Af Kommunistisk Platform – for Italiens Arbejderklasses Kommunistiske Parti
Med denne artikel vil vi belyse Tredje Internationales politiske aktioner i årene 1921-24, hovedsageligt under Lenins indflydelse, med hensyn til ’enhedsfrontstaktikken’ og parolen om en ’arbejderregering’.
En indledende bemærkning: I den internationale kommunistiske bevægelse i dag er der to forskellige, omend forbundne, realiteter. I en række europæiske og også ikke-europæiske lande har der allerede i mange år eksisteret kommunistiske partier som arbejderklassens fortrop på grundlag af marxismen-leninismen; i andre lande er der kerner af kommunister og klassebevidste arbejdere, som kæmper for at danne uafhængige og revolutionære arbejderklassepartier, i nogle tilfælde også med midlertidige organisationer, som forbereder partistiftelsen. Vi er overbeviste om, at Kominterns erfaringer i kraft af dens historiske og internationale betydning i de angivne år rummer lærestykker, som er fuldt ud gyldige både for de allerede dannede marxistisk-leninistiske partier og for dem, som er under opbygning.
Efter den store sejr med arbejderklassens oktoberrevolution i Rusland i 1917 og nederlaget for den revolutionære arbejderbevægelse i Tyskland i 1921 forstod lederne af Internationalen, med Lenin som den første, at den revolutionære proces i de vesteuropæiske lande gik langsommere, og at der blev begået nogle venstreopportunistiske fejl.
Det var derfor nødvendigt at korrigere dem med styrke og bruge den taktik, som blev opsummeret i den grundlæggende parole: ”At vinde kommunistisk indflydelse i størstedelen af arbejderklassen og lede klassens mest afgørende dele i kamp.”
Teserne ’Om taktikken’, antaget på Kommunistisk Internationales Tredje kongres (1921), fastslog:
”Fra sin stiftelse har Kommunistisk Internationale klart og utvetydigt erklæret, at der ikke er dens mål at etablere kommunistiske sekter, der har som mål alene at vinde indflydelse i arbejdermasserne gennem agitation og propaganda, men ved at deltage direkte i de arbejdende massers kamp og etablere kommunistisk ledelse af kampen, og i løbet af kampen skabe store revolutionære kommunistiske massepartier.”
Det samme direktiv blev igen kraftigt understreget i ’Kommunistisk Internationales Eksekutivkomités appel til proletariatet i alle lande’ (17. juli 1921):
”Kommunistisk Internationales Tredje verdenskongres opfordrer alle kommunistiske partier og kommunister, som er virksomme i fagforeningerne, til at gøre sig de største anstrengelser for at befri de bredeste arbejdermasser fra de socialdemokratiske partiers og det forræderiske fagbureaukratis indflydelse {…] Vi vil ikke overvinde disse forrædere, disse agenter for borgerskabet med teoretiske argumenter om demokrati og diktatur, men ved at tage spørgsmålene om brød og løn, om beklædning og boliger til arbejderne. […] Kun ved at kæmpe for de arbejdende massers grundlæggende daglige behov kan vi skabe en forenet proletarisk front mod bourgeoisiet.”
Denne taktik blev forsvaret og udviklet også i de følgende måneder af Kommunistisk Internationale og blev bekræftet på dens 4. kongres (1922), hvor Lenin igen deltog og bidrog.
4.Kongres – Teser om Kominterns taktik
”Med den nuværende skrøbelige stabilitet i det borgerlige samfund gælder det, at en dybt alvorlig krise pludselig kan bryde ud som resultat af en større strejke, en opstand i kolonierne, en ny krig eller tilmed en parlamentarisk krise. Det er præcis derfor, at den ’subjektive’ faktor bliver af enorm betydning, dvs. arbejderklassens og dens fortrops klassebevidsthed, kampvilje og organisering. At erobre flertallet i den amerikanske og europæiske arbejderklasse – dette var og er hovedopgaven, som Kommunistisk Internationale står over for.
[…]”Der er derfor et indlysende behov for enhedsfrontstaktikken. Parolen fra den Tredje Kongres – ’Ud til masserne’ – er nu mere relevant end nogensinde.
[…]”At anvende enhedsfrontstaktikken betyder, at den kommunistiske fortrop står i spidsen for de brede befolknings dag-til-dag kamp for deres mest vitale interesser. […] Enhedsfrontstaktikken har intet at gøre med nogle lederes såkaldte ’valgalliancer’ til opnåelse af det ene eller andet parlamentariske mål. Enhedsfrontstaktikken er simpelthen et initiativ, hvormed kommunisterne foreslår at gå sammen med alle arbejdere fra andre partier og grupper såvel som alle partiløse arbejdere i en fælles kamp for at forsvare arbejderklassens umiddelbare grundlæggende interesser imod bourgeoisiet.”
Hvilke var så kommunisternes midler og organisatoriske redskaber, der var nødvendige for at føre disse beslutninger fra Tredje Internationale ud i livet?
”Det er af særlig vigtighed ved anvendelse af enhedsfrontstaktikken ikke bare at opnå agitatoriske, men også organisatoriske resultater. Enhver lejlighed må benyttes til at etablere organisatoriske støttepunkter direkte blandt de arbejdende masser [fabrikskomiteer, inspektions-kommissioner af arbejdere fra alle de forskellige partier og af uorganiserede arbejdere, aktionskomiteer, osv.). Hovedmålet med enhedsfrontstaktikken er at forene de arbejdende masser i kraft af agitation og organisering. Enhedsfrontens reelle succes beror på en bevægelse ’nedefra’, fra de brede arbejdermasser.”
Taktikken for arbejderklassens enhedsfront kulminerede med ’arbejderregerings’-parolen, som blev udarbejdet og grundigt diskuteret på Kommunistisk Internationales 4. kongres (1922) og 5. kongres (1924).
4.kongres: Arbejderregeringen
“Som en central politisk parole er arbejderregeringsparolen vigtigst i lande, hvor det borgerlige samfunds stilling er særlig ustabil, og hvor styrkeforholdet mellem arbejderpartierne og bourgeoisiet stiller regeringsspørgsmålet på dagsordenen som et praktisk problem, der kræver umiddelbar løsning. I disse lande udspringer parolen om arbejderregeringen uundgåeligt af hele enhedsfrontstaktikken.”
[…] “En arbejderregerings mest elementære opgave må være at bevæbne arbejderklassen, afvæbne de borgerlige kontrarevolutionære organisationer, sikre kontrol over produktionen, omlægge hovedparten af skattebyrden til de besiddende klasser og bryde det kontrarevolutionære bourgeoisis modstand.”Efter at have trukket en omfattende række eksempler på forskellige typer arbejderregering op fremhævede Teserne med stor tydelighed:
”Kommunister er også rede til at arbejde sammen med de arbejdere, som endnu ikke har erkendt nødvendigheden af proletariatets diktatur. Som følge heraf er kommunister også parate til under bestemte betingelser og med bestemte garantier at støtte en ikke-kommunistisk arbejderregering. Kommunisterne vil imidlertid fortsat over for masserne åbent erklære, at arbejderregeringen hverken kan erobres eller opretholdes uden en revolutionær kamp mod bourgeoisiet.”
Men i Tyskland gik Tysklands Kommunistiske Parti KPD under indflydelse af en højrestrømning (Brandler, Thalheimer) i efteråret 1923 i regionerne Sachsen og Thüringen ind i nogle regionale regeringskoalitioner med det socialdemokratiske parti uden bevæbning af arbejderklassen og uden forberedelse af passende forsvarstiltag mod Reichwehrs forudsigelige militære reaktion, som gik ind i Sachsen for at gøre en ende på dette eksperiment. Kommunisterne opfordrede til generalstrejke, men socialdemokraterne nægtede at støtte, og situationen endte i nederlag: Hundredvis af aktivister blev arresteret eller fik udstedt arrestordrer.
I sin resolution fra 19. januar 1924 udtrykte Kommunistisk Internationales eksekutivkomité sig således:
”Det er nødvendigt for kommunister i alle lande at gøre sig helt klart, hvad enhedsfrontstaktik er, og hvad det ikke er: Det er revolutionær taktik, ikke evolutionær. Ligesom arbejder- (og bonde-) regeringen for os ikke kan være et forud fastlagt overgangsstadium, er enhedsfrontstaktikken ikke en demokratisk koalition eller alliance med socialdemokratiet. Det er simpelthen en metode til revolutionær agitation og mobilisering. Vi afviser alle andre fortolkninger som opportunistiske.”
Teser om taktikken vedtaget af Kominterns femte kongres (1924)
”På den femte kongres er det blevet uimodsigeligt klart, at i en række lande af den største betydning for arbejderbevægelsen har repræsentanterne for højrestrømningen forsøgt at forvrænge enhedsfrontstaktikken og taktikken med en arbejder- og bonderegering fuldstændigt og tolket dem som simpelthen en snæver politisk alliance, en organisk koalition af ’alle arbejderpartier’, det vil sige en politisk alliance af kommunister med socialdemokratiet.”
Kongressen fastlagde en række klargørelser og specificerede eksempler, som i de følgende år viste sig at være af overordentlig stor betydning for kommunisternes virksomhed i Europa og i andre af verdens lande.
Enhedsfronttaktik
“Enhedsfrontstaktikkerne er ikke en demokratisk koalition, en alliance med socialdemokratiet. Det er simpelthen en metode til revolutionær agitation og mobilisering i en afgrænset tidsperiode. Vi afviser alle andre tolkninger som opportunistiske.
[…] “Taktikker for enhedsfronten nedefra er nødvendige altid og overalt.
[…] ”Enhed nedefra og samtidig forhandlinger med ledere. Denne metode må hyppigt anvendes i lande hvor socialdemokratiet stadig er en betydelig kraft; det forstås, at de kommunistiske partier opretholder deres fuldstændige og absolutte uafhængighed. Men også i dette tilfælde må enhed nedefra være grundlaget for gennemførelsen af enhedsfrontstaktik.
[…] ”Enhedsfront alene fra oven. Denne metode afvises kategorisk af Kommunistisk Internationale.
Enhedsfrontstaktik nedefra er den vigtigste, det vil sige en enhedsfront under ledelse af det kommunistiske parti, som omfatter kommunistiske, socialdemokratiske og partiløse arbejdere i fabrikker, fabriksråd, fagforeninger, og udvides til at omfatte et helt industrielt center, område eller industrigren.
Arbejder- og bonde-regeringen
“Opportunistiske elementer i Komintern forsøgte også at forvrænge denne parole ved at udlægge den som ’en regering inden for de borgerlig-demokratiske rammer og som en politisk alliance med socialdemokratiet. Den 5. verdenskongres afviser på det kraftigste denne tolkning. For Komintern er parolen om en arbejder- og bonderegering parolen om proletariatets diktatur oversat til et folkeligt sprog, til revolutionens sprog. Formlen arbejder- og bonderegering, der er udsprunget af erfaringen fra den russiske revolution, var og kan ikke være andet end en metode til agitation blandt og mobilisering af masserne til den revolutionære omstyrtelse af bourgeoisiet og oprettelse af sovjetmagt.”
Taktikken for proletariatets enhedsfront er også i de grundlæggende aspekter gyldig i dag, i det 21. århundrede, for også i dag må kommunisterne gøre arbejderklassen og den arbejdende befolkning fri fra socialdemokraters og socialliberale kontrarevolutionære politiske indflydelse, og i mange lande også fra populister og reaktionære nationalister.
Der er to fundamentale betingelser for, at denne taktik kan være vellykket.
Den første betingelse er i alle lande, at der findes et enkelt, stærkt, disciplineret og sammenhængende kommunistisk (marxistisk-leninistisk) parti, arbejderklassens fortrop.
Den anden betingelse er arbejderklassens evne til at vinde hegemoni over store dele af de undertrykte og udbyttede arbejdende mennesker.
Hvorfor må og kan arbejderklassen udøve sit hegemoni i enhedsfrontspolitikken? Arbejderklassen, industriproletariatet, er kapitalens mest beslutsomme modstander, fordi kapitalens generelle udvikling ikke bare truer arbejderklassens eksistens (som det er tilfældet med de småborgerlige sociale lag), men totalt og på verdensplan øger antallet af arbejdere og deres økonomiske og sociale rolle som de vigtigste producenter af samfundets materielle rigdom, således at denne klasses materielle interesser falder sammen med produktivkræfternes grundlæggende udviklingstendens (indbefattet videnskaben og dens taktiske anvendelse i produktionen).
Industriproletariatet – som ikke ejer produktionsmidlerne – er den klasse, som direkte udbyttes af kapitalen, som af arbejdernes ubetalte merarbejde får den profit, som hele borgerklassen i alle dens forgreninger nærer sig ved. Arbejderklassen er således den eneste samfundsklasse, som har et antagonistisk forhold til kapitalen i produktionsprocessen. Af denne grund er det den mest kampvillige klasse, den eneste fuldt ud revolutionære klasse i det kapitalistiske samfund.
Arbejdet i den store kapitalistiske industri uddanner hver eneste dag arbejderne til fælles aktivitet, til organisation, disciplin og i kollektivitetens ånd. Alt dette gør industriproletariatet i stand til at øge sin klassebevidsthed, til at tage den videnskabelige socialismes ideer til sig som dets egne og forberede sig på sin revolutionære opgave – omstyrtelsen med magt, i spidsen for alle udbyttede og undertrykte folk, bourgeoisiets politiske herredømme og oprettelsen af proletariatets diktatur til at sikre overgangen fra kapitalisme til socialisme og kommunisme.
Dette er de grundlæggende årsager til, at arbejderklassen i alle den revolutionære proces’ historiske faser kan udøve sit hegemoni over andre lag af de undertrykte og udbyttede arbejdende mennesker, og – under ledelse af sit parti, det kommunistiske parti – kan udvide dette hegemoni og spille den ledende rolle også i forhold til en del af det arbejdende småborgerskab.
Som følge af grundbetingelsen som en klasse, hvorfra kapitalen udvinder hele den merprofit, som hele den kapitalistiske økonomiske samfundsstruktur baserer sig på, er arbejderklassen den mest revolutionære klasse, den eneste klasse, som under ledelse af sit uafhængige og revolutionære politiske parti, det kommunistiske parti, og bistået af sine klassealliancer, har evne og styrke til at smadre kapitalismen og bygge det kommunistiske samfund
”Kun én klasse – skrev Lenin i Et storstilet initiativ (1919) – nemlig arbejderne i byer og industri, og fabriksarbejderne overhovedet, er i stand til at lede den samlede masse af arbejdende og udbyttede under kampen for at afkaste kapitalens åg, under selve omvæltningen, under kampen for at fastholde og befæste sejren, under skabelsen af den nye, socialistiske samfundsorden, under hele kampen for klassernes fuldstændige afskaffelse.”
Juli 2019.
Artikel fra Unity and Struggle, tidskrift for den internatinale kommunistiske bevægelse, CIPOML