I 2021 stemte sygeplejerskerne nej til overenskomsten to gange og gik i strejke, inden regeringen med sit indgreb tvang dem i arbejde igen. Her i 2023 kridtes banen op til en ny kamp for lønstigninger, ligeløn og arbejdsforhold frem mod OK 24.
”Det starter med lønnen” og ”Grundlønnen skal hæves med 5000 kr.”
Det er sygeplejerskernes slogans lige nu. Fordi de mener, at det vil stoppe personaleflugten væk fra faget. Det vil gøre det nemmere at rekruttere både til job og uddannelse, og det vil i sidste ende forbedre arbejdsforholdene. (Der mangler 5000 sygeplejersker, og frem mod 2030 vil der mangle 8000).
Hvad kravene bliver til overenskomsten 2024, er svært at sige lige nu. De fleste forbund har tillidsmandsmøder i august og september. Organisationernes generelle krav mellem Forhandlingsfællesskabet og KL skal først være indsendt senest den 10. november. Vi kan se, at flere fagforbund er ude at sige løn, tid til faglighed, et bæredygtigt arbejdsmiljø og tid til efteruddannelse.
Ved overenskomstkampen i 2021 blev der rejst spørgsmål om både ligeløn og afskaffelse af Tjenestemandsreformen fra 1969. En reform, der indplacerer kvindefagene som mindre værd. Og som er med til, at kvindefagene har uligeløn. Og det er stadig ufaglærte grupper, der står nederst på lønstigen. Der blev også sat fokus på de groteske forhold inden for vores sundhedsvæsen.
Den faglige kamp er både kvindekamp og politisk kamp
Kampen for ligeløn kan ikke skilles fra den faglige kamp. Vi fik Ligelønsloven i 1976. Men det er kun på papiret, der eksisterer ligeløn. Virkeligheden viser noget helt andet. En stor international undersøgelse viser en lønforskel på 18 procent mellem mænd og kvinders løn generelt i det danske samfund. Den samme undersøgelse viser også, at lønforskellen er hele syv procent mellem mænds og kvinders løn, selv om de er ansat i samme virksomhed, har samme job og samme uddannelse.
Som en konsekvens af sygeplejerskernes modige strejke og aktioner blev der ved overenskomstkampen 2021 nedsat en lønstrukturkomite. En komite, der var en del af det forlig Dansk Sygeplejeråd, DSR, med Grete Christensen i spidsen indgik med staten. Et stort flertal af sygeplejerskerne stemte det ned. Komiteen blev nedsat i oktober 21. En ny syltekrukke, og denne gang fyldt til randen med splittelse.
Vi har prøvet det før. Efter strejken på det offentlige område ved overenskomstkampen i 2008. Her blev der også nedsat en lønkommission. Den kom med sin konklusion i 2010. Kort fortalt: ”Ja, der er uligeløn i Danmark” – og så skete der ikke mere. Ren syltekrukke.
Der er brug for en stærk og solidarisk bevægelse
Den 13. juni i år fik vi så resultatet af lønstrukturkomiteens analyse af lønstrukturerne på det offentlige område. Selv om Mona Strib, Forbundsforkvinde for FOA og formand for Forhandlingsfællesskabet, og Grete Christensen, forkvinde for DSR og formand for Sundhedskartellet, har deltaget i komiteens arbejde, ja så har argumenter om ligeløn og reformen fra 1969 ikke fået megen plads i komiteens arbejde.
Allerede sidst i maj blev dele af den lækket til pressen. Den viste, at sygeplejersker og andre får den løn, de fortjener! Den viste også, at ufaglærte og ansatte på korte uddannelser får for lidt i løn. Hvem havde interesse i at lække det til pressen? Hvad skulle det bruges til? For mig at se havde det kun et formål: at skabe splittelse op til de kommende overenskomstforhandlinger. Vi har allerede set, at både BUPL og FOA har været ude og tale om mere løn til deres egne medlemmer.
Men der er ikke brug for splittelse. Der er brug for en stærk solidarisk bevægelse. Der er brug for solidaritet på tværs af fag, job og uddannelse. Der er brug for en stærk ledelse på en klassekampslinje i den overenskomstkamp vi har i vente.
Spræng lønrammen
Det er jo Industriens smalle forlig ved dette forårs overenskomstforhandlinger, der lægger rammen for forhandlingerne ved overenskomsten i 24 på det offentlige område. Ifølge klassesamarbejds-spillereglerne og regeringens og arbejdsgivernes logik.
Og hvordan gik det lige her? På trods af at lønnen var i centrum, så blev der ikke givet lønstigninger, der kunne dække inflationen og sikre reallønnen. Mindstelønnen blev ikke hævet markant, og vil fortsat ikke udgøre det nødvendige værn mod social dumping. Lønstigningerne er fortsat i procenter, ikke i kroner og øre, så de lavtlønnede får mindst.
Og ikke mindst så lagde topforhandlerne størstedelen af de lønstigninger, der skal sikre reallønnen, ud til lokale lønforhandlinger.
Arbejdsgiverne fik deres ønske om fleksibel arbejdstid opfyldt. Regeringen fik sat arbejdstiden op med en ekstra arbejdsdag, der skal betale for de stigende krigsudgifter.
Hvad var fagtoppens modkrav?
Ingenting – de lagde sig fladt ned i klassesamarbejdets navn.
Først 11 dage før urafstemningens afslutning blev der indkaldt til et landsdækkende tillidsmandsmøde for et Nej. Der blev aldrig en landsdækkende Nej-kampagne, selv om mange lokale fagforeninger og klubber opfordrede til et Nej. Et Nej, der fra manges side var solidarisk med de lavtlønnede og de offentligt ansatte. Overenskomstresultatet ved overenskomsten 2023 har nemlig vidtrækkende konsekvenser. Det lægger op til en snæver ramme for de offentlige ansattes overenskomstresultat i 24, da de offentlige lønstigninger angiveligt ikke må overstige de privatansatte.
Fagtoppen og regeringen vil helt sikkert sige, at der ikke er penge til markante lønstigninger ved OK24. Men så må rammen sprænges. For pengene er der.
Vi har set det under Coronakrisen. 30 milliarder blev tryllet frem og givet i hjælpepakker til erhvervslivet. Der bliver givet milliarder af kroner til krigen i Ukraine. Der er vedtaget en Ukrainefond på 21,9 milliarder kroner, foruden at regeringen og Folketinget allerede har brugt 11,6 milliarder på våben og andet til krigen i Ukraine.
Senest er der vedtaget et forsvarsforlig med ekstra 143 milliarder kroner de næste ti år til militær, krig og våbenindustri. Penge fra kassen, de kalder ’det økonomiske råderum’.
Til sammenligning vil SVM-regeringen bruge sølle tre milliarder kroner til løn til offentligt ansatte. Men det er uvist, hvem der får del i dem. Mona Strib, FOA, vil have dem på forhandlingsbordet til OK24. Mette Frederiksen vil have dem til trepartsforhandlinger før OK24. Hvorfor? kan vi spørge. Mona Strib vil helt sikkert have fingrene i dem til sine egne medlemmer. Og Mette Frederiksen vil give dem til udvalgte grupper, der har gjort sig særlig fortjent. Det plejer hun. Det løser ikke problemerne med løn og uligeløn. Men det vil helt sikkert skabe mere splittelse.
Pengene skal bruges til velfærdsansatte
Vi må sige nej til at bruge flere penge til militær, våben, krig og ødelæggelse. Pengene skal bruges på vores offentlige sundhedsvæsen. På de syge, de ældre, på børnene og de unge. De skal bruges på markante lønstigninger til alle velfærdsansatte, og til afskaffelse af uligelønnen.
Så: fokus på løn, ligeløn og solidaritet til overenskomsten 2024. Markante lønstigninger til alle. Lønnen skal dække både inflation og realløn. Mindstelønnen skal hæves markant. Lønstigninger på grundlønnen, der skal op for alle. Sygeplejerskerne siger 5000 kr. om måneden, jordemødrene siger 10.000 kr.
Lønstigningerne skal være i kroner og øre, ikke i procenter. Lønforhandlinger i procenter er noget, fanden har skabt, det øger uligheden mellem top og bund. Og Nej til flere ligelønspuljer. Vi vil have reelle lønstigninger, der dækker løngabet og løntabet.
Jeg har lige set, at FOA har offentliggjort, hvad nogle af deres medlemmer kan få fra lavtlønspuljen. 660 kr. inden for regionerne og 951 kr., hvis du er kommunalt ansat. Beløbet udbetales en gang årligt. Vi kommer til at vente en 7-800 år på ligeløn og lønløft til de lavtlønnede, hvis vi tror, at lønpuljer er løsningen.
Stol på egne kræfter – ikke på fagtoppen
Der er ingen tvivl om, at det bliver svært. Vi kan ikke stole på, at fagtoppen eller Folketinget vil være med til at løse problemerne med løn, ligeløn og sikring af den offentlige velfærd. Men vi kan stole på, at de vil forsøge med diverse lønløftspuljer, der bliver til småpenge, når de skal fordeles på de mange.
Vi kan stole på, at regeringen vil løse problemerne på velfærdsområdet med nye sorte reformer, nedskæringer, privatisering og rekruttering af udenlandsk arbejdskraft. Senest har Moderaterne og Lars Løkke været ude med meldinger om, at de vil hente sygeplejersker og sosuer fra Indien og Filippinerne. De udtaler, at det ikke handler om social dumping, da de skal have samme løn og arbejdsvilkår. Virkeligheden viser noget andet. Og det vil helt sikkert gøre det sværere at få uligelønnen afskaffet og forhandle løn og arbejdsforhold i fremtiden.
Også Grete Christensen har i sin tid som formand DSR set rekruttering af udenlandske sygeplejersker som et positivt skridt til at afhjælpe sygeplejerskemanglen. Og hun har været i tæt samarbejde med stat og arbejdsgivere omkring dette.
Men løsningen for velfærdsfagene kan ikke være en uetisk og usolidarisk rekruttering og udnyttelse af fattige lande. Løsningen ligger i Danmark. Og da det er regeringen, der sidder på pengekassen og på arbejdsgiversiden, så må de åbne pengekassen nu. ”Det starter med lønnen.”
- juli 2023
Oplæg holdt på APK’s sommerlejr juli ’23