Krigen om annekteringen af Ukraine, der føres mellem de store imperialistiske magter, fortsætter med at myrde tusinder af ukrainere og gøre et suverænt land til en knust nation med otte millioner flygtninge.
Putins regering siger, at målet med invasionen af Ukraine er at forsvare Rusland, der er truet af atommissilanlæg fra USA og NATO i lande nær dets grænser. Den siger også, at den “særlige militære operation” har til formål at beskytte den russisktalende befolkning, der bor i det østlige Ukraine, en region kendt som Donbass og af stor økonomisk og strategisk betydning. Selvfølgelig kan indarbejdelse af territorium fra et land, der er anerkendt af både FN og Rusland selv, i mere end 100 år, uanset hvor mange smukke ord man bruger, ikke skjule denne handlings imperialistiske karakter.
Til gengæld leverer USA og EU kampvogne, missiler, ammunition og milliarder af dollars til Volodimir Zelenskijs korrupte regering og siger, at de ønsker Ukraines uafhængighed. Desuden fremskynder de processen med at komme ind i Den Europæiske Union, hvilket i praksis garanterer dens dominans over den ukrainske økonomi.
Ifølge de kapitalistiske magter har ingen af dem interesse i udbytningen af ukrainske rigdomme. Men løgne rækker ikke langt. Faktisk er Ukraine et af de lande med det mest frugtbare jord i verden og en af de største producenter af korn, korn, grøntsager, frø, sukker, kød og mælk. Det kaldes Europas store kornkammer. I 2021 var landet, ifølge International Grains Council, IGC, verdens fjerdestørste eksportør af majs og den sjettestørste eksportør af hvede. Ukraine er rig på jernmalm, kul, mangan, grafit, titanium, magnesium, olie, nikkel og træ og har en vigtig industriel base. Det er derfor et land med et stort forbrugermarked for russiske, kinesiske, europæiske og nordamerikanske kapitalistiske monopoler.
Opdeling af verden mellem stormagterne
Desværre udarbejder småborgerlige historikere teorier for at skjule denne krigs imperialistiske karakter og foragter den heroiske og frygtløse kamp, som det ukrainske folk har påtaget sig i århundreder for at få ret til deres hjemland. De hævder, at de grænser, der er fastlagt af det tsaristiske imperium, må accepteres, idet de fuldstændig ignorerer, at den store socialistiske Oktoberrevolution garanterede retten til selvbestemmelse for alle folk, der levede under russisk tyranni.
Det, der driver disse herrer i den akademiske verden til denne position, er, ud over en total mangel på tillid til arbejderklassens revolution, illusionen om, at kapitalismens modsætninger mindskes i finanskapitalens tid, hvilket gør det umuligt at forestille sig et revolutionært alternativ til krig.
Men i kapitalismens imperialistiske fase fortsætter stormagternes opdeling af verden ikke blot med at forekomme, men udvikler sig også endnu voldsommere. Hvilket også fremgår af svækkelsen af organisationer som De Forenede Nationer (FN), Verdenshandelsorganisationen (WTO), udviklingen af handelskrigen hovedsageligt mellem USA og Kina, den såkaldte “afglobalisering” og snesevis af militære konflikter. På grund af skærpelsen af kapitalismens generelle krise er nye opdelinger af territorier og besiddelse af råstofkilderne desuden blevet afgørende for kapitalistiske monopoler og finanskapital, som Lenin viste i sit vigtige og relevante værk ’Imperialismen, kapitalismens højeste stadium’.
Her slås det fast: “Hovedtrækket ved kapitalismens sidste fase er dominansen af monopolistiske sammenslutninger af de store kapitalister. Disse monopoler er mest fast etableret, når alle råstofkilder er erobret af én gruppe. Og vi har set, med hvilken iver den internationale kapitalistiske sammenslutning gør alt for at forhindre deres rivaler i at konkurrere med dem ved at opkøbe f.eks. jernmalmfelter, oliefelter osv. Alene kolonial besiddelse giver monopolerne fuldstændig garanti mod alle uforudsete situationer i kampen med konkurrenterne, herunder den situation, at sidstnævnte vil forsvare sig ved hjælp af en lov, der etablerer et statsmonopol. Jo mere kapitalismen udvikles, jo stærkere manglen på råstoffer mærkes, jo mere intens konkurrencen og jagten på råstofkilder i hele verden er, desto mere desperat er kampen for erhvervelse af kolonier.”
Reduktionen af verdensmarkedet, risikoen for en ny recession i USA og EU og de konstante handels- og finanskriser kræver, at kapitalistklassen for at fortsætte med at koncentrere og akkumulere mere kapital øger udbytningen af arbejderne, men også har absolut kontrol over kilderne til råstoffer og landbrugsproduktion, brændstoffer og malme.
Så, i lyset af denne verden med krige, arbejdsløshed, vold og sult, hvilken vej skal arbejderklassen og undertrykte folk så følge både i Ukraine og i andre lande?
Revolutionens vej, den vej, der førte det ukrainske folk til at opbygge Den Socialistiske Republik Ukraine og knuse nazismen og fascismen i An den Verdenskrig.
Faktisk har de mennesker, der beboede Kiev, dengang hovedkvarteret for den slaviske stat, siden det 9. århundrede stået over for flere imperier, hvis mål var at slavebinde deres folk og udnytte deres lande. I det 13. århundrede blev regionen erobret af det mongolske imperium og derefter annekteret til det polsk-litauiske vælde. Mellem det 15. og 17. århundrede byggede tatarerne en stat ved bredden af Sortehavet, og Ukraine led af invasioner fra de ungarske, osmanniske, svenske og russiske folk. I det 18. og 19. århundrede var det det østrig-ungarske imperiums tur til at overtage Ukraines lande. Nu, i det 21. århundrede, fører Rusland (med Kinas støtte) krig med USA og EU for at afgøre, hvem der skal dominere Ukraine.
Der var dog en periode – socialismens periode – hvor fred og venskab sejrede i Rusland og Ukraine. Lad os huske det. I de første årtier af det 20. århundrede kæmpede det russiske folk, ledet af bolsjevikpartiet, for tsarismens afslutning og for en demokratisk og revolutionær republik. I oktober 1917 greb arbejderne og bønderne, ledet af kommunisterne, magten og begyndte opbygningen af den russiske socialistiske republik.
Den russiske socialistiske republiks fødsel betød anerkendelse af den ukrainske stats uafhængighed, som Lenins manifest fra december 1917 på vegne af folkekommissærerne til det ukrainske folk viser: “Vi, Folkekommissærernes Råd, anerkender Folkerepublikken og dens ret til at løsrive sig fra Rusland (…). Vi… anerkender på én gang, betingelsesløst og uden forbehold alt, hvad der vedrører det ukrainske folks nationale rettigheder og nationale uafhængighed.”
Det er samtidig Lenins manifest, der anerkender oprettelsen af Ukraine, som Vladimir Putin bruger til at påstå, at “det moderne Ukraine var totalt og fuldstændigt skabt af det bolsjevikiske Rusland, det kommunistiske Rusland”.
Lad os fortsætte. Også i 1917 overtog den ukrainske Central Rada, en sammenslutning af borgerlige og småborgerlige partier, Ukraines regering. Den nægtede at anerkende sovjetmagten og fastholdt folkets rigdom i hænderne på borgerskabet og godsejerne. I februar 1919 væltede ukrainske arbejdere og bønder med støtte fra det socialistiske Rusland Rada-regeringen. Så snart dette slag var afsluttet, invaderede Tyskland Ukraine, gennemførte et statskup og satte en kosakchef i regering under direkte ordre fra den tyske hær. I november 1919, efter måneders kampe, smed Den Røde Hær og det ukrainske folk de tyske angribere ud og etablerede Den Socialistiske Republik Ukraine.
I begyndelsen af 1920’erne blev Ukraine og Nordkaukasus fuldstændig befriet fra de hvide hæres[i] magt. Men i april 1920 invaderede polske tropper Ukraine og besatte byen Kiev. Soldaterne fra Den Røde Hær iværksatte en modoffensiv, befriede Kiev og drev polakkerne ud af Ukraine al.
Den 4. januar 1920 skrev V.I. Lenin ’Brevet til arbejderne og bønderne i Ukraine’, hvori det hedder: “Ukraines uafhængighed er blevet anerkendt både af Sovjetunionens al-russiske centrale eksekutiv komite Den Russiske Socialistiske Føderative Sovjetrepublik) og af Det Russiske Kommunistiske Parti (bolsjevikkerne). Det er derfor indlysende og almindeligt anerkendt, at kun de ukrainske arbejdere og bønder selv kan og vil bestemme … om Ukraine skal smelte sammen med Rusland, eller om det skal forblive en separat og uafhængig republik, og i sidstnævnte tilfælde, hvilke føderale bånd der skal etableres mellem denne republik og Rusland …
Vi ønsker en frivillig forening af nationer – en union, der foregriber enhver tvang af en nation fra en anden – en union baseret på fuldstændig tillid, på en klar anerkendelse af broderlig enhed, på absolut frivilligt samtykke. En sådan forening kan ikke gennemføres med ét slag; vi er nødt til at arbejde hen imod det med den største tålmodighed og omhyggelighed for ikke at ødelægge situationen og ikke vække mistillid, og for at den mistillid, der er arvet fra århundreders godsejer- og kapitalistisk undertrykkelse, århundreders privatejendom og fjendskab forårsaget af dens splittelser og omopdelinger, kan få en chance for at aftage.”
Med oprettelsen af Sovjetunionen i december 1922 begyndte en ny æra med stort venskab og samarbejde mellem folkene i Rusland og Ukraine. Sovjetunionen blev grundlagt på princippet om folkenes selvbestemmelse, respekt for kulturelle forskelle og med det formål at undertrykke den private ejendomsret til produktionsmidlerne, likvidere klasser og opbygge socialisme med det formål løbende at forbedre de materielle og åndelige forhold for alle folkene.
Efter årtiers opbygning af socialisme invaderede tyskerne i 1941 Ukraine og Rusland for at forsøge at overtage deres lande og rigdomme. Hitler beordrede ødelæggelsen af socialismen og mordet på kommunister og modtog støtte fra det, der var tilbage af det ukrainske borgerskab. Imidlertid forenede den bolsjevikiske hær og den ukrainske arbejderhær sig og kæmpede for at besejre de tyske angribere, historiske kampe blev udkæmpet, og igen sejrede det røde flag.
Som det viste sig, kæmpede kommunisterne, ud over at være de første til at anerkende Ukraines uafhængighed, og udgød deres blod for at drive tyske og udenlandske tropper ud af dette land og hjalp ukrainerne med at opbygge en velstående nation. Under Sovjetunionens eksistens blev ikke en eneste by bombet, invaderet eller annekteret af det socialistiske Rusland. Tværtimod kæmpede de russiske og ukrainske hære sammen og besejrede sammen de udenlandske angribere og forseglede et dybt engagement i begge folks suverænitet. At foretage enhver sammenligning mellem det socialistiske Ruslands og Lenins stilling med Putins borgerlige regering er mildest talt en historisk usandhed.
Socialisme eller kapitalisme er spørgsmålet
Sagt på en anden måde har fjendskab mellem russere og ukrainere ansporet i dag af regeringerne i Rusland, USA og EU med det formål at skjule det faktum, at den virkelige fjende er det kapitalistiske system. Faktisk skaber den private ejendomsret til produktionsmidlerne og kapitalen i hænderne på et mindretal af milliardærer krige og had mellem folk og nationer. En sådan rivalisering eksisterede aldrig i Sovjetunionen; tværtimod var det, der herskede, samarbejde mellem de folk, der dannede Sovjetunionen.
At være socialist er derfor ikke at kapitulere over for en af de kapitalistiske blokke, men at forsvare princippet om folkenes selvbestemmelse og fordømme alle imperialistiske krige. At være revolutionær er at tro, at sand fred kun vil være mulig med en ny sejr for den socialistiske revolution i verden, enden på det kapitalistiske system og privatejendommen. Det er at arbejde for at udvikle klassebevidstheden og organiseringen af arbejdere og unge, det er at sprede sandheden, det vil sige, at der kun er to veje for menneskeheden: socialisme eller barbari!
Oversat fra A Verdade, nr. 252, juli 2022, avis for Kommunistisk revolutionært parti -Brasilien
[i] Den hvide hær var navnet på kontrarevolutionens militære styrker, der forsøgte at udslette revolutionen, opbygningen af socialismen, vælte arbejdernes Sovjetregering og genindføre kapitalismen. Den blev økonomisk og militært understøttet af en række kapitalistiske lande i en reel men uerklæret krig. Osver 100.000 tropper invaderede Sovjetunionen fra alle sider gennem flere år. Med Winston Churchills ord skulle bolsjevismen ’kvæles i dens vugge’. Også Danmark deltog sammen med lande som USA, Storbritannien, F rankrig, Japan, Kina, Australien, Canada, Italien og Grækenland. Bogen ”Den hemmelige krig” af Michael Sayers og Albert E.Kahn er et historisk dokument om de internationale intriger, spionagen og interventionskrigene 1918-20, trotskismen, Moskvaprocesserne, kræfterne bag Hitlers intervention.