Denne artikel om hvordan den borgerlige klassestat og kommunisme virker i praksis er skrevet med udspring i en debat i det norske venstrefløjsparti Rødt og deres landsmødebeslutning om at fastholde sin reference til ordet kommunisme.
Kommunismen er igen blevet et varmt tema, fordi partiet Rødt på sit landsmøde i maj (2019 i Norge, red.) var på nippet til at fjerne sin sidste programreference til K-ordet.
Til forargelse for borgerligheden sørgede et solidt landsmødeflertal for, at ordet blev stående. I en tid, hvor kommunisme bliver brugt som et skældsord, har det betydning, at et stortingsparti stadigvæk holder den frem som et ideal, selvom referencen var indirekte: ”Det var det, Karl Marx kaldte kommunisme.”
Vedtagelsen skete mod partiledelsens vilje. Ivar Espås Vangen, medlem af Rødt’s internationale udvalg, slår et slag for kommunismens relevans i en længere artikel på radikalportal.no. Han er optaget af at vise, hvad kommunismen burde indebære, og påpeger, at et klasseløst samfund med fælleseje er den eneste løsning på dagens økokrise – og formodentlig de andre kriser. For at illustrere, hvordan kommunisme virker i praksis, henviser han til vores gratis folkebiblioteker, og hvordan det militærindustrielle kompleks i USA ”gav os internettet”.
Vangens pointe er, at begge dele – folkebibliotekerne og internettet – blev skabt ”uden for rammerne, som profitjaget skaber” og derfor står som eksempler på kommunisme. Eksemplerne illustrerer imidlertid en manglende forståelse af den borgerlige klassestats funktion under kapitalistiske produktionsforhold.
Staten som fælleskapitalist
Da det amerikanske forsvarsministerium afsatte enorme forskningsmidler til at udvikle internettet for at sikre militære kommunikationslinjer, skete det ganske vist uden for de rammer, som profitjaget skaber, i strengt akkumulationsmæssig forstand. Men det er netop sådanne massive investeringer, den borgerlige stat sørger for som fælleskapitalist. Sådanne investeringer kan også være nyttige for befolkningen, for eksempel infrastruktur. Mere typisk er det, at de først og fremmest kommer de kapitalistiske monopolers profitjag og det militærindustrielle kompleks til gode.
Folkebibliotekerne opstod i Norge som en del af den folkelige, kulturelle og nationale uafhængighedskamp i det 19. århundrede. Det fremadstormende borgerskab havde dengang klasseinteresser, som faldt sammen med arbejdernes og bøndernes, når det gjaldt om at udvikle en national kultur som del af den unge norske stats overbygning. Sidenhen er bibliotekerne aktivt blevet forsvaret af arbejdsfolk i byen og på landet, mens borgerklassen ikke længere ser nytteværdien.
Pædagogisk kan sådanne eksempler bruges til at forklare, hvad fælles goder handler om, men dette er langtfra tilstrækkeligt til at forklare kommunismens nødvendighed, dens væsen, eller hvordan vi i det hele taget kan nærme os et klasseløst samfund. Visse mere eller mindre universelle tjenester er realiserbare også under kapitalismen. Nogle af dem, fordi kapitalisterne har klassemæssig interesse af det (f.eks. statslig støtte til offentlige tv-selskaber, kulturelle initiativer og pressestøtte, som bidrager til at sikre borgerskabets ideologiske monopol), andre, fordi en stærk arbejderklasse i givne faser af den historiske klassekamp har formået at fremtvinge universelle rettigheder på forskellige velfærdsområder.
De offentlige tjenester er afhængige af skatter fra et overskud i produktionen (og grundrenten), en produktion, som styres af borgerskabet. Derfor er det spørgsmålet om ejendomsretten til produktionsmidlerne, hvem der skal have kontrol over produktionen, der er helt grundlæggende. Den klasse, som kontrollerer produktionen, kontrollerer også den samfundsmæssige reproduktion. Og en forudsætning for at kontrollere produktion og reproduktion af arbejdskraften (uddannelse, sundhed osv.) og de herskende tanker (kultur, propaganda, skolevæsen, kirke osv.) er kontrol over statsmagten.
Det sætter også rammerne for demokratiet under kapitalismen. Der er skabt en illusion af, at erhvervslivet har fået lov til at drive sin virksomhed til alles bedste inden for rammerne af, hvad befolkningen har bestemt med deres stemmeseddel hvert fjerde år. Desværre er det få, som ser, at borgerskabet ikke bare styrer, hvad vi laver i arbejdstiden, men at det også styrer staten.
Den kapitalistiske statsmagt garanterer borgerskabet ”retten” til at hugge det samfundsmæssige overskud i form af profit.
Socialisme handler omvendt om den fællesstyrede forvaltning af det samfundsmæssige overskud for at ”tilfredsstille befolkningens stadigt voksende materielle og kulturelle behov … på grundlag af den nyeste teknologi” (Stalin). Den første opgave for den socialistiske stat er at fratage borgerskabet ejendomsretten over produktionsmidlerne. Indtil alle samfundsklasser er væk, må det være flertallets diktatur, som styrer gennem arbejderklassen og dens nærmeste allierede.
Demokrati giver kun mening forstået som klassedemokrati
Demokrati giver kun mening forstået som klassedemokrati inden for rammen af en klassestat, der hviler på vold (politi, domstole, militær).
Klassestaten under kapitalismen kan tage form af enten borgerligt demokrati eller åbent fascistisk diktatur.
Også under socialismen kan klassediktaturet tage mere eller mindre despotisk og voldelig form over for de gamle udbyttere og kontrarevolutionære, afhængigt af de hjemlige og internationale omstændigheder og styrkeforholdet i den fortsatte klassekamp.
Den klasse, som behersker staten, bestemmer også, i hvilket omfang og på hvilke områder den lader demokratiet omfatte andre samfundsklasser. Selv om Marx og Lenin indgående har forklaret det, har mange på venstrefløjen svært ved at forstå, at demokrati og diktatur er to sider i et dialektisk samspil, og at den langsigtede ophævelse af denne modsætning betyder, at både demokrati og diktatur erstattes af en højere enhed.
Så er vi fremme ved det, Marx kaldte kommunisme.
I det klasseløse samfund er det ikke længere således, at en klasse dominerer en anden og beslutter, om styringen skal ske gennem diktat, eller om det er mere hensigtsmæssigt, at den eller de undertrykte klasse(r) indtil videres skal tildeles udvalgte demokratiske rettigheder.
Der kan været langt til en kommunistisk verden. For at komme til et sådant frit samfund må mindretallet, borgerskabet, først fratages sin magt over flertallet. Det indebærer blandt andet, at det må fratages retten til at eje produktionsmidlerne og den værdi og overskud, som skabes af arbejderklassen. De, som udfører arbejdet, vil i stedet selv afgøre, hvordan overskuddet skal bruges. Arbejderklassen vil selv overtage fabrikkerne og selv styre dem. Det betyder, at borgerskabet fratages sin demokratiske ret til at eje produktionsmidlerne og høste frugterne af andres arbejde. Det handler altså ikke om at gøre samfundet ”mere demokratisk”. Tværtimod vil borgerskabet miste sin vigtigste ret: retten til at udbytte andre.
Et klasseløst samfund kan ikke realiseres, før socialismen har sejret, og imperialismen har tabt i verdensmålestok. Først skal arbejderklassen erobre magten og opbygge socialismen i enkelte lande eller grupper af lande. Denne socialisme (som er det samme som proletariatets diktatur) er forudsætningen for, at vi kan åbne porten til et helt frit samfund, hvor modsætningsfuldt det end forekommer for den, der tænker statisk. Det er, fordi:
- Gennem proletariatets revolutionære diktatur virkeliggør socialismen det mest fuldkomne demokrati for det arbejdende flertal.
- Fuldt demokrati for dette flertal er afhængigt af, at udbytterklasserne bliver holdt nede med magt og fratages alle deres gamle klasseprivilegier.
- Denne ”renselsesperiode” for at slippe af med resterne af kapitalismen, materielt og ideologisk, er det, som Marx kaldte kommunismens lavere stadium eller socialisme.
- Socialismen (proletariatets diktatur) har til opgave at afskaffe alle samfundsklasser, gradvis at ophæve forskellene mellem manuelt og intellektuelt arbejde, mellem by og land, kvinder og mænd osv. og endelig at forberede, at staten i betydningen klassestat (og nogen anden betydning af stat eksisterer ikke) dør bort.
- Staten visner gradvis bort som følge af, at klasserne bliver afskaffet. Når der ikke længere er behov for, at et flertal undertrykker et mindretal, opstår andre former for mellemmenneskeligt samkvem end det, vi kender som ”demokrati”. Demokrati er formel lighed, mens princippet for kommunismens højere fase er at ”yde efter evne, nyde efter behov”. Det er noget helt andet end en formel lighed, som stammer fra den borgerlige ret.
- Når kommunismens højere stadium, det klasseløse samfund, er en realitet,
bliver også staten og dens demokrati transformeret. I et samfund, hvor antagonistiske modsætninger er væk, og hele mentaliteten er kollektivistisk, er der ikke længere behov for formel lighed og flertalstvang mod et mindretal, som er essensen i demokratibegrebet.
En arbejderstat med en udviklet planøkonomisk styring er det mest avancerede styringsværktøj, verden har set. Mest udviklet i Sovjetunionen, indtil udviklingen blev vendt tilbage i kapitalistisk retning i 1960’erne.
Rekorder i kornproduktion, teknologiske nyvindinger, kulturel blomstring og en pionerrolle i rumfartshistorien taler for sig selv. Det er almindelig kendt, at velfærdsfondene sørgede for sociale rettigheder som gratis børnehaver, uddannelse, sundhed osv. på et niveau, som ikke engang de mest succesrige socialdemokratier i Vesteuropa lykkedes at følge med i deres iver efter at bevare klassekompromiset hjemme.
Tænk, hvad socialismen kunne opnå med dagens teknologi!
Dette er ikke en romantisering af Sovjetunionens eksempel, for der blev samtidig gjort fejl, som det er let at pege på i eftertiden, især i årene efter den antifascistiske krig, hvor den hurtige genrejsningsproces gav anledning til en række negative fænomener, som igen lagde grundlaget for den ”fredelige” kontrarevolution efter Stalins død. Her vil vi lade ligge, at de fleste af disse fejl skyldtes påtvungne omstændigheder fra en hensynsløs imperialistisk fjende; andre skyldtes, at sovjetstaten (og endnu mere lande som Kina og Albanien) blev skabt i et samfund, som fortsat var præget af feudal tilbageståenhed.
I den sammenhæng, vi diskuterer her, er det ikke desto mindre en tanke værd, at de formidable resultater i USSR kunne have været ufattelig meget større, hvis de havde haft vore dages teknologiske muligheder.
Tag bare potentialet for planmæssig økonomisk styring i form af vor tids avancerede kommunikationsløsninger til fri og løbende diskussion mellem planlæggere og produktionskollektivet. Det ville ikke kun have resulteret i endnu bedre planer og kontrolmekanismer nedefra og ovenfra, der ville også blive langt mindre behov for centrale dekreter og direktiver og dermed dårligere vækstvilkår for et nyt (bureaukratisk) borgerskab. Eller ”mindre stat”, om man vil.
Borgerskabets historieforfalskning finder uafbrudt sted, og herskernes ideologiske dominans er næsten total. Derfor er det akut, at vi tilegner os arbejderklassens historiske erfaringer om den vanskelige svære vej, man må gå for at nærme sig det klasseløse samfund ud fra de forudsætninger, som foreligger. Borgerskabet gør alt, hvad det kan, for at slette disse erfaringer fra vores kollektive hukommelse, netop fordi opbygningen af socialismen i flere lande har givet os en værktøjskasse fuld af nyttige redskaber. De fleste af disse redskaber er fortsat lige så anvendelige. Det som er afgørende, er, at den nye statsmagt ved, hvordan den skal bruge dem planmæssigt og effektivt.
”Den virkeliggjorte socialismes brutale historie i det 20. århundrede har, selv om enkelte ikke vil se det, faktisk ført til omfattende og reel ideologisk nytænkning,” skriver Vangen. Blandt dem, som er afsindigt optaget af at nedvurdere arbejderklassens største landvindinger, er det vanskeligt at få øje på denne nytænkning. Vangen og mange andre med ham kammer over i en idealistisk forenkling, formuleret som ”en realitetsorientering om, hvad kommunisme burde indebære i dagens politiske situation”.
Skulle Marx og Engels have ræsonneret som dagens venstrefløj, ville de have kasseret alle de positive erfaringer fra Pariserkommunen
Der kommer ingen nytænkning og ingen socialisme af at drømme om et kommunistisk ideal, uden at man anvender erfaringerne fra vores tid og epoke. Den, som stirrer sig blind på de negative erfaringer uden at bygge på og udvikle de positive, har sat sig selv og bevægelsen langt tilbage.
Hvis Marx og Engels havde ræsonneret som store dele af dagens venstrefløj, ville de have kasseret alle de værdifulde positive erfaringer fra Pariserkommunen, eftersom dette ”banditregime” (sådan som Vangen omtaler socialistiske statsdannelser i det 20. århundrede) led et knusende nederlag i det 19. århundrede. De gjorde heldigvis det modsatte ved at hylde de store fremskridt og undersøge, hvad der skulle korrigeres for at lykkes ved næste korsvej.
”For os er kommunismen ikke en tilstand, som skal oprettes, et ideal, som virkeligheden skal indrette sig efter,” siger Marx i Den Tyske Ideologi. ”Det vi kalder kommunisme, er den virkelige bevægelse, som gør ende på den herskende tilstand. Betingelserne for denne bevægelse opstår ud fra de præmisser, som allerede eksisterer.”
Når Vangen spørger, hvordan man bør organisere sig for at arbejde for en sådan omfattende systemændring, altså kommunisme, er det oplagte svar, at man må organisere sig kommunistisk, det vil sige i en organisation organiseret efter kommunistiske principper og med revolution og kommunisme som mål.
Bragt 10.juni 2019 på www.revolusjon.no