Lige nu foregår der mange vigtige diskussioner om, hvor kampen hos sygeplejerskerne og de øvrige offentligt ansatte skal udvikle sig hen, og hvordan. Vreden og frustrationen vokser, opbakningen i befolkningen vokser. Regeringen og arbejdsgiverne er stadig mere presset og forbundstoppene helt derude, hvor de kræver overarbejde af de ansatte for at opretholde deres trepartsforhandlinger, den danske model, og hvad der ellers har vist sig ikke at kunne bruges.
Efter sygeplejerskestrejken kom ud af DRS-fagtoppens ledelse og kontrol, fik den luft til at udvikle sig forbi fagsnævre lønkrav til krav om ligeløn, lønløft og arbejdsforhold i hele den offentlige sektor. Ti uger med arbejdsnedlæggelser på landets hospitaler, med demonstrationer og strejkestøttekomiteer og økonomiske indsamlinger til de strejkendes bod ved arbejdsretten, alt sammen viser det, at der er opsving i klassekampen, og at de offentligt ansatte ikke vil vente til OK24, før deres løn- og arbejdsforhold ændres.
Og de vil heller ikke bare vente på en lønkommission, som ingen tror på, andre end regering og fagtop, der håber, at syltekrukken vil virke endnu en gang. Regeringen ikke bare nægter et løft på grundlønnen og at sikre ligeløn og arbejdsforhold og nok ansatte – den socialdemokratiske regering forsætter sine provokationer med overarbejde, i samarbejde med forbundskvinderne Lizette Riisgaard, FH, og Mona Strib, FOA.
Så det er klart, at kampen må forsætte og den økonomiske ramme sprænges. Det gælder forholdene her og nu – for ansatte og patienter og brugere: Der skal lønkroner, ligeløn og flere ansatte på bordet. Det gælder fremtiden for hele den offentlige sundheds-, omsorgs- og uddannelsessektor. Den skal ikke reduceres til amerikanske og EU-forhold med privatisering og forsikringer til de rige og dem, der har råd – og en rest offentlig discount til resten af befolkningen. Det er den vej, det går. Den offentlige sektor skal derimod løftes og genopbygges til gavn for befolkningen og de ansatte.
Det er det stærke fælles perspektiv, de krav og mål, den aktuelle bevægelse har og kan stå sammen om – som en fælles sag på tværs af fag, og som solidariteten har udviklet sig omkring. Det er det fokus, de sidste ti uger har fået rejst og udbygget. At holde fast i kravene betyder i den grad at afvise fagtoppens pres og splittelsesforsøg og få det meldt klart ud.
Opsigelse som aktionsform
I skrivende stund hånes sygeplejerskernes aktion omkring kollektive opsigelser i medierne som en fiasko i et forsøg på at demobilisere bevægelsen. De endelige tal på landsplan mener Danske Regioner dog først, at de – uvist af hvilken grund – kan regne sammen engang i januar næste år.
Kollektiv opsigelse kan være et effektivt redskab i den faglige kamp. Men det kræver en massiv og solid opbakning, en stærk organisering og et klart mål. Sygeplejerskerne brugte den faktisk i deres allerførste arbejdskamp tilbage i 1946. Erfaringerne fra Sankt Elisabeth Hospital på Amager i 1995, fra Island i 1999 og fra Finland i 2007 er alle eksempler på, at truslen om kollektive opsigelser har virket og resultater opnået.
Et problem i den aktuelle aktion har uden tvivl været den tendens, der har været til, at ansatte har opgivet det offentlige og flyttet sig over i det private og vikarbureauer. Hvilket har gjort målet med aktionen uklart. Der kan være mange individuelle grunde til, at den enkelte vælger et sådant skridt, men som kampskridt for en bevægelse og arbejdskamp går det ikke det. Skridtene må være kollektive, og løsningen ligger ikke i at gå over i det private.
Forestillingen om, at hvis mange nok forlader det offentlige, så falder systemet sammen og politikerne vågner op og indser, at de må gøre noget, holder ikke. For det er jo netop en helt bestemt nedskærings- og privatiseringsplan, de gennemfører, og de er fuldt ud klar over og helt kolde over konsekvenserne, bare de bliver genvalgt. De stopper kun, når modstanden bliver stor nok.
Nye fagforeninger
Ligesom mange forlader deres fag, er der også mange, som lige nu melder sig ud af fagforeningerne i frustration og vrede over, at fagtoppen i den grad modarbejder medlemmerne og på alle måder forsøger at lægge kampen for forandring og forbedringer ned. Og ja, fagtoppen og hele laget af fagbureaukrater fører socialdemokratisk klassesamarbejdspolitik og har gjort det til deres levevej. De kan ikke lede arbejderklassens og de offentlige ansatte kamp og bevægelse andet end til nederlag og små midlertidige ting, der i sidste ende koster dyrt.
Men som arbejdere og ansatte er vi nødt til at være organiserede – facebookgrupper alene gør det ikke – og derfor diskuteres der også, om der skal laves en hel ny fagforening på tværs af fag. Eller skal man blive og få valgt folk ind i diverse bestyrelser og ad den vej ændre systemet og politikken trin for trin. Eller skal man opbygge en fagopposition på en kampplatform på arbejdspladser, inden for fagområder på tværs af den offentlige sektor.
Det er en rigtig vigtig diskussion. Og dette kan bare blive nogle indspark på nogle af de centrale punkter i den diskussion.
Problemet med at lave en helt ny fagforening er, at fagforeninger i dag er bundet op på hele det fagretslige juridiske og aftale system, der forhindrer fagforeningsmedlemmer i at virkelig kæmpe for deres krav, sådan som vi har oplevet det gang på gang. Det er simpelthen indbygget i det system, som fagbevægelsen har udviklet sig til. Den er blevet det tredje ben eller part i den klassesamarbejdspolitik og model mellem regeringen/arbejdsgiverne, staten og fagbevægelsen. En ny fagforening vil ikke, hvis man tænker den med forhandlingsret m.m., kunne gøre sig fri af de snærende bånd til staten og det fagretslige system.
Sammenkædningsreglerne ved urafstemningerne om overenskomstresultatet demonstrerede til fulde, hvad reglerne skal bruges til: at sikre ro på bagsmækken og påstå, at medlemmerne selv har stemt ja til det forhandlingsresultat, der var givet på forhånd.
Det har intet med ”Sammen er vi stærke” eller fællesskab at gøre, men er et forsøg på at fratage dem, der siger nej, deres stemme. Små fagforeninger som jordemødrenes og deres nej blev bare kørt over i det spil. Og når grupper som sygeplejerskerne får et nej igennem, følger alle spilleregler for, hvad der er lovligt, så får de et regeringsindgreb og diktat. Det er den danske model i en nøddeskal, som fagbevægelsen er en indgroet del af.
Problemet med fagbevægelsen kan heller ikke reduceres til, at den er dybt udemokratisk – hvad den vitterlig er. Sammenkædningsreglerne er et eksempel. Et andet aktuelt eksempel er, hvad der er sket i Dansk Sygeplejeråds kreds Hovedstaden, hvor bestyrelsen har gjort den fællestillidsrepræsentant, der fik tredjefærrest stemmer, til næstformand for at beskytte systemet mod, at de kritiske stemmer får en plads. Det er udemokratisk af en helt klar årsag: Det skal beskytte og fastholde klassesamarbejdspolitikken, som kritikken og den politiske kamp må rettes imod.
At gøre fagforeningerne til de kamporganisationer, de oprindelig var tænkt som, er desværre en illusion. Også denne sygeplejerskestrejke har bevist dette. Lige meget hvor meget og hvor gange et stort flertal af medlemmerne gjorde DRS-ledelsen klart, at de ville have deres krav opfyldt, så har det været på trods af, på tværs af og uden for fagforeningen, at kampen er blevet ført.
Det er derfor ikke et spørgsmål om, at fagtoppen ”bare” er ude af trit med deres medlemmer, ikke kan se skriften på væggen, ikke er fleksible nok til at skifte taktik, at de må tvinges til fornuft.
Opbyg en fagopposition
En fagopposition, derimod, er ikke en ny fagforening, men en organisering af folk, der sammen diskuterer og handler med det formål at organisere og udvikle den nuværende og kommende arbejdskampe, i modsætning til Socialdemokratiets og fagtoppens klassesamarbejde, der ikke vil forandre noget. Det er noget, som de kampvillige kræfter må udvikle sammen.
Den er samtidig også et politisk center, der f.eks. rejser fælles centrale krav på tværs af fagforeningerne og faggrupperne op til en overenskomst, over for lovindgreb, der forringer de ansattes og arbejderklassens forhold og rettigheder. Er der noget, sygeplejerskernes kamp har sat fingeren på, er det, at arbejdskamp og faglig kamp også er politisk kamp. Men ikke partipolitisk!
En fagopposition vil kunne samle de forskellige spontane centre, der naturligt opstår, når der ikke en er samlet ledelse, gennem en demokratisk proces. Den vil kunne arbejde for og styrke enheden og solidariteten blandt de offentligt ansatte selv og med de privat ansatte.
Den opbygges nedefra på arbejdspladser, hvor alle kan inddrages, uanset hvilken faggruppe eller fagforening de tilhører, eller om de slet ikke tilhører nogen. Der kan skabes faglige klubber på tværs af fag og på tværs af små arbejdspladser som f.eks. kommunale institutioner.
Det er spørgsmål, der stiller sig i bevægelsen, som må diskuteres og udvikles samtidig med og i sammenhæng med, at bevægelsen for at sprænge lønrammerne, for løft på grundlønnen, for ligeløn, for arbejdsforhold og udviklingen af den offentlige sundheds-, omsorgs- og uddannelsessektor fortsættes og udvikles. Det er sideløbende processer, der både udvikler og styrker den aktuelle bevægelse og fremtidige arbejdskampe.
Ind i bestyrelserne
Vi afviser ikke, at en protestbevægelse eller fagopposition, når muligheden byder sig ordinært eller ekstraordinært, forsøger at vælge nogen bedre kandidater ind i fagforeningsbestyrelser, der kan presse rammerne i det fagretslige system. Men ser det heller ikke som et mål eller løsning i sig selv. Det er altid en konkret afvejning, om et sådant skridt tjener udviklingen af en kamplinje eller ej i den konkrete situation. Det er mange gange set, at gode folk, der vælges ind, bliver ”usynlige” eller ”ædt” af systemet.
Den vigtigste rolle for disse personer, der helt sikkert vil blive marginaliseret og aldrig komme i nærheden af centrale poster, hvis ikke de retter ind, vil være at gøre det gennemsigtigt for medlemmerne, hvad toppen foretager sig af lusk bag om ryggen på dem. Og forsvare medlemmernes krav, aktioner m.m. og presse på for solidaritetsarbejde med andre faggrupper, når der er brug for dette.
Med andre ord er opgaven at etablere en velorganiseret fagopposition i fagforeningen, der ikke har ledelsesmæssig forbindelse til fagbureaukratiet, og som også favner uorganiserede kolleger, blandt hvem der også er masser af potentiale for kampvilje, især blandt dem, der har meldt sig ud i protest. Og som også udvikler stærke bånd til fagoppositioner i andre fagforeninger både blandt offentligt og privat ansatte.
1.12.2021