(Marxismen) klarlagde, at den virkelige opgave for et revolutionært socialistisk parti ikke består i at udpønse planer om en anden samfundsmodel … ikke i at organisere sammensværgelser, men i at organisere arbejderklassens klassekamp og at lede denne kamp, hvis endemål er proletariatets erobring af den politiske magt og opbygningen af et socialistisk samfund. (V.I. Lenin: Vores program, 1899)
Hvis forudsætningen for, at en ægte revolution bryder ud, er, at de undertrykte ikke længere vil finde sig i at blive regeret som hidtil, og at undertrykkerne ikke længere er i stand til at fortsætte med at regere, som de plejer, så er forudsætningen for en vellykket socialistisk revolution, at der eksisterer et stærkt kommunistisk parti, som er fast forankret på marxismen-leninismens grund.
Ikke enhver revolutionær situation fører til en revolution. Revolutionshistorien kender til mange forspildte muligheder, hvor arbejdernes magterobring blev forhindret. Klassefjenden kunne slå en opstand ned med hård hånd, eller fordi der ikke fandtes et virkeligt ledende marxistisk-leninistisk parti.
Et ledende parti – det vil sige et parti, der er i stand til at stille de rigtige opgaver og udstikke de rigtige paroler i hver eneste fase af den komplicerede proces, som et revolutionsforløb udgør. Et parti med solide rødder i arbejderklassen, med en klar strategi for revolution, og som er i stand til at anvende den rigtige taktik, eller de rigtige taktikker, ikke mindst de nødvendige kamp- og organisationsformer.
Uden dette parti vil kampen for arbejderklassens magterobring og dens fastholden af magten imod alle forsøg på at genoprette kapitalismen mislykkes. Det var et sådant parti, Lenin i 1899 lagde grunden til.
Oktoberrevolutionen i 1917 var det første – og det klassiske – eksempel på en vellykket socialistisk revolution. Den er en fortsat kilde til inspiration for de kommunistiske partier i dag, som må studeres seriøst.
Revolutionen og det bolsjevikiske parti var intimt forbundne, det ene forudsatte det andet. Uden Lenins parti var den russiske revolution blevet kvalt i fødslen.
Senere revolutioner havde alle deres egne særtræk, ligesom den russiske. Det gælder de socialistiske omdannelser i Europa efter nazismens nederlag i 2. verdenskrig, den kinesiske revolution, revolutionen i den ene halvdel af Korea efter en brutal krig, eller den cubanske revolution.
Men de bekræftede alle nødvendigheden af det revolutionære marxistisk-leninistiske parti som forudsætning for og leder af kampen for kapitalismens afskaffelse og opbygningen af et socialistisk samfund.
International kommunistisk organisering
Oktoberrevolutionens sejr førte til et voldsomt opbrud i datidens socialistiske bevægelse, hvor mange partier havde forladt deres oprindelige marxistiske grundlag og i stedet antaget den socialistiske II. Internationales opportunistiske og reformistiske platform for det kapitalistiske samfunds gradvise indvoksen i socialismen. De mente, at de socialistiske partiers hovedopgave var at vinde parlamentarisk styrke til at overtage eller få del i regeringsmagten, og dermed administrere den kapitalistiske stat. Deres hovedfokus blev den parlamentariske reformkamp.
Bolsjevikpartiets og den russiske arbejderklasses sejr i Oktoberrevolutionen frembød en ny historisk kendsgerning: For første gang nogensinde blev der skabt et samfund uden en udbytterklasse ved magten, uden godsejere og kapitalister. En ny klasse, som var anført af sit eget kommunistiske parti, nedbrød og ødelagde den gamle udbytterstat, mens en ny socialistisk stat blev opbygget.
For første gang blev arbejdernes klasseherredømme – proletariatets diktatur – som Marx og Engels havde forudset og kæmpet for, en realitet.
Dermed blev der også rettet et umådeligt hårdt slag mod den socialdemokratiske reformisme, som den aldrig har overvundet på trods af alle senere udviklinger. Den blev udstillet som et redskab til at forlænge kapitalismens levetid og ikke som et redskab i kampen for et nyt samfund.
Den internationale arbejderbevægelse og socialistiske bevægelse var derfra spaltet i to modstridende og indbyrdes uforenelige retninger, der også fandt organisatorisk udtryk. På den ene side socialdemokratisk reformisme, baseret på et miks af borgerlig ideologi og vragstumper af marxisme, og på den anden side revolutionær kommunisme, marxisme-leninisme.
Den revolutionære retning blev ansporet og forstærket af partier, som helhjertet sluttede op om Oktoberrevolutionen og dens erfaringer, af nye kommunistiske partier, som blev dannet, både hvor de ikke havde eksisteret, og hvor de var opløst af reformisme.
Dannelsen af Komintern – Den Kommunistiske Internationale – betød en enorm fremgang for udviklingen af partier, der blev samlet i en stærk verdensomspændende bevægelse med internationale organer og institutioner. Intet parti, ingen kæmpende arbejderklasse i noget land stod alene.
Siden Kominterns tid har det været klart, at intet parti kan nøjes med at have kendskab til og handle i forhold til sit eget land, men at kendskabet til den globale situation og kampene i verden er af den største betydning.
Ingen ved bedre, hvor skoen trykker, end den, som har den på. Den internationale organisering gør det muligt at nyde gavn af de enkelte partiers erfaringer i deres egne lande, med en rigdom og præcision, som ingen ’globale’ analyser kan levere.
Komintern viste ikke mindst sin styrke i kampen mod den fremvoksende fascistiske og nazistiske trussel i 1920’erne og 30’erne og i forsvaret af det eneste socialistiske land i verden, Sovjetunionen, som permanent var under belejring og trussel om intervention.
Komintern blev opløst i 1943, og efter krigen reorganiseredes den internationale kommunistiske bevægelse som et tæt samarbejde mellem de nationale partier.
Fra Komintern til dagens CIPOML
Risikoen for, at de kommunistiske partier bøjer sig for kapitalens ideologiske og politiske pres og opgiver at føre en selvstændig klassepolitik, er konstant til stede. Både i de kapitalistiske lande og under opbygningen af socialismen.
Partierne kan forvandle sig til borgerlige reformpartier, der opstiller en kinesisk mur mellem den daglige (og ikke mindst den parlamentariske) reformkamp og det langsigtede mål. Dermed forvandles dette til fraser og besværgelser om engang. Det bliver ikke en styrende strategisk retningslinje for alle partiets aktiviteter.
Hvis et kommunistisk parti, der er ved magten i et socialistisk land, degenererer, betyder det en baglæns march mod genoprettelse af kapitalismen. Det var tilfældet i Sovjetunionen efter Stalins død i 1953, da Hrustjov og hans gruppe greb magten i SUKP(b) og forvandlede det til et redskab for revisionistisk kontrarevolution, med skæbnesvangre følger. Ikke bare for Sovjetunionen selv, der foretog en baglæns kolbøtte, men også de fleste andre socialistiske lande, der kom til efter 2. verdenskrig, fulgte den samme vej. For den kommunistiske verdensbevægelse, der blev spaltet og splittet af den moderne revisionisme, fik det negative følger, som varer ved frem til i dag.
Rigtig mange partier – det danske DKP indbefattet – antog de nye grundsætninger fra Hrustjovs parti, der forsøgte at påtvinge alle de øvrige kommunistiske partier dem. De gjorde op med Lenins, Stalins og Kominterns opfattelse af den socialistiske revolution, socialismens opbygning og de kommunistiske partiers ledende rolle – med alle de principper, de kommunistiske partier hidtil havde fulgt med stor succes. Kun den ydre skal af kommunisme stod tilbage, herunder dens symboler, og endeløse påkaldelser af en international solidaritet og enhed, som ikke længere fandtes.
En socialistisk revolution med magt var ikke længere nødvendig, hævdede Hrustjov-revisionisterne. Med skabelsen af den socialistiske lejr og et stærkt Sovjetunionen var der opstået nye muligheder for ’fredelig overgang til socialismen’ uden en væbnet opstand eller væbnet kamp. Partiet skulle ikke længere stille sig i spidsen for arbejderklassens kamp og få andre progressive sociale lag til at samle sig omkring den. Det skulle i stedet indgå i en bredt socialt baseret kamp mod monopolkapitalen. Den socialistiske revolution skulle erstattes af den parlamentariske kamp for et ’antimonopolistisk demokrati’, som blev fremstillet som en overgangsfase, et nødvendigt skridt for med tiden at overgå til socialisme.
Den parlamentariske kamp blev den vigtigste arena for de revisionistiske partier, som alt partiarbejde skulle indrettes efter. De forvandlede sig fra partier for revolutionær klassekamp til vælgerpartier.
Mange til da hæderkronede partier mistede deres revolutionære karakter og forvandledes til ’borgerlige arbejderpartier’, til små eller større socialdemokratier, i og med de antog de antimarxistiske ideer og forestillinger, der blev udbredt af Hrustjov og hans efterfølgere frem til og med Gorbatjov.
Resultat: Den daværende internationale kommunistiske bevægelse blev spaltet i to grene: de ’pro-sovjetiske’ partier, som var de fleste, der fulgte SUKP til den bitre ende, til sammenbrud og Sovjetunionens opløsning, og den marxistisk-leninistiske bevægelse, som bekæmpede de revisionistiske udviklinger. Herunder Albaniens Arbejdets Parti (AAP) med Enver Hoxha i spidsen, og andre, som frem til i dag har stået fast på deres revolutionære grundlag.
I beretningen til AAP’s 6. kongres i 1970 gik Enver Hoxha til modangreb på de opportunistiske og revisionistiske ideer, som den herskende klasse og dens politikere og medier så ivrigt spreder imod revolution og kommunisme for at forvirre og desorientere arbejderklassen og de revolutionære kræfter. Ikke mindst den øredøvende propaganda om, at det ikke er nødvendigt med et revolutionært parti eller et ledende parti. Enver Hoxha konstaterer:
”Det er nu historisk bevist, at arbejderklassen, uanset under hvilke betingelser den lever og arbejder, ikke uden sit parti kan komme til klar selvbevidsthed og selvforståelse. Det, der forvandler arbejderklassen fra ’en klasse i sig selv’ til ’en klasse for sig selv’, er dens parti. Kamp og aktion hærder og tester naturligvis klasserne, masserne og de revolutionære og lærer dem mange ting. Men hvis de savner et politisk parti med et skarpt defineret program og videnskabelig baseret strategi og taktik, vil kampen enten stoppe på halvvejen eller mislykkes totalt.”
Efter det revisionistiske Sovjetunionens sammenbrud og det socialistiske Albaniens overgang til en ondsindet kapitalisme sluttede de marxistisk-leninistiske partier sig i 1994 sammen i CIPOML (eller IKMLPO) – Den Internationale Konference af Marxistisk-Leninistiske Partier og Organisationer. Dermed blev der skabt et verdensomspændende forum og en ny organisering af de ægte marxistisk-leninistiske partier, som fører den internationale kommunistiske bevægelses erfaringer videre i dag under nye globale klassekampsbetingelser efter et større tilbageslag og i en verden, hvor det kapitalistiske og imperialistiske system stort set er enerådende.
CIPOML er af den opfattelse, at det er af enorm betydning ikke bare, at de marxistisk-leninistiske partier og organisationer udvikles og styrkes, der hvor de eksisterer, men at det samtidig er en påtrængende opgave – som det var ved stiftelsen af Komintern – at der skabes partier i de lande, hvor de endnu ikke findes.
I slutudtalelsen fra den 23. årlige verdenskonference, som blev afholdt i Tunesien i november 2017, understreges:
”Konferencen påbegyndte også en righoldig diskussion om det proletariske parti og understregede i denne sammenhæng partiets betydning i den ideologiske, politiske og organisatoriske kamp som et uundværligt redskab for at lede masserne i deres kampe for revolutionær forandring i både de beherskede lande og i de imperialistiske lande.
På baggrund af en gensidig udveksling af erfaringer satte den en særlig streg under den vigtige rolle, som Konferencens partier må spille i at bistå i skabelsen af nye marxistisk-leninistiske partier, hvor de ikke findes.”
Den revolutionære teoris og den revolutionære handlings parti
Det marxistisk-leninistiske kommunistiske parti samler landets mest bevidste revolutionære kræfter og klassekæmpere på baggrund af sit politiske program for revolution og socialisme, konkret afstemt med landets udviklingsgrad og klassekampssituation. Det skoler medlemmerne i programmet og på de konkrete kampfelter, det engagerer sig i, det skoler dem i marxistisk-leninistisk teori og dens praktiske og konkrete anvendelse også i den enkelte kammerats og den enkelte kommunistiske organisations arbejde, og det lærer dem at lede. For partiets vigtigste opgave er at lede – at lede klassekampen og revolutionen – og det vil sige at mobilisere og lede mennesker i konkrete situationer og konkrete kampe.
Selvom skolingsgrupper og studiekredse er nødvendige for en kollektiv drøftelse af politik og tilegnelse af marxismen-leninismen, så bygges partiet ikke gennem studiekredse, men i klassekampen.
Det kommunistiske parti opbygger sig på basis af marxismen-leninismens organisatoriske principper, som arbejderklassens væsentligste redskab i klassekampen. Det bygger på den demokratiske centralismes principper, på en enhed båret af en fælles ideologi og teori, et fælles program og mål og fælles kollektive kamperfaringer.
Det vil sige, at det organiserer sig på et helt andet grundlag end de borgerlige og småborgerlige partier, som ikke er andet end valgkampsorganismer. Deres vigtigste politiske ledelsesorgan er ikke en eventuel valgt ledelse, men parlamentsgruppen, hvor den findes. Deres medlemmers vigtigste opgave er at skaffe vælgere og stemmer ved valgene.
Det marxistisk-leninistiske kommunistiske parti er den revolutionære handlings parti. Det betyder, at det – uanset sin størrelse – efter evne deltager i og bidrager til at understøtte, organisere og lede konkrete kampe og folkelige bevægelser, både akutte og langsigtede. De revisionistiske partier vil også påstå dette om sig selv, men hvad der er rigtigt og forkert i den sammenhæng, er nemt nok at afgøre: Det er simpelthen at sammenholde ordene med praksis. Om der er tale om reelle kampe, der konfronterer magten, eller om der er tale om manøvrer for at positionere sig parlamentarisk.
Det er altafgørende, at det kommunistiske parti under alle forhold og igennem alle udviklinger bevarer sin revolutionære karakter og ikke under presset fra borgerskabet og borgerlig ideologi forvandler sig til et revisionistisk parti og mister sin revolutionære karakter og retning.
Det kommunistiske parti kan kæmpe i årevis – ja, i årtier – uden at der udvikler sig en objektiv revolutionær situation. Det har f.eks. været tilfældet i Danmark efter rystelserne under besættelsen.
Følelsen af, at socialismen er langt væk og nærmest uopnåelig, får en grobund og kan brede sig. Hvis de bevidste marxistisk-leninistiske kræfter ikke er stærke og vågne nok, er det en faktor, der kan bidrage til en reformistisk udvikling, hvor partiet forlader sit marxistisk-leninistiske grundlag, sætter reformkampen i centrum og anbringer det ’fjerne’ strategiske perspektiv på sidelinjen som irrelevant for dagskampen. Strategi og taktik bliver skilt ad, det socialistiske mål bliver til et tåget fremtidsperspektiv.
Socialisme og dagskamp
En af de store lærdomme, der kan udledes af klassekampens historie, er, at reformer er et biprodukt af den revolutionære kamp. Det er ikke sådan, at den nordiske eller skandinaviske velfærdsmodel er et produkt af en revolutionær reformkamp. Den er tværtimod et resultat af eksistensen af et socialistisk samfund, Lenins og Stalins Sovjetunion, hvor en lang række velfærdsgoder var en realitet, af arbejderklassens kamp for sådanne krav og af borgerskabets frygt for revolution og socialistisk ekspropriation. At påstå andet, er en borgerlig og socialdemokratisk myte.
I samme øjeblik socialismen ikke længere eksisterede som realitet eller som en stærk revolutionær bevægelse, begyndte nedslagtningen af de nordiske velfærdssystemer, som i dag er reduceret til skygger af sig selv, selvom den socialdemokratiske myte om dem består.
At reformerne udspringer af den revolutionære kamp for et andet samfund, betyder ikke, at det marxistisk-leninistiske parti betragter disse, eller arbejderklassens og de brede massers daglige kamp, som en biting. Partiet forsøger tværtimod at sætte sig i spidsen for disse kampe, at organisere og lede dem og udvikle dem til maksimal styrke. Og det gælder ikke bare de økonomiske og sociale kampe, men også demokratiske kampe, kampe til forsvar for national selvstændighed, politiske kampe.
Disse kampe er ikke bare nødvendige i sig selv for at forsvare og i enkelte tilfælde forbedre levevilkårene og tilkæmpede rettigheder, eller for at opnå nogle politiske fremgange eller forhindre tilbageslag – de er også en del af udviklingen af en bevidsthed om revolutionens og socialismens nødvendighed hos afgørende dele af arbejderklassen og masserne. Revolutionen og opbygningen af socialismen er massernes værk, nødvendigvis anført af arbejderklassens kommunistiske parti, af marxismen-leninismens teori og praksis.
Det betyder også, at partiet må indføre socialismen og det socialistiske perspektiv i de konkrete kampe som en del af det konstante og vedvarende arbejde for at udvikle en socialistisk bevidsthed hos masserne. Masserne lærer af deres egne erfaringer, af deres kamperfaringer – og ingenting underviser så præcist, direkte og nøgternt i klassesamfundets realiteter som den direkte konfrontation med klassefjenden, mellem arbejdere og arbejdsgivere. Netop i og af disse kampe vokser også forståelsen for socialismen og revolutionen som den eneste mulige permanente overvindelse af det rådne kapitalistiske systems fallitbo.
Lige præcis det er kernepunkter i en revolutionær taktik som led i en revolutionær strategi hos det marxistisk-leninistiske parti – som selv er den første nødvendige forudsætning for ethvert seriøst ønske om og bestræbelse i retning af socialisme.