sovjetmagten ned i det, der misvisende kaldes for den russiske borgerkrig, fra 1917 til 1923. Hos magthaverne i de imperialistiske lande var reaktionerne på arbejderklassens magtovertagelse ikke til at tage fejl af. Winston Churchill udtalte for eksempel, at bolsjevismen skulle kvæles i dens vugge. Især Frankrig og England, men også andre lande som Japan, England, Danmark, Canada, Frankrig og USA støttede Den Hvide Hær i en uerklæret krig på alle fronter. Uden denne støtte havde Den Hvide Hær tabt krigen langt tidligere. Bogen Den hemmelige krig mod Sovjetrusland, af Michal Sayers og Albert E. Kahn, kan varmt anbefales.
[iv] Generalsekretær for FN’s tekniske hjælpeadministartion – United Nations Technical Assistance Administration (TAA) 1950-1958,
[v] Historisk har DEA været og er en del af narkotikahandlen og aldrig en del af løsningen. Et eksempel er DEA’s eksport af narkotika for at skaffe penge til det finansielle system og våbenindkøb til “borgerkrigene” i Centralamerika under Oliver North.
[vi] Evo Morales’ såkaldte socialistiske parti, der sad ved magten indtil det USA-støttede højrekup i november 2019.