- Forudsætning
Den inter-imperialistiske krig, som føres på ryggen af arbejderklassen og folkene i Ukraine og Rusland, har bragt modsatrettede og uforenelige opfattelser af imperialismen frem i lyset, udtrykt af organiserede kræfter (partier eller grupper), som har kommunismen som referencepunkt.
Imperialismen er et væsentligt spørgsmål i den marxistisk-leninistiske teori. Hele den økonomiske og politiske historie, fænomenerne i det nuværende sociale liv, kendsgerningerne vedrørende kapitalismen, opportunismen i arbejderbevægelsen, tendensen til politisk reaktion og krig, såvel som behovet for arbejderklassens socialistiske revolution, kan kun forstås i lyset af denne teori, der vejleder revolutionær handling.
Det er ikke muligt at give en historisk og politisk vurdering af den nuværende krig, såvel som bestemmelsen af dens natur, der passer fuldt ud ind i kampen mellem stormagterne om en nyopdeling af verden, indflydelsesområder, råstoffer osv., hvis man ikke på den mest komplette måde, fra den økonomiske og den politiske side, forklarer imperialismens natur som kapitalismens højeste og sidste udviklingstrin.
I de senere år er der åbent dukket revisionistiske, reformistiske og opportunistiske holdninger op, som adskiller eller forveksler aggressive politiske tendenser, militære interventioner osv. med imperialismens økonomiske essens.
Det er genudgivelser af Kautsky-konceptet, som benægter, at imperialismen er kapitalismens højeste og sidste udviklingstrin, og i stedet argumenterer for, at det er en foretrukken politik for finanskapitalen. Dette koncept tjener til at demonstrere, at imperialisterne kan føre en anden politik, en ikke-imperialistisk politik, en politik uden erobring eller udplyndring. Konsekvensen af dette er opfordringerne til “multipolaritet” og “multilateralisme”, en maske bag hvilken der gemmer sig interesser fra imperialistiske og kapitalistiske stater, især Kina, som udfordrer USA’s verdenshegemoni.
Over for disse holdninger har KKE (Grækenlands Kommunistiske Parti), og i vores land nogle kommunistiske formationer, der på den ene eller anden måde deler dets holdninger, fremsat en skarp kritik, der støtter en vision af det imperialistiske system centreret om en “pyramide”.
Vi hilser kritikken af den neo-kautskyanske reformisme og opportunisme velkommen, vi hilser fordømmelsen af de kræfter velkommen, der benægter Lenins definition af imperialisme, som støtter “multipolarisme” og sætter deres lid til én imperialisme for at bekæmpe en anden. Må der være den klareste adskillelse fra disse kræfter!
Vi hilser denne udvikling velkommen, men vi spørger: Er det korrekt at fortolke det imperialistiske system som et pyramidespil? Er det et reelt bidrag, der giver os mulighed for at forstå de grundlæggende aspekter af det imperialistiske system og dets interne modsætninger? Hvilke konsekvenser følger af dette skema?
- Pyramidespillet
Lad os starte med denne forklaring af pyramidespillet for at komme ind til kernen af problemet.
“De [opportunisterne, red.] bruger vilkårligt Lenins vurdering i hans velkendte værk Imperialismen, kapitalismens højeste stadium, at en håndfuld, et meget lille antal stater udplyndrer det store flertal af stater over hele kloden. Som følge heraf identificeres imperialismen med et meget lille antal lande, som kan tælles på én hånd, mens alle de andre er underordnede, undertrykte, kolonier, besatte på grund af deres underdanighed over for det liberale synspunkt.
I dag er der få lande, som er i toppen, i de højeste positioner i det internationale imperialistiske system (som også er illustreret med et pyramidespil for at vise de forskellige niveauer, som de kapitalistiske lande besad). Man kan sige, at der i toppen er en håndfuld lande, for at bruge det leninistiske udtryk. Men det betyder ikke, at alle de andre kapitalistiske lande er ofre for de magtfulde kapitalistiske stater, at borgerskabet i de fleste lande har givet efter for presset på trods af deres generelle interesse i, at det [borgerskabet, red] er blevet korrumperet. Det betyder ikke, at folkenes kamp skal være rettet mod Tyskland i Europa, mens den på det amerikanske kontinent blot skal være rettet mod USA.” (Artikel af A. Papariga, tidligere sekretær i KKE, for “El Machete”, tidsskrift for Mexicos Kommunistiske Parti, 2013).
KKE præsenterer det imperialistiske verdenssystem som en pyramide, hvor de mest modne og magtfulde kapitalistiske stater er placeret i toppen, og på de lavere niveauer, ned til bunden, er de andre lande, inklusive dem i den perifere “sydlige” del af verden. For eksempel er EU-landene inkluderet i denne pyramide, inklusive Grækenland selv, som ville indtage en mellemposition i det verdensimperialistiske system.
“Den imperialistiske pyramide” har sit eget interne hierarki, et netværk af asymmetriske indbyrdes afhængigheder, der bestemmes af staternes økonomiske, politiske og militære styrke, og ser positionsændringer (opad eller nedad) forårsaget af loven om kapitalismens ujævne udvikling og af ændringen af magtforholdet mellem elementerne i pyramiden, både over og under.
Lad os fortsætte med udsagnene fra tilhængerne af pyramidebyggeriet:
“Antallet af stater, der er regionale magter, satellitter til stærke imperialistiske magter, lande, der spiller en særlig rolle i alliancepolitikken og det politiske tilhørsforhold til den ene eller den anden magt i pyramiden, er stigende. Interimperialistiske modsætninger er på spil i enhver form for alliance, og alle disse mangesidede relationer, som vedrører alle verdens kapitalistiske lande uden undtagelse, udgør den imperialistiske pyramide.
(…) Lenin brugte som bekendt ’kæde’-skemaet. Diagrammet, som vi bruger ved enhver lejlighed, er en måde at hjælpe arbejderne med at forstå imperialismens virkelighed som monopolkapitalisme, som rådden og døende kapitalisme, hvor alle de kapitalistiske lande er inkorporeret i henhold til deres styrke (økonomisk, politisk, militært osv.).” (KKE’s leninistiske tilgang til imperialismen og den imperialistiske pyramide, 2015).
Pyramideformen beskrives af de forskellige former for relationer, der eksisterer mellem disse kapitalistiske lande, såvel som af deres alliancer og interne stridigheder.
Ved at anvende pyramideskemaet prioriterer man de eksisterende relationer mellem imperialistiske og kapitalistiske lande frem for de specifikke landes økonomiske natur og karakteristika. Med andre ord har man vedtaget en strukturalistisk, formalistisk og mekanisk vision af imperialismen, som står i kontrast til den vision, der er baseret på en konkret analyse af virkeligheden og en undersøgelse af dens indre modsætninger ved hjælp af den marxistiske dialektik.
Ved at bruge pyramideskemaet undgår KKE og andre militante kræfter ikke de vanskeligheder, som denne opfattelse rejser. For hvad betyder det at sige, at alle de lande, hvor den kapitalistiske produktionsmåde dominerer, er inkluderet i den imperialistiske pyramide?
Tilhængerne af det imperialistiske pyramidespil afviser på det kraftigste enhver forbindelse med Kautskys teori om ultraimperialisme og hævder at indtage leninistiske positioner, men denne påståede genopbygning af den finansielle monopolkapitalisme ligner meget den gamle kautskyanske formel om den internationale forening af nationale imperialismer.
I virkeligheden står pyramidetesen i modsætning til den leninistiske teori om imperialismen, da den inkluderer alle kapitalistiske lande, selv de afhængige og tilbagestående, i pyramiden i henhold til en rang, der afhænger af hvert lands økonomiske og statslige styrke. Der vil være gradsforskelle, men ikke kvalitetsforskelle.
Eftersom kapitalismen gik ind i imperialismens fase for over et århundrede siden, ville der i dag ikke længere eksistere nogen ikke-imperialistiske lande på jorden, da de fem vigtigste “rent økonomiske grundbegreber“, som Lenin identificerede til en definition af imperialisme, ville gælde for alle eksisterende lande.
Denne abstrakte dom gentages af KKE ved andre lejligheder:
“Disse karakteristika vedrører ikke kun staterne i toppen af den imperialistiske pyramide, men de er ensartede; de vedrører alle stater, mere eller mindre stærke, fordi kapitalismens monopolistiske og reaktionære epoke er ensartet.” (G. Marinos, tale holdt ved det 22. ICWPO i Cuba, 2022).
Bag denne foregivelse af ensartethed ender KKE og de andre politiske formationer, der anvender pyramideskemaet, med at erstatte den marxistisk-leninistiske analysemetode og den præcise, rettidige og strenge evaluering af imperialismens dybe modsætninger og antagonismer med en vag og uklar formel, en boglig beskrivelse af finansmonopolkapitalismen, der undgår alle de problemer, som den nuværende epoke stiller kommunisterne over for.
III. Et forvrænget billede af virkeligheden
Den tid, vi lever i, er imperialismens og revolutionens tid, det vil sige den monopolistiske finanskapitals dominans, kapitalismens sidste fase, dens sidste historiske form, som efterfølges af arbejderklassens revolutionære triumf og socialismen. Det er en æra, der omfatter et kompleks af modstridende fænomener, typiske og ikke-typiske, små og store, karakteristiske for udviklede og tilbagestående lande.
Vi taler om et imperialistisk verdenssystem, fordi kapitalismen for længst har forvandlet sig til et verdenssystem af udbytning, undertrykkelse og økonomisk kvælning af det store flertal af verdens befolkning af “en håndfuld avancerede lande” (Lenin, Forord til Imperialismen). Borgerskabet har gennemført opdelingen af verden i over et århundrede, det er trængt ind i alle lande for at udnytte arbejdskraften og eksportere kapital og varer, det har sikret sig udenlandske markeder, indflydelsesområder og til investering af kapitalen, det plyndrer kilderne til råstoffer.
Imperialismen har udviklet produktivkræfterne og forvandlet verden i sit billede; den har trukket alle lande, alle folkeslag ind på den finanskapitalistiske udbytnings vej; den presser merværdi ud af hundredvis af millioner arbejdere og akkumulerer enorme rigdomme.
Finansoligarkiet udøver sin magt på enorme masser af arbejdere i alle lande, fra metropolen til de fjerneste hjørner af kloden, og lænker individuelle lande og individuelle nationale økonomier til finanskapitalens lænker, udnyttelse og undertrykkelse, der udøves af et mindretal af lande med et højt niveau af kapitalistisk udvikling.
Verden har utvivlsomt ændret sig, og tre fjerdedele af de eksisterende lande er ikke længere kolonier, som de var på Lenins tid. Antallet af imperialistiske lande er unægtelig steget siden begyndelsen af det 20. århundrede. Kapitalismen er i en tilstand af permanent bevægelse og ujævn udvikling, og derfor findes der ikke en liste over imperialistiske magter, som er defineret én gang for alle.
Udviklingen af verdensøkonomien i perioden med kapitalistisk “globalisering” har resulteret i, at de samme “vækstlande” som Kina, Brasilien, Tyrkiet, Indien, Indonesien, Sydafrika osv. kom i en position, hvor de kunne akkumulere kapital og eksportere den takket være den høje udnyttelsesgrad af arbejdskraften. Denne proces var ikke så stor som monopolerne i de imperialistiske lande, men den var ikke beskeden i forhold til deres tilstand. I denne periode udviklede Kina sig til en imperialistisk stat, mens kapitalisterne i dette og andre lande kom i en fordelagtig position og øgede deres andel i nogle sektorer af verdensmarkedet (råstoffer, produktion, landbrug osv.). Denne udvikling og andre faktorer fører til den vision, at situationen formentlig ikke er, som den plejer at være (at en håndfuld imperialister styrer resten af verden), men at vi har en ny situation med nye regionale magter osv. Tilhængerne af pyramidespillet forsøger at fortolke disse nye omstændigheder. Men de fejler af forskellige årsager, som vi vil se.
For at forstå imperialismens virkelighed er vi nødt til at skelne mellem imperialistiske lande og afhængige, koloniale og halvkoloniale lande, der er økonomisk, teknologisk og finansielt dominerede og de facto underlagt de førstnævnte, uden at skjule denne grundlæggende modsætning bag den vildledende betragtning, at det imperialistiske systems karakteristika ikke længere tillader os at bestemme de forskellige landes faktiske natur.
De mangeartede relationer mellem stater må ikke forveksles med disse staters forskellige økonomiske natur. Der er stadig de dominerende imperialistiske lande og de afhængige kapitalistiske lande, såvel som de halvkoloniale og koloniale lande (de sidste er få, men de eksisterer også stadig), der er underlagt imperialismen.
Udnyttelsen og undertrykkelsen af de tilbagestående kapitalistiske lande i et system af undertrykkelse og økonomisk kvælning betyder ikke, at de alle er blevet imperialistiske (eller subimperialistiske) lande, da de har forskellige former for relationer eller alliancer med de imperialistiske magter. I virkeligheden er det netop disse relationer, der forstærker og styrker deres afhængighed og tilbageståenhed.
Lad os spørge: Hvilke lande tilhører de eksisterende monopoler? Hvis man scroller igennem en af de undersøgelser, der er i omløb, og som fastsætter de største internationale monopoler til et bestemt antal, ser man, at de tilhører omkring tyve gamle og nye imperialistiske og kapitalistiske magter (USA, Kina, Japan, Tyskland, Frankrig, Storbritannien, Tyskland, Italien, Rusland, Holland, Sydkorea, Schweiz, Canada, Saudi-Arabien, Tyrkiet, Finland, Spanien, Norge, Australien).
Hvilke lande nyder godt af størstedelen af monopolernes overskud? Dybest set den samme gruppe af lande.
I hvor mange lande er den finansielle kapital koncentreret? I en håndfuld lande, som er verdens finansielle citadeller (New York, Shanghai, London, Miami, Taipei, Hongkong, Singapore, Monaco, Zürich, Tokyo, Sydney, Paris, Frankfurt, Milano).
Hvor mange lande er økonomisk afhængige af de imperialistiske magter? Mange af dem.
Hvor mange er ågerstater? Et begrænset antal. Hvor mange debitorstater er der? Et stort antal.
Hvilke lande fører an i kampen for en nyopdeling af verden? Det er de store imperialistiske magter (USA, Kina, Rusland, Storbritannien, Frankrig, Tyskland, Italien, Canada, Japan …) med deres internationale alliancer.
Imperialismens virkelighed i dag bekræfter den leninistiske analyse og afviser den “pan-imperialisme” og mystificering af “gensidig afhængighed”, som tilhængerne af pyramideskemaet går ind for.
En af de grundlæggende forudsætninger for det imperialistiske pyramidespil er absolutiseringen af et af imperialismens kendetegn, nemlig dannelsen af monopoler og konstitueringen af finanskapital. Det er et af imperialismens vigtigste kendetegn, men det er ikke det eneste, og det skal forstås i lyset af dets afgørende funktion både på nationalt plan og i “alle økonomiske og internationale relationer” (Lenin, Imperialismen). Lige så vigtig er eksporten af kapital, opdelingen af verden mellem stormagterne osv.
Det er nødvendigt på en multilateral og omfattende måde at analysere imperialismens aspekter og karakteristika, deres kvalitet, deres proportioner, deres forbindelser, deres dynamik, de konkrete former for kapitalismens monopolstadie, uden at forfalde til ensidige og sofistiske tilgange, der kun omfatter en side af fænomenet.
Udskiftningen af den konkrete analyse med pyramidespillets abstrakthed fører til fejlagtige konklusioner. For eksempel, hvis der i nogle lande, der er underlagt imperialismen, er kapitalister, der foretager investeringer i udlandet eller ejer virksomheder uden for grænserne, betyder det ikke, at de også er imperialister og ikke længere afhængige, underlagt den internationale arbejdsdeling, med en voksende tilstedeværelse af udenlandsk kapital osv.
Samtidig indikerer tilstedeværelsen af transnationale monopoler i de afhængige lande ikke et kvalitativt spring i deres økonomiske grundlag, men skal forstås som et produkt af de imperialistiske landes kapitaleksport i sektorer, hvor profitten kan maksimeres, råstoffer udplyndres osv. Dette ændrer ikke, men forværrer disse landes afhængighed og tilbageståenhed, skader andre sektorer såsom landbruget, forårsager miljøkatastrofer, reaktionær vold osv.
Udviklingen af produktivkræfterne og internationaliseringen af verdensøkonomien fremmer disse fænomener uden at ændre på afhængigheds- og undertrykkelsesforholdene. Vi må ikke forveksle generelle tendenser med konkretisering.
Selv formelt uafhængige kapitalistiske lande er domineret af imperialismen og dermed gjort afhængige. Økonomisk afhængighed er faktisk fuldt opnåelig med de forskellige kapitalistiske staters politiske uafhængighed; uden tvivl sker dette og styrkes løbende.
Forandringerne og moderniseringen af kapitalismen i nogle såkaldte “udviklingslande”, selv disse landes deltagelse med tropper i militær aggression eller vedtagelsen af imperialistiske politikker (såsom IMF’s), betyder ikke, at disse lande ikke længere er underlagt imperialismen, at de ikke længere udnyttes af internationale monopoler, af internationale finansielle institutioner, der ledes af et lille antal imperialistiske magter.
Som vi har nævnt, er det imperialistiske verdenssystem et system af økonomisk slaveri og undertrykkelse af befolkninger og de fleste lande af en gruppe dominerende magter. I pyramideskemaet udgør alle verdens lande i stedet en enkelt gruppe, der omfatter både de imperialistiske lande og de afhængige, undertrykte lande. Dette fremhæver manglen på dialektik, da det at se verden gennem linsen af dette hierarkiske skema fører til benægtelse af den kvalitative forskel på fænomener (f.eks. fra kapitalismens udvikling til imperialisme), idet man antager, at der kun er en kvantitativ forskel mellem de lande, der udgør pyramiden, med forskelle i deres magtrelationer. Denne betragtning forhindrer de kvalitative forskelle i at blive anerkendt. Derfor bliver det nemt at skære alt over én kam.
Med andre ord forveksler tilhængerne af pyramideskemaet epokens karakter med alle de fænomener, den omfatter, som i stedet har forskellig karakter fra land til land (imperialistiske og afhængige lande, undertrykkere og undertrykte, udbyttere og udbyttede).
Det imperialistiske verdenssystem, den eneste imperialistiske kæde, der kvæler arbejderne og folkene, har intet at gøre med pyramideskemaet, hvor både de imperialistiske lande og de afhængige, halvkoloniale og koloniale lande er inkluderet. Dette skema erstatter de forskellige udviklingsfaser i disse lande, dvs. ændringen af nogle af kapitalismens grundlæggende kvaliteter til deres modsætning, med den rangordning, der ligger i pyramidemetaforen.
Marxismen-leninismen putter ikke alle imperialistiske og kapitalistiske lande, dominerende og afhængige, i samme pose, men skelner mellem de imperialistiske, undertrykkende, udbyttende lande og de undertrykte, afhængige lande og nationer og afslører de borgerlige og småborgerlige løgne, der forsøger at skjule det økonomiske, politiske og militære slaveri af det store flertal af verdens befolkning af et mindretal, der udgøres af de mest avancerede, rigeste og mest magtfulde kapitalistiske lande. Ellers ender man bag formlerne med at bekræfte generaliseringer løsrevet fra virkeligheden og begrebet “ren imperialisme”, som Lenin resolut bekæmpede.
Konsekvenserne af pyramideskemaet
Hvad er de teoretiske og politiske, strategiske og taktiske konsekvenser af at vedkende sig det imperialistiske pyramideskema?
For det første bliver en af de vigtigste modsætninger i vores æra negligeret og endda ignoreret med den “imperialistiske pyramide”: nemlig modsætningen mellem imperialismen og folkene i de afhængige, koloniale og halvkoloniale lande i verden, som uddybes på grund af monopolernes og de imperialistiske staters udplyndring, udbytning og undertrykkelse, intervention og indblanding.
Tilhængerne af pyramideskemaet skjuler eksistensen og udviklingen af denne modsætning og opløser den i modsætningen mellem de forskellige imperialistiske magter.
Men imperialismen, sammen med skærpelsen af modsætningerne mellem imperialistiske magter og finansielle grupper, som i dag kommer til udtryk på højeste niveau i den totale kamp om hegemoni mellem USA og Kina (at det ikke bare er en kamp om første- og andenpladsen i toppen af pyramiden), undertrykker ikke den uforsonlige antagonisme mellem imperialisterne og folkene i de afhængige lande; tværtimod skærper den den i den nuværende situation.
Den objektive modsætning mellem verdensimperialismens udbytter- og undertrykkelsespolitik og en uafhængig udvikling af disse lande fortsætter og forværres, selv hvor det nationale borgerskab, ud over komprador-borgerskabet, tilpasser sig relationerne til imperialismen (og ofte forsøger at genforhandle deres afhængighed af de største globale udbyttere).
I disse lande er interesserne for den nationale kapital, som er sammenflettet med den internationale kapital, og folket og arbejderklassen meget forskellige og modsatrettede. Mens de første drager fordel af den imperialistiske udplyndring og endda er medskyldige (det er et faktum, at ingen større kapitalgruppe i disse lande i dag kan operere internationalt uden at være afhængig af den imperialistiske finanskapital), er de sidste ofrene.
Denne modsigelse kan kun overvindes af den revolutionære kamp blandt de arbejdende masser i de afhængige, halvkoloniale og koloniale lande.
For det andet ender støtte til pyramideskemaet og overspringelse af kvalitative forskelle med at benægte det internationale omfang af den kamp, der udvikler sig i de afhængige, halvkoloniale og koloniale lande, som er et uudslukkeligt og dynamisk udbrud af den revolutionære massebevægelse.
Modsætningerne mellem den imperialistiske verden og de afhængige, halvkoloniale og koloniale lande bliver ikke mindre, men forstærkes og fører ofte til åbne konflikter, der antager en akut karakter: folkelige opstande, der finder sted på grundlag af den antiimperialistiske kamp og kampen mod det udbyttende borgerskab (i Latinamerika, Afrika, Asien osv.). De grundlæggende spørgsmål, der førte til store masseprotester, er uløste i disse lande, så modstandsbevægelsen befinder sig på et udviklingsstadium i mange afhængige lande.
Disse omstændigheder er ekstremt vigtige for arbejderklassen, fordi de dybt underminerer monopolkapitalismens positioner og strategisk forvandler de afhængige lande fra reserver for imperialismen til reserver for arbejderklassens revolution. Derfor står marxist-leninisterne fast på de undertrykte folks og nationers side og støtter deres nationale og sociale befrielsesbevægelser.
Dannelsen af en kampfront mellem arbejderklassens kræfter i de imperialistiske lande og de arbejdende masser i disse lande er af afgørende betydning i den nuværende æra. Uden denne alliance ledet af arbejderklassen er der ingen mulighed for sejr over finanskapitalens organiserede kræfter.
For det tredje støtter tesen om den imperialistiske pyramide en direkte overgang til socialisme for alle lande, herunder afhængige, halvkoloniale og koloniale lande.
For tilhængerne af det imperialistiske pyramideskema er æraen med demokratiske og folkelige revolutioner forbi, fordi problemet med den direkte overgang til socialisme i imperialismens og den proletariske revolutions æra vedrører alle lande, hvor der findes monopolkapitalisme. Eftersom finanskapitalen også er til stede i afhængige, halvkoloniale og koloniale lande (om ikke andet så for den plyndring, den udfører der), er den direkte overgang til socialisme også teoretiseret for disse lande uden at gå gennem nogen overgangsfase.
Denne tese er baseret på den kendsgerning, at de kommunistiske partiers strategi og taktik udelukkende bestemmes af den “epoke”, hvor kapitalen og arbejderklassen lever og kæmper mod hinanden. Det er netop en fejl som denne, Lenin grundigt kritiserede i nogle polemiske skrifter mod Piatakov, som hævdede, at det var forkert at kæmpe for forsvaret af demokratiet mod reaktionen, for nationernes selvbestemmelse osv., fordi vi nu levede i en anden historisk epoke, “imperialismens epoke”. Lenin afslørede tendensen til “imperialistisk økonomisme” hos Bukharin, Piatakov og Bosc, som benægtede muligheden for at fortsætte kampen for nationale og demokratiske rettigheder i den imperialistiske æra.
I skyggen af “pyramiden” opstår opgivelsen af arbejderklassens ledende rolle på internationalt plan, den ideologiske og politiske manglende evne til at bruge kampen for reformer ved at underordne den kampen for revolution, til at forbinde kampen for den socialistiske revolution med demokratiske og antiimperialistiske opgaver i en række afhængige lande.
Det imperialistiske pyramideskema modsiger behovet for revolutionær strategi og taktik baseret på det enkelte lands udviklingsniveau og de objektive revolutionære opgaver, som kommunisterne står over for, herunder skabelsen af klassealliancer og folkefronter ledet af arbejderklassen.
Den undervurderer betydningen af de revolutionære demokratiske opgaver, betydningen af den nationale, antiimperialistiske og antifascistiske kamp i mange folks revolutionære udvikling (f.eks. i de afrikanske lande, hvor der er demokratiske og antiimperialistiske revolutioner i gang).
Med tesen om den direkte overgang til socialisme for alle lande – en direkte konsekvens af vedtagelsen af pyramideskemaet – bekæmpes revisionistiske holdninger ikke, men fejlagtige eller ubegrundede opgaver og strategier planlægges for de afhængige, halvkoloniale og koloniale lande.
De demokratiske, nationale befrielses- og antiimperialistiske opgaver adskilles fra de socialistiske med alvorlige konsekvenser for de revolutionære processer i de lande, der skal igennem mere eller mindre hurtige forberedelsesfaser for at nå frem til proletariatets diktatur.
Folkets demokratiske revolution er den fase, som mange afhængige, halvkoloniale og koloniale lande skal igennem. Det nationale spørgsmål og den demokratiske revolution skal ikke uundgåeligt ledes og løses af det nationale bourgeoisi. De kan ledes og bringes til succes af arbejderklassen i spidsen for dets allierede, uden borgerskabets grundlæggende kræfter, og uden at sidstnævnte har en ledende rolle.
I imperialismens epoke er der ingen uoverstigelig barriere mellem den demokratiske revolution og arbejderklassens revolution, men den første kan og skal forvandle sig til den sidste; den bruges til overgangen til den anden fase.
Hvis forholdet mellem socialisme, demokrati og det nationale spørgsmål på den ene side knuses under vægten af pyramiden, har det på den anden side skadelige konsekvenser for arbejderklassens internationalismes levende praksis.
Man skal huske, at arbejdere i de imperialistiske lande og i de afhængige lande ikke rejser de samme krav og paroler, selv om de har de samme generelle mål og det samme endelige mål. Pyramidetesen insinuerer ideen om umuligheden af nationale befrielseskampe, af demokratiske og revolutionære krige, af revolutionernes demokratiske opgaver i de udbyttede og undertrykte lande, af kampen for selvbestemmelse og nationale rettigheder, for folkenes frigørelse. Og med denne tilgang svækkes den internationalistiske støtte til disse processer også.
Men der er et andet stort spørgsmål. Hvis pyramidetesen er rigtig, og imperialismen er blevet til en enkelt solid blok, hvordan kan et enkelt land (eller nogle få lande) så blive løsrevet fra den? Hvor kan den verdensimperialistiske front brydes, hvis der ikke er nogen svage punkter i leninistisk forstand, men kun “mere eller mindre stærke stater” med “ensartede karakteristika” og en betydelig indbyrdes afhængighed mellem dem? Ville en enkelt, samtidig verdensrevolutionær handling være nødvendig som form for overgangen fra kapitalisme til socialisme?
Det er ikke tilfældigt, at Lenin ikke bruger metaforen om pyramiden, men om den imperialistiske kæde. Dette billede fremhæver det imperialistiske systems ikke-monolitiske og ubrydelige natur, men at det kan brydes på et eller flere punkter.
Vi skal være meget forsigtige med at genfremsætte gamle teser i forskellige former, med nye terminologier og billeder, som viser manglende evne til at forstå den internationale proletariske revolution som et resultat af processer af en anden karakter, og ikke nutidige, som benægter muligheden for det revolutionære brud på den imperialistiske kæde i et eller flere punkter, normalt de svageste i en kæde under spænding, og opbygningen af socialisme i et eller flere lande, om end mindre udviklede, og dem, der er omgivet af imperialisme.
Konklusion
Som vi har set, er pyramideskemaet, på trods af at det præsenteres som en moderne illustration af imperialismen, på flere punkter i modstrid med marxismen-leninismen og fører til forkerte ideologiske og politiske konsekvenser.
De grundlæggende teser i den leninistiske teori om imperialismen og arbejderklassens revolution bliver deformeret og benægtet af pyramidebeskrivelsen og dens konsekvenser. Det er et anti-dialektisk skema, der ikke hjælper kommunister med at forstå og bekæmpe imperialismen, den rådne og døende kapitalisme. Det er den forkerte kur mod en reelt eksisterende opportunistisk og reformistisk sygdom, en medicin, der har adskillige kontraindikationer, endda fatale, som vi har demonstreret.
Vi må kæmpe mod fornægtelsen og karikaturerne af leninismen, mod dens reduktion til nogle få citater eller referencer uden forbindelse til hele teorien, strategien og taktikken i bevægelsen for arbejderklassens frigørelse. Samtidig må vi kritisere og nedbryde alle de klichéer, der gentages ukritisk, såvel som indsættelsen af fremmede organer i marxismen-leninismen, på grund af manglen på ideologisk træning og manglen på brugen af materialistisk dialektik.
Den internationale kommunistiske bevægelse kæmper for at finde sin revolutionære enhed. Revisionismens tunge arv, som førte til nederlaget for den proletariske socialismes første erfaringer, vejer stadig tungt på vores bevægelse, mens gamle og nye opportunistiske og socialdemokratiske afvigelser dukker op og bliver mere akutte i denne periode, der er præget af den imperialistiske krig, der udkæmpes i Ukraine.
Genoplivningen af vores bevægelse kan kun finde sted efter en tæt teoretisk, ideologisk og politisk kamp mod alle disse deformationer og afvigelser, baseret på forsvaret af marxistisk-leninistiske principper anvendt på den konkrete virkelighed.
Man kan ikke være uinteresseret i et grundlæggende spørgsmål som det om imperialismen eller vedtage en “mellemlinje”. Det er snarere på tide at insistere på forpligtelsen til at studere i dybden og endeligt afklare de rejste problemer og feje den forvirring væk, der findes i den kommunistiske bevægelse og arbejderbevægelsen.
Kritikken af “den imperialistiske pyramide” er ikke akademisk, den er nødvendig, fordi den har dybtgående konsekvenser for kommunisternes analyse, strategi og taktik i de forskellige lande og internationalt.
De kommunister, der kæmper for at give arbejderklassen sit eget uafhængige og revolutionære parti, for at styrke det internationale samarbejde mellem kommunistiske partier og organisationer på et solidt marxistisk-leninistisk grundlag, kan ikke unddrage sig opgaven med at opnå den mest fuldstændige klarhed i spørgsmålet om imperialisme og i det nærtbeslægtede spørgsmål om opportunisme.
Vi opfordrer derfor til udvikling af ideologisk og politisk debat og konfrontation i ånden af kampen for kommunisternes (marxist-leninisternes) enhed.
September 2023, Kommunistisk Platform – for Arbejderklassens Kommunistiske Parti i Italien
Oversat fra Unity & Struggle nr. 47, 2023