I de senere år har vi i forbindelse med krisen i det neokoloniale system i Afrika været vidne til en genopblussen af militære statskup, der gør det muligt for den militære fløj af det reaktionære borgerskab at gribe den politiske magt for at tjene interesserne hos klaner, der er allieret med de imperialistiske magter. Siden 2012 har 14 statskup fundet sted på det afrikanske kontinent, herunder fire i Vestafrika.
Mali (2012, 2020 og 2021); Egypten (2013); Den Centralafrikanske Republik (2013); Burkina Faso (2015, januar 2022, september 2022); Tchad (2021); Guinea-Bissau (2012);Sudan (2019, 2021); Zimbabwe (2017); Guinea-Conakry (2021).
Disse militærkup fandt sted i forbindelse med det neokoloniale systems fallit og mangeartede krise i Afrika. Samtidig spredte kupmagerne, med hjælp fra opportunister og revisionister, pseudorevolutionære og forvirrende ideer for at retfærdiggøre deres magtovertagelse.
Det er derfor nødvendigt at tilbagevise de revisionistiske og forvirrende forestillinger, der har til formål at vise disse militære statskup som en “sejr for de demokratiske og revolutionære kræfter”, “en kulmination af deres folkelige kampe” osv. Dette er en teoretisering af putschisme, der præsenteres som et middel til at opnå revolution og videnskabelig socialisme. I virkeligheden er dette fænomen ikke nyt, for i nogle afrikanske lande har andre putschister forsøgt at omsætte disse rådne teorier til praksis. Det var tilfældet med Didier Ratsiraka i Madagaskar, Denis Sassou Nguesso i Congo-Brazzaville, Mathieu Kerekou i Benin og Mengisthu Halié Mariam i Etiopien, hvor disse reaktionære officerer, hjulpet af revisionister, etablerede en fascistisk statskapitalisme ved hjælp af et pseudorevolutionært sprog.
Disse revisionistiske teorier og opfattelser er i åbenlys modstrid med marxismen-leninismens videnskabelige doktrin, og deres mål er at bekæmpe sidstnævnte, at afvæbne arbejderklassen og folket ideologisk for bedre at kunne forsvare kapitalismen og neokolonialismen. Det er derfor vores partis (Voltas Revolutionære Kommunistiske Parti) pligt at tilbagevise dem for at oplyse arbejderklassen og folket om den vej, de skal følge for at opnå revolution og videnskabelig socialisme. For at gøre dette er det vigtigt at undersøge erfaringerne med militære kup i Afrika og i Øvre Volta (Burkina Faso) i lyset af marxismen-leninismen.
1) Den historiske erfaring med militærkup i Afrika og i Øvre Volta (Burkina Faso)
I kølvandet på den formelle uafhængighed og i løbet af årtiet 1960-1970 dukkede et nyt fænomen op i Afrikas neokolonier: militærkup. Militærkup bragte neokoloniale hære og paramilitære styrker frem i forreste række på den afrikanske politiske scene, og de spillede en vigtig rolle i at opretholde og styrke det neokoloniale system og i at undertrykke arbejderklassen og folket. Således forlader hæren (skabt, trænet og finansieret af de imperialistiske magter, især den franske), der præsenteres som styrken til “forsvar af nationen og dens suverænitet”, kasernen for at spille sin rolle som midtpunktet i den internationale imperialismes, især den franske imperialismes, politiske skakbræt og strategi i Afrikas neokolonier, især i den nuværende kriseperiode for det verdensrevisionistiske kapitalistiske system. Denne militarisering af politiske regimer i Afrika bekræfter Lenins synspunkt om, at: “Borgerskabets bevæbning mod proletariatet er en af de mest essentielle kendsgerninger i det moderne kapitalistiske samfund.”
Men hvad er årsagerne til og formålet med militærkup i Afrika?
Generelt set er militære kup neokoloniale af natur og har til formål at styrke kapitalismen, selv om deres motiver og taktiske mål er forskellige fra tilfælde til tilfælde. Historisk erfaring giver os mulighed for at klassificere militære kup i Afrika som følger:
- Når imperialismen, især den franske imperialisme, og reaktionære kræfter bliver opmærksomme på den folkelige og revolutionære bevægelses opståen og udvikling, opildner de til militærkup for at forhindre disse bevægelser i at overvinde de neokoloniale magter. I dette tilfælde er militærkuppet et middel i hænderne på imperialisterne og deres lokale allierede til at blokere vejen for den demokratiske og revolutionære bevægelse.
Den 3. januar 1966 i Øvre Volta var den folkelige bevægelse mod Maurice Yaméogos reaktionære regerings overgreb kulminationen på en proces af utilfredshed og indignation fra de arbejdende massers side over regeringens asociale og græsrodsfjendtlige politik.
Der blev således skabt en revolutionær situation, hvor det voltaiske bourgeoisi og den franske imperialisme, grebet af panisk frygt, måtte ty til et militærkup, der bragte general Sangoulé Lamizana frem i forreste række på den politiske scene for at sætte en stopper for den folkelige uro og fortsætte med at forsvare de reaktionære borgerklassers og deres imperialistiske allieredes interesser.
Militærkomitéen for National Genopretning og Fremskridt (CMRPN), der den 25. november 1980 væltede regeringen i Den Tredje Republik, havde også som hovedmål at likvidere den revolutionære demokratiske bevægelse, især Voltas Revolutionære Kommunistiske Parti (PCRV), hvis voksende indflydelse og kampvilje for alvor begyndte at bekymre de herskende klasser. Alle CMRPN’s antisociale og fascistiske politikker vidner om dette: forbud mod strejkeret, ransagninger og vilkårlige deportationer, jagt på alle, der mistænkes for at være medlemmer af PCRV, osv.
- Erfaringerne med militære kup i Afrika viser også, at de for de imperialistiske magter er et middel til at udvide deres indflydelsessfære og dominans i forbindelse med deres rivalisering om verdenshegemoni. Efter opdelingen af verden mellem de største imperialistiske magter fører deres nuværende kamp for at opdele verden igen (i betragtning af loven om kapitalismens ulige udvikling og det faktum, at imperialismen uundgåeligt tenderer mod hegemoni) en rivaliserende imperialisme til at stole på en fraktion af det lokale borgerskab (generelt den fraktion, der ikke er ved magten) for at forsøge at fortrænge den hidtil dominerende imperialisme med magt. Dette afhænger af de strategiske interesser i det pågældende land eller område. Således udnyttede den sovjetiske socialimperialisme den revolutionære situation i Etiopien i 1974 til at hjælpe Menghistu Haile Mariam med at gribe magten gennem et militærkup for at fortrænge den amerikanske imperialisme, som støttede Haile Selassie. Dette kup gjorde det muligt for socialimperialismen at besætte Etiopien og få et solidt fodfæste på Afrikas Horn og dermed få adgang til vigtige strategiske positioner i sin rivalisering med den amerikanske imperialisme om verdenshegemoni.
I takt med at krisen i det imperialistiske verdenssystem bliver dybere, står den franske imperialisme over for rivalisering fra andre imperialistiske magter (Rusland, Kina, USA, Tyrkiet, Brasilien, Indien) i sine tidligere kolonier i Afrika, som indtil nu har været betragtet som dens reservat. Den trues i stigende grad af den russiske imperialisme, som drager fordel af de regimer, der er resultatet af militære kup i Mali, Burkina Faso og Niger, til at etablere sig.
Denne rivalisering bekræfter kun Lenins synspunkt om, at “militariseringen i øjeblikket invaderer hele det sociale liv. Imperialismen er stormagternes ubarmhjertige kamp for at opdele og genopdele verden: Den må derfor uundgåeligt udvide militariseringen til alle lande.” De imperialistiske magter og deres lokale allierede opmuntrer også til statskup for at vælte magter, som i deres øjne virker progressive, og som ikke giver dem frie hænder til at fortsætte deres politik med udbytning, plyndring og undertrykkelse. Det var betydningen af sergent Joseph Mobutus statskup, der væltede Patrice Lumumbas regering i Congo-Léopoldville. Det samme var tilfældet med det kup, der væltede Kwamé Nkrumah i Ghana i 1966. Begge kup var CIA’s værk.
- At slippe af med monarkier, der trues af den folkelige bevægelse og ikke er i stand til at gennemføre reformer.
De imperialistiske magter favoriserede militære kup, der havde til formål at etablere en borgerlig demokratisk republik, samtidig med at de undertrykte den revolutionære bevægelse. Det er af den simple grund, som Lenin påpeger: “Den demokratiske republik er den bedst mulige politiske form for kapitalismen; kapitalen, der har erobret den … etablerer sin magt så solidt, så sikkert, at den ikke kan rystes af nogen ændring af personer, institutioner eller partier i den borgerlige demokratiske republik.”. Det var i en sådan kontekst, at Nasser og de “frie officerer” kunne vælte kong Farouk i Egypten den 25. juli 1952; at Ghaddafi kunne vælte kong Idriss i 1970 i Libyen; og at Menghistu Haile Mariam og andre kunne komme til magten i Etiopien uden i første omgang at pådrage sig de imperialistiske magters vrede.
I lyset af denne historiske erfaring, hvilken lære kan man så drage af militære kup? Hvad bør være den principielle holdning hos arbejderklassens parti, hos sande revolutionære og patrioter, over for disse kup? Hvad er forskellen mellem et militært kup og en social revolution?
- Militærkup er ude af stand til at løse de grundlæggende problemer for arbejderklassen og folket
De erfaringer, der kan drages af de militære statskup i Afrika, og i særdeleshed i Øvre Volta (Burkina Faso), er mange og af stor betydning for arbejderklassens partis mobilisering, organisering og ledelse af de folkelige masser på vejen mod revolution og socialisme. I denne artikel vil vi fokusere på følgende vigtige erfaringer:
De militære kup og styrkelsen af den neokoloniale hærs rolle i det politiske liv i Afrika afspejler også den økonomiske og politiske svaghed hos de lokale borgerskaber og deres reaktionære politiske partier. Faktisk er alle afrikanske lande neokoloniale samfund, der følger den kapitalistiske udviklings vej med anti-nationale borgerskaber, der er allieret med de imperialistiske magter ved magten. Disse borgerskaber forvalter et neokolonialt statsapparat, som gør det muligt for dem at føre en antigræsrodspolitik til forsvar for deres reaktionære klasseinteresser og deres imperialistiske herrers interesser, en politik, der går ud på at udbytte og undertrykke arbejderklassen og folket. Det centrale i dette statsapparat er den neokoloniale hær, hvis hovedmål er at knuse arbejderklassens og folkets modstand, at kvæle og undertrykke enhver folkelig og revolutionær bevægelse, der udfordrer det eksisterende kapitalistiske samfundssystem, med blodsudgydelser. Erfaringen har imidlertid vist, at de borgerlige magthavere ofte er blevet overvældet af udviklingen af sociale kampe, da de er svage, hvilket ikke undlader at bekymre de imperialistiske magter af tre væsentlige årsager:
– vækkelsen af de folkelige massers politiske bevidsthed og fødslen af revolutionære kamporganisationer, især marxistisk-leninistiske partier;
– forværringen af de inter-imperialistiske modsætninger, som afspejles i de lokale borgerskaber, og som er en faktor for politisk ustabilitet;
– det imperialistiske og revisionistiske verdenskapitalistiske systems krise, som har stærke eftervirkninger i neokolonierne; dette har skabt det objektive grundlag for de folkelige massers utilfredshed og udviklingen af deres kampe ;
– og for sociale eksplosioner. Det lokale borgerskab og dets imperialistiske allierede arbejder på tusind måder på at skyde skylden for krisen på arbejderklassen og folket.
Betingelserne er således modne til at styrke rollen for det politisk-bureaukratiske borgerskabs militære fløj, for i betragtning af det politiske borgerskabs manglende evne til at inddæmme krisen og forhindre sociale eksplosioner vil det øverste lag af hæren (borgerskabets militære fløj) præsentere sig selv som den fraktion, der er i stand til at etablere “stærk magt” og bevæge sig mod fascisering på samme måde som de militære juntaer i Sydamerika.
I sidste ende vidner militære statskup og deres hyppighed i de afrikanske neokolonier om magthavernes skrøbelighed. Frem for alt afspejler de det faktum, at i den nuværende situation med økonomisk, politisk, ideologisk, social og militær krise for kapitalismen og revisionismen har borgerskabet, som en dekadent klasse, valgt at marchere mod fasciseringen af de neokoloniale magter.
Mens de imperialistiske magter har opmuntret fremkomsten af militærregimer, har de tyet til militær intervention og installering af baser og tropper for at forsvare deres geostrategiske og økonomiske interesser, især udplyndringen af de enorme mineralressourcer, som de afrikanske lande er rige på.
Det er så meget desto vigtigere, fordi den neokoloniale hær, som spiller en rolle i forvaltningen af de neokoloniale magter, er undermineret af store modsætninger, som er en kilde til kronisk politisk ustabilitet, når det kommer til at udøve politisk magt. Det er tilfældet i Burkina Faso, hvor den korrupte neokoloniale hær består af flere kuppende klaner, der skiftes til at vælte hinanden i jagten på magten. Derfor militærkuppene i januar og september 2022 af Den patriotiske bevægelse for sikkerhed og restaurering (MPSR), som blev fremmet af hærens putschistiske klaner.
Alle disse erfaringer afslører den dybe natur af militærkup og deres mål. De er ikke orkestreret for at skabe en grundlæggende forandring til fordel for masserne: De har aldrig sat spørgsmålstegn ved den neokoloniale kapitalistiske samfundsorden, men sigter tværtimod mod at styrke den, mens de kæmper for at likvidere den revolutionære bevægelse. Dette er sandt, selv om kupmagerne i starten ofte brugte demagogisk sprog for at bedrage arbejderklassen og folket. For eksempel overdriver militærregimerne ved magten i Sahel-landene i Vestafrika (Mali, Burkina Faso, Niger) deres retorik om “national suverænitet”, “panafrikanisme” og “uafhængighed”, samtidig med at de opretholder deres vasalforbindelser med IMF og Verdensbanken og mangedobler deres gavmildhed over for den russiske imperialisme.
Alt i alt påvirker disse statskup ikke grundlaget for den herskende borgerklasses dominans. De medfører ikke kvalitative ændringer i det økonomiske og sociale regime (neo-kolonialistisk kapitalistisk). De vælter kun visse individer fra magten og erstatter dem med andre, som også repræsenterer den samme herskende klasse, men som udtrykker denne klasses særlige interesser mere kraftfuldt. Derfor er kup fundamentalt forskellige fra revolution og kan ikke gøre en ende på menneskets udnyttelse af mennesket, i modsætning til hvad opportunister, revisionister og forvirringseksperter på alle sider påstår.
Revolution er massernes arbejde under arbejderklassens ledelse og styret af dets parti, det kommunistiske parti, som ved hjælp af revolutionær vold ødelægger det kapitalistiske system og nedbryder det neokoloniale borgerlige statsapparat for at erstatte det med et system med proletariatets diktatur. Uden ødelæggelsen af kapitalismen kan den videnskabelige socialisme ikke opnås, og borgerskabets diktatur kan ikke erstattes af proletariatets diktatur. Det er derfor, Lenin, vores store lærer, lærer os, at “Nødvendigheden af systematisk at indprente masserne denne idé (og netop denne) om voldelig revolution er grundlaget for hele Marx’ og Engels’ doktrin … Uden voldelig revolution er det umuligt at erstatte den borgerlige stat med den proletariske stat.”
Arbejderklassens autentiske parti må derfor have en fast principiel holdning over for militære statskup, som i deres essens er reaktionære og ikke sætter spørgsmålstegn ved det kapitalistiske samfundssystem. Dette er uundværligt for at udstyre sig selv med en revolutionær strategi for magtovertagelse og etablering af proletariatets diktatur. Men arbejderklassens parti må også vide, hvordan man indtager en åben taktik over for de forskellige statskup, idet man tager hensyn til de historiske betingelser, hvorunder de udføres, de situationer, de skaber, de mulige ændringer, de kan medføre i form af den borgerlige stat, det vil sige i form af undertrykkelse af arbejderklassen og folket. Dette er uundværligt for at afsløre kupmagerne, for at få arbejderklassen og folket til at se den nye magts borgerlige klassekarakter og nødvendigheden af at ødelægge den ved hjælp af revolutionær kamp under arbejderklassens partis hegemoniske ledelse gennem passende kamp- og organisationsformer.
Det betyder, at arbejderklassens revolutionære parti aldrig må nære illusioner hverken i sig selv eller i arbejderklassen og folket, ellers vil det opgive marxistisk-leninistiske holdninger og synke ned i revisionisme og klassesamarbejde. Det må under alle omstændigheder hejse sit eget flag højt, holde sig til sin egen strategi og revolutionære taktik for at gribe magten og gennemføre sit eget revolutionære program. Det skal forbinde sit revolutionære arbejde inden for den borgerlige hær for at opløse den, som Lenin siger, med forberedelsen af den væbnede folkelige opstand for at ødelægge kapitalismen og ødelægge det borgerlige statsapparat for at etablere proletariatets diktatur.
Hyppigheden af militære kup afspejler til en vis grad forsinkelsen mellem de subjektive betingelser og de objektive betingelser for revolutionen i Afrika og i Burkina Faso i særdeleshed. De marxistisk-leninistiske partiers øjeblikkelige svaghed, hvor de findes, og deres ikke-eksistens i de fleste tilfælde, gør det ikke muligt for arbejderklassen og folket at føre deres kampe sejrrigt, når revolutionære situationer opstår. Således viste den folkelige opstand den 30. og 31. oktober 2014 i Burkina Faso begrænsninger og utilstrækkeligheder, især ML-partiets manglende lederskab. Vores parti (PCRV) har draget værdifulde erfaringer for den interne styrkelse af partiet på alle niveauer og kampen for at opbygge den folkelige enhed for revolutionær forandring gennem den væbnede generalopstand. Den eneste måde, hvorpå arbejderklassen og folket kan opnå deres frihed, er ved at organisere og gennemføre revolutionen under ledelse af PCRV, partiet for revolutionær handling.
Oversat fra Unity & Struggle nr. 48, 2024
Tidskrift for CIPOML, Konferencen af marxist-leninistiske partier og organisationer