Krisen i det imperialistiske kapitalistiske system er eskaleret i den seneste tid med konsekvenser i de dominerede lande i Afrika, Asien og Latinamerika. De nye vestafrikanske kolonier, der er knyttet til dette system, er underlagt dets love, regler og svingninger.
Denne krise, som forværrer de grundlæggende modsætninger i vores tid, gør imperialismen stadig mere aggressiv og brutal. Dens mest tydelige manifestationer i øjeblikket er følgende:
– Den åbne opposition, der grænser til konfrontationen mellem USA og Kina om verdensherredømmet;
– Krisen i forbindelse med COVID-19-pandemien med dens negative indvirkning på verdensøkonomien og det sociale liv, hvis konsekvenser ikke vil forsvinde på kort sigt;
– Den amerikanske imperialismes og NATO-landenes sammenbrud i Afghanistan, som har afsløret denne militaristiske og aggressive grupperings skrøbelighed;
– Omfordelingskrigen i Ukraine mellem den russiske imperialisme på den ene side og den amerikanske imperialisme og dens NATO-allierede og EU-landene på den anden side. Denne reaktionære krig med dramatiske økonomiske og sociale konsekvenser for befolkningen bidrager til at styrke de imperialistiske magters militarisering;
– Genopblussen af militærkup i Afrika syd for Sahara (Mali, Tchad, Guinea-Conakry, Sudan) og institutionelle kup (Tunesien, med konfiskering af alle beføjelser over i hænderne på præsident Kais Saied). Alle disse politiske forhold afspejler neokolonialismens krise på det afrikanske kontinent.
I lyset af marxismen-leninismens principper skal vi vise arbejderklassen og befolkningen i vores land den dybe betydning af disse begivenheder og deres konsekvenser for bedre at kunne ruste dem i kampen for deres demokratiske og sociale rettigheder og for national og social frigørelse. Det giver os også mulighed for at anvende den proletariske internationalismes principper korrekt.
De seneste og aktuelle begivenheder og deres betydning på internationalt plan
Siden socialismens midlertidige nederlag i verden og Østblokkens opløsning har den amerikanske imperialisme gjort det til sin mission at forme verden i sit eget billede. For at nå dette mål har den amerikanske regering forpligtet sig til at etablere sit overherredømme enten frivilligt eller med magt ved at destabilisere lande gennem forskellige netværk som f.eks. Georges Soros’ netværk, CIA og aggression af befolkninger som f.eks. i Irak, Afghanistan og Syrien. Dette korstog, der gennemføres med støtte fra dets NATO-allierede, er rettet mod mere generelle ambitioner.
Det første er at ændre det geopolitiske kort i Østeuropa, Mellemøsten og Balkan. Nogle illustrative manifestationer af denne krigeriske orientering er aggressionen mod Libyen og den fysiske likvidering af Muammar Gaddafi, mod folkenes kamp i den arabiske verden og de forskellige forsøg på at indføre neoliberale og antikommunistiske værdier. De påskud, der generelt nævnes, er kampen mod terrorisme, “forsvaret af demokratiet og menneskerettighederne” osv. De har endda opfundet “retten til indblanding” for at intervenere militært i lande i overensstemmelse med deres interesser på det pågældende tidspunkt. Men begivenheder som angrebene den 11. september 2001 ødelagde tesen om det amerikanske systems usårlighed. Den finansielle og økonomiske krise i 2008 og dens alvorlige internationale konsekvenser har miskrediteret det globale kapitalistiske system i dets evne til effektivt at styre menneskehedens anliggender. Senest har COVD19-krisen og dens katastrofale håndtering i forbindelse med svækkelsen af de offentlige sundhedssystemer, herunder i de udviklede kapitalistiske lande, afsløret for verden, at det imperialistiske kapitalistiske system virkelig er løbet tør for luft.
Nogle væsentlige træk ved situationen i Afrika
Neokolonialismens fallit i Afrika har resulteret i en genopblussen af statskup. Den franske imperialisme, der har mistet momentum over for nye konkurrenter og er blevet undermineret af folkelige kampe, har forsøgt at genvinde kontrollen ved at omrokere i sin baggård gennem at forny den udskældte politiske klasse og erstatte den med folk, der er blevet vundet for den franske imperialismes sag. Destabiliseringen af Libyen og besættelsen af det nordlige Mali af jihadistiske grupper, der støttes af Frankrig, er en del af denne strategi for at genvinde kontrollen.
Det er derfor, at der er oprettet militærbaser i Sahel gennem Serval- og Barkhane-operationerne, oprettelsen af G5 Sahel under den franske hærs kontrol og Tabuka-styrken med henblik på at samle denne tilstedeværelse på europæisk plan. Geostrategiske spørgsmål og udplyndring af vigtige mineralressourcer i Sahel-Sahara-landene er målene for denne kanonbådspolitik. Alle Sahel-landene (Burkina Faso, Mali, Niger, Tchad) har i kampen mod terrorismen hver især mistet kontrollen over en stor del af deres territorium på trods af tilstedeværelsen af udenlandske militære styrker, der anslås til mere end 20.000 mand, og omkring 80 lande, der bidrager til FN’s fredsbevarende missioner. Alle kæmper for at placere sig i denne krig om omfordeling af territorier. I mellemtiden bevæger de væbnede terrorgruppers front sig ubønhørligt mod kystlandene (Elfenbenskysten, Togo, Benin).
Den sikkerhedsmæssige og humanitære krise forstærker den økonomiske og politiske krise, som er en kilde til politisk ustabilitet i forbindelse med rivaliseringerne mellem de forskellige fraktioner af det reaktionære borgerskab om at erobre den neokoloniale statsmagt. Den katastrofale situation i disse lande (Mali, Burkina Faso, Guinea-Conakry, Tchad) har ført til en genopblussen af militærkup.
Rusland udnytter den franske imperialismes tilbagegang og er dybt involveret og scorer point gennem militære samarbejdsforbindelser, især med Mali, efter at de franske tropper og militærbaser har forladt det maliske territorium og er blevet omplaceret i Niger, der er grænseland. Selv om vi må erkende, at vi ikke kan forhindre et suverænt land i at samarbejde med hvem det vil, er det ikke desto mindre nødvendigt at påpege, at det er risikabelt at ville stole på én imperialisme for at bekæmpe en anden. Det maliske folk skal ligesom Sahel-folket give sig selv midlerne til at sikre deres eget forsvar og lederskab i kampen mod terrorismen.
Afrika er i øjeblikket genstand for begær fra de vestlige magters side i rivalisering med nytilkomne lande som Kina, Rusland, Tyrkiet og Indien. Neo-kolonierne er således sat under reguleret pres. Siden begyndelsen af COVID19-pandemien er kontinentets BNP faldet med 2,1 %, hvilket har kastet det ud i recession, og ifølge Verdensbanken er 32 millioner mennesker drevet ud i ekstrem fattigdom. Sikkerhedskrisen har forværret situationen med millioner af fordrevne befolkningsgrupper og hungersnød i visse områder af kontinentet. I årtier har kontinentet ikke været i stand til at brødføde sin befolkning. Vi ser også, at multinationale selskaber i stigende grad overtager det, der i beskedenhed kaldes officiel udviklingsbistand (ODA), gennem direkte udenlandske investeringer (FDI). Men disse investeringer er ikke til for at udvikle kontinentet. Ifølge FN (se FN’s konference om handel og udvikling: Kapitalstrømme og vækst i Afrika. 2000), vendte i 1990’erne næsten 40 % af nettokapitaltilstrømningen til Afrika syd for Sahara tilbage til kreditorlandene i form af renter og hjemtagne overskud.
Afrika er afhængig af basisprodukter (råvarer). Afrikas eksport består for 80 % vedkommende af primærprodukter (landbrugsprodukter, skove, olie, uran, guld osv.). Afrikas andel af verdenshandelen er faldet fra 4 % i 1980 til 2 % i 2000. Den ulovlige kapitalflugt overstiger 75 mia. euro (49,2 mia. CFA-franc) om året. Denne kapitaludstrømning sker ad forskellige veje, f.eks. gennem korruption, smugleri, skatteunddragelse og multinationale virksomheders manipulation med henblik på at fjerne ulovligt optjente indtægter. Det er tilfældet med guld i Burkina Faso, der er skjult under dække af at være ”finkul”.
Det er derfor, de mange råstoffer og den lethed, hvormed de kan plyndres, er årsagen til den hårde konkurrence mellem udenlandske magter i Afrika. Frankrigs tilfælde er typisk for situationen. Det anvender forældede, brutale og tilbagestående metoder, som er rovdriftsmetoder. Samarbejdsaftalerne, hvoraf en del er hemmelige, bruges til denne plyndring. Monetær dominans gennem CFA-francen som valuta er den synlige del af dette massive svindelnummer.
De afrikanske befolkninger har forstået årsagerne til den franske politik, og overalt i demonstrationerne i gaderne forkaster de neokolonialismen og lancerer slogans som “Frankrig ud! Den franske hær ud af Afrika!”
Ifølge de økonomiske data er Sahel en meget rig region. Det er hjemsted for store oliereserver, uran, gas, coltan, kobber, mangan, litium, magnetisk malm, sjældne jordarter osv. I 2013 nævnte parlamentsmedlemmerne allerede i en rapport fra det franske senat i 2013 Frankrigs ønske om at sikre en “sikker adgang til Afrikas energi- og minedriftsressourcer gennem Operation Serval, som blev til Barkhane i 2014”. Ifølge en undersøgelse af den franske presse i Afrika viser det sig, at på trods af den procentvise halvering af den franske eksport faldt Frankrigs FDI-beholdninger (direkte udenlandske investeringer). Kontinentet er derfor meget attraktivt for Frankrig på trods af dets tilbagegang pga. presset fra dets rivaler, især kineserne. Hvad angår importen til Frankrig, drejer den sig hovedsagelig om uran, kakao og tropiske frugter.
Frankrig er især bekymret over indtrængningen af konkurrenter som Kina, Rusland og Tyrkiet, der gennem topmøderne Kina/Afrika, Rusland/Afrika og Tyrkiet/Afrika er ved at snuppe betydelige markedsandele fra Frankrig med risiko for at fortrænge det fra fastlandet. Vi forstår derfor Emmanuel Macrons hysteri ved tanken om at miste de kolossale gevinster, som Frankrig har opnået i Afrika, og som Frankrigs velstand er baseret på. Alle midler sættes derfor ind for at forhindre de dominerede lande i at slippe ud af det imperialistiske kapitalistiske systems greb.
Men arbejderklassen, befolkningerne og ungdommen i mange afrikanske lande er på kampens barrikader for at kræve bedre leve-, arbejds- og studievilkår i lyset af de neokoloniale staters fallit. De kæder i stigende grad deres elendighed sammen med udenlandske magters og deres lokale allieredes imperialistiske dominans.
På trods af den komplekse situation i Sahel med angreb fra væbnede jihadistiske terrorgrupper organiserer befolkningerne sig, gør modstand og forsvarer sig mere og mere mod de neokoloniale magters forsømmelighed. Denne situation kan udvikle sig til en cyklus af politisk ustabilitet med militærkup eller et revolutionært resultat.
Afrika er gravid med en demokratisk revolution
De afrikanske befolkninger, især den folkelige ungdom, forkaster det reaktionære borgerskabs fraktioner og deres reaktionære og opportunistiske politiske partier, som er medskyldige i valgsvindel.
De afrikanske befolkninger må også tage afstand fra kupmagere, for militærkup udfordrer ikke grundlæggende det neokoloniale dominanssystem og kan ikke medføre en social forandring til fordel for befolkningerne.
De afrikanske befolkninger, især de unge, ønsker revolutionære forandringer. De ønsker et brud med den franske imperialisme i de lande, hvor den er den dominerende imperialisme.
Folkene i Sahel ønsker at forsvare sig i modgang mod de jihadistiske grupper, der besætter hele dele af de pågældende lande. Der er tale om formørkede kræfter, og befolkningerne ønsker dem ikke.
Folket længes efter revolutionære forandringer. Det er derfor, at Afrika er gravid for en demokratisk revolution. Også vores parti, Voltas Revolutionære Kommunistiske Parti (PCRV), opfordrer folket til at organisere sig sammen med partiet i en stærk folkelig enhedsbevægelse for revolutionære forandringer med henblik på at fordrive borgerskabet og især den franske imperialisme fra magten og opbygge en moderne demokratisk republik.
Oversat fra Unity & Struggle nr. 46, 2023
Udgivet af CIPOML, Den internationale konference af marxistisk-leninistiske partier og organisationer