Filmanmeldelse: en radikal film om en radikal tid
I februar 2021 blev den uafhængige film “Judas and the Black Messiah” udgivet og fik både kritiker- og publikumsros. Filmen, der beskriver, hvordan FBI-agent Bill O’Neals infiltration af partiet De Sorte Pantere (BPP) i USA førte til mordet på BPP-leder Fred Hampton, blev desværre ikke en kassesucces, af forskellige årsager. Én ting var, at filmen blev udgivet midt under COVID-19-pandemien og i vintersæsonen, hvor antallet af biografgængere statistisk set sædvanligvis falder. Da filmen var uafhængig, havde den ikke budget til en stor biografpremiere, og samtidig skal det siges ligeud: “Judas og den sorte Messias” er en radikal film om en radikal tid. Vi vil bringe den skjulte perle af en film frem i lyset, der ikke kan lade være med at uddanne, agitere og inspirere arbejdere fra alle baggrunde.
Fred Hampton (1948-1969) var en marxistisk-leninistisk revolutionær født i Louisiana og opvokset i Illinois, hvor hans familie deltog i den store migration nordpå for at undslippe race-adskillelsen og søge den økonomiske mulighed, som den havde frataget millioner af afroamerikanere. Hampton arbejdede på at blive advokatfuldmægtig tilknyttet borgerrettighedsorganisationen NAACP og begyndte på dette tidspunkt at læse marxistisk-leninistisk litteratur. Han sluttede sig til partiet De Sorte Pantere og så ingen revolutionær vej i det revisionistiske ”USA’s Kommunistiske Parti”, CPUSA, der plejede at lede arbejderklassen og progressive bevægelser i USA. Med sin intelligens, evne til at tale og elskværdige personlighed blev Hampton på trods af sin ungdom formand for Chicago-afdelingen af Illinois BPP og stedfortrædende national formand.
FBI opfattede denne unge revolutionære som en trussel og organiserede infiltrationen af BPP ikke kun i Chicago, men landsdækkende. Det førte til anholdelse af, eksilering af eller mord på mange medlemmer af BPP’s ledelse. I Hamptons tilfælde blev han, mens han arbejdede på at opbygge en folkefront i Chicago blandt forskellige venstrefløjsgrupper, kaldet Rainbow Coalition, arresteret på opdigtede anklager om tyveri – angiveligt af is til BPP’s gratis morgenmadsprogram for børn. Hvilket skete, samtidig med at han forsøgte at fremme BPP’s samfundsprogrammer såsom en sundhedsklinik og en kreditforening. Men selv med Hamptons appel afvist koordinerede FBI stadig hans mord i hans hjem, mens han lå og sov ved siden af sin gravide kone. Kammerat Mark Clark blev også dræbt i dette angreb, og flere andre blev såret.
Efterretningerne fra stikkeren Bill O’Neal var afgørende for den vellykkede razzia og mordet på Fred Hampton. Bill O’Neal blev efterfølgende ejer af en lille virksomhed og gav kun et interview, der beskriver hans historie med at informere i slutningen af 1960’erne og begyndelsen af 70’erne. Han forsvarede sig fjoget som “en, der faktisk var med i kampen, ikke en lænestolsrevolutionær”, og på trods af denne tilsyneladende overbevisning, udtrykt under et flakkende blik og en svedig pande, begik O’Neal selvmord ved at gå ud i trafikken, den dag dokumentaren havde premiere. Det var på Martin Luther Kings mindedag den 15. januar 1990. Og det er klart, at Bill O’Neal ikke var den eneste stikker, der tjente FBI. Som filmen beskriver, brugte FBI også infiltratorer til at tage fra sted til sted, hvor de så selv iværksatte heksejagter mod falske informanter som afledning og som gav muligheder for ransagning og nye oplysninger. Historien om denne tilslørede fascistiske reaktion i USA er en ubehagelig afsløring af, at der ikke er noget demokrati, ikke for undertrykte nationer og ikke for arbejderklassen.
På det tekniske plan er “Judas og den sorte Messias” et skarpt udformet værk med glidende klipning, en medrivende scenografi og kostumer og et mørkt, rugende partitur, der fanger både den fare, som disse revolutionære befandt sig i konstant, samt den lammende frygt, som filmens hovedperson, Bill O’Neal, levede med. Der er også øjeblikke af ømhed og tragedie i partituret og i forestillingerne. Især Daniel Kaluuya viste sig at være perfekt til den karismatiske, intelligente unge mand Fred Hampton. I en bestemt scene, hvor Hampton trøster moderen til en kammerat, der er blevet dræbt af politiet, er der en udtalt alvor i formanden, selvom han ydmyger sig for denne ældre, respekterede kvinde og undskylder over for hende for tabet af hendes barn. Hans forbehold bliver til indigneret beslutsomhed, da hun beder Hampton om at “fortælle folk, hvem min Jake virkelig var”.
En film kan fortælle sandheden, den kan stå på sin prædikestol, men at bevæge sit publikum til tårer, at føle sig nedsænket i denne verden ikke for langt væk fra vores egen og at respektere disse ubesungne helte i en revolutionær historie, der længe er glemt, er en enorm kunstnerisk præstation.
Tematisk er filmen, ud over sin sønderlemmende kritik af informanter som Bill O’Neal, meget forsigtigt kritisk over for visse aspekter af de revolutionære på det tidspunkt, som enhver klassebevidst arbejder ville gøre klogt i at studere. I en scene blev visse kandidatmedlemmers mandschauvinisme og chauvinisme kritiseret af Hampton og en kvindelig kadre, hvilket tvang den overmodige O’Neal til at recitere partiets politik om chikane og gøre dette offentligt. En central del i den birolle som Hampton spiller i filmen er også nødvendigheden af at organisere en principfast folkefront mod fascisme og imperialistisk krig.
Det mest fremtrædende sekundære tema i plottet er unge pars kamp for at afbalancere deres revolutionære ansvar med at beskytte deres partnere og familier, hvor Deborah Johnson (Akua Njere), et ledende medlem af Chicago-afdelingen og Hamptons partner, udtrykker frygt for Hamptons, hendes egen og deres ufødte barns sikkerhed. Dette underlæggende plot i filmen kulminerer i en følelsesmæssig bekræftelse til Fred om både at tage sig af hendes familie og revolutionen, noget hun overvejer som “er der noget mere radikalt end det?”
I sidste ende er det et under, at denne film overhovedet blev lavet. Til tider vil nogle film, der generelt er kritiske over for kapitalismen, såsom “Sorry to Bother You” og “Den unge Karl Marx”, blive udgivet af uafhængige studier med års mellemrum til næsten ingen medieanmeldelse eller dækning og efterfølgende beskedne billetindtægter. Men i det omfang, det er muligt, er det bestemt arbejderklassens mediekilders, såsom Red Phoenix, pligt at gennemgå, blive en platform for og fremme sådanne film og kultur, som det taler for de arbejdende folks interesser og styrke.
Disse kulturelle præstationer er gribende lektioner om vigtigheden af årvågenhed mod infiltration, forsigtighed i brugen af pjalteproletarer. Bill O’Neal tilstod i en scene til mistænksom Panther-kadre, at han var taget mange gange for biltyveri, og at han ikke selv vidste, hvordan hans anholdelse for disse forbrydelser førte til hans informantstatus for FBI. De er også en lære i, hvordan sande professionelle revolutionære som Fred Hampton med den største omhu udvikles til den bedste kadre, hvis plads kan og vil blive udfyldt i arbejderklassens march mod sejr. Med forræderiet mod Fred Hampton, dømt af FBI som en “sort Messias”, fik Judas O’Neal sine 30 sølvstykker i form af et par hundrede dollars og nøglerne til en tankstation samt et kort liv i skyggerne, hvor han levede i frygt og afsky, som det passer sig for alle rotter.
…….
23.2.2023 – oversat fra Red Star Phoenix