Sinovjeff-Kameneff Processen, som fulgte på Mordet på Kiroff, blev jo både fra borgerlig og socialdemokratisk Side fremstillet som en Humbugproces, der skulle dække over Fiaskoen herovre. Ud fra den Middelaldermentalitet, der er så fremtrædende i Vesteuropa i Dag, talte man om en Hekseproces, hvor der hverken fandt Dokumentation eller Vidneførsel Sted, hvor man opererede med Tortur og mystiske Giftstoffer og som Følge deraf kunne præsentere Offentligheden »dresserede Anklagende«, der i glad Løssluppenhed efterplaprede alt det, den offentlige Anklager lagde dem i Munden, og gav Tilståelser og Selvanklager fra sig så mange, man ønskede.
Måske vil man denne Gang derude forlade Teorien om en Kætterproces og sige, at det er et Sammenstød mellem Asien (Stalin) og Europa i Trotskis Skikkelse. Desto værre for Europa! Processen afslører – uhyggeligt — hvorledes mægtige Kræfter, med Frisind og Fremskridt som Skalkeskjul, arbejder i Reaktionens Tjeneste, først ufrivilligt, så (tvungen af Forholdenes Magt og Tyngdens Lov) målbevidst — og ender med at indgå Forbund med den sorteste Reaktion: Nazismen.
Gribende og uhyggeligt har det været at høre de Anklagede i deres Forsvarstale skildre den gradvise Gliden fra Opposition over i Sammensværgelse og derfra videre over i Mord, Brandstiftelse, Togafsporing — Anslag mod Sovjet-Unionens Beståen. Pjatakoff taler med Foragt om Teorien om Tortur af den ene eller anden Art, som jo særlig II. Internationale har gjort sig Talsmand for. »Sådanne Metoder vilde aldrig have fået mig til at udtale mig,« siger han. »Hvorfor skulle jeg vel tilstå af Frygt? Enhver Straf, De kan tilmåle mig, er let i Forhold til dette at måtte aflægge Beretning om så tungtvejende og skadelige Handlinger som de, jeg har begået. Jeg har tilstået, fordi jeg ikke længere er Trotskist og ikke kan finde mig i, at den offentlige Anklager fremdeles kalder mig Trotskist.«
Andre beretter om, hvorledes de langsomt er blevet spundet ind, til de vågnede som Forbrydere og måtte lade stå til; andre igen, som Radek, holdt Kammeratskabet fast, til det var for sent at springe af. Hos flere mærker man også som Bimotiv en Slags sportslig Interesse i det underjordiske Arbejde. Hvad der engang tjente Friheden, er blevet et Formål i sig selv; og da man ikke har Zarismen at undergrave, undergraver man det Sovjetstyre, man selv har været med til at skabe.
Til Slut må Fememordet, der direkte peger mod Nazismens Metoder før den kom til Magten, ikke glemmes. Flere blev af Ingeniøren Bojarschinoffs Skæbne afskrækket fra at trække sig tilbage i Tide. Han, der selv havde været med til at øve Sabotage, blev myrdet, da han gav sig til at arbejde ærligt for Opbygningen. Hånden var Esaus, men Stemmen Trotskis — hans Navn går idelig igen i de Anklagedes Taler, hans isnende Ånde mærkedes satanisk bag det hele!
Han, der af Friederich Adler får Attest for at være en blid Åndskæmper, en Modstander af al Slags Terror, giver Direktiver om endelig ikke at sky Blodsudgydelser, da det gælder om at ryste Folket op og gøre det misfornøjet med Regeringen. De Direktiver altså, der fører til Mord en masse ved Togafsporinger og Grubeulykker. I hans Navn dræbes ti Bjergværksarbejderbørn i Donbækket. De leger Bjergarbejdere, de Små, graver Skakter! Og man har i deres Sandkasser nedgravet Dynamitpatroner. Skriger det ikke til Himlen! Er det ikke Satanisme?!
Hvordan er Trotski og de andre blevet sådan?
Allerede da jeg i 1922 som Gæst overværede et international Proletar-Stævne i Moskva, kunne jeg til en udenlandsk Interviewer udtale som mit Indtryk af Forskellen mellem Lenin og Trotski, at Lenin syntes mig det uselviske geniale Menneske, der helt gik op i sin Idé og var ligeglad med ved hvem den realiseredes, blot den realiseredes. Trotski derimod var en begavet Ærgerrighed, for hvem det var en Livsbetingelse, at det ny, der skulle ske, skete just ved ham. Ellers var han parat til at spænde Ben for det — hvad han forøvrigt allerede da flere Gange havde forsøgt.
Der var noget af en Påfuglehan over hans optræden: alligevel virkede han ikke frastødende som Sinovjeff, der var lige så ærgerrig, men tillige var fejg; hvad man ikke kunne beskylde Trotski for. Om dem begge gælder, at Lenin ved sin Åndsstyrke tvang dem ind i Revolutionen i det afgørende Øjeblik, og så længe han levede, holdt deres Oppositionslyster nede.
Først med Lenins Død i 1924 bliver Oppositionen mere sluttet. Og betegnende for dens Art er, at de kontrarevolutionære Elementer i Sovjet-Unionen søger derhen, skønt Trotski proklamerer sig som Ventre-Revolutionær, og de selv håber på Kapitalismens Genindførelse. De har instinktivt forstået, at det yderliggående hos Trotski kun er Camouflage, at man gennem ham kan komme Bolsjevismen til livs. Kærligheden til Trotski i visse demokratiske, navnlig intellektuelle Kredse i Vesteuropa har vel beroet på en lignende instinktiv Følelse.
De lykkes ikke Trotski og de andre oppositionelle at få Fodfæste i Masserne: de er og bliver en Kreds af intellektuelle Ærgerrigheder — og af Folk med hver sin Recept til Fornyelse af Samfundsordenen i Verden. Det samme går forøvrigt igen i alle andre Lande. Trotskismen kommer ikke udover de Intellektuelles Kreds, heller ikke, hvor den — f. Eks. Mot Dag Bevægelsen i Norge samler store Dele af den studerende Ungdom, navnlig af Middelklassen. Det er en Ungdom, som svinger frem og tilbage mellem Trotskisme og Nazisme; og Trotskismen synes overhovedet at give en Slags ideologisk Indhold til det forkrøblede vesteuropæiske Småborgerskab.
Da Trotski og Fæller ikke kan få Fodfæste i Folket, som er og bliver den Lenin-Stalinske Linje tro, er de henvist til lyssky, stadig mere underjordisk Virksomhed, og til at søge Forbund med hvem og hvad som helst, der melder sig.
Dette får navnlig Betydning, efter at Trotski i året 1929 forvises til Udlandet, — og det bliver af skæbnesvanger Betydning. Her begynder den Virksomhed for Alvor, der fører til Forbund med alle Kræfter, som vil Sovjet-Unionen ilde. Reaktion, Fascisme, til Slut Nazisme, og som fører til alle de forbryderiske Handlinger, de to Processer har afsløret.
Af Processens Dokumenter og samstemmende Udsagn fremgår det, at Trotski har regnet sikkert med et Angreb på Sovjet-Unionen i 1937 fra tyske og japansk Side og spekuleret i dette Angreb. Han har gjort, hvad han kunne for at få sin »Profeti« til at gå i Opfyldelse, plejet hemmelige Forhandlinger med Naziregeringen, og gennem sit Net af »Tillidsmænd« i ledende Stillinger i Udenrigsvæsenet, Jernbanevæsenet, den kemiske Industri, Grubedriften og Rustningsindustrien holdt Tyskland og Japan vidende om disse Væsners og Industriers Stade.
Men foruden denne Spionvirksomhed, havde de trotskistiske »Tillidsmænd« blandt Ingeniører og Eksperter den Opgave at skade de dem underlagte Virksomheder mest muligt og — når Krigen var der — at lægge dem helt øde. Kemiske Kombinater, Fabrikker og Gruber lemlæstedes, Højovne toges for tidlig i Brug, så de brændte sammen, Militærtog afsporedes med mange dræbte og sårede som Resultat. Ved en enkelt Afsporing dræbtes 29 Soldater og lige så mange såredes. Det skete ved denne Lejlighed for at vise Japan, at Apparatet fungerede.
Alt dette fremgår uomstødeligt af Retsforhandlingerne, og stillet overfor denne Proces, hvis Betydning rækker langt ud over Sovjet-Unionen, ja, som angår hele Menneskeheden, fryser man ved Tanken om, at der gives Mænd med Ansvar for Demokratiet, der — enten det nu sker af Kynisme eller af Dumhed — kan tale om en Retskomedie med kunstig opkonstruerede Forbrydelser.
Selv har jeg aldrig overværet en mere demokratisk Retshandling. De 17 Anklagede sad Side om Side, klædte som vi andre, kun skilt fra os ved et Baluster. De kunne tale sammen, havde til enhver Tid Ret til at gribe ind i Retshandlingen, stille Spørgsmål, korrigere eller komplettere de andres Udsagn. Intet Øjeblik havde jeg den ellers i en Retssal så sædvanlige Følelse af overjordiske Dommere og elendige Kræ; høflige Spørgsmål fra Anklageren Visjinski og høflige Redegørelser fra de Anklagedes Side. Anklagerens Spørgsmål var knappe; aldrig har vel Beskyldningen mod en Forhørsdommer, at han lægger de Anklagede Udsagnene i Munden, været mindre på sin Plads end her.
Hvorfor de da tilstår så åbent? Fordi Vægten af Anklagermaterialet er så tyngende, fordi de overfor Forsamlingen ikke vil gælde for forstokkede Benægtere; fordi Udsagnene tvinger hinanden frem, Stump for Stykke til der opstår et sammenhængende Billede, hvis tvingende Logik den enkelte ikke kan unddrage sig. Og endelig, som flere af dem peger på, fordi de først nu under Retshandlingen ser det hele i sin uhyggelige Sammenhæng og forfærdes over sig selv. Nogen Gåde der ikke her!
Men hvordan har alt dette kunnet finde Sted og komme så vidt uden at blive opdaget? Især da man Gang på Gang har haft Hovedmændene på Anklagebænken? Hvorfor har man tidligere ladet dem løbe?
Det kan vel ikke nægtes, at Sovjetstyrets Mænd har været for optimistiske i deres Syn på Menneske — som al Ungdom er det, har troet de Frafaldne for godt og ladet sig føre bag Lyset af deres Tvetungethed og falske Løfter om Troskab i Samarbejdet. Taknemmelighed mod gamle Kampfæller har også været medvirkende. Og Manglen på kvalificeret Arbejdskraft har bevirket, at man ikke kunne være altfor nøjeseende i Valget af Medarbejdere, ligesom man skrev noget, der nu har afsløret sig som Forbrydelse og Sabotage på den ukvalificerede Arbejdskrafts Konto.
Ligesom den russiske Revolution har sin Forløber i Begivenhederne 1905, den såkaldte blodige Søndag, har denne uhyggelige Kæmpeproces sin Forløber i Ramsin og Unionsprocesserne. De ligger ikke blot på Linje alle disse Processer, der er en indre organisk Sammenhæng, som kaster et for Proletariatet pinligt Lys over Brosjyren: »Kætterprocessen« og videre ud. Forhåbentlig vil Processen her virke med til, at Socialdemokratiet finder sig selv igen som Varetager af Proletariatets Interesser. Nu er der ingen Misforståelser mulig og gives ingen Undskyldninger: at fortsætte vilde være ensbetydende med, at man bevidst førte Arbejderne bag Lyset.
Et Spørgsmål melder sig til Slut — hvordan er Trotski? Af Processen stiger han frem som en Metternich af Falskhed og Forløjethed; men hvordan er han som Politiker? Ide og Idealisme søger man forgæves bag hans Handlinger, men også Reaktionen har jo frembragt Politikere, som kunne vurdere Verdenssituationen.
Heller ikke som reaktionær Politiker holder Trotski Mål. Alle hans Forslag og politiske Teorier viser, at han ikke besidder Evne til at bedømme Situationen og skønne, hvad der er gennemførligt. Allerede mens hans sad i legal Opposition, krævede han delvist Tilbagetog af Kapitalismen med den Begrundelse, at Socialismen ikke kunne gennemføres i et enkelt Land — og samtidig bygger Sovjet-Unionen sig op for hans Øjne. Han forlanger, at Bønderne skal drives i Kolchosen med Bajonetten — hvad der vilde have styrtet Sovjet-Styret. Stalin vilde lempe dem derind med det gode og besejrer dermed Bonde-Individualismen.
Nogen stor Politiker er Trotski ikke, men han er uden Tvivl en stor Konspirator og en Spillernatur. Enkelte af hans Tilhængere er jo gamle Revolutionære, som under Zarismen har ført en mangeårig underjordisk Tilværelse. Trotski har forstået at kalde disse Muldvarpeevner til Live igen og vende det, der var skabt som Værn mod Zarismen og Knutten, om til et Vaaben mod Folket og Friheden.
Konspirator var han, men naturligvis måtte han have en Ideologi til at plumre Vandene med. Efter den franske Revolution og Interventionerne kom Napoleon og ordnede Europa. Efter den russiske Revolution og Internventionerne, som vil føre til Sovjet-Unionens Fald i 1937, er Napoleon-Trotskis Tid inde, så skal han give Verden den endelige Støbning — han den eneste politiske Seer!
Det er jo politisk Galimatias, men Verden er fuld af politisk Galimatias i Dag — ondartet politisk Galimatias.
Og Trotskis politiske Galimatias er i højeste Potens ondartet. På dens Konto har han ladet højtbegavede Mænd som Kiroff, trofaste Arbejdere i Hundredevis og uskyldigt legende Børn myrde, udefra den Tanke, at han vilde styrte Sovjet-Unionen i Grus, stikke Verden i Brand, lægge den brede arbejdende Menneskeheds møjsommenligt opbyggede Kultur øde.
Centralprocessen har uomstødeligt afsløret ham som Menneskehedens Fjende Nr. 1.
Tale holdt i Moskvas Radio. Trykt i ARBEJDERBLADET
13. februar 1937