En af de løgne, som borgerskabet og dets agenter i arbejderbevægelsen udbreder for at forvirre arbejderne, er, at Kina er et kommunistisk land, og at det parti, der er ved magten, også er kommunistisk. På denne måde forsøger de at holde marxist-leninisterne ansvarlige for de onder, der findes i landet.
Men Kina er ikke og har aldrig været et land med et kommunistisk styre. Ja, den 1. oktober 1949 var der en revolution ledet af Kinas Kommunistiske Parti (KKP), der etablerede en folkerepublik, hvis mål var at opbygge et socialistisk samfund. På grund af forræderiet fra partiets og hærens centralkomité, undertrykkelsen af de virkelige kommunister og forskellige reformer udført siden 1978 blev kapitalismen genoprettet. I dag dominerer den private ejendomsret til produktionsmidlerne i Kina, menneskets udnyttelse af mennesket. Med statens fulde støtte udbytter storborgerskabet arbejderklassen; der er en voksende dominans af store nationale og udenlandske monopoler i finansieringen af økonomien og udenrigshandelen. Markedet og den uophørlige søgen efter profit bestemmer priserne på råvarer. Kort sagt er produktionsforholdene i Kina kapitalistiske.
For at skjule det faktum for arbejderklassen, at borgerskabet er den klasse, der virkelig drager fordel af økonomisk vækst, fortsætter KKP-forræderne og khrusjtjovitterne i det 21. århundrede med at kalde det regerende parti i Kina kommunistisk og det nuværende kapitalistiske regime i landet “markedssocialisme” eller “socialisme med kinesiske karakteristika for en ny æra”.
Men KKP er kun et kommunistisk parti af navn. Faktisk er det et revisionistisk parti af værste slags, som forrådte kommunismen, marxismen-leninismens idealer og principper, arbejderklassens revolution, og hvis sidste kongresser godkendte, at det styres af den “tredobbelte repræsentativitet, Deng Xiaopings teori og Xi Jinpings tanker”, alt sammen præsenteret som en “kontinuitet og udvikling af marxismen-leninismen”.
På samme måde som der var en socialistisk revolution i Rusland i 1917 og i dag ikke er en eneste person i verden, der betragter Rusland som et socialistisk land, eller som siger, at den korrupte og reaktionære Vladimir Putin er kommunist, vil det ikke tage lang tid, før Kinas Kommunistiske Parti bliver afvist af de kinesiske arbejdende masser og verdensproletariatet.
Klassekamp
Selvom situationen er trist og skammelig, er fakta fakta: Lederne af det kinesiske KKP solgte sig selv til borgerskabet og det finansielle oligarki, der dominerer verdensøkonomien. Korrumperede, som de var, foragtede de arbejderklassen og bønderne og blev kapitalens tjenere. Selvom det er beklageligt, lærer sådanne begivenheder de sande kommunister og revolutionære, at kampen mellem klasserne fortsætter med at udvikle sig kraftigt, selv efter arbejderklassens magtovertagelse. Som Dostojevskij siger: Djævelen sover ikke.
Karl Marx og Friedrich Engels forklarede detaljeret i Det Kommunistiske Partis Manifest: “Historien om alle hidtil eksisterende samfund er klassekampens historie (…) Vores epoke, bourgeoisiets epoke, besidder imidlertid dette særpræg: Den har forenklet klassemodsætningerne. Samfundet som helhed splittes mere og mere op i to store fjendtlige lejre, i to store klasser, der står over for hinanden: borgerskabet og proletariatet.”
Så der levnes ingen tvivl. Engels præciserede i en note til den engelske udgave af Manifestet fra 1888, hvorfor disse to klasser er i fjendtlige lejre: “Med borgerskab menes klassen af moderne kapitalister, ejere af midlerne til social produktion og arbejdskøbere af lønarbejde. Mens arbejderklassen er klassen af moderne lønarbejdere, der ikke har egne produktionsmidler, reduceret til at sælge deres arbejdskraft for at leve.”
Desuden, som Lenin påpegede, multiplicerer borgerskabet, efter at være blevet besejret, sin modstand ti gange og regner med støtte fra den internationale kapital: “Proletariatets diktatur er en yderst beslutsom og hensynsløs krig, der føres af den nye klasse mod en mere magtfuld fjende, borgerskabet, hvis modstand øges ti gange ved dets omstyrtelse (selvom det kun er i et land), og hvis magt ikke blot ligger i den internationale kapitals styrke, i styrken og holdbarheden af bourgeoisiets internationale forbindelser, men også i vanens kraft, i småproduktionens styrke … Småproduktionen skaber kapitalisme og borgerskab kontinuerligt, dagligt, hver time, spontant og i masseskala. Af alle disse grunde er proletariatets diktatur afgørende, og sejr over bourgeoisiet er umulig uden en lang, stædig og desperat krig på liv og død, en krig, der kræver udholdenhed, disciplin, fasthed, ukuelighed og viljens enhed.” (V.I. Lenin: “Venstresekterisme – en børnesygdom”)
Hvad er et kommunistisk parti?
Efter 1978, efter den voldelige undertrykkelse af de ledere og medlemmer, der støttede den store proletariske kulturrevolution, blev Deng Xiaoping leder af KKP’s centralkomité og gennemførte de økonomiske reformer, der førte til genoprettelsen af kapitalismen i Kina. Nogle mennesker er tilbageholdende med at anerkende denne virkelighed; i sidste ende fortsætter det kinesiske parti med at kalde sig kommunistisk og vise hammer og segl på sit banner. I vores land har vi eksemplet med PCdoB, også kaldet Brasiliens Kommunistiske Parti. Det fortsætter med at bruge det røde flag med hammer og segl – i det mindste på sine kongresser – mens det har opgivet de kommunistiske idealer, den marxistiske teori om klassekampen, og er fortsat med at forsvare den private ejendomsret til produktionsmidlerne og forherlige den borgerlige hær.
Spørgsmålet om partiets navn er så vigtigt, at Lenin i 1918 forsvarede partiets navneændring i Rusland. Faktisk indtil den 7. kongres, der blev afholdt fra d. 6. til 8. marts 1918, blev bolsjevikpartiet kaldt det Russiske Socialdemokratiske Arbejderparti (RSDLP). Med de opportunistiske socialdemokratiske lederes forræderi i Anden Internationale fandt Lenin det på sin plads at markere forskellene til Socialdemokratiet og forsvarede behovet for, at bolsjevikpartiet skiftede navn til det russiske kommunistparti: “Det vigtigste argument for at ændre partiets navn er, at de gamle officielle socialistiske partier i alle de førende europæiske lande indtil nu stadig ikke er sluppet af med deres beruselse af socialchauvinisme og socialpatriotisme, der førte til den europæiske officielle socialismes fuldstændige sammenbrud under den nuværende krig, således at næsten alle officielle socialistiske partier indtil nu har været en reel hindring for arbejderklassens revolutionære socialistiske bevægelse, en reel byrde for den. Og vort parti, som på nuværende tidspunkt utvivlsomt nyder den største sympati hos masserne af det arbejdende folk i alle lande – vort parti må komme med den mest afgørende, skarpe, klare og utvetydige erklæring, der er mulig, om, at det har afbrudt forbindelsen med den gamle officielle socialisme, til hvilket formål en ændring af partiets navn vil være det mest effektive middel.” (V.I. Lenin: Rapport om gennemgang af programmet og om ændring af partiets navn, Samlede værker, bind 27 eng. udgave).
For at afgøre, om et parti er kommunistisk eller ej, er dets navn således ikke nok; Det er nødvendigt at analysere dets sammensætning, dets program, dets praksis (i landet og verden) og dets teori.
Som vi ved, kæmpede Marx, Engels, Lenin og Stalin altid for at opbygge et revolutionært parti for arbejderklassen i opposition til de andre partier, der forsvarede privat ejendomsret til produktionsmidlerne og klassesamarbejde. Sammensætningen af dette parti er derfor ikke noget sekundært, når alt kommer til alt: “Af alle de klasser, der står ansigt til ansigt med bourgeoisiet i dag, er alene proletariatet en virkelig revolutionær klasse.”(Marx og Engels: Det Kommunistiske Partis Manifest)
Lenin definerede også det kommunistiske parti som arbejderklassens parti: “Vi er en klasses parti, og derfor bør næsten hele klassen (og i krigstid, i en periode med borgerkrig, hele klassen) handle under ledelse af vores parti, bør holde sig til vores parti så tæt som muligt.” (V.I. Lenin: Et skridt frem, to skridt tilbage)
I virkeligheden holdt de sande kommunister aldrig op med at bekæmpe klassesamarbejde og var ekstremt kompromisløse over for tilstedeværelsen af småborgerlige, opportunistiske og revisionistiske elementer i partiet. Lad os se på, hvad Lenin skrev om de grundlæggende betingelser for den russiske socialistiske revolutions sejr:
“Med reformister, mensjevikker, i vore rækker er det umuligt at sejre i den proletariske revolution, det er umuligt at forsvare den. Det er i princippet indlysende, og det er påfaldende blevet bekræftet af erfaringerne fra både Rusland og Ungarn … I Rusland er der opstået vanskelige situationer mange gange, hvor sovjetregimet helt sikkert ville være blevet væltet, hvis mensjevikkerne, reformisterne og småborgerlige demokrater var forblevet i vort parti.” (V.I. Lenin: Falske taler om frihed, citeret i Stalin: Leninismens grundlag)
Vi gentager: “Sovjetregimet ville helt sikkert være blevet væltet, hvis mensjevikkerne, reformisterne og småborgerlige demokrater var forblevet i vores parti.”
Hvad ville Lenin så ikke have sagt, hvis der inden for partiet ikke kun var reformister og småborgere, men borgerlige og ikke bare borgerlige, men kapitalistiske milliardærer? Det er umuligt at forestille sig, simpelthen, fordi Lenin aldrig ville have været en del af et sådant parti og aldrig ville have tilladt en sådan en skændsel at finde sted i bolsjevikpartiet eller i noget parti tilknyttet Tredje Internationale. Lenin klassificerede alle de opportunistiske, socialchauvinistiske og kautskyistiske fagforeningsledere som “småborgere i livet og efter størrelsen af deres indkomst“, som “agenter for borgerskabet i arbejderbevægelsen”, og gjorde alt dette helt klart: “[Vores] organisation er bedre end alle andre. Ingen lediggænger, ingen udbytter kan tilhøre denne organisation.” (V.I. Lenin: First All-Russia Congress on Adult Education, Collected Works, Vol. 29)
Stalin afviste også på det bestemteste dem, der forsvarede sameksistens inden for partiet af reformister og småborgerskabet: “Teorien om at ‘besejre’ opportunistiske elementer ved ideologisk kamp inden for partiet, teorien om at ‘overvinde’ disse elementer inden for rammerne af et enkelt parti, er en rådden og farlig teori, der truer med at dømme partiet til lammelse og kronisk svaghed, truer med at gøre partiet til et bytte for opportunismen, truer med at efterlade proletariatet uden et revolutionært parti, truer med at fratage proletariatet dets vigtigste våben i kampen mod imperialismen.” (Stalin: Leninismens grundlag).
Milliardærerne og KKP’s forræderi
Det er den marxistisk-leninistiske opfattelse af, hvad sammensætningen og karakteren af et sandt kommunistisk parti bør være. Kinas Kommunistiske Parti (KKP) og fortalerne for falsk kinesisk socialisme er helt uenige i denne leninistiske opfattelse af partiet.
Lad os se på kendsgerningerne.
Jack Ma er en af de rigeste kapitalistiske virksomhedsledere i Kina. Han ejer Alibaba-konglomeratet. Den personlige formue for denne kinesiske “kommunist” anslås til omkring 37 milliarder US-dollars. Ma har som alle kapitalister i verden beriget sig gennem udbytning af arbejdere; kapitalister, hvis mål blev grundigt afsløret af Karl Marx i hans mesterlige værk ”Kapitalen”.
Vær ikke bange, kammerater: Denne rige kinesiske virksomhedsejer er et af de bemærkelsesværdige medlemmer af Kinas Kommunistiske Parti og var en af dem, der blev hædret på den 19. partikongres for at være en af “hovedarkitekterne bag socialisme med kinesiske karakteristika“, rapporterede Folkets Dagblad, organ for KKP, i sin udgave 27. november 2018. Jack Ma er, selvom han er forfatteren af sætningen: “Jeg kom ikke til denne verden for at arbejde. Jeg vil ikke dø ved et skrivebord, jeg vil dø på en strand,“ fortaler for, at Kina implementerer 996-systemet i hele landet, hvilket betyder arbejde fra 9:00 til 21:00 seks dage om ugen. Hans forslag blev forsvaret i en artikel henvendt til virksomhedens medarbejdere, hvori han siger, at arbejde 12-timers-dage “er en velsignelse“, og at uden denne arbejdsbyrde ville den kinesiske økonomi “meget sandsynligt miste sin vitalitet og sit momentum. Antallet af tjenestemænd er steget de seneste år… og antallet af arbejdsløse er vokset hurtigt. Hvis dette fortsætter, vil virksomheden hurtigt blive elimineret fra markedet!” skrev dette kinesiske “kommunistiske” partimedlem (Bloomberg, 15. april 2019). Som vi kan se, er Mas tænkning ikke udtryk for dårlig dømmekraft, men simpelthen kapitalistisk i sin rene form.
Et andet fremtrædende medlem af Kinas Kommunistiske Parti er milliardæren Liang Wengen, ejer af Sany Group, en byggemaskineindustri, der udnytter omkring 70.000 arbejdere. Den “kommunistiske” Liang er takket være “socialisme med kinesiske karakteristika i den nye æra” ejer af en formue på 5,9 milliarder US-dollars og har været medlem af KKP i Kina siden 2004. Han og mere end 30 storkapitalister (alle ejere af formuer på milliarder af dollars) udgjorde en gruppe på 2.270 delegerede på Kinas Kommunistiske Partis 18. kongres. Liang Wengen blev endda nomineret til at være medlem af centralkomiteen for Kinas “Kommunistiske” Parti, et organ med 370 medlemmer. Men ifølge det kinesiske nyhedsbureau Xinhua afviste Liang sit kandidatur med følgende ord: “Hvordan kunne jeg indtage denne stilling? Jeg kan ikke udføre det job. Jeg håber, at andre private virksomhedsledere vil tage vores ønsker med til partiledelsen. Men dette viser, at partiet og regeringen forsvarer og støtter den sociale gruppe af private virksomhedsejere.” (Xinhua, 13. november 2012)
Borgerskabets “harmoniske og fredelige” sameksistens med arbejderklassen, i stedet for klassekampen, er en af de fabelagtige perler i teorien om ”tredobbelt repræsentation” eller ”Tanken om de tre repræsentationer”, der gjorde det til officiel politik, at klassefjenderne, kapitalisterne, kan slutte sig til KKP uden begrænsninger. Dette dyrebare programmatiske princip blev godkendt på den 16. partikongres i 2002, et forslag fremlagt af Jiang Zemin, landets præsident fra 1993 til 2003, og blev en af de særlige forhold ved “socialisme med kinesiske karakteristika”.
Hvad er det for en vækst?
I de sidste fire årtier har væksten i antallet af medlemmer af borgerskabet i Kina været så spektakulær, at den italienske filosof Domenico Lasurdo, en af de mest entusiastiske forsvarer for markedssocialismen, beskrev dette fænomen i en artikel fra 2001 som følger: “Og alligevel, netop som et resultat af succesen med politiske reformer og den ekstraordinære økonomiske vækst i Kina, vokser antallet af millionærer og milliardærer dramatisk; vil så den rigdom, der akkumuleres af de nye kapitalister, have indflydelse på politikken? Det er i lyset af denne bekymring, at man fuldt ud kan forstå den igangværende kampagne mod korruption. Oprydningsprocessen har ikke kun til formål at konsolidere den sociale konsensus om Kinas Kommunistiske Parti og regeringen. Det betyder at gennemføre Deng Xiaopings anbefaling og dermed forhindre de ‘borgerlige elementer’ i at danne en klasse, der er klar til at tage magten.” (Domenico Losurdo: Er Kina blevet kapitalistisk? Refleksioner om overgangen fra kapitalisme til socialisme, 2017)
Intet kunne være mere afslørende end Deng Xiaopings teori, Xi Jinpings tanke og “markedssocialisme” end Losurdos ord. Faktisk har den såkaldte kinesiske vækst, med en af dens beundreres ord, ført til en spektakulær vækst af millionærer og milliarder, det vil sige den stigende akkumulering af rigdom fra kapitalisternes side. Hvilken fantastisk ting! Hvordan kunne Marx ikke have forudsagt dette?!
For at forhindre de borgerlige elementer, kapitalisterne, der vokser dramatisk i landet, i at danne en social klasse og tage magten, er den løsning, som Losurdo præsenterer at bekæmpe korruption og have tillid til Deng Xiaopings teori. Lad os se:
“Mens han indledte sin politik om reform og åbenhed, var Deng opmærksom på deres iboende risici. I oktober 1978 advarede han: ’Vi vil ikke tillade, at et nyt borgerskab tager form.’ Dette mål modsiges ikke af tolerance over for individuelle kapitalister. Selvfølgelig skal de tages meget i betragtning. Et punkt er dog konstant: ‘Kampen mod disse individer er forskellig fra en klasses kamp mod en anden, som fandt sted i fortiden (disse individer kan ikke danne en sammenhængende og åbenlys klasse)’ (Deng, 1992-95).” (Domenico Losurdo: Er Kina blevet kapitalistisk? Refleksioner om overgangen fra kapitalisme til socialisme, 2017)
Hvilken enorm magt hr. Deng har! Hans enkle anbefalinger er nok til at forhindre borgerskabet i at danne en klasse, selvom de har de samme klasseinteresser, den samme ideologi, at de udnytter arbejderne til merværdi og til at øge deres rigdom, og selvom de vokser dramatisk i antal! Er det sådan, hr. Losurdo? Uden at kæmpe mod kapitalistisk udbytning, mod borgerskabet, kan man så bare fokusere på korruption?
Så millionærer og milliardærer, husk Dengs ord, prøv ikke på ikke danne en klasse og tage magten i Kina. Du kan tjene tusinder af millioner, slutte dig til det kinesiske kommunistparti i tusindvis, udnytte de arbejdende masser, eksportere din kapital eller placere den i skattely, du kan stjæle jord fra bønder, danne en reservehær på 200 til 300 millioner migrantarbejdere, og du vil stadig ikke være en klasse eller organisere et parti til at tage magten. Faktisk er hr. Dengs “lære” så stærk, at den forsøger at tilbagevise alt, hvad Marx skrev om den historiske tendens til kapitalistisk akkumulation.
Løgnene om NEP
Selvom markedssocialismens teoretikere fra tid til anden med skam må indrømme, at der ikke intet socialistisk er i det eksisterende økonomiske og politiske regime i Kina, når de står over for de tragedier, som kapitalismen har forårsaget i landet, så siger de, at leninister ikke kan kritisere dette, da Lenin selv foreslog den nye økonomiske politik (NEP) kort efter Oktoberrevolutionen.
Men det er en anden fejlslutning. NEP var en økonomisk politik i en vis periode i Rusland og blev vedtaget for at erstatte en anden tidligere eksisterende økonomisk politik, krigskommunismen. Desuden besluttede Sovjetunionens Kommunistiske Partis 16. kongres, der blev afholdt i juni 1930, at tiden var inde til at omdanne “NEP-Rusland til et socialistisk Rusland”, herunder at reducere arbejdsdagen til syv timer med en femdages uge.
I 1934 udgjorde den socialistiske industri allerede 99 % af hele landets industri, og socialistisk landbrug – kollektive gårde og statsbrug – udgjorde ca. 90 % af det samlede tilsåede areal. Derfor sagde Stalin i en tale på den 17. kongres i januar 1934: “Vi kan nu sige, at den første (patriarkalske økonomi), den tredje (privatkapitalisme) og den fjerde formation (statskapitalisme) ikke længere eksisterer, den anden socialøkonomiske formation (lille vareproduktion) er blevet tvunget til en sekundær position, mens den femte socialøkonomiske formation – den socialistiske formation – nu har ubestridt magt og er den eneste kommanderende kraft i hele den nationale økonomi.” (Citeret i Sovjetunionens Kommunistiske Partis (bolsjevikkernes) historie).
Hvis de kinesiske “kommunister” i stedet for at fornærme kammerat Stalin i det mindste havde læst hans tale af 19. oktober 1928 (Højrefaren i SUKP(b).):
”Under den sovjetiske udviklings betingelser, hvor kapitalismen allerede er blevet styrtet, men dens rødder endnu ikke er revet ud, betyder højreafvigelsen i kommunismen en tendens, en tilbøjelighed, der endnu ikke har taget form, det er sandt, og måske endnu ikke bevidst realiseret, men ikke desto mindre en tendens hos en del af kommunisterne til at afvige fra vort partis generelle linje i retning af borgerlig ideologi.”
Er det ikke klart, at når KKP prædiker tolerance og hensyn til kapitalisterne og erklærer milliardærer og udbyttere af arbejderklassen for “kommunister” og partimedlemmer, er dette et sandt forræderi mod arbejderklassen?
Arbejdsløshed og ulighed i Kina
For at forsvare “succesen” med de reformer, der genoprettede kapitalismen i Kina, roser forsvarerne for falsk kinesisk socialisme konstant det faktum, at landet har nogle af de højeste vækstrater i verden. Den rige banksektor producerer og eksporterer mere end noget andet land, den har 119 virksomheder på listen over verdens 500 største virksomheder, og mange er statsejede. Kina eksporterer mere kapital, end det importerer; Huawei, der ejes af Ren Zhengfei-familien, er førende inden for 5G-teknologi, “kammerat” Jack Mas Alibaba dominerer verdens onlinehandel, og hundredvis af kinesiske milliardærer, ægte kapitalister fremstillet i Kina, er på Magasinet Forbes’ liste over milliardærer. Ja, lad os ikke glemme det infrastrukturelle “århundredets projekt”, Den Nye Silkevej (BRI).
Store fremskridt, uden tvivl. Men hvilken klasse tilegner sig denne enorme produktion af rigdom? Hvilke fordele har de “fire moderniseringer”, de gensidigt fordelagtige (win-win) relationer og økonomiske reformer bragt til de kinesiske arbejdere og folk?
Med ordene fra David F. Ruccio, professor emeritus ved Notre Dame-universitetet, i en artikel offentliggjort den 24. marts 2020 på Real-World Economics Review:
“Kapitalistiske kriser er hverken forudsigelige eller stammer fra en enkelt årsag … Men der er én ting, som kapitalistiske kriser alle har til fælles: arbejdsløshed, enten på grund af sprængning af spekulative bobler, eller fordi virksomheder har udvidet deres gældsætning langt ud over deres betalingsevne i tilfælde af et uventet ‘chok’.
Under kapitalismen har arbejdere ingen ret til et job (langt mindre ret til at deltage i beslutninger om, hvornår og hvor job vil blive skabt eller ødelagt). I stedet skal de arbejde hårdt for at forsøge at sælge deres evne til at arbejde – og de er tvunget til at gøre det for at overleve, fordi deres evne til at udføre arbejde kun er værdifuldt på markedet, når det kan bruges til at tjene penge til en anden.”
Ifølge professor Ruccio: “Flere og flere amerikanske arbejdere bliver afskediget af virksomheder, der skærer ned på deres aktiviteter eller simpelthen lukker ned. Det gælder også i andre lande, fra Kina (hvor mindst fem millioner arbejdere har mistet deres job) til Italien (som i sidste uge overgik Kina i coronavirusrelaterede dødsfald).” Med hans ord er det en “arbejdsløshedspandemi”.
Betyder det virkelig, at der er arbejdsløshed i Kina, og at disse arbejdsløse arbejdere ikke kan sælge deres arbejdskraft til ejerne af produktionsmidlerne?
Hvad blev der lige af det kinesiske borgerskabs dyder? Ja, det her kan jo kun være djævelens værk; det har intet med kapitalisme at gøre, uanset hvad professor Ruccio siger; han kender jo ikke Kinas skikke eller historie.
Lad os nu videregive ordene fra Branko Milanovic, tidligere cheføkonom i Verdensbanken og professor ved Graduate Center City University of New York, i hans seneste bog “Capitalisme, Alone – The Future of the System that Rules the World”:
“Mens ulighederne i landdistrikter og byer i 2010’erne var mellem 30 og 40 Gini-point (statistisk måleenhed for ulighed, red.), var uligheden i hele Kina næsten 50 Gini-point, med en let faldende tendens fra omkring 2009. Dette er et niveau af ulighed, der væsentligt overstiger amerikansk ulighed og nærmer sig ulighedsniveauer, som vi finder i Latinamerika. Det er også et ulighedsniveau, der er dramatisk højere end i 1980’erne, hvor Kina, hvad angår statens andel af både beskæftigelse og værditilvækst, stadig var et socialistisk land. Således er uligheden steget kraftigt i både landdistrikter og byområder og endnu mere (på grund af den stigende indkomstforskel mellem by- og landdistrikter) i Kina som helhed.
Private virksomheder er ikke bare mange; mange er store. Ifølge officielle data er andelen af private virksomheder i top 1 % af virksomhederne rangeret efter samlet værditilvækst steget fra omkring 40 % i 1998 til 65 % i 2007 (Bai, Hsieh og Song 2014). Ejerskabsmønstre i Kina er komplekse, fordi de ofte involverer centralstat, provinsstat, kommunalt, privat og udenlandsk ejerskab i forskellige andele, men statens rolle i det samlede BNP i 2023, beregnet fra produktionssiden, vil sandsynligvis ikke overstige 20 %, mens arbejdsstyrken ansat i statsejede virksomheder og kollektivt ejede virksomheder er 9 % af den samlede beskæftigelse i landdistrikter og byer (China Labor Statistical Yearbook 2017).” (Milanovic: Capitalism, Alone).
Branko Milanovic siger også: “I begyndelsen af reformerne fastsatte staten priser for 93 % af landbrugsprodukterne, 100 % af industriprodukterne og 97 % af detailråvarerne. I midten af 1990’erne var proportionerne omvendte: priserne blev markedsbestemt for 93 % af detailråvarer, 79 % af landbrugsprodukter og 81 % af produktionsmaterialerne (Pei 2006). I dag er selv en højere procentdel af priserne markedsbestemte.” (Milanovic: Capitalism, Alone).
Så 91 % af arbejderne i kinesiske byer og landdistrikter sælger deres arbejdskraft til kapitalister, og statens andel i industriproduktionen er kun 20 %? Har den glorværdige økonomiske åbenhed øget antallet af millionærer og øget uligheden til et højere niveau end i 1980, da Kina stadig var et land med socialistiske karakteristika? Har Deng Xiaopings teorier og Xi Jinpings tanker reduceret andelen af statsejede virksomheder i industriproduktionen fra 100 % til lidt over 20 %? Sker dette i Kina selv med ”tredobbelt repræsentation”? Hvordan vil socialisme blive opnået i 2050 med denne hastighed? Er det den vidunderlige økonomiske planlægning i Kina?
Stalin havde ret, da han sagde, at uden at afskaffe princippet om privat ejendomsret til produktionsmidlerne er det umuligt at skabe en planøkonomi. Og har kapitalistiske reformer øget uligheden i Kina? Er det muligt? Hvad vil forsvarerne af markedssocialismen sige? Måske noget som dette: “Vi tror ikke på denne økonom, vi respekterer hans studier om ulighed, fordi vi ønsker at løse alle forskelle og modsætninger med de borgerlige elementer fredeligt, men intet af dette vil få os til at miste vores tro på Dengs teorier og Xis tanker.”
Der er mere: De fleste kinesere stiller op på overfyldte offentlige hospitaler, mens de rige bydes velkommen på luksuriøse privathospitaler. Også inden for uddannelse har der været ændringer til det værre: Kun ni års studier er gratis. Familier, der ønsker, at deres sønner eller døtre skal gå på universitetet, skal betale for det.
I Kina er arbejderklassen en udbyttet klasse, der ikke arbejder for sig selv, men for klassen af udbyttere, borgerskabet. Økonomien er underlagt den uophørlige søgen efter profit fra de borgerlige elementer, som kontrollerer 80 % af industriproduktionen. Der er arbejdsløshed, og priserne fastsættes af de kapitalistiske elementer og monopolerne, der kontrollerer produktionsmidlerne og udenrigshandelen, som de faktisk gjorde før revolutionen i 1949.
Alligevel insisterer de moderne revisionister på, at Kina er “et socialistisk land med kinesiske karakteristika fra den nye æra”. Aha! Undskyld, opportunister, forrædere mod marxismen-leninismen! Det handler ikke om socialisme eller kommunisme, men om “en ny produktionsmåde – markedssocialisme vil bare være det smarte navn på denne Nyt Design-økonomi”, som geograf Elías Jabbour fortalte IHU (IHU online, 16. oktober 2019).
Ikke for at være fordomsfuld, men i lyset af en sådan idealisme og fantasi foretrækker vi at fortsætte med at tro på Karl Marx’ ord: “Målet med vores kamp er at vælte borgerskabet, afskaffelsen af det gamle borgerlige samfund baseret på modsætninger og grundlaget for et nyt samfund uden klasser og uden privat ejendom.” Længe leve marxismen-leninismen!
August 2020
Centralkomiteen for Det Revolutionære Kommunistparti, PCR, Brasilien
Oversat fra Unity & Struggle nr.41, nov. 2020