Den 29. december 1922 godkendte en konference af valgte delegerende fra de socialistiske republikker Rusland, Transkaukasien, Ukraine og Hviderusland med mandat fra arbejderne og revolutionære regeringer stiftelsestraktaten og erklæringen om stiftelsen af Sovjetunionen og dannede således Unionen af Sovjetiske Socialistiske Republikker. Hver af republikkerne havde sin egen forfatning.
I 1924 blev Sovjetunionens første forfatning godkendt, reglerne, rettighederne og forpligtelserne for republikkerne i den nye sovjetstat blev etableret. I denne forfatning blev retten til adskillelse fra Sovjetunionen fastlagt, og at grænseændringer kun kunne gennemføres med hver republiks samtykke, samtidig med at den bekræftede viljen til at forene sig i en enkelt stat.
December i år, 2022, markerer 100-årsdagen for denne ekstraordinære begivenhed, der gav anledning til en ny situation uden fortilfælde i menneskehedens historie.
Det gamle tsaristiske imperium, som andre imperier og stater, der eksisterede på det tidspunkt, omfattede flere lande og nationer, forskellige nationaliteter og folk, der var udsat for national undertrykkelse, tyranni, undertvingelse af deres kulturer og udnyttelse af arbejderne af de besiddende klasser i den dominerende nation og visse sektorer af godsejerne og kapitalisterne i de underkuede nationer selv.
Tsarriget blev stemplet som et “nationernes fængsel”. Disse omstændigheder var resultatet af erobringskrige gennem århundreder, som forvandlede snesevis af lande og nationer til “del” af Storrusland. Situationen for de underkuede folk og nationer resultatet af tsarens hæres militære besættelse.
Som et resultat af bolsjevikkernes sejr i oktoberrevolutionen i 1917 vandt arbejderklassen i alliance med bønderne magten i det tsaristiske Rusland, forvandlede sig til den herskende klasse og begyndte fra denne position at opbygge et nyt samfund. I den proces gjorde den betydelige fremskridt.
Sovjetmagten befriede produktivkræfterne fra feudalherrernes og borgerskabets hænder, lagde dem i hænderne på den statslige organisation ledet af arbejderklassen, af proletariatets diktatur. Det ophøjede arbejderklassen og bønderne til at være de herskende klasser og samfundsledere i hvert af landene, som havde været udnyttet og domineret af de russiske godsejere og borgerskabet i århundreder. Det eksproprierede de tidligere ekspropriatorer, fjernede privat ejerdomsret af produktionsmidlerne, løste beskæftigelsesproblemet for arbejderne i alle nationer og nationaliteter. Arbejderne i byen og på landet arbejdede beslutsomt og frivilligt i opbygningen af det nye samfund. De skabte rigdom for at forvandle et tilbagestående land til datidens andenstørste industrielle magt. Arbejderklassens diktatur lagde uddannelse, sundhed, social og åndelig velfærd i hænderne på arbejderne og folkene, ødelagde de patriarkalske opfattelser af kvinder, etablerede fulde rettigheder og lige vilkår mellem mandlige og kvindelige arbejdere.
Sovjetmagten placerede på lige fod den sociale og nationale organisering af alle de folk og nationaliteter, der var en del af den store multinationale stat, der udgjorde Sovjetunionen. National undertrykkelse, “russificering” af forskellige lande og regioner, etnisk, kønsmæssig og kulturel diskrimination blev udryddet. Nationale forskelle og kulturelle forskelle fik særbehandling for at overvinde dem. Produktivkræfternes tilbageståenhed blev bragt i overensstemmelse med udviklingen af den centralt planlagte økonomi, med en politik for tilfredsstillelse af arbejdernes behov og rettigheder.
Nationaliteternes sovjet blev dannet, hvori sovjetterne af arbejdere og bønder i alle republikker og autonome regioner, der udgjorde Sovjetunionen, deltog på lige fod.
De koloniale bånd og Ruslands herskende klassers undertrykkelse af folkene og nationerne blev ødelagt af Ruslands arbejderklasse i samarbejde med arbejderklassen og folkene i hver eneste i hver eneste republik og autonome regioner. En ny stat blev født.
I denne store multinationale stat eksisterede flere dusin nationer og mere end hundrede nationaliteter og etniciteter fredeligt sammen. Samlet i processen med at opbygge den nye verden etablerede Sovjetunionens forskellige nationaliteter arbejdernes samfund og gav samtidig mangesidet impuls til deres egne nationale kulturer, til deres egne identiteter. Langt de fleste nationer dannede deres egne republikker, og nationaliteterne udviklede sig til autonome regioner. Dette var muligt, fordi arbejderklassen i hver af republikkerne udøvede rollen som den herskende klasse og leder af samfundet.
Under disse omstændigheder udvikledes de nationale kulturer, modersmålene og sociale og materielle fremskridt. De hundredvis af folkeslag, der dannede Sovjetunionen, oplevede mangesidet udvikling. Der er ingen tvivl om, at der blev begået fejl, at der var afvigelser, herunder misbrug, fra visse embedsmænd, der antog nationalistiske stillinger og praksis, men det grundlæggende var, at folkene og nationerne blomstrede på lige fod i den store opgave at opbygge den nye verden.
Offentlig uddannelse blev altid udført på nationaliteternes sprog, universiteter og akademier blev oprettet for at styrke deres egne kulturer, bøger blev udgivet i millionvis på alle sprog i det store land, der dannede Sovjetunionen. Flere af disse sprog havde været på randen af udryddelse og blev genoplivet.
Sovjetunionens resultater blev garanteret af proletariatets diktatur, af socialismens eksistens og produktivkræfternes kraftige udvikling.
Sovjetunionen stod over for belejringen og sammensværgelsen fra de interne reaktionære kræfter og den kapitalistiske verden, et pres fra de imperialistiske lande, der kæmpede for at underminere og ødelægge den og gennemførte en økonomisk og politisk belejring for at begrave den nye verden.
I modsætning til dette så arbejderklassen og verdens folk med håb og sympati på den revolutionære proces, der udfoldede sig hos arbejderne og folkene i Sovjetunionen under det kommunistiske partis korrekte ledelse. Socialismens hjemland blev anerkendt på de fem kontinenter.
I løbet af få år blev de store imperialistiske lande tvunget til at erkende Sovjetunionens eksistens, og en efter en etablerede de diplomatiske forbindelser.
Opbygningen af socialisme i Sovjetunionen mobiliserede mange, mange millioner arbejdere fra by og land. Revolutionen bragte feudalt livegenskab og kapitalistisk udbytning til fald, og i dette scenarie arbejdede millioner af sovjetborgere beslutsomt og entusiastisk for opbygningen af den nye verden.
Sovjetunionen blev oprettet af kommunistpartiet i hver eneste nation og republik. Arbejderklassen steg til status som herskende klasse og leder af samfundet i sin respektive republik og region.
Efter flere årtier, efter den moderne revisionismes magtovertagelse i det kommunistiske partis og sovjetstatens ledelse, mistede arbejderne og folkene i Sovjetunionen deres rettigheder, de kunne se de nye kapitalister blive genfødt, og med dem genoprettelsen af udbytning og undertrykkelse.
I 1991, efter Boris Jeltsins opstigning til regeringsmagten, begyndte Sovjetunionen selve opløsningsprocessen.
Sovjetunionen forsvandt som sådan. Flere af de republikker, der dannede den, adskilte sig, mens nogle forblev i det, der blev kaldt Den Russiske Føderation.
Med dette kollapsede det socialistiske samfund, der var blevet bygget i Sovjetunionen, og privat ejendomsret til produktionsmidler, fabrikker, banker, miner og jord blev genindført. Magtfulde kapitalistiske grupper blev dannet og greb den politiske magt.
Arbejdernes rettigheder, tryghed, lønninger, de kunne leve af, social sikring, uddannelse og sundhed og arbejdernes ret til bolig forsvandt.
Suveræniteten, nationernes og nationaliteternes ret til selvbestemmelse, blev omdannet til konflikter og krige, og nationalismen dukkede op igen.
Flere analytikere hævder, at socialismen ikke konfronterede og endnu mindre løste det nationale spørgsmål; ifølge dem holdt den det kun undertrykt.
Disse analyser ignorerer essensen af det nationale spørgsmål, som kommunisterne og proletariatets diktatur har grebet og handlet på.
Fra Marx og Engels til Lenin og Stalin forbandt kommunisterne det nationale problem med klassekampen. De betragtede altid nationalisme som et udtryk for borgerskabets interesser. De krævede af arbejderklassen, at man påtog sig en korrekt politik til fordel for nationernes uafhængighed og selvbestemmelse uden at hoppe på borgerskabets og godsejernes vogn.
Hvad der skete efter Oktoberrevolutionen, dannelsen og ødelæggelsen af Sovjetunionen, bekræfter disse begreber. Afhængigt af hvilken social klasse der leder samfundet og staten, vil det nationale spørgsmål blive behandlet til gavn for arbejdernes og folkenes interesser eller til gavn for kapitalisternes og imperialismens privilegier. Hvis det er arbejderklassen og dens parti, som leder samfundet, vil de forskellige nationer og nationaliteter leve broderligt, på lige fod. Folkenes og nationernes ret til selvbestemmelse, retten til selv at bestemme deres egen kurs, skal respekteres fuldt ud. Hvis borgerskabet og imperialismen danner samfundets herskende klasser, vil kapitalisternes og monopolernes interesser altid sejre, der vil altid blive skabt konflikter mellem nationer, nationaliteter og folkestammer, som er manipuleret af imperialismen og dens tjenere.
Nationen
Marx og Engels uddybede tydeligvis ikke opfattelsen af nationen. Imidlertid kan flere henvisninger til dette spørgsmål ikke ignoreres i forskellige værker, som blev grundlaget for den mest omfattende analyse af det nationale problem udviklet af Lenin og Stalin.
De påpegede eftertrykkeligt, at “nationen frem for alt er en strengt politisk formation, der kan byde forskellige nationaliteter velkommen ved sin barm og indeholde dem gennem begrebet statsborgerskab“, hvilket som bekendt er en idé fra den borgerlige revolution, der blev en realitet inden for rammerne af den kapitalistiske stat.
I Det Kommunistiske Partis Manifest, der blev offentliggjort i 1848, hedder det udtrykkeligt, at arbejderklassen i kampen for dets frigørelse må etablere sig som den herskende klasse inden for rammerne af sit eget land.
Manifestet for Internationalens stiftelse, skrevet af Marx og Engels, opfordrede arbejderklassen i Polen til at tage kampen op for national uafhængighed. På samme måde støttede Marx irsk uafhængighed og opfordrede de engelske arbejdere til at støtte de irske arbejdere i deres uafhængighedskamp.
I de første årtier af det tyvende århundrede, da arbejderbevægelsen voksede og udviklede sig i Europa under parolerne proletarisk internationalisme og international revolution, dukkede forskellige udtryk for nationalisme op. Godsejerne og borgerskabet brugte parolerne om national uafhængighed med det formål at beskytte og udvide deres interesser og fordele for at trække arbejderklassen for deres vogn. Dette var et konkret spørgsmål, som socialisterne ikke kunne undgå at forholde sig til.
Lenin tog på en integreret måde stilling til nationernes og folkenes ret til selvbestemmelse, til selv at bestemme deres skæbne, til at danne nationalstater og endda retten til løsrivelse.
Lenin var leder af Det russiske socialdemokratiske arbejderparti (som kommunistpartiet dengang blev kaldt) og konfronterede godsejerne og borgerskabet, der styrede det enorme tsaristiske imperium, der var ansvarlig for undertvingelse og undertrykkelse af hundredvis af folk og nationer. Han opfordrede arbejderne, bønderne i hele Rusland til at rejse sig mod tsaren og kæmpe for socialismen.
I forbindelse med debatterne blandt socialister var det nationale spørgsmål aktuelt, og der var ikke få “teoretikere” og “marxister”, der modsagde Lenin, blandt dem Rosa Luxemburg, med hvem en stimulerende debat udfoldede sig.
I flere skrifter og værker forsvarede Lenin med overbevisning folkenes ret til selvbestemmelse og udvidede den til retten til at oprette sin egen stat.
Disse lærdomme uddannede bolsjevikpartiets aktivister, de blev bannerførere for arbejderne og bønderne i de forskellige nationer og folk i det tsaristiske Rusland, og de var inspirationen, der førte kommunisterne til at danne Sovjetunionen i 1922.
Stalin behandlede det nationale problem tidligt og rettidigt; han gav retningslinjer for partiets arbejde.
Vi skylder Stalin et systematisk arbejde med det nationale spørgsmål. Disse lærdomme blev konkretiseret i praksis i dannelsen af Sovjetunionen, dens omskiftelser og problemer; de var en vejledning til at håndtere udviklingen af nationer og nationaliteter i republikkerne og autonome regioner, der dannede Sovjetunionen.
Stalins definition af begrebet nation tjener som grundlag for kommunisternes teser om det nationale spørgsmål:
“En nation er et historisk konstitueret, stabilt samfund af mennesker dannet på grundlag af et fælles sprog, territorium, økonomisk liv og psykologisk sammensætning manifesteret i en fælles kultur.“
Nationen rejser sig og får sit eget liv med den kapitalistiske stat. Kapitalistklassen spiller en fremtrædende rolle i dens dannelse, men dens støttegrundlag består af de underordnede klasser. Nationens legeme består af de herskende klasser og de undertrykte klasser, der har givet deres samtykke og gået ind i den store opgave at danne den. De underordnede klasser, der var involveret i borgerskabets projekt med at danne nationen, udgjorde den politiske og militære rygrad i de tropper, der vandt national uafhængighed, mens de herskende klasser, borgerskabet, var kaptajnerne og dem, der fik gavn af det, og som byggede nationalstaten for at bevare og udvikle deres klasseinteresser.
Nationen omfatter hele samfundet og har fælles historiske, kulturelle, psykologiske, sproglige, økonomiske og territoriale træk, men det er ikke en homogen enhed.
I de forskellige kapitalistiske lande er nationen opdelt i uforenelige klasser, borgerskabet og arbejderklassen. I de afhængige lande er nationen, samfundet, også opdelt i uforenelige klasser: på den ene side borgerskabet, der er forbundet med og afhængig af imperialismen, og på den anden side de arbejdende klasser med arbejderklassen som den ledende kraft i det økonomiske, sociale og politiske liv. Det betyder, at nationernes udviklingsproces er præget af klassekampen, af konfrontationen mellem klassernes uforenelige interesser.
Den kapitalistiske stat udgør scenen for fortsættelsen af nationens udviklingsproces. Det er en borgerlig nation, der omfatter alle sociale klasser: kapitalisterne og arbejderne.
Processen med dannelsen af nationer er præget af historiske omskiftelser. Flere menneskelige samfund erhvervede fælles træk: overlevelse i snesevis og hundreder af år i samme miljø, i et fælles territorium, der levede med de samme problemer og stod over for dem for at overleve, forenet af de samme generelle interesser, af eksistens, ekspansion, forsvar, blandt andre aspekter. De skabte og plejede kulturelle, religiøse og psykiske identiteter; de gav anledning til et fælles sprog; senere nåede dette sprog niveauet for litterært sprog. Med udviklingen af produktivkræfterne, med fremkomsten af markedet og frem for alt med industriens fremkomst opstod der en vigtig impuls. Nemlig at borgerskabet overtog ledelsen af samfundet og gav det sidste penselstrøg til fremkomsten af moderne nationer.
Den moderne nation er i sidste ende et produkt af kapitalismen. Dette betyder ikke, at dens dannelsesproces er begrænset til den kapitalistiske produktionsmåde.
Nationen udtrykker karakteristika ved konkrete menneskelige samfund: åndelige og kulturelle goder, en fælles historie, ideer og skikke, myter og legender, kunst, litteratur, religion; det forenende litterære sprog; dets dannelsesområde og historie; og organiseringen af det indre marked, af et fælles økonomisk liv etableret inden for rammerne af statslige regler. I virkeligheden er nationen dannet i korrespondance med oprettelsen af nationalstaten.
I samfundet er de dominerende ideer dem, der tilhører de klasser, der har magten. National kultur er formet af de herskende klassers ideologi, ideer og initiativer. I de kapitalistiske stater er den dominerende nationale kultur i dag en reaktionær kultur, lige så dekadent som det borgerlige samfund. Fordi den er underlagt imperialisme, bliver den konstant denationaliseret. Inden for denne nationale kultur er der imidlertid åndelige værdier, der har en progressiv karakter, der er udtryk for de klasser, der er underordnet af udviklingen, der er manifestationer af historien, der registrerer heroiske og vigtige begivenheder i processen med nationens historiske dannelse, der er ideer fra de undertrykte klasser i den dominerende kultur. Derudover er der i enhver nationalstat undertrykte kulturer, dem, der svarer til arbejderklassen, til de undertrykte og dominerede klasser. Det er en kultur, der grundlæggende er progressiv, patriotisk, revolutionær, selvom der i den også findes tilbagestående, reaktionære elementer, der svarer til indflydelsen fra de herskende klasser og deres ideer, til vægten af feudalismens traditioner. I de multinationale stater er der også undertrykte, dominerede nationaliteters kulturer, som også i det store og hele har en progressiv karakter.
Interkulturalitet
(I mangel af et kort dansk ord bruges begrebet interkulturalitet i denne artikel. Det betyder mødet mellem mennesker fra forskellige kulturer (med forskellige modersmål og livsregler) og gensidig forståelse mellem dem. Begrebet adskiller sig fra det nærtbeslægtede begreb multikulturalisme, som kun refererer til den parallelle sameksistens mellem flere kulturer i et samfund.)
I multinationale stater etablerer de sociale relationer i produktionen, i livet og dets kulturelle manifestationer, institutioner og traditioner faktisk forbindelser mellem folk, nationaliteter og nationer.
Disse forhold er en del af interkulturalitet. Denne interkulturalitet fungerer uafhængigt af folkets vilje; det er en del af samfundets økonomiske grundlag og overbygning. Under kapitalismen er denne interkulturalitet sammenflettet med de herskende klassers ideologi, med deres økonomiske og kulturelle interesser, med de institutioner og den legitimitet, der opretholder deres dominans. Det er derfor også udtrykt den dominerende nations underkastelse af andre dominerede nationer, nationaliteter og folk, uanset om de er mindretal eller ej. Det skal overvejes, at der er situationer, hvor den dominerende nation ikke nødvendigvis er flertalsnationen.
Det betyder, at interkulturalitet i disse tilfælde er mellem den dominerende og den undertrykte, i form af etniske og kulturelle adskillelse, der udtrykkes i social, økonomisk og politisk diskrimination. Fra de undertrykte folks side rejses hele tiden på forskellig vis modstand og/eller oprør, oprør og initiativer til en gensidig sameksistens som ligeværdige. Denne konfrontation er en del af klassekampen mellem kapitalisterne og arbejderne, mellem borgerskabet og arbejderklassen, mellem nationen og folkene mod imperialismen.
Udtrykket interkulturalitet er relativt nyt. Ifølge flere forfattere og politiske repræsentanter for de borgerlige og småborgerlige politiske partier skal interkulturalitet opbygges fra, hvor vi står i dag. Vi hævder, at interkulturalitet tager lang tid, og at opgaven lige nu er at nedbryde selve grundlaget for disse uretfærdige interkulturelle forbindelser og opbygge andre i overensstemmelse med interesserne hos flertallet af nationens befolkning, nationaliteter og folk, der består af arbejderne i byen og på landet.
I de fleste internationale stater etableres en interkulturel oplevelse mellem den dominerende nation og de undertrykte nationaliteter. Det er en interkulturalitet, der bestemmes af den dominerende nations interesser og privilegier, og hvor de undertrykte nationaliteters og folks rettigheder og interesser undertvinges. Det er en realitet, der ikke vil ændre sig væsentligt inden for kapitalismens rammer. For at denne forandring kan finde sted, er arbejderklassens sociale revolution, omstyrtelsen af borgerskabet og imperialismens klasseherredømme nødvendig.
Imperialismens epoke og kampen for social og national befrielse
Kapitalismens udvikling til sit højeste stadie, imperialismen, viste for de revolutionære arbejderklassens og folkenes behov for og opgaven med at sammenkæde kampen for social revolution med kampen for national befrielse.
I alle lande står arbejderklassen over for sine direkte fjender, kapitalisternes klasse. I de imperialistiske lande udbytter og undertrykker kapitalisterne arbejderne i deres egne lande og i andre lande. De udvider deres fangarme til milliarder af arbejdere over hele verden. I de afhængige lande konfronterer arbejderklassen borgerskabet, som er blevet en støtte til imperialistisk dominans, og som udfylder sin rolle med at sikre og forsvare monopolernes herredømme.
Kampen for arbejderklassens interesser og rettigheder føres dagligt i hvert land og konfronterer de nærmeste chefer, de nationale kapitalister og objektivt set de imperialistiske monopoler.
Arbejderklassens og dens partis strategiske mål er afskaffelsen af udbytningen og undertrykkelsen af kapitalisterne, befrielsen fra imperialismens åg.
Patriotiske holdninger og kampen for national uafhængighed er ophørt med grundlæggende at være borgerskabets og godsejernes paroler, som de var tidligere. De er ude af stand til at udfylde den rolle. Nu er deres interesser og deres eksistens knyttet til forbindelserne med de imperialistiske monopoler.
Der er dog dele af borgerskabet, der svinger om sig med patriotiske paroler med det formål at trække arbejderne og folkene bag sig. Denne rolle har at gøre med genforhandling af afhængigheden og i nogle tilfælde at udskifte en imperialistisk herre for at søge ly under et andet imperialistisk lands vinger. Dette ses først og fremmest i Afrika og Latinamerika, hvor USA taber terræn, og hvor nogle sektorer af borgerskabet indbyder Kina, som kæmper for en nyopdeling af verden, indtil videre med økonomiske midler.
Kampen for arbejderklassens sociale revolution i vor tid sætter kampen mod imperialismen på dagsordenen, det vil sige kampen for national befrielse og sprængningen af den kapitalistiske udbytnings lænker.
Udbytningen af kapitalisterne kan ikke bekæmpes og elimineres, hvis det imperialistiske herredømme ikke bekæmpes bevidst, og tilsvarende kan man ikke kæmpe for national befrielse uden beslutsomt at konfrontere dets partnere og tjenere, det nationale borgerskab.
Det betyder, at arbejderklassens parti beslutsomt må påtage sig den nationale befrielses bannere, kæmpe konsekvent for at afsløre de ”patriotiske” initiativer fra dele af borgerskabet og for at opnå ledelsen af arbejderklassen, bønderne og de andre arbejdende klasser i kampen mod kapitalen og det imperialistiske herredømme.
Ecuador, marts 2022
Oversat fra Unity & Struggle nr. 45, 2022
Udgivet af CIPOML, Den internationale konference af marxistisk-leninistiske partier og organisationer